Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 6 (1960 - 1962) 1
Kommissionerne i rådstuen for slottet 1690-1705.
AF
J. BOISEN SCHMIDT
Selv om den danske enevælde efterhånden opbyggede sit system af faste forvaltningskontorer til varetagelse af samfundets styre og regulering, var det alligevel ikke noget særsyn, at visse sager og problemer inden for statsstyreisen unddroges behandlingi de sædvanlige regeringskontorer og i stedet herfor overlodes til drøftelse i dertil nedsatte kommissioner. J. A. Fridericia har sammenstillet en række — alt ialt 6 — af sådanne kommissioner, der har virket i årene fra 1661 til 1667. Disse bestod i det væsentligeaf medlemmer af gehejmerådet, der dog af og til bistodes af særligt sagkyndige personer1. Christian V fremsatte endog mod slutningen af sin regeringstid i sit testamente (se nedenfor s. 278 f) den maxime, at de bestående kollegier burde erstattes af kommissioner. Også Griffenfeld var inde på tanken at anvende kommissioner, da han 1673 og 1674 oprettede de to kommissariaterfor hærens og flådens økonomiske bestyrelse, idet hans hovedformål hermed uden tvivl var at skaffe sig øget indflydelse på de militære budgetter. Til at forberede denne administrative nydannelse havde der iøvrigt været nedsat en kommission2. Også på dette område skulle pennen styre sværdet. Kastede kongen og hans rådgivere endelig blikket på den svenske forvaltning,kunne de der se Karl Xl's store godsreduktioner
1 Citeret af K. Fabricius i Aage Sachs: Den danske Centraladministration, 1921, 247.
blive udført af kommissioner, hvoraf nogle forblev samlede i
næsten en menneskealder. De resultater, den svenske enevælde
herigennem nåede til, måtte utvivlsomt gøre indtryk i Danmark1.
Da den lange række af rådstuekommissioner tog sin begyndelse i 1690, var det med andre ord ikke noget nyt og revolutionerende, der hermed holdt sit indtog i styrelsen af land og rige, men en indretning, der havde solide rødder i den forløbne del af enevælden, og som endelig havde nærliggende udenlandske forvaltningsinstitutioner at henvise til. Sammenligner man imidlertid rådstuekommissionerne med de tidligere existerende, vil man se, at der hos de førstnævnte findes karakteristika, der dels berettiger til at betragte dem som en helhed, dels skiller dem afgørende ud fra de foregående kommissioner. Der tænkes hermed både på kontinuiteten i rådstuekommissionerne, på ensartetheden i sammensætning og arbejdsmåde og endvidere på deres store antal.
Der nedsattes i periodens løb ikke mindre end 112 kommissioner, der som den gennemgående hårde kærne havde en lille fast kreds af højtstående personligheder fra hoffet og — især — fra embedsstanden. Til at bistå sig i arbejdet havde disse mænd et skiftende antal sagkyndige, der både kom fra embedsklasserne og fra det københavnske erhvervsliv. Forretningsgangen i kommissionerne undergik i årenes løb ikke større ændringer, og protokolføreren skiftede ligeledes heller ikke. Mødereferaterne indførtes fortløbende i samme række forhandlingsprotokoller. Referaterne fra de møder, som samtidigt arbejdende kommissioner afholdt, står således blandet mellem hinanden i protokollerne, men brugen af disse lettes dog ved gennemførte krydshenvisninger. Det er ud fra dette tydeligt, at der med rådstuekommissionerne er tale om en administrativ indretning af betydeligt fastere karakter, end det havde været tilfældet med de tidligere nedsatte kommissioner.
Selve betegnelsen »rådstuekommissioner« hidrører fra den
lokalitet, hvor alle kommissionsmøderne — dog med ganske
1 Se A. B. Carlsson: Den svenska centralforvaltningen 1521—1809, 1913, 97.
enkelte undtagelser1 — blev afholdt, nemlig den tidligere toldbod ved havnens (den nuværende Holmens Kanals) bolværk.Bygningen lå omtrent ud for broen over graven ind til slottet og havde tidligere været benyttet af rentekammeret, hvorefter kancelliet i 1622 ligeledes var rykket ind i den. I det inderste stokværk, længst mod syd, fandtes endvidere statskollegiets tidligere rådstue, der optog beskedne 195 alen2 eller halvdelen af en gammeldags femværelsers lejlighed2. Det var dette hus, der dannede rammen om rådstuekommissionernes virksomhed gennem 15 år, her var rådstuen for Københavns slot. Selv om kommissionsmøderne sikkert er blevet henlagt hertil, fordi lokalerne har haft en passende indretning og størrelse, og fordi de lå i praktisk nærhed af den øvrige forvaltnings kontorer, må valget af statskollegiets gamle lokaler også siges at have været heldigt ud fra den betragtning, at kommissionerne på mange måder netop betegnede en erstatning for statskollegiets virke i rigsstyrelsen.
Når kongen mente, at der var behov for at lade en sag underkaste en nærmere undersøgelse af en rådstuekommission, udfærdigedes normalt et kgl. kommissorium gennem Danske Kancelli og derfor paraferet af dettes oversekretær. Kommissorietsendtes gerne til den fornemste af de mænd, kongen havde udset til at tage sæde i kommissionen, og såvidt det kan ses, har denne derefter sørget for at indkalde de øvrige til det første møde. Det hændte dog også, at der samtidig med kommissorietafsendtes indkaldelsesbreve til flere af de fornemste deltagere,måske for at give indkaldelsens nødvendighed en extra understregning gennem kongens personlige underskrift på brevet. I mange tilfælde ligger disse kommissorier endnu i bilagspakkerne forsynede med påtegning om at være blevet oplæst i det første møde, og protokolføreren indledte gerne sit mødereferat med en
1 Fx. IV, 152, IV, 165 og IV, 184 (1698—99), der afholdtes i U. F. Gyldenløves hjem. I det følgende vil romertallene I—VI—V henvise til rådstuekommissionernes i Rigsarkivet beroende forhandlingsprotokoller og arabertal til vedkommende side i protokollen.
2 Vilh. Lorenzen i Aage Sachs anf. værk, 6.
extract af det. Herigennem kan det idag konstateres, når et skriftligt kommissorium har foreligget, også når dette mangler blandt bilagene. Nogle gange skete det dog også, at en kommissionnedsattes ved en mundtlig ordre fra kongen til den fremtidige kommissions fornemste medlem, hvilket normalt ville sige greve (fra 1699 storkansler) Conrad Reventlow, der var medlem af 105 af de ialt 112 kommissioner. Pro Lokolføreren bemærkede da altid, at kommissionen var nedsat på denne måde, og hvem kongen havde givet sin ordre. Ligeledes kunne det forekomme, at et medlem indfandt sig ved et af moderne og indtog sit sæde med bemærkning til protokollen om, at han kom efter kongens mundtlige befaling til ham. Det ses ikke, at de øvrige medlemmer på nogen måde har søgt at kontrollere rigtighedenheraf, men en tvivl herom ville unægtelig indebære risikoen for mistanke om opsætsighed mod den enevældige kongemagt.
Til forskel fra nutidens kommissioner, men i god overensstemmelsemed den kollegiale tankegang, udnævntes der ikke nogen formand. Medlemmernes indbyrdes rækkefølge ordnedes efter deres plads på rangstigen, hvad der havde betydning ved afgivelsen af indlæg og vota, idet man herved altid begyndte med den, der stod lavest i rangen og sluttede med den højeste1. Dette medførte den sunde konsekvens, at de mest übetydelige ikke slavisk kunne følge de vota, der afgaves af de fornemste og mest indflydelsesrige medlemmer, og kongen sikredes herigennem,til en vis grad, at få en mere objektiv og alsidig bedømmelseaf det kommissionen forelagte problem. Protokolførerenvar jo fast fra kommission til kommission, og af denne grund behøvede man ikke at beskæftige sig med udnævnelsen af ham. Samtidig med oversendelsen af kommissoriet fik kommissionenudleveret eventuelle sagen vedkommende aktstykker, hvad enten det nu var bønskrifter, økonomiske projekter, embedsinstruktionerel. lig., der skulle behandles. Blandt disse akterkunne
1 Dette var ikke ukendt i datiden, fx. bestemte kongebrev af 12/5 1661, at voteringen i statskollegiet skulle begynde fra neden. Efter F. Reedtz's afgang voteredes dog efter rang. Se C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I, 1956, 345.
terkunneder også være erklæringer fra de forskellige instanser, som sagen forud havde passeret omend dette næppe har været tilfældet så hyppigt, som Christiansen1 antager, thi ellers ville dette være fremgået af de meget omhyggeligt førte forhandlingsprotokoller.Det er ikke uvæsentligt at fastslå dette, thi det betyder en mere uafhængig, selvstændig status for kommissionerne,at de i mange tilfælde kom til at behandle sager, der helt var gået uden om de sædvanlige forvaltningskontorer. Når kommissionerne, som vi skal se, endvidere havde direkte adgang til at sende kongen deres betænkninger, var forvaltningenhermed helt skudt til side, hvad disse sager angik. Havde kommissionen derimod i overvejende grad til udtalelse fået overdraget sager, der allerede var behandlet i forvejen, ville kommissionernes betydning i den almindelige forvaltningsudviklinghave været ulige mindre.
Rådstuekommissærerne kunne, hvis det skønnedes nødvendigt til sagens rette belysning, tilkalde særlig sagkundskab, hvad enten denne kunne findes blandt embedsmænd eller indsigtsfuldenæringsdrivende. Når drøftelserne var ført til ende og enighed opnået om indstillingen til kongen — hvad der skete i langt de fleste tilfælde — blev denne indstilling, eller »relation« som den altid kaldtes, opsat, hvilket formentlig foretoges af sekretæren, og underskrevet af medlemmerne i kommissionens sidste møde. Kun i ganske få tilfælde ser man, at relationen er underskrevet nogen tid efter det afsluttende møde, og da der ikke er optegnet noget om extra møder, må man gå ud fra, at dokumentet da er blevet rundsendt til medlemmerne til underskrift. Opnåedes der imidlertid ikke enighed om relationen, havde mindretallet dog alligevel mulighed for at komme til orde med sine afvigende synspunkter gennem indsendelse af særskilte relationer til kongen. Disse betænkninger undergik derpå normalt behandling i gehejmekonseillet, hvor majestæten resolverede sig over dem. Kun i enkelte tilfælde fremgår det af forhandlingsprotokollerne, hvorledes den kgl. afgørelse blev,
1 Carl Christiansen: Bidrag til dansk Statshusholdnings Historie under de to første Enevoldskonger 11, 1922, 94.
hvoraf fremgår, at sekretæren ikke er blevet holdt regelmæssigt underrettet herom. Dette falder godt i tråd med kommissionernes status som kun rådgivende organ. Når deres indstillinger var afgivet, var deres opgave slut, og den eventuelle iværksættelse af de foreslåede ideer og synspunkter skete derpå gennem den almindelige forvaltning.
Som et led i vurderingen af, i hvor hoj grad rådstuekommissionernes gennem de indsendte relationer fremsatte forslag og synspunkter havde indflydelse på styrelsen af landet, ville det være af interesse at kunne konstatere, i hvilken udstrækning kongen fulgte indstillingerne. Dette er — på grund af kildematerialets beskaffenhed — imidlertid kun til en vis grad muligt. Det lader sig næppe gøre at opstille en blot nogenlunde fyldestgørende statistik herover, men et almindeligt skøn over forholdet giver som resultat, at kongen i overvejende grad har ladet sin resolution afhænge af kommissionernes betænkninger. Hvor den endelige afgørelse ikke helt følger disse, drejer det sig mest om perifere sider af vedkommende sag. Kun i få tilfælde ses det, at kongen direkte er gået imod indstillingerne1. Kommissionernes indflydelse hos kongen må altså siges at have været betydelig.
Indhoid og virke.
Der skal nu i det følgende foretages en undersøgelse over
nogle forskellige forhold vedrørende rådstuekommissionerne for
1 Der er for denne periode kun bevaret een konseilsprotokol for indenlandske sager: »Protokol over Adskilligt som er foretaget oc resolveret paa af Hans Kongl. May:* udi Geheim Conseil« 1690—95. Rigsarkivet. Denne protokol omfatter næppe alle sager, der har været behandlet i gehejmekonseillet, og det ses, at ikke alle indsendte kommissionsrelationer er anført i den. Dette kan naturligvis også have sin årsag deri, at kongen på egen hånd har truffet sin afgørelse. Der synes ikke at have været foretaget nogen deling efter principielle retningslinjer mellem sager, der er anført i konseilsprotokollen, og sager, der ikke er det. Deter også undersøgt, i hvor høj grad kommissionernes virke har sat sig spor i de i periodens løb udsendte forordninger, reskripter m. m.
