I Danske Kancellis arkiv findes bevaret en skrivelse dateret den 29. december 1638¹ fra Holmens admiral Erik Ottesen Ornin g₂ til kongens kansler Christen Friis (Kragerup). Den er et svar på en anmodning fra kansleren til admiralen om at fremskaffe sikre oplysninger til afgørelse af det spørgsmål, hvor grænserne for Østersøen, Vestersøen og Nordsøen gik. Hvornår kansleren har fremsat denne anmodning vides ikke med nøjagtighed, men af de bilag, der ledsagede admiralens svar, ses, at det må have været kort før den 3. december 1638.

Til besvarelse af spørgsmålet indhentede Erik Ottesen udtalelserfra en lang række søkyndige, både udlændinge og Danske.De adspurgte falder i tre grupper. Strax efter at have modtagetkanslerens henvendelse begav admiralen sig til det sted, hvor han kunde vente at træffe det største antal udenlandske søfarende, nemlig »neder till Sundenn«, d. v. s. til Helsingør. Det var ganske vist så sent på året, at man ikke kunde regne med at finde mange fremmede skibe her. Han fik dog fat i ni skippere,

---

1 RA. Da. Kane. B. 160. Indlæg til Registre og Tegneiser samt henlagte sager, 29. dec. 1638.

2 Om denne se: H. D. Lind: Kong Kristian den Fjerde og hans Mænd paa Bremerholm (Kbh., 1889), 75_—79. Det nævnes her, at han i efteråret 1638 var beordret til vagttjeneste på Danzigs red, og at dette togt varede til 18. dec. Som det ses af de i det følgende refererede akter, må han imidlertid have været hjemme i hvert fald fra de første dage af december.

hvoraf de otte var Nederlændere, mens den sidste var fra Åbo i Finland, men efter navnet at domme også en Nederlænder. Den 3. december forelagde han dem i overværelse af fire af kongensskibskaptajner spørgsmålet om, hvor de tre have »begyntesog enndes«. De ni skippere — foruden endnu en tiende, hvis identitet ikke nærmere angives — satte deres navne under en erklæring, der gik ud på, at (1) Østersøen begyndte ved Dragør Rev (rettet fra Falsterbo Rev) og strakte sig til »schandz therneij« i Finland, d. v. s. Nyenskansen ved Neva¹, (2) Vestersøen begyndteved en linie fra »Heyfiannd« til »Leel3ertt«, d. v. s. fra øen Ouessant vest for Bretagne til Lizard Head på sydkysten af Cornwall, og (3) Nordsøen begyndte ved Skagens Rev og strakte sig til de »7 Eillannde« på Murman- eller Kola-kysten og videre nordpå forbi Spitsbergen, Jan Mayen Eiland og Grønlan d².

Med denne erklæring fra den bedste udenlandske sagkundskab,der på stedet kunde fremskaffes, vendte Erik Ottesen tilbagetil København, hvor han, efter i nogle dage at have været hindret af sygdom, rettede det samme spørgsmål til en række af de mest erfarne søfolk i flåden, i alt ikke mindre end 8 kaptajner,11 skippere og 8 styrmænd. En af kaptajnerne, Jan Jansen, havde overværet mødet i Helsingør med de udenlandskeskippere. Den erklæring, som de adspurgte den 10. december

---

1 Villads Christensen læser »Schandz Cherneij«, men angiver ved et spørgsmålstegn, at han har været i tvivl om denne læsemådes rigtighed. Den forkastes imidlertid ikke af Johannes Knudsen, der på grundlag af ældre Hollandske søkort når frem til den utvivlsomt rigtige identifikation med disses »Schans ter Ny« og »Schans terny«, d. v. s. den bekendte Svenske Nyenskanse, forgængeren for St. Petersborg. Der kan dog næppe råde tvivl om, at der i erklæringen står »therneij«, altså bortset fra stavemåden ganske den samme betegnelse som i søkortene, således at J. K.s forklaring af formen ->Cherneij« med, at »hele Navnet har vel for den danske Tilhører lydt omtrent som »Sjernej«« er overflødig (Hist. Tidsskr. 9. r., I (Kbh., 1918—20), 297, 419—20).

2 RA. Da. Kane. B. 160. Erklæring af 3. dec. 1638 (bilag til Erik Ottesens skr. 29. dec. 1638). Erklæringens text opregner kun 9 skippere, men faktisk er den underskrevet af 10, idet også en Erick TijOen findes blandt underskriverne.

bekræftede med deres signet eller mærke, gik ud på, at (1) Østersøen begyndte ved Falsterbo Rev og strakte sig til Narva, (2) Nordsøen gik fra Skagens Rev til de Syv Øer og hen omkring Spitsbergen, Jan Mayen og Grønland, og (3) Vestersøen begyndte ved linien »Heisandt-Leeßordt«¹.

Foruden til orlogsflådens sagkundskab henvendte Erik Ottesen sig også til den Danske handelsflådes, idet spørgsmålet gennem borgmestre og råd i København blev forelagt for 17 af de ældste skippere i byen. Deres erklæring af 13. december, som de har bekræftet med deres signeter, lød på, at (1) Østersøen strakte sig fra mindet ved Liibeck (Travemunde) over Falsterbo Rev til Narva-Viborg, (2) Nordsøen fra Skagens Rev langs den Norske kyst til de Syv Øer og videre over Hoppen Eiland (Hope Island) til Spitsbergen og langs den Grønlandske kyst til Kap Farvel; i den anden retning fra Skagens Rev langs den Jyske og Hollandske kyst til de Flamske Banker; (3) Vestersøen begyndte ved linien »Heysand-LæBort«².

I sin skrivelse af 29. december, hvormed han fremsendte disse erklæringer til kansleren, pegede Erik Ottesen på den nære overensstemmelse, der var mellem de tre vidnesbyrd til trods for, at ingen af parterne havde kendt noget til de andres udtalelser. Til støtte for oplysningernes rigtighed henviste han endvidere til, at de stemte overens med de mest kendte læseog paskort, altså datidens søkort og farvandsbeskrivelser.

Overensstemmelsen er da virkelig også så udpræget, at man kunde fristes til at betvivle rigtigheden af Erik Ottesens påstand om erklæringernes indbyrdes uafhængighed. Villads Christensen har gjort dette ved at bemærke, at kaptajn Jan Jansen har deltagetbåde i mødet i Helsingør og i det med Holmens skibsofficererafholdte møde³. Der er dog næppe grund til at betvivle,at

---

1 RA. Da. Kane. B. 160. Erklæring af 10. dec. 1638 (bilag til E. O.s skr. 29. dec. 1638). Texten opregner 27 adspurgte, men kun 26 har sat deres signet eller mærke under den.

2 RA. Da. Kane. B. 160. Erklæring af 13. dec. 1638 (bilag til E. O.s skr. 29. dec. 1638) med 17 signetaftryk på papir-vox.

