|
Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 5 (1956 - 1959) 1-2Stat og Historieskrivning i Islams klassiske Periode, 7.-10. Aarh.1Erling Ladewig Petersen Det vil være almindeligt bekendt, at Middelalderens kristne Historieskrivning hviler paa Isidor af Sevilla's Syntese af Eusebs Bearbejdelse af den klassiske og gammeltestamentlige Skoletradition og Augustins filosofiske Systematik. De universelle og religiøse Aspekter er for saavidt klare nok, men indenfor de Rammer, denne Historieopfattelse afstak, blev der altid tilbage en bred Margin for Historieskriverens egen Indsats. Og det mest fremtrædende Træk i denne Indsats var netop, at den middelalderlige Historiker ved Hjælp af Kombinationer og Konstruktioner over det Kildemateriale, der stod til hans Disposition, forsøgte at projicere Samtidens politiske Skillelinier tilbage paa Fortiden og omvendt at stille sin egen Tid i historisk Relief. Denne intime Sammenkædning af aktuel, politisk Opfattelse og Historieskrivning er imidlertid ikke noget specielt, europæisk Fænomen; den er nemlig ikke mindre iøjnefaldende — og om man vil: ikke mindre besværlig — i islamisk Historiografi, selvom Skillelinierne i Orienten er andre og ofte langt mere irrationelle end dem, vi kender fra Europa. Dels har Begrebet »Politik« som Betegnelse for et rationelt, omend teologisk farvet Handlesætikke helt samme Gyldighed for Islam. Samfundsstruktur 1 Afhandlingen gengiver et Foredrag i Historisk Samfund 28. Maj 1958. Hverken Argumentationen eller Dokumentationen kan derfor gøre Krav paa at være blot tilnærmelsesvis udtømmende. Enkelte Afsnit — specielt Fremstillingen af den ældste Historiografi, som bygger paa Førstehaandsundersøgelser — haaber jeg senere at faa Lejlighed til at behandle udførligere. — En moderne Monografi over Islams Historieskrivning findes ikke. D. S. Margoliouth: Lectures on Arabic Historians (Calcutta 1930) er bygget op over et arabisk, leksikalsk Værk. Den indeholder mange, meget værdifulde Enkeltheder, men man savner til Gengæld en kritisk Analyse af Historieskrivernes Arbejder. Bedst er F. Rosenthai: A History of Muslim Historiography (Leiden 1952), som — trods sin Titel — ikke er systematisk-kronologisk, men sagligt arrangeret.
Side 456
(dawla) og religiøs Orden (dm) indgaar her i en uopløselig Enhed, som ikke er umiddelbart forenelig med den augustinske Dualisme1. Dels binder Traditionen i Orienten i Almindelighed Mennesket i et Omfang, der er ganske ukendt i Europa, og i dette Tilfælde har Behovet for hævdvundne Autoriteter naturligt samlet sig om Muhammeds Skikkelse. De førislamiske Arabere havde samlet en ikke helt betydningsløs Historietradition, som fortrinsvis beskæftigede sig med Beduinernes Genealogi og krigerske Bedrifter. Men udover spredte Tilløb til at opnaa en Placering af Stammerne indbyrdes, naaede de aldrig til en Historieskrivning, som udtrykte bestemte Idéer om Fortiden eller tjente nogen fast, samfundsmæssig Funktion. Allerede af den Grund danner Profeten et naturligt Skel; hos ham finder vi nemlig baade fastere, historiske Begreber og de første, praktiske Normer for det islamiske Samfund. Og begge disse Elementer indgaar meget tydeligt i den klassiske, arabiske Historieskrivning, fordi den muhammedanske Menighed meget tidligt bindes betingelsesløst til Koranen og Profetens Adfærd (sunna). At man kan operere med en Art Historiebegreb i Muhammeds Forkyndelse skyldes naturligvis ikke, at den saglige Konstatering af facts spiller nogensomhelst teoretisk Rolle for ham selv, og heller ikke, at han nogensinde har formuleret sin Opfattelse i noget systematisk Expose. Hans Standpunkter modificeres tværtimod gradvis af ydre Omstændigheder, men bag hans Forkyndelse kan man iagttage enkelte, fundamentale Idéer om Historiens Lære2. Det bærende Element i Muhammeds tidligste Aabenbaring er den paradoksale Kombination af Guds Naadevalg og Mennesketsetiske Ansvar overfor Gud. Allerede heri ligger det, at det er Mennesket som Enkeltindivid, hans Prædiken gælder, men omvendt maa denne Tanke i sin yderste Konsekvens føre til Opløsning af den bestaaende kollektive Stammestruktur, og det er antagelig bl. a. dette, der førte til Bruddet med Mekka3. Paa den anden Side udtrykker Muhammed selv den historiske Kontinuiteti sin Forkyndelse overordentligt prægnant, forsaavidt som han gør Krav paa at fuldbyrde den profetiske Mission, som de 1 Et Slægtskab med de augustinske Forestillinger finder vi dog i en senere Tradition, som lader Profeten sige, at »Religion (din) og Statsstyre (dawla) er Tvillinger«. E. I. J. Rosenthai: Political Thought in Medieval Islam (Cambridge 1958), 8. 2 For det flg., se: F. Rosenthai: op. cit., 22—28; J. Obermann: »Early Islami i R.C. Dentan: The Idea of History in the Ancient Near East (New Haven, London 1955), 264—80. 3 Jfr. ovfr. S. 151 f.
Side 457
gammeltestamentlige Profeter og Kristus havde indledt. Hans Aabenbaring er identisk med de tidligere Profeters, men den aabenbares for ham paany, fordi deres Advarsler skal tjene som det historiske Erfaringsmateriale for hans egen Prædiken. Dette historiske Grundlag bliver staaende gennem hele Profetens Karriere, omend med enkelte Modifikationer. Bruddet med Mekkanerne skabte vistnok allerede i denne Periode Spirerne til en islamisk Institutionsdannelse, der i Medinatiden kommer til Udfoldelse, saaledes at der gennem Koransurerne fra denne Tid skabes en fælles, bindende Rettesnor for det nye Samfund. Konsekvensen maatte naturligt blive, at Forkyndelsen nu ikke blot fik fremtrædende kollektive Træk, men ogsaa at Elementerne til den nye Samfundsstruktur maatte hentes i Stammesamfundet, saaledes at vi i Medinatiden bliver Vidner til en tydelig Arabiseringsproces af Islam. Araberne »er af Gud selv delt op i Stammer og Klaner for at de kan forenes i Fromhed«, hedder det nu1. Sin profetiske Relativisme fastholder Muhammed imidlertid; kun bliver det velkendte, gammeltestamentlige Frafaldsmotiv nu dominerende, som naturligt var. Alle Kræfter maatte samles i hellig Krig for at undgaa Splittelse af Islam (fitnah) og overvinde den ydre Modstand. Til Gengæld maa Profeten i Medinatiden opstille en kronologisk Sondring mellem Hedenskab og Islam, mellem Barbari (gahiliyah) og Mildhed (hilm), to Termini, der vanskeligt lader sig overføre til europæisk Sprogbrug. Ganske konkret udtrykker de to — eller Udslagene af to — modsatte Livsholdninger, Barbariet, som det ytrer sig i Hedenskabet, og den Mildhed, der skal kendetegne den troende2. Grundlaget for en Forbindelse mellem Stat og Tradition fastlæggesaltsaa i Princippet allerede af Muhammed selv, og selvom han udtrykkeligt havde fraskrevet sig enhver overnaturlig Egenskab,kunde det ikke undgaas, at Institutionsdannelsen tidligt binder Islam til hans Person. »Ingen Religion har en saa stærk historisk Bevidnelse som Islam«, skriver en Historiker i det 9. Aarhundred e3 og Behovet for faste Autoriteter fører da ogsaa hurtigt til, at der — især i Iråq og i Medina -— fæstnes en normgivende Overlevering om Profetens og hans Fællers sunna til Supplering af Koranen. Paa den anden Side er det indlysende, at Fremvæksten af denne Retslære ogsaa maa indeholde Spirerne til en historisk Tradition, selvom den ikke giver en udtømmende Forklaring af 1 Koranen, Sure 49:13. 2 I. Goldziher: Muhammedanische Studien I (Halle 1889), 219—28. 3 H. Sprenger: Über das Traditionswesen bei den Arabern (Zeitschr. d. Deutschen Morgeni. Gesellsch. X (Leipzig 1856)), 1.