1 Fx. I, 188 f, 1691, 10,6 og konseilsprotokollen 1690—95 s. 66 om forpagtningen af den nordenfjelds told i Norge.
Antal kommissioner og møder.
om muligt derigennem at kunne skaffe et indblik i deres virksomhedinden for de forskellige år. Af denne grund er opstillet følgende tabel, i hvilken er anført antallet af kommissioner, der har arbejdet i hvert enkelt år, og antallet af kommissionsmøder,der er blevet afholdt.
Det ses af tabellen, at der startes i 1690 i beskedent omfang, idet der dette år kun fandtes 3 kommissioner og afholdtes 9 møder, men dette har sin naturlige forklaring deri, at den første rådstuekommission afholdt sit første møde efter årets midte, hvorved det statistiske billede naturligvis forrykkes i nedadgåenderetning.I det følgende år, det første år, hvor kommissionerneeri virksomhed hele året, konstateres en voldsom væxt i tallene, således at disse, med 28 kommissioner og 58 afholdte møder, når rekordhøjde for hele perioden 1690—1705. Kongen har åbenbart fattet mod til at fortsætte ad den udstukne bane. De følgende år viser imidlertid et fald ned mod et mere normalt niveau, hvorpå det holder sig i resten af Christian V's regeringstid.
Der er sikkert flere forskellige årsager til denne nedgang i frekvensen.Nårkongen i 1690 havde lagt så stor vægt på at lede arbejdet i kollegierne over til kommissionerne, skyldtes det i første række landets fortvivlede økonomiske og finansielle stilling samt finansledelsens svigtende indsats i bestræbelserne på at bringe forholdene i lave igen1. Overrentemester Peter Brandt havde ikke været sin stillling voxen og var heller ikke i andre henseender fremragende. Dette kunne derimod ikke siges om kongens nye finansminister, den myndige, erfarne og velhavende Chr. Siegfr. v. Plessen, som kongen tilkaldte i slutningen af december 1691, og som fik sin bestalling 11/1 16922. Denne selvstændigemandsørgede uden tvivl både for, at det såkaldte overrentekammer(senedenfor s. 275 f) ikke fortsatte sine møder, og for at antallet af nedsatte rådstuekommissioner ikke blev altfor stort, i alt fald ikke inden for hans eget ressort, hvorved ledelsen af finanserne ville have undergået en splittelse, der ikke kunne virke gavnligt på hans arbejde. Ligeledes er der også den kendsgerningattage hensyn til, at Plessens finansstyrelse efterhånden højnede tilliden til statens finansielle situation, hvilket kan have bidraget til at fæstne det indtryk, at nedsættelse af kommissioneriså stort et antal som tidligere ikke længere var helt så nødvendig. Hertil kan så også lægges en naturlig afslappelse af udviklingen efter den hektiske begyndelse. Hvorom alting er, så ses det, at i året 1695 virkede der kun 2 kommissioner, i 1697, 1699 og 1700 kun 3. Men i 1701 stiger antallet pludselig til 10 kommissioner, der tilsammen afholdt 20 møder; man får indtrykket af, at der med den unge konge var kommet friske impulser ind i udviklingen. Dette varede dog kun meget kort, og de følgende år ebbede da rådstuekommissionernes virksomhedligeså stille ud. I 1704 var man nået ned på 1 kommission og 2 møder og i 1705 ligeledes 1 kommission men nu kun 1 møde, og denne sidste kommission, der behandlede et andragende om nedsættelse af visse islandske afgifter på grund af det fejlslagnefiskeri,nåede end ikke at afgive nogen relation til kongen.
1 Christiansen anf. værk 11, 39 ff.
2 Christiansen anf. værk 11, 72 og 88 11.
Forhandlingsprotokollens beretning om mødet slutter midt i referatet af drøftelserne, og protokollens sidste hundreder af übeskrevne sider taler deres tavse sprog om, at en udvikling hermed var ført til ende.
Den hurtige nedgang i antallet af kommissioner og møder må sikkert ses i forbindelse med den efter tronskiftet stedfundne omorganisering af ledelsen af finansstyrelsen. løvrigt synes Frederik IV heller ikke at have været en ligeså overbevist tilhænger af kommissionsstyrelse fremfor kollegiestyrelse, som hans far i sine senere år blev det1, ligesom kong Frederik næppe heller følte så stor en trang til at støtte sig til en fast kreds af rådgivere, idet hans selvtillid var større. Ligeledes må der også henvises til, at kommercekollegiet genoprettedes 1704, hvorefter dette naturligt kunne overtage en del af rådstuekommissionernes opgaver. De lave tal for årene 1704 og 1705 kunne muligvis også have nogen forbindelse med kongens rejse til Norge, idet kommissionerne da ikke rigtig havde nogen at afgive deres indberetninger til, men da der ikke finder nogen opblussen af deres virksomhed sted efter hans hjemkomst, kan man med rimelighed se bort fra denne mulighed.
Overskuer man perioden 1690—1705 som helhed, vil man se, at der i de omhandlede 15 år nedsattes ialt 112 kommissioner eller mellem 7 og 8 kommissioner i gennemsnit pr. år. I dette antal er ikke medregnet den kommission, der afholdt sit første møde d. 5. november 1690, og som Christiansen2 har kaldt »overrentekammeret«. Efter min mening er det ikke med rette, at Christiansen henregner denne kommission til rådstuekommissionerne.Ganske vist er en del af dens forhandlinger indført i protokollen blandt de andre kommissioners, men senere får den sin egen protokol. Dernæst er den i sig selv principielt forskellig fra de øvrige, idet den fra begyndelsen blev betragtet som en fast og stående institution, et overordnet kontrolorgan
1 Nævnes må dog »Slotsloven paa Akershus« 1704—22, der var en slags almindelig regeringskommission til afløsning af statholderembedet. Årsagen til genoprettelsen af kommercekollegiet kendes ikke.
2 Anf. værk 11, 66 ff. og 93.
for rentekammeret, bestemt til at gennemgå kammerkollegiets afgørelser og derpå afgive indstilling herom til kongen. Medlemmerneskulle mødes 1 gang månedlig og kom især til at behandle den store mængde indkomne suppliker om fritagelse for skatter og eftergivelse af restancer (herunder fik en af dronningensgodsforvaltere en skarp påmindelse om, at hendes majestæts skatterestancer ikke længere ville kunne tåles, og at hans høje herskab nu måtte sørge for at få bragt sagen i orden!). Der kan næppe herske tvivl om, at denne kommission — med det finansielle sammenbrud som et truende memento i baggrunden — af kongen var tænkt som en permanent institution,et nyt led i finansforvaltningen, og at det blot skyldtes Plessens myndighed, at denne for rentekammeret så ydmygende indretning igen forsvandt fra administrationen. Plessen viste jo tydeligt, da han omkring årsskiftet 1691—92 forhandlede om overtagelsen af ledelsen af finansvæsenet, at han ikke ønskede nogen over sig eller ved siden af sig. Af disse grunde har jeg ikke medregnet den blandt de øvrige kommissioner, og den figurerer altså ikke i nogen af de tal over kommissionernes virksomhed, der findes angivet på herværende sted. Dens virksomhed skal iøvrigt ikke nærmere gennemgås her, men der henvises til Christiansens grundige behandling heraf1. Ligeledes er her ikke — også modsat Christiansen2 — medtaget den gehejmefinanskommission, der holdt sit første møde d. 29. oktober 1690, og som ialt mødtes 12—13 gange (det helt nøjagtige antal møder kan ikke bestemmes). At også samtiden betragtede den som ikke hørende til de almindelige rådstuekommissioner, fremgåralene af den kendsgerning, at den fik sin egen forhandlingsprotokol,der benævntes »Kongens Intrader betreffende Ao. 1691«.
Så vidt det kan ses, er det først i bemærkningerne af 3/3 16983
1 Anf. værk 11, 66 ff.
2 ibid. 11, 73.
3 J. J. A. Worsaae: Kong Christian V's Testamenter som Tillæg til Kongeloven, 1860, 21: >Saasom vdi Ken vel ordoneret suveraine regering alle forsamlinger huor Xaaget tracteris, ickun bør at sckee commissions Viisz, altsaa bør ingen Collegia mere holdisz eller tilstedisz <¦.
til sit testamente, at Christian V klart opstiller sine tanker om at lade kommissioner afløse kollegierne, men det vil dog være det mest naturlige, at han gennem længere tid har syslet med spørgsmålet, bl. a. fordi han — som overfor s. 270 omtalt — ikke har kunnet være uden kendskab til de store svenske permanentekommissioner.Men ligesom det var tilfældet med disse, kom rådstuekommissionerne heller ikke til at afløse kollegierne. Når man ved, at der i gennemsnit kun var 7—87—8 kommissioner om året, og at hver kommission afholdt nogle få møder, er det klart, at der ikke på nogen måde kunne være tale om, at den daglige administration skulle kunne klares af disse kommissioner. Gennem dem har Christian V ikke kunnet få virkeliggjort den ide, han udtrykte i testamentet. Overrentekammeret er måske tænkt som indledningen til et forsøg i denne retning, men derved blev det også i det store og hele. De bevarede kommissorier udtaler blot, at de respektive kommissioner med flid skulle overveje de i kommissorierne opstillede spørgsmål og sager og derpå tilstille kongen deres tanker herom. Kun i enkelte tilfælde ser man, at en kommission får opgaver, der går ud over overvejelser af enkelte konkrete problemer som fx. den kommissio n1 der skulle undersøge spørgsmål vedrørende negotiens og kommerciens befordring, og som derfor fik ordre til for fremtidenatmødes en gang ugentlig og af og til holde kongen underrettetomdrøftelsernes gang og de resultater, medlemmerne var nået til. Med så udefinerede opgaver og den halvt permanentekarakter,der gaves til denne kommission, ligger det lige for, at der her var tale om noget, der i givet fald kunne have spiren i sig til et regeringskontor, så meget mere som jo kommercekollegietvarophævet 1691, og der derfor var et tomrum i administrationen,derskulle udfyldes2. Denne kommissions status
1 111, 37 ff. 1693, 12/7.
2 Deter vanskeligt at fastslå årsagerne til ophævelsen af kommercekollegiet, men deter næppe uden forbindelse med de samtidige handelsog toldforhandlinger med Nederlandene. Andre forhold må dog også have spillet ind, thi det ses, at antallet af kollegiemøder i kommercekollegiet er stærkt faldende fra 1689—91 (1689: 11; 1690: 4; 1691: 3). Allerede fra 1690 er kommercekollegiet således ved at have udspillet sin rolle. (Kbh. Stadsarkiv. Kommercekoll. arkiv. Forti.prot. 1680—1691). En gennemgang af den nederlandske gesandt Robert Goes' indberetninger fra det danske hof 1687—1691 har desværre heller ikke givet noget resultat (RA. Filmsamlingen).
var imidlertid et særsyn blandt radstuekoinmissionerne, og vi ser da også, at det kun er indenfor det lige nævnte område, at en eller ilere kommissioner kunne træde i stedet for et administrativtkontor.De øvrige kommissioner må betragtes som supplerende, sideordnede, rådgivende organer, der dels skulle behandle specielle emner med særlig sagkundskab (de kunne tilkalde særligt sagkyndige udenfor medlemmernes egen kreds), dels skulle sikre, kongen, at han ikke blev skubbet til side af administrationen og holdt udenfor behandlingen af sagerne. Det er måske nok det sidste, der har været det afgørende for Christian V, men som andetsteds1 omtalt, opnåede han kun herigennem at blive afhængig af en endnu snævrere kreds af embedsmænd end før, nemlig af de få ledende mænd, der gik igen fra kommission til kommission, og som også på andre områder var hans særlige rådgivere. Testamentets tanke om kommissionsstyrelse er iøvrigt i sig selv ganske utopisk, thi hvordan skulle land og rige styres af kommissioner, udnævnt ad hoc af kongen, hvordan skulle de tusinder af små og store sager behandles? Dertil krævedes — og kræves — en administrationmedfaste rammer, og ville kongen bruge kommissioner hertil, måtte han gøre dem stående, hvilket igen vil sige, at han blot havde fået en ny administration i stedet, for den tidligere. Derfor blev rådstuekommissionerne i alt væsentligt kun et tillæg til den allerede bestående forvaltning, og bl. a. derfor trådte de så hurtigt igen væk fra skuepladsen, da Frederik IV havde gjort sine første skridt med reformarbejdet inden for statsadministrationen.