3 Hist. Tidsskr. 9. r., I, 298.

tvivle,atde oplysninger, som den lange række af sokyndige attesterede rigtigheden af, efter deres bedste overbevisning var korrekte, d. v. s. svarede til den farvandsdefinition og terminologi,der anvendtes internationalt i samtidens Nord- og Vesteuropæiskesøfartskredse. Afvigelserne mellem de tre erklæringerer små, navnlig mellem de to første. Alle var enige om at lade Østersøen indbefatte den Finske Bugt, men ikke den Botniske;Danskerne lod den først begynde ved Falsterbo Rev, mens de fremmede skippere synes at have medtaget det, vi nu regner for den sydligste del af Sundet, og lod den begynde alleredefra Dragør. Med hensyn til Vestersøen var der fuldstændig enighed om, at den begyndte med den nord-sydgående linie Ile d'Ouessant-Lizard Head, men nogen afgrænsning til den anden side, nogen ende, nævntes ikke. Den stod altså som et noget uklart begreb, men utvivlsomt snarest svarende til hovedpartenaf det, vi nu betegner som Atlanterhavet. Mest markant var forskellen i definitionen af Nordsøen. Mod nord var der enighed om at lade den gå fra Skagens Rev langs Norges kyst og Murman-kysten til de 7 Eilande, derfra nordpå til Spitsbergenog at lade den omfatte farvandet øst for Grønland indbefattetJan Mayen. Forskellen viser sig i afgrænsningen mod syd, der ikke udtrykkeligt nævnes i de to første erklæringer, mens de Københavnske skippere i deres erklæring lader Nordsøenomfatte også hele farvandet mellem Danmark og England, Nederlandene og Nordtyskland, altså det der nu internationalt betegnes som Nordsøen, i Danmark nationalt som Vesterhavet.

Det er ikke hensigten her at gå ind på den geografiske og søfartshistoriske interesse, der kan knytte sig til de i erklæringerne givne farvandsdefinitioner, men derimod at undersøge, hvad formålet med at indhente dem kan have været. Erklæringerne er tidligere blevet behandlet af i hvert fald tre forfattere, der imidlertid nærmer sig dem med vidt forskellige forudsætninger, anlægger helt afvigende synspunkter og når til meget forskelligartede resultater. Det er rimeligt først at gøre status op over disse behandlinger.

Rådstuearkivar dr. Villads Christensen har i 1919 viet sagen en lille specialstudie¹. Hans fremstilling synes på pudsig vis præget af en vis ligesom let fornærmet tone og virker på en måde polemisk, ikke mod tidligere behandlere af emnet, for sådanne synes ikke at existere, men mod selve det behandlede kildemateriales ophavsmænd, admiral Erik Ottesen Orning og de søkyndige udstedere af de tre erklæringer. Årsagen er, at deres resultater ikke harmonerer med det billede, som Villads Christensen gennem andet kildemateriale har dannet sig. På grundlag navnlig af kancelliexpeditioner fra det 16. og begyndelsen af det 17. århundrede når han til den slutning, at den normale Danske betegnelse for havet vest for Jylland og nordpå langs Norge var Vestersøen, og at denne betegnelse endog af og til brugtes om de indre Danske farvande helt ned til Kullen. Det forekommer ham derfor temmelig uforklarligt og meningsløst, at de mange søfolk, der adspurgtes, og hvoraf flertallet var Danske, kunde betegne farvandet vest for Jylland og Norge som Nordsøen, hvilket enhver, der var kendt med Dansk sprogbrug, måtte vide var urigtigt. Hvad angår det, der her er hovedsagen, nemlig spørgsmålet om, hvad formålet med at indhente erklæringerne var, er Villads Christensens betragtninger temmelig vage. Han går nærmest uden om sagen og tænker sig som årsag til kanslerens anmodning blot et almindeligt ønske hos rigernes højeste myndigheder om at få tilvejebragt klarhed og ensartethed i stedet for den vaklen, der var til stede i brugen af de nævnte farvandsbetegnelser, og som også af samtiden blev følt som en ulempe.

Den dengang ledende søhistoriske forsker i Danmark JohannesKnudsen tog strax fat på Villads Christensens synspunkte r² og påviste, at det, der for ham havde stået som uforenelige modsigelser, gav harmoni, når blikket rettedes ud over landets grænser, og når man tog hensyn til, at der kunde være forskel på sømandsterminologiens ret internationale, i

---

1 Hist. Tidsskr. 9. r., I, 294^—301 Villads Christensen: Vestersøen.

2 Hist. Tidsskr. 9. r., I, 398^—420 Johannes Knudsen: Hollandsk Indflydelse paa Navngivningen i Farvandene omkring Danmark, 415_—20.

hovedsagen Nederlandsk prægede betegnelser og de farvandsnavne,som brugtes af Danske myndigheder og lærde, der ikke i samme grad som søfartens folk havde behov for internationalt gyldige betegnelser, men frit kunde bruge navne, der ud fra Danmarks geografiske beliggenhed var mere naturlige. På den måde forsvandt modsigelsen Nordsø-Vestersø. Begge betegnelserhavde nemlig været brugt jævnsides blot i forskellige kredse (altså det samme forhold, som den dag i dag kendes fra navnene Nordsø og Vesterhav, der bruges ved siden af hinanden i samme betydning, men vel sådan at det første har en maritim-internationalklang, mens Vesterhav er et mere »landkrabbe«-præget Dansk ord). Johannes Knudsens konklusion var, at de tre erklæringerfra 1638 »både ... er aldeles kongruente, og at de giver den rigtige dagældende hollandske Definition af Begreberne»Øster-«, »Vester-« og »Nordsøen««. At de adspurgte søfolk stillede sig på det Hollandske standpunkt, fandt han ganske naturligt; »en stor Del af dem var sikkert Hollændere, og af Resten havde de fleste sikkert faret til Søs i hollandske Skibe, og alle har de været fortrolige med og indlevede i den hollandske Terminologi, der paa den Tid maatte anses for »international«; hollandske Søkort og Søbøger var saa godt som eneraadende blandt Sømændene i hele det nordvestlige Evropa«. Den sidste bemærkning giver perspektivet for Erik Ottesens henvisning til at verificere erklæringernes påstande ved at sammenholde dem med tidens læse- og paskort. Hvad angår formålet med at indhenteerklæringerne, undlader Johannes Knudsen imidlertid ganske at beskæftige sig med dette problem.

Materialets tredie behandler, den søhistoriske forfatter Louis E. Grandjean, der bag sig har mange års beskæftigelse med søforsikringsforhold, har taget erklæringernes årsagsproblem op dels i en lille tidsskriftartikel med betegnelsen Søforsikring og geografi¹, dels iet skrift om Hans Nansens indsats i Dansk 17. århundredes erhvervsliv². Han har her fremsat en hypotese,der

---

1 Nordisk Forsikringstidsskrift 25. årg. 1945 (Sth.. 1945), 24—28.

2 Louis E. Grandjean: Omkring Hans Nansen. Handels- og sofartsforhold i 1600-tallet (Kbh., 1953), 56—60, 85—86.

tese,deri modsætning til Villads Christensens ikke er holdt i almindeligheder, men tværtimod er såre speciel. Han mener nemlig, at årsagen til kanslerens henvendelse til Erik Ottesen må søges i visse søassuranceforhold. Førstnævnte sted fortolker han erklæringerne som helhed ud fra et søforsikringssynspunkt, idet han mener, at den delvise anvendelse af tidsforsikringer i stedet for rejseforsikringer, som paketfart og fiskefangst allerede i det 16. århundrede krævede, nødvendiggjorde en nøjere farvandsdefinition.I skriftet om Hans Nansen udformer han denne fortolkning specielt for Nordsøens vedkommende. Hans Nansen havde i 1633 udsendt en lille geografisk eller nautisk håndbog Compendium Cosmographicum, hvori han bl. a. gav en definition af Nordsøen, der lod denne mod nordøst gå helt til Archangel, altså indbefatte hele Hvidehavet. Grandjean mener, at dette kolliderede med søassurandørernes interesser, der måtte gå ud på at få Nordsøen defineret som ikke omfattende Hvidehavet.Farten herpå frembød nemlig som issejlads en særlig risiko, der ikke existerede i de øvrige dele af Nordsøen, og da assurancerne i ret stor udstrækning tegnedes som tidsforsikringer gældende for al fart i bestemte havområder, vilde en godkendelseaf den Nansenske definition betyde, at købmændene kunde tegne en tidsforsikring for Nordsø-området til en præmie, der ikke gav assurandørerne dækning for den særlige isrisiko. I disse forhold finder Grandjean årsagen til kanslerens initiativ, bag hvilket der altså skulde skjule sig søforsikringsinteresser, og hvis udfald i det specielle spørgsmål vedrørende Nordsøens afgrænsningmod nordøst skulde have været en fuldstændig sejr for disse, idet erklæringerne gik imod Nansens definition og lod Nordsøen ende ved de Syv Øer på Kola-kysten.