Side 458
Historieskrivningens Tilblivelse. Profettraditionen fører jo ikke kronologisk udover Muhammeds egen Tid, selvom hans Idéverdenogsaa binder andre Discipliner af Historieskrivningen i hele dens ydre Form. Ordet Viden, c///n dækker i Jura'en og Teologien normalt ikke Resultaterne af empirisk eller logisk Forskning, men kun at man er i Stand til at paaberaabe sig kompetente Kilder, d.v.s. Profeten eller hans Fæller som Hjemmel for sin Paastand. Paa ganske tilsvarende Vis vil lilm al-ahbår1, Viden om bemærkelsesværdige Hændelser, aldrig betegne Resultaterne af Kildestudier eller Ræsonnementer, men normalt kun, at man er i Stand til at citere autoritative Hjemmelsmænd — enten Øjenvidner eller anerkendte Historikere — under Anførelse af den Kæde af Autoriteter, den paagældende Meddelelse har passeret, inden den naar én selv, en isndd. Arkivmateriale eller Monumenter opsøger de arabiske Historikere derimod aldrig principielt, men inddrager dem kun, hvor deres Fremstillingsform tillod det2. Den fælles Oprindelse med Retslæren forklarer formodentlig ogsaa, at den ældste, arabiske Historieskrivning næsten fuldstændigt savner kronologiske Rammer. Den selvstændige, anekdotiske eller episodiske Beretning er jo ofte et primært Stadium i Historieskrivningen, og det gælder i eminent Grad for den tidligste, arabiske Overlevering, hvis Formaal ikke sjældent er at redegøre for en enkelt Begivenhed — deraf dens Navn — eller at illustrere et eller andet Princip, under Paaberaabelse af alle de parallelle Traditioner desangaaende, som det er muligt at opspore, men omvendt uden den fortløbende Fremstillings Kausalsammenhæng. Elementerne til Forbindelsen mellem Stat og Historieskrivning er som nævnt til Stede hos Muhammed selv, og den understøttes effektivt af de Metoder, Traditionen anlægger, og de Opgaver, den stiller sig. Af de historiske og religiøse Distinktioner, Muhammedhavde opstillet træder den profetiske Relativisme, som i sig selv havde placeret ham i den gammeltestamentlige Tradition, imidlertid foreløbig i Baggrunden for Medinatidens nationalarabiskeIslæt, som videreføres af det tidlige Kalifat og ogsaa übetinget dominerer Historieskrivningen. Paa den anden Side 1 Om dette Begreb, se F. Rosenthai: op. cit., 10 f., 59 ff. 2 D. S. Margoliouth: op. cit., 50; F. Rosenthai: op. cit., 105—13. — Deter et isoleret Tilfælde, naar den kufiske Historiker Muhammed b. Sa'ib al-Kalbi i det 8. Aarh. undersøger Gravindskrifter for at kortlægge det mesopotamisk-arabiske Lahmide-dynastis Kronologi; jfr. Th. Noeldeke: Geschichte der Perser und Araber zur Zeit der Sassaniden (Leiden 1879), XXVII; C. Brockehnann: Geschichte der arabischen Litteratur, Supplementsbd. I (Leiden 1937), 204.
Side 459
faar alle de Konflikter, der saa tidligt spalter Islam, efter Sagens Natur en übetinget religiøs-politisk Karakter, som ikke blot retfærdiggør, at Profetens Autoritet inddrages i Argumentationen om de aktuelle Stridsspørgsmaal, men ogsaa, at de bliver saa alternative, at de nødvendigvis udelukker Loyalitet mod Fortiden. De Konflikter, der er Tale om, udspringer alle eller næsten alle af Muhammeds Forsøg paa i sine sidste Leveaar at skabe en Balance mellem de mekkanske Emigranter, Medinenserne, det gamle, mekkanske Aristokrati under Ummayyadernes Ledelse og endelig lidt senere Profetslægten1. De to eller tre første Kalifater, Abu Bekrs, lUmars og delvis 'Utmåns afspejler mere eller mindre den mekkanske Emigrantkreds; men i Længden kunde denne ikke fastholde Magten, og Konflikten indenfor Islam (fitnah'en) kom til aabent Udbrud, da 'Utmån, som tilhørte Ummayyadeslægten, blev myrdet i 656. Med Støtte af Medinenserne lykkedes det nu Profetens Fætter 'Ali at gennemtrumfe sit Valg til Kalif, men han mødte øjeblikkelig Modstand fra Resterne af Emigrantkredsen og Ummayyadernes Klientel, blandt andet under Paaskud af, at cAlis Nærværelse i Medina, medens Kalifdrabet fandt Sted, gjorde ham meddelagtig i Drabet, fordi han ikke greb ind for at redde den nødstedte Kalif. Denne Revolte kvalte cAli dog hurtigt; langt farligere var det, at Ummayyadeslægtens Overhoved, den syriske Statholder Mu'åwiyah nu alene repræsenterede Slægtens legitime Blodhævnskrav, og med Rette kunde vende dem mod cAli, fordi denne gav Kalifmorderne politisk Asyl. De to Parter mødtes ved Siffin ved Eufrat, men af Frygt for Ansvaret for fitnah'en undveg man en militær Afgørelse og lod i Stedet en Voldgiftskommission, der mødtes i Oasen Adruh i Sydpalæstina, efterprøve Andel i Kalifdrabet. Resultatet synes at være blevet, at Kommissionen traf Beslutning om at nedsætte et Valgkonklave til at vælge en ny, uplettet Kalif. Afgørelsen af Konflikten var forsaavidt faldet, som Mu'åwiyah kunde notere en kontant, diplomatisk Sejr, og cAli ikke kunde rokke Adruhmødets Kendelse. cAli's formodede Medskyld i fitnah'en og Udgydelsen af muhammedansk Blod havde gradvis nedbrudt hans Prestige, hans dm (Religion) og Grundlaget for hans Magt smuldrede nu hurtigt bort. Et Par Aar senere — i 661 — faldt han selv som Offer for et Attentat, men da havde Mu'åwiyah allerede den foregaaende Sommer ladet sig hylde til Kalif. 1 For det flg., se: F. Buhl: cAli som Prætendent og Kalif (Festskr. udg. af Københ. Universitet. .. 26. Nov. 1921), passim og min Afhandling: 'All and Mu'åwiyåh, The Rise of the Umayyad Caliphate 656—61 (Acta Orientalia XXIV (1958)).