Efter disse bemærkninger kan vi nu gå over til at betragte de omrader af samfundslivet, inden for hvilke rådstuekommissionerneudfoldede deres virksomhed. De af kommissionerne behandledeemner kan inddeles i følgende 6 hovedgrupper, idet
2 Deter vanskeligt at fastslå årsagerne til ophævelsen af kommercekollegiet, men deter næppe uden forbindelse med de samtidige handelsog toldforhandlinger med Nederlandene. Andre forhold må dog også have spillet ind, thi det ses, at antallet af kollegiemøder i kommercekollegiet er stærkt faldende fra 1689—91 (1689: 11; 1690: 4; 1691: 3). Allerede fra 1690 er kommercekollegiet således ved at have udspillet sin rolle. (Kbh. Stadsarkiv. Kommercekoll. arkiv. Forti.prot. 1680—1691). En gennemgang af den nederlandske gesandt Robert Goes' indberetninger fra det danske hof 1687—1691 har desværre heller ikke givet noget resultat (RA. Filmsamlingen).
1 Se s. 296 f.
der dog for den sidstes (»diverse«) vedkommende henvises til
s. 288f, hvor der er foretaget en nærmere specifikation af den:
Af denne opstilling ses overordentlig tydeligt, på hvilket område rådstuekommissionernes fornemste virksomhed faldt, nemlig indenfor handels- og toldsagerne. De 53 kommissioner her er et prægnant udtryk for kongens og regeringens bestræbelser på at bringe handelen, både den indenrigske og den udenlandske, på fode og udnytte de gunstige muligheder for den neutrale skibsfart, som disse for Europa urolige krigsår frembød. Inden for gruppen handel og told findes behandlet såvel de største som de helt små sager. Af de første kan nævnes kommissionen angående indretning af en ny toldrulle og om toldforpagtningen1, om navigationens og kommerciens fortsættelse2, om genoptagelsen af handelen på Nordrusland (Kolahalvøen), som nogle københavnskekøbmænd ville søge at nå frem til til trods for, at et udsendt skib nogle år i forvejen var forsvundet i polarhavet3. Endvidere forhandledes om oprettelse af en grønlandsfart, efter at de »trafiquerende« i hovedstaden havde foreslået, at de penge, de havde tilgode for opbringelser af deres skibe i England, Holland og Frankrig, kunne kongen låne dem strax mod, at de sattes iet grønlandsk kompagni med 14—15 skibe4. Det skortede åbenbart ikke den københavnske handelsstand på foretagsomhed og virkelyst, og man var ikke bange for at løbe en risiko. Endelig
1 I, 71 f, 1691, 2/3.
2 I, 196, 1691, 16,6.
3 IV, 34, 1696, 26 3.
4 IV, 63, 1697, 16/8. Kommissionen afviste forslaget men tilbød at udvirke privilegier for købmændene, hvis de selv kunne skaffe kapitalen.
drøftede en kommission i 1698 betimeligheden dels af at udstede forbud mod udførsel af al slags korn af Danmark og dels af at få fastsat en rimelig pris på kornet1. Fra disse vigtige og omfattendeemner må det for kommissionsmedlemmerne have været en ren lise at diskutere, hvorvidt gods fra Guinea-kysten måtte losses i Hamburg i stedet for i Gliickstadt, når havneforholdene gjorde det påkrævet2, eller om, hvorvidt de københavnske mølleejere havde ret i deres klager over den måde, hvorpå told og accise ramte dem3. Grunden til, at dette sidste spørgsmål skulle behandles af en kommission og ikke, som man på forhånd skulle tro, af rentekammeret, var den, at mølleejerne allerede havde klaget til Plessen, men denne havde intet foretaget sig i sagen. Det kan forekomme at være noget af et unødvendigt skridt, en omvej, i en sådan anledning at nedsætte en kommission, der vel at mærke skulle behandle klagen over accisespørgsmålet, ikke over rentekammeret. Indirekte ville kommissionen nødvendigvisogså komme til at beskæftige sig med rentekammerets passivitet, og helt mærkeligt bliver det derfor, at dettes chef, Plessen, selv fik sæde i kommissionen og derigennem ville komme til at behandle sin egen embedsførelse.
Den næststørste gruppe — når bortses fra »diverse« — udgøresaf behandlingen af problemer vedrørende beskatningen. Der behandledes her spørgsmål om pålægning af nye skatter, fx. fortifikationsskatten4 med et forventet udbytte på over 500.000 rdl., og en ny kop- og kvægskat5, hvor kommissionens arbejde bestod i at afgive betænkning over en indstilling, som kammerkollegiet havde indsendt til kongen. Ved behandlingen af fortifikationsskatten optrådte rådstuekommissionen tillige som ligningskommission, idet man opstillede omfattende lister over,
1 IV, 147, 1698, 16/6. Hans Nansen d. y. gik under forhandlingerne stærkt imod at fastsætte priser på korn, idet efterspørgslen nok skulle regulere disse, men de øvrige medlemmer tog ikke hensyn til disse liberale anskuelser, der ville skabe dyrtid for de ringere stillede.
2 11, 32, 1091, 29.10.
3 11, 2G7, 1693, 20 2.
4 I, 97 ff, 1691, 26 3.
5 11, 73 f., 1692, 4 1.
hvad enkeltpersoner og institutioner sandsynligvis kunne give i skat. Selvom flere af medlemmerne tilhørte kammerkollegiet, forekommer det alligevel upraktisk at lade kommissionen udføre dette store, rent administrative arbejde. Også spørgsmålet om ligning af en havneskat på hovedstadens indbyggere til Højbros nødvendige reparation og kanalens uddybning drøftedes af en kommission1. Det andet store arbejdsområde indenfor denne gruppe var behandlingen af den strøm af suppliker om nedsættelse af skatterne og eftergivelse af restancer, der indkom fra såvel privatpersoner som institutioner og kommunale myndigheder. Som exempel herpå kan anføres en supplik fra Københavns magistrat om nedsættelse af kopskatten2 og om, at der ikke burde gøres forskel på de enkelte handlende og håndværkere (naturligvisunder forudsætning af at deres økonomiske omstændighedervar ensartede). Efter det behandlede materiale at dømme synes der iøvrigt ikke at have existeret faste retningslinjer for, hvilke sager der skulle behandles i rentekammeret, og hvilke der skulle drøftes i en rådstuekommission. Ser man på de kommissionerneforelagte sager som helhed, kan der formentlig" opstilles den formodning, at det normalt var sager af noget større rækkevidde, der kom for i kommissionerne, hvad der i og for sig var det naturligste, når man nu havde valgt at bevare det vante administrationsapparat. Heraf kan da vel drages den slutning, at kongen ikke for alvor havde tænkt sig at erstatte rentekammeret med kommissioner. Hans udtalelse i testamentet 1698 bliver da ikke let forklarlig; den er måske — når det kommer til stykket — mere eller mindre kun en flyvegrille.
Dernæst kommer gruppen håndværk og industri med 13 kommissioner. Som det på forhånd var at vente, udgjordes en del af kommissionernes arbejdsstof af klager fra laugene over indpas i deres næring fra uorganiserede næringsdrivende. Organisationernekendtekun een måde at forsvare sig på overfor dem, der stod uden for rækkerne, nemlig at klage til øvrigheden
1 11, 279 ff, 1693, 222. Se også min afhandling herom i Historiske Meddelelser om København, 4. r., 7, 1959, 419—23.
2 11, 127 ff, 1692, 7/5.
for at opnå dennes beskyttelse. Man ser således Københavns bryggerlaug være en hyppig gæst i rådstuen for slottet på grund af laugets stadig standende krig med byens talrige kroejere, der helst ville købe billigere øl end det, de kunne erholde hos laugsbrødrene, og som derfor købte deres øl enten hos smuglere eller hos fribryggere1. Vigtigere end disse problemer, samfundsøkonomisksel,var dog bestræbelserne pa at hjælpe landets erhvervsliv i vejret ved oprettelsen af nye industriforetagender in. m., hvorved uafhængigheden af udlandet ville styrkes. Kommissionernefikforelagt adskillige forslag i denne henseende, hvad der ikke kan undre i denne på mere eller mindre fantastiske projekter så rige tidsalder. Opgaven var her først og fremmest at skille kærner fra avner, at se hvad der havde grokraft, og hvad der fra begyndelsen var dødfødt. Således godkendte en kommission en ansøgning fra Gerhard Treschow i Kristiania, der ønskede at få privilegier for en krudt- og papirmølle, han ville oprette på sin gård Bjølsen2. Ligeledes godkendtes Etienne de la Fosses tilbud om at indrette manufakturer i børnehuset på Christianshavn3. Den fra Frederiksbergs historie kendte regimentskvartermester Georg Julius WodrofT indsendte et stort projekt om oprettelse af en valkemølle og et uldmanufaktur ved Skt. Jørgens s«, hvor han i forvejen var begyndt at indrette sin virksomhed, og hvorefter han også ønskede selv at sælge sine produkter, altså gå uden om laugene, hvilket sidste kommissione n4 dog ikke kunne godkende. Denne kommission fik iøvrigt også forelagt et projekt fra en Peter Friborg om en »banco«, der dog pure afvistes som »impracticabel«. David Heusler fra Rendsborg ansøgte kongen om at få monopol pa
1 I, 177 ff, mil, X ti og 11, 122 f, 1092, 71.
2 IV, 47, 169(5, 12,8.
3 111, 428, 1695, 28/2. Efter at de la Fosse havde begyndt sit arbejde i bornehuset, måtte kommissionen næste år (IV, 8, 1696, 6'2) sætte ham alvorligt i rette på grund af den dårlige forplejning, han bod sine arbejdere. Se endvidere Axel Nielsen: Industriens Historie i Danmark I, 1943, 130 f.
4 IV, 327, 1701, 27,10. Se også E. Xystrom: Frederiksbergs Historie 111, 1953, 51—55 og Axel Nielsen anf. værk 1, 136 f. og 138 ff.
at forsyne landet med stål1. Kommissionen afkrævede ham først prøver på det stål, han ville levere og derefter underkastedes stålet adskillige prøver hos smedelauget og på Holmen. Da disse faldt gunstigt ud, indstillede kommissionen ham til at erholde monopolet for både Danmark og Norge.
De sager, der inden for dette område blev fremsendt til kommissionerne, er efter deres art ikke egnede til på forhånd at vække forundring, eftersom kommercekollegiet, under hvis ressort de naturligt henhørte, som nævnt var blevet ophævet 1691. Hvad der derimod forundrer, er det såre beskedne omfang, denne gruppe indtager. 12 sager ialt over en periode på 15 år — altså i gennemsnit ikke 1 sag om året — forekommer såre forbavsendei en merkantilistisk tidsalder og i en stat, der skulle prøve at bringe økonomien på fode. Forklaringen herpå er naturligvis heller ikke den, at der ikke har været flere sager end disse, men at de er gået uden om rådstuekommissionerne og er blevet expederet gennem Danske Kancelli eller rentekammeret2. Derimod savner man en fyldestgørende forklaring på, hvorfor netop disse 12 sager er blevet forelagt kommissionerne, thi der ses ikke ved behandlingen af dem at have været foretaget principielledrøftelser, der kunne have givet anledning til at give dem en eller anden form for særbehandling, ligesom sagerne heller ikke i sig selv har en så særpræget karakter, at den kunne betinge en sådan. Den foretagne fordeling af sagerne har i det hele et noget tilfældigt præg over sig. Netop dette felt, synes man, kunne have været et righoldigt arbejdsområde for rådstuekommissionerneog sagerne dertil velegnede til kommissionsbehandling.Ydermere var Jens Juel, »Sjælen i sin Tids danske Merkantilisme«3, stående medlem af kommissionerne, og alligevel blev resultatet, som det er vist, at sagerne fortsat behandledes af de faste regeringskontorer. For de sagers vedkommende,som
1 IV, 341, 1701, 9,11.
2 Se S. Nygård: Fortegnelse over kgl. Resolutioner gennem Rentekammeret 1660—1719, diverse år (Rigsarkivet).
3 Dansk biografisk Leksikon XII, 1937, 103. Fra 1670 var Juel vicepræsident i kommercekollegiet, og senest fra 1680 præsident for det.
kommende,somangik rentekammeret, kan vi måske i denne
tilbageholdenhed spore Plessens trang til at hævde rentekammeretsselvstændighed.