Hverken Villads Christensens eller Louis E. Grandjeans hypotesersynes at give nogen tilfredsstillende eller tilstrækkelig forklaringpå årsagen til eller formålet med kanslerens henvendelse til Erik Ottesen Orning. På forhånd må det anses for overvejendesandsynligt, at en så speciel og usædvanlig forespørgsel som den foreliggende må have haft en ganske bestemt og helt aktuel anledning. Ingen af de fremførte forklaringer går imidlertidud

lertidudfra dette synspunkt. I Villads Christensens forsøg på en forklaring findes intet, der viser, hvorfor Christen Friis netop i slutningen af 1638 skulde have følt trang til at gøre ende på en uklarhed, der efter Christensens egen påstand havde existereti menneskealdre. På samme måde virker det ved en bedømmelseaf Grandjeans hypotese påfaldende, at en strid foranlediget af Nansens Compendium fra 1633 først fem år senere skulde have ført til, at man indhentede de famøse erklæringer. Men også når man ser bort fra dette moment, er der næppe noget som helst holdbart grundlag for søassurance-hypotesen. Det afgørendeargument mod den er, at efter alt hvad vi af bevaret kildemateriale kan slutte os til, befandt Dansk søforsikring sig på dette tidspunkt på et så famlende begynderstade, at det er tvivlsomt, om den overhovedet kan betragtes som existerende. Antagelig har assurancen af Danske skibe og ladninger i de vel nok ret få tilfælde, hvor en forsikring skønnedes nødvendig eller ønskelig, været tegnet hos udenlandske assurandører — at dømme efter de få oplysninger, der findes om dette forhold, nok hovedsagelig i Amsterdam og Hamburg¹. Men hvis forholdet var dette, var der selvsagt ingen anledning for Danske myndighedertil at gribe ind for at få fastslået en farvandsdefinition, der alene var i udenlandske assurandørers interesse.

I det følgende skal det forsøges at give en anden forklaring på årsagen til erklæringernes fremkomst, uden at det dog med sikkerhed tør hævdes, at den er den eneste mulige, eller at ikke også andre forhold end de, der skal fremdrages, kan have været

---

1 Om Danske søforsikringsforhold i det 17. århundrede se: Assurandøren 1919 nr. 1 og 2, 7^—8, 18^—20 Albert Olsen: Om søassurance i Danmark til Danske Lovs tid; Chr. Thorsen: Det kongelig oktroierede Sø- Assurance Kompagni 1726_—1926 (Kbh., 1926), 17^—34; J. O. Bro Jørgensen: Forsikringsvæsenets historie i Danmark indtil det 19. aarhundrede (Kbh., 1935), 123^—56. — Selv i Nederlandene og England var det kun en forsvindende ringe del af trafikken på Nord- og Vesteuropa, der sikredes gennem søassurance, jfr. Journal of Economic and Business History I (Cambridge, Mass., 1928^—29), 561—96 Violet Barbour: Marine Risks and Insurance in the Seventeenth Century, 587_—89.

m edvirkende faktorer. Udgangspunktet er den før nævnte sandsynlighedsslutning,at sagen må være igangsat ved en bestemt og aktuel anledning. Spørgsmålet bliver da dels, hvor aktuel denne må tænkes at have været, altså hvor lang eller kort tid den ligger forud for kanslerens henvendelse til admiralen, dels på hvilket område den skal søges.

I modsætning til de tidligere behandlere af emnet er jeg tilbøjelig til at søge sagens motiver på det politiske område, nærmere betegnet det udenrigspolitiske. Men hvor inden for dette område havde man brug for en definition af havene omkring Danmark og Norge?

Fra gammel tid hævdede den Dansk-Norske konge en særlig højhedsret over to af de havområder, der her er tale om, nemlig Østersøen og Nordsøen. Som Dansk konge og dermed herre over Sund og Bælt, adgangsvejene, »nøglerne«, til Østersøen, krævede han Dominium maris Baltici, herredømmet over Østersøe n¹, hvilket også kunde begrundes med hans besiddelse af de største af øerne i den, Bornholm, Gulland og Øsel, der i en diagonal linie ligesom delte Østersøen i to dele og ved en kæde af støttepunkter bragte hans magt helt frem til mundingen af den Finske Bugt². Som Norsk konge og dermed herre over skatlandeneGrønland, Island, Færøerne og -_— indtil deres pantsættelsetil Skotland — Orknøerne og Shetlandsøerne krævede han Dominium maris Septentrionalis, d. v. s. herredømmet over havet mellem Norge og Grønland, der i middelalderen almindeligvisansås for en stor havbugt, idet man mente, at Norge over det nordligste Rusland stod i landfast forbindelse med Grønlan

---

1 Det i det følgende nævnte stridsskrift fra 1638: Mare Balticum, eller: Baltische Meer, nævner udtrykkelig besiddelsen af »nøglerne« Sund og Bælt som argument for et Dansk Østersø-herredømme; om den folkeretlige teori vedrørende søherredømme baseret på geografiske forhold af denne art se: Arnold Ræstad: Kongens strømme. Historiske og folkeretslige undersøkelser angaaende sjøterritoriet (Kristiania, 1912), 192.

2 Et forsøg på at definere, hvor langt Danmarks riges strømme strakte sig i Østersøen, findes i Rigsrådets betænkning 6. juli 1622, se: Kr. Erslev, Aktst. og Opl. til Rigsraadets og Stændermødernes Historie i Kristian IV's Tid I (Kbh., 1883—85), 336—37.

land¹. Imidlertid havde den maritime og merkantile udvikling i Nord- og Vesteuropa og ændringen af magtforholdene i Norden igennem det sidste århundrede gradvis rokket stærkt ved grundlagetfor disse krav.

