Statsrådets Forhandlinger 1848—63. I. 24. Januar—15. November 1848. Udgivet af Rigsarkivet ved Harald Jørgensen under Tilsyn af Andreas Møller og Axel Linvald. Kbh. 1954. XII + 606 S.

Blækket er ved at bleges i Statsraadsprotokollerne fra Midten af 19. Aarhundrede; paa sine Steder er Skriften alene læselig i skarpt Lys. Det kommer derfor til Pas, at Rigsarkivet nu har paabegyndt en Offentliggørelse af dette Kildemateriale for Perioden 1848^—1863; hvilket Kæmpearbejde det drejer sig om, faar man allerede et levende Indtryk af, naar det viser sig, at det foreliggende 1. Bind ikke engang omfatter fulde ti Maaneder af Aaret 1848. Ganske vist, det var en bevæget Tid, hvor der en Overgang blev afholdt daglige Statsraadsmøder, men den statelige Række af Folioprotokoller i Læderbind, som følger efter, lader paa Forhaand ane, hvilken Stofmængde, der rummes her.

Et Spørgsmaal melder sig straks, og de tilsynsførende har da ogsaa omgaaende besvaret det; de har ikke næret nogen »tvivl om, at protokollerne fra 1848 og fra de nærmest følgende år ... bør udgives uden forkortelser af nogen art«, og andre vil forbeholdsløstgive dem Ret. Begivenhederne træder her formelig hinanden i Hælene, og Opgørelserne er saa betydningsfulde, at alt maa medtages. Udeladelser er i det hele übestrideligt af det onde. Men der kommer utvivlsomt en Tid, hvor Spørgsmaalet maa tages til Behandling under en anden Synsvinkel. Efterhaanden svulmer Ministerreferaterne angaaende rene Ekspeditionssager, angaaende Skilsmisser og Benaadninger m. m., der kræver Kongens Underskrift,nemlig stærkt op. Foreløbig (i Møderne 1848) trænges de i Baggrunden af de store Begivenheder, og maaske vil der senere ogsaa finde en anden Forskydning Sted; antagelig bliver Referaterneaf de egentlige Forhandlinger i visse Perioder samtidig kortere. Den Slags Drøftelser former sig selvfølgeligt langstrakte indenfor et saa uensartet sammensat Ministerium som det, der

dannedes i Marts 1848; Meningerne brødes stadig, ikke paa nogen ufordragelig Maade, men Modsætningerne var der; følgelig fylder Referaterne af Møderne meget og har krævet et helt Bind af Udgaven. Det kan blive anderledes under mere homogene Regeringer.Men det vil ikke veje op. Den anden Slags Referater breder sig Side op og Side ned, og de gengives allerede saa kort i Protokollerne, at Vanskeligheden næppe løses ved Forsøg paa at skrive dem sammen. Det rimeligste bliver da maaske her alene at gengive Protokollerne in extenso for enkelte Aar eller bestemte Tidsafsnit som Prøve, og saa iøvrigt at udelade dette Stof. De paagældende Referater indeholder tilmed i de fleste Tilfælde alene ganske uinteressante Personalia. Imidlertid maa en saadan Fremgangsmaade gennemføres med Skønsomhed i hvert enkelt Tilfælde; Benaadningssager kan saaledes give Anledning til Drøftelser mellem Ministrene af betydelig juridisk Interesse, og disse maa absolut med. Og hvor det i en senere Tid kommer til at dreje sig om Sager vedrørende Ministerierne for Slesvig og Holsten-Lauenburg,kan der skjule sig Spørgsmaal af nogen polilisk Betydning ogsaa under Referater af tilsyneladende ren lokal Art.

løvrigt vil den principielle Betragtning altid med nogen Ret kunne gøres gældende, at det er Statsraadets Forhandlinger, Udgaven beskæftiger sig med, mere end med Ministrenes løbende Referater af specielle Sager, der ikke giver Anledning til Drøftelser.