Angående gruppen kobstadsforhold gor det samme sig gældende,som er anfort under den foregående gruppe. Netop købstæderne,deres udbygning og forskønnelse havde i høj grad statsmagtens bevågenhed, og der var her meget at gøre også for et extraordinært forvaltningsorgan, men ikke desto mindre var det kun få sager, der overdroges kommissionerne til diskussion.Ganske vist var der her imellem adskillige store og vigtige sager som fx. genopbygning af et helt kvarter i Bergen by, som var nedbrændt, og hvorom et udvalg af byens borgere var taget til hovedstaden for at bede om hjælp1. Efter brandkatastrofeni samme by 1702 19/5 nedsattes ligeledes en kommissio n2, der skulle deliberere over et forslag om genopbygning fra vicestatholder Frederik Gabel, der indkaldtes til møde sammen med byens præsident Gerhard Dysseldorf, amtmand C. Heidemand og kommerceråd J. Thormøhlen som særligt sagkyndige.Tidligere havde en anden kommission beskæftiget sig indgående med brandvæsenet i hovedstaden3. Der er ved denne kommission det særlige, at dens medlemmer samtidig var hoveddirektørerfor brandvæsenet i København, hvorfor de på dette område havde en udøvende magt, der ellers ikke kendes hos de sædvanlige rådstuekommissioner. Således traf den selv bestemmelseom de forskellige brandkassers fremtidige placering og gav på egen hånd magistraten ordre til at udbetale erstatningerog belønninger til tilskadekomne brandfolk. Hvor det drejede sig om ligning af en ny skat til brandvæsenet og inddrivelseaf ældre restancer i lygte- og sprøjteskatten, måtte man
1 11, 150, 1692, 9 6.
2 IV, 456, 1702, 9/8. Protokollen nævner, at man adskillige gange havde været i konference herom tidligere, men den anfører samtidig kun dette ene kommissionsmode. Der er ikke noget der tyder på, at man er gået over til mere kortfattede resumeer; forklaringen er vel den, at man for tilkaldelsen til rådstuen har sat sig i bevægelse for hurtigst muligt at kunne yde den brandhærgede by undsætning.
3 11, 159, 1692, 31,8.
dog afvente kongens afgørelse. Det samme var tilfældet, da der skulle ansættes en ny chef for brandvæsenet. Samtidig med disse store sager beskæftigede man sig med helt små, således om at flytte amagerkonernes stadepladser fra Højbro til slotsbroenfor at holde Højbrostræde fri i hele dens bredde, og om det københavnske publikums handel med en uorganiseret slagter udenfor Vesterport1.
Om de 7 militære spørgsmål, der på de 15 år blev forelagt kommissionerne, er der derimod det at sige, at de alle synes at have været af større betydning. Der drøftedes her soldaterudskrivningaf jordegodset i Danmark2. Endvidere kammerråd Johan Neves forslag om dragonernes forlægning i barakker og oprettelse af et nyt nationalt dragonregiment i Holsten3. Året efter drøftedes generalkommissariatets forslag om påbydelse af en hartkornskat til at dække udgifterne ved munderingen af landmilitsen. Kommissionen gik imod kommissariatets forslag, da kongen både havde lovet frihed for extra udgifter i forbindelse med landmilitsen, og da bønderne i forvejen var så hårdt beskattede,hvilken holdning hos kommissionsmedlemmerne kan forklares ved, at de fleste var godsejere og derfor hæftede for deres bønders skatter. På linje hermed var kommissionens forslagom afskaffelse af frie rejser og kørsler mod pålæg af en lille skat; kørslerne skulle så betales med rede penge; netop kørslerne var jo en hård plage for bønderne4. Munderingspengene kunne iøvrigt tages fra rytterpengene og ved at lade de ikke-indrulleredebetale. Næste år behandledes spørgsmålet om, hvorledes man lettest kunne gøre de på rytter-godset udskrevne dragoner
1 IV, 270, 1700, 22/12.
2 IV, 44 a 1696, 10/6. Der er den ejendommelighed ved denne kommissions forhandlinger, at kun en del af dem er indført i protokollen på et indheftet blad, men alle vota findes i bilagspakken.
3 IV, 521, 1703, 21 3. Kommissionens eneste forslag til kongen var, at der på grund af de hermed forbundne meget store udgifter burde nedsættes endnu en kommission til at overveje sagen.
4 Frikørslerne fortsatte dog endnu i lang tid derefter til stor skade for bønderne, se Edv. Holm: Danmark—Norges indre Historie 1660—1720, 11, 1886, 283.
5 V, 144, 1704, 20,2.
beredne5. Af kommissionens udtalelser ses det, at man endog vovede at kritisere majestætens forslag, selvom det naturligvis skete i dybeste devotion. Man kan undre sig over, at der netop under den til det yderste militære kong Christian V, for hvem beskæftigelsen med krigsmagtens anliggender stedse var en sand fornøjelse, ikke er blevet behandlet flere sager end disse, men forklaringen herpå ligger sandsynligvis deri, at netop på del militæreområde var kongen i forvejen i nærmere kontakt med sagerne end indenfor de civile administrationsgrene. Der var ikke noget kollegium indskudt her mellem kongen og hærmagten,og han behøvede derfor kun i mindre omfang at benytte et kontrollerende organ som en kommission i rådstuen.
Endelig er der den gruppe, der i det foregående er kaldt diverse, og den omfatter, som naturligt er, de forskelligste sagsområder, der her skal specificeres nøjere. En af de herunder anbragte kommissioner har et særpræg over sig, der kunne gøre det tvivlsomt, om den virkelig hører hjemme i rækken af rådstuekommissioner1. Det drejer sig om den kommission, der først udarbejdede planerne for indrettelsen af det ridderlige akademi i København2, og som dernæst, lige til 1695, stadig arbejdede med akademiets problemer, som fx. statutter, disciplinærespørgsmål, reparationer af akademibygningen osv., med andre ord, kommissionen var en slags bestyrelse for akademiet, hvor dettes overhofmester, Wiglas v. Schindel, henvendte sig i snart sagt alle mulige spørgsmål. Kommissionsmedlemmerne (U. F. Gyldenløve, Rewentlow, Jens Juel, C. S. v. Plessen, A. L. Knuth, Frederik Gabel, M. Moth, v. Jessen og biskop Hans Bagger) benævntes da også snart akademiets patroner, men kunne åbenbart selv kun tage beslutning i helt små sager, hvorimod de om større sager skulle indsende en relation til kongen, der derpåresolverede sig i gehejmekonseillel. I løbet af 1694 og 1695 begynder kommissionen iøvrigt også at behandle sager, der ikke var blevet den forelagt gennem en kgl. ordre, men afgørelsen træffes dog stadig af kongen. Da Wiglas v. Schindel døde 16 3
1 Cf. ovenfor om kommissionen om brandvæsenet i Kobenhavn.
2 11, 23, 1691, 21 9 og 11, 83 ff, 1692, 22 1.
1695, var akademiet, der under ham havde været en blanding af en privat entreprise og en offentlig institution, i en sørgelig forfatning. Kommissionen udarbejdede derefter nye statutter, efter hvilke akademiet blev en ren kgl. stiftelse. Samtidig hermed afskaffedes patron-institutionen, og den nye overhofmester,den dygtige og myndige Marcus Gjøe, skulle herefter på egen hånd lede akademiet. Statutterne approberedes af kongen14/9 16951.
Også andre administrative forhold beskæftigede rådstuekommissionernesig med. Fx. skulle en kommission2 bringe børne- og pesthusets regnskaber i orden, i hvilken anledning alle dalevende direktører og kasserere indkaldtes til forhør. I 1691 var der opstået strid mellem stiftamtmændene i Viborg og Århus, Mogens Skeel og Niels Friis om, under hvem af dem Sønderlyng herred i verdslige sager skulle svare, og de to høje herrer indkaldtes til forhør3. Langt vigtigere end disse sager var dog drøftelserne om forslag til instruxer for rigets højeste embedsmændefter tronskiftet. Den pågældende kommission4, der bestod af Reventlow, C. Lente, Christoph Blome, Ditlev Wibe og Chr. Sehested, fik forelagt udkast til instrux for 1) storkansleren, 2) gehejmekonseillet, 3) oversekretærerne for Danske og Tyske Kancelli, 4) borgretten, 5) hofretten, 6) Holmens admiral, 7) admiralitetskollegiet, 8) landetatens deputerede og 9) søetatensdeputerede. Man kunne have forventet, at de fem høje kommissionsherrer ville have benyttet den givne lejlighed til at forsøge at gennemføre reformer inden for forvaltningen eller dog i det mindste i deres relation til kongen at vise, at de grundigt havde gennemarbejdet det dem forelagte materiale, men i den henseende bliver man skuffet. Relationen udmærker sig kun ved en udførlig behandling af instruxen for storkansleren og ved såre sparsomme bidrag til de øvrige instruxer. Storkansler
1 Se W. Norvins afhandling i Hist. Medd. om København. 2. rk., V, (1931—33), 146 ff.
2 IV, 43, 1696, 5/8.
3 11, 74, 1692, 18/1.
4 IV, 508, 1702, 22/11.
Reventlow var her med til at revidere forslaget til instrux for ham selv, og det mærkes overordentlig tydeligt, thi samtlige kommissionens rettelser gik ud på at udvide hans beføjelser. Således foresloges, at han alene skulle forelægge alle sager i konseillet, og at udlandets gesandter altid skulle henvende sig til ham, før de måtte komme i audiens hos kongen1. Resten af denne kommissions relation er del næppe værd at fordybe sig i. Det må dog anføres, at instruxen for gehejmekonseillet er affattet på tysk i modsætning til de andre, der er på dansk, men det skyldes måske, at flere af konseilsmedlemmerne ikke læste dansk. Det er mærkeligt, at Reventlow kunne vinde de øvrige medlemmers bifald til denne betydelige udvidelse af sit myndighedsområde, og at de andre — i alt fald tilsyneladende — ikke fik noget til gengæld i form af lignende magtforøgelser indenfor deres embedsområder — Wibe og Sehested var jo oversekretæreri henholdsvis Danske og Tyske Kancelli, og deres instruxer skulle også behandles af kommissionen.
Et par andre kommissioner behandlede mønt-, mål- og vægtforhold i rigerne, og af begge var Ole Rømer medlem2. Den ældste af disse diskuterede toskillingers og anden småmønts afskaffelse samt Holstens forsyning med mønter. Kommissionens relation til kongen herom bvcf°ede ™å en memorial fra Rømer3 i hvilken han bl. a. fremstillede, hvorledes Greshams lov også ville træde i kraft for kongens riger, hvis man slog dårligere mønt end den existerende. Kommissionen af 1699 skulle behandle nogle mangler i mønt- og vægtforordningen af 10. januar 1698, som Reventlow havde gjort opmærksom på. Også denne kommission byggede på en memorial fra Rømer om vægt og mål4.
1 Den endelige instruktion (16(16/1 1703) pålagde Reventlow at forelægge alle sager i konseillet, men bestemte også, at udlandets gesandter altid skulle henvende sig til kongen først. Da Kanes instruktionsbog 1698-1730, 128, s. 124-128. Rigsarkivet.
2 11, 255, 1693, 25/1 og IV, 212, 1699, 28/12.
3 11, 283—86.
4 Det var Rømer, der havde indført et rationelt system for mål og vægt ved forordningen af 1. maj 1683.
Rådstuekommissionerne kom også til at beskæftige sig med et spørgsmål, der på denne tid trængte sig frem, nemlig enkeog alderdomsforsørgelsen. I 16941 diskuteredes oprettelsen af et livrentesocietet i København. 1701 fremkom Johann Hermanni med et projekt til indrettelse af en enkekasse. Kommissionen2 kunne ikke anbefale enkekassen i den skikkelse, Hermanni havde foreslået, men anbefalede principielt tanken. Efter forslagsstilleren skulle de indbetalte bidrag anvendes til at fremme Grønlandshandelen, og kongen billigede hans forslag og forlangte udstedt en oktroj for denne handel, men sagen strandede på, at Hermanni, da det kom til stykket, ikke kunne stille den forlangte kaution, hvorfor projektet ikke kom til nogen »fuldkommen endskab«. Først 1707 oprettedes en enkekasse for landmilitæretaten, og den almindelige enkekasse indstiftedes så sent som 1775.