I Østersøen havde den Danske konge efter den Skandinaviskeunions definitive sammenbrud måttet affinde sig med, at den Svenske nationalstat opbyggede en kraftig sømagt, der kunde kappes med den Danske om det maritime herredømme her. Endnu i Kalmarkrigen havde Danmark kunnet hævde sin overlegenhed, men Christian 4s uheldige krig i Tyskland i forbindelse med Sveriges stærke indre udvikling og politiskmilitæremagtudvidelse på Østersøens sydkyst og i Tyskland havde ændret magtbalancen så stærkt i Sveriges favør, at et Dansk forsøg på med magt at indskrænke den Svenske orlogsflådesret til fri sejlads i Østersøen eller på at hindre Svenskerne i at indføre et omfattende system af indbringende toldafgifter i de Østersø-havne, de bragte under deres kontrol, på forhånd måtte anses for håbløst. Den Polsk-Svenske overenskomst i Stuhmsdorf 1635 betød imidlertid, at Sverige indtil videre måtte give afkald på de vigtige Preussiske toldindtægter. Var dette en udvikling, der fra Dansk side måtte hilses med tilfredshed, var det derimod yderst uvelkomment, at den Polske konge snart begyndte at føre den Svenske politik videre ved at opkræve toldafgifter på egne vegne navnlig ved områdets vigtigste udførselshavn,Danzig. Ydermere lagdes der fra Polsk side ikke skjul på, at en hovedhensigt med indførelsen af disse toldafgiftervar at finansiere opbygningen af en orlogsflåde i Østersøen, og som retsgrundlag for både told og flåde fremførte man påstandenom et Polsk dominium maris Baltici. Dette Polske krav om herredømme i Østersøen måtte virke yderst irriterende på Christian 4, hvis tålmodighed i forvejen var hårdt prøvet ved den Svenske magtudvidelse på et område, hvor den Danske konge fra gammel tid havde regnet sig for eneherre. De grunde, der havde tvunget kongen til at finde sig i den Svenske toldopkrævning,existerede imidlertid ikke over for Polakkerne, som

---

1 Jfr. s. 309 og de der i note 1 givne henvisninger.

var uden reel orlogsmagt i Østersøen. I efteråret 1637 lod Christian4 de to skibe, som den Polske konge havde lagt på Danzigs red for at gennemtvinge toldopkrævningen, opbringe og føre til København, og i det følgende år lod han konstant sine egne skibe holde vagt i farvandet ved Danzig og Pillau for at forhindre,at de Polske planer blev bragt til udførelse¹. Da admiral Erik Ottesen Orning i december 1638 indhentede de søkyndiges erklæringer, synes han netop at være vendt tilbage til Københavnefter at have ledet denne vagttjeneste på Danzigs red².

Det spørgsmål, der i denne forbindelse skal rejses, er, om der i den strid, som på grund af den Danske aktion opstod mellem Danmark og Polen, kan findes nogen anledning til indhentningen af erklæringerne om Østersøens, Vestersøens og Nordsøens grænser. Naturligvis måtte det da i denne sammenhæng være definitionen af Østersøen, der blev det centrale. Det kan synes vanskeligt at finde nogen forklaring på sagen i de stridende parters påstande, for så vidt som de begge krævede dominium maris Baltici, altså efter ordlyden snarest herredømmet over Østersøen i dens fulde udstrækning. Imidlertid viser en nærmere betragtning af deres ytringer i striden en kendelig forskel i de faktiske standpunkter. Den Danske konges krav dækkede øjensynlig principielt herredømmet over hele Østersøen, således som det fordum havde været en realitet. Derimod synes Polakkerne at have ladet sig påvirke så meget af afstanden mellem fordringen om et übegrænset Østersø-herredømme og deres virkelige muligheder for at skaffe sig et sådant, at de var tilbøjelige til at indskrænke deres krav om søherredømme til de dele af Østersøen, som lå ud for de Polske og Preussiske

Af de stridsskrifter, der publiceredes til forsvar for parternespåstande,fremgår det klart, at man fra Dansk side regnede med en Polsk stræben efter at inddele Østersøen i forskellige territorialfarvande tilhørende kyststaterne, og at man bestemt

---

1 Jfr. J. A. Fridericia: Danmarks ydre politiske Historie I (Kbh., 1876), 4—15, 120—21, 134, 143—46, 203—04, 209; II (Kbh., 1881), 48—55.

2 H. D. Lind: anf. arb., 76.

vilde modsætte sig også denne udvikling. I et Dansk indlæg Mare Balticum eller Baltische Meer udgivet i 1638¹ hedder det således efter fremførelsen af en række argumenter for det DanskeØstersø-herredømme,deriblandt besiddelsen af »nøglerne« til Østersøen, Sund og Bælt: »Allhie kondte von seiten der Kon. Mayest. vnd Kron Polen vielleicht ein: vnd vorgeworffen werden,dafidieses orths nicht der Streit so sehr von denen Stromen, welche im Baltischen Meer das Konigreich Dennemarck alluiren vnd vmbgeben, angesehen man auff denselben die Herrschafft nie gestritten, besondern der Kbn. Mayest. vnd Kron Dennemarckenvonje heraus gerne tribuiret vnd noch, Wann nur auch bey der K. Mayest. vnd Kron Polen, dasselbe Recht nicht in zweiffel gezogen, sondern gelten, vnd sie sich ebenwol der Herrschafft des Baltischen Meers an denen orthen, da solches das Preusische, der Kon. Mayest. vnd Kron Polen vnstreitig vnterworffene Vffer alluiret, gebrauchen vnd zu erfrewen haben mochten, massen dan offt hochstgedachte I. K. M. in ihrem außgelassenem Schreiben nicht mehr prætendiret vnd gesuchet«. Både det almene krav om dominium maris Baltici og denne eventuelle drejning af de Polske krav afvises imidlertid strax fra Dansk side. Om det første hedder det, at »zwey ein ding nicht zugleich vnd in solidum besitzen, vielweiniger desselben Herrschaft mit Bestande der Warheit vorschiitzen vnd haben kbnnen«, og at en anerkendelse af det Polske krav altså vilde betyde opgivelsen af den Danske konges ret. Det eventuelt begrænsede krav afvises med bemærkningen, at »die K. May. vnd Kron Dennemarcken das Dominium oder Herrschafft des Baltischen Meeres von vielen seculis hero, ehe vnd bevor noch Konige oder Respublica in Polen, Hohemeister oder Orden in

---

1 Mare Balticum Id est Historica Deductio Utri Regum Daniæ ne An Poloniæ prædictum mare å multis jam annorum centenariis, asserente non fallaci hominum censura, sed ipså nunquam fallibili natura, se desponsatum fateatur & agnoscat, Poloni cujusdam nuper Typis excuso tractatui qui Discursus Necessarius inscribitur opposita (u. st., 1638); Tysk udgave af samme skrift: Baltische Meer Das ist Historische AuOfiihrung ... (u. st., 1638). — Den anonyme forfatter skal have været Christopher v. d. Lippe, jfr. H. Ehrencron-Miiller: Forfatterlexikon ... V (Kbh., 1927), 164—65.

Preussen gewesen, nicht nur stiicksweise oder per partes, sondernplenariévber
das gantze Meer, vnd also auch vnter dem
Preusischen Vffer obtiniret . . .«.

At man fra Polsk side vilde have sine krav fortolket som først og fremmest omfattende den del af Østersøen, der lå ud for de Polske og Preussiske kyster, synes klart at fremgå af et modskrift fra 1639 Antimare Balticum¹, hvori det efter en afvisning af påstanden om en særlig Dansk »nøglemagt«, beroende på besiddelsen af søvejene til og fra Østersøen, bl. a. hedder: »Maneant sui unicuique Regno & provinciæ å Deo & natura constituti terræ marisque limites. Håbet namque Imperium Romanum & Regna Poloniæ Sveciæque ex suis partibus claves, & exinde pro littorum terrarumque circumjacentium extensione dominium maris, non in solidum, prout compilator, vel Polonos affectare, vel Danos habere arbitratur, sed quilibet proportionaliter, pro situs & regionis quantitate«. Det eneste herredømme man vilde indrømme den Danske konge i Østersøen var et »dominium particulare maris, Daniam ipsam, ejusdemque Insulas alluentis, quod nemo unquam Serenissim: Daniæ Regibus in dubium vocavit«.

