Krisen pa Slesvig Domkapitels jordegods 1352—1437

Omkring 1437 opstillede procuratoren for domkapitlet i Slesvig et specificeret regnskab over de tab, som domkirken, prælaturerne, præbenderne og alterstiftelserne havde lidt i tiden mellem 1352 og 1437¹. Som kapitlets procurator, d. v. s. den kannik, der varetog kapitlets interne økonomi og administrerede dets fællesindtægter, kan der næppe tænkes en mere kompetent person til at opstille det indviklede og komplicerede regnskab over Slesvigkirkens tab og gevinst 1352^—1437. Det er en fagmandfra datiden, der ud fra en for senere historikere uopnåelig

1 Regnskabet er udgivet af Reimer Hansen og Willers Jessen i Quellensammlung der Gesellschaft fiir Schleswig-Holsteinische Geschichte VI (1904, i det følgende citeret Qu. VI) 54^—103, efter en afskrift af Ulrik Petersen (f1735). Udgiverne daterer regnskabet til 1445_—50, Einleitung, 12, hvilket utvivlsomt er en for sen datering. I regnskabet nævnes Godskalk Rixtorp som ærkedegn i Slesvig, Qu. VI, 99. Han blev ærkedegn i 1435, Acta Pontificum Danica 111 nr. 1752, og udnævntes i 1440 til domprovst, anf. værk nr. 1846. Som indehaver af præbende II anføres kanniken hr. Sachow, Qu. VI, 71. 1439 blev han biskop i Liibeck, Ltibeckisches Urkundenbuch VII nr. 802 og 819. Regnskabet må derfor være udarbejdet mellem 1435 og 1439, eller for at undgå at operere med to årstal: omkring 1437. — Procuratoren navngiver sig ikke, og det fremgår ikke af andre kilder, hvem der var kapitlets procurator i disse år. Visse dokumenter kunne indirekte tale for at identificere ham med kanniken Erik Bondesen; da det imidlertid ville forudsætte, at han i regnskabet skulle omtale sig i tredje person, Qu. VI, 64, 72, 73, 79, hvilket strider mod Qu. VI, 87: postquam factus fui procurator, må identificering opgives.

Side 162

indsigt i stoffet har samlet et statistisk materiale til belysning af et problem, der i dag, over 500 år senere, er et af de mest centrale i det 11.^—15. århundredes historie. Hvorfor nedlægges — over hele Europa — tusind og atter tusinder af landsbyer og bøndergårde i dette tidsrum? Samtiden skyder forst og fremmest skylden på krigene — således også procuratoren i Slesvig i 1437 - - eftertiden har navnlig sogt forklaringen i den sorte død i årene 1348^—50. Ingen af disse forklaringer, hverken taget særskilt eller kombineret, har ved nærmere studium vist sig fyldestgørende til forklaring af alle de fænomener, der kendetegnerkrise n². Et af dens mange frapperende karakteristika er, at krisen flere generationer efter den sorte død øjensynligt har en langt voldsommere karakter end i årene umiddelbart efter pesten 1348^—50. Dette moment træder klart frem i regnskabet, klarere end i andre danske kilder, vel også klarere end i nogen anden enkel europæisk kilde, fordi procuratoren netop koncentrerersig om at sammenligne forholdene 1352 med forholdene tre generationer senere. Hovedformålet med denne afhandling er, at gøre denne også efter europæisk målestok fremragende, men svært forståelige kilde tilgængelig for forskningen. Som M. Postan har fremhævet, er det øjeblikkets mest påtrængende opgave at fremdrage nyt stof til belysning af det, der trods alt stadigvæk kun aftegner sig i uklare omrids³. let slutkapitel vil der blive fremhævet, hvilke konturer der på dansk område aftegner sig skarpere efter denne kildes vidnesbyrd.

1. Principielt er procuratorens regnskabsmæssige fremgangsmådeklar.Hans
sammenligningsgrundlag er en jordebog fra

2 En oversigt over den internationale litteratur om dette emne er givet af K. Helleiner: Europas Bevolkerung u. Wirtschaft im spåteren Mittelalter (Mitteilungen des Institutes fur Osterreichische Geschichtsforschung Bd. 62 (1954); en rapport, der beskæftiger sig med de principielle sider af problemet, blev fremlagt på den 10. internationale historikerkongres i Rom 1955: L'Economie Européenne aux deux derniers Siécles du Moyen-Age (X Congresso Internazionale di Scienze Storiche. Vol. VI;.

3 IX Congrés International Des Sciences Historiques. Paris 1950. I. Rapports. Moyen Age, 241.

Side 163

Slesvig domkapitels tab i tiden 1352^—1437

1352, hvis notitser han hyppigt afskriver ordret; derefter anføresydelsernei 1437. Under hver side sammentælles i en summa reddituum diminutorum differencen mellem de specificerede poster. Den efterfølgende opstilling omfatter disse summæ⁴.

4 Den første summa er procuratorens egen summa summarum af altrenes tab, omfattende regnskabets første fire sider.

Side 164

Tallene i parentes angiver, at det i afskriften overleverede tal er rettet, begrundelsen herfor findes nedenfor under analysen af de enkelte sider. Da procuratoren regner med taksten 1 læst = 9 mark lybsk, kan totaltabet opgøres til 144⁷/₁₂ læster korn.

Regnskabets takster og metrologi er behandlet i ekskurset nedenfor. Procuratoren regner med en åbolæst å 8 øre =21 ørtug = 288 skæpper = 36 tønder byg (å 139 liter). Rugen regnes efter det lokale slesvigske mål: 1 læst rug = 40 hedebyskæpper (modii) = 240 skæpper (modioli). Pengetaksterne er de velkendte senmiddelalderlige: 1 sk. grot = 3 sk. sterling = 9 sk. lybsk. Da procuratoren som sagt regner med taksten: 1 læst = 9 mark lybsk, kan det samlede tab på 144⁷/₁₂ læster korn omregnes til 5205 tønder landgilde hartkorn (å 1 tønde byg å 139 liter). Det må dog understreges, at dette tal er et decideret minimumstal, idet, som vi skal se i det følgende, procuratoren dels udelader beregning af tabet i en del tilfælde, hvor oplysninger om ældre tiders ydelser har været usikre, dels som udviklet nedenfor i Ekskurs formindsker det reelle tab ved at sætte 1 mark lybsk i 1352 = 1 mark lybsk i 1437.

Poul Nørlund har beregnet, at det godsrige Sorø kloster på reformationstiden havde ca. 6000 tønder hartkorn i visse indtægter af dets ca. 625 gårde⁵. Omtrent samme kvantum korn kan vi skønne har domkapitlet og domkirken i Slesvig — bispestolens tab indgår ikke i regnskabet — mistet i visse indtægter i tiden 1352 til 1437. Denne jævnførelse illustrerer bedst krisens omfang.

Ekskurs. I slesvigkirkens regnskaber regnes med en byglæst på 288 skæpper å 36 tønder og en havrelæst på 480 skæpper å 60 tønder⁶. Det vil sige, der regnes med åbotønden, hvis rumfang ifølge Ole Rømer var 139,104 liter⁷. Rugen regnes efter det lokale slesvigske mål hedebyskæppen (modius), af hvilke der gik 40 å 6 skæpper (modioli) på læsten. Hedebyskæppens ruinindholder

5 Sorø. Klostret. Skolen. Akademiet I, 95.

6 Qu. VI, Einleitung 17, jf. ssts. teksten s. .337.

7 Aakjær, Maal, Vægt og Taxter i Danmark (Nordisk Kultur XXX), 211, 213 -14, 265.

Side 165

indholdermindre klart bestemmeligt end åbotøndens, opgivelsernevarierer
mellem 107—115 liter pr. hedebyskæppe8.

Da procuratoren regner med taksten 9 mark lybsk⁹ = 1 læst af hver kornsort (rug, byg og havre), følger: 1 læst rug = 40 hedebyskæpper (å 107_—115 liter) = 240 skæpper = 9 mark lybsk = 36 tønder (å 139 liter) byg (landgildehartkorn).

1 læst byg = 8 øre = 24 ørtug = 288 skæpper = 36 tønder
(å 139 liter) byg (landgildehartkorn) = 9 mark lybsk.

1 læst havre = 8 øre = 24 ørtug = 480 skæpper = 60 tønder
(å 139 liter) = 9 mark lybsk = 36 tønder (å 139 liter) byg (landgildehartkorn).

Det må understreges, at 9 mark lybsk pr. læst er en takst, en approximativ tilnærmelse, men ikke en egentlig kornpris. Når regnskabets udgivere udtaler, at »18 13 istem hoher Preis (for 5 hedebyskæpper rug eller 1/₈ læst), da der Schreiber die Verluste eher zu hoch als zu niedrig einschåtzt«, så er denne konstatering af to grunde vildledende. For det første er det, som gennemgangenaf regnskabet gang på gang vil vise, ganske überettiget at beskylde procuratoren for tendentiøst at vurdere tabene for højt. Dernæst er 9 mark lybsk pr. læst i forhold til datidens kornpriser aldeles ikke en høj takst, tværtimod er den så lav — kun ca. 50°/₀ af den faktiske værdi — at man umiddelbart må undres over samt overveje, hvorfor procuratoren har valgt at at regne med en takst, der ikke kan have haft gyldighed i hans samtid, men må høre det 14. århundrede til. Nogle beviser herfor. Under kejserprocessen 1424 anklagedes danskerne for at have beslaglagt eller røvet betydelige kvanta korn i Sønderjylland. Ved beregningen af den herved forvoldte skade sættes værdien af en hedebyskæppe rug til 8 sk. og af en hedebyskæppe havre til 6 sk., hvilket svarer til 20 mark pr. læst rug¹⁰ og 30 mark

8 Aakjær, anf. værk 204, 208, 213, 264; Kjell Runquist, Rymdmått, Vikter och Kronovårderingsvården i Kung Valdemars Jordbok, 21 note 19; Waschinski, Wåhrung, Preisentwicklung u. Kaufkraft des Geldes in Schleswig Holstein 1226^—1864 (Quellen u. Forschungen z. Geschichte Schleswig Holsteins XXVI,) 77.

9 Qu. VI Einleitung, 19, jf. ndf. s. 178 og note 56

10 40 x 8 = 320:16 = 20.

Side lttfi

pr. læst havre¹¹. En læst byg regnes til 25 mark¹². Priserne må ifolge sagens natur opfattes som maksimumpriser, men en sammenligning med samtidige lybske og rigsdanske priser viser dog, at de som ventelig ikke i afgørende grad afviger fra disse. I Liibeck kostede en lybsk læst rug i 1398 og 99 12 mark lybsk¹³. Da en lybsk læst var 24 tønder (å 4 schepel) og en lybsk tønde i størrelse svarede til en åbotønde¹⁴ (139 liter), har en lybsk læst rug et rumfang på 3336 liter, medens 40 hedebyskæpper rug i Sønderjylland har svaret til 4280^—4600 liter og følgelig efter lybske priser har haft en værdi af ca. 15¹/_2—172 ^—17 mark. En Scheffel byg (1(¹/₉₆ lybsk læst) kostede samtidig omkr. 2 sk., altså omkr. 12 mark (192 sk.) pr. læst. Da en åbolæst som sagt var 36 tønder, mens en lybsk læst var 24 tønder, har værdien af den åbolæst byg, som procuratoren arbejder med, været omkr. 18 mark.

Det fremgår af det anførte, at udgiverne har uret, når de karakteriserer en takst på 9 mark for læsten som en høj »pris« i 1437. Der kan heller ikke være tvivl om, at taksten stammer fra den benyttede jordebog 1352 og ikke fra procuratorens egen tid. Ifølge Jesse udmøntedes i 1433 i Liibeck af en mark sølv (233,8 gr.) 9 mark 13 sk. 4 den. penge¹⁵, d. v. s. at en læst korn på procuratorenstid har kostet omkr. 2 mark sølv, hvilket er dens normale

11 80 x 6 = 480:16 = 30.

12 SRD VII, 283: last (frumenti) pro XXV marcis; strengt taget udsiger dette kun noget om en læst »frumentum«; af konteksten fremgår imidlertid, at frumentum skal forstås som identisk med tripartita annona, rug byg og havre, og som følge heraf bliver prisen på en læst byg og læst frumentum den samme.

13 Joh. Hansen, Ueitråge z. Geschichte des Getreidehandels u. der Getreidepolitik Liibecks (Veroffentlichungen z. Geschichte der Freien u. Hanscstadt Liibecks I, 1), 129, jf. Johan Schreiner, Pest og Prisfall i Senmiddelalderen,

14 Aakjær anf. værk, 208.

15 W. Jesse, Der Wendische Miinzverein (Quellen u. Darstellungcn z. Hansischen Geschichte. Neue Folge VI), 209. Hermed stemmer på det nærmeste et par opgivelser fra Danmark fra 1442 og 1445, hvor 1 lod solv f¹ 16 mark solv) sættes lig 1 sk. grot (lig 9 sk. dansk-lybsk), hvilket giver 9 mark penge pr. mark solv, jf. Repertorium 1. rk. rir. 7219 og 7500.

Side 167

takst i 14. og 15. årh.16 I 1352 svarer 9 mark penge efter datidens
udmøntning — af en mark sølv udmøntedes på det tidspunkt
3 mark 9 sk. 11 den.17 — til omkr. 2121J2 mark sølv.

Man undres umiddelbart over, hvorfor procuratoren benytter sig af en så forældet takst. Overvejer man imidlertid de konsekvenser,der regnskabsmæssigt følger heraf, bliver man klar over, at han hermed tager stilling til de problemer, pengeinflationenellers ville indebære for hans opgørelse. Et konkret eksempel illustrerer dette bedst. 1352 ydedes 12 mark penge af Svavsted kirke. 1437 var ydelsen 6 mark. Nominelt er tabet 6 mark, reelt ligger tabet på grund af pengenes forringede værdi omkr. det dobbelte; udtrykt i korn svarer ydelsen i 1352 nemlig til P/g læst korn, men i 1437 kun til 1j_z læst. Når procuratoren imidlertid benytter taksten 9 mark pr. læst for 1437, forringer han tabet til 2/₃ læst. Det ræsonnement, der ligger bag denne beregningsmåde, der forringer tabet med 50°/₀ og givetvis må have været velovervejet, må være dette: Kun hvis nedsættelsen af pengeydelserne — i ovennævnte tilfælde fra 12 til 6 mark — kunne fikseres til et tidspunkt, da en læst har kostet omkr. 18 mark, ville det være berettiget at regne med denne takst. Er nedsættelsen derimod sket i årene umiddelbart efter 1352, er det for hans undersøgelse uvedkommende, at pengenes værdi er stærkt dalende i perioden. Hans erklærede formål er et vise, hvilke indtægtstab stormfloden 1362 og »krigene« har forvoldt, ikke hvad inflationen samtidigt har betydet. Skulle denne have været beregnet, måtte han have vidst, på hvilket

16 Jf. for eks. Roskildebispens jordebog (Danske middelalderlige Regnskaber, 3. rk., I), 73, hvor et pund korn sættes lig 1 sk. grot, hvilket giver 222²/₅ mark sølv pr. læst (12 x 1:5). Nøjagtig samme takst benyttes ved beregning af et skånsk godskompleks iet brev af 1349 5/₆, idet 24 ørtug korn sættes lig 12 mark skånsk, Dipl. Dan., 3. rk., 111, nr. 159; da 1 mark skånsk på samme tid svarer til 1 sk. grot, jf. brev af 1349 12/₈, anf. værk nr. 183, er læsten også i 1349 regnet til 222²/₅ mark sølv kølnsk vægt. Jf. også Aakjær, Maal etc., 268; den ene af de der anførte takster, 8 lødigmark pr. læst, skal uden tvivl fortolkes: 8 x 45 sk. = 360 sk. = 22*/₂ mark penge, hvis sølvværdi har svaret til 212¹⁽ ₂ mark sølv, jf. foregående note.

17 Jesse, anf. værk.

Side 168

tidspunkt hver enkel ydelse var nedsat, og hvad korntaksten var på dette tidspunkt, sikkert uopfyldelige betingelser. Ved derfor at regne med taksten 9 mark korn for hele tidsrummet udelukker han inflationsmomentet i sin opgørelse, en fremgangsmåde,der vidner om hans beregningers soberhed, men som også gør hans tal til deciderede minimumstal; det kan ikke være anderledes end at mange nedsættelser må være sket på tidspunkter,da taksten 9 mark pr. læst længst var forældet.

Til slut må nævnes, at den gamle danske møntenhed, øre penge, enkelte gange optræder i den af procuratoren benyttede jordebog af 1352. Da 12 øre penge omregnes til 9 sk. lybsk, og da 45 sk. lybsk som bekendt var lig 1 mark sølv, følger at 717¹/₂ mark dansk har været lig 1 mark sølv¹⁸.

2. Regnskabet er, som overskriften angiver, en opgørelse over »De formindskede indtægter på grund af krige og oversvømmelsen i Frisland«¹⁹. Deter klart, at for at få de tal frem, som belyser den fælleseuropæiske agrarkrise, må de tab udsondres, der skyldes den store naturkatastrofe, der 1362 ramte Slesvigs vestkyst. En anden opgave, der naturligt trænger sig på, er at få en samlet opgørelse over ydelserne i 1352 sammenholdt med de tilsvarende i 1437, altså ikke blot over differencen mellem disse, som procuratoren alene interesserer sig for, men en sammentælling af hans »bilag«, de specificerede ydelser 1352 og 1437.

Hvad der apriorisk skulle synes at være en overkommelig
opgave, viser sig i praksis at være forbundet med store vanskeligheder.Principielt
står disse i forbindelse med, at der normalt

18 Nøjagtig samme takst for marken findes i et privilegium af 1330 til Flensborg helligåndshus, Dipl. Dan., 2. r., X, nr. 249, idet 100 mark dansk her sættes lig 10 pund sterling, hvoraf følger, at 1 mark er lig 2 sk. engelsk, og af den bekendte ligning, 5 sk. grot = 15 sk. engelsk = 45 sk. lybsk =1 mark sølv, følger igen, at 7x7^x/_a mark dansk er lig 1 mark sølv. — Når udgiverne, Qu. VI, 17, forklarer ora denariorum som 3 den. sterling, brugt i denne betydning, fordi 1 øre var 3 ørtug, må denne forklaring uden tvivl forkastes.

19 Qu. VI, 54: Reditus diminuti per guerras et inundationem in Frisia.

Side 169

ikke består et simpelt forhold mellem procuratorens summa lateris og de på siden specificerede tab. Oftest er uoverensstemmelserneså store og de resultater, man i første omgang når til, så afvigende fra procuratorens sammentællinger, at man fristes til at lægge regnskabet til side som uforståeligt. Kun overbevisningen om dets store betydning inden for sit felt får en til atter at beskæftige sig med dets mange problemer.

Sammenfattende kan siges, at problemerne, som man praktisk talt møder på hver side i regnskabet²⁰, i hovedsagen bunder ito forhold. For det første findes der en del fejl i de overleverede tal, et forhold, der i betragtning af mængden af de latinske tal ikke er overraskende, eftersom regnskabet kun kendes i afskrift på anden hånd²¹. Trods alt er det imidlertid ikke det forhold, der volder de største vanskeligheder, langt større bryderier volder det forhold, at procuratoren stiltiende undlader at tage hensyn til en række posteringer. Sagen er den, at han ikke mekanisksammentæller differencen mellem de specificerede poster, han vurderer dem samtidig sagligt, om de hører hjemme i den opgave, han har sat sig. Således opføres straks på første side en ydelse på 2 læster rug, som Margretealteret 1352 oppebar af bispetienden i Risby. I 1437 var alteret nedlagt og bispetiendenvendt tilbage til bispestolen. Formelt havde kapitlet — i videste forstand — mistet en indtægt på 2 læster; når procuratorenvitterligt ikke medregner tabet, må hans ræsonnement antages at have været, at tabet skyldes en dispositiv ændring fra kirkeledelsens side og ikke udsiger noget om krigenes og stormflodens virkninger. En noget anden karakter har en række andre udeladelser, idet de skyldes de forhold, at oplysningerne i jordebogen 1352²² ikke altid er adækvate med hans målsætning.Således

20 Af de 28 summæ er det således kun lykkedes udgiverne at påvise fuld overensstemmelse i et tilfælde, Qu. VI, 66, note 1.