Side 460
Den ejendommelige Blanding af Magtkamp og Religion, der kommer til Udtryk i disse Aars Konflikter, viste sig at have langt mere omfattende Rækkevidde end den umiddelbare, at den banede Vejen for Mu'åwiyah. Hovedhjørnestenen i Ummayyadekalifatet (660—750) blev Syrien, hvorimod Profetslægtens Interesser gradvis blev overtaget af Araberne i de østlige Provinser, Iraq og Persien. Kampen mellem Ummayyaderne og Profetslægten blev paa den Maade Udtryk for en latent og iøvrigt ældgammel Modsætning mellem Syrien og Iraq, skønt denne ikke havde spillet nogen iøjnefaldende Rolle under Opgøret mellem 'All og Mu'åwiyah selv. Kernen i Ummayyadekalifatets Indsats var, at den Arabiseringsproces, der havde været Tilløb til i Muhammeds Medinatid, nu slog igennem i et arabisk-muhammedansk Monarki. Kalifatet overtog, hvor de kom frem, Forgængernes — Byzantinernes og Sassanidernes — Forvaltningsfunktioner, og det lykkedes dem ogsaa gradvis at arabisere Statsorganisationen. Den væsentligste Brist i Ummayyadernes Organisation bestod netop deri, at Arabiseringsprocessen ikke naaede længere end til Statsfunktionerne og det privilegerede, arabiske Militæraristokrati, og at den opretholdtes for rigoristisk. De naaede ikke at skabe et blot tilnærmelsesvis homogent, islamisk Samfund. Man mærker derfor ogsaa, at Modstanden mod det syriske Kalifat spirer frem i de østlige Provinser, ikke blot blandt Araberne, men ogsaa blandt Konvertiterne i den bofaste Befolkning, som trods deres Omvendelse ikke fik Andel i Arabernes Privilegier, specielt de skattemæssige, og Oppositionen udkrystalliseredes i Tilslutning til Profetfamiliens Prætentioner, i Shtismen1. Det synes netop at være dette Modsætningsforhold, som kom til at danne Udgangspunktet for den arabiske Historieskrivning, eller for at være helt korrekt for dens profane Del, de Afsnit nemlig, som rækker kronologisk udover Profetens Levetid. De tidligste, historiske Behandlinger af Kalifatet henfører den senere, islamiske Tradition selv til Iraq til Midten af det 8. Aarhundrede, til Historikere som lAwanah (d. 764) og Aba Mihnaf (d. 774)2. De kufiske Traditionister synes ganske vist at have haft Kontakt med medinensiske Traditionister, hvis Hovedinteresse dog samledesom Profetbiografien; men for Abu Mihnafs Vedkommende ved vi med Sikkerhed, at lian fortrinsvis har kendt og benyttet 1 Jfr. f. Eks. R. Strothmann s.v. Shi'a i Enzylopaedie des Islams (1934), 376 ff. 2 F. Wiistenfeld: Die Geschichtsschreiber der Araber und ihre Werke (Gottingen 1882) 5, 7f.; F. Rosenthai: op. cit., 79.
Side 461
den lokale Traditionen i Kufah. Normalt er det karakteristisk for ham, at hans Fremstilling, der er overordentlig bred, kun anfører en ganske kort isnåd, hvis Længde endda hurtigt svinder ind jo nærmere han kommer sin egen Tid. Abu Mihnafs Arbejde røber altsaa utvivlsomt et omfattende Kendskab til Øjenvidneberetninger,men denne Karakteristik, som er knæsat af den tyske Orientalist Julius Wellhausen, er dog næppe helt fyldestgørendel. Dels synes den kuflske Overlevering, Abu Mihnaf har raadet over, i meget stor Udstrækning at bero paa vilkaarlige eller polemiske Konstruktioner, dels lader beslægtede Traditioner sig eftervise i ældre, litterære Kilder, som ikke nødvendigvis har dannet Forlæg for Abu Mihnafs Beretning. At den historiske Tradition er ældre fremgaar selvfølgelig allerede deraf, at Abu Mihnaf selv citerer Hjemmelsmænd fra den foregaaende Generation. Men mest slaaende forekommer det mig at være, at vi hos shiitiske Traditionister omkring eller før Aar 700 kan finde stærkt forvanskede Beretninger, som genfindes i ren Form endnu hos 'Awånah to Generationer senere2. Den ældste, professionelle Prosatradition, vi har Kendskab til, kan altsaa tidsfæstes til Aartierne omkring 700, men heller ikke denne repræsenterer det ældste Stadium af Overleveringen, fordi vi forud for Prosatraditionen kan iagttage en poetisk Tradition, der i ufuldkommen Skikkelse formulerer den samme Grundopfattelse af Fortiden, som vi senere genfinder hos Abu Mihnaf og andre Historikere. For at forstaa den arabiske Poesis Betydning som politisk Funktion maa man erindre sig, at Beduinerne tillagde Digterne overnaturlig Kraft og gjorde det til en af deres fornemste Opgaver at forsvare Stammerne med deres Kunst. Denne Poesi fik en Renaissance netop i den ældre Ummayyadetid — ikke mindst ved Hoffet i Damascus — og netop dens særlige Karakter gav den en ganske enestaaende Position som opinionsdannende Faktor. Digterne udfyldte — som den belgiske Orientalist Henri Lammens udtrykker sig — den moderne Partipresses Funktioner, dens Bestikkelighed ikke undtaget. I værste Fald maatte man købe fjendtligt sindede Digteres Neutralitet og i bedste Fald inddrage velvillige Digtere i sin egen Propaganda, men i begge Tilfælde altsaa mod Betaling3. 1 J. Wellhausen: The Arab Kingdom and Its Fall (Calcutta 1927), vii ft.; jfr. C. Brockelmann: op. cit. I (1898), 65, Supplbd. I, 100. 2 Acta Orientalia, 1. c. 3 H. Lammens: Etudes sur le regne du calife omaijade Mo'åwia ler (Beyrouth 1908), 252—66.
