Som et bidrag til »Studier i dansk arkivhistorie« har overarkivar C. Rise Hansen udgivet et lille skrift om »Christian 2.s arkiv, dets opdagelse i Miinchen og den tidligste udgivelse af aktstykker derfra« (Dansk Videnskabs Forlag, Kbh. 1958. 91 sider). Selve teksten — 40 sider — er delt i to stykker: 1. Opdagelsen af Chr. 2.s arkiv i Miinchen og H. C. Reedtz' sendelse dertil og 2. Reedtz' udgivelse af aktstykker fra Miinchen-samlingen. Hertil slutter sig 45 sider med gengivelse af breve vedrørende nævnte to stykker. Rise Hansens afhandling kan delvis betragtes som et supplement til V. A. Sechers: »Opdagelsen og Erhvervelsen af Kong Kristiern ll.s Arkiv fra hans Ophold i Nederlandene 1523_—31« (i Meddelelser fra det danske Rigsarkiv. I, s. 335 fT.).

Om betydningen af de i 1825 fundne dokumenter bemærker Reedtz (s. 67) med grund, at »deri indeholdes særdeles meget Nyt og Vigtigt. Et ganske nyt Lys opgaaer over Christian II Fordrivelses, Landflygtigheds og norske Expeditions Historie, og en meget betydelig Lacune i Danmarks Historie, fra Slutningen af 1522 til 1532, opfyldes saaledes . . .« Selv havde Reedtz, som det udførligt skildres, den plan at udgive en betydelig del af dokumenterne, men hans arbejde blev aldrig fuldført, kun 10 ark blev trykt af de påtænkte 50. Da han i 1842 skulde forsvare og forklare denne sin »forsømmelighed« (se s. 80), bemærker han bl. a., at afskriftsamlingen nu har tabt en del af sin vigtighed, da en del af originalerne er blevet indlemmet i danske arkiver, og en del af resten »ved svenske og norske lærde er bleven bragt til offentlig kundskab«. Den svenske pastor N. J. Ekdahl havde jo 1835^—36 udgivet 3 bd. »Christiern ll.s Arkiv«. Skønt det var danske, der først havde fundet Miinchen-samlingen, blev det svenske og norske, der først nyttede den.

For arkivfolk og faghistorikere er både tekst og dokumenter

i det lille skrift en interessant og oplysende læsning. Fremstillingen er god, og der synes anvendt megen omhu på gengivelsen af aktstykkerne.Dog beklager jeg at have konstateret 7 småfejl i gengivelsenaf Reedtz' tyske, men let læselige brev s. 86 ff. Lidt kedelig er også for latinkyndige forf.s konsekvente gengivelse af Fonden ad usus publicos som F. ad usos publicos; den gale form forekommer endda i Reedtz' brev (s. 77), skønt R. selvsagt har den rigtige. Lidet troligt er det også, at Munter har skrevet »Beantvortet«for »Beantwortet« (s. 58 og 63). Samtidig med at bemærkedisse småfejl håber man indstændigt, at der må findes i hvert fald nogle færre i, hvad én selv publicerer, men det ved man aldrig. Imidlertid er Rise Hansens undersøgelse, som sagt, et godt supplement til, hvad der i øvrigt foreligger om opdagelsen, udnyttelsen og erhvervelsen af »Munchen-samlingen«. Den giver yderligere et interessant bidrag til H. G. Reedtz' biografi, en mand, der som bekendt under treårskrigen og kort derefter spillede en ikke ringe rolle i dansk diplomati.