J. E. Sars. Brev 1850—1915. Utgitt med innleiing af Halvdan Koht. Oslo 1957. 286 s. — Gaspar Paludan-Muller. Et Udvalg af hans Optegnelser og Breve. Af Bjørn Kornerup. I_—II. Kbh. 1958. XXXII + 226+360 s. — Caspar Paludan-Müller : Videnskab og skole. Selvbiografi og taler. Århus 1958. 128 sider.

Litteraturen om danske og norske historikere er i det sidste par år forøget med tre kildeudgaver. Halvdan Koht, der jo før har offentliggjort sjældent vægtige kilder til norsk åndshistorie i 19. årh., har samlet hvad han har kunnet finde af breve fra J. E. Sars og forsynet dem med — stedvis lovlig kortfattede - oplysninger samt en lang og levende indledning om »Ernst Sars og dei andre«, som giver meget der ikke fremgår af brevene. Bjørn Kornerup nåede før sin død i alt væsentligt at fuldende manuskriptet til et fyldigt udvalg af breve og optegnelser fra C. Paludan-Miillers hånd¹. Fru Else Kornerup har udsendt samlingen, der med sin fine, varmt følte karakteristik af brevskriveren og sine grundige noter danner en smuk slutsten på dr. Kornerups livslange flittige og kyndige udgiverarbejde. Senest er som hilsen til C. O. Bøggild-

---

1 Dr. Kornerup oplyser i indledningen (s. X), at Aage Friis for en menneskealder siden planlagde en sådan udgave og lod tage en del afskrifter, som han senere overlod til Ellen Jørgensen. Hun testamenterede materialet til dr. Kornerup, »der har forøget det med mindst to Tredjedele«.

Andersens 60-års dag udkommet Caspar Paludan-Miiller: Videnskab og Skole. Bogen indeholder en også i dr. Kornerups udgave aftrykt, ufuldendt selvbiografi af Paludan-Miiller fra 1870erne, en halv snes af hans taler ved forskellige skolehøjtideligheder samt en tidligere offentliggjort afhandling fra 1841 om historieundervisningen i de lærde skoler, alt dygtigt kommenteret og i indledningen stort set træffende analyseret af Vagn Dybdahl.

Mange store overraskelser bringer det nu fremlagte materiale ikke. En del af det er allerede udnyttet og adskillige af de bedste stykker citeret bl. a. i Trygve Ræders biografi af Sars fra 1935 og i Ellen Jørgensens afhandling om Paludan-Miiller i dette tidsskrift (9.r.V), hvor flere vigtige breve er trykt. Navnlig bliver læseren skuffet, hvis han venter at finde væsentlige, hidtil upublicerede bidrag til forståelse af de to som historikere. For Sars' vedkommende må den slags søges i hans efterladte optegnelser, som er brugt bl. a. af Knut Mykland i hans studie over Sars' historiske grundsyn (Grandeur et decadence (1955)). Og dr. Kornerup har med sit udvalg af breve og notater villet belyse personligheden mere end forskeren; han har endog udeladt nogle breve der behandler specielle historiske spørgsmål, ikke blot når Paludan- Mullers meninger herom er kendt fra hans trykte arbejder, men også når de »repræsenterer overvundne Stadier i Forskningen«, hvad der i dette tilfælde måske nok er et diskutabelt udgiverprincip. Alligevel vilde man nødig undvære noget af de tre værker. Alt hvad der kan hjælpe os til at forstå de to store historikere og usædvanlige mennesker har betydning, og især dr. Kornerups udgave indeholder mange enkeltheder af megen interesse. Både danskeren og nordmanden skrev desuden godt for sig, skønt de vist kun sjældent med større iver satte pen til brevpapiret. I Sars' mest korte breve er stilen klar og fast, og gennem Paludan-Mullers tungere sætninger mærker man jævnlig som hans udgiver siger løvens klo. Han havde rejsning som mand og forsker.

