|
Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 4 (1953 - 1956) 11. Hvem var Martinus de Dacia?Af Louis L. Hammerich Et af de få danske videnskabelige værker, der i middelalderen nåede europæisk betydning, Martinus de Dacia's Modi significandi, er blevet gjort til genstand for behandling af Heinrich Roos, der er tysk af oprindelse og medlem af jesuiterordenen, men nu i nogle og tyve år har boet i Danmark, er blevet magister i tysk filologi ved Københavns Universitet og just har erhvervet den filosofiske grad sammesteds ved dette arbejde1. Det er et værk af betydelig interesse for danske historikere. Grundlaget er filologisk: i 1. og 2. kapitel gøres fortræffeligt 1 Heinrich Roos, S. J., Die Modi Significandi des Martinus de Dacia, Kopenhagen und Mtinster i. \V. 1952. 167 sider; også som bind 37,2 af Bcitråge zur Philosophic und Theologie des Mittelalters. Selve teksten foreligger desværre ikke endnu; den vil fremkomme i et af Det Danske Sprogog Literatursclskab planlagt corpus af de danske skolastikere. Tidligere herhenhorende studier af Heinrich Roos findes i »Classica et Mediaevalia« 8 (1946), 87-115 (Martinus de Dacia und seine Schrift De modis significandi); 9 (1948), 200—215 (Sprachdenken im Mittelalter); samt i Festskrift til L. L. Hammerich, Kobenhavn 1952, 208—218 (Martinus de Dacias isagogekommentar). Det beho\er ikke at være nogen hemmelighed, at denne artikels basis er hoveddelen af den officielle opposition den 25. september
Side 57
gennem Europa (til dels sammen med sin ordensbroder, dr. Alfred Otto). 20 bevarede og 5 forsvundne håndskrifter fra 13.-15.årh. samt ikke mindre end 9 forskellige kommentareri 24 håndskrifter fra de samme århundreder. Martinus de Dacia's Modi signifwandi, der begynder Cum cujuslibet artificis, synes at have været det mest udbredte af alle højmiddelalderens sprogvidenskabelige værker. To små filologiske bemærkninger kan være ønskelige. 1) Det er ret underordnet, med hvilke sigler man vil betegne sine håndskrifter, men når man, som forfatteren, betegner dem med bogstaver, der antyder proveniensen (E: Erfurt, B: British Museum, T: Troyes, A: Bibliotheca Apostolica Vaticana osv.), så bør man ikke bruge en rækkefølge som denne, men tage det hensyn til den søgende læser, at rækkefølgen enten er systematisk eller alfabetisk. 2) En lapsus er det, når forfatteren side 19 og side 42 af en bibliotekskatalog har ladet sig forlede til at tro, at puntschuech (bundschuh) i 14.—15. årh.s tyske håndskrifter skulle kunne betegne en skriver af bondeherkomst. Bundschuh (grov sko til at binde) er bondefodtøj og bliver i slutningen af 15. og navnlig i begyndelsen af 16. årh. i Schwaben og tilgrænsende egne bøndernes symbol eller våbenmærke under de store opstande, hvorefter Bundschuh også kan betegne en (bonde-) opstand. Men tidligere, i 13.—14. årh., finder vi en helt anden udvikling af ordet. »Hjelm på fødderne, bindesko på hovedet« synes at have været folkelige udtryk for en tåbelig fremgangsmåde. Specielt betegner rim dich buntschuech noget, der er »ungereimt«, tåbeligt. Middelalderlige håndskrifter slutter som bekendt ofte med et cetera — hvilket delvis beror på, at abbreviaturen for et cetera kan være identisk med den for et sic est (nemlig finis) — men det er heller ikke ukendt, at en skriver ved afslutningen af sit arbejde giver udtryk for sin lettelse eller utålmodighed ved et vers eller på anden måde. Når nogle håndskrifter slutter med et cetera puntschuech, så kan det vist normalt gengives med »og så videre, sludder og vrøvl«! 3. kapitel behandler forfatterspørgsmålet, mens 4. kapitel
Side 58