Side 462
Vi har adskillige Vidnesbyrd om, at Ummayyaderne og deres Fjender anvendte Digternes Talenter til politiske Formaal. Baade Mu'åwiyah og hans Efterfølgere søgte energisk at hverve Panegyrister og Agitatorer til at imødegaa den iraqensiske Propaganda med Modpropaganda, og navnlig synes det at have været dem magtpaaliggende at fremstille deres Kalifat som gudvelbehageligt, naturligvis fordi de savnede det Aktiv, Modparten havde i 'All's Slægtskab med Profeten. Hos en af disse Digtere hører vi da netop ogsaa, at det i Virkeligheden er Mu'åwiyah, man skylder »Religionens Bekræftelse«1, en Udtalelse, der unægtelig har en ganske særlig Interesse, fordi Propaganda'en her faar mere end aktuelt, politisk Sigte. Digteren hentyder nemlig her utvivlsomt til Opgøret mellem 'All og Mucåwiyah. Ved at tage Kampen op mod 'Ali blev det Mu'åwiyah's Fortjeneste at overvinde den fitnah, der var opstaaet ved 'Utmåns Drab, og som 'Ali selv indirekte var medansvarlig for. Og ved at overvinde fitnah'en genskabte Mu'åwiyah Islams Enhed, Religionens Bekræftelse, som Digteren udtrykte sig. Til Gengæld hører vi i en lidt yngre, iraqensisk Tradition, at Profeten havde forudsagt, at 'Ali vilde komme til at udgyde Blod af Qurayg' Stamme for Religionens Skyld2. Allerede heri ligger, som vi kan se, et første Tilløb til, at den politiske Propagandapoesi kunde bane Vejen for en officiel Tolkningaf særligt vigtige fortidige Begivenheder eller om man vil til en Art officiel Historietradition. Den tidligste, konkrete Udformningaf dette Motiv finder vi hos to af Tidens mest prominente Digterskikkelser, Ka'b b. Gu'ayl, der var knyttet til Hoffet i Damascus, og den iraqensiske an-Nagasi3. Begge betoner — utvivlsomtsymptomatisk for deres egen Tid, men historisk set med lidt af en Tilsnigelse — den nationale Kløft mellem Syrien og Iraq som Hovedmotivet bag 'All's og Mu'åwiyah's Opgør, men til Gengæld faar Ka'b klart frem, at Mu<åwiyah med Rette kunde vende sin Slægts Blodhævnskrav mod 'All, fordi han gav Morderne Asyl, hvad an-Nagasi pure benægter. Det var som tidligere berørt netop denne Anklage, der førte til at Voldgiftsmødct i Adruh besluttede at lade en uplettet Kalif vælge. Baade Ka'b og en iraqensisk Digter, as-Sanni, bestrider imidlertid, at Mødet fik dette Udfald. De er enige om, at det endte resultatløst, hos Ka'b, fordi Dommerne ikke kunde enes eller mistroede hinanden, hos 1 H. Lammens: op. cit., 264. 2 A. J. Wensinck: A Handbook of Early Muhammadan Tradition (Leiden 1927), 17. 3 Th. Noeldeke: Delectus veterum carminum Arabicorum (Bin. 1890), 78 ff.; Acta Orientalia, 1. c.
Side 463
Iraqenseren derimod, fordi Mu'åwiyah's Repræsentant handlede De to Tolkninger, vi her møder hos disse Digtere, divergerer saaledes paa fundamentale Punkter, og de lader sig næppe forklare paa anden Maade end ved indbyrdes Polemik. Det mest bemærkelsesværdige er dog, at Konflikten 656—61 aabenbart har mere end antikvarisk Interesse for det 7. Aarhundredes Arabere; Striden gælder ganske simpelt det syriske Kalifats Berettigelse. Er Ummayyaderne kommet illegalt til Magten — ved Vold mod Profetslægten — mister det automatisk sin Gyldighed. I hvert Fald er det hævet over enhver Tvivl, at disse Digtere har tillempet deres Stof efter det aktuelle Behov. De Digtere, vi har mødt, har været samtidige med de Begivenheder, de behandler, eller har i hvert Fald haft Adgang til Førstehaandsberetninger fra det, man kunde kalde »velinformerede Kredse« i Damascus og Kufah. Den digteriske Version forudsætter nødvendigvis en samtidig Tradition, men den er i sig selv ikke givetvis Forlæg for en senere Prosatradition, selvom de begge giver Udtryk for identiske Fortolkninger af Begivenhederne2. Den tidligste Prosatradition, vi har Kendskab til, stammer som vi har set fra Tiden omkring 700, og det, der klarest adskiller denne Udformning fra Digternes er, at Overleveringen paa dette Tidspunkt indsamles og disciplineres af skolede Traditionister efter strengt formalistiske Principper, og Systematiseringen synes netop at være foregaaet i Medina, hvorfra Ummayyadekaliferne hentede deres Penneførere, og i Iraq, altsaa de to Steder, hvor vi fra anden Side ved, at den ældste Retstradition fæstnedes. I det praktiske Arbejde med disse to Traditionsskoler vil det ofte vise sig, at den medinensisk-syriske — saa fragmentarisk den end er overleveret — er paalideligere end den kuflske. Baade cAwånah, hvis Beretning gennemgaaende repræsenterer et ældre og mindre forvansket Stadium af den kuflske Overlevering, og Abu Mihnaf bringer ganske vist fyldige og utvivlsomt autentiske Efterretninger om iraqensiske Forhold3; men den medinensiske Version — f. Eks. hos Traditionisterne Sålih b. Kaysån (d. 758) og az-Zuhri (d. 742) — giver til Gengæld ikke sjældent vigtige Korrektiver til Abu Mihnaf. Paa den anden Side viger ingen af de to Skoler tilbage fra bevidste Konstruktioner, og atter her illustrerer Konflikten 656—61 deres Arbejdsmetoder paa udmærket Maade. 1 Acta Orientalia, 1. c. 2 Der er altsaa snarest Tale om at de to Former af den ældste Tradition har været Skud paa samme Stamme. 3 Wellhausen: op. cit., ix; Acta Orientalia, 1. c
Side 464
Abu Mihnaf meddeler korrekt Adruhmødets Beslutning om at lade foretage nyt Kalifvalg; men umiddelbart efter lader han Mu'åwiyahs Repræsentant bryde sit Ord ved at lade ham udraabe Mu'åwiyah til Kalif, efter at Modparten har erklæret 'Ali for afsat. Mødets negative Resultat tilskrives altsaa Syrernes aabenbare Svigagtighed. Vender vi os til az-Zuhn, hører vi til Gengæld, at Mu'åwiyahs Repræsentant duperer sin Modpart ved et groft Bondefangeri under selve Forhandlingen, hvorefter Mødet ender i Skænderi, men uden Anvendelse af Forrædderi. De to Beretningers Hovedformaal er ganske aabenbart at tage Stilling til, om Ummayyaderne er kommet illegalt til Magten eller ikke. Ingen af dem har nogen Kildeværdi, men deter vigtigt at lægge Mærke til, at de hver især udformer den Grundopfattelse, vi traf hos den foregaaende Generations Digtere, med stor episk Udførlighed1. Saavidt jeg kan skønne, kan der altsaa ikke være Tvivl om, at Abu Mihnaf og hans Hjemmelsmænd nok repræsenterer en gammel, kufisk Tradition, som vel indeholder betydelige Elementer af stor Troværdighed, men dens Tilblivelse er uløseligt knyttet til den parallelle, medinensiske, og hvor det gælder virkelige Stridsspørgsmaal, tager ingen af de to