Sven A. Nilsson: Kampen om de adliga privilegierna 1526-1594. utgivna av Vetenskaps-societeten i Lund, Bd. 41. Lund 1952. 145 Sider.

Sveriges indre Historie i det 16. Aarhundrede og det svenske Samfunds Omformning fra dets middelalderlige Skikkelse til det Stormagtsstadium, Landet naaede i det 17. Aarhundrede, er gennemde seneste Aar blevet underkastet en Række dybtgaaende Undersøgelser, der paa vigtige Punkter har modificeret de Resultater,den ældre Forskning var naaet til. Blandt disse Arbejder

indtager Sven A. Nilssons Studier over Forholdet mellem Adelen og Kronen en fornem Plads. Hans Undersøgelser indledtes med Disputatsen »Krona och frålse i Sverige 1523_—1594. Rusttfånst, lånsvåsende, godspolitik« fra 1947, og denne Bog følges nu op af »Kampen om de adliga privilegierna 1526^—1594«. Ogsaa i sig selv dækker den nye Bog et meget centralt Omraade, og den bringer Resultater, der fuldstændigt reviderer hævdvundne Synspunkter.

Allerede i sin Disputats paaviste Forf., at Privilegieudviklingen i Danmark og Sverige forløb parallelt indtil Middelalderens Afslutning. Vigtigst var det, at Kronen paa den ene Side skabte lovmæssige Hindringer for Adelens Erhvervelse af Selvejergods, medens Adelen for sin Part fik gennemført Forbud baade mod Kronens og vanbyrdiges Køb eller Pant af frit Jordegods. Derimod opnaaede den svenske Adel ikke som den danske Immunitet mod ekstraordinære Skattepaalæg for Ugedagsbønderne, men kun, at dens Fæstere skulde udrede de ekstraordinære Byrder med halv Sats¹.

I Almindelighed har man ment, at Kronen i 1500-tallet stadig har maattet vige for Adelens Privilegiekrav, en Opfattelse, der nu ikke længere lader sig opretholde. Tværtimod synes de ældre Vasakonger med Held at have taget Kampen mod Herremændene op. I Perioden indtil 1568 gjaldt Striden navnlig Rostjenesten, der under Gustav Vasa blev omformet saaledes, at den personlige Tjeneste endeligt afløstes af en Tjenestepligt gradueret efter Godsindkomst. Denne Ordning udnyttede Gustav Vasa og Erik XIV til at afkræve Herremændene stadigt voksende Præstationer, og samtidig maatte Adelens Fæstere hyppigt udrede de ekstraordinære Kontributioner paa lige Fod med andre Bønder.

Reaktionen indtraf, da Adelen efter Erik XIV: s Fald fordrede nye Privilegier af Johan 111. Men skønt Rigsraadet under Hogenskild Bielkes Ledelse principielt ønskede, at de adelige Rettigheder skulde føres tilbage til deres middelalderlige Skikkelse; og skønt det nok opnaaede en varig Begrænsning af Rostjenesteydelsen og Anerkendelse af de lovfæstede Beskatningssatser, blev Privilegiebrevet 1569 ikke den Gevinst, man hidtil har opfattet det som. Det gav nemlig ingen væsentlige, nye Rettigheder. At Resultatet blev saa kummerligt skyldes, at Johan 111 havde formaaet at splitte Raadsaristokratiet og den menige Adel ved at tildele Højadelen enkelte Særrettigheder.