undervisning og lærdom. Og det 5. og sidste kapitel gar ind pa Det vigtigste i Pater Hoos' bog er nok det, der handler om grammatikkens historie i middelalderen og om indholdet af Martinus de Dacias værk. Det er spændende at følge skildringen af, hvorledes (sen)antikkens latinske grammatik allerede delvis omformes af Chartres-skolens logik, for så i det 13. årh. at blive modt af den arisLoteliske hylemoriisme og hos Martinus de Dacia og andre at blive Lil en sprogteori, der — hvad forfatteren fremstiller udmærket — kan siges at have visse træk fælles med vor tids strukturalistiske lingvistik. Sådanne modi significandi blev også skrevet af andre ved Paris Universitet virkende danskere, blandt hvilke Boécius de Dacia skal være den betydeligste. Det er Pater Roos' fortjeneste at have påvist, at denne skole af danske forskere har øvet en langtrækkende indflydelse på europæisk sprogtænkning og grammatik. De egentlig historiske afsnit er ganske vist især skrevet med henblik på de sprogteoretiske kapitler, men har dog i sig selv ikke ringe interesse. Siden den som kilde uforagtelige krønike om Jens Grands fangenskab fra ca. 1330 har traditionen fastholdt, at Erik Menveds kansler, magister Martinus, var identisk med Martinus de Dacia, forfatteren til de modi significandi, der begynder: Cum cujuslibet artificis. Nu gennemgår Pater Roos først alle personlige efterretninger om grammatikeren. Han påviser, at dennes modi significandi ifølge hentydninger i selve teksten må være skrevet af en dansker, og at denne efter pålidelige håndskrifters og samtidige kommentatorers vidnesbyrd hed Martinus de Dacia og var magister theologiæ i Paris. Da kommentatoren Gentilis de Cingulo udtrykkeligt angiver Martinus som værende i funktion som magister i teologi og da Gentilis de Cingulo vides at have været elev af Johannes Vate, der 1290 var Paris Universitetets rektor, kan vi heraf med stor sandsynlighed slutte, at skriftets forfatter har virket som magister i teologi før 1290. Af forholdet til Boécius de Dacia kan sluttes, at skriftet ma have foreligget ca. 1280. Hermed sammenlignes nu, hvad vi ved om Erik Menveds
Side 59
kansler: magister Martinus, regni cancellarius eller lignende (kilden til den senere benævnelse Morten Mogensen kendes ikke) optræder første gang i et dokument fra 14. april 1288 (se DiplomatariumDanicum) og derefter med mellemrum indtil 1299. Han var som bekendt 1296-99 kongens procurator ved kurien under processen mod Jens Grand. Han var kannik i Roskilde (i hvis Liber daticus hans obiit står) og han var kannik i Paris, hvor han havde et hus og hvor han døde 10/8 1304 og blev begravet i Notre Dame. Derimod lykkes det — efter min mening — ikke Pater Roos at sandsynliggøre, at Martin Hammerich skulle have ret i den i 1860 fremsatte, i 1933 af P. Glorieux atter hævdede påstand, at Martinus de Dacia skulle være identisk med den parisiske kannik magister Martinus de Rippa, der 8/7 1303, actu regens Parisius in theologica facultate, højtideligt må erklære sin tilslutning til Philip den Smukkes appel til et almindeligt koncilium. Rippa kan betyde andet end Ribe (med hvilken by vor Martinus de Dacia ellers ikke vides at have forbindelse, endsige at det skulle have været hans fødeby), og nationsbetegnelse mangler, mens vor Martinus af kapitlet i Paris 1302 og 1304 betegnes som Martinus Dacus. Vi har ingen fuldstændig fortegnelse over parisiske kanniker, der samtidig var magistri in theologia, men vi har grund til at tro, at der var mange. Det er naturligvis ingenlunde umuligt, at Martinus de Dacia 1303 under den franske konges strid med kurien kunne indtage en holdning, der afveg fra den, han havde forfægtet for den danske konge få år tidligere, men uden supplerende vidnesbyrd er det ikke sandsynligt. Martinus synes at have haft præbender som kannik i Lund (efter en omtale i procesakterne) og som provst i Slesvig. Dette sidste kan Pater Roos1 med nogen sandsynlighed slutte af to dokumenter: 1) en indulgens, som Ronifatius VIII. den 15/3 1299 giver magistro Daco, dodori in theologia, preposito ecclesie Slesvicensistil gengæld for et alter, han havde stiftet i kirken i 1 S. 50, jvf. Alfred Otto S. J.: Liber daticus Roskildensis, Kbh. (1933), 62.
