Skønt Sverige i op mod halvandet hundrede Aar har levet i fortsat og temmelig uforstyrret Fred, har svensk og svensk-finsk Historieforskning gennem mere end en Menneskealder vedvarendebeskæftiget sig stærkt med Landets udenrigspolitiske Forhold.Det begyndte med Haralds', Lofgrens og Lundquists Disputatser,Sam Clasons Artikel i Sv. H. T. 1914 og Hallendorffs »Illusioneroch verklighet« fra samme Aar. Palmstierna: »Sverige Ryssland och England 1833—55« (1932), C. M. Runeberg: »Sverigespolitik under Krimkriget« (1934) og Sven Eriksson: »Svenskt diplomati och tidningspress under Krimkriget« (1939) fulgte. Senerekom Stenberg: »Sverige-Norges skandinaviska allianspolitik 1863« (1943) og Holmberg: »Skandinavismen i Sverige vid 1800taletsmitt« (1946). Værker som Alma Soderhjelm og C. F. Palmstierna: »Oscar I« (1944) og Olle Gasslander:»J. A. Gripenstedt« (1949) spænder ogsaa over disse Omraader. Endelig foreligger fra de sidste Aar: Hans Lennart Lundh: »Från skandinavism till neutralitet«(1950) og Erik Gullberg: »Tyskland i svensk opinion 1856^—71« (1953). Man lægger uvilkaarligt mærke til, hvorledes Emnevalget har forskudt sig i Tid. De førstnævnte Disputatser behandler den svenske Udenrigspolitik under Tre-Aars-Krigen 1848^—50, derpaa ligger Tyngdepunktet i Krim-Krigens Periode, senere samler Interessensig om Skandinavismen og de nordiske Allianceforsøg; nu har Lundh og Gullberg ført deres Fremstillinger og Undersøgelserop til 1870. Paa en Maade brydes denne Linje med det allernyesteBidrag til Emnet: Einar Hedin har med »Den skandinaviskaAlliansfrågan

viskaAlliansfrågan1857—1863« (1953) grebet lidt tilbage i Tiden;
det er de allerede nævnte Alliancebestræbelser, hans Studier og
Interesse samler sig om.

Baade Hans Lennart Lundhs og Erik Gullbergs Bøger er Disputatser. De bærer Mærke heraf. De to Forfattere har saa ojensynligt bestræbt sig for at faa det mest mulige af deres Undersøgelser med. De har umiskendeligt været omfattende, dybtgaaendc og samvittighedsfulde. Ingen Forsker, som beskæftiger sig med samme Tidsafsnits Historie vil gaa i Rette med dem for, at de har fremlagt deres Resultater; man faar et Mylder af nye og tit værdifulde Enkelt oplysninger. Men Fremstillingen tynges, Kompositionen svækkes herved. Det gælder navnlig Gullberg. Den nødvendige politiske Ramme om Opinionsudtalelserne bliver mange Gange til en — ganske vist ujævn -— Redegørelse for selve Begivenhedsforløbet. Det gælder f. Eks. udpræget om Kapitlet: »Allianstanker«, medens et følgende om »Nationalitetstankens ode« er ganske anderledes rigtigt anlagt. Forskeren har ikke kunnet nægte sig at fremføre sine Fund.

Fra almindeligt historisk Synspunkt er Lundhs Arbejde det interessanteste.Hans Afsnit om den storpolitiske Udvikling som Baggrundfor Begivenhederne viser paaskønnelsesværdigt Kendskab til europæisk Historie og virker heldigt, men de falder lidt langelige. Hans Blik for den skandinaviske Udviklingsgang i Aarene efter 1864 er skarpt og rigtigt, og hans Redegørelse for Stillingen og Mulighederne i 1865^—66 særdeles god. Hvad man standser ved er i Grunden Behandlingen af selve det Problem, der har givet Bogen dens Titel: »Från skandinavism till neutralitet«. Han paapeger, at Vestmagternes Gesandter i Stockholm antyder att någonting principielltnytt vunnit insteg i svenskt utrikespolitisk tiinkande med Neutraliteten 1866 (S. 100); han tvivler iøvrigt selv lidt om Rigtighedenheraf, og Anmelderen vil afgjort støtte ham i denne Tvivl. Den officielle svenske Udenrigspolitik fulgte en Ncutralitetslinjegennem hele Perioden, efterhaanden med mere passiv Indstilling. Oscar I stod paa samme Standpunkt under Krim- Krigens første Afsnit og formaaede ikke eller blev ikke færdig til at aktivisere sin Optræden under de senere; de skandinaviske Allianceforsøg var en Kongepolitik, som Manderstrom paa et bestemtTidspunkt nærmest modstræbende gik med til, alt sammen noget personligt, episodisk, isoleret. Om et virkeligt Skifte, tidsmæssigteller principielt, kan man sikkert ikke tale. I øvrigt kun en kritisk Enkeltbemærkning til det smukke Arbejde: Forfatteren siger angaaende Prag-Fredens § V: ingenting om att folkomrostningenskulle forsiggå i fria former - Det hedder dog: par un vote

librcment émis. Naturligvis er dette vagt, men dog noget i den
angivne Retning1.