Skoler i Betænkning at anvende vilkaarlige, polemiske Konstruktioner. Det kan heller ikke være helt überettiget, at senere, arabiske Jurister bebrejder az-Zuhn, at han lod sig udnytte til Traditionsforfalskning i Magthavernes Interesse2; blot kunde man fristes til at tilføje, at den Forargelse, Eftertiden ofrede paa az-Zuhn, ikke i ringere Grad rammer de kufiske Historikere. Det er iøjnefaldende, at Disciplineringen af den historiske Tradition i det 8. Aarhundrede kronologisk falder meget nøje sammen med Udformningen af den ældste Retslære og af Profettraditionen,hvis Metoder Historikerne overtager. Det er netop i denne Periode, Jurister og Teologer, vistnok tidligst i Iraq og Medina begynder at systematisere eller subsidiært underkende Ummayyadernes administrative Praksis i en teoretisk Retslære, som tilskrives Profeten eller hans Fæller. Og interessant er det ogsaa, at Initiativet synes at være udgaaet fra Iraq, hvor 'Ali maa lægge Navn til Retstraditionen, medens den medinensiske Overlevering bliver til delvis i Opposition til den kufiske3. Den samme Kontakt mellem Medina og Kufah kan vi iagttage i HistorietraditionensVækst. 1 Acta Orientalia, 1. c. 2 I. Goldziher: op. cit. 11, 38 f. 3 J. Schacht: The Origins of Muhammadan Jurisprudence (Oxf. 1950), 223 med henvisninger
Side 465
storietraditionensVækst.Naar ansete, medinensiske Traditionister, hos hvem man ellers ikke kan forvente goodwill mod Magthaverne i Damascus, kan paatage sig et Defensorat for Ummayyaderne, kan det sandsynligvis hænge sammen med Frygt for at den eAli-venlige, kufiske Tradition skal blive eneraadende, eller toneangivende. Paa den anden Side er det vel kun en naturlig Konsekvens af Traditionsskolernes Systematisering af den historiske Overlevering i det 8. Aarhundrede, at det nu bliver vanskeligt eller umuligt at drage noget sikkert Skel mellem Historietradition og Retstradition, og Araberne har næppe engang selv anlagt nogen fast Distinktion, forsaavidt som vi hos teoretiske Forfattere i Abbassidetiden normalt vil finde Historieskrivningen som Underdisciplin under Teologi eller Jura1. Striden om Ummayyadekalifatets Legitimitet er übetinget central, fordi Traditionisterne selv har anlagt Mu'åwiyahs Opgør med 'All som Maalestok for dets Berettigelse. Übetinget vanskeligere er det derimod at danne sig et Indtryk af, hvilket Helhedsbillede de tidlige Historikere har formet af det syriske Kalifat, bl. a. fordi baade den kufiske og den syriske Overlevering kun kendes gennem senere Historikeres Excerpter, der alle er mere eller mindre tilfældige eller forvanskede. At Mu'åwiyah trods den begyndende Partisplittelse var i Stand til at gennemføre Organisationen af Araberstyret, synes at hænge sammen med, at han har været i Besiddelse af usædvanlige Kvalifikationer til at opretholde Balance i de overleverede Stammeinstitutioner i deres nye Omgivelser. Han handlede altid kun efter meget nøje Overvejelse, altid personligt yderst tolerant mod sine Modstandere og altid uden unødig Magtanvendelse; altsammen Udslag af de Egenskaber, Araberne sammenfattede under Begrebet hilm, her i Betydningen af en mild, velberegnet Opportunisme, men stadig i Modsætning til gåhiliyah, Grusomhed eller Vold2. Hilm'en var en personlig Kvalitet, de arabiske Beduiner æstimerede højt, og der kan næppe være Tvivl om, at baade Mu'åwiyah og hans Efterfølgere har set deres Fordel i at fremhæve den stærkest muligt. I Tidens Løb er hilm'en i Overleveringen blevet knyttet til Ummayyadekalifatet som Helhed, uden at vi paa nuværende Tidspunkt er i Stand til at fastslaa sikkert med hvor stor Ret. I hvert Fald konstaterer en senere Forfatter lidt irriteret, at »man tilskriver dem gode Gerninger, de aldrig har 1 F. Rosenthai: op cit., 29 f. 2 H. Lammens: op. cit., 66—108.
Side 466
udfort. Hæderen stiger i denne Verden som Fortjenesten af de gode Gerninger i den hinsidige. Og mere end det: Man har beæret disse Mennesker med ethvert anonymt Træk, hvis Ophavsmand har været og forbliver ukendt«1. Tidligst træfler vi hilm'en som Attribut til Ummayyaderne omkr. Aar 700 hos Digteren al-Ahtal, som i et Hyldestdigt til Kalifdynastiet siger, at »de er frygtelige i deres Vrede, men skønt man trodser dem, er de de mildest tænkelige Mennesker, uanset deres Magt«2, og den samme Opfattelse skinner igennem i adskilligeEpisoder i Resterne af de medinensiske Fremstillinger af Mu'åwiyahs Kalifat3. Den ummayyadiske Agitation for Dynastietsspecielle, arabiske Kvaliteter, som vi her kan iagttage i de samtidige Kilder, har utvivlsomt været et Aktiv af betydelig Værdi, og det har heller ikke kunnet undgaa at gøre Indtryk paa Modparten. I hvert Fald fastslaar en kufisk Historiker udtrykkeligt,at »en Ummayyade bør være halim«, mild4. Paa den anden Side kan det 8. Aarhundredes Historikere undertiden netop udnytte denne strengt, arabiske Terminologi mod de syriske Kalifer. Abu Mihnaf bemærker f. Eks. i en Passage, som sikkert er apokryf, at Mu'åwiyahs Fader, den mekkanske Patricierleder Abu Sufyån allerede i 632 havde tilbudt 'Ali Kalifatet, som denne dog havde afslaaet af Frygt for at alliere sig med Folk, »som knaptnok havde forladt gåhiltyah«5. For Abu Mihnaf har denne Identifikation med det argeste Hedenskab i en Sprogbrug, som udgik fra Damascus selv, været tilstrækkelig til at godtgøre Mu'åwiyahs Uværdighed. Denne maliciøse Bemærkning har betydeligInteresse, fordi den i et Glimt lader os ane de østlige ProvinsersIrritation over det usmidige, arabiske Kalifat. Ummayyaderneyndede selv at karakterisere deres Styre som et Kongedømme, mulk, en Betegnelse, der oprindelig blev anvendt om de arabiske Smaakonger i Mesopotamien i førislamisk Tid. Den benyttes endnu uden odiøs Klang om Muhammeds og de ældste Kalifers Myndighed, men bliver i Løbet af Ummayyadetiden et Udtryk for Oppositionens Anklager mod det syriske Kalifat for at have 1 H. Lammens: op. cit., 89 og 189 f. 2 al-Ahtal: Diwån, ed. A. Salhani (Beyrouth 1893), 104; jfr. H. Lammens: Le chantre des Omiades. Notes biographiques et littéraires sur le poete Arabe chrétien Ahtal (Journal Asiatique 9. sér., t. IV (Paris 1894)), 94 ff., 193 ff., 381 fl. 3 Se især: O. Pinto e G. Levi della Vida: II califfo Mu'åwia I secondo il »Kitåb Ansåb al Asråf« di ... Balådurl (Koma 1938), passim. 4 at-Tabarl: Annales II (ed. M. J. de Goeje. Leiden 1894), 208. 5 L. Caetani: Annali dell'lslam IX (Milano 1926), 253 f.
