Nils Nilsson-Stjernquist: Tillkomsten av 1866 års grundlov. (Skrifter utgivna av Fahlbeckska stiftelsen. XLI. Lund 1955). 367 sider.

Professor i statsvidenskab (statskunskap) i Lund Nils Stjernquist siger i forordet til ovennævnte værk, at det emne, der fra først af fangede hans interesse, var kampen om finansloven i provisorietiden. For at. vinde klarhed over denne førtes han imidlertid til at studere, hvorledes den reviderede grundlov af 1866 var blevet til, og det er frugten af disse studier, som han fremlægger i sit værk. Undersøgelsen omhandler således først og fremmest forfatningsforhandlingerne fra freden i Wien til vedtagelsen af grundloven af 28. juli 1866.

Det er jo ingenlunde udyrket mark , som forf. her har givet sig ind på. Af tidligere behandlinger må særlig Niels Neergaards i 2. bd. af »Under Junigrundloven« fremhæves. En kortere skildring foreligger nylig i 1. og 2. bd. af jubilæumsværket »Den danske Rigsdag 1849^—1949«. Stjernquist er selv fuldt klar over dette forhold, thi han viser et indgående og prisværdigt kendskab til selve kildestoffet og til ældre og nyere undersøgelser og fremstillinger. Men i modsætning til Neergaard koncentrerer Stjernquist sin fremstilling til selve forfatningsspørgsmålet, og han mener også — bl. a. ved hjælp af nyt kildemateriale — på visse (dog ikke særlig mange) punkter at kunne korrigere eller uddybe Neergaards skildring. Yderligere optager han til særskilt behandling »vissa sidor av grundlovskampen, som var och en på sitt sa'tt om an i olika grad såtta sin prågel på denna, nåmligen den rattsliga, den idépolitiska och den intressepolitiska«.

Baggrunden for grundloven af 1866 var det forhold, at vi efter hertugdømmernes tab stod med to forfatninger: junigrundloven for kongerigets særlige anliggender og novemberforfatningen 1863 for Danmarks og Slesvigs fælles anliggender — og med fire ting, rigsdagens to og rigsrådets to. Dansk statsret var, som »Dagbladet«

engang udtrykte det, blevet til et »mikroskopisk vidunder« ved dets dobbeltforfatninger. Det havde nu været »rimeligt« — dette er Stjernquists udtryk — om novemberforfatningen i 1864 var ophørt at eksistere, men denne udvej til at forenkle forfatningsforholdenevar ikke farbar, da hverken regeringen eller rigsrådet selv vilde vælge den. Det »rimelige« var nemlig ikke »retslig« givet. Medens Stjernquist i kapitel II: »Håndelseforloppet« (s. 5_— 153) stort set skildrer de forfatningsforhandlinger, der i løbet af 1864_—66 førte til den nye grundlov, går han i det følgende, ca. 100 sider store afsnit om »Råttskampen« ind på hele den danskeforfatningsudvikling fra 1849 og konkluderer, at novemberforfatningenseksistens ikke retslig hørte op med hertugdømmernestab.

Den oversigt, der gives i dette kapitel, er præget af klarhed og skarpsindighed, og man læser den med stor interesse. Der var tre forhold, som blev af største betydning for vor forfatningsudvikling i nævnte tidsrum. Først aftalerne 1851^—52 med de tyske stormagter, hvilke aftaler gik ud på, at der skulde skabes »eine organische und gleichartige verfassungsmåssige Verbindung såmmtlicher Landestheile zu einer gesammten Monarchie« (se bilag til noterne 6. dec. 1851 til Preussen og Østrig), altså helstaten. Dette skulde ske »auf gesetz- und verfassungsmåssigem Wege, d. h. durch die berathenden Provinzialstande jedes der gedachten Herzogthiimer, und was das Konigreich betrifft, durch Beschliisse des Reichstags . . .«.