Der kan således næppe være nogen tvivl om forskellen mellemden Danske konges traditionelle påstand om et alment dominium maris Baltici og den Polskes krav om herredømmet i et begrænset havområde ud for hans egne landområder, et krav der var mere i overensstemmelse med den i gang værende udvikling hen imod nutidens territorialfarvande. Men kan der heri findes noget grundlag for kansler Chr. Friis' spørgsmål om Østersøens udstrækning? Svaret er problematisk, men synes dog med nogen grund at kunne gøres i hvert fald delvis bekræftende.Ganske vist bestred man fra Polsk side ikke, at det havområde,man krævede herredømmet i, var en del af det større hele, der kaldtes Østersøen, men selve kravene og den strid, de skabte mellem Danmark og Polen, kunde dog bidrage til at rejse tvivl om, hvor langt det Østersø-herredømme, den Danske

---

1 Antimare Balticum Seu Brevis & Analytica Recapitulatio Tractatus nuper editi, cujus titulus est Mare Balticum ... (u. st., 1639).

konge gjorde krav på, egentlig strakte sig. På baggrund af denne situation er der ikke noget besynderligt i, at man fra højeste regeringshold ønskede autoritativ bekræftelse på, at Østersøen, og dermed den Danske konges højhedskrav, omfattede også de farvande, som den Polske konge vilde tiltage sig herredømmet over. Det forekommer derfor muligt, måske sandsynligt, at den aktuelle konflikt mellem Danmark og Polen giver en del af forklaringenpå, at man indhentede de søkyndiges erklæringer. Det er dog under alle omstændigheder netop kun en del af forklaringen,der kan vindes ad denne vej. Nordsøen og Vestersøen lå jo fuldstændig uden for, hvad der i denne sammenhæng havde interesse, og forespørgselen om deres grænser må derfor formodes at have haft andre årsager. Men at Østersøen medtoges,forklares antagelig med størst sandsynlighed ud fra de fremdragne synspunkter.

Mens Østersøen var et geografisk klart afgrænset område og optræder som sådant i erklæringerne, var Nordsøen og Vestersøen egentlig dele af et større havområde, nemlig det vi i dag kalder Atlanterhavet. De to »søer« gik vest om de Britiske Øer jævnt over i hinanden, idet adskillelsen kun markeredes af den Atlantiske ørække Shetland, Færøerne, Island, Grønland. De kunde derfor ikke defineres selvstændigt på samme måde som Østersøen. Hvor de mødtes, måtte den enes ophør blive den andens begyndelse. Når de begge er medtaget i kanslerens forespørgsel og i besvarelserne, er det følgelig ikke ensbetydende med, at man havde ligelig interesse i en definition af dem begge; det kan lige såvel være udtryk for en erkendelse af, at de ikke kunde defineres uafhængigt af hinanden, men hang nøje sammen. Den af de to »søer«, der normalt var af størst interesse fra et Dansk-Norsk synspunkt var unægtelig Nordsøen.

På samme måde som fællesrigernes monark i sin egenskab af Dansk konge hævdede et dominium maris Baltici, krævede han som Norsk konge dominium maris Septentrionalis, herredømmetover Nordhavet. Hævdelsen af dette herredømme, der

synes at have sine rødder langt tilbage i middelalderen, hvilede på den gamle opfattelse af havet mellem Norge og Grønland som en stor bugt, der var lukket mod øst ved en landfast forbindelseover Karelernes og Bjarmernes områder. Også mod syd var det afgrænset af hovedsagelig Norske besiddelser, nemlig skatlandsøerne. Som besidder af næsten alle de omgivende landområderkrævede den Norske konge herredømmet over Nordhavetmed ret til efter forgodtbefindende at forbyde eller tillade fremmedes sejlads, handel og fiskeri her. Først Moskovitternes fremtrængen til Hvidehavet og Murman-kysten og etableringen af den direkte sørute mellem Vesteuropa og Rusland nord om Norge havde slået en virkelig breche i hans krav om eneherredømmei disse vidtstrakte havområder¹. Endnu i 1630'erne opretholdtes kravet imidlertid principielt fuldt ud. I 1634 kunde Christian 4 således over for den Franske udsending Claude de Mesmes Comte d'Avaux udtale som basis for sit herredømme over Grønland, de andre nordlige øer og de omgivende have, at de Norske konger i gammel tid havde underlagt sig disse egne med sejrrige våben og veludrustede flåder. I 1638 hed det i en note til en anden Fransk udsending, at Christian 4 havde »ius dominiumque illius maris«, nemlig maris Septentrionalis².

Efterhånden havde man imidlertid på flere områder måttet affinde sig med, at fremmede nationer pukkende på påstanden om det åbne havs frihed for alle havde trængt sig ind og etablerethandelsruter og fiskeri- eller fangstpladser i Nordhavet. Englænderne havde til en begyndelse voldt de største kvaler med deres omfattende fiskerier ved Island og med deres sejlads på Hvidehavet, men i disse tilfælde var det dog i en vis udstrækninglykkedes at få anerkendt, at deres færden i disse egne hvilede på en tilladelse fra den Dansk-Norske konge³. Vanskeligereblev

---

1 A. Ræstad: Kongens strømme, 149^—58; A. Ræstad: Norges høihetsret over Spitsbergen i ældre tid (Kristiania, 1912), 5—10;5_—10; Thomas W. Fulton: The Sovereignty of the Sea (Edinburgh & London, 1911), 4; Fridtjof Nansen: Nord i tåkeheimen. Utforskningen av jordens nordlige strøk i tidlige tider (Kristiania, 1911), 221, 291, 409.

2 Ræstad: Norges høihetsret, 5—6, 174, 186.

3 Ræstad: Kongens strømme, 71^—84, 100^—11, 129^—46, 194^—215.

ligereblevdet, da både Englændere og Nederlændere og i mindre omfang også Franskmænd fra det 17. århundredes andet årti iværksatte en betydelig hvalfangst fra landstationer på Spitsbergen,som Nederlænderne havde fundet i 1596¹. Christian 4 krævede herredømmet også over Spitsbergen, som hævdedes at være en del af Grønland, og som desuden lå i Nordhavet eller det Norske Hav². Det var imidlertid aldrig lykkedes at opnå nogen klar anerkendelse af Christian 4s højheds- eller ejendomsret her. Englænderne krævede tværtimod for deres vedkommende ejendomsretover landet for den Engelske konge i kraft af påstået første opdagelse og besiddelsestagen af det übeboede område, og det lykkedes ikke at drive dem til videre indrømmelser end til en aftale i 1621 mellem Christian 4 og Jacob 1 om, at de to kongers undersåtter i begges levetid skulde have fri og uhindret adgang til at drive hvalfangst ved Spitsbergen på visse nærmere betingelser³. Nederlænderne havde til en begyndelse, da de var trængt af Englændernes overmagt, krævet adgang til fri hvalfangstved Spitsbergen ud fra sætningen om havenes frihed og under henvisning til, at landet var aldeles øde og übeboet. Senere da de sad fastere i sadlen, blev de mere tilbøjelige til på grundlag af deres opdagelse i 1596 og deres mangeårige besiddelseaf bestemte fangstpladser at kræve ejendomsret til landet eller i hvert fald eneret til benyttelsen af de dele af det, hvor de havde deres fangststationer. En mangeårig meningsudvexling mellem Christian 4 og Generalstaterne skabte ikke nogen definitivklarhed, idet kongen opretholdt sine højheds- og ejendomskrav,medens Nederlænderne stod fast på deres ret til fortsat at drive hvalfangst ved Spitsbergen med eller uden hans tilladels e⁴.

