Svar til dr. Erik Rasmussen.

I betragtning af den foranstående anmeldelses særlige karakter har redaktionen ment, at dr. Rasmussen burde have lejlighed til at kommentere den. Efter at jeg i manuskriptet til recensionen har taget hensyn til visse af hans indvendinger, må jeg iøvrigt fastholde mine synspunkter. Desuden skal jeg bemærke følgende:

Det forekommer mig, at dr. R. stadig sammenblander økonomisk-politiskoverbevisning (socialistisk, liberalistisk etc.) og økonomiskteori. Der kan iøvrigt være meget rigtigt i hans principielle betragtninger over økonomi og historie. Hovedsagen er dog, at den økonomiske historieforskning trods alle betænkeligheder er

nødt til i vid udstrækning at bruge økonomisk teori, hvad dr. R.s
egen bog klart illustrerer.

Dr. R. regner tilsyneladende med en kortere menneskelig motivskala end jeg, men dette lader sig vistnok ikke med fordel diskutere. Derimod vil jeg gerne fralægge mig en opfattelse (ofte betegnet med ordene quod non est in actis, non est in mundo), som allerede Erik Arup kaldte forældet, og som jeg forresten ikke har set praktiseret konsekvent af nogen seriøs historiker i min tid. Jeg nærer varm sympati for ethvert forsøg på med de rette midler at komme bag om kildernes ord. Men jeg anser den fremgangsmåde som dr. R. kalder »sagkritik« for et fint og indviklet instrument, der stiller store krav til brugeren om gennemprøvning af alle forklaringsmuligheder. Deter ikke gjort med at gribe den første den bedste hypotese, og mange letkøbte og uholdbare påstande er fremsat i »sagkritikkens« navn. Anmeldelsen er bl. a. tænkt som et advarende ord i den henseende. Dr. R. misforstår til min forundring specielt min behandling af Ostens stilling ovfr. banken 1745. Den bygger, hvad det skulde være let at se, ikke på isoleret, »ordret« læsning af en enkelt kilde. Jeg har brugt en prøvet og såvidt vides endnu almindeligt anerkendt fremgangsmåde, der består i at veje kilder, argumenter og påstande enkeltvis, forkaste hvad der findes undervægtigt, og på grundlag af resten efter bedste evne forme en konklusion. Den tænksomme læser af anmeldelsen vil også have bemærket, at jeg flere steder i bogen netop savner ægte realkritik, logisk bearbejdelse af kendsgerninger som sølvprisens stigning 1743, Moltkes og Rernstorffs medvirkning ved Reventlows anbringelse i finansstyrelsen o. a.

Dr. R. tildeler efter min mening stadig Osten en alt for betydningsfuldrolle i bankens krise 1745 og i hans modparters opfattelse af denne. En indre modsigelse røber svagheden i bogens fremstilling af det sidste punkt. Dr. R. hævder først, at »kommissærerne og deres velyndere i kommercekollegiet« fandt grunden til bankens ulykke »alene i fmansledelsens vrangvillige holdning« (s. 86, min kursivering). Påstanden kan ikke forliges med hans senere referat af kommercekollegiets betænkning 10. dec. 1745, der blandt rsagernetil ruin« fremhæver den høje sølvpris og den negative handelsbalance, som Osten var uden indflydelse på (jfr. s. 92). Dr. R. hager sig fast i modsætningen mellem kommercekollegietog Osten og undlader e.m.m. netop at tage fornødent hensyn til visse forhold, som ikke understreges i »klare kildesteder«, deriblandt at seddelindløsningen havde måttet standses efter kun otte års forløb. Det kan nok uden Ostens hjælp have stemt adskilligeaf bankens hidtidige velyndere og specielt kongen kritisk mod