Christian V havde i sit testamente nævnt landbruget først blandt de erhvervsgrene, hvoraf landets velfærd afhang. Man kunne derfor vente, at landbospørgsmålet måtte være at finde blandt de vigtigere arbejdsområder for kommissionerne, og det så meget mere, som der i høj grad trængtes til reformer på dette felt. Under Christian V beskæftigede kommissionerne sig imidlertidkun med et eneste spørgsmål, og det var tilmed kun om den post i skovforordningen, der omhandlede plantningen af nye træer efter fældning af gamle3. Under Frederik IV derimod nedsattes en kommission4, der skulle udtale sig om det yderst vigtige spørgsmål om ophævelsen af vornedskabet for bønder, der efter tronbestigelsen var født på de kgl. godser på øerne (undtagenFyn) og på alt gejstligt gods samt universitets-, hospitalsogskolegods. Trods forskellige opfattelser hos de enkelte medlemmerenedes man dog tilsidst om at anbefale ophævelsen på
1 111, 240, 1694, 14/3.
2 IV, 276, 1701, 12/1 og IV, 307, 1701, 20/4.
3 IV, 50, 1696, 12/8. Kongens egenhændige resolution blev påtegnet relationen (»Dette skal saalediss expederis«), hvilket ellers yderst sjældent skete.
4 IV, 349, 1701, 15/12.
de kgl. godser m. in., hvorefter man gik ud fra, at de private godsejere nok skulle blive tvunget til at følge efter. Det vil være af interesse at foretage en kort gennemgang af de 9 kommissionsmedlemmersvota. Gothart Braem ville ophæve vornedskabetud fra den betragtning, at den dygtige godsejer nok skulle få sine gårde besat alligevel, ligesom det skete på Fyn og i .Jylland. Rosenkranlz gik ind for en gradvis ophævelse og således, at den, der havde en gård, skulle blive på den sin livstid. Sehested, Krag og Wibe sluttede sig til Braem, Wibe fordi han mente, at ophævelsen netop ville standse karlenes flugt fra landbruget. Lente stillede sig stærkt tvivlende, men mente, at det ville være godt, hvis kongens hensigt opnåedes. Krabbe gik imod, da ophævelsen ville være til ulykke for godsejerne, og karlene ville søge til Skåne og Halland. Plessen gik meget stærkt imod. I stedet, mente han, burde tilsynet med bøndernes forhold være bedre og deres kontributioner nøje fastsættes. Men gennemfører kongen ophævelsen på sine godser, må man være konsekvent og gennemføre den over hele landet. Ikke desto mindre stemte Plessen i sidste møde for relationen til kongen1. Endelig udtalte Reventlow, at vornedskabet overalt burde ophæves.
To af kommissionerne fik til opgave at drøfte mulighederne for ophjælpning af hele rigsdele. Norges statholder. U. R Gyldenløve, havde til kongen indgivet et forslag til almuens lettelse i Norge, der afgiver vidnesbyrd om den varme og interesse, han nærede for landets lavere samfundsklasser. Det, han foreslog, var især skattelettelser og afskaffelse af den militære execution. Kongen tog sig forslaget til efterretning og påbød flere af de foreslåede lettelser2.
En supplik fra indbyggerne på Island, repræsenteret ved lagmand Lauritz Christensen Gøttrup, havde indsendt et klageskrifttil kongen og fremstillede heri landets slette tilstand forårsagetaf misvæxt og dyrtid3. Til landets bedre forsyning med
1 Det ses ikke af kildematerialet, hvorfor Plessen fraveg sit oprindelige standpunkt.
2 11, 257, 1693, 25 1. Cf. Fdv. Holm anf. værk I, 169.
3 IV, 334, 1701, 26/10.
de nødvendigste varer ønskede man nu handelen organiseret i et kompagni. Kommissionen, der også talte amtmanden på Island Chr. Muller og amtmand over Nordlandene Chr. Heidemann,men derimod betegnende nok ikke stiftamtmanden1, kom til det resultat, at mange af ulykkerne deroppe skyldtes godsejerneshårdhed og den yderst slette administration, og at der derfor burde sættes ind på disse punkter.
Enkelte kommissioner behandlede juridiske sager. I et par af disse tilfælde ses det, at rådstuekommissionerne har været anvendtsom en slags reduktionskommissioner, hvilket fx. var tilfældetmed den, der behandlede sagen om, hvorvidt Hørbygaards gods på Sjælland ikke burde være hjemfalden til kronen2. En anden sag drejede sig om, at baron Winterfeldt havde annekteret Vindeby præstekald på Lolland, hvorefter baronen havde indsat en præst i det til trods for, at kaldsretten tilhørte kongen3. Sagen sluttede med, at biskoppen, baronen, præsten og forvaltereni Danske Kancelli fik tildelt skarpe reprimander. I andre tilfælde har kommissionerne indtaget en stilling, der nærmede sig en domstols. Det var således tilfældet med en kriminalsag i Roskilde, hvor man havde mistanke om, at der var sket et giftmord på et vidne i sagen4. Kommissionen forhørte her både de i sagen indblandede og andre vidner, før den sendte sin indberetningtil kongen. Forklaringen på, at der nedsattes en kommissioni denne anledning, skal formentlig søges deri, at kongen også ønskede drøftet, hvorledes undersøgelser af denne art bedst kunne tilrettelægges i fremtiden. En anden kommission5 behandledearvegangen efter Christian Juel, nemlig hvorvidt baronietRusensten skulle tilfalde hans enke eller hans børn. Boets executorer, U. F. Gyldenløve og Jens Juel, havde indgivet en relation til kongen herom, og de blev nu selv medlemmer af
1 1684 blev Ulrik Christian Gyldenløve 6 år gammel udnævnt til stiftamtmand på Island.
2 I, 1, 1690, 11/7.
3 I, 154, 1691, 11/5.
4 I, 11, 1690, 13/11.
5 11, 63, 1691, 30/12.
kommissionen sammen med Reventlow, Moth og v. Jessen. Det var af principiel betydning at få klare retsregler for den endnu unge højadel, og derfor var det vel, at kommissionen blev nedsat, ligesom sagen utvivlsomt rummede også lovfortolkningsvanskeligheder.
Der har nu vseret givet et indtryk af de omrader, hvor radstuekonmiissionerneevede deres indsals, og hvor forskelligartet denne var. Oplysende er det dog ogsa at notere sig, pa hvilke felter kommissionerne blev holdt ude. Der kan her ferst og fremmest naevnes udenrigspolitikken, dette fyrsternes yndlingsgebet.Et rent udenrigspolitisk emne er aldrig blevet forelagt kommissionerne, og i de tilfselde, hvor deres behandling af en sag tangerede den ydre politik, ser man da ogsa, at de kommitteredeejeblikkelig styrer uden om den med en henvisning til, at dette ter de ikke tage stilling til. Da fx. en radstuekommission i 1692 skulle undersege et projekt om defensionsskibe1, mente kommissionen, at den ikke turde fortssette sine forhandlinger pa grund af forholdet til Nederlandene, idet Danmark stod over for at skulle afslutte en traktat med dem, hvori spergsmalet om defensionsskibe ville indga. Det ville dog have vaeret naturligt,om kommissionen havde fortsat sine overvejelser, der derpa kunne have tjent de danske forhandlere til orientering. Det nsermeste, nogen kommission kom til udenrigspolitikken, var behandlingen af spergsmalet om de engelske og hollandske opbringelseraf danske og norske skibe og redernes krav om erstatningherfo r2. Kommissaerernes opgave var her forst og fremmestat efterpreve de krav og regninger, der var indsendt til admiralitetet, men efterhanden udvidedes dens kompetence - hvilket skete, savidt det kan ses, uden noget direkte kongebud — saledes, at et lille underudvalg3, bestaende af Reventlow og Juel, optog forhandlinger med den nederlandske gesandt Robert
1 li, 185 ff., 1692, 3/11
2 111, 37 ff., 1693, 12/7. Se endvidere L. Laursen: Danmark-Norges Traktater IX, 1933, 141 ff.
3 IV, 40, 1696, 23/4.
Goes. Det vil i denne forbindelse bemærkes, at der hele tiden
kun var tale om et rent pengemæssigt mellemværende mellem
de to stater.
Et andet omrade, som heller ikke blev lagt ind under radstuekommissionerne, var regnskabsrevisionen. Vi horer kun om et eneste tilfaelde, og det var endda af meget underordnet art, nemlig den ovenfor (s. 289) omtalte revision af borne- og pesthusets regnskaber for en lsengere arrsekke. Netop revisionen i den centrale finansforvaltning matte ellers have vseret et felt, hvor kommissioner kunne have arbejdet med stort udbytte ved en almindelig ansporing til flid og papasselighed, thi det var en kendt sag, at der i de forskellige revisionskontorer la ureviderede regnskaber i store msengder1. Ligeledes kunne kommissioner med held have vseret sat ind i arbejdet med inddrivning af skatterestancer, der ofte gik mange ar tilbage i tiden, og som aiidiog meget stuie belub, der ville have vgeret sserdeles kaerkomne i statskassen. Bortset fra den indsats, der i denne henseende blev ydet af det sakaldte »overrentekammer« (se ovenfor s. 277), horer vi heller ikke noget om, at dette skulle have vseret tilfseldet. Der er nseppe tvivl om, at det her igen er Chr. Sigfr. v. Plessen, der har sorget for at hindre dette, der, hvis det var kommet til udferelse, ville have betydet et vsesentligt indgreb i hans finansstyrelse.
Kommissionernes medlemmer.
Efter at der nu er foretaget en kortere gennemgang af de
sagsområder, som rådstuekommissionerne beskæftigede sig med,
vil det være på sin plads at se nærmere på de mennesker, der
1 1719 fandtes fx. - iflg. renteskriver J. F. Brandts indberetning - ved rentekammerets tyske assignationskontor af ældre, uafsluttede regnskaber: toldregnskaber fra Gottorp 1650, flensburgske amtsregnskaber 1671 og kasseregnskaber fra Amsterdam 1688. Rigsarkivet. 1719-20 rentekammerforestillinger ang. rentekammerets reorganisation.
var medlemmer af disse. Det er med rette blevet fremhævet af C. Christiansen1, at kongen mente at komme til at stå friere, når behandlingen af sagerne skete i kommissioner, til hvilke han kunne kalde dem, han ville, og Christiansen har også ret i sin antagelse af, at det gik lige modsat kongens ønske, idet han blot blev endnu mere afhængig af den snævre kreds, der gik igen fra kommission til kommission.
Denne kreds bestod, som det vil ses af nedenstående fortegnelse, af kongens mest fortrolige rådgivere, dem han havde størst tillid til. Når kongen således udvalgte de samme mænd til både at lede administrationen og til at have sæde i kommissionerne, havde han dermed afskåret sig selv fra ad denne vej at modtage nye impulser, og tillige må man betone, at hans kontrol med forvaltningen derved i nogen grad gjordes illusorisk. Dette forhold skyldtes sikkert også for en del, at den ældre enevælde altid manglede kvalificerede kræfter inden for statsstyrelsen. Der er i Christiansens fortjenstfulde værk imidlertid ikke fremlagt beviser for, at det virkeligt forholdt sig således som her anført, og vi skal derfor nu forsøge at indkredse den gruppe af personer, der dannede kernen i rådstuekommissionerne, thi en sådan kerne fandtes virkelig.
Det er på dette sted ikke meningen at remse navnene op på alle de 80 personer, der i de 15 år fik sæde deri2. Langt de fleste af disse optræder nemlig kun i få af kommissionerne i specielle anliggender, hvor deres fagkundskab kunne være nyttig, eller hvor det på anden måde var nødvendigt, at netop de var med. Tydeligt adskilt fra denne store variable gruppe, som senere skal iagttages nærmere, finder vi derimod en ganske snæver kreds af mænd, 10 ialt, hvis deltagelse i kommissionerne er så omfattende, at det berettiger til at betegne dem som rådstuckommissionernes rygrad, deres faste stok.