Nogen Afklaring af Privilegiekampen havde man imidlertid

---

1 Sv. A. Nilsson: Krona och frålse i Sverige 1523^—1594 (Lund 1947), 189 ft., 196 ff.

ikke opnaaet i 1569. Men medens Striden under Gustav Vasa og Erik XIV gjaldt Rostjenesteforpligtelserne, samledes Opmærksomhedenunder Johan 111 især om Kongens voldsomme, ekstraordinæreSkatteudskrivninger, der ikke respekterede de adelige Rettigheder. Disse Udskrivninger opnaaede Kongen ved enten al ignorere Rigsraadet, der ikke havde Skattebevillingsret, eller ved Trusler om Lensreduktioner. Endelig kompliceredes Situationen ved, at Hertug Karl — den senere Karl IX — dels iorte sin private Privilegiepolitik til Gavn for Lavadelen, men vendt mod Kongen og Rigsraadet, dels tiltvang sig personlige Ekstraskatter eller lagde Beslag paa de kongelige Skatter. Da Johan 111 døde 1592 prøvede Rigsraadet at samle alle adelige Interesser om en storstiletPrivilegieaktion under Ledelse af Hogenskild Bielke og Erik Sparre. Man vendte sig imod, at arvforeningen 1544 skulde begrænseRaadets konstitutionelle Medbestemmelsesret, og man forlangtenu Adelens Bønder fritaget for alle kongelige Byrder og sikret Immunitet overfor de kongelige Fogeder. Men ogsaa dette Stormløb mislykkedes totalt, dels fordi Sigismund trak Forhandlingerneud til efter sin Kroning, dels paa Grund af Hertug Karls Machinationer. Det endelige Privilegiebrev bekræftede i alt væsentligtkun Privilegierne fra 1569.

Nogen varige Fordele havde Adelen altsaa slet ikke opnaaet i denne Periode. Konflikten faldt tværtimod snarest ud til Fordel for Kongemagten. Privilegiebrevet fra 1569, som man hidtil har set som Indledningen til et svensk Adelsvælde, blev ikke i nogen Henseende en Sejr hverken for Rigsraadet eller for Adelen som Helhed, men for Johan 111. Adelens Privilegieaktioner 1569_—94 maa da ogsaa med Forf. tolkes som Forsøg paa at bremse Kronens Præstationskrav, og dens Fordring paa Restitution af de middelalderlige Rettigheder bliver fra dens Synspunkt mere end Propaganda. Forklaringen paa Adelens fejlslagne Politik maa formodentlig søges i, at Rigsraadet savnede en finansiel Kontrol med Kongemagten, og i, at Kongen til Stadighed kunde udnytte Interessemodsætningerne mellem Højadelen og Lavadelen.

Sammenligner man den svenske og den danske Adels Stilling vil Forskellen være iøjnefaldende. Det danske Rigsraad opnaaede fra Christian Ill's Tid en virkelig effektiv Kontrol med KongemagtensDispositioner ved meget bestemt at haandhæve sin Skattebevillingsret og sin Ret til Opsyn med Pengemidlernes Anvendelse.Det svenske Rigsraad besad ikke nogen tilsvarende Bemyndigelsetil at bevillige ekstraordinære Skatter før 1612, og det havde heller ingen Mulighed for at kunne gribe ind i Kongens frie Raadighed over Midlerne. Kongen havde i begge Henseender en

bred Margin, eftersom Landslagens Bestemmelser kun udpegede lagsagondmndene som Beskatningsorganer. Han kunde saaledes ved direkte Henvendelse til de lokale Forsamlinger opnaa Tilsagn om Bevillinger, uden at han overhovedet behøvede at raadføre sig med Raadet; og Johan 111 benyttede denne Udvej i fuld Udstræknin g¹. Ikke destomindre fristes man med de danske Forhold i Erindring undertiden til at tro, at Forf. har behandlet Privilegiekonflikternefor isoleret, og saaledes at Samspillet mellem den magtpolitiske og den finansielle Udvikling ikke helt faar den Plads, der tilkommer det. Rigsraadet opgav i hvert Fald aldrig Tanken om at erhverve Medbestemmelsesret i Finanspolitiken. Allerede Raadsaristokratiets Paaberaabelse af Adelens Ret til Privilegier som Modydelse mod sin Indsats ved Gennemførelsen af arvfdreningen 1544 peger i denne Retning.

