Interessen for islamisk filosofi er ganske vist langtfra af ny dato, men mange af de vigtigste tekster savnes endnu i tidssvarende udgaver, og bearbejdelsen er endnu kun i sin vorden. Navnlig har middelalderens arabiske statstænkning hidtil aldrig været genstand for systematiske eller tilfredsstillende undersøgelser. Dr. E. I. J. Rosenthals bog Political Thought in Medieval Islam. An Introductory Outline (Cambridge 1958) imødekommer således et virkeligt behov. Bogens undertitel antyder, at dens fremstilling kun tilsigter at følge udviklingens hovedtendenser, og den vil utvivlsomt kunne læses med stort udbytte også af ikke-orientalister, navnlig vel som pendant til den svulmende litteratur om den den samtidige, europæiske statstænkning.

Bogen falder i to hovedafsnit, en fremstilling af de arabiske
juristers konstitutionelle ideer og en redegørelse for impulserne

fra hellenistisk filosofi. Forf. fremhæver med rette Islams stærke sammenkædning af stat og religion; statsmagtens ideelle begrundelseligger i dens myndighed til at håndhæve den hellige lov, og er den ikke i stand til det, mister den eo ipso sin berettigelse. Men det er påfaldende i hvor høj grad den islamiske statsteori trods sine faste rammer har haft smidighed til at modificere kalifatets og sultanatets konstitutionelle magtfylde efter de vekslendepolitiske betingelser¹. Alle arabiske jurister opererer med det samme kildemateriale, nemlig historieskrivernes fremstillinger, og de opnår normalt deres resultater ved at bringe dette stof i overensstemmelse med den givne situation for at bevare den guddommelige kontinuitet fra Muhammed.

I bogens andet aisnit — "The Platonian Legacy" — redegør dr. Rosenthai kyndigt for de arabiske, skolastiske filosoffers (falåsifah) møde med den klassiske filosofi, især Aristoteles' og Platons. Han påviser uomtvisteligt, hvorledes falåsifah ligesom deres europæiske fagfæller har forsøgt at harmonisere åbenbaringen med den rationelle, græske tænkning. Og selv om den platoniske arv nok som forf. betoner — hos falåsifah har bidraget til at afklare en del af den hellige lovs begreber, lykkedes det dem aldrig helt at forene denne inspirationskilde med Muhammeds usystematiske forkyndelse, og de havde næppe heller nogen mulighed derfor. Den guddommelige åbenbaring drages aldrig i tvivl, og medens de klassiske ideer i Europa i høj grad var medvirkende til at bane vejen for adskillelsen af gejstlig og verdslig autoritet i senmiddelalderen, tillod Islams struktur ikke nogen tilsvarende emancipation. „_ r .

---

1 Dette træk har den engelske orientalist, sir Hamilton Gibb tidligere fremhævet. — Dr. Rosenthais påvisning af den hellenistiske arv i de arabiske forfatteres »quest for human happiness« er utvivlsomt berettiget, men det havde nok været heldigt også at følge dette begrebs linier tilbage til de gamle, orientalske forestillinger om sammenhængen mellem herskerens retfærdighed og folkets trivsel, en idé, der tydeligst fremtræder i sf ismens mahdl-lære, men som også er mærkbar i reaktionen mod ummayyaderne, hvis verdslige kongedømme (mulk) de arabiske teoretikere — som forf. er inde på — tog afstand fra som uforeneligt med kalifatets åndelige myndighed.