Forud for den glansperiode, Kiel oplevede fra det 16. rhundrede, byen i middelalderen tilsyneladende fristet en ganske underordnet tilværelse, domineret af naboskabet til Liibeck. Byens tilblivelse og ældste udvikling har været underkastet en række undersøgelser, hvorimod der med Henning Landgrafs bog »Bevolkerung und Wirtschaft Kiels im 10. Jahrhundert«, (Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins, bd. 39, 1959.) for første gang forsøges en oversigt over dens udvikling i senmiddelalderen. Det materiale, Henning Landgrat' bearbejder, er efter omstændighederne nogenlunde fyldigt, foruden diplomerne enkelte skatteregnskaber og toldregnskaber. Det behandles i alt væsentlig med den fornødne varsomhed, omend næppe altid udtømmende, og forfatteren har undertiden givet gode bidrag til karakteristik af den behandlede periode. Man kunde her nævne hans påvisning af den sociale differenticringsproces, der finder sted i sidste halvdel af det 15. årh., en parallel til lignende udviklingstendenser lidt tidligere i de større handelsbyer. Ligeledes kunde man nævne forf.s forsigtige behandling (s. 130 fT.) af byens handel. Kiel beskæftigede sig i meget ringe udstrækning med eksporthandel, og kun i virkelige kriseår (dyrtidsårene i 1480'erne og krigsårene 1509^—12) fik den en vis betydning som kornleverandør for Liibeck (jfr. s. 145 f.).

Deter prisvcerdigt, at forf. intetsteds overdriver Kiels storrelse eller betydning, men ofte og steerkt understreger, at byen selv efter datidens malestok var lille, og spillede en ganske underordnet rolle i hanseforbundet. Pa denne baggrund kan det derfor undertiden virke let grotesk, at det stadig har vseret forf. magtpaliggende at operere med hele den tyske byforsknings arsenal af abstraktioner, systematik og typologi, der endda oftest acceptercs uden forbehold. Jeg vil ikke benaegte, at kendskab til byforskningens arbejdsmetoder og resultater er en naturlig forudsaetning ogsa i et arbejde med byer af ringere format, men det rummer pa den anden side ogsa en fare for at overse de specielle track, og denne ensidighed har forf. nseppe helt undgaet. S. 38 godtager han uden tilstrtckkelig argumentation det almindelige befolkningstab i det 14.^—15. arhundrede (med henvisning til E. Keyser, W. Abel, F. Lutge og andre) sorn gyldigt for Kiel uden tilstraekkelig diskussion. S. 36 accepteres hvad man — med et strindbergsk udtryk — kunde kalde Ilorst Jechts byknappologi. Kiel karakteriseres som en typisk middelby, sikkcrt rigtigt under forudsaetning af grupperingsprincippernes holdbarhed og af, at denne klassificering tjente en virkelig funktion i bogens disposition.

Denne afhængighed af andre forskeres idéer forklarer, at en række af de undersøgelser, forfatteren tager op, egentlig ikke føres til bunds, eller at de standser ved konstateringen af parallelfænomener til andre byer. F. eks. forekommer skildringen s. 121 ff. af Kieleromslaget, der jo er et specielt kielsk træk, mig næppe helt fyldestgørende, skønt der dog i rentebøgerne foreligger et fyldigt materiale. Det er tilsyneladende undgået forfatterens opmærksomhed, at renten var faldende i det 15. århundrede. Der er her tale om et internationalt fænomen, der også har påvirket Kielermarkedet, omend ret sent; men der er også tale om et forhold, der må have haft betydelig rækkevidde for kreditorer (især vel den holstenske adel) såvel som for debitorer.

Sammenfattende kan det altså siges, at Henning Landgrafs bog røber betydelige mangler, men at han også har givet en række værdifulde bidrag til Kiels historie, som utvivlsomt vil kunne benyttes i forskningen. „ T nt,„nin tpr^_n