Det er ejendommeligt at læse om de to jævnsides, fordi de menneskeligt og i'deres fag repræsenterer vidt forskellige typer. Deres løbebane formede sig jo også forskelligt. Om Sars stod der strid; men den noget nervøse, charmerende og vennesæle mand fik medvind og nåede endnu ung stor anerkendelse og den stilling han attråede, dog først efter at have afgivet en erklæring om sit forhold til positivismen, der er blevet kritiseret som mindre oprigtig(Brev, 39 f., 97 f.). Han undgik en del af livets besværlighederved at forblive ungkarl og leve sin meste tid i moderens hjem; hun skabte »Norges eneste salon«, hvor sønnen i muntert lag med sine og husets mange begavede venner kunde øve sit

sjældne talent for samtale. Han knyttede sig tidligt til en ndsretning,der sig stærkere i hans manddomstid, og en nationalpolitik, der sejrede inden han døde. I århundredets sidste decennier var han en af de centrale skikkelser i norsk kulturliv, beundret også blandt dem som angreb hans meninger og med venner også udenfor den radikale intelligens. Selv om hans tankeverdenbærer spor af romantikken, blev det Comte og Buckle, Darwin og Spencer, der tydeligst prægede hans optimistiske livsoghistorieopfattelse. — Den en generation ældre, tungere Paludan- Miiller levede størstedelen af sit liv borte fra hovedstaden, uden tilfredsstillende studiemuligheder, jævnlig misfornøjet med at københavnerneså provinsboere over hovedet. Først i en høj alder fik han den universitetsstilling, hans evner og arbejder gjorde ham selvskreven til. Hans ægteskab synes at have været harmonisk, men familien ramtes af sorger, den største vpl sønnen Jens' død, hvorom en gribende optegnelse handler (Kornerup I, 56 f. = Hist. Tidsskr.9.r.V, 406 f.). Paludan-Miiller havde nok lettere end Sars ved i det lange løb at holde sig selvstændig overfor anskuelser, der var gængse i hans milieu, og blev vist med tiden en ensom mand uden mange meningsfæller. I hvert fald i sin alderdom kunde han gribes af mismod over sit arbejde, og tvivle på at det nyttede »et Folk uden Fremtid at kjende sin Fortid« (Kornerup 11, 283). Af livssyn og som historiker var han tilsyneladende uanfægtet af de moderne strømninger, der prægede Sars, han fik vigtige impulser fra Tyskland, mens Sars især lod sig påvirke af fransk og engelsk tænkning. Paludan-Miiller kunde drømme om kritisk at gennemforskeog fremstille en periode af Danmarks historie og give »et omfattende, udtømmende, heelt og samlet Billede af de svundne Tider i en læselig, om ikke tiltrækkende Form«; han havde dog nok sin styrke i den for fagfolk skrevne skarpsindige enkeltundersøgelse,ofte med vidt perspektiv, hvor Sars gav sit bedste i store, åndfulde oversigter, der for en bredere læsekreds skulde blotlægge udviklingens lange linier. Danskeren vilde langsomt bygge op fra grunden, nordmanden fandt hastigere sine ideer bekræftet af kilderne.

Der findes dog interessante lighedspunkter mellem de to, som iøvrigt ikke nævner hinanden i deres breve. De blev i deres ungdomstærkt grebet af den nationale bevægelse i deres land, reageredeimod den politiske skandinavisme, men havde blikket åbent for den europæiske kultursammenhæng — skønt de ikke kendte meget til Europa af selvsyn, for Paludan-Miiller nåede aldrig længere bort end til Stockholm, Sars dog til Paris. Begge mente, eller kom til at mene, at en demokratisk politik vilde tjene den nationale sag (jfr. Ræder s. 88, 192 f.). Der er også noget beslægtet

