Den 2. december 1960 døde Lauritz Weibull i sit 88. aar som en højt æret nestor blandt nordiske historikere. Han var søn af historieprofessoren Martin Weibull i Lund, og fra sin fødsel til sin død var han paa en sjælden intens maade knyttet til sin fødeby og dens kulturelle institutioner. Han var det ikke blot i sit virke som landsarkivar fra 1903 til 1919 og derefter som professor i historie ved universitetet til 1938, men fuldt ud saa meget af sind. Som forsker var Lund hans faste udgangspunkt, men saaledes at hans synskreds foldede sig mere og mere ud, fra ungdommens snævre hjemstavnsforskning til manddommens udforskning af middelalderen indenfor den skaansk-dansk-nordiske kulturkreds omkring ærkesædet i Lund i stadig videre europæisk sammenhæng.

Først sent og ad omveje fandt L. W. sit rette felt som historiker. Han startede i 1890erne som æstetisk litterat med spredte afhandlinger om digteres og kunstneres tilknytning til Lund, docenturet i historie erhvervede han i 1899 paa en god, men traditionel afhandling om det diplomatiske forspil til Gustav Adolfs indtræden i Trediveaarskrigen, og efter aarhundredskiftet helligede han sig skaansk topografi og lokalhistorie: som forfatter, som redaktør (sammen med faderen) af Historisk Tidskrift for Skåneland siden 1901 og som udgiver (Lunds Stifts Urkundsbok 111-VI, 1900-39, og Malmø Stads Urkundsbok, 1901-17). Men saa i 1911 udsendte han, 38 aar gammel, det revolutionære værk Kritiska undersbkningar i Nordens historia omkring år 1000, der straks placerede ham som foregangsmand indenfor radikal historieforskning. Ser man bort fra et par forstudier om Colbaz-annalerne og Knud den Store fra 1909-10, kan man alene i eftertidens perspektiv finde glimt af den kritiske omstyrter i et ellers langt og frodigt forudgaaende forfatterskab.

For L. W. var forskerens person hans forskning uvedkommende,og der findes intet fra hans egen pen, der røber baggrunden for hans gennembrud som kritisk historiker. Sture Bolin har i en nekrolog anført, at han som professorvikar i 1909 valgte at forelæseover Nordens ældste historie, og sikkert med rette peget paa impulser fra fagfællen paa museet, Knut Stjerna, der skarpt hævdedede arkæologiske vidnesbyrds prioritet overfor den skriftlige tradition (jfr. L. W.s afhandling fra 1910: Staden Lunds alder). Hertil kan føjes en anden sandsynlig paavirkning. I foraaret 1907 formidlede Johs. Steenstrup ved skæbnens spil L. W. i kontakt med Erik Arup, og et livslangt venskab og en intens tankeudvekslingmellem de to rebeller indenfor historikernes lav begyndte. Arup havde netop da arbejdet sig bort fra det, han følte snærende i den Erslevske kritik, og tumlede allerede med planen om at fornyDanmarkshistorien

nyDanmarkshistorienefter den »franske« rekonstruktionsmetode. Det er nærliggende at antage, at ogsaa Arup kan have stimuleret sin ældre kollega. Tiden vil passe, for Kritiska undersokningar, der er en fuldmoden frugt af et dybtgaaende og vidtspændende kildestudiumud fra en fast og fuldt udformet metode, maa have kræveten aarelang forberedelse.