Side 60
Slesvig in honorem bcate Yirginis et benti Martini; 2) et 1107 forfattet udtog af Rcgistrurn capituli Slesvicensis (anlagt af hiskop Nicolaus Bruun 1350—57), der ved kirken i Slesvig omtaler et uicaria jundata per magistrum Martinum Dacum. Man kan måske undre sig over, at denne værdighed som provst i Slesvig ellers ikke omtales, men med de magre kilder er en slutning e silentio intet værd; og at pavehrevets magister Dacus doctor in thcologia virkelig er kansleren magister Martinus sandsynliggores i høj grad af datoen 15/3 1299. Thi under denne samme dato udsteder Bonifatius efter den foreløbige afslutning af striden de to pudsige breve til den pavelige nuntius Isarnus, hvorved det trods interdiktettillades kong Erik, at hans kapellan må læse messe for ham »for lukkede døre og med sagte stemme« og at der i givet fald endda kan læses messe før daggry1; og kun 3 dage senere, fra 18/3 1299, har vi yderligere 5 pavebreve til gunst for kong Erik og hans mænd, foranledigede af kongens procurator og kansler, magister Martinus2. At denne i det en gave til Slesvig domkirke vedrørende pavebrev kaldes prepositus ecclesie Slesvicensis,men i det tre dage senere udstedte brev til greven og grevinden af Hainaut kaldes canonicus Parisiensis, kan egentlig ikke undre, heller ikke at der den 20. juni 1299 som dokumentvidnei København optræder en Johannes prepositus Slesvicensis, thi det er efter vedkommende dokument3 sandsynligt, at dette var den virkeligt regerende provst: Det har naturligvis aldrig været meningen, at vor i Paris residerende canonicus Martinus ville indlade sig på at passe et embede i Slesvig. Dersom da ovennævnte pavebrev og udtoget af Nicolaus Bruuns register omtaler den samme gave, kan der drages en for et helt andet område interessant lille slutning. I udtoget hedder det: fuit ibi una vicaria fundata per magistrum Dacum que habuil citra septuaginta dcymath in parochia Sywertmanrype, in valore LXX marcarum. Sed post in adhuc in (undatione submersa sunt 1 Acta Processus Litium, 260 f. 2 Ibid., 270. 3 Ibid., 28IJ.
Side 61
in diluvio. Således skriver P. Lauridsen, der fremdrog teksten i dette tidsskrift 18911. Det meningsløse post in rettes af en senere udgave2 til postea og hertil slutter Pater Roos sig s. 51. Men med urette, thi der skal sikkert læses posita: Sed *posita adhuc in fundatione; altså endnu under ordningen af gaven, før stiftelsen var bragt helt i orden, blev disse 70 demat »druknede«, bortskyllede, dækkede af havet under en oversvømmelse. Pater Roos formoder, at det drejer sig om den store stormflod 1362, men det er jo umuligt: tekstens adhuc in fundatione sammenholdt med pavebrevet viser, at katastrofen må have fundet sted på pavebrevets tid, og når vi tænker på, hvor få pålidelige efterretninger vi har om middelalderens stormfloder på den vestslesvigske kyst, så er vi glade, hvis vi mener at kunne notere, at altså Sywertmanrype — der var et sogn i Lundebjergs herred i landskabet Strand sydvest for Husum — gik mere eller mindre til grunde ved en stormflod i vinteren 1298—99. Det kan ikke siges at være usandsynligt, at en mindre stormflod i vinteren 1298—99 gjorde skade i de samme egne, der kort efter rammes af en virkelig katastrofe: Den 7/9 1300 indtraf den vældige stormflod, der reducerede halvøen Strand til nogle øer og blandt andet oversvømmede det senere sagnberømte Rungholt. Men det er heller ikke umuligt, at Martinus' 70 demat først forsvandt den 7/9 1300. Efter min mening er der grund til at overveje den mulighed, at Martinus i 1299 har forelagt paven bevis for sit valg til præpositus i Slesvig, men at valget ikke senere er blevet effektueret. Når dotationen ikke blev til noget, fordi de 70 demat i Sywertmanrype forsvandt i stormfloden, har kapitlet ikke haft interesse i at lade Martinus få præpositurens indkomster. Og hvis den i Paris residerende Martinus har haft svært ved at give en anden dotation, som formodentlig har været ønsket, så har heller ikke han haft interesse i opretholdelse af valget. Han har da vel abdiceret, hvilket iøvrigt kan være sket af andre grunde. 1 6. r. V, 204 n. 2. 2 Quellensamml. d. Gesellschaft f. Schleswig-Holst. Gesch. 6 (1904), 57.