21 Qu. VI, Einleitung, 13.

22 Foruden de til tider meget fyldige udtog, procuratoren har foretaget, kendes jordebogen gennem trykkene hos Pontoppidan, Annales Ecclesiæ Danicæ 11, 181 flg., og SRD VI, 574 flg.; disse tryk — der ikke helt udnytter håndskriftsmaterialet — bygger på en tekstmæssig dårlig ekstrakt, vistnok fra 1601. Trods denne overleverings mangler, er den dog af stor betydning i en række tilfælde, hvor regnskabets formulering lader een i tvivl om, hvorvidt en postering horer til 1332 eller 1137.

Side 170

sætning.Såledeshavde kapitlet i 1352 betydelige kvotaindtægterefter brydesysteniet af landsbyen Hornse (Slogs h.), men i 1437 blot 1/₂ tønde snior. Differencen lader sig ikke beregne og udelades derfor i sammentællingen.

I de følgende tabellariske opstillinger over ydelserne 1352 og 1437 er udeladelser angivet med stjerne ud for den lokalitet, hvor de træffes. I de til hver side knyttede kommentarer, er der gjort opmærksom på, hvorledes posteringerne må forstås for at nå til procuratorens summa diminutorum.

Fol. A recto: tabene på denne side opgøres af procuratoren til 313¹/₂ læst korn, 15 hedebyskæpper rug, 15 sterlinger, 1 får og 12 høns. Kun ved tabet i korn er der en tilsyneladende uoverensstemmelsemellem procuratorens opgørelse og den tabellariske

Side 171

opstilling. Forklaringen er den, at procuratoren her som visse andre steder i regnskabet stiltiende omregner et tab i penge til korn. På siden optræder et tab på 18¹/₂ mark lybsk, som han efter taksten 9 mark lybsk pr. læst har omregnet til 49¹/₃ ørtug korn, hvilket sammen med et tab på 33 ørtug korn giver 82¹/₃ ørtug korn, afrundet til 3x3^x/₂ læst (84 ørtug) korn.

Pa siden findes tre tabsposter, som ikke er medregnet i
summa. Om Hornse hedder det:

Vicaria b. Katherine håbet in Sloxherd in parochia Rapsted villam Hornstede totam cum agris, pratis et omnibus aliis rebus; de equis dabantur poledri, de pecoribus butirum et de grege pecuaria, modo solvit nisi r/₂ lagenam butiri. Villa Hornstede deficit in una lasta siliginis, in poledris et pecoribus, quod forsan coloni antiquitus ibidem fuerunt villici videlicet bruthii.

Det er indlysende, at i dette tilfælde lader tabet sig ikke
beregne.

Den anden ikke medregnede tabspost er 2 læster korn i bispetiende af Risby sogn, som tidligere havde været henlagt til Margaretealteret i Slesvig domkirke. Margaretealteret var imidlertid nedlagt på procuratorens tid; dets jordegods i Højfjolde lagt til domskolen²³. Ved nedlæggelsen er bispetienden rimeligvis vendt tilbage til bispestolen²⁴. Når procuratoren derfor ikke lader de to læster korn i Risby indgå i summa diminutorum, er det rimeligvis ud fra det logisk rigtige ræsonnement, at en alternedlæggelse og en dispositiv omlægning af dets indtægter intet udsiger om det problem, han havde foresat sig at belyse: nedgangen som følge af krig og stormflod²⁵. Eksemplets principielle karakter er fremhævet ovenfor.

Den tredje post er af en mindre størrelsesorden. Ifølge jordebogen135

23 Qu. VI, 56, note 2, 86 og 62

24 Qu. VI, 232, note 2 og 365.

25 Strengt taget er det ulogisk, at han medregner Margaretealterets tidligere indtægt på 12 hedebyskæpper. Som vi skal se, retter han også på fol. B verso denne lapsus.

26 SRD, 581.

Side 172

bogen1352²⁶ havde Helligkorsalteret en toft i Solt, hvis ydelse ikke angives. Procuratoren har 1437 ikke genfundet denne toft, men har på grund af den ældre jordebog ikke kunnet bestemme tabet, hvorfor han blot noterer: Redditus de uno tofft diminutus est in Solte.

Fol. A verso²⁷. Sammentællingen lyder: Summa: XXII modii siliginis, IF/2 last ordei cum avena, fXX inarcacum post diluvionem vicarie b. Marie Magdalene, quae fortassis ignoraturf. Kun rug og byg-havre posten stemmer, den øvrige tekst, som der her er sat crux omkring, må være korrumperet i afskriften. Uanset at der ved umiddelbar læsning kan være tvivl om forståelsen af visse markposteringer, er det dog evident, at beløbet må ligge væsentligt højere end 20 mark. Ifølge opstillingen var tabet i penge 75 mark 12¹/₆ sk., -h 24 mark 9 sk. =51 mark 3^6 sk., og at dette resultat i det væsentlige falder sammen med procuratorens, fremgår af den nedenfor omtalte summa summarum, af hvilken der ses, at procuratoren har regnet med et tab på omkring 50 mark for denne sides vedkommende. Tabet af 70 demat jord i Sywertmanripe, et forsvundet sogn i Lundenberg herrred, er holdt uden for regnskabet²⁸.

En særlig bemærkning må knyttes til tabet i korn. Procuratoren opgør dette til 21/«2¹/« læst (60 ørtug) byg »cum avena«₅ ifølge opstillingen er tabet 68 ørtug. Forklaringen ligger i udtrykket lasta tripartite annone, videlicet siliginis, ordei et avene, som tidligere var ydet af Holstoft. Procuratoren har regnet de 8 ørtug rug til samme værdi som 8 ørtug byg, men holder de 8 ørtug havre for sig.₂₉

Fol. B recto30. Tabet i korn er ifølge procuratorens sammentælling9

27 Qu. VI, 56—58.

28 Det holdes også uden for opgørelsen i summa summarum; årsagen hertil er efter al sandsynlighed, at procuratorens kilde kun gav oplysninger om jordens værdi, ikke om dens ydelse; Qu. VI, 57: 70 demat ... in valore LXX marcarum; den korrumperede summa lateris har rimeligvis indeholdt en bemærkning herom.

29 Jf. ovf. Ekskurs, s. 165, hvoraf der af eksemplet fra 1424 fremgår, at en læst havre (24 ørtug) var dyrere end både rug og byg på grund af havrelæstens langt større skæppetal.

30 Qu. VI, 58—60.

Side 173

tælling9hedebyskæpper rug og 2 læster og 3 øre = 57 ørtug korn, hvilket korresponderer med opstillingen, idet 57¹/₇ ørtug er afrundet til 57. Vanskeligere er forståelsen af tabet i penge. Procuratoren opgør dette til 13¹/₂ mark, mens det ifølge opstillingener 32 mark 14 sk. (22 mark + 39 sk. lybsk, -f 45 sk. engelsk) ~ 23 mark 5 sk., hvilket giver en difference på 9 mark 9 sk. I første omgang tvivler man på, hvorvidt pengeposteringerne er opfattet rigtigt, en fornyet efterprøven viser imidlertid, at det er procuratoren, der har begået en lapsus. For tabet i Bosby og Gugelsby ser hans opgørelse sådan ud:

Vicaria St. Andree habet uiium colonum in Boosby solventem singulis annis XX septem solidos lubicenses. Item in Guggesbu unum colonum totidem. Item ibidem unum solventem XII Blub.

Colonus in Boosbu debet solvere VIII3 annone. Item unus colonus in Guggesbu totidem. Item ibidem alter colonus 1111 solidos annone.

Side 174

Kolonnen til venstre angiver, hvad landboerne yder 1437, til højre ydelsen 1352, nemlig 18 ortug korn, som indgår i tabsberegningen; men procuratoren overser, at de 66 sk., der ydes 1437 i stedet for kornydelsen, skal fradrages i slutopgørelsen. Til belobel skulle der derfor i overensstemmelse med, hvad han gør i andre tilsvarende tilfælde³¹ være knyttet bemærkningen: sed IV marce II sol. debent defalcari de vicaria St. Andree³².

31 Fx. Qu. VI, 72, 75, 76.

32 Strengt taget specificerees 13 mark 11 sk. og ikke 13¹ 2 mark, således også beregnet i udgaven jf. Qu. VI, GU, note 3. Deter muligt, at procuratoren har afrundet belobet; måske foreligger der dog en fejl i overleveringen, idet jordebogen 1352 har 5 sk. engelsk som ydelse af Langhorn, SRD. VI, 581, medens den overleverede tekst af regnskabet har 6 sk. engelsk, hvilket betyder en difference pa 3 sk. lybsk og et samlet tab pa netop 13¹/, mark. Procuratoren served sammentaellingen bort fra et lille tab pa 2 hedebysksepper havre (1(¹/₄₀ lsest). Desuden noterer han ved Gammelby »et fortassis etiam pulli cum denariis serviciorum non solvuntur«; nar procuratoren derfor ikke sidenhen ses at medregne tab i smaredsel, er det rimeligvis ud fra det rsesonnement, at en beregning af disse smabelob ofte var usikker og ikke mejen vserd.

Side 175

B verso³⁷ hører til en af de vanskeligst tilgængelige sider i regnskabet. Summa reddituum diminutorum lyder på una lasta siliginis, item una(m) lasta(m) ordei et avene cum ii (3 et xviij marce lub.

Ingen af disse tabssummer fremgår umiddelbart af de specificerede poster, uoverensstemmelserne er meget betydelige. På siden specificeres således et deficit i hedebyskæpper rug på 20 + 20 + 6 + 13 + 2 = 61 hedebyskæpper = 1211²¹/_4O læst og i ørtug korn på 5 + 9 + 18 + 36 + 3 = 71 ørtug korn.

Umiddelbart efter denne summa lateris følger en summa summarum for siderne A—B,A^—B, recto og verso, som ved første øjekast er lige så uforståelig, idet summa summarum aldeles ikke stemmer med sidernes sum.

Summen af korntabet er 919919/24 læster, altså væsentligt mindre
end anført i SS. Tabet i rug sammentælles til et beløb, der evident

33 Det beror vistnok på en lapsus, at procuratoren ikke regner med et tab på en ørtug korn i Tumby, da jordebogen 1352 anfører en ydelse på 2 ørtug korn, SRD VI, 581.

34 I Stadum var det desuden en »valentem silvam«, hvis ydelse hverken i 1352 eller 1437 specificeres.

35 Jordebogen 1352, SRD VI, 581, har 5 sk. engelsk

36 Jordebogen 1352, SRD VI, 581, har 12 ørtug.

37 Qu. VI, 60—63.

Side 176

må bero på en eksakt opgørelse, men ikke fremgår af de fire summæ diminutorum. Hvad er forklaringen? En gennemlæsningafB verso viser umiddelbart, at de to rugposter, der findes på sidens 1. halvdel, angiver et tab på 20 -+- 20 hedebyskæpper = 1 læst rug; da procuratoren som nævnt opgør tabet på B verso til 1 læst rug, må man drage slutningen, at sammentællingen af siden B verso kun omfatter en del af posterne. Hermed stemmer en anden iagttagelse. Som der i udgaven gøres opmærksom på³⁸, skifter notitsernes karakter midt på fol. B verso. Mens opstillingenpåførste halvdel er den samme som i den foregående del, nemlig først en spalte med ydelserne 1437, redditus prout nunc, dernæst en spalte med tabssummerne, redditus diminuti³⁹, har notitserne på sidens sidste halvdel den formulering, som ellers kun findes i den senere del af regnskabet, nemlig en opgivelse af spalteinddelingen og en sammenfatning af ydelse og tab i en enkelt notits⁴⁰, i evident modstrid med spalteoverskrifterne. Forholdet må derfor have været det, at B verso oprindeligt kun har været delvis beskrevet; procuratoren har betragtet opgørelsen over altrene som afsluttet og på foden af siden som sædvanligt sammentalt tabsbeløbet i den sædvanlige summa lateris. Under det fortsatte arbejde med de andre institutioners il i • 'ii i• i i i 4-11 4- 11 4lciu,cinem liiiluieri,iu uicVcl xCidi uv ci, dL cn iccis.±v c jjOsLcr, som han senere stødte på, hørte hjemme under og burde placeres under vikardømme-afsnittet. De indføjes derfor på den halvt beskrevne og allerede sammentalte B versoside. Hermed stemmer, at flere af disse notitser korresponderer med formuleringen i det senere afsnit om kapitlets fællesgods⁴¹. Klarest fremgår forholdet ved beskrivelsen i afsnittet Bona communitas prebendarum af Højfjolde i Søndergøsherred. Her noterer procuratoren, at af

38 Qu. VI, 62, note 3.

39 Uisse overskrifter er udeladte i udgaven, men findes i Ulrik Petersens ms. i rigsarkivet.

40 Fx. unum colonum in Ystedh, solventem iiii modios siligini?,, quondam VI modios, Qu. VI, 62.

41 Smlgn. Hojfjolde: Qu \T, 62 og <S3; Hjerent, 62 og 92; Sorup, 62 og 89; Idsted, 62 og 92.

Side 177

de fire bol, som kapitlet ejede, tilhørte de tre fællesbordet, det fjerde havde tidligere tilhørt Margretealteret, men var nu lagt til domskolen. Under beskrivelsen af Margretealteret⁴² havde procuratoren tidligere regnet hele den gamle ydelse af dette bol i Højfjolde på tabskontoen. Under behandlingen af præbendegodsetbliverhan klar over, at det rettelig bør opføres under domskolen. Han tilføjer derfor på den ledige plads på fol. B verso et afsnit om domskolen; tabet i Højfjolde opgøres i overensstemmelse med den senere notits til 6 hedebyskæpper rug. På denne måde kommer godset i Højfjolde til at optræde to gange, en gang med et tab på 12, anden gang med 6 hedebyskæpper.Dettehar procuratoren imidlertid været klar over, som vi senere skal se, fradrager han de 12 hedeby skæpper rug i summa summarum.

Udfra denne opfattelse af sidens genesis kan de to summæ
på siden forklares og de forskellige posteringer fortolkes i tabellariskopstilling.

42 F. A recto, Qu. VI, 56, smlgn. ovf. s. 171, Margretealteret var nedlagt 1437.

Side 178

lariskopstilling.Forklaringen må være den, at den forste summa lateris er den oprindelige sammentælling af de på siden opførte tab, mens summa summarum ikke alene omfatter de fire summæ lateris, men også de senere gjorte tilføjelser på fol. B verso.

Omstående findes de posteringer, som indgår i summa lateris. Den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem procuratorens opgørelse af tabet i rug til 1 læst og opstillingens difference pa 45 hedebyskæpper bunder i, at procuratoren lader de 18 sk. lybsk, der 1437 ydes af Karlum gå lige op mod 5 af de 25 hedebyskæpper rug, der 1352 var ydet sammesteds: deficit una media lasta (20 hedebyskæpper) computando istos XVIII (3 pro V modios; efter hans beregningsmåde er tabet altså differencen mellem 57 hedebyskæpper i 1352 og 17 i 1437.

Herefter følger en opstilling af de senere tilføjede posteringer,
der indgår i summa summarum.

Tilbage står at vise, at summen af disse tilføjelser -f de fire siders sum udgør procuratorens summa summarum: Summa redditum diminutorum vicariarum in toto II lastæ siliginis et XIII modii, XII laste annone, et octoginta marce cum LXX deymeth in Syvertmanrip.

Side 179

Som man ser, er de 80 mark en rimelig afrunding af de specificerede pengebeløb. På samme måde er de 12 læster korn en afrunding, nemlig af 9 læster -f- 2 øre — om disse to øre nærmere i det følgende 1- 8 ørtug havre⁴⁵ -f 50 ørtug korn =9 læster 4- 64 ørtug = 11 læster 16 ørtug. Hertil kommer blandt tilføjelserne et tab på 1 tønde smør i Langhorn; taksten for smør fremgår ikke andetsteds af regnskabet, men ifølge samtidige takster var 1 tønde smør =4 pund korn =8 ørtug korn⁴⁶ og kan ikke have været vurderet synderligt anderledes af procuratoren. Tabet bliver derfor 12 læster korn, idet den med smøret i 1352 korresponderende ydelse på l^x/₂ sk. lybsk i 1437 kun svarer til x/₄ ørtug korn.

Tabet i rug er som man ser eksakt sammentalt. Den tilsyneladende uoverensstemmelse mellem de posterede 105 hedebyskæpper (2 læster 25 hedebyskæpper) og totalsummen 2 læster 13 hedeby skæpper skyldes, som ovenfor fremhævet, at tabet i Højf jolde på 12 hedeby skæpper på A recto er urigtigt placeret og skal fradrages⁴⁷, da det rigtige tab på 6 hedebyskæpper findes anført blandt tilføjelserne.

43 Desuden 1 far og 12 hens, som procuratoren ser bort fra i SS, jf. note 32.

44 Se ovf., s. 172.

45 Se ovf., s. 172.

46 Aakjær, Maal etc., 269.

47 Se ovf. s. 171 og 177. Procuratoren siger ikke udtrykkeligt, at han fradrager de 12 hedeby skæpper, det følger alene af sammenhængen. På samme måde er det kun af sammenhængen, at man kan læse, at posteringen: Item in Schugby XI modios siliginis, antiquitus xxiiii, betyder, at tabet i Skovby er 11 hedebyskæpper, idet ydelsen i gamle dage var 24 hedebyskæpper. Læser man nemlig notitsen på den måde, at der 1437 ydedes 11 mod 24 i 1352, bliver deficiten 13 hedebyskæpper; i så fald må man, for at få sammentællingen til at stemme, antage, at procuratoren ved en lapsus har overset tabet på 2 hedebyskæpper i Idsted, men senere i regnskabet, Qu. VI, 92, bemærker han udtrykkeligt, at tabet i Idsted »prius notatum est et computatum.«

Side 180

Tilbage står nogle supplerende bemærkninger. I ovenstående slutopstilling er indsat et tabsbeløb på 2 øre. Ser man på opstillingen af fol. B versos oprindelige posteringer, fremgår der, at ydelsen 1352 var 53 ørtug korn og i 1437 21 ørtug korn; differencen altså 32 ørtug eller 2 læster 2 øre og 2 ortug. Det vil sige, at der i summa lateris: unam lastam ordei et avene cum II p> må være oversprunget II oris et (II (3), en letforklarlig overspringelse hos en afskriver.

M. h. t. de med stjerne mærkede posteringer, er det umiddelbart klart af notitsen om godset på Tåsinge, at dette ikke indgår i tabsberegningen⁴⁸. Det samme gælder notitsen om Hezel, i hvilken landsby Fruealteret »mangler« en landbo, som skulle have 3 mark guld i jord. Her er heller ingen afgifter at sammenligne. Noget mere kompliceret er forholdet med møllen uden for Slesvig. Den ydede 1352 30 sk. engelsk⁴⁹, procuratoren har ingen bemærkning om ydelse i 1437, men kan ikke have regnet med noget tab her, rimeligvis fordi han har haft en viden om, at møllen var solgt, mageskiftet eller afhændet på anden måde. At han ikke har regnet med de 30 sk. engelsk (= 555⁵/₈ mark lybsk) som tab, fremgår nemlig af hans summa lateris på 17¹/₂ mark. Bortset fra møllens ydelse opfører han for 1352 108 sk. engelsk + 56 sk. lybsk, mens ydelsen i 1437 var dalet til 96 sk. lybsk⁵⁰, differencen altså 284 sk. lybsk eller 17 mark 12 sk., afrundet til 17¹/₂ mark.

Endelig må noteres, at der i slutningen af dette afsnit er

48 Qu. VI, 62: debet habere bona in Doslandia; nescitur, quam multa et übi iacent et forsan vicaria non fuit in possessione in memoria hominum.