i deres syn på historikerens opgave i hans folk: Sars bruger lovlig håndfast sin forskning som politisk våben og har let ved at vise sine landsmænd vejen frem ved hjælp af deres fortid; men Paludan- Miiller kan dog tale om, at historikeren skal lære folket at forstå sin nutid og »ane sin Fremtid«, og han mener sig i stand til at skrive et værk »af høi Betydning for Folkets Liv« (Kornerup I, 52 = Hist. Tidsskr.9.r.V, 398). Begge så det historiske forløb som en nødvendigudvikling, væsentlig styret af åndelige faktorer, hos Sars de »almene ideer«¹; samtidig følte de sig tiltrukket af de store skikkelseri historien, og Sars endte som genidyrker. Begge led den skæbne, at en meget stor del af deres synspunkter og resultater snart blev forkastet, uden at det har svækket beundringen for den åndskraft der lyser ud af deres værk, og for de frugtbare incitamenterdet har givet senere forskere. Om de to kunde man hædrendeanvende det ord af Francis Bacon som Paludan-Miiller et sted (Kornerup 11, 258) citerer, at sandheden snarere fremgår af fejl end af forvirring.

Halvdan Koht har gjort sig megen umage for at opspore ukendte breve fra Sars, men desværre ofte med negativt resultat. Lange brevrækker til flere af hans nærmeste venner synes at være forsvundet,og af familiebreve er der næsten ingen. Lykkeligvis er dog brevene til Bjørnson bevaret og kan danne rygraden i udgaven. Den handler kun lidt om historie, men meget om Sars' mange andreinteresser og om hans forhold til mennesker. På de punkter kaster brevene, uden nogensinde at blive intime, lys over mere eller mindre kendte sider af hans væsen og udvikling: hans emancipationfra den danskorienterede morbroder Welhaven² og tilslutningentil venstre, som han så at sige forsynede med en opfattelseaf Norges historie, hans radikalisering og voksende kritik af Johan Sverdrup, hans irritation over bureaukratiet og kirken (og folkehøjskolen). Hans forskellige forsøg på gennem nye tidsskrifterat bringe bevægelse i det norske åndsliv, på linie med brandesianerne i Danmark rejse problemdebat og kæmpe for ndsfrihedmod og »halve overbevisninger« — efter programmetmed et sådant frisind, at det ikke kom ham »så meget an på, hvad man tror, som, at man tror«; overfor »Kristianiabohémen«stejlede han dog (s. 102, 113 f., 162, 171). Karakteristisk

---

1 Om Sars' med årene voksende forståelse for de økonomiske faktorers betydning se Mykland: Grandeur et decadence, 55 f. Heller ikke Paludan-Miiller var uden sans for dette forhold, se f. e. Kornerup I, 10 og 11, 185.

2 Sars' norsk-nationale indstilling og kritik af danske-styret i Norge hindrede som brevene illustrerer ikke at han havde venner og beundrere blandt fagfæller i Danmark. Ved universitets]ubilæet 1879 blev han resdoktor med sin ungdomskammerat og antagonist Ludvig Daae.

er hans stilling til målsagen: han krævede både landsmål og rigsmålanerkendt i den historiske sammenhængs og retfærdighedens navn, men rigtignok under forudsætning af at målrejsningen ikke blev et forsøg på at få sanktioneret et »Bonde- eller Almuevæsen« og at folkesprogets anerkendelse ikke opfattedes som et »Fribrev til at lægge sig på Ladsiden og tulle sig ind i Skindfelden« (5.200f.). Adskillige bemærkninger om skønlitterære arbejder røber Sars' forkærlighed for digtning med social og politisk tendens, undertidenmåske hans svigtende æstetiske smag. Det kan også være at et par af de her trykte anbefalinger skyldes den alt for store godmodighedmod supplikanter, som samtiden tillagde ham. Men der er tillige vidnesbyrd om hans ægte sans for rig og levende menneskelighed,selv når den antog højst ukonventionelle former. Han foretrak Bjørnson for Ibsen og Vinje for Aasen (s. 201).