Disse 10 mænd var, ordnet efter det antal af kommissioner
hvori de deltog:
1 Anf. værk 11, 8.
2 Navnene findes sammen med yderligere oplysninger anført i bilaget.
Et blik på listen vil vise, at vi her står overfor styrelsens ledende mænd. P. Brandt var ganske vist efter sin fiasko som finansleder afskediget som overrentemester i 1692, men han fortsatte alligeveli adskillige år derefter en intensiv deltagelse i kommissionerne, hvilket viser, at kongen trods alt havde bevaret sin tiltro til ham. U. b\ Gyldenløve bestred vel ikke nogen større administrativstilling i Danmark, men var til gengæld Norges statholder gennem en menneskealder. Hans gentagne lange ophold i Danmarkgjorde det dog muligt for kongen at udnytte hans erfaringerpå forskellige områder, men med Christiansen1 at antage, at han overvejende deltog i drøftelser af norske forhold, er ikke rigtigt, han tog del i kommissioner angående alle mulige forhold, deriblandt naturligvis også de norske, som ved den lejlighed da han selv fremlagde sit eget forslag til almuens lettelse i Norge2. Mathias Moths deltagelse ophørte — med undtagelse af hans medlemsskab af kommissionen af 1703 7/53 om de gliickstadtske borgeres sejlads på Guinea — med tronskiftet 1699, ved hvilken lejlighed han som bekendt mistede næsten hele sin indflydelse på statsstyreisen. Hans arbejde i kommissionerne bærer for størstedelens vedkommende præg af både grundighed, omtanke og dygtighed og er et nyt vidnesbyrd om den mægtige arbejdsevne,han
1 Anf. værk 11, 13.
2 11, 257, 1693, 25/1 og ovenfor s. 292.
3 V, 1. Det fremgår ikke, hvorfor Moth tilkaldtes til netop denne kommission.
evne,hanmå have været i besiddelse af. Efter sit fald afløstes han af den nye oversekretær for Danske Kancelli Ditlev Wibe, der deltog i samtlige resterende kommissioner med undtagelse af 2. Af samtlige afholdte 112 kommissioner har de 2 oversekretæreraltså tilsammen deltaget i de 109. Dette viser den nære tilknytning mellem kancelliets og kommissionernes arbejdsområder.Th. B. v. Jessens deltagelse i arbejdet afbrødes i slutningenaf 1700, da han gik til Wien som gesandt. Jens Juel døde 1700 23/5 og var med i sin sidste kommission i slutningen af 1699. Overkrigssekretær Jens Harboe delte skæbne med Moth og afskedigedes efter tronskiftet fra alle sine stillinger; og ej heller i rådstuekommissionerne fik han længere sæde. Chr. Sigfr. v. Plessen var adskillige gange i udlandet i kongens ærinde, således i længere tid ad gangen i årene 1692, 1693, 1694, 1695 og 1696. I januar 1700 fik han sin afsked som direktør for kammerkollegiet, men deltog i kommissionsarbejdet til slutningen af 1701. Når han var på rejse i udlandet, betød det dog ikke, at han ikke holdt sig orienteret om arbejdets gang1, thi rentekammeret havde altid en rigelig repræsentation i kommissionerne, og flere gange nævnes det endog, at etatsråd Reinhold Meier fra rentekammeret mødte på Plessens vegne, når denne var fraværende. Disse er de eneste tilfælde, der er truffet på, at et kommissionsmedlem kunne lade sig repræsentere ved en anden, for hvem der ikke var udfærdiget kommissorium. Ellers synes det at have været sædvane, at et nyt medlem regulært udnævntes af kongen i tilfælde af et medlems længere forfald. Det tyder på, at Plessen har lagt megen vægt på at have indflydelse på det resultat, kommissionerne kom til.
Tilbage er nu rådstuekommissionernes übetinget mest fremtrædendemedlem, storkansler, greve Conrad Reventlow. I begavelsestod han langt tilbage både for Jens Juel og Chr. Sigfr. v. Plessen, og virkelig statsmand blev han aldrig, men hans interesse for kommissionerne og hans flid bragte ham frem på førstepladsen i rådstuekommissionerne. Alene tallet på hans deltagelse i kommissionerne, 105 (med 244 møder) af 112, ville
1 Se Christiansen anf. værk 11, 100, med kildehenvisninger.
være nok til at tildele ham denne betegnelse, eftersom det må betragtes som en kæmpepræstation af en så travlt optaget mand at være så flittig mødedeltager. Især gennem hans person og indsats opnåedes endvidere, at gehejmekonseillet så godt som altid var repræsenteret i kommissionerne, ligesom rentekammeret var det gennem Brandt og Plessen1. Reventlow var dog ikke blot flittig til at møde, men også til at yde en indsats på møderne. Forhandlingsprotokollerne giver tydelige vidnesbyrd om, at storkansleren næsten altid mødte velforberedt frem og om, at han ikke holdt sig tilbage under drøftelserne eller afgivelsen af vota. Som den, der næsten altid var øverst i rang — med undtagelseaf, når U. F. Gyldenløve var til stede — og som derfor sidst afgav sit votum, må han ofte have været fristet til blot at lægge sin stemme på en af de allerede afgivne betænkninger, men dertil har han åbenbart været for samvittighedsfuld og for selvstændig, og hans indlæg bærer hyppigt præg af, at han har sat sig ind i den foreliggende sag og taget sit eget standpunkt til den. Som et yderligere vidnesbyrd om hans indflydelse kan anføres, at han enkelte gange har forseglet indstillingerne til kongen med sit eget private segl. I et enkelt tilfælde ses dette endog at være sket ved en lejlighed, hvor U. F. Gyldenløve også var medlem af kommissionen, og hvor Reventlow derfor ikke var den første i rang.
Til sidst bør endelig nævnes den person, der varetog de praktiske opgaver i kommissionsarbejdet, og som på sin måde ligesom Reventlow var et samlende midtpunkt, nemlig kommissionernesfaste sekretær og protokolfører — kun afbrudt af enkelte, korte pauser — gennem de femten år, kancelliråd Severin Rasmussen. 1691 var han blevet virkelig assessor i Danske Kancelli, hvis arkiv han også havde helliget sine kræfter, og 1697 blev han kancelliråd. Kun én gang blev han selv medlem af en rådstuekommission, nemlig den der behandlede børneogpesthusets regnskaber. Mærkelig nok medførte dette ikke,
1 Edv. Holm har træffende kaldt kommissionerne »et forstærket Konselj«. Hans anden betegnelse »Notabelforsamling« synes mig derimod mindre heldigt valgt. Se Danmark—Norges indre Historie, 1660—1720, I, 1885, 63.
at han ved denne lejlighed ophorte med at fore protokollen. Kun ved et par andre lejligheder, hvor Rasmussen var fravaerende — hvad enten det nu skyldtes sygdom eller embedsrejser — varetoges hans arbejde i kommissionerne af den senere som historiker bekendte Niels Slange, der ligeledes havde sit daglige virke i Danske Kancelli. Rasmussens protokoller bserer tydeligt prag af grundighed og omhyggelighed, fx. mangier aldrig henvisningertil, hvor en sag tidligere har vaeret behandlet, og de enkelte indlaeg er refereret med sans for at skille det vsesentlige fra det uvaesentlige. Hans senere, ulykkelige, sksebne skal ikke refereres her, da den ligger udenfor det behandlede omrade af administrationshistorien1.
Henimod århundredskiftet ser vi, at kommissionernes faste kerne begynder at gå i opløsning forårsaget af medlemmernes sygdom, død eller afsked. Peter Brandt deltog i sit sidste møde 1696 10/6. M. Moths sidste møde (bortset fra det enkelte 1703 7/5) var 1699 22/2, og det samme gjaldt U. F. Gyldenløve og Jens Harboe. Jens Juels deltagelse i møderne holdt op 1699 28/12, og han døde allerede et halvt år efter. Th. B. v. Jessen holdt op 1700 11/11. Endvidere må Reventlows indflydelse hos den nye konge karakteriseres som væsentlig mindre end hos Christian Y, navnlig efter at han 1701 havde sluttet en ugunstig toldtraktat med Nederlandene og en defensiv alliance med England, i hvilken anledning et parti ved hoffet forgæves søgte at styrte ham2. Af den gamle kreds var der herefter kun Reventlow og Niels Benzon tilbage, medens Wibe kom ind efter tronskiftet som kongens mand. Det er sikkert i denne opløsning af kredsen, at en væsentlig årsag til nedgangen i rådstuekommissionernes virksomhed skal søges.
Både før 1690 og efter 1705 benyttede enevælden sig af kommissioner til at supplere den almindelige statsforvaltnings organer. Trods deres 15-årige levetid, trods deres ensartede opbygningog deres faste kreds af deltagere blev rådstuekommissionernei det store og hele udelukkende en rådgivende institution,
1 Se Dansk biogr. Leksikon XIX, 251—53.
2 Ibid. XIX, 1940, 440.
hvor der ganske vist behandledes mange og ofte meget vigtige spørgsmål, men som alligevel ikke var i stand til at erstatte forvaltningskontorerne. Christian V's i testamentet udtalte ønske om indførelse af kommissionsstyre i stedet for kollegiestyre gik ikke i opfyldelse med oprettelsen af rådstuekommissionerne, den kun en menneskealder gamle administration lod sig ikke rokke så let, og under den nye konge vendtes opmærksomheden igen mod den, hvorefter kommissionerne forsvandt ud af billedet. Et interessant fænomen i den danske statsadministrations historievar hermed forbi.
Bilag Rådstuekommissionernes medlemmer 1690-1705.
De kursiverede navne er de s. 297 nævnte hovedpersoner. * betegner kommissionsmedlemmer, der ingen tilknytning havde til statsadministrationen. Herunder er også anført rådmænd i København, men ikke borgmestre sammesteds. Datoerne i skarp parantes er første og sidste dato for et medlems deltagelse i kommissionerne. Ved oplysninger, der er hentet fra Dansk biografisk Leksikon, sidste udgave, og fra G. N. Kringelbach: Den civile Centraladministrations Embedsetat, er ikke angivet kildehenvisninger.
1) Adeler, Frederik Christian [1701, 27/10; 1704, 26/3]. 1694 assessor i Højesteret, 1699 deputeret i land- og søetatens kommissariat, senere 1. deputeret for finanserne og stiftamtmand på Sjælland. 1694 justitsråd, 1700 etatsråd, 1713 gehejmeråd. 5 komm. 13 møder.
2) Ahlefeldt, Joachim [1703, 7/11; 1705, 13/2]. I kgl. tjeneste 1699, 1703 medlem af konseillet og 1. deputeret for finanserne, 1706 assessor i Højesteret og vicestatholder i hertugdømmerne. 1699 gehejmeråd. 3 komm. 7 møder.
3) Arff, Nicolaj Jansen [1693, 12/7; 1694, 10/12]. 1684 assessor i
kommercekollegiet, købmand i København, storskibsreder1.
1 komm. 23 møder.
1 Carl Bruun: Kjøbenhavn 11, 328 f.
4) Bagger, Hans [1691, 6/2; 1693, 26/I]. 1674 sognepraest ved
Frue Kirke i Kobenhavn, 1675 Sjsellands biskop. 2 komm.
9 moder.
5) Benzon, Niels (1690, 2/9; 1704, 26/3). 1679—85 arkivar i rentekammeret, 1686 generalprokuror. 1704 viceprsesident i kommercekollegiet. 1693 direkter for soetatens kvsesthus. 1685 etatsrad, 1704 gehejmerad. 54 komm. 132 moder.
6) Blome, Christoph [1702, 22/11; 1705, 13/2[. Medvirkende ved freden i Travendal, 1702—08 niedlem af konseillet, derefter amtmand i Steinburg. 1701 gehejmerad. 7 komm. 14 moder.
7) Bornemann, Cosmus [1692, 31/B]. 1684 til sin dod 2/9 1692
borgmester i Kobenhavn, 1685 assessor i Hojesteret. 1689
kancellirad. 1 komm. 1 mode.
8) Braem, Christian [1701, 27/10; 1703, 25/s]. 1683 assessor i
kommercekollegiet, 1708 kommitteret ved politi- og kommercekollegiet
4 komm. 10 moder.
9) Braem, Gothart [1700, 8/9; 1701, 19/12]. 1694 deputeret i general- og kommissariatskollegiet, kort for 1702 oberkrigskommissarius i Danmark. 1697 justitsrad, 1701 etatsrad. 2 komm. 3 moder.
10) Brandt, Peter [1690, 2/9; 1696, 10/6]. 1678 oberzahlmester, 1684—92 overrentemester. Efter afskeden 1692 beholdt han stillingen som deputeret ved landetatens kommissariat, 1694 deputeret for land- og soetatens kommissariat. 1692 gehejmerad. 50 komm. 114 moder.
