Skønt T. F. Touts gamle fremstilling af Englands historie i perioden 1216—1377 (i W. Hunt and R. L. Poole: A Political History of England, vol. 111, London 1903) i kraft af sin forfatters autoritet endnu i mange henseender er overordentlig brugbar, repræsenterer M. McKisacks behandling af det 14. århundrede (The Fourteenth Century, 1307—1399. (The Oxford History of England, ed. by sir George Clark, vol. VI, Oxford 1959), xix \-598sider) meget velkommen fornyelse bl. a. fordi dens horizontefter sagens natur er bredere. Yderligere fremtræder dette bind i højere grad end F. M. Powicke's fornemme syntese af det 13. århundredes historie som en systematik af de sidste generationersforskningsarbejde. Det giver den det standardformat, som Oxfordserien forudsætter, ved sin grundighed, sin redelighed og sin

klarhed. Der kan måske være grund til her at fremhæve forf.s velafbalanceredefremstilling af Edward 11. s forhold til de engelske baroner og af de vigtige Ordinances fra 1311 (s. 12 fi.); hans redegørelsefor den omstridte Modus tenendi Parliamentum, hvis engelskeversion — som det oftest sker — får prioriteten, og som dateres til ca. 1316^—24, men H. G. Richardsons og G. O. Sayles afvigende datering og vurdering citeres loyalt (s. 183f.); og endelig kan man fremdrage den velafbalancerede skildring af »det gode Parlament« i 1376 og revolten i 1381 (s. 384fT.).

Medens forfatterens bedømmelse af Edward II — udover naturligvis T. F. Touts grundlæggende monografi — overvejende støtter sig til det materiale, den anonyme, men absolut samtidige Vita Edwardi Secundi fremlægger, savner man en tilsvarende vejledning for sønnen. Ikke destomindre hører vurderingen af Edward 111 til bogens mest originale islæt, en vurdering som allerede på grund af Oxfordseriens autoritet sikkert vil komme til at øve betydelig indflydelse.¹ Og hvor samtidens reaktioner ganske klart afspejler den engelske overklasses forargelse over Edward ll.s eccentriske hobbies og over favoriseringen af personer som Peter Gaveston og the Despensers, sporer vi ingen spændingsmomenter af denne art under sønnens regering; hvor Edward 11. s adfærd havde krænket det engelske aristokratis elementæreste sociale og politiske begreber, deler Edward 111 dem uden forbehold. Det portræt, McKisack tegner af denne konge, beror fortrinsvis på en kasuistisk undersøgelse, og resultatet er en skikkelse, der i alle henseender opfylder senmiddelalderens ridderideal, således som vi kender det fra Johan Huizingas og Sidney Painters analyser.

Edward III.s forhold til den engelske højadel formede sig tilsyneladenderet gnidningsfrit, sikkert netop fordi han delte dens fordomme. Det er utvivlsomt dette fænomen, der forklarer både samtidens lovprisning af kongen og William Stubbs negative dom over ham. Forsåvidt som Edward 111 opfylder sin samtids kongeideal,er McKisacks nyvurdering en sund reaktion. Den rent historiskevurdering må naturligvis også inddrage andre momenter. Det er således indlysende rigtigt, at Edward III.s finans- og handelspolitikikke, som man undertiden tidligere har været tilbøjelig til at mene, afspejler nogen landsfaderlig beskyttelsesidé, men at uldhandelens organisation og den spirende klædeindustri blandt andet er produkter af en politik, der tjente helt andre formål. Dette komplicerede samspil kommer på grund af bogens dispositioniovrigt

---

1 Forf. har siden motiveret sin opfattelse nærmere i sin James Bryce Memorial Lecture: Edward 111 and the Historians (History, Journal of the Historical Association, vol. XL 111 (London I960), 1-15).

sitioniovrigtnæppe helt til sin ret. På tilsvarende måde er forfatterensvelvillige bedommelse af Edward III.s taktiske begavelse naturlig på baggrund af den omvurdering, han foretager. Det forekommer mig dog unodvendigt at fremhæve muligheden af, at kongen kan have taget ved lære af sin faders skæbnesvangre fejltagelser.

Det nye billede af Edward 111 fører til den i og for sig ikke überettigede konsekvens, at hans kongemagt på mange måder repræsenterer et antiklimaks til Henrik lII.s sejge kamp mod det engelske aristokrati og Edward I.s håndfaste styrkelse af sin magt. Edward 111 accepterer stort set de vilkår, de engelske baroner havde forlangt af faderen i en form for samarbejde. McKisack fremhæver med rette, at det sikkert har været denne omstændighed, der forklarer, at kongen kunde samle det engelske folk om sig i et nationalt samarbejde mod Frankrig, og at det engelske samfund i modsætning til det franske kunde gå med til at stille sine ressourcer til rådighed for kampen mod Frankrig. Selvom man således kan diskutere enkeltheder i McKisacks nyvurdering af Edward 111, må hans rekonstruktion som helhed karakteriseres som overbevisende, og hans fremstilling må modtages med taknemmelighed som et up to date standardværk.