Der er unægtelig andre toner i Paludan-Miillcrs skoletaler med deres lidt gammeldags sprogform, deres talrige spor af den hegelske og romantisk-fllosoflske terminologi og deres religiøse ånd. Opdragelsesidealet er humanistens, der stiller det menneskelige over det nationale og ser studiet af den klassiske oldtid som grundlaget for dannelsen, også fordi det knytter os til det europæiske kulturfællesskab uden at udviske vort nationale særpræg (s. 72, 83). Undervisningen skal først og fremmest bygge på lærerens personlighed (s. 64). Helt igennem sætter Paludan-Miiller høje etiske og religiøse mål for skolens arbejde: dens hovedopgave er at opdrage ungdommen til sand dannelse, dannelse er »en stadig Kamp for at opdrage sig selv« og »Selvopdragelsens Gjenstand er det dybeste i Menneskets Væsen: Samvittigheden, Villien, den Side af det Menneskelige, der vender mod Himlen. Først den er virkelig dannet,

. . . der vil Guds Villie« (s. 84). Arkivar Dybdahl mener åbenbart at Paludan-Miiller uden at være vanekristen naturligt er gledet ind i den form for religiøsitet der var »herskende blandt tidens akademikere« (s. 30). Han havde dog sine anfægtelser (se bl. a. Hist. Tidsskr. 9.r.V, 364 f.). Det kan også være tvivlsomt, om Paludan- Miillers form for kristendom er så påvirket af Hegel som udgiveren tror; nogle af de udtryk han anfører som bevis (s. 31 f.) er i hvert fald ikke specifikt hegelske.

I dr. Kornerups udgave mærker man sig Paludan-Miillers indtagendebreve 1826_—45 til hans kæreste og senere hustru. Udgiverenfremhæver med rette at disse breve fra de unge og yngre år¹ viser sider af hans væsen, der savnes i det vedtagne alvorstungebillede

---

1 Enkelte af de mere karakteristiske steder er allerede citeret af Sejer Kiihle, f. e. Fr. Paludan-Miiller I (1941), 140 ff. Det politiske stof er delvis benyttet i Danske politiske Breve.

tungebilledeaf ham. Han folder sig rigtigt ud i den menneskelige varme under forlovelsestiden og ægteskabets første år. Han finder sig helt godt til rette i det odenseanske milieu, røber lune og elskværdigemenneskelige svagheder, færdes når lejlighed gives flittigt hos de talrige medlemmer af familien og dens venner og skyer heller ikke selskabeligheden på de fynske herregårde (han hørte jo gennem sin og hustruens slægt ligesom Sars til embedsoverklassen);han smager »temmelig stærkt« på husets delikate syltetøj, bliver lystig af et glas punch, hygger sig ved en l'hombre og går på komedie. Stemningen er en anden i brevene fra Nykøbing, hvor han var rektor 1852^—72. Han forklarer selv at en voksende tunghørighed,økonomiske »og øvrige rent private« forhold, deriblandt vel hustruens svagelighed, samt ønsket om at »holde sammen på« fritiden nødte ham til efterhånden at indskrænke sin omgang med andre til et minimum (1,9; 11, 279, 282 f.); han synes i denne periode heller ikke at have søgt regelmæssig skriftlig tankeudvekslingmed fagfæller (jfr. 11, 237 f.), selv om han af og til overfor nordmanden Chr. Lange, Allen eller C. T. Engelstoft giver sig tid til at gøre rede for et af de historiske problemer der optager dem og ham. Man sporer en vis sky for at trænge sig på, og let ved at lukke sig op for andre havde han næppe. Han ønskede i hvert fald nu at spare sin kraft til embedspligterne og studierne. Hans resfølelsevar og sårbar, hvilket bl. a. fremgår af mærkelige ytringer under arbejdet med disputatsen (I, 160, 166, 172), og i Nykøbing satte han alt ind på at kappes med de bedste som skolemand og historiker. Han vilde ikke nøjes med »en Buket af Smaablomster«, men stræbte bevidst efter »den hele, fulde, uforgængeligeKrands«. »Jeg misunder ikke Ungdommen den skyldfriLivsnydelse; men et høit Sind spilder ikke Tid og Kræfter på den«, hedder det i en optegnelse, der synes at være fra 1850erne (I, 51).