11) Breitenau, Christoph Gensch v. [1700, 8/9; 1701, 17/3]. Jan. 1701 deputeret for finanserne, juni 1701 prsesident for den generallandkommission, der indforte landmilitsen i Oldenburg. 1693 konferensrad, 1700 gehejmerad. 5 komm. 9 moder.
12) Christensen, Johannes Meller [1700, 11/11; 1703, 26/4]. 1692 radmand, 1701 stadshauptmand, 1710 borgmester, 1713—24 president. 1709 justitsrad, 1713 etatsrad, 1722 konferensrad1. 2 komm. 4 moder.
1 Oluf Nielsen: Kebenhavns Historie VI, 1892, 424.
13) Christensen*, Mads [1700, 11/11; 1702, 15/3]. Isl. kebmand
i Kebenhavn. 2 komm. 10 moder.
14) Dose, Ernst Ulrik [1701, 27/10; 1705, 13/2]. 1694 kammersekretser,
efter tronbestigelsen overkammersekretser, 1701
tillige deputeret for finanserne. 10 komm. 16 meder.
15) Edinger*, Wilhelm [1700, 11/11; 1700, 9/12]. Vinhandler og
skibsreder, for 1700 direkter i Ostindisk Kompagni. 1 komm.
3 meder.
16) Ehrenschild, Conrad Biermann v. [1690, 11/7; 1690, 2/9]. 1669 assessor i statskollegiet og Hejesteret. 1682 medlem af konseillet. Fra 1690 boede han i Hamburg. 1680 gehejmerad. 1 komm. 2 meder.
17) Elers, Jorgen [1691, 21/1; 1691, 16/6]. 1679 assessor i kammcrkollegiet, 1682 i Hejesteret. 1685 deputeret for seetatens ekonomi, 1685—90 desuden for landetatens. 1688 etatsrad, 1690 rang af generalmajor. 11 komm.1 24 nioder.
18) Giedde, Frederik [1703, 19/6]. 1684 viceadmiral, 1697 admiral, 1704—06 overdirekter for indrulleringsvsesenet i Norge. 1711 generalpostdirekter, 1713 stiftamtmand i Odense. 1707 gehejmerad. 1 komm. 1 mede.
19) Giese, Christoph Joachim [1701, 27/10; 1704, 20/2]. Deputeret
i land- og seetatens generalkommissariat. Justitsrad.
6 komm. 11 meder.
20) Giese, P. C. [1700, 8/9]. Ukendt2. 1 komm. 1 mede.
21) Gyldenleve, Christian [1698, 1/12; 1703, 19/6]. 1696 general,
1697 feltmarskallejtnant. 1699—1702 hejestkommanderende
general i Norge. 2 komm. 2 meder.
22) Gyldenlove, Ulrik Frederik [1691, 2/3; 1699, 22/2]. 1661 rigets jaegermester, sen. spansk general og grande. 1664— 99 Norges statholder. 1670 president for kommercekollegiet, 1671 overkammerherre. 55 komm. 130 meder.
23) Gyldensparre, Albert [1691, 6/2; 1694, 11/9]. 1673 kommissariusved
1 Christiansens oplysning (anf. værk 11, 135), at Elers hørte til dem, der sad i de fleste kommissioner, er således ikke korrekt.
2 P. C. Giese er ikke anført i Kringelbachs fortegnelse over medlemmerne af rådstuekommissionerne (anf. værk).
sariusvedsoetaten, 1674 admiralitetsrad, 1675 generalkrigskommissarius,1680medlem
af kommercekollegiet. 1680
etatsrad, 1684 kommercerad. 2 komm. 3 meder.
24) Hansen, Oluf [1692, 2/11; 1704, 26/3]. 1680 proviantskriver, senere ansat i Zahlkammeret. 1685—91 oberzahlmester, 1690 deputeret i soetaten. 1700 etatsrad, 1709 deputeret i generalkommissariatet1. 4 komm. 9 inoder.
25) Harboe, Jens [1691, 2/3; 1699, 22/2]. 1678 krigssekretcer, 1688
overkrigssekretaer. 1695 gehejmerad. 53 komm. 124 moder.
26) Heidemann, Christopher [1701, 11/5; 1702, 15/2]. 1687
assessor i kommercekollegiet. Amtmand over Nordlandene.
4 komm. 13 moder.
27) Jacobsen, Andreas [1694, 3/5; 1695, 17/s]. 1689 amtsforvalter i Kobenhavns amt, senere assessor i Hojesteret og ved sin dod etatsrad. 1690—1717 borgmester i Kobenhavn2. 2 komm. 4 moder.
28) Jacobgeus, Holger [1691, 10/6]. Lsege, 1698 professor ord.
1691 assessor i Hejesteret. Universitetets rektor 1690, 1695,
1696. 1698 justitsrad. 1 komm. 1 mode.
29) Jensen, Bartholomeus [1691, 16/2; 1691, 23/3]. 1676 rådmand,
1677—97 borgmester i København. 1679 assessor i
Højesteret, 1698 justitsråd3. 1 komm. 2 møder.
30) Jessen, Th.B.v. [1690, 2/9; 1700 11/11]. 1692 patron for det ridderlige akademi, og ssede i Hojesteret. 1695 medlem af konseillet. 1684 etatsrad, 1692 justitsrad, 1695 gehejmerad. 65 komm. 148 meder.
31) Juel, Jens [1690, 2/9; 1699, 28/12]. 1670 viceprasident, senest 1680 prsesident i kommercekollegiet, 1671 assessor i statskollegiet. 1692 patron for ridderlige akademi i Kebenhavn, medlem af konseillet 1680. 1683 1. deputeret i generalkommissariatet for land- og soetaten. 1699 generaladmiral og chef for admiralitetet. 1672 friherre, 1675 gehejmerad. 66 komm. 171 moder.
1 (Bricka) Dansk biogr. Leks. VII, 1893, 34 f.
2 O. Nielsen: Kebenhavns Historie V, 1889, 433 f.
3 Ibid. V, 1889, 431 f.
32) Juel, Niels [1692, 3/11]. 1677 generaladmiralløjtnant, 1683
præsident i admiralitetet. 1677 gehejmeråd. 1 komm. 1 møde.
33) Kloumann*, Peter [1700, 11/11; 1703, 26/4]. Ca. 1687—
1709 forpagter af Kongens Bryghus. 1697 kommerceråd1.
2 komm. 4 møder.
34) Knuth, Adam Levin [1691, 6/82; 1696, 13/B]. 1681 overkammerjunker,
1682 amtmand over Københavns amt. 1695
gehejmeråd. 4 komm. 10 møder.
35) Krabbe, Otte [1696, 12/8; 1705, 13/2]. 1682 stiftamtmand
på Sjælland. 1695 gehejmeråd, 1703 virkelig gehejmeråd.
11 komm. 11 møder.
36) Krag, Niels [1701, 15/12; 1701, 19/12]. 1681 etatsråd, 1696
gehejmerådstitel. 1 komm. 2 møder.
37) Kruse*, Edvard [1693, 12/7; 1694, 5/s]. 1690 overtog Kruse forvaltningen af konsumtionen i København, 1692—95 havde han forpagtningen af told og konsumtion i hele Danmark. 1 komm. 8 møder.
38) Leers, Jean Mathias [1693, 12/7; 1703, 7/s]. Kammer- og
kommerceråd. 2 komm. 10 møder.
39) Lehn*, Abraham [1700, 11/11; 1700, 9/12]. Vinhandler og
skibsreder. 1688 direktør for Ostindisk Kompagni. 1688—
1709 sæde blandt stadens 32 mænd. 1 komm. 3 møder.
40) Lente, Christian v. [1701, 15/121; 1705, 13/2]. 1680—98 gesandt i London og Haag. 1698 overhofmester ved det ridderlige akademi, 1699 medlem af konseillet, overkrigssekretær og deputeret i land- og søetatens kommissariat. 10 komm. 18 møder.
41) Lente, Johan Hugo v. [1693, 20/2; 1694, 22/2]. 1691—97 i
Tyske Kancelli, 1696 gehejmeråd, senere amtmand i hertugdømmerne.
3 komm. 7 møder.
42) Lillienskiold, Hans Hansen [1701, 30/11; 1702, 15/3]. 1673
1 Københavns Diplomatarium, 1886, VII, 196 og 514.
2 Oplysningen i Dansk biogr. Leksikon XIII, 1938, 7, at Knuth forst fra 1692 var medlem af kommissionerne, er saledes ikke korrekt.
3 Oplysningen i Dansk biogr. Leks. XIV, 1938, 245, at Lente var medlem af radstuekommissionerne allerede 1700, er ikke korrekt.
vicelagmand, ca. 1680 lagmand i Bergen. 1676 adlet. 1684
amtmand i Finmarken, 1702 i Romsdals amt. 1687 kancellira
d1. 1 komm. 4 moder.
43) Levendal, Valdemar [1703, 21/3]. 1700 hjem fra udenlandsk tjeneste som generahnajor. 1701 generalinspekter for rytteriet i Holsten. 1705 afsked fra dansk tjeneste. 1 komm. 1 mode.
44) Meybusch, Anton [1692, 30/11; 1692, 8/12]. Efter mange ars virksomhed som medaljor i Sverige og Frankrig, kom M. 1691 til Kobenhavn, hvor han fremstillede medaljer og stempler til monten. 1 komm. 2 meder.
45) Meier, Reinhold [1692, 30/11; 1698, 1/12]. 1687—99 medlem af kammerkollegiet, fra 1689 tillige deputeret ved de militaere kommissariater. 1690 justitsrad, 1697 virkelig etatsrad. 14 komm. 26 meder.
46) Moth, Mathias [1690, 2/9; 1703, 7/s]. 1688 oversekretser i Danske Kancelli, 1693 deputeret ved hofetaten, 1694 i generalkommissariatet for land- og soetaten, 1694 meddirektor for Kobenhavns vandvsesen, 1697 for bernehuset. 88 komm. 208 moder.
47) Munk, Laurits [1692, 31/8; 1696, 8/I]. 1685 chef for det
danske artilleri, 1693 generalmajor. 1 komm. 5 rneder.
48) Miiller, Christian [1701, 26/10; 1702, 15/2]. 1688—1717
amtmand pa Island, 1682 kommercerad, senere justitsrad2.
1 komm. 5 moder.
49) Nansen, Hans Hansen [1691, 21/1; 1705, 13/2]. 1670 assessor i kommercekollegiet, 1671 i admiralitetet. 1688—1713 prsesident i Kebenhavn. 1679 kommercerad, 1685 justitsrad, 1688 etatsrad, 1693 virkelig gehejmerad3. 21 komm. 42 meder.
50) Neve, Johan [1703, 21/3]. 1685 chef for tyske assignationskontor,
1700 kommitteret i rentekammeret. 1701 kammerrad,
1707 justitsrad, 1709 etatsrad. 1 komm. 1 mode.
1 (Bricka) Dansk biogr. Leks. X, 1896, 292 f.
2 (Bricka) Dansk biogr. Leks. XI, 1897, 574 f.
3 O. Nielsen: Anf. vaerk V, 1889, 420 ff.
51) Nielsen*, Morten [1693, 22/2]. 1682 kvæsthusforvalter,
1682—96 rådmand i København1. 1 komm. 1 møde.
52) Plessen, Christian Siegfred v. [1692, 20/1; 1701, 22/12]. Efter sin ankomst til Danmark 1677 kammerjunker, senere overkammerherre hos prins Jørgen. Jan. 1692 præsident for rentekammeret og medlem af konseillet. Afsked fra rentekammeret jan. 1700, ud af konseillet 1703. 45 komm. 102 møder.
53) Råben, Peter [1703, 7/s]. 1685 officer i marinen, 1703 schoutbynacht og indrulleringschef for Sjælland. 1706—09 direktør for indrulleringen i søndenf jeldske Norge. 1710 viceadmiral, 1714 admiral, 1719 1. deputeret i admiralitetet. 1 komm. 1 møde.
54) Rasch, Claus [1691, 6/2; 1703, 26/42]. 1664 præsident i Nyborg, 1682 politimester for hele landet. 1684—91 borgmester i København. Assessor i Højesteret og kommercekollegiet. 1700 etatsråd. 11 komm. 18 møder.
55) Rasmussen, Severin [1696, 5/B]. 1684 protokolfører i Højesteret. 1691 assessor i Danske Kancelli. 1697 kancelliråd. 1698 justitsråd. Protokolfører for rådstuekommissionerne. 1 komm. 1 møde.