Praktisk betydning fik omfanget af den Nederlandske og
Franske fangst fra et Dansk synspunkt navnlig ved den konkurrence,den

---

1 Martin Conway: No Man's Land (Cambridge, 1906), 11—123

2 Ræstad: Norges høihetsret over Spitsbergen, 5—10.

3 Ibid., 11—22.

4 S. Muller: Geschiedenis der Noordsche Compagnie (Utrecht, 1874), 87—88, 236—73; Ræstad: Norges høihetsret, 23—38.

kurrence,denpåførte den Danske hvalfangst ved Spitsbergen, som brødrene Johan og Goddert Braem i København havde monopol på. Fra midten af 1630'erne skærpedes denne konkurrencestærkt på grund af faldende konjunkturer for hvalfangstenshovedprodukt, trannen, og på grund af stigende udredningeraf skibe fra både Fransk og Nederlandsk side¹. Ydermerebegyndte man nu at supplere den hidtidige fangst i kystfarvandetdrevet fra stationer i land med fangst i åbent hav fra selve skibene. Da diplomatiske indsigelser herimod ikke hjalp, besluttede man fra Dansk side at skride ind med magt for at fordrive Franskmændene og Nederlænderne eller i hvert fald begrænse antallet af deres skibe. I 1637 sendtes skibshøvedsmandenCorfits Ulfeldt til Spitsbergen med et orlogsskib og fordrev de Franske hvalfangere fra deres station ved kysten. I foråret 1638 udsendtes han på ny, nu med tre orlogsskibe, og han vendte sig denne gang ikke alene mod Franskmændene, men også mod Nederlænderne, idet han arresterede to Nederlandskeskibe, som havde drevet fangst i åbent hav og derefter vilde sejle til den Nederlandske station på Amsterdam-øen, den der er kendt under navnet Smeerenburg. Det lykkedes dog efter lang tids tilbageholdelse de to skibe at slå sig løs og efter en kort ildkamp med de Danske skibe at vende tilbage til Nederlandene².

Disse dramatiske begivenheder førte naturligvis til kraftige indsigelser fra Generalstaterne. Den 13. oktober 1638 underrettedede deres resident i Danmark Carel van Cracauw om sagen og pålagde ham at repræsentere den Nederlandske hvalfangstsammenslutningNoordse Compagnies interesser³. I løbet af november fulgte han denne instrux ved flere gange at fremføre

---

1 Jeg håber andetsteds at kunne give en fremstilling af den Danske hvalfangsts historie på denne tid.

2 Algemeen Rijksarchief Haag. Staten Generaal 5904. Liassen Denemarken 1636_—39, C. v. Cracauw til Gen. St. Hamburg 16. okt. 1638, koncept til skr. fra Gen. St. til Chr. 4 29. marts 1639; Muller: anf. arb.,273— 74; Ræstad: Norges høihetsret, 38—39, 51_—52.

3 Alg. RA. Haag. St. Gen. 5904. Lias. Denemarken 1636_—39, koncept til skr. fra Gen. St. til G. v. Cracauw 13. okt. 1638.

sagen over for kongen, der da opholdt sig i Gliickstadt, og over for den Tyske kansler Ditlev Reventlow. Det Danske svar var foreløbig henholdende, idet den resolution, som Christian 4 den 9. november gav residenten på hans klager, henviste til, at der måtte foretages en nærmere undersøgelse af sagen, bl. a. måtte modparten, altså Corfits Ulfeldt og vel også lederne af den Danske hvalfangst, høres. Først når dette var sket, kunde der gives et endeligt svar¹.

Det var netop på denne tid, kort efter at Van Cracauw havde modtaget den henholdende resolution, at kansler Christen Friis foretog sin henvendelse til Erik Ottesen Orning for at få oplyst grænserne for Østersø, Vestersø og Nordsø. Det er nærliggende at se en sammenhæng mellem disse begivenheder. Kansleren skulde tilrettelægge det bedst mulige forsvar dels for de Danske orlogsskibes aktion mod de Nederlandske skibe ved Spitsbergen, så man med styrke kunde tilbagevise Generalstaternes klager, dels for den Danske nægtelse af at tillade fremmede skibes hvalfangstiåbent hav ved Spitsbergen. Det kraftigste argument i et sådant forsvar var at kunne påvise, at både fangsten og de begivenheder, der klagedes over, havde fundet sted i kongens egne farvande, i det Nordhav, som han med alders hævd krævede herredømmet over. En sådan påvisning fik Christen Friis i hænde ved de tre erklæringer, som Erik Ottesen fremskaffede. Alle tre understregede de netop, at Nordsøen strakte sig ikke blot til det gammelkendte Grønland, men også til det senere opdagede Spitsbergen. Og det var vel at mærke ikke bare Danske søkyndige, som gav denne definition, der, hvis det havde været tilfældet, kunde være affejet som bevismiddel med påstandenom,at den var nationalt Dansk eller Norsk. Den erklæring,manindhentede hos de Nederlandske skippere i Helsingør,

---

1 Alg. RA. Haag. St. Gen. 5904, C. v. Cracauw til Gen. St. Gliickstadt 18. nov. 1638, afskrift af kgl. resol. af 9. nov. 1638 (bilag til C. v. C.s indberetning 27. nov. 1638); RA. TKUA. Nederlandene A. 11. 10. Akter og dok. vedr. det polit. forh. til Nederl. 1623^—40, skr. fra C. v. Cracauw til Chr. 4 Gliickstadt 7. nov. 1638; Ræstad: Norges høihetsret, 39^—40, 159— 65; Muller: anf. arb., 275—76.

var på dette punkt ganske overensstemmende med de Danske erklæringer, og definitionen følgelig international. Kansleren fik herved brugbare beviser for, at farvandene ved Spitsbergen omfattedes af kongens herredømme over Nordhavet, forudsat at den Nordsø, der opereredes med i erklæringerne, var identisk med dette mare Septentrionale eller Boreale, hvilket antagelig i det væsentlige kunde hævdes at være tilfældet. De Nordhavsområder,hvorden Norske konge fra gammel tid krævede et sådant herredømme, at han havde ret til at udelukke al fremmed virksomhed, strakte sig ganske vist ikke til farvandene ved Sydnorge eller til Skagen, hvor Nordsøen jo ifølge to af erklæringernetogsin begyndelse, men disse farvande var dog i hvert fald kongens strømme, hvor han hævdede en højhedsret i almindelighe d¹. Kun den tredie erklæring, ved hvis udfærdigelse Erik Ottesen ikke synes at have været så personligt med som ved de to andre, idet den er indhentet ved mellemkomst af magistrateniKøbenhavn, bringer identiteten virkelig i fare, ved udtrykkelig at medtage farvandet mellem England og Jylland helt ned til de Flamske Banker, altså det der nutildags forstås ved Nordsøen, og som for Nederlænderne sikkert allerede dengang først og fremmest var forbundet med dette navn. Her var under alle omstændigheder ikke mulighed for at skabe sammenfald med det Nordhav, de Norske konger fra arilds tid havde krævet eneherredømme over. Man kunde fristes til at gætte på, at når de to af erklæringerne, som Erik Ottesen selv havde arrangeret udfærdigelsen af, slet ikke nævner dette farvand som del af Nordsøen, skyldtes det ikke alene, som Johannes Knudsen formoder,atdet var så selvfølgeligt, at det ikke behøvede at nævnes,menmåske også en bevidst og behændig tilrettelæggelse fra spørgerens side. Og omvendt var det, at det kom med i de Københavnskeskipperesdefinition måske et uheld, der hænger sammen med admiralens tilsyneladende personlige fravær. Forholdetliggerhelt uden for muligheden af en sikrere bedømmelse, men hvordan det end har forholdt sig med dette specielle punkt, kan det dog næppe have påvirket erklæringernes politiske anvendelighediden

---

1 Jfr. Ræstad: Kongens strømme, 149^—77.

vendelighedidengivne sammenhæng, hvor interessen var koncentreretomSpitsbergens
og de omgivende farvandes forhold
til Christian 4s krav om et nordhavsherredømme.