Med udgangspunkt i disse udtalelser mener Neergaard (I, s. 835). at den kommende fællesfnrffltninø hnrrlp v»rp fnrpiorft dels rigsdagen og dels hertugdømmernes stænderforsamlinger. I modsætning hertil hævder nu Stjernquist (s. 170 fT.) — og med ganske gode grunde — at der i decembernoterne ikke direkte tales om fællesforfatningen »utan om sammanbindandet av de olika landsdelarna till en gemensam monarki, vilket skulle ske under medverkan av de olika representationerna. Det ligger i oppen dag, latt den ifrågavarande allmånna formuleringen innefattar hela forfattningsreformen, av vilken tillskapandet av sjålva fællesforfattningenvar ett led.« Stjernquists udtalelse om, at man i diskussionen umiddelbart efter januarkundgørelsens udstedelse »icke hade hunnit tanka igenom de olika momenten i forfattningsreformenoch dårfor icke klart skiide mellan de två begreppen forfattningsreformen i dess helhet och fællesforfattningens tillkomst,«lyder heller ikke usandsynlig. Til støtte for begge opfattelserkan der i øvrigt hentes udtalelser fra debatter i rigsdag og rigsråd. Forsigtigt ender Stjernquist sin redegørelse her med at

betone (s. 173), »att det overhuvud ar svårt, att vinna fullståndig
klarhed i denne fråga, och eftervårlden torde gora klokt i att
avstå från alttfor beståmda påståenden.«

Det konservative helstatsministeriums arbejde på at sikre helstaten og skabe en fællesforfatning for denne stødte nu på så store vanskeligheder i forholdet til den danske rigsdag, at det i december 1854 førte til et systemskifte. Som et våben i kampen mod rigsdagsoppositionen kom det i indledningen til junigrundloven anførte forbehold vedrørende Slesvigs stilling til at spille en ikke übetydelig rolle. Junigrundloven var tænkt at skulle gælde både kongeriget og Sønderjylland, og kongens stadfæstelse af forfatningen skete derfor »med forbehold af at ordningen af alt, hvad der vedkommer hertugdømmet Slesvigs stilling, beroer indtil freden er afsluttet«. I valgloven til rigsforsamlingen hed det, at såfremt slesvigske deputerede ikke kunde blive valgte på grund af krigen, vilde forfatningen ikke desmindre træde i kraft, men kun være provisorisk, såfremt slesvigske deputerede senere måtte ønske en ny rigsforsamling indkaldt til fornyet drøftelse af »den hele forfatningssag«.

Stjernquist siger (s. 157) om dette slesvigske forbehold, at »dess vaga ordalag gjordes till foremål for skiftande tolkningar«, og at dette kunde være begrundet, havde A. S. Ørsted allerede i maj 1852 udtalt. Men Ørsteds egen opfattelse var den, at »forbeholdet« egentlig gav regeringen ret til at gennemføre fællesforfatningen og de dermed følgende nødvendige ændringer i junigrundloven uden rigsdagens medvirkning. Alligevel prøvede han på at komme til forståelse med rigsdagen om indholdet af de af ministeriet ønskede forandringer i junigrundloven, men det viste sig forgæves. Ved udstedelsen af juliforordningen 1854 om »det danske monarchies forfatning for dets fælledsanliggender« udtaltes dog, at ministeriet ikke havde opgivet håbet om at blive enig med rigsdagen om ændringerne i junigrundloven, hvorfor der endnu ikke var anledning til at tage »forbeholdet« under »allernådigst overvejelse«.

Medens Stjernquists behandling af dette »forbehold«, så vidt skønnes, intet egentlig nyt indeholder, er hans fremstilling (s. 210 ff.) af »forbeholdet« vedrørende oktoberforfatningen 1855 af mere selvstændig art. I rigsdagsbeslutningen 1855 om junigrundlovensindskrænkning til at gælde kongerigets særlige anliggendersiges, at det må anses for en selvfølge, at indskrænkningen kun kan gælde så længe, som fællesforfatningen bliver opretholdt »i anerkjendt kraft og virksomhed«. Ministeriets stilling til dette »forbehold« ligner kattens til den varme grød, thi det vilde hverken

forkaste det eller tiltræde det. Bang udtalte herom: »Ministeriet har ikke erklæret sig imod den [rigsdagsbeslutningen]. Jeg yttrede kun, at ministeriet havde ikke tiltrådt den. Ministeriet er nemlig gået ud fra, at denne gjenstand . . . ligger udenfor denne sag . . .«.