Tilsyneladende forte Johan 111 i 1570'erne og forste Halvdel af 1580'erne en meget egenraadig Finanspolitik. Ganske vist havde et Finansoverslag 1573 — den saakaldte forste rikshuvudbok — afsloret fremtragdende Brist i Landets flnansielle Status, men dette Arbejde blev samtidig Udgangspunkt for en Raekke Saneringsplaner, der skulde sikre Kronen ogede Indkomster. Efter 1574 forblev yderligere Rentemesterposten übesat, og Kongen tog selv Ledelsen i Samarbejde med sine borgerlige Sekretserer. En ny rikshuvudbok 1582 godtgjorde imidlertid, at den kongelige Politik var slaaet aldeles fejl, men det synes kun at have ansporet Johan 111 til endnu en Kraftanspaendelse². Ide felgende Aar indledte hansom —som Sven A. Nilsson har paavist³ — en haardere Kurs mod Adelen, der flere Gange blev underkastet Sserbeskatning, og i Foraaret 1584 greb han tillige til Forleningsinddragninger overfor Rigsraaderne for at lsegge Pres paa dem.

Rigsraadet erklærede sig straks villigt til at yde en Engangsbevillingaf alle Lensindkomster paa 25 °/0/₀ mod at Kongen opgav sin Lensreduktion. Og da Kongen erklærede denne Indrømmelse for utilstrækkelig, gik det med til at forhøje Satsen til 33V3 °/0/₀ samt til at yde 1 Dr. af hver adelig Fæstebonde — Kongen havde forlangt det dobbelte — forudsat de andre Stænder ogsaa blev paalagt Del i Byrderne. Johan 111 udsendte derefter Ordre til Fogederne om at forhandle med Adelen paa de lokale Forsamlinger om de Satser, Raadet havde tilbudt i sit sidste Indlæg. De øvrige Stænder inddroges derimod ikke i Beskatningen, og vanbyrdige

---

1 Sv. A. Nilsson: De adl. privileg., 12 f., 53 ff.

2 B. Oden: Rikets uppbord och utgift. Statsfinanser och finansforvaltning under senare 1500-talet (Akad. avh. Lund 1955), 122, 399 f.

3 For det flg.: Sv. A. Nilsson: De adl. privileg., 60_—65.

Lensmænd paalignedes kun 25 ° 0 Indkomstskat mod Adelens
QOl; 0
OO '3 q.

Man sporger sig unægtelig, om Raadet stiltiende kunde finde sig i Afpresninger under saa grove Former. Og efter Sv. A. Nilssons Fremstilling synes Begivenhederne i 1.184 ikke at have faaet Konsekvenser, udover at Rigsraadet paa en Herredag i Viisterås i Marts det følgende Aar paapegede »nodvandigheten av sparsamhet och reda i fovaltningen. Man framholl, att allmogen var hårt tyngd av de många giirderna och tillstyrkte best amt fredsforhandlingar med Ryssland vid stilleståndets utgång«¹. Denne Opfattelse synes imidlertid at maatte modificeres noget. Situationen rummede i sig selv Faremomenter for Kongen; hans Forhold til Broderen, Hertug Karl tegnede saaledes faretruende, fordi denne misbilligede Johan Ill's forestaaende Bryllup med Gunilla Bielke. Det er da ogsaa interessant at iagttage, at Kongen netop i Sommeren 1584 fandt sig foranlediget til at afkræve Rigsraadet et Løfte om ikke at ville fordre Privilegieforbedringer af hans Efterfølger, da nogle Rigsraader havde optaget Kontakt med Sigismun d².

