De baltiske lande var i det 17. århundrede vigtige kornproducenter,og kendskab til produktionsforholdene her vil kunne kaste lys over kornhandelen i Nord- og Vesteuropa og dens prisforhold. I Dr. Arnold Sooms bog »Der Herrenhof in Estland im 17. JahrhunderU(Lund. 1954) gøres der særdeles grundigt rede for, hvordande estniske godser arbejdede, og hvorfor de var i stand til at levere meget billigt og holdbart korn til det evropæiske marked. Forfatteren, en estnisk emigrant der arbejder i Stockholm, har i det svenske rigsarkiv og i kammerarkivets papirer fra reduktionenfundet et rigt og mangesidigt materiale, der gør det muligt at følge det årlige arbejde på et estnisk gods fra uge til uge i alle detailler og at se den almindelige tekniske, økonomiske og sociale udvikling. Der foregik kun en meget ringe landbrugsteknisk udvikling,overvejende på den svenske højadels godser, i løbet av århundredet, men på grund av den stigende efterspørgsel efter korn foretog godsejerne en enorm udvidelse av det dyrkede areal, både ved øgelse av de oprindelige hovedgårdes tilliggende og ved til disse at knytte »beigiiter«, det vil sige nye ladegårde, der fik deres jord dels ved hensynsløs inddragelse av bondejord, dels ved nyopdyrkning av mindre værdifulde arealer, der fx. havde ligget hen til græsning, eller av skovene, for hvilke udviklingenblev katastrofal, så der indtrådte træmangel. Forf. beregner forsigtigt, men med et stort usikkerhedsmoment, som han selv er

klar over, de gamle hovedgårdes arealforøgelse til 100_—150°/₀ i løbet av århundredet, hvortil må lægges et stort, men vistnok überegneligt antal »ncbengiiter«. Kornproduktionen voxede imidlertidikke i samme omfang, fordi bønderne trods det øgede hoveri ikke kunne overkomme at dyrke den nyindtagne jord effektivt, og fordi en del av arcalforogelsen var inddraget bondejord, hvorfor landgildeydelsen i korn gik ned. I alt synes ca. 1/_i av bondejorden at være overgået til hovedgårdsdrift, og som folge dcrav udgjorde bøndernes avgifter en stadig synkende del av den samlede godsindtægt.På grundlag av det fremlagte materiale fra slutningen av århundredet kan landgildeindtægten anslås til ca. 63°/₀ av hele godsindkomsten. Av kornavlen var ca. 45°/₀ rug og ca. 40°/₀ byg, og dette korn var det eneste produkt, der virkelig kom til at spille en rolle som exportartikel, medens andre varer aldeles overvejendeblev brugt på godset eller i beskedent omfang sendtes til godsejerne i Sverige. Ved en omhyggelig gennemgang av regnskabernefra en række godser er det lykkedes forf. at påvise, at 70^—80°/₀ av godsernes indtægter var nettogevinst, medens materialetikke har muliggjort at give et blot nogenlunde sikkert billede av, hvordan den ved godsindkøbet investerede kapital blev forrentet.

Når herregårdene har kunnet forøge arealet så voldsomt og har kunnet give så stort nettoudbytte, skyldes det ikke så meget efterspørgslenefter korn som den overordentlig billige arbejdskraft, fordi bønderne reelt var livegne og kunne bebyrdes med et umådeligtog stadigt voxende hoveri. Man var inde i en for bønderne ødelæggende udvikling: kornefterspørgslen medførte arealudvidelse og dette igen øget hoveri, og forf. påviser godt, at et landbrug baseret på frie lønarbejdere ville have givet underskud. Dertil kom en stigende opfindsomhed med hensyn til udnyttelsen av bønderne til andet arbejde end det egentlige landbrug fx. til forsøg på at skabe manufakturer, kalkbrænding, teglbrug m. m. Bønderneseneste værn mod herremændenes voxende krav var flugt, og selv om flugten lykkedes, var det usandsynligt, at den skaffede den flygtede bedre levevilkår som husmand eller landarbejder. Bondestandens sociale stilling var svag ved periodens begyndelse, men forringedes yderligere gennem århundredet. De sidste rester av »frie« bønder forsvandt, og indvandrede finner, der oprindelig var frie fæstere, gik ret hurtigt op i de livegnes masse. De svenske adelsmænd, der erhvervede godser i Estland, kom naturligt nok med forestillinger om en fri bondestand, men de optog hurtigt den baltiske, det vil sige den tyske, adels opfattelse av bønderne som dovne og upålidelige redskaber, der måtte holdes i ørerne, og Karl Xl.s av kristelige og humane motiver dikterede plan i 1680'erne