Side 62
Af de den 18 3 1299 udstedte pavebreve er der særlig interesse knyttet til det til greven og grevinden af Hainaut1, i hvilket Bonifacius går i rette med dem for et overfald pa nogle udsendinge, der var undervejs til Rom, nemlig quidam niinrii magnifici principis Erici illuslris regis Dacic ae dilecti filii magistri Martini Daci canonici Parisiensis, cancellarii regis cjusdem, (jui ad nos et dictam sedem fiducuditer mittebantur. Pater Roos gor s. 52, note 4 med rette opmærksom på, at det må bero pa en misforståelse, når Marius Kristensen i Dansk Biografisk Leksikon XV (1938) taler om, at Martinus på hjemrejsen var genstand for voldelig behandling i Hainaut; men når han siger »die Boten zwischen Konig Erich und dem Kanzler wurden iibcrfallen«, så burde han have begrundet denne opfattelse. Thi den nærmest liggende udlægning er dog at nuncii . . . regis Dacie ae . . . magistri Martini . . . cancellarii . . . eiusdem betyder »udsendinge fra kongen af Danmark og hans kansler« — hvoraf synes at kunne sluttes, at magister Martinus måtte være i Danmark, da overfaldet fandt sted, altså måtte være taget hjem efter domsforkyndelsen 26/12 1297, men en Jrum tid inden udstedelsen af pavebrevet af 18/3 1299. — Dette ville dog være en letsindig slutning, thi forholdet kan være helt anderledes; udsendinge, som magister Martinus har sendt hjem under processen, kan nemt ved tilbagerejsen fra Danmark være blevet suppleret med nye udsendinge fra kongen, og disse kanslerens og kongens udsendinge i fællesskab være overfaldet i Hainaut. Man kan, som Pater Roos siger, ikke heraf slutte, at Martinus skulle være taget hjem. Tværtimod: det er faktisk fremragende usandsynligt, at kongens procurator skulle have vovet at forlade kurien, før de eftertragtede privilegier var i havn — hvilket vil sige, at vi må regne med, at Martinus var ved kurien indtil 18/3 1299. Men der er ingen grund til at tro, at han skulle være blevet der stort længere; til den nye proces udnævnes samme sommer en anden kongelig procurator, nemlig Ribe-provsten Esger. For Arups antagelse, at magister Martinus skulle være forbleveti 1 Acta Processus, 273 f.
Side 63
blevetiRom til 1304 og da være død i Paris på tilbagevejen, Det rimelige er, at magister Martinus efter at have tjent kongen som kansler hjemme og som procurator ved kurien nu efter afslutningen af paveprocessen ikke har ønsket at tage til Danmark (hvad skulle han dér? — hans kansler-embede var jo sikkert under hans lange Italien-ophold de facto gået over på andre hænder), men simpelthen har genoptaget sin sikrede — og formodentlig inspirerende — magister- og kanniktilværelse i Paris. Pater Roos vil s. 54 af et sted i magister Reinalds replik under processen 12961 slutte, at kongens kansler, magister Martinus, i 1289 i Rom skulle have anbefalet den daværende pave, Nicolaus IV., at bekræfte Jens Grands valg til ærkebiskop i Lund. Men det er umuligt. Magister Reinalds udtryk coram domino papa kan kun gå på den regerende pave, Bonifacius VIII; ellers måtte navnet være nævnt. Og 1289 var der jo foregået det2, at kapitlet i Lund havde valgt Jens Grand til ærkebiskop, og at denne kun havde opnået kongens samtykke ved i Roskilde edeligt at påtage sig en række forpligtelser, herunder at skaffe pavens tilslutning til valget. Til den ende rejste Jens Grand til Rom, hvor han over for paven — gav afkald på sit rkebispeembede: bortfaldt alle hans i Roskilde påtagne forpligtelser, og han kunne frit modtage af paven at blive udnævnt til ærkebiskop per provisioneml Lige så selvfølgeligt det er, at Martinus som kongens kansler har medvirket ved de hårdhændede aftaler i Roskilde, lige så klart er det, at han ikke har medvirket under forsvindingsnummeret ved kurien. Og ingen bør undre sig over, at Martinus i 1290 ikke kunne få Jens Grands tilslutning til sit valg til biskop i Roskilde (Roos, s. 53)! Men disse overvejelser har betydning for et sidste sted i 1 Acta Processus, 196, 1. 15—22; smlgn. 192, 2—10.2—10. 2 Se i det hele taget: N. K. Andersen: Ærkebiskop Jens Grand (Kbh. 1934).