For bedømmelsen af om dette stridspunkt i forholdet til Nederlandene virkelig er et moment, der kan bidrage til at forklare, at man indhentede erklæringerne, er det naturligvis af stor betydning, om de tre erklæringers indhold kan fastslås at være anvendt i forhandlingerne med den Nederlandske resident om sagen. Noget uomtvisteligt bevis på, at dette er sket, kan ikke fremlægges, men visse udtryk i den diplomatiske korrespondance kunde dog tyde på, at det har været tilfældet. I hvert fald fremgår det deraf klart, at man fra Dansk-Norsk side har henvist til herredømmet over Nordhavet som sit retsgrundlag.

Under forhandlingerne i Gliickstadt i november 1638 havde Van Cracauw som det Nederlandske standpunkt hævdet, at Noordse Compagnie var den rette besidder af Spitsbergen på grund af sin opdagelse af landet og fredelige udnyttelse af det i 42 år, og krævet, at det skulde have lov til frit at drive sin hvalfangst også i fremtiden (»Ende te blijuen by de oude possessieende gebruyck des Waluischvangst als eerste vinders ende possesseurs van Spitsbergen«), men han havde allerede da mødt en afvisning af dette ejendomskrav (»Dit, ende de naem vant Lånt, wil den Coninck ende sijne Hooge Ministers niet toe ståen«)¹. Den 11. marts 1639 gav han ien indberetning fra Haderslev en nærmere redegørelse for sine bestræbelser for at ordne denne sag, der nu havde medført forhandlinger også med kongens kansler Christen Friis. Over for både kongen og kansleren havde han trængt på for at opnå erstatning for den i 1638 skete skade og løfte om, at »Noortse Compagnie als eerste vinders desselven Landts soude moogen blijven in vreedsame possessie des Walvischvangst«. Kongen havde henvist ham til at forhandle med kansleren, der havde givet forbeholdne svar på begge punkter. Dog havde han forsikret, at Noordse Compagniei den kommende sommer ikke skulde blive forulempet

---

1 Alg. RA. Haag. St. Gen. 5904. Lias. Denemarken 1636^—39, C. v. Cracauw til Gen. St. Gluckstadt 18. nov. 1638.

i sin hvalfangst ved Spitsbergen, men kongen vilde på den anden side ikke give adgang for »interlopers« eller skibe, der ikke havde hans pas, og heller ikke give tilladelse til hvalfangst på havet omkring og på den anden side af Nordkap »schijnende denselven sich te asscribeeren Dominium Maris Septentrionalis Norvegici«¹.

Af sine drøftelser med Christen Friis uddrog residenten altså den konklusion, at Christian 4 som udgangspunkt for sin politik i hvalfangststriden stillede kravet om en højhedsret over hele det Norske Nordhav, og at det var i kraft af denne, at han mente sig berettiget til at udstede forbud mod fremmedes hvalfangst i farvandene ved Spitsbergen og i havet helt ned til Nordkap uden hans forud indhentede tilladelse. Om kansleren til støtte for påstanden har henvist til de erklæringer, man i december 1638 havde indhentet hos de søkyndige, er uvist; men det forekommer sandsynligt, at han i hvert fald har haft dem i baghånden under sine forhandlinger med residenten, for det tilfælde at denne skulde bestride, at kravet om dominium maris Septentrionalis Norvegici kunde omfatte farvandene ved Spitsbergen og dermed begrunde de Dansk-Norske forholdsregler dér.

Selv om uomtvistelige beviser ikke har kunnet fremlægges, forekommer det mig dog ved det i det foregående fremdragne materiale gjort overvejende sandsynligt, at årsagen eller anledningentil, at kansleren ved slutningen af 1638 lod Holmens admiral indhente de behandlede erklæringer om Østersøens, Vestersøens og Nordsøens udstrækning og grænser, må søges i den aktuelle udenrigspolitiske situation på flere fronter. Den Dansk-Polske strid om tolden ved Danzig og om dominium maris Baltici danner en naturlig baggrund for et ønske om nærmereat få fastslået den geografiske definition af Østersøen. Netop omkring 1638 var meningsudvexlingen i tilknytning til denne strid så livlig, at baggrunden meget vel kan have tilspidsetsig til en direkte anledning til den ene del af kanslerens forespørgsel. Endnu mere direkte tilknytning til aktuelle politiskeforhold

---

1 Alg. RA. Haag. St. Gen. 5904, C. v. Cracauw til Gen. St. Haderslev 11. marts 1639.

skeforholdsynes dog den anden del vedrørende Nordsøen- Vestersøen at have haft. Den uoverensstemmelse med Nederlandene,som den i sommeren 1638 ved Spitsbergen iværksatte politik måtte fremkalde, synes at udgøre et naturligt oplæg til erklæringernes oplysninger om Nordsøens udstrækning, idet der herved tilvejebragtes en nærmere definition af det påståede dominium marts Septentrionalis Norvegici, som kunde have praktiskbetydning for de diplomatiske forhandlinger, der førtes om dette spørgsmål omkring årsskiftet 1638^—39.

Sluttelig må det imidlertid bemærkes, at der i den aktuelle udenrigspolitiske stilling findes et tredie forhold, der kan have ligget til grund for indhentningen af erklæringerne. Den Dansk- Norske konges maritime højhedsrettigheder udsattes på dette tidspunkt for angreb ikke alene fra Svensk, Polsk og Nederlandskside,men også fra Engelsk-Skotsk. Jacob 1 og Karl 1 optog og udvidede med kraft de Skotske og Engelske kongers gamle krav på herredømmet over havene omkring Storbritannien—»The British Seas«. Dette krav var ganske vist i den foreliggende situation først og fremmest vendt mod Nederlænderneogderes omfattende fiskerier i Nordsøen og i farvandene under de Skotske og Engelske kyster¹, men med den udstrækning,deførste Stuarter ønskede at give det, var et sammenstødmedChristian 4s maritime krav uundgåeligt, om end sikkertuønsketfra Engelsk-Skotsk side. Uforeneligheden af de Dansk-Norske og de Engelsk-Skotske højhedskrav afsløredes for alverden ved fremkomsten kort før årsskiftet 1635^—36 af John Seldens skrift Mare Clausum. Karl Is prætensioner fik heri den mest yderliggående og udæskende fortolkning, der bl. a. indebar en påstand om, at det Britiske hav omfattede hele farvandet mellem England og Danmark lige til de Jyske strandbredder, og som samtidig medindbefattede en noget mere vag fordring