49 Qu. VI, 61, jf. jordebogen 1352 i SRD VI, 581.

50 De 18 sk. lybsk i Karlum afregnes som ovennævnt med 15 hedebyskæpper rug. — Småredslen i Ulsnæs på 4 tk. lybsk og 8 hons udelader procuratoren af regnskabet, smlgn. note 32.

Side 181

gjort notitser om diverse uvisse eller übestemmelige indtægter
i 1352, som ifølge deres natur ikke kunne gøres til genstand for
beregning51.

3. Ifølge procuratorens opgørelse har de 15 altre, (og domskolens forstander og domsognets præst) haft et minimumstab på 12 læster korn, 2132¹³/₄₀ læster rug og 80 mark lybsk, eller omregnet i tønder landgildehartkorn efter den ovenfor angivne omregning ialt 836 tønder. Efter den gennemførte analysering af regnskabets første fire sider kan procuratorens opgørelse suppleres med en opgørelse over ydelserne i 1352 og 1437. Taksten for smør, får, høns fremgår ikke af regnskabet, men må søges i andre kilder⁵². Det utilfredsstillende heri ophæves i praksis af det forhold, at værdien af disse poster i forhold til totalsummen er af forsvindende betydning.

Som man ser, er der kun en ringe forskel på den her beregnede
difference på 830 td.htk. og det af procuratoren beregnede tab
på 836.7 td.htk. At procuratoren tal er lidt højere, skønt han i

51 Qu. VI, 62^—63, fx. at rige ungkarle — ikke de fattige — hver betalte 18 den. til ungkarles årtid.

52 1 tonde smør er regnet til 12 td.htk., 1 får til x/₂ td.htk. og 24 høns til 1 td. Mk., jf. Aakjær, Maal etc., 269—70, 275 fig. — Taksten for rug, korn og mark lybsk er der redegjort for i Ekskurs ovf.; her erindres om, at 1 ørtug korn = I1I¹ 2 td. htk., 1 hedebyskæppe rug = 0,9 td.htk. og 1 mark Ivbsk = 4 td. htk.

Side 182

liere tilfælde runder tallene af nedefter, skyldes det ovenfor påviste forhold, at han under beregningen af B rectos summa ved en lapsus overser et fradrag i tabsbelebet på 4 mark 2 sk. lybsk = lG^I,^ td.htk., samt ser bort fra småredslen i summa summarum.

Vigtigere end denne lille uoverensstemmelse er det at understrege, at denne difference på 830 td.htk. afgjort er et minimumstal. Ydelserne i 1352 har været væsentligt større end 1430 td.htk., medens de i 1437 reelt har ligget betydeligt under 600 td.htk. wSom ovenfor fremhævet er ydelserne af landsbyen Hornse og af 70 demat land i Syvertmanripe holdt uden for opgørelsen⁵³. Af Hornse ydedes der 1437 kun 1/₂ tønde smør (ca. 6 td.htk.) mod 1 læst rug (36 td. htk.) plus andele af avisudbyttet af heste, køer og fæ i ældre tid. I Syvertmanripe, som gik tabt under stormflod, havde Mortensalteret haft 70 demat land til en værdi af 70 mark. Ydelsen har procuratoren ikke kendt, men andetsteds i regnskabet specificeres 422^x/₂ demat land med samlet ydelse i 1352 på 419 sk. engelsk⁵⁴. Efter gennemsnitstallet kan man derfor skønsvis beregne ydelsen til 70 x 3 sk. lybsk (1 sk. engelsk) = 13 mark 2 sk. = 52V₂ td. htk.

Det vil sige med Hornse og Syvertmanripe må ydelsen 1352
(eller umiddelbart forud55) have ligget ornkr. 1520 td. htk.,
kvotaydelserne af Hornse eksklusive.

De 600 td. htk. i 1437 er på sin side for højt beregnet, fordi procuratoren regner med, eller rettere sagt giver anvisning på⁵⁶ at regne med samme pengetakst i 1352 som i 1437, nemlig 9 mark lybsk pr. læst korn. Hans mål må som ovenfor fremhævet have været at koncentrere undersøgelsen om de to årsager, nemlig krig og stormflod. Fremgangsmåden indebærer dog automatisk,at

53 S. 171—72.

54 Qu. VI, 58, 61, 72, 73, 75, 85, 102.

55 Deter muligt, at Syvertmanripe er gået under i en stormflod for '1352, ligesom Hornse muligvis har været ode i selve året 1352.

56 Direkte bruger procuratoren taksten kun i det ovenfor citerede eksempel fra Karlum, s. 178, indirekte kan den udledes af flere af hans sammentællinger, for eks. fol. A recto og 0 recto.

Side 183

matisk,attabene formindskes betydeligt. For eks. ydedes der 1352 18 ørtug korn (= 27 td. htk.) af gods i Bosby og Gugelsby, men 1437 66 sk. lybsk. Efter taksten 9 mark pr. læst svarer de 66 sk. til 16V₂ td. htk., tabet er altså beregnet til 10^x/₂ td. htk. Ifølge kornprisen 1437 er de 66 sk. imidlertid kun ca. det halve, 8^x/₄ td. htk., værd, tabet i virkeligheden derfor 18¹/₂ td. htk. Værdien af de 71 mark l^x/₂ sk., som oppebæres i 1437, er derfor ikke 284.2 td. htk., for det beløb kan der på det tidspunkt kun købes omkring det halve kvantum korn. D. v. s. ydelserne i 1437 svarer ikke til 600 td. htk., men til ca. 460 td. htk.; det er det tal, der korresponderer med de 1520 td. htk. i 1352.

Af tabet skyldes ca. 120 td. htk. stormfloden, nemlig 89 sk. engelsk = 267 sk. lybsk =15 mark 11 sk. = 66³/₄ td. htk. i indtægt, som er tabt i Efkebøl, Langhorn sogn, og Offenbøl i Ejdersted som følge af stormflodskatastrofen⁵⁷. Hertil kommer de ovenfor nævnte omtrentlige 52 td. htk. i Syvertmanripe.

4. Efter analysen af regnskabets eneste summa summarum
følger herefter gennemgangen af regnskabssiderne C—O.C—O.

Fol. C recto⁵⁸ indeholder opgørelsen for 6afdeB præbenders⁵⁹ corpusgods, hvilket i hovedsagen bestod af grundejendom i Slesvig. Opgørelsen er af principiel interesse til belysning af krisens karakter; sammen med en modsvarende opgørelse på fol. G fremgår det nemlig klart af disse, at stiftsstaden Slesvig ligesåvel har været ramt af krisen som landdistrikterne.

Præbenderne har et deficit på 102 sk. lybsk, hvilket nøjagtigt
svarer til summa lateris: VI marce et VI sk. Herudover havde
præbende V haft et indtægtstab af kirkerne i Treldorp og Hyrup.

57 QU. VI, 58 og 61; det siges ikke udtrykkeligt, at indtægten i Offenbøl er gået tabt som følge af stormfloden; men senere i regnskabet siges hele sognet at være gået under, Qu. VI, 67, jf. 391 (registret) og P. Lauridsen Hist. Tidsskr. 6. rk. V, 202 og 220.

58 Qu. VI, 63—66.

59 Om domkirkens institutioner se Klaus Harms, Das Domkapitel zu Schleswig (1914).

60 15 sk. engelsk + 12 ore dansk = 45 + 9 sk. lybsk.

Side 184

Ydelsen af Hyrup var dalet fra 1 pund sterling (60 sk. lybsk)
til 32 sk. lybsk i 1437, tabet på siden altså ialt 8 mark 2 sk.61

Fol. C verso⁶² fortsætter med præbenderne VII og VIIVs corpusgods og går derefter over til opgørelse af tabet for de 8 præbenders fællesgods (bona communia). En væsentlig plads indtages her af nedgangen i census regis i Frisland. Oprindelig en statsskat var denne på et tidspunkt mellem 1231 og 1352 blevet overladt kirken i Slesvig⁶³. Stormfloden 1362 betød i mange tilfælde en nullificering af denne ydelse.

Korntabet, 4 øre korn, stemmer med procuratorens beregning; ved de andre poster er der visse mindre uoverensstemmelser. Tabet i rugen opgøres til 13 hedebyskæpper, men i den os overleverede tekst specificeres kun 12 hedebyskæpper. Ydelsen i penge 1352 er 49 sk. engelsk -j- 137¹//₂ den. engelsk +13 sk. lybsk = 194 sk. lybsk 6 den., der vistnok i sammentællingen opgøres til 12 mark 2 sk. (= 194 sk.). Det synes, som om procuratoren har overset, at der i 1437 dog ydedes et par småbeløb i penge⁶⁴.

61 Kirken i Trelstorp, der 1340 var blevet annekteret til en af de 8 præbender, Dipl. Dan., 3. rk., I, nr. 69, må efter 1352 være blevet magelagt til de 16 præbender, til hvis besiddelse den henregnes og beregnes på fol. H, Qu. VI, 84.

62 Qu. VI, 66—68.

63 Jordebogens, SKU VI, 584_—85, og procuratorens oplysninger om census regis indeholder adskillige hidtil uudnyttede oplysninger af interesse for den middelalderlige fiskalhistorie.

64 Helt sikkert er det dog ikke, idet der er muligt, at der findes nogle småfejl i overleveringen; en eding i Jordfleth siges at yde 7 den. engelsk, Qu. VI, 68, men i jordebogen 1352, SRD. VI, 584, 17 den. engelsk; i Oldenhever opgiver jordebogen 1/₂ sk. engelsk rnere i ydelse end regnskabet; tilsammen 16 den. engelsk = 4 sk. lybsk i merydelse 1352, Som der i udgaven gøres opmærksom på, er der endvidere rimeligvis i regnskabet 1437 en fejl i angivelsen af ydelsen for Poppenbøl, idet Tl/«T¹/« sk- lybsk vistnok skal læses 717¹,₂ den. lybsk. I praksis har disse småafvigelser dog ingen betydning.

Side 185

65 Teksten har 717¹,₂ sk., der efter al sandsynlighed beror på en fejl i overleveringen, jf. Qu. VI, 68, note 2 og noten ovf.

Side 186

Ikke medregnet i summa er 16 mark penge, som præbende VII havde af kirken i Broager. Årsagen hertil er rimeligvis den, at denne kirke forst omkr. 1385⁶⁶ var blevet annekteret til præbenden, en sammenligning mellem 1352 og 1137 var folgelig udelukket.

På folio D recto67 fortsættes og afsluttes opgørelsen over census
regis i Frisland.

Omregnet i lybske skillinger var ydelsen i 1352 3091/2 sk.,
i 1437 2341/2--2357/12; dilTerencen altså ca. 74 sk. lybsk, i
summa diminutorum afrundet til 4141/2 mark lybsk (=72 sk.).

Folio 1) verso68 indeholder tabsopgørelsen for præbenderne

66 Repertorium 1. rk. nr. 35025.

67 Qu. VI, 69—70.

68 Qu. Vr, 70—72.

Side 187

Avbæk, Rike, Tolk og Morsum. I summa lateris er tabet opgjort til 28 mark lybsk og 4 læster korn; herfra skal dog fradrages 4 mark lybsk, som »nu« ydes af præsten i Løjt i stedet for ældre indtægter; desuden bemærkes, at »redditus vicariæ« (d. v. s. præstekaldets indtægter) non sunt computati«. Præbenden Avbækhavde 1352 i jordebogsindtægter af landsbyen Avbæk 47 ørtug korn, 6 sk. engelsk og 24 høns. Af den annekterede kirke i Løjt ydedes samtidig 3 mark lybsk og 18 ørtug korn til præbendeindehaveren. Præbenden Rike havde i Haksted forskelligtjordegods, der 1352 ydede 4 pund sterling (=ls mark lybsk), men 1437 kun 2 mark lybsk. Præbenden Tolk havde i Tolkmark 6 mark guld i jord, hvoraf der 1352 ydedes 9 ørtug korn, men i 1437 kun 18 sk. lybsk. Præbenden Morsum havde 1352 af kapellerne Morsum, Hamm og Lith en indtægt på 18 mark lybsk, men i 1437 kun 7 mark 6 sk.

I ørtug korn er tabet: 30 + 24+17 + 18+9—98 ørtug; herfra skal drages 18 sk. lybsk, som »nu« ydes i Tolk i stedet for den tidligere ydelse på 9 ørtug korn. Efter taksten 144 sk. = 1 læst er 18 sk. =3 ørtug korn, tabet altså 95 ørtug korn samt 24 høns, hvilket af procuratoren afrundes til 4 læst korn (96 ørtug). Tabet i mark lybsk er: 121²/₁₆ + 3 + 13 + 10¹⁰/i₆ = 27 mark 12 sk., af procuratoren afrundet til 28 mark. Herfra skal dog drages 4 mark lybsk, som præsten i Løjt »nu« yder i stedet for de tidligere store ydelser af præbenden Avbæks jordegods.

På siden nævnes udover disse poster to annekskirker Sørup og Vilstrup uden tabsangivelse. Årsagen hertil fremgår klart af en sammenligning med jordebogen 1352. Her hedder det om præbenden Tolk: »huic præbendæ annexa est ecclesia Wilstorp cum pertinentiis suis«⁶⁹. 1437 udskriver procuratoren ordret denne notits⁷⁰, men kunne selvfølgelig på dette grundlag ikke beregne tabet. Tilsvarende forholder det sig med kirken i Sørup; denne var annektere til præbenden Rike, men i hvert fald i den foreliggende udskrift af jordebogen 1352 nævnes kirken i

69 srd vi, 575.

70 Qu. VI, 71.

Side 188

Sørup ikke. Kirken var 1338 9. september af hertug Valdemar 3. overdraget til præbenden Rike, en overdragelse som biskop Hellembert af Slesvig stadfæstede 1339 2. februar⁷¹. Af disse dokumenter kunne procuratoren dog kun læse, at præbendeindehaverentilgengæld for denne henlæggelse var forpligtet til at holde tre årtider om året for hertugen og hans forfædre, og at han ved hver årtid skulle fordele 8 sk. sterling til kannikerne og 8 sk. lybsk til vikarerne ved domkirken, altså årligt 24 sk. sterling -(- 24 sk. lybsk = 96 sk. eller 6 mark lybsk. Når procuratoreni1437 gør en notits i sit regnskab i overensstemmelse med denne bestemmelse⁷², er det sikkert for at erindre om, at der hvilede en hypotek på præbenden Rike til fordel for domkirkens kanniker og vikarer. En sammenligning mellem

71 Dipl. Dan., 2. rk., XII, nr. 108 og nr. 139.

72 Qu. VI, /I: Huic prebende est annexa ccclesia Syodorp cum omnibus emolumentis, nisi quod prebendatus solvat annuatim de ecclcsia prefata VI marcas pro memoria ducum Sleswicensium.

Side 189

ydelser til præbenden Rike i det 14. årh. og på procuratorens tid lod sig derimod ikke foretage. Ligesom ved kirken i Vilstrup undlader han derfor som formålsløst at notere, hvad Sørup kirkes ydelse beløb sig til i 1437.

Skildringen af præbenden Avbæk hører til regnskabets mest detaillerede; den tillader bag om de nøgterne tal et indblik i, hvilke indgribende ændringer i afgifts-, drifts- og ejendomsforhold, der fulgte eller kunne følge i krisens spor.

I 1352 bestod præbenden Avbæk af følgende gods og indtægte
r73:

1. Avbækgård (Løjt sogn, Rise h.) med sit enemærke samt
2121/2 otting i Svend Asgitsens bol. Bryden på Avbækgård
ydede årligt 30 ørtug korn (= 45 td. htk.).

2. Møllen i Avbæk ydede 24 ørtug korn (= 36 td. htk.).

3. Fæsteren Thomas Krag havde 2 otting jord i Præstebol,
hvoraf han ydede 12 ørtug korn (= 18 td. htk.).

4. Fæsteren Niels Estesen havde 2 otting jord i Holdensvensbol, hvoraf han ydede 5 ørtug korn (= 7,5 td. htk.) foruden en ikke specificeret afgift for communitas⁷⁴, d. v. s. for den på gården af grundejeren investerede kapital i form af besætning og løsøre.

5. 12 landboere (coloni) ydede hver 6 sterlinger og 2 høns (= ialt 72 sterlinger = 6 sk. lybsk. = 4V₂ td. htk. + 24 høns)⁷⁵. —De ringe afgifter viser, at disse landboer har haft arbejdspligt til brydegården.

6. Kirken i Løjt ydede 3 mark lybsk (= 12 td. htk.) og 18
ørtug korn (= 27 td. htk.).

7. I Åbenråskoven havde præbenden 1/2 otting; nogen afgift

73 SRD VI, 575, sammenholdt med Q. VI, 70.

74 Når der i SRD VI, 575, efter præler communitutem fortsættes med quæ quidem 2 alting nunc håbet, må det opfattes som en ufuldstændigt overleveret notits om et senere fæsteskifte. I regnskabet 1437 er denne notits udeladt.

75 1 det 16. årh. regnedes 24 høns = 1 td. htk., jf. Aakjær, Maal etc., 276.

Side 190

anfores ikke, sandsynlig har skovparten vaeret beregnet til
ovennaevnte bonders forbrug af tommer og braendsel.

8. Præstekaldet i Lojt havde 2 otting i Præstebol, tienden af landsbyen Skovby, beregnet til 24 ortug korn, samt en toft, i hvilken der kunne sås 5 ortug korn. Denne post angiver utvivlsomt, hvad der var henlagt til underhold af den vikarpræsi, som præbendeindehaveren malle holde i Lojt, og var altså ikke en umiddelbar indtægtskilde for præbenden (»redditus vicariæ non sunt computati«).

I 1352 var præbendens nettoindtægt 150 td. htk. + 24 høns + en übekendt ydelse af »communitas« i Niels Estesens fæstegård. I 1437 var nettoindtægten reduceret til 4 mark lybsk (= 16 td. htk.), rundt regnet 1/₁₀ af ydelsen 1352 (endnu mindre, hvis den højere kornpris tages i betragtning).

Afgiften af selve kirken i Løjt var reduceret fra 39 td. htk. i 1352 til 16 td. i 1437. Men hvor er det betydelige jordegods, som præbenden ejede i 1352 blevet af? Procuratoren ved det ikke med sikkerhed, men fremsætter den formodning, at indtægterne af dette gods er tillagt sognepræsten. »Ista prebenda pro nunc temporis, ut putatur non plus håbet quam 1111 marcas de rectore in Loytenes et in forevi memoria idem rector solvebat VIII marcas et forsan redditus supradicti sunt applicati rectori supradicto«.

To påfaldende omstændigheder må fremhæves. For det første, at man i 1437 inden for kapitlet i Slesvig øjensynligt ikke har haft nogen sikker viden om, hvornår og hvorledes det store jordegods, som præbenden ejede i 1352, er gledet kapitlet af hænde; for det andet, at hvis den i kapitlet herskende antagelse er rigtig, nemlig at jordegodset er tillagt præstekaldet i Løjt, er det i første øjeblik nærmest uforståeligt, at de økonomiske følger heraf har været en nedsættelse af præstekaldets ydelser lil præbenden.⁷⁶

76 Selv ydelsen på 8 mark penge, som præsten »in brevi memoria« ydede til præbenden er jo mindre end ydelsen af kaldet 1352. Med vendingen yin brevi memoria« sigter procuratoren sædvanligvis til tiden omkr. 1400_—1410, fra hvilken tid der findes en indtægtsliste for kapitlet, jf. Qu. VI, 6—8 og ndf. s. 227.