om at frigøre bønderne i Østersøprovinserne blev til intet, fordi han mødte voldsom modstand hos den baltiske adel og frygtede dette og de økonomiske følger av sin reform. Så vidt det kan ses, var den svenske højadel, delvis i kraft av sin kapitalstyrke, initiativrigereog dygtigere og også humanere end de konservative og standshovne tyske smågodsejere. Når bønderne kunne tvinges til det umådelige hoveri, skyldtes det i ikke ringe grad rene terrorhandlingerfra ridefogederne, der støttedes — om ikke i terroren,men dog i deres håndfaste behandling av bønderne — av domstole og administration. Der foreligger en lang række klager fra bønderne og godsejernes bemærkninger hertil, men man savner i bogen en almindelig redegørelse for, hvordan kongen, til hvem mange klager var henvendt, og centraladministrationen stillede sig hertil.

Det ville være umuligt at give en så sikker og detailleret fremstilling av godsdrift i Danmark i denne periode, som den forf. med grundighed har givet her, også når det gælder enkeltheder, der har haft ringe eller kun lokal betydning, men som hører med til et helt billede. Man får således oplysninger om alle de enkelte arbejdsformer, om brug av karvestok, om fiskeri og kalkbrænderi, om udnyttelsen av kvinders og børns arbejdskraft og om kostforhold og meget andet. På ett punkt er der stor lighed med danske forhold: det lave foldudbytte. I 1680'erne synes det i gennemsnit at have været en smule over 3 fold, når alle kornsorter tages under ett, og hovedårsagen til dette ringe udbytte var manglen på gødning, fordi man lagde så eensidigt vægt på kornproduktionen, at der blev holdt alt for lidt kvæg. De foretagne beregninger over, hvor meget gødning der behøvedes for at dyrkningen kunne betale sig, forekommer noget usikre, men det er klart, at jorden blev udpint, og gødning med aske gav kun ringe udbytte og kunne kun foretages på de steder, hvor der var tilstrækkeligt av den skov, som på anden måde reduceredes.

Da godsejerne indenfor den svenske høj adel kun kom meget lidt på godserne, og da mange av de tyske smågodsejere foretrak den mere standsmæssige militærtjeneste fremfor at være landmænd, blev de fleste godser drevet ved forpagtere eller — og overvejende — forvaltere, og av deres dygtighed og redelighed avhang for en væsentlig del, hvad ejerne kunne få ud av godserne, men største parten av disse ridefogeder synes at have været udygtige og ilde anset. I slutningen av perioden blev forpagtere hyppigere, idet godsejerne for at skaffe likvid kapital undertiden pantsatte deres godser til borgere, der fik renter og avdrag ved at overtage godsets drift, men hertil besad de sjældent tilstrækkelig faglig viden.

Naturaløkonomien var så fremherskende, at landgildespecies og hoveri yderst sjældent avlostcs med penge, men undertiden med andre landbrugsvarer end de krævede. Der var ikke tale om nogen større forøgelse av landgilden, selv om det forekom, men det var formentlig også umuligt, da bonderne på grund av det ustandseligt voxendc hoveri simpelthen ikke selv kunne producere mere på deres gårde.

Forf. har ikke haft adgang til det i Estland bevarede kildemateriale, og man føler i nogen grad manglen av tingbogernes stof, men i Sverige er kilderne så rigelige, at der har kunnet gives en solid og overbevisende fremstilling, der dog lider under, at kildematerialet for størstedelen stammer fra den sidste halvdel eller snarere fjerdedel av århundredet, og forf. er noget tilbøjelig til at slutte bagud, hvad dog det estniske samfunds overvejende statiske karakter delvis kan berettige.

Bogen lægger hovedvægten på de landbrugsmæssige og sociale forhold, medens beskatningen og regeringens administration er trådt i baggrunden. Detailrigdommen kan undertiden sløre hovedlinierne, men et slutningsavsnit gør resultatet op, og det er en solid og stofrig bog, blot må en dansk udstøde et suk over, at Slesvig og Holsten gøres til en — ovenikøbet tysk — enhed.