Side 467
fornægtet Muhammeds teokratiske Idé1. Og selvom den endnu ikke anvendes konsekvent af Historieskriverne, har Betegnelsen Kongedømme givetvis spillet en betydelig Rolle i Agitationen i Iraq og Persien. Denne Agitation mod Ummayyaderne ophørte ikke ved dets Fald i 750. Abbassiderne sætter tværtimod et omfattende Apparat ind paa at undergrave Ummayyadernes Renommé, netop ved officielt at fastslaa, at de havde forfalsket Muhammeds Værk ved at skabe et verdsligt og gudløst Tyranni. I en Tradition, som sikkert beror paa et Falsum fra 8. eller 9. Aarhundrede, lader man Muhammed profetere, at det retfærdige Kalifat vil vare i 30 Aar, hvorefter det vil blive afløst af et Kongedømme, mulk. Og lidt senere klager en Historieskriver lidt bittert: »Gid Gud straffe Mu'åwiyah, thi han var den første, der forvandlede Myndigheden over de troende til et Kongedømme«2. Ummayyaderne kan i sig selv næppe længere have været nogen overhængende Fare for Abbassiderne, men den sønderlemmende Dom, de nye Magthavere fældede over Forgængerne var nødvendig for at retfærdiggøre deres egen Magtovertagelse. Abbassidekalifatet repræsenterede i Princippet baade den teokratiske Idé's og Legitimitetsprincippets Knæsættelse i Islam, men uden at det derved paa nogen Maade lykkedes at overvinde Partisplittelsen. Det nye Dynasti tilhørte selv kun en Sidegren af Profetslægten, og selvom 'All's direkte Efterkommere var totalt blottet for politisk Begavelse, som Tilfældet virkelig synes at have været, var Shrismen stadig en Fare, fordi den i Løbet af den ældre Abbassidetid foruden sine politisk-religiøse Aspekter nu ogsaa bliver Samlingssted for social Utilfredshed og revolutionære Tilbøjeligheder af enhver Art. I sin Propaganda omgav Shrismen — naturligvis paa Profetens Autoritet — 'All's Skikkelse med en legendarisk Ridderligheds- og Fromhedsglans, som ikke har nogensomhelst Baggrund i Virkeligheden, men som i extreme Tilfælde placerede ham paa Niveau med Muhammed selv3. Selvfølgelig maatte Abbassiderne saavidt muligt imødegaa 1 I. Goldziher: op. cit. 11, 31 ff.; H. Lammens: Mo'åwia, 189 ff.; jfr. ogsaa E. I. J. Rosenthai: op. cit., 26 f., 62 ff., 87 ff. 2 I. Goldziher: op. cit. 11, 31 n. 6. 3 R. Strohtmann: 1.e.; jfr. ogsaa F. Buhl: Alidernes Stilling til de shiitiske Bevægelser under Umajjaderne (Overs, o. Det Kgl. Da. Vidensk. Selsk. Forh. 1910, no. 5), 355 ff. — I det flg. maa jeg af Pladshensyn indskrænke mig til Modsætningen mellem Shi'isme og Ortodoxi og se bort fra alle de øvrige Partiers Særstandpunkter.
Side 468
Alidernes Bekostning med aktiv Modpropaganda, og det er tydeligt,at de har søgt at retfærdiggøre sig ved at fremstille deres Kalifat som den nye Æra — dawla, — der var profeteret skulde afløse Tyranniet. Allerede i det 9. Aarhundrede synes det at have været officielt fastslaaet i den ortodoxe, historiske Tradition, at Oprøret mod Ummayyaderne var blevet organiseret af Abbassidernei Aar 100 a. H., umiddelbart efter at den eneste fromme Ummayyadekalif, 'Umar II var død, skønt Revolten sandsynligvisførst blev startet nogle Aar senere1. Baade Abbassidernes og Shiismens Propaganda opererer — foruden naturligvis med Profetens Skikkelse — fortrinsvis med Materiale fra de første Generationer af Kalifatet. Begge Parter er enige om at bryde Staven over Ummayyaderne, hvorimod Bedømmelsen af de fire første Kalifer varierer overordentlig stærkt, selvom man nok i Princippet kan enes om at give dem Fortrinnet fremfor Ummayyaderne2. Men hverken Abbassidernes Talsmænd eller den medinensiske Traditionsskole kunde indrømme 'All den Plads som Menneskehedens Velgører par excellence, som den shiitiske Tradition tildelte ham, selvom de paa den anden Side heller ikke vovede at desavouere ham aabenlyst. Normalt hører vi da ogsaa, at man lader sig nøje ved at lade Muhammed profetere, at Abu Bekr, 'Umar og 'Utmån vil blive Islams Ledere, underforstaaet, at det retfærdige Kalifat ophørte med 'Utmån, eller ved at imødegaa de shi'itiske Drømme om et alidisk Tusindaarsrige ved at lade hans Søn Håssan benægte Shz'ismens Paastand om All's Genkomst3. Kernen i den historiografiske Debat bliver saaledes at placere Skellet mellem det retfærdige Kalifat og Tyranniet. Den ortodoxe Tradition kan gaa med til at lægge det ved 'Utmåns Død i 656, hvorimod Shi'ismen med alle Midler søger at give 'Ali Fortrinnet fremfor de øvrige tre, eller undertiden ligefrem forsøger at latterliggørediss e4. I den ortodoxe Tradition resulterer Striden i hvert 1 Tabari: op. cit. 11, 1358; ad-Dinawari: al-Akhbår at-Thval (ed. W. Guirgass, Leiden 1888), 334 ff.; J. Wellhausen: op. cit., 506 ff. 2 I. Goldziher: op. cit., 88 ff. — Traditionerne omkring Abu Bekr, 'Umar og 'Utmån findes samlet hos A. J. Wensinck: op. cit., 5 ff., 108 f., 234 ff. og 239 ff. — Endnu i det 9. Aarhundrede eksisterede der i Syrien — formentlig som Udtryk for politisk Separatisme — en levende Ummåyyadekult, koncentreret om Mu'åwiahs Skikkelse. Myndighederne i Baghdad maatte standse den ved at sætte Traditioner i Omløb, som skulde godtgøre det syriske Kalifats Uværdighed. Tabari: op. cit. 11, 2163 ff.; I. Goldziher: op. cit. 11, 47; Ch. Pellat: Le culte de Mu'åwiyah au Ille siécle de l'Hégire (Studia Islamica VI (1956)), 53—66. 3 A. J. Wensinck: op. cit., 108 og 17. 4 Th. Noeldeke: Zur tendenziosen Gestaltung der Urgeschichte des Islams (Zeitschr. d. Deutschen Morgeni. Gesellsch. LII (Leipzig 1898)), 16—33; W. Sarasin: Das Bild Alis bei den Historikern der Sunna. (Diss., Basel 1907), 13 ff., 45, 47, 67.