Side 64
oplysning om magister Martinus. Det er den samme replik af magister Reinald, der omtaler den 1274 afdøde Jacob Erlandsen quem et magister Martinus hic presens commendabilem novit, tanquamqui ipsum proxime coram domino papa commendavit. Pater Roos hævder, at dersom man —- hvad der er grammatisk nærliggende— lader quem og qui gå på den samme og lader ipse have den velkendte reference til det overordnede subjekt, så skulle der stå, at Jacob Erlandsen proxime (»på det nøjeste«?) har anbefalet magister Martinus over for paven. Dette måtte være sket før Jacob Erlandsens udnævnelse til biskop i Roskilde 1250, nærmere betegnet 1245—50, da Jacob var capellanus domini Innocentii IV pape commensalis et dilectus. Jeg har selv tilrådet Pater Roos at lade denne vidtrækkende hypotese blive underkastet international prøvelse, men må for mit vedkommende blive ved den mening, at qui går på Martinus, og at ipse, som så ofte, står hvor ældre sprogbrug ville sætte ille, og at de to sætninger skal oversættes: »Jacob Erlandsen, som også den her tilstedeværende magister Martinus har kendt som en prisværdig mand, såsom han selv fornylig har prist ham over for paven«. Herved måtte det antages, at magister Martinus i det under selve pavens forsæde afholdte møde, hvormed processen indledtes, har anset det for rigtigt at sige nogle pæne ord både om den nuværende kirkelige kongemodstander, ærkebiskop Jens Grand, og om den tidligere, rkebisp Erlandsen. Det er iøvrigt usikkert, om novit betyder »har kendt« (cognovit?); commendabilem novit kunne vel være det samme som scit commendabilem esse, altså »kender som prisværdig«, »véd er prisværdig«. I så fald siger stedet intet som helst om nogen forbindelse mellem magister Martinus personlig og Jacob Erlandsen. Men det vigtigste er, at dette sted således forstået ikke kan give nogen art af oplysning om magister Martinus 1245—12501. Facit er efter min mening, at vi intet ved om den 1301 afdøde, 1 Jeg er dr. Alfred Otto S. J. megen tak skyldig for oplysninger og overvejelser vedrorende opfattelsen af de dokumentariske meddelelser om magister Martinus.
Side 65
i Notre Dame begravede, danske magister theologiæ Martinus, kannik i Roskilde og Paris, sandsynligvis også i Lund, rimeligvisi hvert fald valgt til provst i Slesvig, førend han i 1288 bliver kongens kansler; og at vi om forfatteren til de modi significandi, der begynder Cum cujuslibet artificis, væsentlig ved, at han var dansker, hed Martinus, var magister theologiæ i Paris, samt at han før 1280 havde fuldført sit grammatiske værk, der fik stor udbredelse, og at han forøvrigt har skrevet nogle logiske arbejder. De to kan være identiske, men behøver ikke at være det. Videre når vi ved en betragtning af selve værket Cum cujuslibet I den trykte bog påvises s. 122, at Martinus bl. a. har benyttet Robert Kilwardby's kommentar til Priscian, der senest kan være skrevet 1250. Åndrigt og med stor beherskelse af stoffet anvender Pater Roos nu den viden om den almindelige lærdomshistoriske udvikling i Paris, som han har fremlagt i kapitel 4 og uddybet i slutningen af bogen, til et forsøg på en nøjere placering af Martinus' grammatiske traktat inden for tiden 1250—1280. Og han hævder med stor energi, at den må placeres meget tidligt i dette tidsrum, hvis to altoverskyggende videnskabelige begivenheder er ophævelsen i 1255 af forbudet mod i artes-fakultetet at læse over Aristoteles' naturvidenskabelige og metafysiske skrifter, og fremkomsten af den hele række af nye oversættelser af disse skrifter, hvoraf fulgte storslåede forsøg på en selvstændiggørelse af artes-fakultetet til et virkelig »filosofisk« fakultet (i tysk og svensk bemærkelse), samt den teologiens filosofiske nyopbygning, hvis største navn er Thomas Aquinas. Af alt dette findes intet spor hos Martinus de Dacia, hverken 1 Festskrift 1. c, 214.
