Museumsdirektør Otto Andrup nåede ikke at få afsluttet sine undersøgelser over portrætterne i det adelige jomfrukloster i Odense. Efter direktør Andrups død blev det overdraget museumsinspektør H. D. Schepelern at fortsætte og fuldføre arbejdet, og i 1959 forelå det færdige resultat i form af en lille bog, Portrætsam- Ungen i Odense adelige jomfrukloster, udgivet af Det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg, 1959, (142 sider, forsynet med 53 illustrationer og 1 farveplanche, den samme som også smykker bogens omslag).

Klostret i Odense blev stiftet i 1716 af den store bogsamlerske Karen Brahe (1657^—1736), som her især i bibliotekssalen lod ophængeen række malerier, fortrinsvis familieportrætter af afdøde og samtidige slægtninge. Hertil føjedes enkelte billeder med religiøseog åndelige motiver. Det ældste inventarium er fra 1738, og det er dette, som danner grundlaget for H. D. Schepelerns grundige undersøgelse og identification af portrætterne. Malerisamlingen har idag omtrent samme karakter og omfang som i 1738. Kun få billeder er senere kommet til, og endnu færre er fjernet. Dog, de formodentlig 3 værdifuldeste portrætter i samlingen af Tycho Brahe, den lærde Holger Rosenkrantz og hans hustru Sophie Brahe mangler. De sendtes nemlig efter kunsthistorikeren N. L. Høyens ønske til Frederiksborg i 1835, idet man mente, at opbevaringsforholdenevar bedre der end i Odense. Som erstatning lod man 3 kopier, malt af G. A. Jensen, ophænge i klostret. Ved slotsbranden i 1859 gik originalerne tabt, og idag existerer kun

C. A. Jensens kopier i Odense. I 1738 synes der ikke at have hersket tvivl om, hvem alle portrætterne forestillede; men denne viden er beklageligvis gået i glemme i de følgende århundreder, hvor inventarierne kun navngiver enkelte portrætter og ellers blot oplyser f. eks. »Tyve og to Portraiter i Ramme, smaa og store« (1793-inventariet). Det er dog lykkedes Schepelern at identificere 13 af 14 mandsportrætter og 10 af 25 kvindeportrætter.

Schepelerns bog falder klart i 2 dele. I den forste, indledning, skildrer han klostrets historie og opridser baggrunden og traditionen for de protestantiske jomfruklostre i Danmark. Måske er hans fremstilling lidt for unuanceret, men det er sikkert rigtigt at trække en af linjerne tilbage til Leonora Christina, hvis beskedne hof holdning i Maribo peger frem mod de senere frøkenklostre. Endelig redegør forfatteren særligt for omstændighederne vedrørende afleveringerne til Frederiksborg i slutningen af 1830-erne. I den anden del, kataloget, fremlægger han sine egentlige undersøgelser af og kommentarer til hvert enkelt maleri. Beskrivelserne og analyserne er skoleexempler på den metode, som anvendes på Frederiksborgmuseet, og følger nøje det skema, som Otto Andrup har opstillet.¹

Portrætterne er karakteristiske for dansk portrætmaleri fra slutningen af 1500-tallet til begyndelsen af 1700-tallet, og de er »målt med en hjemlig målestok. . . i det hele (af) en ret god kvalitet« (s. 49). Det bedste af de bevarede billeder er uden tvivl portrættet af klostrets stifterinde Karen Brahe. Med god grund er det da også dette maleri, som bringes på bogomslaget. »Portrætsamlingen i Odense adelige Jomfrukloster« slutter værdigt op i rækken af undersøgelser af portrætsamlinger på danske herregårde og klostre — jeg tænker her først og fremmest på Otto Andrups kataloger over malerierne på Gaunø, Vemmetofte og Gisselfeldt. Man må håbe, at Frederiksborgmuseet fortsat inspirerer medarbejdernes ikonografiske studier. Både Povl Ellers »Adam Oehlenschlåger portrætter« fra 1958 og nu Schepelerns bog giver gode løfter for fremtidige publikationer af lignende karakter.

---

1 O. Andrup, bl. a. *Cber die Arbeit der ikonographischen Kommission«, 1932, og »La Terminologie de létendue du portrait adoptee par le VII^e congres international des sciences historiques å Varsovie 1933«.