Side 191

At den af procuratoren fremsatte formodning, at jordegodset er overgået fra præbenden til præstekaldet, er rigtig, bevises af et sognevidne fra 1456, eller rettere sagt er en konsekvens af dette. Ifølge sognevidnet havde præsten i Løjt, Jens Hansen, efter gudstjenesten 1. søndag efter påsken 1456 udbedt sig et vidnesbyrd af de ældste og viseste sognebørn om, hvorvidt det jordegods, han opregnede, ikke så længe man kunne mindes, havde været i Løjt sognepræsts værge, »und bekannden des alle, dat herr Johann Ponach und herr Nighels Reff und eere vorfahren wente nu de vorberoerte ottinghe, wysche und akkere roweliken hebben gehad«. Det jordegods, sognevidnet tager sigte på specificeres således: 1 gud i deme kerckdorpe tho Luchte, gheheten Kolmhole, un tofft, de heet Hogherod, 1 øre landes, item 2 buwestede in dem dorpe Bodem, dat he wente nu roweliken beseten hefft, mit 2 tofften, 2 ortich landes und wysche norden darby und siidcn wente midden to deme strome; item osten darby, dar 1 tofft twischen lycht, de dem prestere nicht to hørt, dar neghest by 1 tofit, 1/₂ ortigh landes und wysche dar siiden by, beholden to weswende alle de ottinghe und toffte, de heer Jens in siner were hefft, de in der kerken rekenskapboke bescreven synt; item in dem dorpe to Schuby und in dem velde darsiilvest 2 akkere up Bydderholt, 2 uppe Langheholt, 2 akkere upp Eerbergh, 2 akkere uppe Swensbergh, 1 akker norden up Suttensberch, 1 akker siidden up deme siilven berghe, 1 by Sturshøghe, 5 up Bastkerholt 1 up Berkmosebergh, 2 uppe Wester Berkmosebergh, 2 siiden Trendbergh, 2 akker by der norder riige, 2 up Stolding marck by Smørdal ok wysche dar mede by und myt der meer«⁷⁷.

Ifølge tingsvidnets ordlyd havde ikke alene den daværende præst Jens Hansen, men også hans to forgængere haft dette gods i deres værge; vi kan derfor gå ud fra, at sådan har forholdeneværet i år 1437, da procuratoren i Slesvig noterede, at godset Løjt sogn »vistnok« var tillagt præsten der. Men hvordan

77 Repertorium 2. rk., I, nr. 588.

Side 192

er det kommet bort fra præbenden? Til belysning af dette spørgsmålskal her fremdrages et par andre eksempler, der viser hvilke indgreb i ejendomsretten krisen i det 14. årh. kunne medføre, hvor den forekommer i mest outreret form. Ifølge jordebogen 1352 havde ridderen Godskalk Limbæk skænket 4 gårde i en landsby »Norhug« iNy herred⁷⁸. Hertil knytter procuratoren den inegel sigende bemærkning: »Denne landsby kan jeg ikke opspore, hvor den ligger, og kapitlet har i mands minde ikke haft besiddelserder«. Ifølge sin beliggenhed i Ny herred kan landsbyen ikke have ligget mere end højst 30 km fra Slesvig, alligevel er den i løbet af 2—32^—3 generationer forsvundet så totalt, at procuratorenikke formår at stedfæste den og gøre lovhævd på jorden. Eksemplet er et talende vidnesbyrd, hvilket omfang ødegodset må have haft. Et andet eksempel af samme art findes i den omtrent samtidige Slesvig bispestols jordebog. »In villa Hesel dominus episcopus håbet II bona; illa sunt confusa per illos de castro, qui uillas desertas et terras circumiacentes indifferenter vi colunt ad allodium suum«. Denne bemærkning i jordebogen 1462 uddybes af en anden skriver, der indhæfter en seddel af følgende ordlyd: »Informacio de agris in Hesel et occupatoribus eorundem. Infrascripti, vt veraciter inquisitio fieri poterit, occupant agros domini in Hesel et nec dant decimas nec hura soluunt ex eisdem: Iwer Stubbe« (0.5.v., ialt navne på 10 bønder).⁷⁹

Af en følgende bemærkning fremgår, at landsbyen Hesel er blevet øde under krigen mellem Danmark og Holsten i første trediedel af det 15. årh., og at bønderne da flyttede fra bispens gods og fæstede gårde andetsteds⁸⁰.

Der er iøjnefaldende lighedspunkter mellem disse to eksempler

78 SRD. VI, 583, jf. Qu. VI, 88. — Godskalk Limbæk døde omkr. 1335, Dipl. Dan., 2. rk., XI, nr. 225.

79 Qu. VI, 212—213.

80 Item Jeppe Boddissen in Rise asseruit, quod quando villa fuit constructa et inhabitata, tune pater suus ibi habitabat, et tempore guerrarum villa destructa et desolata pater suus se transtulit ad Kolstorpp, prout communicavit pater suus et Jurgen Agges, coloni in Zost. — Notitsen må forstås som led i indsamlingen af vidnesbyrd om, at bispen er rette ejer til godset i Hesel.

Side 193

på ødelæggelse. Forskellen er, at medens kapitlets gods i »Norhug« er og forbliver tabt for kapitlet, fordi det ikke engang formår at lokalisere landsbyen, er bispestolen i tiden omkr. 1462, da dens jordebog affattedes, i stand til at fremskaffe vidnesbyrd om forholdene en generation forud. Kapitlets gods i »Norhug« må derimod være blevet øde væsentligt tidligere, eftersom ingen i 1437 i kapitlet mindes noget om denne landsby. I denne periode, 1352 til ca. 1400, må også Avbæk præbendens gods være blevet øde, eftersom ingen inden for kapitlet i 1437 har præcist kendskabtil dets skæbne. På et eller andet tidspunkt må en præbendeindehaverreelt, men ikke formelt — eftersom transaktionen i så tilfælde ikke ville have været übekendt for kapitlet i 1437 — have overladt dispositionsretten over jordegodset til præbendens vikarpræst i Løjt. Da præstens ydelse til præbenden i samme tidsrum nedsættes, kan det ikke alene have været præbendens gods, der har ligget øde, den samme skæbne må have ramt andet gods i sognet, hvorved den økonomiske basis for præstens eksistenser blevet forringet. På det tidspunkt, da godset overlades til præsten, kan dets værdi ikke have været vurderet ret højt; fra præbendens synspunkt var overladeisen til dens vikar dog trods alt en fordelagtigere ordning end den fuldstændige opgivelse af kontrollen med ødegodset, som på samme tid skete i »Norhug«. Tingsvidnet 1456 sammenholdt med jordebogen 1352 viser, at præsterne i Løjt har genopbygget godset på en ganske anden måde end i 1352. Forklaringen er sandsynligvis den, at ødegodsi stort omfang har muliggjort fordelagtige mageskifter under omlægningen af landsbymarkerne i sognet.

Fol. E recto⁸¹ omfatter regnskabet for præbenderne V—VIIIV^—VIII og en del af præbende XI. Tabet opgøres til 44 mark⁸², 5 sk. penge samt 2 læster korn. Kornregnskabet er let forståeligt og fremgår umiddelbart af følgende oversigt.

Pengeregnskabet er mindre klart og byder på adskillige
vanskeligheder. Præbende VI havde 1352 som indtægtskilde

81 Qu. VI, 72—74.

82 Således Ulrik Petersens manuskript i rigsarkivet; udgaven har fejlagtigt 43 mark.

Side 194

»ecclesiam Bumer cum decimis et prouentibus suis« samt 12 edinger i Frisland; om forholdene 1437 siges: »mine nil aliud håbet quain quator vel quinque marcas lubicenses, que quondam forsan solvebat XII vel XV marcas«. Udtalelsen er jo ret upræcis, af sammentællingen fremgår imidlertid, at procuratoren for en gangs skyld må have regnet med maksimum⁸³. Opgivelsen om tabet i sognet Yvelek, der 1362 gik under i stormfloden volder ligeledes vanskeligheder. I jordebogen 1352 siges ydelsen af sognet at være iiij pund sterling (^l3 mark 2 sk.), mens den overleverede tekst af procuratorens regnskab har iii libre sterling(=ll mark 4 sk.) et plus. Sammentællingen viser imidlertid, at procuratoren må regne med 3V₂ pund sterling som den ældre ydelse⁸⁴, kun på den måde kan tabet bringes op på de 44 mark 5 sk., som Ulrik Petersens tekst har. Udfra samme ræsonnement må regnskabets bemærkning om, at præbende V havde en toft i Slesvig med ydelse på 2 sk. engelsk, af hvilke der blev afholdt en messe for biskop Bertold (f1307), forstås på den måde, at ydelsen er gået tabt 1437⁸⁵. Procuratoren siger det ikke udtrykkeligt,for ham har forholdet været klart. Vi kan kun nå til denne indsigt ved at efterprøve sammentællingen. Sammentalt bliver tabssummen 44 mark 919¹/₂ skilling. Det må derfor antages, at et gennemstreget x(= 1j₂) i den afskriftsmæssige overleveringer blevet fejllæst for v. Andre muligheder har været overvejet,men fører til mindre tilfredsstillende resultater.

Fol. E verso86. Tabet opgøres til 3 læster korn, 6 hedebyskæpperrug

83 Årsagen hertil er muligvis den, at jordebogen 1352 ikke indeholdt nogen angivelse af præbendens indtægt, jf. SRD. VI, 575: Præbenda Borner håbet annexam ecclesiam Borner cum decimis et prouentibus suis, og at oplysningen om den gamle ydelse på 12^—15 mark stammer fra mundtlig meddelelse af ældre kanniker efter hukommelse, jf. at indehaveren af præbende XVI i 1437, dominus Smiter, (Qu. VI, 76) allerede nævnes som kannik i 1383, se Harms, Das Schleswiger Domkapitel, 131. Procuratoren kan have ræsonneret, at disse opgivelser under alle omstændigheder måtte betragtes som angivende minimum i forhold til tiden 1352.

84 D. v. s. Ulrik Petersens afskrift må fejlagtigt have iii for iiij.

85 notitsen ma korrespondere med jordebogen 1352's knappe formulering : Item fundum ad Slyam, qui solvit 2 solid, sterling. SRD. VI, 575, Præbenda V sidste linie.

86 Qu. VI, 74—75.

Side 195

skæpperrugog 26 mark 3131/2 sk. lybsk; fra sidstnævnte beløb
skal dog fradrages 14^2 mark lybsk, som 1437 ydes i stedet for
ældre kornydelser.

Kun tabet i rug svarer nøjagtigt til de på siden specificerede poster. I den siden forsvundne landsby Bethelund i Bov sogn (Vis h.) havde præbende IX gods, der i 1352 ydede 6 hedebyskæpper rug. Godset havde i 1437 ikke været beboet »i mands minde«.

Ydelserne i korn er, som det fremgår af den følgende oversigt, dalet fra 96 ørtug til 23 ørtug, tabet er altså 73 ørtug, af procuratoren afrundet til 3 læster (72 ørtug). Procuratoren undlader — uden at gøre bemærkning herom — at tage hensyn til, at præbende X 1352 havde 3 mark guldsjord i Bjerent (Strukstrup h.), der da ydede 9 ørtug korn. Forklaringen er, at posten indgår i beregningen af tabet for alt godset i Bjerent på fol. L recto.

87 6 mark i Torp (nu Dorphof) er lagt til præbende VII som erstatning for totaltabet i Yvelek.

88 Ydelsen 1437 af Skodsbol medregnes under Dybbøl på næste side.

Side 196

Større vanskeligheder volder forståelsen af tabsbelobet i penge. Det opgives som nævnt til 26 mark 313¹,₂ sk., men der ma givetvis foreligge en fejl i overleveringen, dels fordi der ikke specificeres noget beløb, der ville resultere i et brudt skillingbeløb, dels fordi de specificerede tab væsentligt overstiger dette beløb. De er bogført således: Præbende X havde i 1437 en indtægt pa 90 sk. lybsk af 6 byejendomme, hvad disse havde ydet. i 1352 siges ikke direkte, men i slutopgørelsen hedder det: »Debent defalcari VII marce de prebenda prepositi Grummonis«, d. v. s. præbende X. De to af disse syv mark stammer fra Espenæsgård (Svansø) som i 1352 havde ydet en læst korn, men i 1437 ydede 2 mark lybsk. De fem mark (80 sk.) må derfor skulle fradrages i det ovenanførte beløb på 90 sk. Baggrunden for denne ejendommelige bogføring findes i jordebogen 1352⁸⁹. I denne opføres 5 byejendomme i Slesvig med en samlet ydelse på 30 sk. engelsk (90 sk. lybsk); d. v. s. 5 ejendomme i 1352 yder det samme som 6 ejendomme i 1437. Uden at formulere det i teksten må procuratoren derfor have foretaget en mellemregning i hovedet og beregnet eller rettere sagt skønnet, at ydelsen af de fem ejendomme, som præbenden allerede ejede 1352, er dalet med 10 sk.

Af møllen »Swakkesmoie« uden for Slesvig havde præbende XI i 1352 haft en indtægt på 6 mark lybsk. I 1437 havde den ingen indtægt af møllen. Præbende XII havde 1352 engstrækninger ved kirken i Risum (Bøking herred), som ydede 4 pund sterling (= 240 sk. lybsk = 15 mark); i 1437 var denne indtægt fuldstændigt gået tabt som følge af stormfloden. Præbende XIII havde enge i St. Johannes sogn på Før, der 1352 ydede 20 sk. sterling, men i 1437 kun 18 sk. engelsk, og i Osterhusum (Søndergøs h.) agre og enge, af hvilke der i 1352 var ydet 8 sk. engelsk, men i 1437 kun 4 sk. Endelig havde præbende XIV en indtægt på 10 sk. engelsk af en mølle uden for Slesvig, som i 1 137 intet ydede.

Summen af disse tabsposter er 29 mark 10 skilling, mens
tabet i den foreliggende tekstoverlevering opgives til 26 mark
3131 2 sk. Men desuden findes der pa siden en tabspost, som ikke

89 SRD. VI, 576.

Side 197

lader sig bestemme, idet der må være en lakune i teksten vedrørendeBomsted,
således at ydelsen 1437 er gået tabt90.

Resultatet af denne analyse er altså, at det overleverede tal på 26 mark 313¹/₂ sk. givetvis må bero på en fejl i overleveringen, at tabet uden medregning af Bomsted er 29 mark 10 sk., hvorfra skal drages 14^2 mark som ydes i 1437 i stedet for ældre ydelser; minimumstabet er altså 15 mark 2 sk⁹¹.

90 Jf. f. eks. teksten for Bomsted med den umiddelbart efterfølgende for Østerhusum: Item in villa Bomsted in parochia Trelstorp håbet agros et prata de quibus dantur XX sol. sterl. Item in Osterhusum agros et prata de quibus dantur VIII solid, sterling, modo nisi quatuor solidi.

91 Ydelsen i penge er 1352 118 sk. engelsk + 6 mark lybsk + 90 sk. lybsk (= 354 + 96 + 90 sk. lybsk = 540 sk.) = 33 mark 12 sk.; i 1437 er ydelsen 22 sk.engelsk (= 66 sk. lybsk) + 14V₂ mark = 18 mark 10 sk. lybsk.

92 Indbefattet ydelse af Skodsbøl.

Side 198

Fol. F recto93. Tabet opgøres til 23 mark, 45 hedebyskæpper
rug og 4 øre korn; i stedet for de 4 øre korn oppebæres 1437 dog
4 mark, som altså skal drages fra de 23 mark.

I Egvad (Sd. Rangstrup h.) havde præbende XVI i 1352 haft 10 hedebyskæpper rug; i 1437 havde jorden ligget øde i længere tid, end nogen kunne mindes. Af en molle uden for Slesvig havde mølleren Andreas i 1352 lovet årligt at give 35 hedebyskæpper rug. I 1437 var møllen øde. Disse to poster giver tilsammen det bogførte tab på 15 hedebyskæpper rug. Desuden havde samme præbende i Vej bæk (Lundtoft-Vis h.) 6 hedebyskæppe rug, som var gået tabt (neglecti) i 1437; men efter procuratorens formening (ut credo) var den ydelse på 1j₂ tønde smør, som Benedikt Ahlefeld (på Søgård) ydede for en landbo i Vilsbæk (naboby til Vej bæk) trådt i stedet for denne ydelse⁹⁴; procuratoren lader derfor denne ydelse 1437 gå lige op med ydelsen i 1352.

I »Ware« (forsvunden bebyggelse i Bov s., Vis h.) havde præbenden 1352 haft en indtægt på 4 øre korn, men da grev Klaus af Holsten (f 1386) havde bygget borgen Nyhus på denne landsbys jord, havde præbenden i stedet for fået 4 mark i indtægter af Grumtofte kirke (nu Grundhof i Angel). Deter disse 4 mark, procuratoren fradrager i den ovenanførte slutsum.

I Efkebøl (Norgøs h.) havde præbende XV i 1352 haft 30 sterling (=5 mark 10 sk. lybsk) i indtægt, men jorden var i følge kapitlets jordebog gået tabt under stormfloden⁹⁵. Procuratorenbemærker dog, at præbendeindehaveren i 1437 har 4 mark lybsk af Efkebøl. »Utrum de eisdem bonis dicat ille,

93 Qu. VI, 75—77.

94 »sed in Wyvelsbek, ut credo, håbet unam mediam lagenam butiri de Benedicto Aleveld, qui utitur colono isto tanquam suo proprio«. Meningen må være den, at jorden i Vejbæk i 1437 dyrkes af Benedikt Ahlefelds landbo i Vilsbæk, men at Benedikt anerkender kapitlets ejendomsret til jorden i Vejbæk ved at yde kapitlet 1_\ tønde smør.

95 Ita canit registrum capitulum, Qu. VI, 75, jf. SRD. VI, 57(5, hvor parentesen omkring: (hæc sunt submersa per diluvium) temmelig sikkert angiver, at bemærkningen har været en tilfojelse efter 1362 i jordebogen 1352.

Side 199

cui constat; michi autem incognitum«. Uanset denne tvivl regner han dog i slutsummen hele beløbet som tabt. I Langhorn (Norgøs h.) havde præbende XVI haft 11/^l¹/^ pund sterling (5 mark 10 sk. lybsk), men i 1437 kun 3 mark. To huse i Flensborg havde 1352 ydet 16 mark lybsk, i 1437 var det ene øde, det andet ydede kun 4 mark, tabet altså 12 mark. I Høgel (Norgøs h.) ydedes 1437 9 sk. sterling (27 sk. lybsk), men tidligere omkring det dobbelte.

Sammenlagt giver det et tab på 21 mark 15 sk. lybsk. Hertil kommer nogle mindre tab af visse grundstykker i Slesvig, som det øjensynligt har voldt procuratoren vanskeligheder at bestemme. I 1352 havde præbende XVI haft 8 grundstykker, som da sammenlagt ydede 14 sk. engelsk (=42 sk. lybsk)⁹⁶. I 1437 var to af disse på Holm »neglecti« med et tab på 2 sk. sterling. Et tredie grundstykke med ydelse af 4 sk. sterling i 1352 var i 1437 »deiectus mediante fossata«. Om to grundstykker ved procuratoren ikke med sikkerhed, hvor de er blevet af, men formoder, at de måske er inddraget under andre grundstykker, tilhørende gejstlige. Ved sammentællingen beregner procuratoren disse uklare tab i Slesvig til 17 sk., idet han afrunder de ovenfor nævnte 21 mark 15 sk. til 23 mark, hvorfra som tidligere nævnt fradrages 4 mark for ydelse i 1437 af kirken i Gruntoft.

På den her behandlede side findes to posteringer, som procuratoren ikke har formået at postere. Fru Tale Limbæk havde ifølge jordebogen 1352 skænket tre »jernkøer« til anskaffelse af kirkelys i Tolk. Gaven var i 1437 gået tabt (neglectum est). Endvidere havde præbende XVI 1437 fire mark af annekskirken i Tolk (Strukstrup h.), men da jordebogen 1352 kun indeholdt notitsen: »Item (prebenda) håbet etiam (= ecclesiam) Tholge annexam««⁹⁷, lod en beregning sig ikke foretage.

