Forhenværende professor ved Stockholms hogskola Nils Ahnlund
døde 11. jan. 1957, kun 67 år gammel.

Han var udgået fra et norrlandsk præstehjem og lagde grunden for sin videnskabelige uddannelse ved Upsala universitet, hvor Harald Hjarne blev hans store lærer, der vel i ham fik sin største elev. Som bekendt var de svenske historikere da delte i to skoler, knyttede til de to gamle universiteter Lund og Upsala, af hvilke den ene mest har dyrket historiens analytiske side, den anden den syntetiske. Men Harald Hjarne påvirkede ikke alene sin elev som historiker, han vakte også hans sans for nutidslivets problemer og hans interesse for verdenspolitiken. Det var derfor ikke så mærkeligt, at da Ahnlund i 1918 havde erhvervet sig doktorgraden, blev han knyttet som medarbejder til det konservative »Svenska Dagbladet«, hvor han navnlig gjorde sig kendt ved sine indlæg i forsvarssagen og Ålandsdebatten. Samtidig fandt han dog ved sin utrolige arbejdsevne tid til et dybtgående og omfattende historisk forfatterskab af en sådan lødighed, at han efter ti års journalistvirksomhed 1928 ansattes som Stockholms stads professor i historie ved den derværende »hogskola«. Han indehavde denne stilling til et års tid før sin død.

»Sveriges største konung och en af de yppersta konunger historien kanner«, kaldes Gustav Adolf hos »gamle Odhner«, men han havde til trods for sådanne epiteter været genstand for mærkeligringe interesse hos de svenske historikere i sidste halvdel af 19. århundrede. Man var respektfuldt gået uden om ham, og et idealbillede af troshelten, der alene for at redde trosfrihedens sag kastede sig ind i Trediveårskrigen og i døden, var blevet det svenskefolks almeneje. Ved en sådan indstilling måtte den kritik, som en tysk forsker, den yngre Droysen, rettede herimod falde lil jorden. Det var da også et meget ensidigt synspunkt, som Gustav Droysen anlagde, at det først og fremmest havde været rent politiske hensyn, som havde dikteret Gustav Adolfs indgribeni Trediveårskrigen. Nils Ahnlund kom ind på Gustav-Adolfforskningenved sin meget grundige disputats: »Gustav Adolf infor tyska Kriget« (1918), hvortil slutter sig den samme år udgivneessaysamling

givneessaysamling»Storhetstidens Gryning«; 1932 fulgte den mesterlige samling studier over kongens liv og indsatser: »Gustav Adolf den Store«; endelig fremkom i 1940 den vældige torso »Axel Oxenstierna intill Gustav Adolfs Dod«, der aldrig skulde få nogen fortsættelse. Lægger man hertil det bind af samlingsværket »Sveriges Riksdag«, som Ahnlund også forfattede, forstår man, at han hermed havde dokumenteret sig som sin tids storste kenderaf Sveriges historie i 17. århundredes forsie tredjedel, den tid, da grunden lagdes til Sveriges stilling som stormagt ved Ostersoen.

Ahnlund sammensmeltede i sin opfattelse af Gustav Adolfskikkelsen den gamle og den nye tids syn; for ham var protestantismens frelse, Sveriges interesser og rigets ære lige vægtige motiver for kongen ved hans landgang på tysk grund. Heri havde Ahnlund vel en forgænger i den forlængst afdøde Martin Weibull. Men hvad Ahnlund bragte af nyt, var beherskelsen af et umådeligt kildestof, en intim indlevelse i fortiden og dens skikkelser og en formel evne, der gjorde hans enkle, kærncfuldc sprog til et kunstnerisk instrument. Under hans hænder blev ikke blot kongen, men også hans »rikskansler« fra idealskikkelser til levende mennesker; den første stor i fortrin, men ikke uden fejl, så ilter og hedlevret, at han kunde begå uretfærdigheder, men samtidig frisk, munter og fortryllende sine omgivelser, aktiv og initiativrig, lige vel udrustet til fredens og krigens idrætter og rede til at ofre alt, også livet, for sin og Sveriges ære. Ved hans side hans ven, medarbejder og modsætning Axel Oxenstierna, ved sin ro og forsigtighed supplerende sin konges væsen og lige så betydningsfuld som han i deres fælles stræben for deres fælles mål, Sveriges fremgang.

Gustav-Adolf-studierne var kærnen i Ahnlunds livsgerning, men den rummede langt mere. I virkeligheden sysselsatte han sig med hele Sveriges historie, med særlig interesse for lokalhistorien. To store, men også ufuldendte værker rager her op over den skov af mindre afhandlinger, der så lyset, navnlig i Svensk Historisk Tidskrift, hvis redaktør han var i femten år (1934^—49): Det er »Jamtlands och Hårjedalens Historia intill 1537« (1948) og »Stockholms Historia fore Gustav Vasa« (1953). Som Norrlanning måtte den første opgave ligge Ahnlund nær, og med sikker metode har han ryddet vej gennem den traditions-jungle, som tilslørede udviklingslinjerne i disse gammel-norske landskabers fortid. Endnu vægtigere er dog hans store værk om Stockholm, udsprunget af studier, som hans professorstilling ved Hogskolan gjorde obligatoriske. Det er en meget idérig og skarpsindig bog, der bryder helt nye baner for den stadshistoriske forskning, og dens form er så fængslende og »medryekande«, at man i broderlandene kan blive lidt misundelig på det land, som har en sådan hovedstadshistorie.

Men Ahnlunds historiske interesser standsede ikke ved landegrænserne. Ligesom han følte sig varmt knyttet til alt skandinavisk samarbejde, — under »besættelsen« holdt han således foredrag hernede — deltog han også ivrigt i den internationale forskning og udsendte få år efter den anden verdenskrig et imponerende arbejde om denne krigs idéhistoriske baggrund. Om ham gjaldt de gamle romerske ord »nil humani a me alienum puto«.

Ingen skribent formår vel at skildre mennesker, uden at han til en vis grad føler sig kongenial med dem. Gustav Adolfs historieskriver havde noget tilfælles med sin konge: Optimisme, arbejdsglæde, skabende evne, vennesælhed, retlinjethed og en positiv indstilling til kulturværdierne. Som kulturpersonlighed nød han den sjældne ære at få en plads blandt »de aderton«, hans lands højeste udmærkelse. Han indtager også en plads i den række store historieskrivere, som begynder med Geijer og Fryxell.