56) Regelsen*, Peder [1701, 11/5; 1702, 15/3]. Islandsk købmand
i København3. 1 komm. 7 møder.
57) Reventlow, Conrad [1690, 2/9; 1705, 13/2]. 1667 i Tyske Kancelli, 1670—84 amtmand i Haderslev. 1680—99 overjægermester. 1682 sæde i konseillet. 1699 storkansler. 1680 gehejmeråd. 105 komm. 244 møder.
58) Rosencreutz, Hans Hansen [1700, 8/9; 1703, 20/12 (1705,
13/2)4]. 1670 renteskriver, 1682 overkrigskommissarius i
1 O. Nielsen: ibid. s. 447 f.
2 Dansk biogr. Leks. XIX, 1940, 175 angiver forkert 1699 som sidste ar for hans deltagelse i kommissionerne.
3 Hist. Medd. om København 11, 1, 409.
4 H. R. havde ordre til at deltage i kommissionen 1705, 13/2, men overvserede ikke dennes eneste mode. Om ham se (Bricka) Dansk biogr. Leks. XIV. 1900. 175f.
Xorge. 1700 deputeret for finanserne. 1690 justitsrad, 1700
etatsrad. 15 komm. 34 meder.
59) Rosenkrantz, Jens [1693, 25/1; 1694, dec] 1671 amtmand i
Nyborg. Ca. 1680 landsdonimer pa Fyn og justits- og kancellirad.
1692 kammerrad, 1693 etatsrad1. 2 komm. 5 meder.
60) Hostgaard, Jens [1703, 7/11; 1704, 20/2]. 1681 amtsskriver, 1691 amtsforvalter over Kronborg aint. 1702—05 radmand i Kebenhavn. 1703 krigs- og landkommissaer for Sjaelland m. m2. 2 komm. 6 meder.
61) Homer, Ole [1691, 10/6; 1703, 26/4]. 1681 professor ved universitetet, 1688 i Danske Kancelli, 1694 saede i Hejesteret, 1705 politimester i Kebenhavn. 1693 justitsrad, 1706 etatsrad. 10 komm. 25 meder.
62) Schack, Hans [1692, 31/8; 1696, 8/I]. 1681 generalmajor og kommandant i Kebenhavn, 1689 generallejtnant, 1692 chef for fortifikationsetaten. 1698 gehejmerad. 1 komm. 4 meder.
63) Schindel, Wiglas v. [1692, 22/1; 1692, 8/11]. 1690 indrettede
han det ridderlige akademi i Kebenhavn og blev dettes
overhofmester. 1 komm. 7 meder.
64) Schult, Didrik [1698, 18/s]. 1669 oversekretser i Danske
Kancelli, 1694 stiftsbcfalingsmand pa Fyn. 1680 gehejmerad.
1 komm. 1 mede.
65) Sehested, Christian [1701, 15/12; 1705, 13/2]. 1694 deputeret
i land- og seetatens kommissariat. 1700 oversekretaer i
Tyske Kancelli. 1698 etatsrad. 10 komm. 18 meder.
66) Sehested, ChristofTer [1691, 21/13; 1692, 3/11]. 1677—94 tilforordnet i seetatens kommissariat, 1685—90 deputeret i se- og landetatens kommissariat. Hofmarskal. 1680 gehejmerad. 5 komm. 6 meder.
67) Skeel, Otto [1691, 8/6; 1693, 26/I]. 1672 saede i Hejesteret,
1677 deputeret i generalkrigskommissariatet, 1683 saede i
1 (Bricka) Dansk biogr. Leks. XIV, 1900, 250.
2 ibid. 3 46.
3 Dansk biogr. Leks. XXI, 1941, 553 anforer arene 1690 92 for hans deltagelse i kommissionsarbejdet.
generalkommissariatet for land- og seetaten. 1672 justitsrad,
1677 etatsrad, 1679 gehejmerad1. 2 komm. 2 moder.
68) Span, Henrik [1692, 31/8; 1692, 23/11]. 1677 kaptajn, s. a.
viceadmiral. 1678 medlem af admiralitetet. 1683 admiral.
1690 Holmens chef. 3 komm. 7 moder.
69) Stampe*, Hans Jensen [1692, 31/8; 1693, 19/I]. 1673—79
ksemner, senere overformynder i Kobenhavn. 1682—94 radman
d2. 1 komm. 2 meder.
70) Stiefken*, Liider [1703, 7/s]. 1691 borgerskab i Kebenhavn
som silkekraemmer. Nsevnes 1691 blandt de fornemste
skibsredere3. 1 komm. 1 mode.
71) Stuve*, Barthold [1693, 22/2]. 1660 optaget i krsemmerlauget.
1687 viceformand, 1695 formand for de 32 maend.
Medlem af kanaldirektionen4. 1 komm. 1 mode.
72) Stocken, Christopher Ernst v. [1703, 19/6]. 1686 kaptajn,
1688 schoutbynacht, 1b93 viceadmiral, 1697 admiral. 1694
Holmens chef. 1 komm. 1 mode.
73) Thott, Knud [1690, 13/11; 1701, 22/12]. 1683 deputeret i generalkommissariatet for land- og soetaten. 1699 prseses i krigskommissariatet 1700 saede i konseillet. 1701 1. deputeret for finanserne. 1680 kommerce- og etatsrad, 1682 gehejmerad. 19 komm. 36 moder.
74) Wedel, Gustav Wilhelm [1696, 10/6]. Greve, feltmarskal
og kommanderende general i Norge. 1 komm. 1 mode.
75) Wibe, Ditlev [1700, 8/9; 1705, 13/2]. 1695 kammerjunker hos prins Carl, 1697 hos Christian V. 1700 oversekretaer i Danske Kancelli. 1708 saede i konseillet, 1721 statholder i Norge. 1708 gehejmerad. 21 komm. 50 moder.
76) Vieregg, Claus Heinrich v. [1704, 20/2]. 1690 hofmester hos
prins Christian. 1694—1703 amtmand over Antvorskov amt.
1704 deputeret i generalkommissariatet for land- og so-
1 (Bricka) Dansk biogr. Leks. XVI, 1902, 37 f.
2 O. Nielsen anf. værk V, 1889, 447.
3 Hist. Medd. om København 11, 1, 485 og Oluf Nielsen anf. værk V, 137.
4 Pers. Tidsskrift 111, 2, 54.
etaten. 1710 amtmand over Vordingborg amt, 1/12 vicestatholder
i Norge. 1694 etatsrad, 1703 gehejmerad1.
1 komm. 1 mode.
77) Vinding, Poul [1690, 2/9; 1703, 26/4]. 1681 professor ved universitetet. 1686 assessor i hof retten og kancelliet. 1688 assessor i Højesteret. 1693 justitsråd, 1706 etatsråd. 4 komm. 6 møder.
78) Worm, Willum [1690, 13/11; 1703, 26/4]. 1662 professor ved universitetet. 1671 bibliotekar ved kongens bibliotek. 1679 assessor i Højesteret, 1684 i Danske Kancelli, 1690 justitiarius i Højesteret. 1687 justitsråd, 1690 etatsråd, 1693 konferensråd. 2 komm. 7 møder.
79) Wiirger*, Jochum [1703, 7/s]. 3/11 1690 borgerskab i
København som købmand. Nævnes 1691 blandt de fornemste
skibsredere2.
80) Wust, Abraham [1703, 7/s]. Ca. 1700 assessor i kammerkollegiet,
fra 1682 ejer af teglværket på Frederiksberg3.
1 komm. 1 møde.
Zusammenfassung.
In den Jahren 1690—1705 war als Glied der dånischen Staatsverwaltung eine Reihe gleichartiger Verwaltungskommissionen tatig. Ausschiisse wie diese waren damals nicht unbekannt. So gab es in Danemark von 1661 bis 1667 6 Kommissionen, die besonders von Mitgliedern des Geheimen Rates zusammengesetzt waren. In Schweden, das auch friiher als Vorbild fur die Einrichtung der dånischen Staatsverwaltung gedient hatte, wurde z. B. die Arbeit mit der Riicknahme von friiher verschenkten Giitern von Kommissionen ausgefiihrt, die dadurch einen mehr oder wenig permanenten Charakter erreichte. Den Erfolg dieser Tåtigkeit kannte man sehr gut in unsrem Lande.
Vom Ausgang der 1680, er Jahren herrschte grosse Unordnung
in den dånischen Finanzen, und dies war eine wichtige Ursache
1 (Bricka) Dansk biogr. Leks. XVIII, 1904, 564
2 Oluf Nielsen anf. værk V, 137.
3 RA. DK. supplikprotokol M. okt.—dec, 1703, nr. 431. Cf. E. Nystrom: Frederiksbergs Historie 11, 1946, 218 ff.
zur Errichtung der Ausschiisse. Wenn sich der Konig dazu entschlossenhatte, eine solche Kommission zu ernennen, wurde normalerweise durch die Dånische Kanzlei an das vornehmste Mitglied der kiinftigen Kommission ein koniglicher Befehl gesandt.Der vornehmste Teilnehmer war beinahe immer Graf (von 1699 Grosskanzler) Conrad Reventlow. Miindliche Kommissorien gab es doch auch. Die Mitglieder versammelten sich in der alten Ratstube des ehemaligen »Staatskollegiums» in dem friiheren Zollamt am Holmens Kanal. Sie konnten Sachverståndige kommen lassen, die nicht nur von Beamten bestanden, sondern auch von Kopenhagener Kaufleuten. Protokollfuhrer fiir beinahe alle Kommissionenwar der Kanzleirat Severin Rasmussen, der mit grosser Sorgfalt seine Arbeit ausfuhrte. Wenn die Verhandlungen iiber den vom Konig angegebenen Gegenstand zu Ende gebracht waren, schickte der Ausschuss seinen Bericht an den Konig, der sich danach — normalerweise im Geheimen Rat — iiber die Sache entschied. Herrschte im Ausschuss Uneinigkeit, durfte die Minderheitihren eigenen Bericht einsenden. Im grossen ganzen hat der Konig die Gesichtspiinkte der Kommissionen gebiiiigt.
1691 und 1692 ernannte der Konig die grosste Anzahl von Kommissionen, danach aber wurde die Zahl eingeschrånkt mit Ausnahme vom Jahre 1701. Nach 1703 ebbte die Kommissionståtigkeit aus. Das Sinken nach 1692—93 hangt ohne Zweifel mit der Berufung Christian Siegfried von Plessens als Chef des Finanzwesens zusammen, denn dieser ausgezeichneter Finanzminister wiinschte keine Kontrolle mit seiner Verwaltung. Das Sinken nach 1703 hat teils mit der Reorganisierung der Finanzverwaltung Verbindung, teils mit der Wiederherstellung des Kommerzkollegiums 1704 und schliesslich mit der grosseren Selbstståndigkeit des jungen Konigs.
Die Ausschiisse beschåftigten sich besonders mit Handels- und Zollfragen. In zweiter Reihe kamen die Steuern und die Handwerks - und Industrieprobleme. Die Auserwåhlung der Gegenstånde, die den Ausschiissen unterbreitet wurden, kommt ziemlich zufållig vor, denn åhnliche Sachen wurden gleichzeitig von der normalen Verwaltung behandelt. Aussenpolitische Sachen und Fragen betreffend die Revision der Finanzverwaltung wurden von den Kommissionen nicht erortert.
In den 15 Jahren nahmen 80 Personen an den 272 Sitzungen der 112 Kommissionen teil. Von diesen 80 Personen zeichneten sich 10 Manner durch grossere Teilnehmungsfrequenz aus. Diese 10 Manner waren im voraus massgebend in der normalen VerwaUuiig."Wemi sich der Konig vorgestellt hatte, durch Ernenriung
der Kommissionen eine tiefgehendere Kontrolle mit der Verwaltungzu erlangen, gelang es ihm nicht eben weil die Lcitung sowohl der Verwaltung als auch der Kommissionen in den Hånden derselben Personen lag.
In seinen »Bemerkungen« 1698 zu seinem Testament hatte Ko'nig Christian V dem Gedanken Ausdruck gegeben, dass das bisherige kollegiale Yerwaltungssystem mit Kommissionen wie die hier behandelten ersetzt werden miissten. An sich war dicser Gedanke utopisch, und die Kommissionen in der Ratstube vor dem Schloss blieben hauptsåchlich nur ratgebend, sie wirkten als Erganzung der bestehenden Staatsverwaltung.