Fol. F verso indeholder regnskabet for domkirkens bygningsfond.Tabet
for dette opgøres til det betydelige beløb af 80 mark
lybsk og 3 læster korn (ialt 428 td. htk.). Der består en væsentligdiskrepans

96 Qu. VI, 76 sammenlignet med SRD. VI, 576.

97 SRD. VI, 576.

Side 200

ligdiskrepansmellem summen af de specificerede poster og sidens ovennævnte redditus diminuti, idet der kun specificeres et tab på 44 ørtug korn, 14 hedebyskæpper rug og 62 mark 9 sk. lybsk (329 td. htk.). Forklaringen må søges i det forhold, at jordebogen 1352 ikke indeholder et tilsvarende afsnit om fabricas indtægter. Procuratoren må derfor have benyttet et andet ældre, nu tabt regnskab, hvor der udover de poster, hvortil der fandtes tilsvarende indtægter i 1437, har været en række posteringer, som han ikke har kunnet finde modstykke til, jf. for eks.: »Item de quator fundis in ciuitate (Slewicensi) XIX sol.; ignoro quantum nunc habeat ecclesia de fundis«. På den anden side har fabrica i 1437 en indtægt, til hvilke procuratoren øjensynligt ikke har haft noget sammenligningsgrundlag:»Reditus prout nunc«, ialt 13 posteringer. I disse tilfælde har han kun kunnet skønne over tabets omfang, og det må være begrundelsen for den ikke uvæsentlige forhøjelse af det specificerede tab.

78 Qu. VI, 77—78.

Side 201

Fol. G recto og verso¹⁰⁰ indeholder regnskabet for de 16 præbendersfællesgods.Talmæssigtdrejer det sig kun om små beløb, henholdsvis 26^x/₂ sk. lybsk for nedgangen af ydelser af ejendomme i Slesvig og 24 sk. lybsk for tabet af »andelghift« fra Frisland. Alligevel knytter der sig en betydelig interesse til disse sider, hvis hovedindhold er en sammenligning mellem ydelser i Slesvig 1352 og 1437. I ældre tid forklaredes affolkningen af landdistrikterneidet14. årh. med en henvisning til en indvandring til byerne, idet den friere tilværelse der (Stadtluft macht frei) skulle have øvet en dragende virkning. Nyere undersøgelser har imidlertid fastslået, at befolkningstallet i en række tyske byer, hvor materialet tillader et indblik i forholdene, ikke stiger, men tværtimod skrumper ind ligesom på landet. Det samme fænomen kan iagttages for Slesvig, hvis befolkningstal 1437

99 Forsan subtractum est.

100 Qu. VI, 79—82.

Side 202

må have været væsentlig mindre end 1352. Vi har tidligere i regnskabet mødt adskillige eksempler på helt ode grunde eller grunde med nedsatte ydelser siden 1352, hvilket sidste fænomen selvfølgelig også viser en aftagende befolkning, især i betragtningaf,atpengenes værdi i samme tidsrum er dalende. Det samme billede viser disse sider i regnskabet. Ifølge jordebogen 1352¹⁰¹ ejede de 1() præbender da tilsammen 33 grundstykker eller gårde i Slesvig. Ydelsen her af var i 1352 godt¹⁰² 18 mark lybsk. Procuratoren søger først med udgangspunktet i jordebogen1352atbestemme tabet for de enkelte grundstykker i en rubrik Redditus diminuti, principielt altså den samme fremgangsmåde,somhaniøvrigt benytter. Forsøget gennemføres dog ikke, men ender noget umotiveret med en fortegnelse over ydelser, der blev erlagt i 1437¹⁰³. Procuratoren må selv have følt denne opgørelse som utilfredsstillende, thi han opstiller en ny liste: Tertium registrum capitulisuper premissis extractum.¹⁰⁴Der er denne opgørelse, der ender med ovennævnte tab på 26¹/₂ sk. lybsk, idet ydelsen siden 1352 er dalet fra 122V2¹⁰⁵ til 96 sk. i

101 SRD VI, 576, afsnittet In civitate Schleswig, desuden 582, afsnittet Fundi capituli hæc sunt; på grund af en splittelse af læggene i forlægget er udgavens tekst ganske usammenhængende. Afsnittet slutter s. 582 1. 9 f. n. med Item — 2L2^L/₂ solid sterl., fortsætter s. 583 1. 3f.0. Item duo fundi de quorum og til og med 1. 4, der fortsættes i noten e; derefter 1. 5—65^—6 indtil Item alium fundum, hvis fortsættelse findes midt i næste afsnit Nyherrit, 1. 15 f. o. de quo dantur 10 solidi sterlingorum, der skal læses 10 denarii sterlingorum, jf. Pontoppidans tekst i note f (notitsen svarer til: Item fundum, in quo residebat Goscalcus Pelser, X sterling i procuratorens regnskab 1437, Qu. VI, 80_—81); dernæst 583 note gog derefter igen 1. 15 f. o. Item fundum, de quo dabitur unus solidus og indtil 1. 21 Item fundus acialis, de quo dabuntur 8 sterlingi, hvormed afsnittet slutter.

102 Ved en af grundene er ydelsen oversprunget i den overleverede tekst: item de quo dabuntur ..., SRD VI, 583, note e.

103 Qu. VI, 81, spalte 1.

104 Qu. VI, 79, spalte 2; i forhold til den ufuldendte Redditus diminuti og til den tilføjede fortegnelse over ydelserne 1437 bliver den nye opgorelse Tertium Registrum. — Når der i Qu. VI, 79, note 1, om spalteinddelingen siges blinks ein Verzeichns der Verluste, rechts eins der Einkunfte, er denne karakteristik misvisende.

105 I den overleverede tekst findes et par fejl: Item in Thorgate fundum, in quo residet dominus Johannes Ketelsen, modo Hinr. Gropenger G sol. lub. (Qu. VI, 80,1. 4f. n.), her skal der efter Ketelsen indsættes 4 sol. sterl., hvilket fremgår af en sammenligning med jordebogen 1352: Item in Thorrighade fundum, de quo solvantur 4 solid, sterling. (SRD VI, 583, 1. 5 f. o.). På samme måde skal VI sol. cum dimidio i regnskabet 1437 (Qu. VI, 80, 1. 11 f. n. rettes til VII sol. cum dimidio, idet det skal svare til jordebogens 212¹j₂ solid sterling. (SRD VI, 582,1. 9f. n.). Med disse to rettelser fås totalsummen 122¹/₂ sk. lybsk, som regnskabet har. —I Ulrik Petersens afskrift (og derfor også i Qu. VI, 81) er summa placeret i den forkerte spalte til venstre, sammentællingen viser, at den hører til højre spalte.

Side 203

1437. Som man ser, regner procuratoren i denne »tredie« opstillingmedetvæsentligt mindre beløb for ydelsen 1352 end selve jordebogen, nemlig 7 mark 10¹/₂ sk. mod godt 18 mark. Sammenligner man hans forskellige opstillinger med jordebogen 1352, forstår man imidlertid de vanskeligheder han har stået overfor, og hvorfor han reducerer jordebogens tal. I 1352 ejede de 16 præbender som sagt i fællesskab 33 grundstykker eller ejendomme. Af disse var i 1437 en badstue med den betydelige ydelse på 6 eller 9 mark,¹⁰⁶ på en for procuratoren ukendt måde (quo titulo ignoratur) overgået til fabrica. Endvidere var halvdelenafengård i 1437 indlemmet i kanniken Erik Bondesens kannikeresidens. Af de resterende 31 besiddelser er procuratoren i stand til at identificere de 21 med præbendernes ejendomme i 1437, og de viser en nedgang i ydelse fra 7 mark 10¹/₂ sk. til 6 mark. 10 grundstykker med en ydelse på ca. 5 mark i 1352 formår han ikke at identificere og udelader dem derfor i den endelige tabsberegning¹⁰⁷. Ræsonnementet må være det, at teoretisksetvardet muligt, at disse grunde ligesom badstuen på en for procuratoren ukendt måde, men fuldt lovformeligt kunne være afhændet siden 1352, og derfor ikke var »ægte« tab. Hans opgørelse angiver derfor det absolutte minimum₁₀₈. log for sig

106 Jordebogen 1352 har 6 mark, SRD VI, 576, procuratoren 9 mark, Qu. VI, 79; hvis 9 mark er rigtig er den samlede ydelse i 1352 godt 21 mark.

107 I hans første forsøg har han øjensynligt tænkt at medregne disse: Jtem XXV sol. lub., qui neglecti sunt in platea piscatorum, sicuti apparebit in alio latere, Qu. VI, 80, spalte 1, sigter nemlig til nogle af disse uidentificerede grunde, jf. SRD VI, 583, note g.

108 Efter Tertium registrum følger en ny opgorelse: Redditus prout nunc, der redegør for 10 indtægtsposter på tilsammen 71 sk. En sammenligning viser, at denne opgørelse må være noget yngre end tertium registrum, da flere af grundstykkerne har andre indehavere, således jf. Qu. VI, note 3—7.

Side 204

er disse vidnesbyrd om stiftsstadens skrumpning ikke overraskende.Nårdomkapitletsindtægter fra 1352 til M37 daler fra ca. 8000 til 2000 td. htk., som slutopgørelsen viser, og når tages i betragtning at bispestolens tab sikkert har været endnu større — da dets jordegods og kirkelige indtægter overgik domkapitlets—erdet umiddelbart indlysende, at det har medført formindskede erhvervsmuligheder for stadens borgere. Samme virkning må det meget betydelige ødegods på landet have haft.

Fol. G verso viser et tab på 24 sk. lybsk, fremkommet ved at 4 frisiske sogne havde ydet »andelghift« til hertugens kansler, hver indbygger i sognet 9 den., »forsan in memoria hominum sunt solute«. Tallet beror vel kun på et skøn, og ydelsen må antages at stamme fra samme tid, da census regis (fol. C) er blevet overladt kapitlet.

Fol. H recto¹⁰⁹ har et samlet tab i penge på 18 mark 11 sk., hvilket nøjagtigt stemmer med de posterede beløb¹⁰⁰. Derimod er der en ikke uvæsentlig diskrepans mellem det specificerede tab i hedebyskæpper rug, nemlig 18 + 18 + 1 + 6 + 8 = 51, og summa diminutorum, der lyder på 111¹J₂ læst og tre hedebyskæpper= 63 hedebyskæpper. En sammenligning med jordebogen1352 viser imidlertid, at der må mangle en postering i den overleverede tekst af regnskabet 1437; ifølge jordebogen ejede kapitlet »Noerhaselund cum omni jure«, der ikke nævnes i regnskabet, men som ifølge den ellers af procuratoren overholdte rækkefølge skulle have stået efter notitsen om Langhorn¹¹⁰.

109 Qu. VI, 83-84.

110 Jf. Qu. VI, 84, note 6; 4 mark 12 sk. i linie 3 f. n. er en trykfejl for 4 mark 2 sk.

111 Ligesom i afsnittet Slesvig hersker der også i denne del af jordebogen 1352 en stor forvirring; forklaringen er sikkert den, at det udtog, der engang i det 17. årh. blev affattet på grundlag af et nu tabt jordebogshåndskrift, afspejler et håndskrift, hvor læggene har været sprængt og de løse blade samlet i tilfældig orden. Den rigtige rækkefølge af notitserne i jordebogen 1352 findes i Liber Quotlibeticus, et håndskrift fra 16. årh. (tidligere i rigsarkivet, nu i Gottorp Landesarchiv; en fotografisk gengivelse findes i rigsarkivets fotografiske samling). Af udtogene i Liber Quotlibeticus fremgår at rækkefølgen i jordebogen har været: Norgusharde. Item in Horne 7 solid, sterlingorum in redditibus, SRD VI, 577, hvorefter fortsættelsen findes s. 579 under Vyelherrit: Item in Noerhaselund cum omni jure; jf. også Qu. VI, 124, hvor der findes et udtog af Liber Quotlibeticus efter en dårlig afskrift fra 18. årh. af Ulrik Petersen.

Side 205

Det er en rimelig antagelse, at deficiten mellem 1352 og 1437 af
denne landsby har beløbet sig til de 12 hedebyskæpper, som nu
står uforklarede i regnskabet.

Fol. H verso113har et tabsbeløb på 12 mark lybsk og 2 læster
rug. Markbeløbet er strengt taget korrekt, idet der til en ydelse
på 20x/2 mark i 1352 svarer en ydelse på 81/281/2 mark i 1437.

112 Det tredje af de fire bol er beregnet på fol. B verso, jf. ovf. s. 177.

113 Qu. VI, 84—86.

Side 206

Procuratoren har dog ved sammentællingen overset, at tabet i Honsnap på 14 hedebyskæpper delvist opvejes af en ydelse i 1437 på 9 sk. engelsk (=1 mark 11 sk. lybsk). Nettotabet i penge er derfor ikke 12, men 10 mark 5 sk.

Tabet i rug opgøres til »II last«, hvilket må være en fejl for ij last. I 1352 ydedes 81 hedebyskæpper, mens ydelsen i 1437 var 23 hedebyskæpper, differencen al Isa 58. Afrundingen Lil I1I¹/₂ l_æst (=6O hedebyskæpper) kan være begrundet med, at ydelsen i Risbrig tidligere havde været godt og vel det dobbelte.

Fol. I rectos¹¹⁴ tabssum beløber sig ifølge den overleverede tekst til 111 læster korn, hvilket uden tvivl er en afskriverfejl for VIII læster; som det fremgår af den tabellariske opstilling modsvares en ydelse på 233 ørtug korn og havre i 1352 af 42 ørtug i 1437, differencen altså 191 ørtug, afrundet til 8 læster (192 ørtug). Ikke medregnet er Paverød, som 1137 er overgået til fabrica. Bemærkningerne om Egenæslund og Havnholt er

114 Qu. VI, 86 -87.

Side 207

ordret udskrevet af jordebogen 1352115 og modsvares ikke af
regnskabsmæssige posteringer 1437.

Fol. I verso¹¹⁶ har en tabssum på 2 læster korn og 18 mark minus 4 sk. lybsk. Begge poster byder på vanskeligheder for forståelsen. Kapitlet havde i 1352 gods i Klintringested (Stedesand)og i engene der, samt i Klægsbøl, der ydede 139 + 5 +4 sk. engelsk = 444 sk. lybsk = 28 mark ~ 4 sk. Ydelsen i 1437 opgives forskelligt; i stedet for den store ydelse på 139 sk. engelsk havde procuratoren, som han siger, megen møje med at holde ydelsen i nærheden af 100 sk. engelsk¹¹⁷ (=lB mark 12 sk. lybsk). I den endelige opgørelse regner han dog med en lavere ydelse. Nota quod quindecim marce lub. vel citra solvunturannuatim de singulis et omnibus bonis in Kerhert sitis.

115 Jf. SRD VI, 577; jf. også et udtog af jordebogen 1352 i det ovenfor note 111 nævnte utrykte håndskrift Liber Quotlibeticus.

116 Qu. VI, 87—88.

117 Postquam factus fui procurator, communitas aliquando habuit V libras et aliquando minus cum maxima difficultate.

Side 208

Heraf må folge, at det ikke specificerede gods, Item bona in
Snotebul etc.118, i 1352 har ydet 5 mark; kun under den forudsætningkan
hans sammentælling forstås.

Af tabet i korn hidrorer de 16 ortug fra gods i Bølskovby; dette havde kapitlet fået ved mageskifte med lir. Erik Krummedige, og det havde da ydet 24 ortug korn, mens ydelsen i 1437 kun var 8 ørlug. Endvidere havde kapitlet haft et tab pa 2 ørtug i den forsvundne landsby Norhug; sammesteds havde det tidligere ejet »tres mansiones quas dominus Gotschalcus de Leembeke scotavit pro aliis bonis, de quibus debet(!) annuatim x sol. annone. Da sammentællingen forudsætter, at tabet i Norhug har været 32 ørtug, må teksten være korrumperet og skulle læses: de quibus quelibet soluere debet o. s. v.

Endelig havde kapitlet i 1352 haft 6—96^—9 hedebyskæpper rug i Bøgvad og Søvang; af samme gods ydedes i 1437 2 mark lybsk. Efter taksten, 40 hedebyskæpper = 9 mark, svarer ydelserne på det nærmeste til hinanden, hvorfor procuratoren ikke har taget hensyn til denne post i summa diminutorum.

118 Til belysning af udtrykket etc., se jordebogen 1352, SRD VI, 577: Item unum bolum apud villam Westert in parochia Ladelund et Beverbek.

119 Mageskiftet bort for det efterfolgende gods i Bolskovby.

Side 209

Fol. K recto¹²⁰ redegør for tab på 3 læster korn og 28 sk. lybsk. De specificerede poster stemmer ikke umiddelbart hermed, idet siden indeholder en åbenlys fejl. Om bispetienden i Esgrus hedder det: quondam ultra lastam annone, modo nisi VI oras. Men fol. N recto siges i anden forbindelse om samme tiende: solventes antiquitus II lastas, modo nunc VI oras¹²¹. Indsættes denne værdi i regnskabet, stemmer dette, idet tabet i korn da bliver 72^J/₂ ørtug, afrundet til 3 læster (72 ørtug). Afsnittet om Nybølherred eller Sundeved er ordret udskrevet af jordebogen 1352, og procuratoren har ikke kunnet identificere godset i 1437. Godset i Skeide havde i 1352 ydet 20 ørtug korn +29 sterling engelsk, og mindst¹²² 11 høns og 8 gæs i småredsel, der omregnes til 28 sk. lybsk. Sammentællingen viser, at godset i Skeide har været totalt øde i 1437.

Fol. K verso¹²³ har en tabssum på 4 læster korn og 13 hedebyskæpper rug. De 4 læster (96 ørtug) betyder en afrunding opefter af 92^x/_2—92 ^—93¹/₂ ørtug, rimeligvis begrundet i det forhold, at ydelsen af Nybøl, der tidligere havde været på 24 ørtug, i 1437 kun af og til (aliquando) beløb sig til 3 ørtug. Jorden har i 1437 øjensynligt ikke været under regelmæssig drift. En ydelse på 4 hedebyskæpper havre i 1437 lades ude af beregningen.

Forståelsen af rugposteringerne lettes af det forhold, at

120 Qu. VI, 89—90.

121 Qu. VI, 98.

122 Den fjerde postering er ufuldstændig, Qu. VI, 90.

123 Qu. VI, 90—91.

Side 210

procuratoren udtrykkeligt siger, at det bogførte tab er tab på 10 hedebyskæppcr rug i Apenstorp og 3 i Moldened. Udfra dette må flere i sig selv dunkle posteringer på siden fortolkes. Således notitsen om Klapholt: Item håbet capitulum in Klapholt VI marcas auri in terris, de quibus solvi solent X modii siliginis cum solido avene. Item håbet adhuc, ut credo, VI marc. 1111 sol. ibidem. Credo, quod sint ibidem duo coloni modo, qui dabunt X solidos, quondam una lasta solvebatur ibidem. Denne uklare formulering må hænge sammen med, at kapitlet i 1389¹²⁴ havde erhvervet »bona« udover det, som det ejede i 1352, og som da havde ydet 10 hedeby skæpper rug + 1 ørtug havre¹²⁵. Når procuratoren formener (credo), at de to landboer i Klapholt tidligere havde ydet 1 læst korn, men »nu« kun 10 ørtug, må det forstås på den måde, at procuratoren har haft en oplysning

124 Rep. nr. 3728 efter et udtog af Povl Cypræus;i udtoget siges intet om jordens størrelse eller ydelse.

125 SRD VI, 578.

Side 211

om, at det gods, som kapitlet ejede i 1352, + det i 1389 erhvervede,pået
vist tidspunkt — i 1389 eller senere — havde
ydet 1 læst korn, men at ydelsen i 1437 er fikseret til 10 ørtug.

Kapitlet havde i 1437 pant i en indtægt på 6 ørtug korn af Ruggesgård i Nr. Brarup sogn; en tilsvarende bemærkning findes ikke i jordebogen 1352, hvorfor den ikke indgår i beregningen.

Fol. L recto¹²⁶ har som tab beløbene 62 ørtug korn og 29 hedebyskæpper rug¹²⁷; herfra skal dog drages 18 sk. lybsk, som i 1437 ydes af Koxbøgge i stedet for en ydelse på 20 hedebyskæpper rug i 1352.

