Siden Thorkild Jacobsen i 1927 offentliggjorde sin oversigtsartikel i Historisk Tidsskrift¹, er udforskningen af det mellemste Østens oldtidskulturer fortsat med uformindsket intensitet. Henri Frankforts grundlæggende arbejde, som blev fremhævet her, er fortsat, Sumererrigets kronologi er blevet sikrere fastslået ved Thorkild Jacobsens egne undersøgelser af kongefortegnelserne, det sumeriske samfunds struktur er blevet bedre belyst gennem sir Leonard Woolleys udgravninger og publikationer af Ur i Chaldæa, for blot at nævne nogle få eksempler. Hele dette arkæologiske og historiske arbejde har i højeste grad nydt offentlighedens bevågenhed, blandt andet sikkert fordi mange af de førende forskere tillige har vist sig at være fortrinlige popularisatorer. Hvad man derimod har savnet er en bredere og dokumenteret fremstilling af håndbogskarakter, og det er dette savn, Harmut Schmokels Geschichte des alten Vorderasiens (Handbuch der Orientalistik, hrsg. v. B. Spuler, Bd. II: Keilschriftforschung und alte Geschichte Vorderasiens, 3. Abschnitt. Leiden 1957. — xii -f- 342 sider + plancher og kort. :-) skal udfylde.

Den revolution, oldtidsforskningen har gennemløbet, beror
først og fremmest på, at man af gode grunde har opgivet den
orientalske og hellenistiske, historiske tradition til fordel for det

---

1 Hist. Tidsskr. 9. r., V (1926-27), 486-96.

autentiske indskriftmateriale og arkæologiske data. Harmut Schmokels fremstilling bæres netop af denne nyorientering, og det er allerede af denne grund indlysende, at det i en første syntese som den foreliggende er ret afgørende, hvorledes materialet fremlæggesog hvorledes fremstillingen disponeres. I denne henseende vil der sikkert kunne rettes indvendinger mod bogen. Det skyldes for det første, at behandlingen — formodentlig på grund af de krav, dens håndbogskarakter stiller — er blevet temmelig skematiseret.Hvert afsnit deles i et »historischer Ablauf« og et »Kulturgeschichtliches«,hvorved bogen unægtelig mister noget af sin organiske sammenhæng¹. For det andet forekommer det mig, at styrken af de moderne kildestudier enkelte steder i nogen grad svækkes ved, at de nationale og politiske begreber, forfatteren opererer med, ikke er fuldt afklaret. Det gælder f. eks. s. 94f., hvor Schmokel redegør for det såkaldte Ur I 11-riges opløsning, der baner vejen for en frigørelse, der trods visse betænkeligheder tolkes som en akkadisk reaktion mod det vestsemitiske fremmedherredømme.

Det er muligt, at de uklarheder, der opstår af disse grunde hænger sammen med bogens skematiske anlæg, men i hvert fald bevirker de, at bogen trods den soberhed og soliditet, der normalt udmærker den, næppe helt opfylder de betingelser, en første syntese stiller.

---

1 Denne sammenhæng fremtræder bedre i H. & H. A. Frankfort, Th. Jacobsen and Ch. Wilson: Before Philosophy: The intellectual Adventure of Ancient Man. (Chicago 1946), der giver en fin analyse af den gamle orients forestillingsverden og samfundsbegreber.