Fra selve Herredagen 1585 foreligger der kun tre Aktstykker, alle fra Raadets Side: Nogle Forhaandsoptegnelser fra Hogenskild Bielkes Haand og to Betænkninger fra Raadet. Af Hogenskild Bielkes Notater, der dateres til før Mødets Begyndelse, fremgaar det, at man havde til Hensigt foruden de udenrigspolitiske Anliggender ogsaa at tage Beskatningsspørgsmaalene og Rigets finansielle Stilling op. Derunder hørte ogsaa Privilegiesagerne, et Krav om at de Ekstrabyrder, der var paalagt 1584, ikke blev varige og endelig den Særbeskatning, »fursten, adeln oåtsport, hafver pålagt i fyrstendomet«³.

I det første Forslag fra Begyndelsen af Marts henstillede Rigsraadetmeget indtrængende, at der blev indledt Fredsforhandlinger med Rusland, hvorimod de økonomiske Sager kun berørtes, forsaavidtsom man bebudede en senere Betænkning derom⁴. Denne Betænkning, som blev afgivet ved Udgangen af Marts, konstateredeRigets trøstesløse, finansielle Status, og den fremsatte omvendten Række detaillerede Forslag til Reduktion af Udgifterne. Besparelserne skulde især gælde det militære Beredskab og Hofholdningen.Hovedpunktet

---

1 Sv. A. Nilsson: De adl. privileg., 66; jfr. S. 76 f. — Der var afsluttet en femaarig Vaabenhvile med Rusland 1583.

2 Svenska riksdagsakter . . . 1521—1718. Andra delen 1561—1592, Bd. II (Udg. af E. Hildebrand. Sthlm. 1899), 647 ff.

3 Ibid. 657 f.

4 Ibid. 659—68.

holdningen.Hovedpunktetvar imidlertid et Forslag om at tildele Statholderne i hvert Landskab Bemyndigelse til at føre Opsyn med Udbetalinger og Regnskabsførelse, eftersom det »går . . . oskickeligen till med peninge upbord och uttgifft«¹.

Rigsraadets Fordringer tør karakteriseres som ganske radikale, idet de vilde medføre, at det indirekte fik Kontrol med Finansforvaltningen ved at indskyde en Melleminstans mellem Centralregeringen og Lokaladministrationen. Ikke destomindre viser de senere Begivenheder, at Kongen maa være gaaet ind paa disse Krav. Statholderne fik 1585 den øverste Ledelse af Oppebørslerne og Opsyn med Regnskaberne, og samtidig fik Finland sin egen Rentekammerforvaltning under Ledelse af Statholderen, Aksel Leijonhuvud. Endelig udnævntes Rigsraad Ture Bielke — Hogenskild Bielkes Broder — til Chef for Rentekammeret (Overste skattmåstare og kammerråd) i 1586, og flere af de mest ildesete af Kongens borgerlige Raadgivere blev fjernet². Omvendt er det iøjenfaldende, at Rigsraadet i sine to Betænkninger i Marts 1585 overhovedet ikke berører Skattespørgsmaalene, som Hogenskild Bielke havde givet en saa fremtrædende Plads i sine Optegnelser. Tværtimod indskærpede Kongen umiddelbart efter Herredagen det foregående Aars Bevillinger, og da de blev opkrævet, lod han Pengene indbetale direkte til Kongens Kiste³.

Der foreligger i de tilgængelige Kilder ingen nærmere Efterretningerom Herredagsforhandlingernes Forløb. Det Udfald, vi har konstateret, lader dog formode, at der maa være en Sammenhængmellem Beskatningssagerne og Ordningen af Finansforvaltningen.Man kan antage, at Rigsraadet har erhvervet Indsigt med Finansadministrationen mod at acceptere de Ekstrakontributioner, Kongen havde udskrevet 1584. Men dette kan kun have været den ene Side af Sagen. Man maa nemlig ogsaa forklare, hvorledes Raadet kunde formaa Johan 111 til at gaa ind paa denne modus vivendi. Og den nærmestliggende Forklaring synes mig at være, at Hertug Karls Stilling kan have nødsaget Kongen til et Kompromis.Rigsraadet, der siden 1582 havde støttet Kongen, og som i Almindelighed vendte sig mod Karls lavadelsvenlige Politik, synes da ogsaa — med Erik Sparre som Pennefører — at være gaaet ind for Kongens nye Ægteskab. Alligevel havde Raadet, som det fremgaar af Hogenskild Bielkes Notater, forberedt en