Stjernquist går udforligt (s. 218 ff.) ind på spørgsmålet om forbeholdets gyldighed og forkaster de mange forskellige grunde, der er blevet anført eller kunde anføres mod gyldigheden. Rigsdagsbeslutningen fik ved kongens stadfæstelse lovskraft, og dette er, hævder Stjernquist i sin interessante redegørelse, det i denne forbindelse afgørende.

Det sporgsmal, 0111 ikke forbeholdet burde vajre tradt i kraft i 1858, da det tyske forbund erklserede fsellesforfatningen for ugyldig for Holsten og Lauenborg, og den danske regering udstedte novemberkundgerelsen, optager Stjernquist ikke til laengere droftelsc. Derimod fastslar han (s. 231), at forbeholdet burde have veeret anvendt i 1864, da hertugdommerne mistedes. Dette fremhaevedes dengang ogsa staerkt fra rigsdagens side. Men derimod bemegter han (s. 232), at forbeholdet automatisk vilde trsede i funktion. Det matte forst konstateres, at fcellesforfatningen ikke var »i anerkjendt kraft og virksomhed«, og dette matte ske af konge og rigsrad: »Att det var nodvandigt att forst offentligt konstatera, att faellesforfattningen icke befann sig i anerkjendt kraft og virksomhed, innan forbehallet kunde tillampas, forbisags — medvetet eller omedvetet — av mangen, som under grundlovskanipen forfaktade, att fsellesforfattningen och riksradet skulle bortfalla pa grund av forbehallet«. Men selv om forbeholdet, hvad " "J 1 " 7 ' ~ "" -.-. ¦ - ~* ~7 ¦—.«-¦ — man dog ikke vsere kommet tilbage til junigrundloven (s. 232 f.). Man vilde ganske vist vsere kommet af med fsellesforfatningen af oktober 1855, men bag denue vilde den orstedske fsellesforfatning (juliforordningen 1854) dukke op. En lsegmand, der prever at gennemtaenke disse forskellige rB3sonnementer og problemer, vil nseppe vtere uvillig til at billige Stjernquists ytring om, at »rattsfragan var invecklad«.

De to andre faser af grundlovskampen, »den idépolitiska och den intressepolitiska«, behandler Stjernquist i kapitlerne »Idékampen« og »Klasskampen«. Ligesom i »Råttskampen« går han også i disse kapitler ind på udviklingen fra året 1848. Det er udmærkede oversigter, som her gives, men særlig meget nyt for læsere, der er fortrolige med foreliggende danske arbejder Om den tids historie, vil jeg dog ikke mene, at kapitlerne byder. Jeg skal kun gøre nogle få bemærkninger om dem.

Om idékampen — for og imod »almindelig« valgret — siger Stjernquist (s. 253), at den i 1860'erne stod på et lavere plan end i 1848_—49, men at »den danska idédebatten overhuvudtaget var foga originell och att argumenten åro vålkånda från många andra hall, kanske framfor allt från Tyskland«. I denne forbindelse skal anføres, at Stjernquist gør opmærksom på (s. 270, anm. 79), at John Stuart Mills skrift fra 1861 »Considerations on representative government« åbenbart ikke har været kendt af den almindelige valgrets tilhængere, og at det først 1866 udkom på dansk.

Om striden niellem de ulige interesser, som de enkelte samfundsklasser havde, mener Stjernquist, at den var sa heftig, at det or berettiget at tale om en »klasskamp«. Han betoner dog stserkt (s. 319) og med rette, at interessepolitikken i 1863 —66 endnu ikke havde gennemsyret vaelgerkorpset i dets helhed — noget, der formodentlig heller aldrig vil finde sted. Under sin omtale at' motiverne til indferelsen af den almindelige valgret i junigrundloven fremhaever Stjernquist (s. 285), at det for hele den danske nation var af intercsse af fa denne indfert. Junigrundioven var tsenkt at skulle gielde ogsa Slesvig, og danskheden i Slesvig bestod hovedsagelig af »smafolk«. Nar Stjernquist haevder (s. 8), at »ett vuesentligt motiv« til den almindelige valgret i junigrundioven var af »ejderpolitisk art«, forekommer det mig dog, at dette i nogen grad overbetones.