Tabet i korn kan ikke bringes i overensstemmelse med de specificerede poster. Forklaringen er efter al sandsynlighed, at den overleverede tekst er ufuldstændig. I Ulrik Petersens afskrift slutter afsnittet om Strukstrup herred abrupt med: Item dominus Hinricus Fedderen contulit unum fundum situatum( ); forud står en notits om Arnholt. I jordebogen 1352, der i det foreliggende udtog er stærkt koncentreret, lyder den tilsvarende tekst¹²⁸:

Item terram in campo Arnhold Item Schrickhold Item alium fundum Item dimidiam curiam

Det er rimeligvis her det manglende tabsbeløb på 24 ørtug
korn skal søges.

Fol. L verso's summa diminutorum lyder på 5151/2 læst korn
»cum molendino«129. Med sidstnævnte vending sigtes til Putmølleved
Flensborg, som 1352 havde ydet 31 hedebyskæpper

126 Qu. VI, 91—93.

127 En ydelse på 2/₃ hedebyskæpper rug til klokkeren i Slesvig er ikke medregnet; ydelsen er tidligere nævnt på fol. B verso.

128 SRD VI, 582; jf. navnefortegnelsen i det i note 111 ovf. omtalte håndskrift fra 16. årh., Liber Quotlibeticus: Arnholt und Schrickholt Sermark (i Ulrik Petersens afskrift korrumperet til Schriek-Holtsenmark).

129 Qu. VI, 94.

Side 212

rug +1 pd. sterling (= 333434 mark lybsk), og som endnu inden
krigen 1412 havde ydet 2 mark, men i 1437 var øde.

Tabet i korn beror til en vis grad på et skøn. »Credo quod in Kyle sunt XLII vel XXXVI marce auri, quelibet marca solvebat 1 oram annone, modo nisi I sol«. Sammentællingen viser, at han har beregnet tabet efter det mindste af de opgivne tal. Ikke medregnet er et tab på 414¹/₂ sk. sterling af toftbesidderne i Kil, som i 1352 desuden havde ydet hoveri til Kilgård; disse havde endnu i begyndelsen af århundredet ydet l3l³/₄ sk. sterling, men tofterne var fuldstændigt øde i 1437. »Sed de fundis nil solvitur, forsan etiam ignoratur übi iacent«, en bemærkning, der vidner om skrumpningen af det dyrkede areal. Det endelige resultat, der også antydes i procuratorens bemærkninger, men ikke indgår i hans beregning, blev det, at jorden i Kil nyfordeltes på tre landbogårde, hvis jordtilliggende opgjordes til 18 mark guld, og således var tilstanden også i det 17. årh.^l:j0

Fol. M recto¹³¹ redegør for et tab på 29 hedebyskæpper rug og 4 ørtug korn. Af notitserne er den første ufuldstændig: Item håbet capitulum campum Munkeland quondam solventem in brevi VI modios siliginis; da sammentællingen kræver, at

130 Se udtog af jordebog, anført i Sydslesvigske Stednavne VII (1948), 5.

131 Qu. VI, 94 -95.

Side 213

differencen er 2 hedebyskæpper, er antagelig fortsættelsen af
notitsen: modo IVmodios siliginis, gået tabt i overleveringen132.

De 4 ørtug korn stammer fra ødegods i Bovrup¹³³. Ikke medregneti summa dimintorum er 6 ørtug af gods i Ullerup, som havde været pantsat, men siden var blevet indløst af kapitlet. Helt klar over tilstanden i 1437 er procuratoren ikke: Forsan ibi moratur unus solummodo colonus, qui modo annuatim solvit

132 Deter også muligt, at teksten har lydt: quondam solventem VIII modios siliginis, in brevi (jf. Qu. VI, 46) VI modios prout nunc.

133 Jf. jordebogen 1352, SRD VI, 578.

Side 214

nisi 1111 vel quinque sol. annone et cum XVIII denariis de quodam fundo. Et Benedictus de Alvelde utitur eo tanquam proprio et exactionat eum pro thegingyald et ceteris diversis oneribus. Forholdet synes at have været det, at en af Benedikt Ahlefeld på Søgårds landboer har dyrket kapitlets odejord mod jordens grundafgift, mens herlighedsydelserne af landboen er tilfaldet Benedikt Ahlefeld.

Fol. M verso's tab lyder på 4 læster korn og 'å^xj₂ mark penge >>preter antiquos reditus Patermes et Dyngbul«¹³⁴. Når procuratoren holder de to nævnte landsbyer uden for beregningen, skyldes det efter al sandsynlighed, at han ikke har følt sig sikker på sin fortolkning af jordebogen 1352¹³⁵, jfr. vendingen: Dingbull ... forsan solvebat citra lastam annone« og »Patermes ... XXVI sol., quondam duplum solvebant et fortassis frumentum seu annonam.« Endvidere har han undladt at medregne tabet af gods i Gugelsby, som er solgt til Andreasalteret i domkirken; tabet er tidligere beregnet på fol. B recto.

Teksten er et par steder ufuldkomment overleveret. I Hakelmark ejede kapitlet 2x2^x/₂ mark guld, »quas colit Nisse Hyle, neglectum est«; her mangler angivelse af den tidligere ydelse. Da ydelsen pr. mark guld i 1352 normalt ses at være en øre korn, er l^x\_z ørtug korn indsat i den følgende opstilling; differencen mellem 1352 og 1437 bliver da 97 ørtug, af procuratoren afrundet til 4 læster. På samme måde mangler der en afgiftsangivelse ved: »Item in Swartstroom XVI agros, colonus nominabatur Henneke Bekens«. Da der savnes en ydelse på 5 mark lybsk, for at bringe procuratorens tabssum på 313¹/₂ mark i overensstemmelse med posteringerne, er dette beløb indsat i opstillingen.

Fol. N recto¹³⁶ har som summa diminutorum 6 læster rug, 1 læst korn (ordei et avene) samt 8 mark 4 sk. lybsk. Umiddelbartindlysendeer kun tabet i rug, som fremkommer ved, at tienden af 10 sogne er dalet fra 12 til C) læster. Forståelsen af

134 Qu. VI, 97.

135 Jf. SRD VI, 579.

136 Qu. VI, 97—98.

Side 215

tabet i penge volder derimod betydelige vanskeligheder; som teksten er overleveret lader den sig ikke forene med procuratorens sammentælling. Ved en efterprøven af de enkelte posteringer viser det sig, at en af posteringerne skal suppleres fra jordebogen1352,en anden rettes som fejlagtigt overleveret. Om Torp (nu Dørphof, Risby herred) hedder det: Item håbet capituluminvilla Thorp VI marcas de colonis ibidem; som det ses er oplysningen ufuldstændig, idet den ikke sammenlignes med en korresponderende ydelse i 1352. Jordebogen har imidlertidpådet tilsvarende sted¹³⁷: Item in villa Dorpe 10 marcas lubec. Tabet har altså været 4 mark. Den anden postering, der må rettes, handler om Holstoft; her ejer kapitlet 2x2^x/₂ mark guld, »quondam solventes 212¹/₂ oras, modo forsan viii sol. lub.«¹³⁸. Det er usandsynligt, at de 212¹/₂ øre skal forstås som øre penge¹³⁹;

137 SRD VI, 579.

138 Jordebogen 1352 i sin foreliggende form har blot: Item in Holtoft 2V₂ mare. auri, SRD, 579.

139 212¹/₂ øre dansk svarer ifølge den i regnskabet anvendte takst til l3l³/₄sk. lybsk.

Side 216

læser man imidlertid posteringen som 212¹ 2 ore = ll'^l^I'^ ortug korn, stemmer det ikke med procuratorens sammentælling af tabet i korn. Opfatter man derimod oras som en palæografisk let forklarlig fejllæsning af mrc, løser vanskelighederne sig, en ydelse på I7¹j₂ mark i 1352 korresponderer da med 9 mark 4 sk. i 1437, hvilket giver den af procuratoren beregnede differencepå8 mark 1 sk. lybsk.

Tabet i korn er 21 ørtug -f 8 hedebyskæpper rug, som 1352 var ydet af Borby, men i 1137 var konverteret til en ydelse på 232³/₄ mark lybsk. De nævnte kornkvanta sammenfatter procuratoren i en afrundet post: 1 lasta ordei et avene¹⁴⁰.

140 8 hedebyskæpper svarer til 444⁴ 5 ortug byg.

Side 217

Ikke medregnet i sidens summa er en ydelse på 30 sk. sterling i 1352 af møllen i Gereby, fordi afgiften i 1437 blev oppebåret af bispebordet, og det således ikke drejer sig om et ægte tab. Endvidere holdes tabet i Esgrus uden for summa, da dette allerede er indgået i tabsberegningen på fol. K recto; det samme gælder tabet i penge — men ikke i korn — af Hyrup kirke, som tidligere er medregnet på fol. C recto.

Fol. N verso's summa diminutorum lyder på V last siliginis cum XVI sol. annone preter curias leprosorum¹⁴¹. Som opstillingen viser, kan der ikke være tvivl om, at »cum XVI sol.« skal rettes til »cum I last XVI sol.« Den eneste postering på siden, der kan være en vis tvivl om, er notitsen om indtægtsnedgangen som følge af kirketabet i Lundenberg herred. Umiddelbart forud har procuratoren noteret, at tabet af fire kirker i Nørgøs herred betyder 212¹/₂ mark lybsk i formindskede indtægter for domprovsten, nemlig 1 mark for en kirke og 1/₂ mark for hver af de tre kapeller, som er faldet som offer for stormfloden. Derefter følger: In Lundenbergh VII dampni totidem¹⁴². I formuleringen må ligge, at procuratoren ikke har været klar over fordelingen mellem kirker og kapeller, men skønner, at det har svaret til forholdene i Nørgøs herred; det medfører et tab på 414¹/₂ mark. Til en ydelse på 2 læster korn +7 mark lybsk i 1352 svarer derfor 17 ørtug korn + 4 mark lybsk i 1437, hvilket giver en difference på 31 ørtug korn + 3 mark (efter taksten = 8 ørtug korn), eller afrundet l2l²/₃ læst korn (=1 læst og 16 ørtug).

Ikke medregnet i summa er et tab af uvisse indtægter, som domprovsten og ærkedegnen havde lidt, fordi landsherren og rådet i Flensborg siden 1352 havde overtaget forsvaret for spedalskhusene i henholdsvis Slesvig og Flensborg.

Fol. O recto har som tabssum VII last annone, X modii
siliginis, LXIIII marce143. Af den følgende opstilling fremgår

141 Qu. VI, 100.

142 P. Lauridsen, Bispedømmet Slesvigs Sognetal i Middelalderen, Hist. Tidsskr., 6. rk., V (1894), 204, har overset denne postering.

143 Qu. VI, 102.

Side 218

imidlertid, at VII last må være fejl i overleveringen for XII last. Tilsyneladende er der ingen overensstemmelse mellem procuratorens sammentælling og de specificerede poster i den tabellariske opstilling. Ifølge denne er tabene 80 hedebyskæpper (=2 læster rngV 192 ørtug korn (=8 læster), 352 sk= engelsk (=66 mark lybsk) + 19 mark lybsk, ialt 85 mark lybsk. Man må imidlertid erindre sig, at procuratoren uden tvivl har anvendt en anden fremgangsmåde ved sin sammentælling end den, der følger af opstillingen i tabel. Procuratoren interesserer sig kun for differencen mellem de enkelte poster og kan derfor i sin sammentællingomregne enkelte tabbeløb i andre nominationer i overensstemmelsemed sine takster: 40 hedebyskæpper rug = 24 ørtug korn = 9 mark lybsk = 1 læst korn. I foreliggende tilfælde er der udover det af ham angivne tab på 64 mark lybsk og 10 hedebyskæpperrug specificeret 21 mark + 70 hedebyskæpper, hvilket svarer til 2^J'., og l3l³/₄ (= I1I¹ ]2 læst korn. Da der herudover er specificeret el tab pa 8 læster korn, bliver tabet 12¹'₁₂ læst, afrundettil 12 læster, skrevet XII last, der i overleveringen er blevet forvansket til VII last.

Side 219

Fol. O verso¹⁴⁴ har som summa diminutorum Sl/^S¹/^ læst og »XXVI mare.« Som opstillingen viser, er kapitlets indtægter på Als og Ærø dalet fra 162 ørtug til 76 ørtug korn, tabet altså 86 ørtug, der er afrundet til 3l3^l/₂ læst (= 84 ørtug). Ikke medregnet er en indtægt på 27 ørtug korn af gods på Femern i 1352; da kapitlet senere havde solgt dette gods, repræsenterer det ikke et ægte tab og udelades følgelig af procuratoren i tabsberegningen.

Det anførte pengebeløb, 26 inark, må være blevet forvansket
fra XLIII i overleveringen. Differencen mellem pengeydelsen i
1352 og 1437 er nemlig 43 mark og 1/2 sk., idet der i 1352 ydes

144 Qu. VI, 102—03.

Side 220

74 mark 121 , sk. lybsk145, mens ydelsen i 1437 var 31 mark
12 sk.146

Et par posteringer på siden trænger til forklaring. I Ejdersted,Everschop og Utholni havde procurationsbelohene tidligereværet 12 sk. sterling af hver kirke og 6 af hvert kapel; på procuratorens tid var sognene — i marskegnene — formindskedeog betalte gennemsnitlig kun 9 og 5 sk. sterling, hvilket betod et samlet tab på omkr. 2 pd. sterling. Den nødvendige mellemregning, som procuratoren overspringer, er, at der var 20 sogne i området¹⁴⁷, og at procuratoren regner 10 for at være kirker og 10 for kapeller, hvilket giver det af ham beregnede tab på 40 sk. engelsk. I den følgende postering noterer han, at der sammesteds er gået 7 kirker tabt under stormfloden, hvilket

145 343 sk. engelsk = 1029 sk. lybsk = 04 mark 5 sk.; endvidere 10 mark lybsk og 10 ore penge (= Tl^ sk. lybsk).

146 140 sk. engelsk = 420 sk. lybsk = 20 mark 4 sk. lybsk; endvidere 5 mark 8 sk. lybsk.

147 Se bispestolens jordebog 1402, Qu. VI, 254 og 202.

Side 221

betyder et lignende eller endnu større tab: patitur totidem defectum in procurationibus vel ultra. I sammentællingen regner han med 40 sk. engelsk, hvilket er lavt beregnet, thi selv om alle de tabte kirker havde været kapeller, ville tabet 7x6 = 42 sk. engelsk.

I Slesvig havde kirkeværgens præbende ejet fire grundstykker. Denne konstatering stemmer med jordebogen 1352¹⁴⁸; procuratoren specificerer dog kun ydelser af tre grundstykker. Disse havde i 1352 ydet 10 øre penge (= 717¹/₂ sk. lybsk) og 7 sk. engelsk, ialt 28V₂ sk. lybsk, men ydede i 1437 kun 24 sk. lybsk. I 1352 havde præbenden desuden et lille grundstykke på bl^ den. sterling, som procuratoren ikke omtaler, og som derfor rimeligvis er gået tabt i 1437.

5. På grundlag af de forudgående analyser af siderne A—O,
kan der nu gives en summa summarum for ydelserne 1352 og
1437.

Differencen er 5188 td. htk.; procuratoren beregner selv, som vi tidligere så¹⁴⁹, tabet til 5205 td. htk. Denne næsten fuldkomneoverensstemmelse beror dog i nogen grad på tilfældighed. Som vi har set afrunder procuratoren som regel tallene nedefter, hans tal er altså minimumstal. De tal, der ligger til grund for den her givne opstilling, bygger derimod på de i regnskabet specificerede enkeltposter. Når summen alligevel er 17 td. htk.

148 SRD VI, 581.

149 Ovf. s. 164.

Side 222

lavere end procuratorens, skyldes det bl. a. det under fol. F verso og L recto påpegede forhold, at der på disse to sider mangler specificerede oplysninger om ydelser svarende til et tab på ca. 140 td. htk. D. v. s. ovennævnte eksakte tal 7609 og 2421 må skønsvis forhøjes med henholdsvis ca. 210 og ca. 70 td. htk. Endvidere må erindres, at der på siderne A—BA^—B manglede eksakte oplysninger om ca. 100 td. htk., der var ydet 1352, men var gået tabt 1437. Endelig må tages i betragtning, at der også på fol. C—OC^—O findes forskellige mindre betydende posteringer, hvor en eksakt sammenligning mellem 1352 og 1437 ikke lod sig gennemføre, og som procuratoren derfor er gået udenom. Som helhed er disse usikkerhedsmomenter dog af beskeden betydning.Når resultatet af undersøgelsen formuleres således, at kapitlet 1352 har haft 8000 td. htk. i visse indtægter af dets jordegods, men 1437 kun 2500 td. htk., er fejlkilden næppe større end 100 td. htk.

Det må dog betones, at de 2500 td. htk. i 1437 i væsentlig grad er betinget af, at procuratoren ser bort fra pengeforringelsen i tiden 1352^—1437. Ovenfor i Ekskurset er fremhævet, at procuratoren bevidst holder inflationsmomentet ude af sine beregninger. Alligevel ville det være misvisende ikke at pointere, at de 271V₂ mark lybsk i ydelse 1437 ikke svarer til 1086 td. htk. på det tidspunkt, men kun til omkring det halve heraf, når hensyn tages til kornets faktiske pris. D. v. s. den faktiske ydelse i 1437 svarer kun til ca. 2000 td. htk. eller rundt regnet til en fjerdedel af ydelsen i 1352.

I ovennævnte tal er indbefattet de tab, som stormfloden 1362 forårsagede. Den følgende opstilling giver en samlet oversigt over disse tab. Med undtagelse af Syvertmanripe, der er diskuteret ovenfor¹⁵⁰, knytter der sig ingen større problemer til forståelsen af de enkelte posteringer.

Stormfloden har betydet et indtægtstab for kapitlet på 182V₂ mark lybsk (784 sk. engelsk = 2352 sk. lybsk -f- 568 sk. lybsk), hvilket svarer til 730 td. htk. Vi kan derfor i tilknytning til det ovenfor vundne resultat formulere slutresultatet på følgendemåde:

150 Ovf. s. 182.

Side 223

Tab som følge af stormfloden

gendemåde:af nedgangen fra 8000 til 2000 td. htk. i tiden 1352 til 1437 skyldes 500 td. htk. pengeforrringelsen, andre 730 td. htk. er forårsaget af stormfloden 1362; resten, eller 4770 td. htk., skyldes efter procuratorens mening krigene.

6. Med enkelte undtagelser oplyser jordebogen 1352 principieltkun,
hvor mange mark guld kapitlet ejede i en given landsby
og hvad der ydedes heraf. Af den grund indeholder procuratorens

Side 224

regnskab kun spredte og tilfældige oplysninger, der direkte vidner om en betydelig formindskelse af befolkningstallet; det mest greelle eksempel i så henseende er den efterlyste forsvundne landsby Norhug¹⁵¹. Indirekte fremgår det dog af mange forhold, således er af ni moller, der 1352 ydede afgift til kapitlet, kun to i drift i 1437, resten totalt ode¹⁵². Karakteristisk for forholdene turde det også være, at mens kapitlet i 1437 dog kan få 11/?I¹/? ortug korn af ødejord i Tolk, som 1352 havde ydet 24 ortug, men som i 1437 pløjes til byens andre gårde¹⁵³, noterer han mange gange, at i en given landsby er afgiften i 1437 nul, og at kapitlet »in memoria hominum nihil habuit ibidem«. I sådanne tilfælde har kapitlet ikke engang som i Tolk kunnet finde nabobønder, der mod nok så stor nedsættelse af ydelser har villet dyrke jorden. Arup bemærker i anledning af vornedskabets opståen på øerne, at mens der i nutiden er jordbrugere, der vil have jord, var det i det 15. årh. jorden, der ville have brugere¹⁵⁴. I hertugdømmet har mangelen på fæstere efter alt at dømme været endnu mere følelig end på øerne, i visse egne som Nordslesvig harder, som vi straks skal se, hersket tilstande, som kun kan betegnes som katastrofale.

