Skismaet mellem den romersk-katolske og den græsk-katolske kirke har ofte været genstand for indgående undersøgelser, hyppigt af meget speciel karakter. Af mere oversigtlig art er derimod Sir Steven Runcimans bog The Eastern Schism. A Study of the Papacy and the Eastern Churches during the Xlth and Xllth Centuries»(Oxford

turies»(Oxford1955). Den bringer næppe nye forskningsresultater, men sigter dog i al sin kortfattethed --¦ som undertitlen antyder — videre end blot at meddele et refererende overblik over begivenhedsforløbet.Den vil tillige tolke skismaets vækst. Som helhed må det siges, at den fejer sig naturligt til Steven Rundmans øvrige produktion, og at den må dele dennes mangler og fortrin.¹

Skismaet har både dogmatiske og magtpolitiske aspekter, som naturligvis ikke lader sig adskille; de er uløseligt knyttet sammen gennem alle konfliktens vekslende faser. Runciman fremhæver, at det først er den lidt senere, latinske tradition, der har tillagt begivenhederne i 1054 — kardinal Humbert de Moyenmoutiers sammenstød med den græske patriark Michael Cerularios — så varig betydning, at skismaet kunde dateres fra dette år.² De dogmatiske og prestigemæssige uoverensstemmelser er af ældre dato, og de fortsættes med usvækket farisæisme fra begge sider langt ned i tiden. Steven Runciman er tilbøjelig til snarest at sætte skel ved overgangen fra det 12. til det 13. århundrede, ved det fjerde korstog og etableringen af det latinske kejserdømme i Byzans.

Det er übestrideligt rigtigt, at Humbert de Moyenmoutiers forhandlinger i 1054 ikke nødvendigvis kompromitterede pavestolen,fordi de pavelige legaters mandat efter gældende sædvane automatisk burde falde bort ved pave Leo IX.s død i foråret samme år. At de følgende paver ikke desavouerer kardinal Humbertsforholdsregler, men tværtimod begunstiger den tolkning, han selv havde formuleret af forhandlingernes sammenbrud, forklarerRunciman dels ved, at pavedømmets begyndende reform ikke tålte noget prestigetab, dels ved at det netop er kardinal Humberts egen, reformkirkelige kreds, der er toneangivende ved kurien i disse år. Flere omstændigheder taler imidlertid for, at de magtpolitiske elementer af konflikten og deres umiddelbare konsekvenser har været af betydeligt større rækkevidde, end forfatteren indrømmer dem: Både (dele af) det dogmatiske konfliktstofog myten om de fatale forhandlinger i Konstantinopel flyder af reformkirkelige kilder, og Michael Cerularios selv lagde stærk vægt på at motivere den græske kirkes dogmatiske standpunktoverfor de orientalske patriarker. Det svarer forsåvidt ganske til, at Steven Runciman selv tolker forhandlingernes forlis i 1054 som udslag af svigtende forhandlingsvilje fra begge sider. Men det er bemærkelsesværdigt, at Humberts dogmatiske

---

1 Cfr. min anmeldelse af samme forf :s »The Sicilian Vespers«, ndfr. s. 149 ff.

2 Forf. nævner tidligst Siegebert de Gembloux (d. 1112) og Annalista Saxo (midten af det 12. årh.), op. cit. s. 51, note 1.

argumentation i brevvekslingen var aldeles absurd, at hans krav til Byzans snarest antager karakter af ultimatum på et tidspunkt, da både Michael Cerularios og den byzantiske kejser synes at være forsonligt stemt, og at de oversættelser, han forelægger den tøvende Leo IX, af de græske aktstykker — sikkert mod bedrevidende— giver ensidige eller falske indtryk af de byzantinske, myndigheders holdning.

Den sandsynligste forklaring forekommer mig at være, at vi her for første gang bliver vidne til, at prestigekampen mellem Rom og Konstantinopel under reformkirkelige auspicier omformes; ved at Humbert af Moyenmoutiers rejser kravet om den romerske kirkes primat. Det er netop denne tanke, han — i bedste overensstemmelse med de gregorianske ideer — tager op i de skrivelser, han konciperer, til Michael Cerularios i 1054,^x og denne tolkning svarer ligeledes fuldkommen til det billede, vi i forvejen har af Kardinal Humberts markante, men unægtelig doktrinære skikkelse .² Er denne tolkning rigtig, bevarer forhandlingerne i 1054 således deres interesse som første etape på vejen til Gregor VII.s reformpolitik og Urban ll.s korstogspolitik.

---

1 Jfr. Migne: Patrologia Latina CXLIII (^—), 753.

2 Jfr. A. Michel: Die Sentenzen des Kardinals Humbert (Lpz. 1944).