Den under krigen af Dansk Historisk Fællesforening projekterede Håndbog for Danske Lokalhistorikere foreligger nu i komplet stand efter at have været undervejs heftevis i årene 1952^—56. Værket, som er redigeret af Johan Hvidtfeldt, falder i to dele: en indledning, 118 sider stor, forfattet af redaktøren og et historisk leksikon på næsten 400 sider med artikler skrevet af 53 fagfolk, hvoraf den overvejende del er hentet fra vore arkiver og museer.

Landsarkivar Hvidtfeldts introduktion er en håndfast vejledningi de mange videnskabelige og praktiske spørgsmål, som møder lokalhistorikeren under arbejdet, en hel kogebog med opskrifterpå nærende, solide retter udarbejdet efter Madam Mangors kendte recept: man tager. Det er en vanskelig — men bestemt ikke unyttig — opgave således at vejlede i historieforskning og -skrivning. Forhåbentlig vil den Hvidtfeldt'ske ledetråd være mange til hjælp. Alle vil utvivlsomt føle sig hjulpet med det historiskeleksikon, især hvad man kunne kalde for dets termini technici. Leksikonet søger imidlertid ikke blot at udrede den specifikketerminologi, men rummer også en række stikord af mere almen art (f. eks. »skolevæsen«, »bøndergårde«, »højskoler«, »statistikkenshistorie«, »fattigvæsen«). Her må litteraturvejledningen være det tilsigtede. For begge kategoriers vedkommende er hovedvægtenlagt på tiden fra 1500 til o. 1850. Man har fra denne periode bestræbt sig for at medtage alt stof, som kunne tænkes at være af værdi for lokalhistorikeren, og dette er så vist også lykkedes som medarbejderstaben forener megen praktisk erfaring med stor indsigt i emnekredsene. Men iøvrigt har det — ifølge forordet — været meningen, at »leksikonet skulle dække historien i videste forstand, helt fra den ældste tid og til i går«. På sin vis er det nemmere at tage alt med end at bestemme sig for et udvalg. Tiden efter 1850 vil følgelig, hvad det selektive angår, være den mest

diskutable. Jo nærmere vor egen tid desto mere tilbøjelig vil man være til at anse stoffet for så velkendt, at forklaringer er unødvendige.Disse momenter til trods er der i hvert fald eet område, hvor man efter min mening savner en række artikler. Det er med hensyn til kommunikationernes udvikling efter 1850. Få begivenhederhar vel grebet mere afgørende ind i det lokale samfund end f. eks. anlægget af jernbanerne. Generalvejkommissariatet fra det 18. århundrede er med, men intet om det moderne vejvæsens udbygning. Den optiske telegraf, som militæret begyndte at anlæggei 1802, og Dansk Post- og Telegraf museum er nævnt, men ikke et ord om den rigtige telegraf. Ej heller den tekniske og industrielleudvikling har sat sig mange spor i leksikonet, og dog er der snart meget fra teknikkens barndom, som allerede er gået i glemmebogenog derfor fortjener at medtages.

De nævnte indvendinger må ingenlunde overskygge glæden over det værdifulde arbejdsinstrument, som hermed er skaffet til veje. Lokalhistorisk håndbog af navn skal værket nok vise sig at blive til gavn for mangen en Clio's discipel, som endnu har noget at lære og opfriske — og hvem har ikke det?