Side 469
Fald i, at Historikerne — iøvrigt baade medinensiske og kufiske — fremdrager en gammel Beretning om, at Profetens Seglring som Tegn paa at Bæreren handler i hans Sted — saaledes som Kaliftitlen jo indebærer — gaar i Arv fra den ene Kalif til den næste, indtil cUtmån taber den i en Brønd i sit syvende Regeringsaa r1. Denne Begivenhed kommer altsaa til at danne et kronologiskog sagligt Skel mellem det profetiske Kalifat og Tyranniet. Skellet mellem ortodoxe og shritiske Traditioner ligger klart nok, men der bestaar ogsaa betydelige Nuancer mellem de ortodoxeHistorikere indbyrdes, navnlig mellem den medinensiske Skole og de Historikere, der arbejdede under Kalifhoffets Auspicieri Baghdad2. Som Helhed er den medinensiske Tradition den mest paalidelige, men hverken den eller den abbassidiske viger i givet Fald tilbage fra Konstruktioner. For den, der beskæftigersig med de historiske Beretninger fra denne Periode, er det imidlertid næsten mest iøjnefaldende, at Elementerne til Beretningerne i Hovedtrækkene gaar tilbage til den kufiske Tradition i det 8. Aarhundrede, hvorfra de overtages af alle senere Historikere. Fælles for alle Traditionsskoler er det, at deres Arbejder stadig i det ydre har Form af Kompendier, hvori de optager Excerpter fra ældre Hjemmelsmænd3. I Formen er HistorikernesProdukter saaledes Materialsamlinger — ofte endda meget omfattende —, men den personlige Vurdering af Emnet, som de ikke destomindre altid tilsigter, opnaar de først og fremmestved Disponeringen af deres Stof. Det kan ske ved Fortielser, en Fremgangsmaade, der navnlig har ramt den ummayyadevenligeOverlevering, som Historikerne ganske simpelt har tiet ihjel4, og det kan ske ved redaktionelle Omplaceringer af Kildernes Enkeltheder. For 'All's Vedkommende opnaaede man mest hensigtsmæssigt Virkningen ved at skabe en saglig Kontrast 4 Th. Noeldeke: Zur tendenziosen Gestaltung der Urgeschichte des Islams (Zeitschr. d. Deutschen Morgeni. Gesellsch. LII (Leipzig 1898)), 16—33; W. Sarasin: Das Bild Alis bei den Historikern der Sunna. (Diss., Basel 1907), 13 ff., 45, 47, 67. 1 b. Sad: Tabaqåt (ed. E. Sachau. Leiden 1910), I 2. 161 ff.; Tabari op. cit. 2856—58; L. Caetani: op. cit. VII (1914), 3871.; jfr. A. J. Wen sinck: op. cit., 211 f. 2 W. Sarasin: op. cit., 24 f., 60 ff. 3 Jfr. I. Guidi: l'Historiographie chez les Semites (Revue Biblique Internationale, Nouv. ser., t. 111 (Paris 1906)), 509—19. 4 Deter i denne Forbindelse ganske illustrerende, at den spanske Jurist b. Hazm (d. 1064), i et vidtløftigt Defensorat for Ummayyaderne kun har haft Adgang til den kufiske Tradition, men ikke til den ummayyadevenlige. Det lykkes ham ikke destomindre at etablere et Bevis for at Mu'åwiyah handlede i god Tro i Opgøret med 'All og følgelig har gjort sig fortjent til den evige Frelse. Caetani: op. cit., IX, 533.
Side 470
mellem hans ridderlige Ærlighed og Mu'åwiahs hilm. Den henholdendeOpportunisme lod sig nemlig uden Vold udlægge som Passivitet eller Inkompetance overfor 'All's Redelighed. I den shritiske Historieskrivning er denne Kontrast naturligvis übetingetpositiv, hvorimod den hos de iraqensiske Traditionister kan blive til indirekte Kritik af 'Ali ved at fremstille Ridderligheden som tankeløs Ærlighed, en Tendens, der ikke sjældent fremhævedes ved at lade Abbassidernes Stamfader cAbdallåh b. 'Abbås optræde som den forudseende deus ex machina ved Lejligheder, hvor 'All havde handlet uklogt eller for ærligt1. Denne redaktionelle Tillempning af Forlægget fører automatisk over i Traditionsforfalskningen, og paa samme Maade kan den gradvis føre over i en historisk Pragmatisme, saaledes som vi virkelig møder den for første Gang omkring 800 hos den iraqensiske Historieskriver Sayf b. 'Umar. Gennemgaar man hans Beretning for Perioden 632—61 vil den umiddelbart virke bestikkende ved sin konsekvente Sammenhæng og Paaberaabelsen af Autoriteter, der rangerer paa Niveau med Abu Mihnaf eller er endnu ældre. Men sammenholder man hans Fremstilling med uafhængige Kilder vil det hurtigt vise sig, at hele hans kronologiske og rationelle Opbygning maa bero paa Forfalskning. Brodden i Sayfs Beretning rammer specielt den medinensiske Historikerskole, hvis Autoritet han har villet rokke ved Citeringen af de gamle Hjemmelsmænd. I Virkeligheden synes hans Konstruktioner fortrinsvis at bygge paa det samme Kildemateriale, som var samlet hos Abu Mihnaf2. Som Kilde har Sayf altsaa ingensomhelst Værdi, men historiografisk er hans Fysiognomi interessant, fordi det for første Gang røber en Brydning mellem den simple, kompilatoriske Metode og et virkeligt Forsøg paa at tilvejebringe en rationel Sammenhæng i Overleveringen om Fortiden, en Retning, der for Alvor slaar igennem i islamisk Historieskrivning i de følgende Generationer. Traditionsdannelsen ophører ganske vist aldrig helt, men den synes at have naaet sin Kulmination i Løbet af det 9. Aarhundrede, hvorefter de arabiske Historikere samler deres Kræfter om at sammenfatte den Overlevering, man paa dette Tidspunkt raadede over. Noget tilsvarende gælder Retsvidenskaben, der samtidig kodificerer Retstraditionen i nogle faa Samlinger, der faar kanoniskGyldighed; 1 Th. Noeldeke: Zur Gestaltung, 17 fl.; Acta Orientalia, I.e. 2 G. v. Vloten: Studien uit de Annalen van Tabari (Tweemaandelijk Tijdschrift (Amsterdam), Marts 1898; J. Wellhausen: Prolegomena zur åltesten Geschichte Islams (Skizzen und Vorarbeiten VI (Bin. 1899)), 3ff.; 1,. Caetani: op. cit., passim.
