I et lille skrift Deutschland und die Weltpolitik im 20. Jahrhundert (Miinchen. 1955. 155 s.) har Ludwig Dehio, indtil efteråret 1954 statsarkivdirektør i Marburg a. d. L., samlet 6 tidligere offentliggjorte afhandlinger om nævnte emne. Af disse har de tre første — og største — været trykt i »Historische Zeitschrift«, hvoraf Dehio var medredaktør i årene 1948_—56: »Deutschland und die Epoche der Weltkriege«, »Ranke und der deutsche Imperialismus« og »Gedanken iiber die deutsche Sendung 1900^—1918«. Sammen med den fjerde: »Versailles nach 35 Jahren« betegner Dehio disse afhandlinger som videnskabelige, de to sidste derimod som »publicistiske lejlighedsarbejder«, indlæg i dagens stridsspørgsmål: »Das sterbende Staatensystem« og »Deutsche Politik an der Wegegabel«. Disse rummer en appel til Tyskland om ikke at opgive samarbejdet med de angelsaksiske magter og om at sætte friheden højere end enheden.

Emnet i de første afhandlinger er Tysklands forsøg på i de to verdenskrige at vinde hegemoniet i Europa og i verdenspolitikkeni hvert fald ligestilling. Dehio lægger ikke skjul på de navnløse ulykker — materielt som åndeligt — som disse forsøg har medført. I stykket »Ranke und der deutsche Imperialismus« viser Dehio, hvorledes denne tyske politik godtoges af en række

af de kendte nyere tyske historikere, de fleste »liberale imperialister«:Max Lenz, Hans Delbriick, Otto Hintze, Erich Marcks, Hermann Oncken, Friedr. Meinecke. Kun for den sidste medforte krigen 1914^—18 en stærkt ændret åndelig indstilling, hvad der klart fandt udtryk i hans folgende forfatterskab. — Stykket »Versailles nach 35 Jahren« er en alsidig belysning af Versaillesfreden,et forsog på at gore ret og skel mod denne. Det sker bl. a. ved at sætte den i relation til Wien-kongresson og den skiftende bedømmelse, som denne fik i samtid og eftertid. I Tyskland var dommen over Versailles: »Versailles-diktatet« i samtiden som bekendt hård. Jeg mindes selv den forargelse og uvilje, som en forsigtig kritik af udtrykket »diktat« fra min side (var ikke freden 1864 et diktat?) fremkaldte hos Otto Hintze ved en samtale i 1927.

Dehio har, forekommer det mig, stor ære af sine nævnte afhandlinger,
hvis fængslende, om end tragiske indhold også fremtræder
i et smukt og klart sprog.