Side 66
ikke nævner) i Modi significandi (§ 265 og 267) De Anima og Metafysikken, altså to af de først i 1255 til artes-forelæsninger frigivne værker. Men dels betød forelæsningsforbudet ikke forbudmod studium, dels var just disse to værker også for 1260'ernes oversættelsesarbejde tilgængelige, nemlig ved fra arabisk stammendeversioner. Specielt bemærker Pater Roos, at der intet steds hos Martinus findes noget citat fra Thomas, hvis andet Pariser-ophold var 1269—72; tværtimod har Grabmann, hvad Pater Roos omtaler med en vis tilslutning (s. 59 f.), formodet, at vor grammatiker skulle være den Martinus, der af en samtidigkilde nævnes som Thomas Aquinas' lærer i logik — hvilket da måtte have været 1239—44 i Neapel! Det, Martinus de Dacia har beskæftiget sig med, ligger, så vidt det kan ses af bevarede værker, helt inden for samme kreds som f. eks. Nicolaus af Paris, der af Pater Roos nævnes som typisk for tiden før 1255. Selve formen af hans arbejde, der er en blanding af lectio og questioner, viser til samme tid. Med støtte i foreløbige undersøgelser af Grabmann mener Pater Roos, at Martinus de Dacia forudsættes af Boécius de Dacia (der døde 1284) og Johannes de Dacia (der benytter Wilhelm af Moorbekes Aristoteles-oversættelser), men selv forudsætter Simon de Dacia, hvis tid endnu ikke er kendt. Og han gør (s. 134, noten) opmærksom på, at Gentilis de Cingulo et sted i sin kommentar, der vel er fra 1280'erne, om en bestemt læremening, som ikke findes hos Martinus, siger: adhuc nonerat notum hoc in illo tempore quo fecit, hvoraf Pater Roos vil udlede sandsynlighed for, at Martinus' værk er meget ældre end kommentaren. Imod alle disse betragtninger kan man gøre gældende, at de fleste er argumenter e silentio — hvis vi havde Martinus' teologiske forelæsninger, ville måske meget se anderledes ud — eller løst funderede (Grabmanns hypotese om Martinus de Dacia som Thomas' ungdomslærer!), og at f. eks. en bemærkning som den fra Gentilis de Cingulo citerede in illo tempore, ikke behøver at betegne en i åremål langt tilbageliggende tid, da der i de sidste decennier af 13. årh. var et så myldrende rigt videnskabeligtliv,
Side 67
skabeligtliv,navnlig i Paris, at et tidspunkt, der kun lå få år tidligere, kan have forekommet fjerntliggende. Det synes efter det foreliggende ikke udelukket, at Martinus de Dacia kan have skrevet sit værk i 1260'erne eller endog i 1270'erne efter en gammeldags metode, men med en ny gennemtænkning af problemerne;at han har ydet det sidste, er sikkert. Og sikkert er det da også, at det i Modi significandi givne stof vedblev at stå på artes-fakultetets læreplan, også efter 1255, og at Martinus' »gammeldags« værk blev benyttet og kommenteret endnu i 14. årh. Nærmere til en afgørelse vil vi først komme efter udgivelsen af teksten, hvorefter man f. eks. måske kan finde ud af, hvem det er, Martinus i § 201 og 203 tager afstand fra med en så påfaldende høflighed (salva reverentia ita dicentium; sine prefudicio melioris sententiaé). På basis af en kritisk tekst af grammatikken kan man også foretage en filologisk sammenligning med de indlæg, som kansleren Martinus giver i processen mod Jens Grand og se, om der er afgørende lighed mellem grammatikerens og kanslerens udtryksmåde. På forhånd vil almindelige overvejelser tale for en senere datering end af Pater Roos foreslået. Skulle disse