Dette pionerværk er betegnende nok aldeles blottet for teoretiske betragtninger, deL være sig om metodisk program eller kritiske principper. Kapitel for kapitel er det formet som en konkret dokumentation af ordene fra den lakoniske fortale, at »nar sagen och dikt sopats bort, har det visat sig, att endast enstaka handelser och de grovsta linierna i tidens historia iiro vetenskapligt konstaterbara«. Punkt for punkt analyseres overleveringen, og det paavises, hvorledes de sene og fyldige overleveringer, især hos Snorre og Saxo, der dannede grundlaget for al gængs historieopfattelse, var vokset ud af ældre nedskrifter ved ændrede tendenser, falske kombinationer og indpodning af vandresagn og episk-litterære motiver. Lag for lag skrælles alt sekundært bort, og tilbage stod kun spredte og spinkle samtidige kilder som »intyg om historiska fakta« - for at citere en af de faa metodiske sentenser i det modskrift Historisk-kritisk metod och nordisk medeltidsforskning, han i 1913 udsendte som svar paa den storm af angreb, hans bog fremkaldte. Med den havde den svenske kongerække mistet sine ældste led, Svold-slaget var flyttet til Øresund, Hellestad-stenenes helte skilt ud fra Fyrisvold-slagets sagnverden, og jomsvikingerne med Jomsborg henvist til fantasiens verden.

Gennem hele sin fortsatte forskning fastholdt L. W. sin grundindstilling fra 1911. Trebindsværket Nordisk historia (1948-49), der samler de væsentligste af hans Forskningar och undersokningar indtil 1946, har saa stærkt et enhedspræg, at man næppe bemærker, at afhandlingerne er skrevet med indtil 40-50 aars mellemrum. Og dog er der sket ændringer. Forskningen er bleve} fyldigere og mere nuanceret, i forlængelse af den nedbrydende kritik kan de positive elementer træde kraftigere frem, og der tillægges bestemmelsen af de ledende indbyrdes kæmpende idestrømninger bag det historiske forløb en større værdi, ja, de »yttre handelser ar i historien aldrig nog«. Hertil kommer en stigende elegance i hans knappe stofmættede stil.

Skønt Weibull bevidst gjorde sit forfatterskab strengt upersonligt,aftegnerdet dog klart faserne i hans livsløb. Indtil han forlod arkivet veksler topografi og lokalhistorie stadig med centralekildekritiskeanalyser, blandt disse den vigtige bestemmelse af Kung Valdemars jordebok (1916) som kameralt kildekompleks,

især forholdet mellem Hovedstykket og Hallandslisten, om end det først var hans matematisk indstillede elev Sture Bolin, der drog de rette konsekvenser heraf. - Kampen om professoratet affødte i 1918 W.s kraftigste polemiske skrifter mod traditionalismen i svensk historieforskning. Derefter bremsedes hans produktivitet for en aarrække af omsorgen for den akademiske undervisning, men den blomstrede des kraftigere op ved grundlæggelsen af Scandia i 1928. I dette tidsskrift, der skulle være organ for nordisk tendensfrikritiskhistorieforskning, udtrykte han sit program polemisk tilspidset.Opmod den forskning, der »ror sig på det losa formodandetsochden romantiska hypotesens gungfly«, sattes Scandia's maal: »en historisk rekonstruktion vilande endast på såkra utgångspunkter«,nemlig»på historiska fakta, framvunna ur ett kritisk siktat material«. Ligesindede danske og norske forskere fylkedes om hans tidsskrift, men kun faa svenske historikere udenforKattegatsomraadet.Og her placerede han i hæfte efter hæfte sine fineste punktstudier: Stockholms blodbad - Carl XII.s dod - Unionsmotet i Kalmar 1397 - Dyvekekatastrofen. Her fremkom ogsaa,iførste hæfte, hans vel mesterligste afhandling Nekrologierna från Lund, Roskildekronikan och Saxo, hvor han med udgangspunktisin minutiøse analyse af hænder, rasurer og ændrede formuleringeride lundensiske dødebøger blotlægger den dynamiske kraft i det 12. aarhundredes idekampe i Danmark, personificeret i dets ledende personligheder. - I slutningen af 1930erne ændrer hans studier atter karakter. I 1931 overtog han for det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgivelsen af den ældste række af Diplomatarium Danicum, og efterhaanden greb dette arbejde ham i den grad, at han punkt for punkt fordybede sig i problematikken omkring disse ældste og vanskelige diplomer og den virkelighed, de repræsenterer. Resultatet blev en lang række større og mindreafhandlinger,men til hans og alle middelalderhistorikeres største sorg naaede selve editionen ikke at blive publiceret. - Under sit otium overraskede L. W. ved nye facetter. Modsat Arup havde han principielt indskrænket sine rekonstruktioner til de enkelte hændelser; her kunne han til tider gennemføre en logisk løsning til den yderste spids. Men naar de store linier og den sammensattesyntesekom paa tale, lød ofte positivistens advarende »det vet vi ingenting om«. Da udkom i 1946 Skånes kyrka från ålsta tid till Jacob Erlandsens dod 1274. Modsat den tilsvarende ældre Den skånska kyrkans dlsta historia, fra 1914-17, der var en række problemanalyser,erdenne en fuldstændig sammenfattende skildring, bygget op omkring hver enkelt kirkeleders personlighed og indsats,enmagtfuld syntese, hvor fremstillingen i en til tider næsten