Side 471
niskGyldighed;men medens Juristernes Metode i høj Grad var selektiv og formelt kritisk, har Historikerne — ikke mindst de to betydeligste Kompilatorer at-Tabart og al-Balådun, dd. hhv. 923 og 892 — ikke i samme Grad udøvet Kritik af deres Stof. Naturligvis kan man støde paa skeptiske Kommentarer, men det er sikkert symptomatisk, at Kompilatorerne ikke længere er i Stand til at gennemskue Mekanismen i Traditionsdannelsen. Tabarl følger eksempelvis Sayf b. cUmar som Hovedversion for sin Fremstilling af Perioden 632—61, men han meddeler troligt Abu Mihnaf, 'Awånah og de medinensiske Historikere som Varianter,skønt Sayf udelukkende øser af den samme Overlevering. Den sekundære Tradition foretrækkes altsaa for den primære. De store Kompendier repræsenterer snarest Afslutningen af den rent arabiske Historieskrivning, og i Løbet af det 9. og 10. Aarhundrede sker der et ret afgørende Nybrud i to Retninger, dels ved at man bryder de tidligere Historikeres snævre, arabiske Interesseomraade til Fordel for et universalhistorisk Anlæg, dels ved at den saglige Bearbejdelse af Stoffet, som vi traf Tilløb til hos Sayf b. 'Umar, slaar igennem. Det ydre Udtryk faar denne Forskydning af Interesser og Metoder deri, at den hidtil gængse Fagbetegnelse, lilm al-ahbar afløses af Ordet ta'rih, der dækker en kronologisk fortløbende Fremstilling1. Baggrunden for disse Modifikationer er sikkert, at Islams rene, arabiske Præg afløstes af persiske Impulser, en Proces, der stort set er afsluttet for Statsstyrets Vedkommende i det 9. Aarhundrede, men som fortsat gør sig gældende i Litteratur og Videnskab længere ned i Tiden. For Historieskrivningen er det af Vigtighed, at den generelle Vurdering af den arabiske Fortid — gåhiliyah — kom i Støbeskeen. Ordet, der hos de arabiske Historikeretrods alt havde bevaret en Undertone af »de gode, gamle Dage«, deklasseredes, baade fordi det i sig selv indeholdt Begrebsreminiscenseraf Hedenskabet, som let kunde blive særligt diskriminerende,da Samfundet som Helhed var blevet islamisk, og fordi det let kunde faa en odiøs Klang af »Mangel paa Dannelse« eller »Bondskhed« som Fællesbetegnelsen for Araberiet2. Hele 1 Om dette Udtryk, se: F. Rosenthai: op. cit., 10 ff. 2 H. Lammens: op. cit., 82 ff. — Deter karakteristisk, at Perserne gør deres Entré i Litteraturen ad de samme Veje, som Araberne havde fulgt, nemlig gennem falske Traditioner, der skal dokumentere deres. Ligeret. »Araberne har intet Fortrin fremfor andre end deres Tro«, hedder det et Sted, underforstaaet, at Troen deler de med alle andre Muhammedanere. Hos den shl'itiske Historieskriver al-Ya'qubl (d. 897) er der etableret en Slægtsforbindelse mellem Profetfamilien og Sassanidedynastiet. (E. G. Browne: A Literary History of Persia II (London 1902), 213, 229, 264 ff.).
Side 472
Omdannelsesprocessen er altsaa til syvende og sidst et Udtryk Allerede Tabari havde forsøgt at sætte Islams Historie i Relation til den universalhistoriske ved at inddrage Isidor af Sevillas gammeltestamentlig-hellenistiske Skoletradition formodentlig gennem kristne arabiske eller syriske Historikere som Mellemled. Men udover Oldtiden, hvor Euseb havde standset, formaaede Tabari ikke at videreføre denne Linie paa egen Haand1. Det egentlige Gennembrud for de to nye Retninger finder Sted hos Historikere som ad-Dinawari (d. 895), hvis Fremstilling af Ummayyadetiden repræsenterer Højdepunktet af, hvad den historiske Pragmatisme i Islam magtede, ogaal-Macudiscudi (d. 956), der for første Gang anlægger sociale og kulturhistoriske Synspunkter i sin Verdenshistorie. Begge former deres Billede af Islams Historie udelukkende ved Rationalisering af Kompendiernes Materiale, hos Dlnawan med svagt shritisk Betoning, men særdeles elegant, hos den ortodoxeaal-Macudiscudi uhyre vidtløftigt og klodset. Med disse Historieskrivere naaede den islamiske Historieskrivning i Princippet det samme Stadium, som den kristne havde naaet med Isidor af Sevilla. De muhammedanske Historikere staar utvivlsomt i Gæld til deres kristne Fagfæller, direkte eller indirekte; men metodisk og idémæssigt har Islams Historieskrivning sine Forudsætninger længere tilbage i Tiden. Den er übetinget bundet af Profetens Skikkelse og af de eschatologisk-formaalsbestemte Elementer i hans Forkyndelse, uden nogen paaviselig Sammenhæng med Augustins Idéverden. Den muhammedanske Historieskrivning har som vi har set sit Udspring i de første Generationers politisk-religiøse Splittelse, og dens Formaal var og blev altid at analysere denne historiske Proces i Lyset af aktuelle Skillelinier. Men til Forskel fra Middelalderens, europæiske Historikere er de arabiske endnu paa dette Stadium selv med til at give Traditionen Form. Lighederne er saaledes nok til Stede. Men i Modsætning til 1 Om den gammeltestamentlig-hellenistiske Skoletradition, se: O. Linton: Synopsis historiæ universalis (Festskr. udg. af Kbh. Universitet. .. Nov. 1957), passim. — Af Araberne tages denne Linie op tidligst af Historikeren b. Qutaybah (d. 889). Hvorfra de arabiske Historikere har hentet deres førislamiske Stof er endnu meget utilstrækkeligt undersøgt; de har dog næppe overtaget det direkte fra byzantinske Kilder; F. Rosenthai: op. cit., 66 ff. — Derimod har Tabari og andre Historierkrivere haft Adgang til persiske Kilder fra Sassanidetiden: A. Christensen: lMrairsous les Sassanides (2. Udg., Kbh. 1944), 59 ff.
Side 473
i sin Oprindelse islamisk. At man kan hævde, at de muhammedanskeHistorikere teknisk naar paa Højde med de kristne i 9.—10. Aarhundrede, hænger sammen med, at de paa dette Tidspunkt overvinder den snævre, arabiske Horizont og den episodiske Form, og i Stedet kombinerer den kristne Historieskrivnings universalhistoriske Aspekt med Profettraditionen i Muhammeds Forkvndelse. |