Feudalismen i nyere forskning.

Udforskningen af den europæiske feudalisme oplevede en renæssancei tiden mellem de to verdenskrige. Mens den gamle strid mellem germanister og romanister om, hvorvidt feudalismen fortrinsvishavde sin rod i gammelgermanske eller senromerske institutioner,ebbede ud med A. Dopsch' stærke understregning af kontinuiteten fra oldtiden og den deraf følgende udvanding af feudalbegrebet, satte de nyere forskere især ind med konkrete undersøgelser indenfor den fuldt færdige feudalisme og dens forbindelsemed de karolingiske institutioner. Den mest markante skikkelse blandt disse forskere var franskmanden Marc Bloch med det grundlæggende tobindsværk La société féodale (1939^—40). Uden større interesse for de enkelte institutioners historiske oprindelseskildrer han heri i store linier, hvorledes hele det vesteuropæiskesamfund, der fortsatte karolingeropløsningen, paa alle trin, fra den øverste statsorganisation til den mindste livegne bonde, under skiftende former var bygget op omkring de personlige baand og afhængighedsforhold, der for ham udgjorde de grundlæggende elementer i feudaliteten, og han viser, hvor dybt den ideelle solidaritetmellem over- og underordnede paa alle stadier prægede periodens mentalitet (troskab, værn, tjeneste osv.). — Mellemkrigstidenhar ogsaa frembragt talrige andre værdifulde bidrag til feudalismen. Her skal kun nævnes de vigtigste navne: tyskeren H. Mitteis, der navnlig har behandlet feudaltidens statsbegreb, franskmændene F. Lot og J. Calmette, englænderne F. M. Stenton

---

1 Borup: Anf. skrift, 40 ff og 56 ff.

2 Se allerede Ellen Jørgensen i Hist. Tidsskr. 10. r. V, 42 f.

og J. E. A. Jollifje samt amerikaneren C. Stephenson. Udmærkede oversigter over denne forskning er givet først i Recueils de la Société Jean Bodin I: Les liens de vassalité et les immunités (1936) og sidst i IX^e Congres International des Sciences Historiques, Paris 1950, I. Rapports s. 417—71.

Dertil kommer yderligere et navn, belgieren F. L. Ganshof. Efter at have placeret sig som en fin kender af feudalismen gennem en lang række mindre, men meget indtrængende studier over specielle sider af feudalismen, navnlig i Flandern og Nordfrankrig, udsendte han under 2. verdenskrig en kort syntetisk fremstilling af hele feudalvæsenet, Qu'est-ce que la féodalité (1944), der i 1952 i noget omformet og udvidet skikkelse fremtraadte i en engelsk udgave under titlen Feudalism. I bevidst modsætning til Marc Bioens social-strukturelle syntese har Ganshof her koncentreret sig om at behandle emnet efter den gamle, snævrere afgrænsede opfattelse: feudalismen som en forening af beneficium og vasalitet i de forskellige former og grader, og med understregning af de feudale organers betydning for statsbegrebet. I kraft af sin store indsigt og klare og rationelle forstaaelse af det middelalderlige samfund i forbindelse med en heldig disposition er det lykkedes ham at fylde ny og god vin paa gamle flasker. Ganshof gør kun lidt ud af de feudale elementers oprindelse. Han konstaterer deres eksistens i merovingertiden, men først i løbet af karolingertiden vandt de en saadan udbredelse og indflydelse, at de kom til at præge den politiske struktur. Da det tilmed blev sædvane, at de to institutioner rent faktisk forenedes, mener forf., at man allerede nu med rette kan tale om en vis feudalisme, selv om denne saakaldte »karolingiske« feudalisme med sine embryone former tydeligt adskiller sig fra den egentlige feudalisme i det 10._—13. aarhundrede, der benævnes som den »klassiske«. Overgangen markeres af den retlige forening af beneficiet med vasaliteten, der ogsaa udstraktes til embederne, og af den faste nedarvning af det kombinerede personlige og reale forhold mellem senior og vassus indenfor alle grader, og som nu i de højere led begynder at betegnes som feudum. Dette navneskifte er ikke blot et spørgsmaal om terminologi, men betegner ogsaa en flytning af tyngdepunktet fra det personlige til det reale element, saaledes at lenet i den klassiske periode bliver bestemmende for troskabs- og tjenesteforholdet. Endelig sker der herefter en ekspansion af feudalvæsenet fra de karolingiske omraader til hele Vesteuropa.

Ganshof imødegaar virkningsfuldt den gængse opfattelse af
feudalismen som statsopløsende. Det er for ham at forveksle aarsagog
virkning; tværtimod tildeler han den fortjenesten af at have

reddet den igangværende statsopløsning fra at blive total. Hvor uafhængige fyrstelensmændene end gjorde sig, opretholdt lensedendog deres ideelle tilknytning til kongen og dermed forestillingenom statens enhed, og de feudale rammer var elastiske nok til, at man sidenhen fandt former, først i England og siden i Frankrig,der tillod dannelsen af en stærk og centraliseret stat, hvor feudalvæsenet blev et instrument for den voksende kongemagt. — løvrigt er Ganshofs fremstilling behagelig fri for polemik og plæderenfor personlige synspunkter, men der ligger en klar opfattelse bag hans konkrete og analytiske fremlæggelse af et stort og vel udvalgtkildemateriale; de talrige citater illustrerer paa ypperlig maade feudalismens mange faser og afskygninger, idet hovedvægtendog er lagt paa feudalismens kærneomraade, landet mellem Loire og Rhinen.

Det er lykkedes Ganshof med sin lille stofmættede bog paany at fremstille feudalismen som et system af retlige institutioner og politiske normer, der afbalancerer Marc Blochs fremstilling af den som samfundstype.