Det ville være simpelt, om man kunne forklare denne vitterligemangel på jordbrugere med en henvisning til den sorte død. For Slesvigs vedkommende er det dog udelukket, fordi sammenligningsgrundlageter en jordebog, alTattet to år efter pesten. Procuratoren antyder da heller ikke nogetsteds, at den katastrofaletilstand er betinget af pesten, men forklarer den som sagt som et resultat af krigene, d. v. s. den langvarige kamp (1412^— 33) mellem Erik af Pommern og holstenerne om Slesvig. Hvis hans forklaring var fuldgyldig, ville hans regnskab indskrænke sig til at belyse en lokal krise uden sammenhæng med den

151 Se ovf. s. 192. Ifølge velvillig meddelelse fra prof. Kristian Hald nævnes Norhug heller ikke i senere kilder.

152 Qu. VI, 57, sb, (il, 70, 74, 75, 76, 94, 97.

153 Qu. VI, 91; quondam solventes I lastam annone, sed modo sunt erybool et solvitur nisi una media ora annone.

154 Danmarks Historie 11, (1932), 224.

Side 225

europæiske agrarkrise. Imidlertid er det så heldigt, at vi foruden hans regnskab, der i sig selv tillader et vist indblik i, hvad der må tilskrives krigene og hvad der må skyldes andre forhold, har en indtægtsliste for kapitlets mensalgods fra 1407, som sammenholdt med jordebogen 1352 og regnskabet 1437 klart viser, at den egentlige krisetid er perioden 1352^—1407, og at krigen mellem danskerne og holstenerne kun for Nordslesvigs vedkommende har betydet en yderligere forværring af forholdene.

Vi ser først på forholdene i Nordslesvig ifølge regnskabet 1437. Den langvarige strid, der var endt nogle år i forvejen, havde i sin slutfase set danskerne trængt over i defensiven; krigshandlingerne var foregået i Nordslesvig, hvor danskernes sidste holdepunkt havde været Haderslev og egnen deromkring¹⁵⁵. Regnskabet illustrerer, hvor trøstesløse forholdene har artet sig i denne del af hertugdømmet. Den følgende opstilling omfatter de lokaliteter, i hvilke kapitlet ejede gods eller havde indtægter;

155 Erslev: Erik af Pommern (1901), 267.

Side 226

de ligger — eller lå — i den del af Nordslesvig, der horte under
Slesvig stift, ti. v. s. i den østlige del.

Tallene viser, hvor ekstraordinært hårdt Nordslesvig har været ramt. Omregnet efter regnskabet takster modsvares 576 td. htk. i 1352 af 70 td. htk. i 1437¹⁵⁶; tages hensyn til markens halverede værdi, svarer ydelsen i 1 137 endda kun til 40 td. htk. Særlig bemærkelsesværdige er oplysningerne om de kirkelige, afgifters næsten totale svigten, fordi de afspejler tilstandene i større områder, sognene, og ikke blot på kapitlets gods. To kirker eller kapeller, Nybøl og Arvard, var 1437 helt forsvundet og genopstod heller ikke senere. Landsbyen Nybøl kan stedfæstes til det tyndt befolkede område, hvor nu Skrydstrup flyveplads er anlagt. Arvads beliggenhed er usikker. Syd for Nybøl lå den til kapitlet annekterede kirke i Hoptrup, der i 1352 havde ydet 72 td. htk., men som i 1437 intet ydede. Man gætter næppe fejl, hvis man sætter disse katastrofale tilstande i forbindelse med de gentagne kampe omkring borgen Tørning under krigen. Syd for Åbenrå havde kapitlet annekskirken Feldsted, der 1352 havde ydet 180 td. htk., men kun ydede 16 td. htk. i 1437 (efter kornets faktiske pris kun 8 td. htk.). Forholdene i Løjt sogn, der minder herom, er kommenteret ovenfor under omtalen af præbenden Avbæks gods på fol. D verso.

Med sådanne forhold i tankerne er det ikke forunderligt, at procuratoren i 1437 ser årsagen til miseren i den nyligt overståedekrig.Han har sikkert kendt flere konkrete eksempler herpå end det, der anføres i bispestolens jordebog 1462 om den under krigen ødelagte og siden forsvundne landsby Hezel¹⁵⁷. Alligevel findes der selv i denne del af regnskabet oplysninger, der viser, at krigen ikke kan være den eneste årsag til de katastrofaletilstande,men

156 Kvotaandelene i Hornse i 1352 er ikke medregnet.

157 Jf. ovf. s. 192. Af præsteindberetningerne 1638 til Ole Worm kan ses at endnu 200 år efter var mindet om krigen levende i befolkningen. Præsten i Skrydstrup kan fortælle om den odelagte landsby Nybol og stedfæste den, Sønderjydske Stednavne II (1942), 403. Tilsvarende efterretninger haves om kirkebyerne Herrested og Egvad, Nr. og Sd. Rangstrup h., der heller ikke siden genopstod som landsbyer.

Side 227

strofaletilstande,menat der ved siden heraf må have gjort sig andre momenter gældende. Procuratoren siger om ydelsen af godset i Egvad i 1352 på 10 hedebyskæpper rug, at disse i 1437 »sunt totaliter deserti ultra memoriam hominum«. Om ydelserne i Feldsted og Løjt kirker siges, at disse »in brevi« — med hvilken vending han sædvanligvis sigter til den straks nedenfor omtalte indtægtsliste fra 1407 — ydede 8 mark lybsk, hvilket indebærer, at den væsentligste nedgang i disse tilfælde har fundet sted inden krigens udbrud. Lykkeligvis behøver vi ikke at nøjes med disse få eksempler, det er så heldigt, at der er bevaret en fortegnelse over jordebogsindtægterne af kapitlets bordgods (communitas) fra omkr. 1407¹⁵⁸. Godset lå fortrinsvis i Sydslesvig, altså i et område, der på grund af holstenernes stærke magtstilling praktisk talt var überørt af krige i tiden

158 Trykt Qu. IV, 42_—46. Den udaterede liste er af udgiverne dateret til 1407, jf. Einleitung, 6—8.

Side 228

Side 229

1352 til 1407. I omstående opstilling er ydelserne 1352, 1407 og
1437 stillet over for hinanden.

Tallene viser klart, at det store fald i ydelserne er indtruffet i tiden 1352^—1407. Typisk nok stammer de to eksempler på en væsentlig forværring af forholdene i tiden 1407^—1437 fra Skeide og Bovrup, altså fra den krigshærgede del af Nordslesvig. Her er ydelsen dalet fra 43 td. htk. i 1352 til 21 td. htk. i 1407, men er nul i 1437.

Den her givne opstilling kan med udbytte sammenholdes med en anden, som kan opstilles over forholdene på et nørrejydsk gods i år 1401, nemlig Brøndum hovedgård i Slet herred, Ålborg amt, altså fra et område, hvor der i lange tider forud for 1401 heller ikke havde fundet krigshandlinger sted. I årene op imod 1400 havde Anders Glob og senere hans enke Elene Porsfeld stykkevis pantsat hovedgårdens tilliggender til forskellige panthavere. 1401 erhvervede dronning Margrete Brøndum hovedgård¹⁵⁹, i hvilken anledning der blev foretaget en opgørelse over, hvor meget af bøndergodset der var besat, og hvor meget der var øde, samt over de pantesummer, for hvilke dele af godset temporært var afhændet. Ved et tilfælde er denne interessante og særdeles oplysende kilde bevaret for eftertiden, idet registratoren af Kalundborgske Registratur i 1476 har heftet originalen til denne optegnelse ind i registraturen, der også indeholder referaterne af brevene på hovedgården¹⁶⁰.

Krisen ses fra andre synsvinkler end i procuratorens regnskab, men billedet står lige stærkt. Foruden det store antal ødegårde — 34 af 48! — må de anførte pantesummer fremhæves. En gård, som ovenikøbet ikke er øde, er pantsat for en brun hest; andre 29 gårde er pantsat for et samlet beløb af 25 mark sølv. Til sammenligning skal nævnes, at den sjællandske landsby Ledøje i 1282 solgtes for 342 mark sølv¹⁶¹; landsbyen bestod ifølge oplysningerfra

159 Molbech og Petersen, Udvalg af danske Diplomer (1858), nr. 79.

160 Trykt i Ældste danske Arkivregistraturer I, (1854), 18^—20.

161 Dipl. Dan., 2. rk. 111 (1939), nr. 20, jf. Kjell Runquist i Hist. Tidsskrift 11. rk., 111 (1951) 419. — I 1282 regnes med en mark sølv efter valdemarsvægten, i 1401 med den 10°/₀ større kølnske mark; denne forskel udlignes dog rigeligt af det forhold, at en mark sølv omkring 1401 regnes lig 45 sk. dansk-lybsk, hvis solvindhold lå væsentligt under 1 mark kolnsk.

Side 230

Brondumg&rds bendergods 1401

lysningerfra16. og 17. årh. af 22 gårde, dens jordtilliggende kan
ikke have været synderligt forskellig fra de 29 gårdes i 1401,
men disses panteværdi er kun omkring 1/14.

Vidnesbyrd om krisens varige virkninger haves i det forhold, at medens Øster Ørbæk og Årup i 1401 tilsammen havde 17 gårde, der alle var øde, fandtes der ifølge matriklen 1682 på det tidspunkt kun tilsammen 9 gårde i de to bebyggelser¹⁶³.

Ovenfor blev fremhævet, at når procuratoren tillagde krigene den afgørende betydning for udviklingen af miseren, måtte det opfatLes som et udslag af hans erfaringer vedrørende Nordslesvig.Han har dog i samtiden langtfra været ene om denne forklaring på krisen; af de mere eller mindre en passant bemærkningeri datidens dokumenter fremgår, at den har været tidens populæreste, pesten kommer først i anden række¹⁶⁴.

162 Tji Brøndumgård hørte desuden forskelligt ikke specificeret gods.

163 De danske Landbrug (1928;, 271_—72.

164 Når pesten endelig nævnes, sker det som regel pa den måde, at gods eller indtægter siges at være blevet ode på grund af krig og pest.

Side 231

Aksel E. Christensen har således fremhævet en udtalelse af den kongelige sagfører nnder kejserprocessen 1424, der går ud på, at når der endnu i 1424 lå 100 sogne øde hen i Nørrejylland, og godt og vel det samme antal i rigets øvrige egne, skyldtes det de krige, grev Gerhard og hans sønner Henrik og Klaus havde påført riget¹⁶⁵. Bemærkelsesværdigt er det, at skønt kronens talsmand søger forklaringen langt tilbage i tiden, er det krigene og ikke pesten, han tænker på. Det kunne være en tendensiøs forvanskning, derimod lader en udtalelse, som en af tidens ledende stormænd Peder Larsen (Panter), statholder under kong Valdemars udenlandsfærd i 1352, fremsatte i 1355, sig ikke fortolke på den måde. Han ansøgte da pave Innocens 6. om at få overladt patronatsretten til det kanonikat i Ribe, som hans fader, drosten Lars Jonsen i 1329 havde stiftet og doteret med rigeligt jordegods, hvilket dog »nu på grund af krigenes overgreb, som længe har hersket i landet efter anstiftelse af tvedragtens fader, i den grad er formindsket, at det er reduceret til næsten intet«, hvorfor Peder Larsen vil sætte sin energi ind på at genopbygge godset¹⁶⁶. Det omtalte præbendegods kendes fra andre kilder, nemlig fra den detaillerede skildring i faderens stiftelsesbrev af 1329 28. jan. og fra en jordebog fra 1530 vedrørendedet jordegods, der da lå til det »drostens præbende«¹⁶⁷. En sammenligning af disse to kilders oplysninger fortæller ikke alene en del om krisen i det 14. årh., men også hvor forskellig de vilkår har været som man har budt bønderne i det 14. og i det 16. årh.

Af de i 1329 nævnte bebyggelser er Hesselvrå, Voitrith og
Torp i Kolstrup sogn, Tørrild herred, siden forsvundne, det samme
gælder Skovbølling i Vinding sogn, Holmans herred168. Allerede

165 SRD VII, 268, jf. Aksel E. Christensen, Danmarks Befolkning (Nordisk Kultur) II (1939), 39.

166 Acta pontificum Danica I (1906), nr. 429.

167 Dipl. Dan., 2. rk. X (1948), nr. 95. Jordebogen 1530 er i ekstrakt udgivet af Kinch i Ny Kirkehistoriske Samlinger I (1859), 77. Forlægget findes i Rigsarkivet, Ribe Kapitels arkiv; den er innoveret i en jordebog fra 1554, således at ændringer fra tiden 1530 til 1554 er noteret i marginen.

168 Vejle Amts Stednavne (1944), 108, 111 og 135.

Side 232

i 1329 siges det skødede gods i Torp og Kragsig, Brande sogn, Nørvang herred, at være øde, og selv om præbenden måske endnu på senere tidspunkt har oppebåret visse indtægter af Kragsig, ydes der i 1530 ingen afgifter heraf¹⁶⁹.

Efterfølgende opstilling viser præbendens jordegods, således som det opføres i jordebogen 1530 (1554). Præbenden har på det tidspunkt fået forøget sit gods med 1 gård og 2 landbosteder i Dårum, Gørding herred, samt med et landbosted i Bredstrup (eller Vilstrup?)¹⁷⁰, hvilket må ses som et udslag af Peder Larsens bestræbelser, ellers ejer præbenden stadigvæk de gårde, som drosten 1329 havde skænket, bortset fra gårdene i de ovennævnte forsvundne bebyggelser, samt bortset fra en gård i Bække, to landbosteder i Ure og møllen i Gesten, der ligeledes er forsvundne.

169 I jordebogen 1530 (1554) opføres Kragsig endnu under sin særlige rubrik, men uden angivelser af ydelser.

170 Bredstrup er i jordebogen rettet til Vilstrup eller Bilstrup.

Side 233

Drostens præbende 1530 (1554)

Ydelsen i 1329 kan omregnes til: 153 ørtug korn = 229¹/₂ td. htk., 35 skpr. smør =42 td. htk.¹⁷¹ og 9 mark dansk =18 td. htk.¹⁷², eller ialt 289V₂ td. htk. I 1530 (1554) er ydelsen til præbenden 2\^xj₂ ørtug korn = 32¹/₄ td. htk., samt 8 svin, gæsteri af 8 gårde og 2 mark penge. I Frederik Ill's matrikel er svinene og gårdenes gæsteriydelse takseret til 1J₂ td. htk. for hver enhed, og 1 mark penge takseret til 1 td. htk., hvilket giver en samlet ydelse på 42^x/₄ td. htk. Bortset fra det gods, der siden 1329 er blevet totalt øde, er nedgangen størst for gården i Børkop, der 1329 havde ydet godt 21 td. htk., men som både ifølge jordebogen 1530 og matriklen 1664 yder ll^ ørtug korn, 1 svin og gæsteri, der i matriklen tilsammen takseres til 212¹/₂ td. 2x2^x/₂ skp. og 2 album¹⁷³, rundt regnet 1/₈ af ydelsen 1329.

Ifølge Peder Larsens udtalelse i 1355, sammenholdt med de
her givne data, må vi forestille os Sydøstjylland lige så krigshærgetsomNordslesvig

171 Af indførelsen i Ribe Oldemoder s. 70 fremgår, at 1 skæppe smør er regnet til 1/₁₀ tønde smør; hartkornsværdien af 1 tønde smør var 12 tønder, jf. Aakjær, Maal, Vægt og Taxter, 269.

172 717¹/₂ mark dansk regnedes som ovenfor anført, Ekskurs og note 18, i tiden 1330^—1352 til en mark sølv, hvorfor 9 mark dansk efter taksten 1 læst korn = 222²/₅ mark sølv svarer til 18 td. htk.

173 RA. Frederik Ills Matrikel nr. 1218, f. 176 r.

Side 234

hærgetsomNordslesvigi 1430rne. Med holstenerne baseret på Fyn har området været et naturligt brændpunkt for kampene i 1340rne og 1350erne. Alligevel kan der ikke være nogen tvivl om, at procuratoren, den kongelige sagforer og Peder Larsen har heftet sig ved en sekundær foreteelse. Al historisk erfaring viser, at hvis en krig ikke angriber en befolknings substans, vil den menneskelige myreJlid hurtigt udslette sporene efter krigen. I de to nævnte områder kan man imidlertid se, at krigene har efterladt sig varige spor, en række bebyggelser forsvandt for stedse, og af den landgilde, der 1530^—1664 ydes af gårdene på drostens præbende, kan vi udlæse, at disse gårdes produktionskraftmåhave været væsentligt mindre i nyere tid end i 1329. Men forudsætningen for, at krigene har kunnet få den virkning, har givetvis været den, at befolkningen af helt andre årsager end krigene har været angrebet i sin substans. Udslag af dette møder vi i udviklingen i Sydslesvig i tiden 1352^—1407, da landsdelen ikke blev hærget af krig, vi møder det i forholdene på Brøndum hovedgård i 1401, der da i lang tid havde ligget uden for krigszonerne, og vi møder det i de af Aksel E. Christensensærligtundersøgte og belyste forhold i forbindelse med de mange nedlagte kirker i Jylland i denne periode¹⁷⁴. Her står vi overfor den primære foreteelse, der har bestået i, at landsdelen af en eller anden grund har haft en stærkt aftagende befolkning. Og det er som følge af denne affolkning, at krigene har fået en virkning, som først og fremmest er faldet samtiden i øjnene. De store huller, som mangelen på mennesker har slået i de besatte gårdes rækker, som f. eks. i Norhug og på Brøndumgård, har med naturlig lovmæssighed medført, at bønderne har forladt krigshærgede områder. Hvorfor udsætte sig for krigens plyndringerogübehageligheder, når der var nok af muligheder andetsteds.Udfrasamme forhold er der heller ikke svært at fatte den lovmæssighed, med hvilken landgildeniveauet generelt sænkes.Mangelenpå fæstere har givet bønderne de bedste kort pa hånden i deres bestræbelser for at opnå de bedst mulige vilkår. Sålænge bøndernes bevægelsesfrihed var uindskrænket, må ødegodsafet

174 Anf. værk, 37—39.

Side 235

godsafetomfang som Norhugs skæbne vidner om og Brøndumgårdillustrerer,automatisk have medført, at jorddrotterne har måttet konkurrere om bønderne med en væsentlig nedsættelse af landgilden til følge. Den der ikke er fulgt med, er gået fallit som Anders Glob og hustru.

