I de af Gesellschaft fiir schleswig-holsteinische Geschichte udgivne Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins (bd. 29. 1954) har en ung slesvig-holstensk historiker Georg Reinhardt fået offentliggjort en undersøgelse Preussen im Spiegel der offentlichen Meinung Schleswig-Holsteins 1866_—1870, for hvilken han har erhvervet doktorgraden i Kiel. Undersøgelsen bygger på en gennemgang af noget utrykt materiale, samtidige aviser og flyveskrifter og i øvrigt, så vidt skønnes, et fyldestgørende kendskab til senere litteratur om det omhandlede tidsrum. Disse år, der omfatter hertugdømmernes erobring — på tysk »Befreiung« eller »Lostrennung« — det preussisk-østrigske fællesstyre, krigen mellem Preussen og Østrig, hertugdømmernes anneksion og frem til den fransk-tyske krig — er i sig selv af så stor interesse, at man gerne giver sig i lag med læsningen af hvert nyt bidrag til belysning af det.

Reinhardts arbejde virker dog i fremstillingen noget umodent

og ret uvidenskabeligt. At han rat har overtaget »slesvig-holstensk« terminologi - jeg mener hermed den i stridsårene brugte - vedr. det danske styre for 1864, skyldes dog formodentlig, at han slet ikke har syslet med historien før 1864. En opregning af urigtigheder eller tåbeligheder vil føre for vidt, og jeg nøjes med et par eksempler.S. 87 udtaler R. om den 1762 indførte kopskat, at den var »von Kopenhagen allein den Herzogtumern, nicht aber den iibrigen Teilen der Monarchie auferlegt worden und hatte begreiflicherweisestarkc Misstimmung erregt«. Skatten var jo imidlertid 1762 pålagt alle dele af monarkiet, men i kongeriget ophævedes den 1812 og erstattedes af en ildstedskat. S. 5 siges det om novemberforfatningen1863, at den »das ungeteilte Land zerriss, Schleswig in Danemark inkorporierte und dem Deutschtum in den Herzogtiimerneine triibe, unsichere Zukunft verhiess«. Skønt jeg finder alle tre sætninger urigtige, vil jeg her kun fremhæve det tåbelige i at kalde Slesvig og Holsten for »det udelte land«, da de forfatningsmæssigtpå det tidspunkt hvert havde sin egen stænderforfatning,sit eget ministerium, sin særskilte statsretlige stilling og kun havde bevaret nogle få fælles institutioner.

Om kong Wilhelms besøg i sept. 1868 i hertugdømmerne hedder det s. 75, at han fik en »hjertelig modtagelse«. Om opholdet i Flensborg anføres dog den flensborgske politimester Tiedemanns udtalelser, at han, T., først ikke troede på nogen »freudige Begrussung«, men at efter troppeparaden brød »mængden« (hvor stor?) spontant (?) ud i »stiirmisches Hochrufen«. Lidt større forsigtighed m.h.t. at bygge på stemningsberetninger var sikkert anbefalelsesværdig. En lidt naiv ytring synes mig også den om modtagelsen i Altona, at vel modtog man her kongen uden lydelig jubel, men tavsheden var dog »ærefrygts- og respektfuld«. - Flere steder forekommer det mig, at R. alt for dristigt slutter fra en avisartikel til »landets« stemning, det gælder også de generaliserende slutningsbemærkninger, der fortæller om den fra et tysk-preussisk synspunkt happy end ved udbruddet af den fransk-tyske krig: »Der deutsche Schleswig-Holsteiner war nicht Preusse geworden, wohl aber durch Preussen und Bismarck zu einer Bejahung des neuen deutschen Staates und zu einem preussischdeutschen Staatsbewusstsein gefiihrt worden«.

I den citerede litteratur findes flere skrifter af de for ikke så mange år siden døde slesvig-holstenske forskere Ludwig Andresen og Hermann Hagenah. Af disses soliditet og stræben efter videnskabelig behandling af den slesvig-holstenske historie kunde forf. til den her omtalte undersøgelse nok have lært lidt mere.