Paa den anden Side tages der jo ogsaa stadig Beslutninger i Statsraadet, og saadanne maa naturligvis medtages. Men herved stilles vi overfor et nyt Problem. Man spørger uvilkaarligt: i hvilken Grad kan en Gengivelse af Statsraadsprotokollerne hvile i sig selv? Der er udenfor Statsraadet foregaaet Drøftelser og truffet Afgørelser, som i mange Tilfælde er Forudsætningen for, hvad der sker bag de lukkede Døre. Forstaaelsen bliver mangelfuld, naar vi ikke kender dem. Udgiveren er naturligvis opmærksom paa Forholdet og henviser til Premierministerens (senere Konseilspræsidiets) Journal; efterhaanden faar ogsaa Resolutionsprotokollerne større Betydning, men lignende Materiale kan godt gemme sig andet Steds som Følge af den nedarvede, praktiskadministrative ikke systematiske Ordning af mange af Arkivalierne fra 19. Aarhundrcde¹. I Virkeligheden hører saadanne Sager med til Belysning af Arbejdets Forløb indenfor Centraladministrationens Hj ærtekammer.

Men saaledes som Forretningsgangen var paa Slotsholmen og

---

1 Saaledes f. Eks. under Konseilspræsidiet: »Akter om Forhandlinger i Statsraadet og mellem Ministrene 1848—50, 1855, 1856, 1861«.

Arkivsagernes deraf følgende Ordning vilde noget saadant dog ganske sikkert kun være muligt gennem en Parallelpublikation af disse Akter, og Udgiveren vilde her blive stillet overfor ganske uoverskuelige Opgaver. Andre end egentlige Forskere maa nojes med Statsraadsprotokollerne. En anden Sag er, hvorvidt der ikke kunde have været henvist til dem og givet Resuméer af dem i Noterne. Men her kommer vi op mod et Princip, der engang for alle er fastlagt for Udgivelsen: »der er afstået fra så godt som enhver kommentering« (S. VIII).

Det kan lade sig høre; en gennemfort Kommentering af Materiale som det foreliggende kunde udstrækkes i det uendelige. Men det er altsaa kun »så godt som«, at Kommenteringen er udeladt, og her vil man selvfølgelig altid kunne tvistes om, hvor Skellet skal trækkes. — En anden Sag er, at Udgiveren ikke synes at have handlet helt konsekvent — eller for doktrinært ved denne Grænsedragning; han indskyder samvittighedsfuldt altid Ministrenes Navne, hvor disse ikke anføres i Statsraadsprotokollernes Tekst, men hvorfor faar vi f. Eks. S. 206 (Linje 13 fra oven) ikke at vide, hvem »Generalprocureuren« er?

Der er ogsaa andre Tvivlsspørgsmaal; et af dem, »hvorledes Mødereferaterne har fået deres foreliggende form«, holder de tilsynsførende selv aabent, men i denne Forbindelse stilles vi for Resten ogsaa overfor et særligt Problem: Den umiskendelige Forskel, der er paa Referaternes Anlæg, ikke blot mellem den lille, ikke-autoriserede Protokol over Møderne 24.^—28. Januar 1848 og »Statsraads-Protocol 11848« (22. Marts til 16. November), men ogsaa mellem denne og dens første Del (Møderne 28. Jan. til 21. Marts). Den Ændring, som foregaar her, kan skyldes, at det alligevel er en anden Slags Sager, der behandles, og at Rehandlingsmaaden er blevet ea anden efter Regeringsskiftet, men den kan ogsaa have sin Forklaring i et bestemt Ønske fra de nye Ministres Side om at faa Standpunkterne mere tydeligt slaaet fast, et Ønske, som den nye Pennefører (fra 5. April), Konseilspræsidentens Sekretær C. F. J. H. Liebe bevidst har bragt til Udførelse.