episk stil svøber sig tæt omkring de ægte kilders vidnesbyrd. Sammeaarsaa afhandlingen S: / Knut i Ostcrled lyset i Scandia. Tydeligt inspireret af den tyske okkupation af de nordiske broderlande, men stringent dokumenteret udfra en analyse af Knud Vl.s brev til de danske købmænds Knudsgilde paa Gotland i forbindelse med andre samtidige vidnesbyrd oprullede han i et vældigt perspektiv en dansk-nordisk merkantil udfoldelse til Østersøens fjerneste egne, der atter blev en bestemmende baggrund for Andreas Sunesenskorstogog Valdemarernes politiske Østersøvælde. - I sin høje alderdom vendte L. W. endelig tilbage til Lundagård og viede sine sidste skrifter de ældre restaureringer af domkirken og LundeborgernesSt.Knudsgilde, hvis oldermand han havde været. Ringenvarsluttet.

Kun begrænsede sider af historikeren og endnu mindre af hans personlighed fik vidtryk i Lauritz Weibulls skrifter. Her møder vi den reserverede forsker, der i erkendelse af sin metodes tjenlighed til at gennemføre sin store maalsætning, nemlig at sætte en fast videnskabelig grænse mellem viden og formodning om fortiden, holdt ethvert subjektivt moment borte; ogsaa fremlæggelsen af forskningens resultater skulde staa uafhængig af deres ophav. En senere generation har ikke helt den samme positivismens tillid til, at der kan trækkes saa skarpe grænser for fortidens virkelighed, og man kan mene, at visse af de løsninger, som W. ansaa for logisk entydige, faktisk beror paa et subjektivt valg mellem flere muligheder. Men disse indvendinger rokker intet ved det fundamentale i hans forskning. Som professor viste han større aabenhed. Man fik en fornemmelse af mandens glød bag hans aristokratisk-akademiske holdning, naar han med sin noget slørede stemme forelæste sine resultater for et auditorium, og endnu mere hans inspiration, naar han foldede sig ud for sine elever paa et seminar eller i en sluttet kreds. Men først naar man havde oplevet hans tolkning af fortiden i Lundedomen eller ved Dalby kirke eller et andet af hans monumenter, forstod man ret, hvorledes videnskabsmanden havde tøjlet og skolet den sande amatørs ildhu, der var drivkraften i hele hans værk.

Lauritz Weibull var rundet af dansk, af sønderjydsk rod, og i gode og onde tider omsatte han sin interesse for Danmark og danske i handling. Men naar hans forskning fik større betydning for dansk end for svensk historie, skyldes det i første række, at hans hjemby i middelalderen var en del af det danske rige. Det var ogsaa indenfor dansk videnskab man først forstod at værdsættehans forskning og paaskønnede den ved at lade universitet og lærde selskaber tildele ham deres æresbevisninger. Men i det

lange løb øvede han dog sin største indsats i sit eget land, for naar det saa længe forkætrede og omstridte begreb, den Weibullske skole, næsten var forsvundet ved hans død, skyldes det alene, at hans program havde sejret og hans lære var alment accepteret.