den¹ og have nødvendiggjort det kraftige forsvar som findes i betænkningenaf 10. dec. At kollegiet benyttede lejligheden til at give Osten en del af skylden for ulykken (jeg har iøvrigt ikke skrevet at kommissærerne vilde give ham »ansvaret« for den), beviser hverken at betænkningen hovedsagelig var rettet mod Ostens dispositioner og planer, eller at disse blev anset for særlig farlige for den »ekspansive erhvervspolitik«; selv nålestik kan bruges i en magtkamp. Væsentligt fra et »sagkritisk« synspunkt forekommer det mig dog navnlig, at Ostens fald hverken flnansellererhvervspolitisk betød et systemskifte. Det gør det svært at finde noget holdepunkt for den opfattelse, at han blev fjernet på grund af magthavernes utilfredshed med hans erhvervspolitiske indstilling. A. G. Moltkes ord kan jeg ikke tillægge samme betydningsom dr. R. Han overfortolker e.m.m. her som ved udmøntningen1743 og andetsteds en enkelt løsreven sætning og tager ikke i tilstrækkelig grad de relevante kendsgerninger i betragtning.

Hvad Ostens egne meninger angår, ser jeg ikke at han i sit »forsvar« har sagt eller antydet, at seddelvekslingen ved de kgl. kasser i provinsen fremtidig burde ophøre. Dr. R. har naturligvis lov at formode at han ønskede det, at han vilde være gået til »generalangreb« på banken hvis han havde turdet, og at Holstein og han var enige »i hovedsagen«. Men det er altsammen kun formodninger, thi at det er Ostens forsvarsskrift, som ikke indeholder de meninger dr. R. vil tillægge ham, er vist et utilstrækkeligt bevis for at han havde dem. Dr. R. siger kategorisk, at den af Osten foreslåede seddelveksling i zahlkassen vilde have »umuliggjort kommercekollegiets ekspansive erhvervspolitik«. Det måtte dog vel afhænge af, hvordan bestemmelsen blev administreret, i første omgang altså af finansdirektørens indstilling, og dr. R. har ikke vist, at den var så forskellig fra kommercekollegiets, som han påstår. Osten hævdede ganske vist i sit »forsvar«, at seddelomløbet i den øjeblikkelige situation måtte indskrænkes. Men det mente kommercekollegiet også, og jeg indser ikke hvorfor dets ord herom skulde være en »parade«, når banken allerede i flere måneder havde handlet ud fra samme opfattelse og endnu et halvt år fortsatte med at nedskære udlånet (s. 83 f.). At Osten principielt var modstander af den »ekspansive erhvervspolitik« i det omfang, hvorunder den i 1740erne blev drevet, er e.m.m. et postulat.

Dr. R. finder nu at ordet »kamp« giver »en dårlig beskrivelse af

---

Et ojeblik regner dr. R. tilsyneladende med denne sidste mulighed: »Dramatisk tilspidset blev kampen i slutningen af november, måske fordi det da blev åbenbart for kongen, at vanskelighederne ikke var rent midlertidige« (s. 87).

det der foregik«. Han tror at han i sin historieopfattelse har ladet klassekampen med alt det 19. årh.s mørke og vildfarelser langt bag sig, og mener åbenbart at befinde sig i de »sociale strukturforandringers« klare dag. Nissen er dog flyttet med, hvad et enkelt eksempel kan vise. Som bekendt var det en af de oprindelige marxistiske læresætninger, at »bourgeoisiet« (nogenlunde enstydigt med dr. R.s »ekspansive borgerskab«) gennem klassekampene havde erhvervet det politiske eneherredømme i den moderne repræsentativstat, hvor statsmagten var blevet »et udvalg der forvalter hele bourgeoisklassens fælles forretninger«. Denne forenklede karakteristik af den historiske virkelighed er specielt for Danmark lidet træffende. Ikke desto mindre tænker dr. R. ad de samme baner. »Bankpolitikken var ... et vigtigt middel, hvormed det ekspansive borgerskab kæmpede sig endnu et væsentligt stykke frem ad vejen mod det punkt hvor det kunde gøre staten til sin«, siger han (s. 245 f., min kursivering). Ordene finder man blandt »betragtninger som er vokset frem af [dr. R.s] beskæftigelse med tidens bankpolitik i almindelighed« (s. 246). Marx og Engels vilde imidlertid have nikket bifaldende. Sætningen kunde passe smukt i 1. kapitel af Det kommunistiske manifest.