Arkivar Einar Hedins Arbejde er af en anden Karakter end de to ovenomtalte. Det er en bestemt afgrænset, stringent og grundig gennemført Undersøgelse af et Specialspørgsmaal. Han har begyndt sine Forstudier langt tilbage i Tiden, men har, som han skriver i sit Forord, haft nogen Tvivl angaaende Tilraadeligheden af en literær Udformning i Betragtning af den Behandling, Emnet allerede har været Genstand for i en Række nyere Værker. Imidlertid er der ingen Tvivl om, at Hedins Bog nok skal hævde sig ogsaa under de nuværende Forhold; det er en meget fyldig, vel dokumenteret Fremstilling af Begivenhederne navnlig i 1863, der underbygger Forstaaelsen. Noget væsentlig nyt rummer den ikke; Forfatteren har haft Adgang til hele Vedels »Fremstilling af Danmarks Udenrigspolitik 1858^—64« og har vistnok udnyttet Brevvekslingen mellem Sibbern og Stang omhyggeligere end tidligere Forskere, men Fortjenesten ligger hovedsagelig i den grundige Behandling.

Spørgsmaalet, Einar Hedin reder ud, er paa én Gang snævert og meget vidt. Selve Allianceforhandlingerne vedrører kun Danmark og Sverige-Norge, men deres Gang bestemmes i høj Grad af det dansk-tyske Mellemværendes Udvikling. Forfatteren kender den skandinaviske Side til Bunds, men synes mindre sikker, hvor han kommer ind paa det evige Spørgsmaal om Hertugdømmerne.

Interessant og virkelig original er Einar Hedins Fremstilling af Manderstroms og Henning Hamiltons forhållande till Danmark ligesom hans Vurdering af førstnævnte ved Slutningen af Bogen; den kommer sikkert Virkeligheden adskilligt nærmere end den Opfattelse, der hidtil har været gængs paa den anden Side Sundet².

Omtrent samtidig har Einar Hedin offentliggjort en kortere Afhandling: Sverige-Norge och Preussen 1860^—63. Projekt till Danmarks delning³. Ogsaa her er Hovedpunkterne kendte: de to »Følere«, der henholdsvis i Vinteren 1860^—61 og 1863_—64 udstraktesfra Berlin om en Deling, men Forfatteren har fremdraget Enkeltheder og skabt Sammenhæng vedrørende disse diplomatiske

---

1 A propos Kritik: Den engelske Udenrigsminister John Russel og den preussiske Understatssekretær Thile skrev respektivt ikke deres Navne Thiele og Russel som Lundh gør det. - Den »Kriegszeitung«, der omtales S. 313⁴ hos Gullberg, er dog vistnok Kreuzzeitung.

2 Se dog ogsaa Tor Berg: Manderstroms efterlåmnade papper i Donum Boethianum (1950).

3 Denne som det større Arbejde publiceret i Kungl. Vitterhets Historia och Antikvitetsakademiens Handlingar, respekt. Del 80 (Historiska Studier I) og 81.

Manøvrer, navnlig fra preussiske Arkiver. Det afgorende er, at ikke blot Manderstrom, men ogsaa Kong Karl stillede sig absolut afvisende til disse Antydninger, Korøvrigt er det ikke altid klart, hvad der egentlig sigtes mod: En Deling af den danske Helstat .): Slesvigs Deling eller en Deling af Kongeriget Danmark. Det Materiale,Fremstillingen bygger paa, er væsentlig tysk, men Sagen har selvsagt ogsaa en anden Side: De øvrige Stormagters Holdningtil Tanken. Napoleon 111 var absolut ikke afvisende, og hans Drøftelser med Dronning Victorias Ministre kan vi nogenlunde folge i engelske Arkiver; hvad der derimod foregik mellem Paris og Berlin har vi tilsyneladende kun Rygter og Antydninger om¹. Kor Resten vrimlede det med den Slags Projekter i Samtiden; der taltes f. Eks. ogsaa om en Deling af Skandinavien mellem Preussen og Rusland og en Udvidelse af Frankrig til Rhinen med Indlemmelsenaf Hannover og Mecklenburg i Preussen².

Som ovenfor omtalt blev den svenske Neutralitetspolitik i Aarenes Løb mere og mere passiv, men navnlig Manderstrom opgav aldrig sine Bestræbelser for, at Sverige skulde være med i Magternes Raad og lade sin Stemme lyde i den europæiske Koncert, navnlig i det dansk-tyske, men ogsaa i det polske Spørgsmaal. Det er Mindelser fra Storhedstiden. Men derved kom der stadig, trods den fortsatte Fred, en vis Bevægelighed og Handlelyst over svensk Udenrigspolitik, saa den stadig tiltrækker sig Historikernes Interesse.

---

1 Se min Afhandling i >Scandia» XXII.

2 Aus dem Leben Th. v. Bernhardi 11, 14.