I den af »Historisk Samfund for Sønderjylland« udgivne skriftrækkeer
som nr. 19 i de sidste dage af 1958 udsendt en smuk

bog af seminarieforstander i Tønder, dr. theol. Asger Nyholm: Nationale og religiøse brydninger i Tønder på sprogreskripternes tid (307 sider). Det er — som venteligt — en velskreven bog, og forudenpå trykt litteratur og samtidige aviser bygger fremstillingen på arkivalsk materiale, navnlig fra rigsarkivet — her særlig Regenburgs arkiv — og fra landsarkivet i Åbenrå.

Som hovedperson i bogen fremtræder den ejendommelige præst Johs. Matthias Dahl (d. 1861), der i 1851 udnævntes til arkidiakon i Tønder og skulde forrette de danske gudstjenester og som skoleinspektør havde at sørge for den ved sprogreskripterne påbudte forandring af undervisningssproget fra tysk til dansk. Forandringen var ildeset af det store, hjemmetyske flertal i Tønder. Dahl påvirkedes stærkt af Kierkegaards optræden i 1855 mod »den officielle kristendom«, men kom derpå under væsentlig indflydelse af de grundtvigske frihedskrav i kirke og skole. Hans skarpe udtalelser bevirkede i 1859 hans suspension, og at der blev nedsat en undersøgelseskommission. Dommen gik ham vel imod, men afsked fik han ikke. — En betydelig repræsentant for det grundtvigske var Cornelius Appel, der var lærer i Tønder 1851 til 1864. Det er Dahl og Appel, der har forfatterens hjerte. Appel var fremtrædende deltager i den såkaldte »Klosterpolitik« omkr. 1860, som Nyholm skildrer ret udførligt. Mange talsmænd i Tønder havde denne i øvrigt ikke, men den talte fremtrædende tilhængere på vestkysten.

Ved siden af mænd som Dahl og Appel får andre danske embedsmænd i Tønder — amtmand A. Reventlow, seminarieforstander Kuhnel og provst J. L. M. Hjort — en noget stedmoderlig — og vel heller ikke helt retfærdig? — behandling. Interessant havde det været, om Nyholm fra hjemmetyske kredse havde kunnet fremdrage mere stof til belysning af disses reaktion. Men det har formodentlig ikke været muligt.

Måske kunde man gøre et par små indvendinger mod fremstillingen. Der er unødig mange tyske citater. Var de blevet oversat, havde forf. yderligere undgået at lade helstatsmanden, seminarieforstander Chr. Aug. Bahnsen, der gentagne gange prises som germanist, begå slemme brølere i tysk grammatik (se s. 103, 105 og 106). Interessant er forf.s redegørelse s. 149 ff. for de forskellige motiver, der lå til grund for den danske sprogpolitik: »Regenburg og hans fløj følte sig som missionærer i en politisk sags tjeneste, Flor og Dahl som missionærer i den menneskelige og dermed også den kristelige sags tjeneste . . .« (s. 155). Jeg er dog tilbøjelig til at mene, at motiverne her skilles for skarpt.

Enkelte læsefejl har forf. ikke undgået. S. 139 1. 2 f. n. skal

spørgsmålstegnet erstattes af »absorberede«, og s. 140 1. 7 f. o.
står: »og kan tjene til tilintetgjorelsen af vor gjerning i henseende
til sproget i [?]«. Der skal læses: »og kan bære spiren til
til sproget i sig«. Brevet er fra provst Tidemand, hvis skrift dog
også er lidet tydelig. Når det s. 31 hedder, at ved nyordningen
(i 1850—51) fik Nordslesvig dansk kirke- og skolesprog, må det
være en lapsus. Kirkesproget her var jo fra reformationstiden
dansk. Hertil sluttede sig også skolesproget. JT TJ_.