Kåre D. Tønnessons bog La Défaite des Sans-culottes. Mouvementpopulaire et reaction en Van 111. (Presses Universitaires d'Oslo et Librairie R. Clavreuil, Paris. 1959. 456 s.) slutter sig til den efterhånden lange række af værker fra Sagnac og Mathiez til Lefebvre og Labrousse m. fl., der betragter den franske revolutionsexalterede begivenhedsforløb som et sammenstød mellem bourgoisiets erobring af regeringsmagten og fjerde stands — sansculotternes— tumultøse kamp for det daglige brød. Frankrig har oplevet »melkrige« før revolutionen. Når disse eruptioner får så skæbnesvanger betydning i årene 1789^—94, skyldes det dels, at kontrarevolution og krig gør vanskelighederne større, dels at stadigt mere yderligtgående revolutionære bevidst formår at vende brodden mod det til enhver tid herskende styre. Det er imidlertid ikke den revolutionære bølges — efterhånden velbehandlede — stigen,men

gen,mendens påfølgende fald, der er Tonncssons emne, — d. v.s. den periode, da bourgoisiets og sans-culotternes interesser skiltes, og oprørsforsogene atter blev reduceret til simple melkrige uden større effekt.

Værket forekommer lige snævert nok i sit anlæg; der tænkes her ikke så meget på skuepladsen, der er begrænset til selve Paris, snarere på perioden: Thermidorkuppet 1794 til Prairialopstanden 1795. Den politik, som Thermidorianerne her er udtryk for, er jo ret beset indledt allerede før Robespierres fald med likvideringen af Hébert og hans tilhængere. Men forfatteren foretrækker at springe in medias res, og kun sporadisk finder man allusioner til Hébertgruppen, skønt denne omtales som den mest ægte manifestation af sans-culotpolitik. Hvad der måtte mangle i bredden, opvejes til gengæld af det, der er vundet i dybden. Den individuelle aktivitet er skudt ud i periferien, medens fremstillingen tager sigte på at indkredse og definere sans-culotternes sociale position, deres fordeling over byens 48 sektioner og deres politiske og — især — økonomiske krav. Det er i egentligste forstand massens historie, der her er skrevet. — Tønnesson er stadig på vagt overfor generaliseringer, der fra studiet af det 19. rhundredes ofte er sluppet ind i fremstillingen af revolutionens proletariat. Sans-culotterne var den militante del af »le menu peuple«, og dette igen bestod nok for en del af små lønmodtagere, men også af mindre selvstændige erhvervsdrivende.

Ved at lamme oppositionen til højre og venstre havde jacobinerdiktaturetsikret sig en kortvarig arbejdsro, men havde samtidig berøvet sig selv sin politiske basis og sin manøvreevne. Endnu flere måneder efter Thermidor holdt »moderate« og sansculottersammen i opgøret med repræsentanterne for det upopulære tvangsstyre — en alliance, der sikrede, at jacobinerklubbens lukningkunne ske uden større uroligheder. Det viste sig imidlertid da, at den partielle ophævelse af maksimalprisordningen ikke opfyldte de forventninger, man stillede i retning af øgede levnedsmiddeltilførsler.Prisstigninger trak varerne ud i den frie handel og drænede det statsunderstøttede, stramt rationerede marked, der var proletariatets eneste eksistensmulighed. Dertil kom de traditionelle vanskeligheder ved at bringe tilførsler frem om vinteren.Samtidig vandt den politiske reaktion terræn — ikke blot i konventet, men også i sektionerne, hvor de moderate drev sans-culotter og jacobinere over i defensiven. Da konvent og sektioner derved blev instrumenter for reaktionen, erkendte de splittede venstregrupper nu et skæbnefællesskab og satte deres lid til, at et valg udskrevet efter den slumrende 1793-forfatnings

rcgler ville give deni det tabte tilbage. Feltrabet blev »brod og forfatningen«; men de instrumenter neml. sektionsforsamlinger, klubber og nationalgarde, dcr forhcn havdc givet sadanne krav udtryk, var cnten ophort at eksistere eller blev domineret af mellemstandsintcresser. Nar sans-culotterncs opstandsforsog i Germinalog Prairial 1795 mislykkedes, skyldes dct i forste ritkke defekter i ledclsen. Jacobinerne og radikale kunne nok agitere - cndog fra frcngslerne - men havdc ikke bcvacgclscsfrihed til at organisere. 1 stedet gav urolighederne anledning til fornyct offensiv fra reaktionens side. Ved midten af Prairial eksisterede »bjerget« ikke mere og sans-culotterne var afvuebnet. — Forfatterenanser endog konventets apati overfor de optnekkende urosymptomerfor en bevidst taktik med det formal at lokke f jenden ud i abent slag.

Kåre D. Tønnesson har tilstræbt at skrive med en objektivitet, der ofte har været savnet i revolutionslitteraturen. Men hans bog tjener sandt at sige ikke til at mildne dommen over mændene fra Thermidor og deres værk. Den »forgyldte ungdom« indtog nu pladsen som aktivisternes ulovlige eksekutivorgan, når lovgivningsmagten skulle terroriseres til eftergivenhed, og gik guillotinen end langsommere, så krævede sulten i stedet sine ofre.