---

1 En fremstilling af de Engelsk-Nederlandske stridigheder på dette område i Jacob Is og Karl Is tid er givet i S. Muller: Mare Clausum (Amsterdam,

om et herredomme i Nordhavet¹. Seldens egen beretning om, at han mange ar tidligere havde overgivet Jacob 1 hovedpunkterne af sin fremstilling, men at kongen havde lagt arbejdet hen af frygt for sin svoger Christian 4s reaktion², viser ganske uafhsengigtafberetningens maske tvivlsomme palidelighed, at han — ligesom sikkert alle udenrigspolitisk orienterede Englaendere — var fuldstsendig klar over, hvorledes hans skrift vilde blive modtaget af den Dansk-Norske konge. Netop om dennes faktiskereaktionhersker der imidlertid betydelig uklarhed, idet vi pa dette punkt synes at savne sikre holdepunkter i det i Danmarkbevaredekildemateriale. I Niels Slanges og Hans Grams store fremstilling af Christian 4s historie pastas det, at Seldens skrift fremkaldte en sadan fortornelse hos kongen, at han gennemengesandt lod protestere mod det hos Karl 13.I³. Denne beretningsrigtighedsynes dog vanskelig at eftervise, idet det ikke af Danske arkivalier kan ses, at der pa denne tid sendtes nogen gesandt til England, eller blot at Christian 4 skriftligt gjorde indsigelser mod Seldens pastande⁴. Heller ikke de trykte oversigteroverEngelske statspapirer fra den tid giver noget specielt holdepunkt for pastanden om en aktion fra Christian 4s side i anledning af Seldens skrift. De synes dog at vise — hvad det som naevnt ikke engang er lykkedes at pavise ud fra det Danske aktmateriale — at der i 1638 har veeret en »ambassador of Denmark* i England⁵. Men hvad dennes opgaver har vaeret og

---

1 Th. W. Fulton: The Sovereignty of the Sea, 6—12, 15—20, 338—77.

2 Ibid., 366.

3 Niels Slange & Hans Gram: Den Stormægtigste Konges Christian den Fierdes . . . Historie (Kbh., 1749), 861—62.

4 Hverken i Tyske Kancellis kopier af Latinske og Tyske breve eller i grupperne af instruktioner og kommissioner er fundet nogen antydning af expeditioner i forbindelse med Seldens skrift eller et evt. gesandtskab til England. Ej heller Emil Marquard: Danske Gesandter og Gesandtskabspersonale indtil 1914 (Kbh., 1952) nævner i oversigten over sendelser til Storbritannien nogen sådan i de år, der i denne forbindelse kan være tale om (s. 52).

5 Calendar of State Papers, Domestic Series . . . 1637_—38 (London, 1869), 598.

navnlig om de har haft forbindelse med Seldens skrift og de Engelsk-Skotske maritime krav, kan ikke afgøres på det foreliggendegrundlag.Som Slange og Gram også gør opmærksom på¹, fremkom der imidlertid fra anden side en gendrivelse af Seldens påstande ud fra de Dansk-Norske synspunkter, idet nemlig den Nederlandsk-Danske historiker Johan Isaksen Pontanus, der var professor ved gymnasiet i Harderwijk og samtidig kgl. Dansk historiograf², i 1637 udsendte et modskrift, hvori han specielt bestred påstanden om et Engelsk herredømme over de nordlige have, hvilket efter hans fremstilling altid havde tilhørt de Dansk-Norske konger³. Pontanus skal selv uopfordretfraDansk side have taget initiativet til denne gendrivels e⁴, men har dog næppe grebet pennen uden at være overbevistom,at hans indlæg vilde være velset af hans kgl. arbejdsgiverogaf kansleren, med hvem han stod i livlig brevvexling⁵.

Man kan næppe se bort fra muligheden af, at kansler Christen Friis' interesse i 1638 for fremskaffelsen af sikre definitioner af de have, der omgav Danmark og Norge, også kan have haft forbindelse med den aktualisering og skærpelse af modsætningenmellem de Engelsk-Skotske og de Dansk-Norske maritime

---

1 Slange & Gram: anf. arb., 862.

2 Om Pontanus se navnlig: H. Rørdam: Historiske Samlinger og Studier 111 (Kbh., 1898), 1—24, 440—92; P. N. van Uoorninck & P. C. Molhuysen: Brieven van en aan Jo. Is. Pontanus (Haarlem, 1909), V—X;V_—X; Ellen Jørgensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800 (Kbh., 1931), 155—58.

3 Joh. Is. Pontanus: Discussionum Historicarum libri duo, quibus præcipué quatenus & quodnam mare liberum vel non liberum clausumque accipiendum dispicitur expenditurque . . . (Harderwijk, 1637).

4 Slange & Gram: anf. arb., 862.

5 Til belysning af Pontanus' arbejde med modskriftet og hans forbindelse med Chr. Friis se navnlig: Rørdam: anf. arb., 474^—92; Van Doorninck & Molhuysen: Brieven . . „ 97^—100, 104, 106; Marci Zuerii Boxhornii Epistolæ & Poemata (Amsterdam, 1662), 52^—53, 66, 68; Antonius Matthæus: Veteris ævi Analeeta seu Vetera Monumenta hactenus nondum visa 111 (Haag, 1738), 744—48, V (s. st. o. år), 977—78, 988—89. Om initiativet til arbejdets optagelse se navnlig hans skriv, til Chr. Friis 21. april 1636 i Matthæus: Analecta 111, 744—45.

højhedskrav, som fremkaldtes ved Seldens Mare Clausum. Da de Danske kilder ikke synes at kaste lys over problemet, vil dog antagelig alene en gennemgang af Engelsk arkivmateriale have mulighed for at løse det. En sådan gennemgang har ikke i denne forbindelse været mig mulig, og jeg må derfor her nøjes med at påpege problemet og i øvrigt lade det stå uløst hen.

Summary.

The reason why Christen Friis, chancellor to Christian IV, in the autumn of 1638 made Erik Ottesen Orning collect statements concerning the boundaries of the Baltic, the Western Sea and the Northern Sea, is discussed. The question has formerly been treated by Villads Christensen, Johannes Knudsen and Louis Grandjean. The author of this paper attempts, partly in contrast to those, to find the explanation of the chancellor's step in the field of foreign policy.

Since 1637 Christian IV, who as King of Denmark claimed Dominium maris Baltici, was at variance with the Polish king, because the last attempted to introduce customs duties, more particularly at Danzig, and to establish a navy in the Baltic. Several controversial pamphlets were exchanged between them. From Danish side a claim was made for a general dominion of the Baltic, while from Polish side a desire was expressed to limit the mutual claims to the waters off the coasts of the respective countries. This conflict may lie at the root of an attempt to define the extent of the Baltic.

As King of Norway, Christian IV, claimed a Dominium maris Septentrionalis. Because of its geographical connection with the Western Sea, the Northern Sea could not be defined independently of this. The claim included the right to permit or prohibit the callingof foreign ships at the ports and havens of the Northern tributary countries or their navigation in the adjoining seas. This claim had given rise to conflicts with the English, when in the 1550's they began their navigation in the White Sea, and with the English, the French and the Dutch when in the 1610's they started whale-fishery at Spitsbergen, where also Danish whalei s were trying to exploit the favourable fishing grounds. In the summer of 1638 Christian IV's men of war had attempted to interfere with the Dutch whale-fishery at Spitsbergen, and there had been an encounter of arms between

his ships and those of the Dutch. Negotiations between chancellorChristen Friis and Carel van Cracauw, the representative of the States General, ensued. Probably the chancellor intended to use the statement on the extent of the Northern Sea, (which averred that it extended to Spitsbergen) in the course of these negotiations.

Finally the possibility is discussed that the chancellor's step should be seen in connection with a Danish-English contest caused by John Selden's pamphlet. Mare Clausum (1635/36). From Danish historical sources, however, no definite conclusions can be made on this point.