Under forfatningskampen 1864^—66 fremtræder, udtaler Stjernquist (s. 325), interesserne »ovanligt oholjda«, hvad der forklares ved, at de i det foregående tidsrum dæmpedes af hensynet til de vanskelige rigspolitiske forhold. Et nyt eller i hvert fald kraftigere islæt i interessestriden 1864^—66 kom, som bekendt, godsejernes optræden til at betyde. Samarbejdet mellem »de store og små bønder« blev forudsætningen for, at grundloven 1866 blev, som den blev. Stjernquist peger (s. 305) på den samtidige internationale strømning, hvorefter den jordbrugende befolkning, godsejere og bønder, udgjorde det samfundsbevarende element og derfor burde begunstiges i repræsentationen. Han anfører i denne forbindelse professoren i statsvidenskab i Miinchen W. H. Riehis forskellige skrifter med denne tendens. Et af disse oversattes 1864 til dansk af skribenten Joseph Michaelsen på opfordring af Blixen-Finecke.

Initiativet til den samvirken, der kom i stand mellem de store og små bønder om forfatningsrevisionen, blev efter »gængs opfattelse« taget af Joseph Michaelsen ved en artikel i hans tidsskrift »Enhver Sit« for 22. januar 1865. Men, siger Stjernquist (s. 91), denne opfattelse bygger på Michaelsens egen fremstilling i hans langt senere selvbiografi: »Det kan i sjålva verket på goda grunder goras gållande, att godsiigarna voro aktiva och att

Michaelsen, åven om han forsokte låmna sina egna bidrag till det politiska spelet, i huvudsak gick godsågarnas årenden«. Stjernquist anfører, at Balthasar Christensen kalder Michaelsen for grev Frijs' agent eller akkrediterede gesandt. Det lyder nu plausibelt nok, at Michaelsen kan have overvurderet sin rolle, eller at hans optræden kan føres tilbage til hans forbindelser med godsejerne, men da Stjernquist samtidig (s. 92) konstaterer, at det ikke bestemt kan fastslås, »var den egentliga upprinnelsen till underhandlingarna niellan I. A. Hansen och Frijs låg«, er det dog ikke urimeligt i nogen grad at holde sig til Michaelsens fremstilling.

Der er i det foregående nævnt eksempler på, at Stjernquist visse steder gør en anden opfattelse gældende end Neergaard. Nogle flere kunde nævnes (se således s. 41 f, 109, 216 anm. 21 og 338), men større betydning har de ikke. Jeg skal heller ikke her komme ind på dem, men derimod omtale et par andre ting i Stjernquists fremstilling. S. 17 hedder det, at det lå i sagens natur, at de nationalliberale gerne så, at Holsten helt adskiltes fra Danmark og Slesvig: »Dårigenom skulle nåmligen affårslivet och industrien i Kopenhamn få båttre skydd mot konkurrens från holsteinskt område«. Jeg vil ikke underkende økonomiske motivers betydning, men vil dog mene, at udtalelsen er ved siden af.

Stjernquist, der ikke selv har haft adgang til statsradsprotokollerne, refererer efter Harald Jergensens bog om C. N. David (2. bd., s. 444) statsradsmodet 4. sept. 1865, hvor det droftedes, om ministeriet Bluhme stadig havde kongens tillid. Stjernquist naevner (s. 130, anm. 1), at Jorgensen saetter dette statsradsmede til hvorfor han tsenker sig, at 4. sept, muligvis kunde vsere fejlskrift for 4. okt. Deter det ikke, men Jergensens urigtige fremstilling af sagforholdet har skylden for denne formodning.

Stjernquists lange studieophold i København og hans indgående syslen med danske kilder har ret naturligt ført med sig, at talrige danske udtryk enten bevidst bruges af ham eller er løbet ham i pennen. Det er for så vidt en fordel for danske læsere. I enkelte tilfælde er der dog fremkommet udtryk, der hverken er korrekt dansk eller svensk: tillægslover, gårdmænden, underskott (d. v. s. underudvalg)! Lidt uheldigt er det, at Joseph Michaelsen skrives Michælsen og Ernst Andersens arbejde »Fra juraens overdrev« (1953) bliver til Fra juræns overdrev. Nå, det er småting. Afgørende er, at der her er fremkommet et meget betydningsfuldt og særdeles grundigt arbejde af en svensk forsker om et dansk emne. Danske historikere, der i fremtiden vil behandle dette, vil stå sig selv i lyset, om de ikke tager fornødent hensyn til dette smukke og lærerige værk. „. Riplhn]f