I en alder af 59 år døde lektor, dr. phil. Hans H. Fussing d. 30. april 1956. Da han 26 år gammel var blevet ansat ved Odense katedralskole, vaktes hans interesse for lokalhistorien ved det historiske milieu, der omgav ham, og de ypperlige midler til studier, som navnlig landsarkivet frembød. Fussing kastede sig først over de adelige godsers historie, og han fremdrog et stort stof — især regnskaber og jordebøger — til belysning af den rantzauske godsdrift i det 17. årh. på en række midtjydske gårde (Gessingholm, Sødringholm, Demstrup, Skovgaard m. fl.), som han bearbejdede objektivt og kritisk. Det var et meget vægtigt materiale, der hermed blev tilført dansk historieforskning; det gav oplysning om jordens udbytte, øksnehandelen, landgilden, indfæstningen og meget mere. Fussings resultater, ikke mindst afhandlingen om Gessingholm (Hist. Tidsskr. 10. r. 111 (1935)), vandt så megen anerkendelse, at han tilsidst samlede sig om problemet, herremandens forhold til fæstebonden omkring 1600, som han behandlede indtil 1660 for hele det daværende Danmarks vedkommende. Resultatet blev en disputats, som forsvaredes for doktorgraden 1942 (recenseret her i tidsskriftet 10. r. VI, 523 ff.). »Herremand og Fæstebonde« må snarest betegnes som en retshistorisk undersøgelse; forfatteren viser sig i besiddelse af stor friskhed og selvstændighed og vover som den første historiker at føre et forsvar for den danske adels behandling af sine bønder, hvis stilling betegnes som retslig sikret inden for samfundet. Skønt det ikke kan nægtes, at materialet (tingbøgerne) undertiden er for begrænset til at bære forfatterens slutninger, er værket afgjort en landvinding for dansk historie og har virket inciterende på den efterfølgende forskning.

Endnu en gang lykkedes det Fussing at skabe et større arbejde»Stiernholm len 1603_—1661«, der 1951 blev offentliggjort i Videnskabernes Selskabs skrifter (rec. i Hist. Tidsskr. 11. r. 111, 762 ff.). Han satte sig heri som mål at bearbejde et typisk dansk lens regnskaber, da det vilde være uoverkommeligt for en enkelt mand at behandle lensregnskaberne som helhed. Om Stiernholm var et »typisk« dansk len, kan naturligvis betegnes som tvivlsomt,

sa henge en sammenligning med andre len ikke er mulig. Men at det havde sin betydning, at den opgave at studere lensregnskaberneblev grebet an, kan ikke bestrides, og Fussing søgte at afpresse sit stof så mange oplysninger som muligt. Arbejdet havde en noget forskellig karakter fra hans tidligere, idet det tillige drejede sig om dansk forvaltningshistorie, og selv om materialet i nogle retninger svigtede, og man navnlig kunde bebrejde forfatterenen for lidet indgående kendskab til tidens almindelige historie, er det dog givet, at han ved sin skarpsindighed og kritik også her har udvidet forskningens rammer på værdifuld måde.

Fussing var en overordentlig frugtbar forfatter. Når han på sine talrige inspektionsrejser til landets gymnasieskoler — som undervisningsinspektørens faglige medhjælper — fik en stund til overs, var han en trofast gæst i det lokale landsarkiv eller i den tilsvarende videnskabelige institution, og hans flid satte god frugt. Hans interesse var vidtspændende, den omfattede alt, hvad der falder ind under begrebet kulturhistorie, dog navnlig i det 16. og 17. årh. Hans hjerte nærmest stod vel stadig adelsforskningen, men også med bøndernes og borgernes historie syslede han indgående; han var således stærkt optaget af at fremdrage oplysninger om Svenskekrigenes virkninger på landet og i byerne. —- Det bør endelig nævnes, at han efterlod sig en trykfærdig afhandling, »Bybefolkningen i Danmark 1600_—1660. Studier i Byfogedregnskaberne«. Den vil blive udgivet af Jysk Selskab for Historie, Sprog og Litteratur. Som aktiv pædagog interesserede han sig stærkt for vort skolevæsen i ældre tid, og til den danske præstehistorie, som vi stadig savner, har han leveret vægtige bidrag, navnlig i Kirkehistoriske Samlinger. Stærkest knyttet følte han sig vel til sin ungdoms hjemstavn Fyn, og t. eks. om Rasmus Rask har han leveret mindst 7 forskellige artikler. Mange af disse afhandlinger røber allerede ved deres titler deres fornøjelige indhold: »En forgjort herremand«; »En vandrende skrædder«; »En tapper skrædder«; »Døden, Djævelen og digteren« o. lign. Deter svært at få et overblik over hans literære produktion, der omfatter mere end et hundrede afhandlinger og som tidt offentliggjordes på ret skjulte steder, som skoleprogrammer og lokale tidsskrifter. En bibliografi over dem vilde være et smukt mindesmærke over hans historiske forskning.

Hans Fussing var en inciterende og fængslende personlighed. Alle der kom i berøring med ham, fik indtrykket af en glad, aktiv og optimistisk natur; de der kom ham nærmere, vidste, at han tillige havde et følsomt gemyt, ikke mindst for andres modgang. Hans helbred var -- til trods for hans ydre — skrøbeligt, og han arbejdede hver dag, som om den skulde blive den sidste. Hans

forskning var præget af selvstændighed, men tillige af en sky for hypoteser og partitagen, der bundede i en udpræget redelighed. Han var en ven fast natur og nærede levende interesse for andre arbejder end sine egne. Et sjældent levende menneske blev revet bort midt i sit arbejde, og hans død var et tab for dansk historie.