Men hvad er årsagen til den aftagende befolkning? Blandt de mange interessante forhold procuratorens regnskab belyser, hører også, at det klart fremgår, at pesten ikke kan have spillet den rolle, der ofte er blevet tillagt den. Det er apriorisk givet, at et vist befolkningstab må pesten have forårsaget, men det er ligeledes givet, at der ved siden heraf må have gjort sig en anden eller andre faktorer gældende, som har medført, at befolkningenikke blot regenererer efter pestårene, men tværtimod yderligere aftager i tiden 1352^—1407. Denne konstatering svarer til det resultat forskningen ude i Europa er nået til, nemlig at krisens højdepunkt er tiden omkr. 1400, men at dens første spor kan iagttages længe før pestårene, ja helt tilbage til 13. årh.¹⁷⁵ Pesten bliver i denne sammenhæng kun en episode, der har skærpet en krisetilstand, men ikke er dens egentlige årsag. Fra dansk område haves et par andre udtalelser fra autoritativt hold, som i denne forbindelse er bemærkelsesværdige. 1352 28. juni forøgede biskop Peder af Ribe jordegodset til en af de bestående stiftelser i domkirken med følgende motivering: »Vi har belært af erfaringen nøje overvejet, at afgiften af nævnte gods på grund af rigets farefulde stilling« (d. v. s. krigen mellem kong Valdemar på den ene og de jydske oprørere, hertug Valdemarog de holstenske grever på den anden) »i den grad forringes og formindskes år for år, og at det må befrygtes, at afgiften yderligere vil formindskes i fremtiden«¹⁷⁶. Korrektheden af denne pessimistiske fremtidsvurdering, fremsat i samme år, som kapitlet i Slesvig anlagde sin jordebog, fremgår af procuratorens regnskab1437. Den anden autoritative udtalelse findes i den på danehoffet i Nyborg 1354 udstedte rigslov; i en af dens paragraffer dispenserer kongen på sine raders opfordring — blandt hvilke

175 Jf. den ovf. s. 162, note 2 anførte Rapport 1955, 820, 95G.

176 Dipl. Dan., 3. rk., 111 (i korrektur), nr. 567.

Side 236

biskop Peder af Ribe udtrykkeligt nævnes og til hvis kreds Peder Larsen sandsynligvis har hørt — for eksekveringen af døds- og lemlæstelsesstraffe »pro nimia defectu populi regni Danici et aliis quam pluribus defectibus et periculis ipsi regno incumbentibus«¹⁷⁷. Sammenholdes disse udtalelser med den ovenforciterede udtalelse af Peder Larsen i 1355, turde det være klart, at i de ledende stormænds forestillingsverden har pesten ikke spillet nogen større rolle. Selv rigsloven, hvor en henvisning til pesten kunne synes højst nærliggende, undgår dette og bruger en mere vag, men samtidig mere vidtfavnende formulering. Vi kan af de anførte udtalelser kun slutte, at det for samtiden har været svært at sammenfatte problemet i en enkel og præcis formulering. I det følgende afsnit skal problemet søges belyst fra en anden synsvinkel end krig og pest.

7. Steenstrup har gjort opmærksom på, at man øjensynligt omkr. 1300 har regnet med, at en gårds landgilde i størrelse svarede til dens årlige udsæd, medens man som bekendt i 16. og 17. årh. havde formuleret en maksime om, at den ideelle landgilde var 1/₃ af udsæden. Selv om det nok så meget må understreges,at der i praksis har været betydelige afvigelser fra reglerne,er det dog, som allerede Erslev bemærkede, »en dybt indgribende Ændring, der derved er sket, og den kunde give Anledning til mange Betragtninger«¹⁷⁸. På dette sted er det naturligt at overveje betydningen af den ændrede maksime. Deter indlysende, at ændringen ensidigt har været til bøndernes fordel, og det kan forholdene taget i betragtning ikke være tale om noget andet tidspunkt for ændringen end den her behandledekrisetid. Det vil igen sige, at den »landbrugskrise«, der set fra samfundets synspunkt har betydet en væsentlig formindskelseaf landets økonomiske kraft, fra jorddrotternes har bestået i en kriseagtig formindskelse af deres indtægter, fra bondens synspunkt ikke er en krisetid, men en periode, i hvilken hans

177 Aarsberetn. fra Gehejmearch. V (1845), 48, Annales Danici (1920), 177 og Aksel E. Christensen, anf. værk, 40.

178 Steenstrup, Studier over Kong Valdemars Jordebog (1874), 85; Erslev, Yaldemarernes Storhedstid (1898), 137.

Side 237

økonomiske vilkår er blevet forbedret på afgørende måde. Hvilke uhyre kvantiteter korn, der for landet som helhed i kraft af den ændrede regel er forblevet i bondens lade i stedet for at indgå i jorddrotternes magasiner₁₇₉; er umiddelbart indlysende og illustreres i konkret eksempel af procuratorens regnskab180.

Af det anførte ræsonnement følger, at det landgildeniveau, der 1437 fandtes på kapitlets gods stort set må være blevet det varige. Heldigvis kan ræsonnementet underbygges ved at inddrage en oversigt fra 1532 over en del af de slesvigske præbenders og domkirkealtres jordegodsindtægter¹⁸¹ i undersøgelsen. Den følgende opstilling viser ydelserne i 1532 sammenholdt med de tilsvarende i 1352 og 1437. Enkelte landsbyer i hvilke man af kapitlets breve og brevregistraturer kan se, at kapitlet har erhvervet eller afhændet gods i tiden 1437 til 1532, er udeladte, endvidere er der i enkelte tilfælde undladt at tage hensyn til nogle værdimæssigt übetydelige ydelser af småredsel. Omregningen i nogle tilfælde af hedebyskæpper havre til ørtug korn er sket efter den i oversigten angivne anvisning₁₈₂.

Ved bedømmelsen af tallene må erindres, at forholdet mellem den lybske mark og dens sølvværdi i 1352, 1437 og i begyndelsen af 16. årh. forholder sig som 1 :2,5:4¹⁸³. I nogle tilfælde har man ladet bønderne have den fulde fordel af møntforringelsen, i andre forhøjet pengebeløbet. Som helhed viser opstillingen dog klart, at med 1437's niveau er forholdene bragt i et stabilt leje.

Med 16. årh. er vi inde i en periode, da man kan tale om et

179 For prisdannelsen på korn spillede det selvfølgelig mindre rolle, om kornet lå det ene eller det andet sted, hvilket forklarer at kornets takst forbliver uændret i krisetiden. — Denne uændrede korntakst, i europæiske kilder kan endda konstateres et vist prisfald, er iøvrigt en af grundene til, at den fra forskellig hold fremsatte »klimaforværringsteori« ikke kan godtages.

180 I denne forbindelse må nævnes, at kapitlets gårdtal på reformationstiden er beregnet til 380^—400 helgårde, jf. Harms, Das Schleswiger Domkapitel (1914), 100.

181 Archiv f. Staats- u. Kirchengeschichte II (1854), 512—543, udg. af H. N. A. Jensen; oversigten bygger på en ældre fra 1502.

182 s. 518: 5 ortug sive 5 solid, avene et sive 16 modii et 4 modioli.

183 W. Jesse, Der Wendische Munzverein (1928), 209.

Side 238

184 Desuden ydes 1 td. smor ; trods manglende oplysninger er godset i Almtorp vel blevet foroget siden 1437.

Side 239

statsbeskyttet landgildeniveau. Som Poul Johs. Jørgensen har fremhævet, kommer det principielle klarest til udtryk i en officiel svensk udtalelse fra 1664 i forbindelse med spørgsmålet om de skånske stænders privilegier: det havde været de danske bønders største privilegium, at hverken kongen, adelsmændene eller de gejstlige kunne lægge større afgifter på en bonde end den, der fandtes i gamle jordebøger¹⁸⁵. Og selv om der ved en gennemgang af tidens jordebøger kan påvises visse småændringer¹⁸⁶, så er disse i sammenligning med ændringerne i 14. årh. så betydningsløse,atde kun tjener til at illustrere, hvor stabile forholdene nu var blevet. Det er imidlertid en kendsgerning, at selv med den nyere tids lavere landgildeniveau fandtes der et konstant ødegårdsproblem. Henrik Pedersen har på grundlag af matriklen 1682 opgjort ødegårdsprocenten på det tidspunkt til 4,8°/₀, et tal, der ifølge Skrubbeltrang må opfattes som minimum¹⁸⁷. Udtrykt på anden måde kan man sige, at selv med de lavere

185 Dansk Retshistorie (1940), 470.

186 Fussing, Herremand og Fæstebonde (1942), 150^—192; en del af de der anførte forhøjelser er strengt taget ikke landgildeforhøjelser, men konvertering af ældre tjenesteydelser.

187 Hist. Tidsskr., 8. rk., IV (1913), Tillæg 197; Husmand og Inderste (1940), 32flg.

Side 240

byrder på gårdene i nyere tid var der kun en omtrentlig balance mellem tilbud og efterspørgsel, landet havde også i 16. og 17. årh. sin landbrugskrise, omend i sammenligning med 14. årh. i en meget mild form. Regeringsmagtens -- kongen og højadelens—principielle afvisning af landgildeforhøjelser kan kun være dikteret af den nationaløkonomiske betragtning, at øgede byrder ville medføre øgning af ødegårdenes antal og dermed i sidste instans betyde en svækkelse af staten og samfundet. Men hvad ville der være sket, om man for eks. år 1600 havde vedtaget at fordoble eller tredoble landgildeydelserne? Svaret kan kun være eet. Ødegårdsprocenten ville uden tvivl være steget stærkt, og havde denne tilstand varet i 5—65^—6 generationer som i middelalderen, måtte den også have ført til varig opgivelse af dyrket jord, og fra 2. generation — flere øde gårde, færre familier — til et stadigt dalende fødselstal.

Tankeeksperimentet kan tjene til at belyse en væsentlig side af det middelalderlige krisefænomem, nemlig det, der giver sig udtryk i, at hertugdømmets befolkning ifølge regnskaberne øjensynligt er dalet i tiden 1352 til 1407. Men det forklarer ikke alt. Set fra den nyere tid består det forunderlige ikke i, at et meget højt landgildeniveau omkr. 1300 måtte sænkes i løbet af de efterfølgende generationer, det forunderlige er, at man er kommet op på dette høje niveau, og det allermest forunderlige er, at man i visse tilfælde kan se, at bønder i middelalderen af en given jord har præsteret ydelser, som det 16. og 17. årh.s bønder ikke blot ikke havde villet, men heller ikke havde evnet at yde. For eks. ovennævnte gård i Børkop, der 1329 yder 21 td. htk., men 1530 til 1664 kun omkr. en ottendedel heraf, eller bebyggelsen Avbæk ved Åbenråfjord, hvor der 1352 fandtes en stor brydegård og to mindre, der tilsammen ydede 70¹/₂ td. htk. samt en ikke specificeret afgift af »communitas«, d. v. s. af den i gårdene af jorddrotten investerede kapital. I 17. årh. bestod Avbæk ifølge Meyers kort og beskrivelse af to jævne bøndergårde på I1I¹ 2 otting hver samt en »tofttjener«¹⁸⁸, hvilke ikke tilnærmelsesvis kunne have præsteret disse ydelser. I

188 Geodætisk Instituts Publikationer 111 H942), 86. Jeg takker professorerne Aksel E. Christensen og Stig luul for værdifulde bidrag til spørgsmålets løsning; mag. art. C. A. Christensen for meddelelser fra de endnu uudgivne dele af Diplomatarium Danicum og Dr. phil. Holger Friis-Johansen for oplysninger fra den nye udgave af Du Canges leksikon over middelalderligt latin.

Side 241

disse tilfælde må den middelalderlige gård driftsøkonomisk have været væsensforskellig fra den nyere tids, og i tilfældet Avbæktræder denne forskel klart for dagen i jordebogen 1352's beskrivelse. Foruden de tre nævnte gårde fandtes der nemlig 12 »coloni« på godset, som hver ydede den såre beskedne afgift på 1/₂ sk. engelsk og 2 høns (på Sjælland ville disse coloni være blevet kaldt inquilini, gårdsæder), men som uden tvivl i form af hoveri og som daglejere har skabt forudsætningerne for de tre gårdes store ydelser; i 1352 lever der femten familier i Avbæk, i 17. årh. tre. Tilsvarende, omend forskellen mellem 14. årh. og nyere tid dog næppe har været så grel, må forholdene tænkes at have været på drostepræbendens gods med disses store ydelser i 1329; i skødet siges de nævnte gårde at være skødet »cum colonis et estimacionibus«, d. v. s. med arbejdskraft og investeret kapital. Desværre er det som tidligere berørt kun undtagelsesvis det slesvigske materiale giver oplysninger om gårdenes driftsøkonomiskeorganisation, i den henseende er for eks. Roskildebispensjordebog en bedre kilde. Imidlertid er det velbekendt, at højmiddelalderen strengt taget ikke kender fæstebondebegrebet,for den eksisterer kun bryder, landboer og gårdsæder. Ved anden lejlighed håber jeg at kunne vise, hvorledes forvandlingenaf dette patriarkalske bryde-, landbo- og gårdsædesystem til den nyere tids mere laxe fæstevæsen er en anden væsentlig side af krisen. Det gamle system, i hvilket en storstilet kapitalinvesteringi form af estimaciones (virning, holdskorn, holdsfæ, udødelige køer o. s. v.) indgik som et væsentlig led, var forudsætningenfor de høje afgifter i middelalderen; da jordens dyrkere i stort omfang nægtede at dyrke jorden på disse betingelser, brød systemet sammen. Det skete ikke på en gang, stod tvertimod på i flere generationer, først i 15. årh. var forvandlingen som helhed fuldbyrdet og den »priviligerede« fæstebonde skabt. Fra da var der nogenlunde balance mellem efterspørgsel efter jord og efterspørgsel efter fæstere. Men inden man nåede så langt, var ikke übetydelige dele af den jord, der var under dyrkning omkr. 1300, gået tabt.

Side 242

Zusammenfassung.

Um das Jahr 1437 — genau zwischen den Jahren 1435 und 1439 — verglich der Leiter der Finanzverwaltung des Domkapitels zu Sehleswig, der procurator capituli, die Einnahmen, welche die Domkirche und die Domprå'benden zu jener Zeit aus Tafelgiiter und sonstigen Einnahmequellen empflngen, mit denen, die laut eines Registrum aus dem Jahre 1352 erhoben worden waren. Die Rechenschaft hieriiber, die in der Quellensammlung d. Gesellschaft f. Schleswig-Holsteinische Gesehichte, Bd. VI, nach einer Abschrift von Ulrich Petersen (f 1735) im dånischen Reichsarchiv, herausgegeben worden ist, umfasst 28 Seiten in Grossformat. Am Fusse jeder Seite hat der Procurator in einer Summa reddituum diminutorum die Verluste zusammengezåhlt. Eine Zusammenstellung dieser Summæ ist S. 163 gegeben worden. Da der Procurator den dånischen Åbolæst 9 Mark Liibisch gleichsetzt, kann dieser Totalverlust in 5205 Tonnen Hartkorn umgerechnet werden (1 Tonne Hartkorn = 1 Tonne Gerste å 139,1 Liter). Der Procurator hat nur die DifTerenz zwischen den Ertrågen 1352 und 1437 errechnet. In der Abhandlung ist jede Postierung fur das Jahr 1352 dem entsprechende des Jahres 1437 gegenubergestellt worden. Verbesserungen in der handschriftlichen Überlieferung sind mit Klammern angegeben. Postierungen, welche der Procurator aus verschiedenen Grunden, meistens weil die Nachrichten unzulånglich waren, oder weil das entsprechende Gut in der Zwischenzeit veråussert worden war, nicht beriicksichtigt hat, sind mit * angegeben. Das Endergebnis dieser Gegeniiberstellung ist S. 221 verzeichnet. Die Einnahmen 1352, die der Procurator in Rechnung zieht, belaufen sich auf 7609 Tonnen Hartkorn, im Jahre 1437 dagegen nur auf 2421 Tonnen. Aus verschiedenen Grunden muss doch die erste Zahl auf 8000 (± 100) erhoht werden, andererseits ist die Summe 2421 zu hoch berechnet, da der Procurator den Kornpreis des Jahres 1352: 1 læst Korn (= 36 Tonnen Hartkorn), auch fiir das Jahr 1437 gelten lå'sst, wåhrend in Wirklichkeit der Læst im Jahre 1437 etwa das Doppelte kostede. Die 271¹/₂ Mark Liibisch entsprechen im Jahre 1437 nicht 1086 Tonnen Hartkorn, sondern nur etwa die Hålfte. Zusammenfassend kann gesagt werden, dass von der Verlustsumme von 6000 Tonnen Hartkorn, die 500 Tonnen von der Verringerung des Geldwertes herriihren; 730 Tonnen hat die grosse Sturmflut in Friesland im Jahre 1362 an Einbusse mit sich gefiihrt, und die restierenden 4730 Tonnen fallen auf das Konto der allgemeinen europåischen Agrarkrise.

Side 243

Nach Ansicht des Procurators ist diese Agrarkrise durch die Kriegszustånde bedingt: Redditus diminuti per guerras et per inundationem in Frisia. Bis zu einem gewissen Grade, muss man zugeben, dass diese Auffassung berechtigt ist. Die Zahlen ergeben, dass Nordschleswig, welches in dem Krieg, der 1433 endete, hauptsåchlicher Kriegsschauplatz gewesen war, aufs Schwerste betroffen ist (S. 225). Nach einer anderen Quelle kann dasselbe flir den benachbarten Teil Nordjutlands nachgewiesen werden; hier haben die Kriegszustånde in den Jahren 1340_—55 zu hnlichen gefiihrt. (S. 232). Andererseits muss aber hervorgehoben werden, dass auch Siidschleswig wie andere Teile Nordjiilands, welche nicht von Kriegen betroffen worden sind, ausgesprochene Krisenzustånde aufweisen. Fiir Siidschleswig ist der Hohepunkt der Krise die Jahre 1352—1407 (S. 227), ein Zeitraum, wo das Gebiet von grosseren Kriegen nicht beriihrt war. Ebenso ist das Gut Brøndum in Nordjiitland (siidlich Aalborg) im Jahre 1401 schwer getroffen, ohne dass Kriegshandlung hier die Ursache sein kann (S. 230).

Es ist bemerkenswert, dass nicht nur der Procurator im Jahre 1437, sondern auch massgebende Manner des dånischen Reiches unmittelbar nach den Pestjahren als Erklårung der Krisenerscheinungen auf die derzeitigen Kriege hinweisen. Es kann aber kein Zweifel dariiber bestehen, dass wenn den verhaltnismåssig belanglosen Kriegen im 14. und 15. Jahrhundert eine solche grosse Bedeutung zugemessen werden, dieses davon abhångt, dass die Bevolkerung Jiitlands — sowohl Nord- wie Siidjiitland — sien in diesem Zeitraum stark vermindert hat. Viele Hofe und ganze Dorfschaften sind infolge dieser Abnahme der Bevolkerung wiistgelegt geworden. Ein Gebiet, das unter diesen Umstanden vom Krieg betroffen wird, wird zusåtzlich hart mitgenommen, weil die Bauern es vorgezogen haben auf Bauerngiiter in Nicht- Kriegsgebieten umzusiedeln. An diese Erscheinung heften die Zeitgenossen ihre Aufmerksamkeit, die tiefer liegende Ursache, die Bevolkerungsabnahme, lassen sie unerklart.

Zur Erklårung dieses einschneidenden Problems muss man folgendes vor Augen haben. Um 1300 war es in Danemark eine Grundregel bei Festlegung der Abgaben der Bauern an ihren Grundherren, dass die Abgaben den selben Wert wie die jåhrlicheAussaat des Hofes entsprechen sollten. In dem Zeitraum 15_—1700 war diese Grundregel dahin geåndert worden, dass die Abgaben grundsåtzlich nur ein Drittel der Aussaat ausmachten. Aber selbst in diesem Zeitraum, wo die im Vergleich mit dem Hochmittelalter niedrigen Abgaben vom Staate — Konig und

Side 244

hochadelige Grossgutbesitzer als Reichsrat — beschtitzt werden, gab es ein dauerndes Wiistungsproblem. Fiir das Jahr 1688 karm festgestellt werden, dass 5 °/0/₀ aller Bauernhofe in Danemark wiist waren. Bei diesem Zustande blieb die Bevolkerung stabil. Es kann daher angenommen werden, dass wenn die Staatslenkung in dom Zeitraum 15^—1700 prinzipiell Abgabenerhohungen verbot, sie von der Anschauung ausging, dass Erhohungen automatisch zur Zunahme der Wiistungen fiihren miissten und daher die Nationalokonomieschaden wiirden. Eine Verdreifachung der Abgaben hatte jedenfalls zur Vervielfåltigung der Wiistungen gefiihrt, und hatte dieser Zustand wie im Spå'tmittelalter 5—75^—7 Generationen gedauert, wiirde sie automatisch einen Riickgang der Bevolkerung zufolge gehabt haben. Es kann daher als naturnotwendig angesehen werden,dass das hohe Abgabenniveau ums Jahr 1300 im Laufe der folgenden 150 Jahren abgebaut werden musste, so wie es geschah.

Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 6 (1960 - 1962) 1

Krisen pa Slesvig Domkapitels jordegods 1352—1437

Zusammenfassung.