I anledning af den fremstående tyske historiker, professor i Freiburg i Br. Gerhard Ritters 70-års fødselsdag den 6. april 1958 har hans »venner og elever« udgivet et festskrift, bestående af en række af hans egne afhandlinger samt en bibliografi over hans litterære virksomhed i årene 1910_—58. Festskriftet er udsendt under titlen »Lebendige Vergangenheit. Beitråge zur historischpolitischen Selbstbesinnung« (Miinchen. 1958. 331 sider). I festskriftets smukke tilegnelse udtrykkes det ønske, at »die Friichte weiterer SchafTensjahre« vil føjes til Ritters allerede så righoldige produktion.

Af værkets 11 afhandlinger har næsten alle været trykt før.

4 har endda været trykt i en samling fra 1944, der blev odelagt ved krigens afslutning, inden den nåede at komme i boghandelen. Et eksemplar sendtes imidlertid da til Amerika og er her blevet anmeldt i American Historical Review. De pågældende afhandlingerer i den nye samling »omarbejdede«. De fleste afhandlinger stammer dog fra tiden efter 2. verdenskrig.

De 9 første sammenfattes under rubrikken »Historisch-politische Probleme« og omhandler sådanne fra den nyere og nyeste tid. Nogle har et mere generelt præg som »Ursprung und Wesen der Menschenrechte« og »Vom Ursprung des Einparteienstaates in Europa«, men de fleste behandler problemer fra Tysklands egen historie i 19. og 20. århundrede. Med udelt fornøjelse læses et så ypperligt essay som »Stein und der Geist des ålteren deutschen Liberalismus«, et emne, som man naturligvis også må forudsætte, forf. er fuldt fortrolig med, da han i 1931 udgav et omfattende værk om Stein (i omarbejdet udgave i 1958).

Ritter kalder sine afhandlinger for bidrag til »selvprøvelse«, men en ikke-tysker kan måske nok i dem finde et og andet, som han vil mene tenderer i retning af selvretfærdiggørelse eller minder om tysk imperialisme. Med et vist übehag læser man måske, at Ritter i afhandlingen »Grossdeutsch und Kleindeutsch im 19. Jahrhundert« vedgår, med hvilken sympati »gode tyskere« kunde se på Hitlers bemægtigelse i 1938 af Østrig, skønt hans adfærd var en hån mod al folkeret, ja mod al »politisk morals traditionelle begreber« (s. 124 f.). Det sidste er man nu vel i øvrigt ikke helt overtydet om. — Afhandlingen »Geschichtliche Erfahrungen deutscher Kolonialpolitik« rummer i hvert fald ingen større kritik af de tyske metoder til undertrykkelse af de indfødte. Nøgternt hedder det (s. 145 f.): »Hereroernes kraftige hyrdefolk kunde kun betvinges ved at fordrive det til vandløse steppeområder, hvor omtrent halvdelen af det er omkommet«.

Med megen interesse læses afhandlingen om »Das politische Problem des Militarismus in Deutschland« og »Die Wehrmacht und der politische Widerstand gegen Hitler«, der omhandler det mislykkede attentat 20. juli 1944 mod denne. Den retorisk formede slutningspassus om, at attentatet reddede »Tysklands ære«, vil dog næppe mange skrive under på — trods anerkendelsen af de motiver, der lå bag dette forsøg på at standse en krig, som det på det tidspunkt måtte erkendes som forrykt at fortsætte.

De to sidste afhandlinger: »Zur Problematik gegenwårtiger Geschichtsschreibung« og »Die Idee der Universitåt und das offentliche Leben« udgør værkets 2. del: »Grundfragen lebendiger Wissenschaft«. Den første afhandling er et stykke af den rapport, som af Ritter blev fremlagt på den internationale historikerkongres

i Rom 1955; den er et meget læseværdigt indlæg i nogle af historieforskningens aktuelle spørgsmål. Ritter tager her (i stykket Vom Problem der »Kulturgeschichte«) først stilling til den opfattelse, som kredsen omkring det franske tidsskrift »Annales« propaganderer for, og hævder i modsætning til denne den politiske histories forrangsstilling. Men han betoner samtidig, at »historiefremstillinger i større stil, som ved siden af den politiske historie ikke også bestræbte sig for at behandle kultur-, social- og økonomisk historie, vil man nu til dags næppe mere finde i den historiske verdenslitteratur . . .« (s. 259). Ingen vil bestride, siger han videre (s. 269), at studiet af økonomisk-sociale forhold hører væsentlig med til den historiske forståelse af politiske begivenheder, men: »Jeg anser den vidtudbredte forestilling, at det politiske liv primært er bestemt af økonomiske interesser, for en af vor tids største og farligste

Fængslende læsning er ligeledes Ritters stykke om »Zeitbedingtheit und Objektivitat der Historie«. Ritter underkender naturligvis ikke de subjektive momenter i al historieskrivning. Alligevel mener han at kunne konstatere, at ikke blot fremtræder efterhånden flere og flere »kendsgerninger« som urokkelige, men heller ikke vurderingen forbliver et »kaos af evigt skiftende meninger«. Man kan, finder han (s. 278), tale om en proces af langsomt fremadskridende »Entmodernisierung«, ved hvilken hver epokes særpræg viser sig stadig klarere og mere ægte. Forudsætningen herfor er dog, at historikeren er besjælet af übestikkelig sandhedskærlighed. Før man har forstået, skal man ikke begynde at elske eller hade, og man må være rede til at korrigere egen forudfattet opfattelse, såfremt nye historiske fakta kræver det. »Vor opgave er ikke at vække begejstring eller had, men klar, nøgtern indsigt«. „ „_,