Modi significandi nemlig være foredraget ca. 1250, som Pater Roos helst ser, måtte grammatikeren være født ca. 1225 — var han Thomas' ungdomslærer, allersenest 1220 — hvorved han bliver noget gammel til den tid, kansleren virkelig vides at have handlet politisk (1288—99). Og navnlig bliver der et forbavsende hul mellem ca. 1250, da han skal have skrevet de logiske og grammatiske værker, og 1280'erne, da grammatikken bliver kendt og kansleren træder frem. Ukendt i 30 år og pludselig berømt: ikke umuligt naturligvis, men . . . Man kan næsten ikke værge sig mod følgende konklusion: Skulle Pater Roos have ret i sin med energi forfægtede these, at Martinus de Dacia's Modi significandi helt igennem er et barn af tiden før 1255 eller endog første halvdel af 13. årh. — så bliver det usandsynligt, at samme Martinus i århundredets sidste tiår skulle have været den danske konges kansler! I hvert
Side 68
fald måtte denne identificering tages op til fornyet undersøgelse Det har for dansk historie interesse at få at vide, om Erik Menveds kansler og procurator, magister Martinus, var identisk med grammatikeren. Men det er for Europas lærdomshistorie i 13. årh. og for Danmarks andel i denne af den største betydning al få fastslået, hvornår Martinus de Dacias så virkningsfulde Modi significandi blev skrevet, og at få klarlagt deres forhold til de andre »Daciere«. Dette kan vi vente af den forestående udgave af disse skrifter. Og der er grund til stor taknemlighed mod Pater Roos, fordi han har set og rejst hele dette problemkompleks. Han har med sine studier og navnlig med denne bog placeret sig højt blandt nutidens medievister. Zusammenfassung.Seit etwa 1330 weiss die Tradition zu berichten, dass der Kanzler Konig Eriks des VI., Magister Martinus genannt, derselbe sei, der einen allbekannten grammatischen Traktat verfasst hat. Ist diese Überlieferung richtig? In der bedeutenden Kopenhagener Habilitationsschrift, womit Heinrich Roos eine Ausgabe vorbereitet und deshalb zuerst die Handschriftenverhaltnisse klarstellt, wird mit ausgebreiteten Kenntnissen dargelegt, wie sich die grammatischen Traktate (»De modis significandi«) in das Lehrsystem des Mittelalters einordnen, und nachgewiesen, dass in der Reihe der fiir die europaische Bildung recht wichtigen grammatischen Werke danischer mittelalterlicher Autoren dem Cum cujuslibet artificis beginnenden Traktat des Martinus de Dacia eine besondere Bedeutung zukommt. Der Inhalt des Werkes wird der dramatischen Geschichte der Philosophic des XIII. Jh.s gegenubergestellt, und daraus der Schluss gezogen, dass die Abfassung in den An fan g der zweiten Jahrhunderthålfte gesetzt werden miisse. Gleichzeitig wird, z. T. mit neuen bemerkenswerten Argumenten, an der Autorschaft des Kanzlers festgehalten. Demgegeniiber versucht der gegenwartigc Aufsatz den Nachweis,dass wir vor 1288 von dem Kanzler nichts wissen, dass aber an verschiedenen Punkten die Xachrichten iiber ihn prazisiert werden konnen. Ferner wird die behauptete friihe Abfassungszeit bezweifelt und darauf hingewiesen, dass ein eingehenderes Studiumdes
Side 69
diumdesTextes die Datierungsfrage vielleicht losen konnte. Und es wird der Schluss gezogen, dass, falls Heinr. Roos dennoch mit seiner Friihdatierung Recht haben sollte, der beriihmte Grammatikerdann mit dem Kanzler Eriks des VI. nicht identisch sein konne. |