Desværre for den der interesserer sig for Paludan-Miillers personligheder brevene til hans hustru næsten de eneste af mere fortroligkarakter. Man vilde gerne have set hvad han skrev til sin far og sine brødre, eller til juristen Carl Liebenberg, som han 1829 betegnende nok kalder den eneste ven han har haft (I, 96), men intet eller kun tilfældige stykker synes bevaret. En venskabeligåbenhjertigkarakter har dog de halvhundrede breve fra odensetidentil præsten og historikeren J. L. Rohmann, Paludan-Miillers lidt ældre arbejdsfælle i det fynske litterære selskab. De behandler historiske, litterære og politiske spørgsmål og belyser bl. a. Paludan-Mullerspositive vurdering af den ældre danske enevælde (11, 31 fT.). Mindre givende er brevene til Vedel-Simonsen, og af

brevene til Chr. Lange og Allen turde Ellen Jørgensen have meddeltdet

En række skrivelser til undervisningsinspektør Madvig giver oplysninger om Paludan-Miillers pædagogiske synspunkter og virksomhed. Den ikke specielt skolehistorisk interesserede læser vil dog måske snarere fæste sig ved de værdifulde, tildels nye enkeltheder om hans politiske udvikling, som ikke mindst optegnelserne bringer. Det er måske rigtigt at han af natur var konservativ, han var det i hvert fald af opdragelse, men det var ikke en forstokket konservatisme. Den »ultraliberale« opposition før 1848, især som den fik udtryk i pressen, fandt han ofte vulgær, men han var ingen ukritisk beundrer af den enevældige regering og meget skeptisk overfor Christian VIII. 1842 er han optaget af Lehmann, håber i februar-marts øjensynligt på at han vil »søge Forsoning med den bedre, finere, aaiidigt-arisiokratiske Deel al Nationen«, og tilføjer de bemærkelsesværdige ord, at man kun vil kræve moderation af ham, ikke fornægtelse af hans politiske anskuelser, thi »vi ere jo dog i Grunden alle af hans Mening, hvad Theorien angaar«. Efter ministerskifterne s. å. tænker han sig et øjeblik muligheden af Lehmann som lederen under den nationale vækkelse, han drømmer om og finder fornøden, og som ikke blot skal føre til et klarere forhold til hertugdømmerne og et stærkere forsvar, men vise sig i dygtiggørelse og opsving på alle åndelige og materielle områder. Når han forudsætter at Lehmann opgiver »alle disse bornerede constitutionelle Skrig« for »det ene Fornødne«, er det tilsyneladende mindre af uvillie mod en fri forfatning i og for sig, end fordi han mener at den vil sprænge monarkiet (I, 17^—27, 41 f.; 11, 60, 96). Da bruddet mellem tysk og dansk i 1848 var uafvendeligt, opgav han som bekendt enevælden og krævede en fri forfatning på bredest mulige basis for at samle folket. På rigsforsamlingen foretrak han et »velskabt« etkammer for martsministeriets tokammer, men i underhåndsforhandlinger med højre, som en interessant optegnelse handler om (I, 43_—50), holdt han fast ved den almindelige valgret, og til sidst sluttede han sig til Bruun- Jespersens forslag. Endnu ved rigsrådsvalget i Nykøbing 1865 stemte han (selvtredie blandt byens vælgere) for skolelærer Hansen og mod Monrad, for at sige nej både til den »doktrinær-skandinavistiske Retning« og den reviderede grundlov (I, 57 f.). Hvad der nu foreligger bekræfter det indtryk, at få er gået ind i dansk offentligt liv med en renere villie end Caspar Paludan-Miiller.