Alt dette vedrører, om man saa maa sige, alene den rent tekniske Side af Udgiverarbejdet. Der er imidlertid ved enhver Kildepublikation et andet Spørgsmaal, som samtidig eller senere ogsaa kræver Besvarelse: Hvad nyt bringer det Materiale, der her fremlægges for en videre Kreds af Historikere? Svaret maa i dette Tilfælde blive: Nye overraskende eller afgørende Bidrag til Danmarks Historie i det paagældende Tidsrum indeholder Statsraadsprotokollerne ikke. Men dermed er ikke sagt, at de er uden Værdi, og den Side af Sagen kommer vi om et Øjeblik tilbagetil.

bagetil.Men selve dette Forhold rejser et nyt Spørgsmaal: Hvorforhar den lange Række af Protokolbind saa længe været lukkede eller i hvert Fald vanskeligt tilgængelige Bøger for Forskningen? Seglene blev, saadan set, brudt med Aage Friis' Udgave af »StatsraadetsForhandlinger om Danmarks Udenrigspolitik 1863_— 1879«, hvis Uddrag af Protokollerne altsaa omfatter en senere Periode end den foreliggende Publikation. Men lige til det sidste er der vaaget vagtsomt over de Hemmeligheder, der efterhaanden ikke eksisterede.

Hvilke Hensyn har her gjort sig gældende? Det er vanskeligt at forstaa. Kong Frederik VII optræder ganske vist i Møderne paa sin pudserlige Maade med stortalende Erklæringer, som han gerne vil have taget til Protokollen, men han ønsker egentlig kun at udtale dem og frafalder ogsaa, hvis Sagen staar paa det, sin Fordring om at se dem med sort paa hvidt. Det er imidlertid Tilbøjeligheder, som paa ingen Maade er ukendte, og alt for sart er man jo i det hele ikke omgaaedes med den folkekære Konges Minde, Hvad Sammenhængen saa end kan have været, saa lægger Rigsarkivet altsaa nu Materialet mere eller mindre fuldstændigt frem op til 1863. Men med det Kendskab, vi herved har vundet til Statsraadsprotokollerne, synes der næppe at være Grund til ud over det Tidspunkt, hvor de slutter, at staa paa Hemmeligholdelsen i samme Grad som hidtil.

Det er iøvrigt mærkeligt paa Baggrund af Statsraadsforhandlingernes Offentliggørelse at se, hvor megen Oplysning ogsaa de spredte trykte Kilder giver til det bevægede Aar, 1848's, Historie. Som allerede nævnt beretter de ikke om positivt ukendte Tildragelser, men dette betyder paa ingen Maade, at vi ikke paa Grundlag af dem naar til dybere og klarere Erkendelse af Begivenhedernes Gang og Ministrenes Standpunkter. Det er netop, hvad vi gør. Gennem de udførlige Referater vinder vi en helt anden Forstaaelse baade af Sagernes Sammenhæng og Mændenes Meninger, end vi tidligere har haft; ved Bedømmelsen af Dramaets Personer vil der vist i adskillige Tilfælde herefter foregaa en Omvurdering; Protokollernes skarpe Projektørlys er ikke lige flatterende for alle. I disse Henseender vil »Statsrådets Forhandlinger« utvivlsomt byde Forskningen betydeligt Nyland.

I Forordet til det foreliggende Bind paapeges iøvrigt den Betydning,Udgivelsen af Protokollerne vil faa for Kundskaben om vore »forfatningsmæssige forhold og for forståelsen af statsrådetshele stilling og funktion«. Det er rigtigt, men beklageligt er det her, at vi mangler Referater af tidligere Statsraadsmøder til Sammenligning. Sandsynligvis har Forretningsgangen ikke væretvæsensforskellig,

retvæsensforskellig,men muligt er det, at den særlige Karakter, Referaterne af Møderne fra 24. Januar til 21. Marts vitterlig har, kan bunde noget i, at de anvendte Forhandlingsformer dengang endnu mere svarede til en svunden Tids. Der kom, som naturligt var, stærkere Modsætninger frem indenfor Marts-Ministeriet. Men iøvrigt gik det heller ikke af uden Brydninger i Enevældens Tid. Hvad der imidlertid rummer betydelig Interesse er at følge, i hvilken Grad Bardenfleth forstaar at bevare Traditionen og A. V. Moltke at formidle Meningsforskellene under Overgangen til det, der alligevel maatte blive en ny Forvaltningsskik indenfor Statslivetsmest centrale Organ.