---

1 Svenska riksdagsakter 2: 11, 669^—78.

2 N. Eden: Om centralregeringens organisation under aldre Vasatiden, 1523—1594 (Akad. avh. Upps. 1899), 231 f.; B. Oden, op. cit., 88, 123 ff., 400 ff.

3 Svenska riksdagsakter 2:11, 678 f.; B. Oden, op. cit., 147.

Aktion mod »hertug Karls handel« og mod hans Skattepolitik¹. Sagen maa ogsaa være bragt paa Bane, eftersom Kongen i et Brev den 27. Marts indskærper, at Adelens Bønder i Hertugdømmetskal udrede Skatten af 1584, som Hertug Karl hidtil havde vægret sig ved at godkende, og samtidig udbeder han sig nærmere Indberetning, hvis Hertugen havde krænket Adelsprivilegierneved ulovlige Skattepaalæg².

Et bindende Bevis for denne Sammenhæng kan ikke fores paa det tilgængelige Materiale; den bliver foreløbig ikke mere end en sandsynlig Forklaring. I hvert Fald havde Rigsraadet aabenbart foreløbig sikret sig Føling med Kongens Dispositioner. De ledende Rigsraadsmedlemmer træffes i de følgende Aar hyppigere i Kongens Omgivelser end tidligere, formentlig i Forbindelse med det Hofraad, man paa Herredagen i Våsterås havde foreslaaet oprette t³. Jævnsides hermed synes Statholdernes Kontrol med Oppebørslerne og Regnskaberne virkelig at have fungeret effektivt i Aarene frem mod 1590⁴. Men allerede 1588 klager Hogcnskild Bielke i et Brev til Erik Sparre over, at Kongen paany søgte at frigøre sig. Endnu samme Aar udskrev Johan 111 en ny Ekstraskat til Finansiering af en Ekspedition til Reval, uden at raadføre sig med Rigsraadet⁵. Kort efter indtraadte det endelige Brud mellem Kongen og Rigsraadet om Udenrigspolitiken. Ture Bielke blev suspenderet fra Skatmesterposten, Finlands særlige Rentekammerforvaltning blev nedlagt og et Par af de afskedigede, borgerlige Sekretærer blev genindsat paa deres tidligere Poster. Endelig planlagde Kongen, nu støttet af Hertug Karl, en gennemgribende Reorganisation af Finansforvaltningen, uden at Planerne naaede længere end til Papiret⁶.

Rigsraadets Indgreb i Foraaret 1585 førte altsaa ikke til varige Resultater i nogen Retning. De har ikke destomindre en ikke ganske uvæsentlig Interesse, fordi »Kampen om de adelige Privilegier« under Johan 111 formentlig kan nuanceres en Del ved at inddrage Finanspolitiken i Undersøgelsen. Forudsat de Betragtninger, der her er gjort gældende, viser sig holdbare, bliver Begivenhederne i sidste Halvdel af 1580'erne et Led i den Kæde, der fører frem til Gustav II Adolfs Privilegiebrev 1612, da Rigsraadet omsider erhvervede Skattebevillingsret.

---

1 Svenska riksdagsakter 2: 11, 658; Sv. A. Xilsson: De adl. privileg., 76

2 Ibid.

3 X. Eden, op. cit., 171^—75.

4 B. Oden, op. cit., 88, 401.

5 Ibid., 401 f.; Sv. A. Xilsson: De adl. privileg., 66 f.

6 X. Eden, op. cit., 180, 232 f.; B. Oden, op. cit., 126, 402.