»The history of Icelandic literature contains no more intricate
problem than that of the relationship between the various Sagas
about the Norwegian kings.« Ordene er prof. Jon Helgasons (Corpuscod.

puscod.Isl., VI, Introd., 12) og benyttet som motto i det værk, der indtil nylig var den sidste sammenfattende behandling af emnet, Bjarni Adalbjarnarsons »Om de norske kongers sagaer« (Skr. utg. av Det norske Vid.-Akad. i Oslo. 11. Hist.-filos. kl. 193(3. No. 4).

Om dette problem er fremvokset en overmåde omfattende litteratur, hvoraf Gustav Storms, Sigur&ur Nordals og Gustav Indrebos undersogelser fortjener at blive fremhævet. Forklaringerne er lige så talrige som forskerne, eller rettere talrigere, da enkelte har skiftet mening undervejs.

Dette klassiske stridsspørgsmål er nu også gjort til genstand for en gennemgribende undersøgelse af den tidligere tyske lektor ved Københavns universitet Siegfried Beyschlagi værket Konungasdgur, med undertitlen: »Untersuchungen zur Konigssaga bis Snorri. Die ålteren Obersichtswerke samt Ynglingasaga.« (Bibliotheca Arnamagnæana. VIII. 1950. 382 s.). En fortsættelse, som vil føre fremstillingen frem til Snorre, er under forberedelse.

Af interesse for en historiker er navnlig behandlingen af de norske oversigtsværker fra 2. halvdel af 12. årh.: Historia Norvegiæ, Historia de Antiquitate Regum Norwagiensium af Theodoricus og det såkaldte Ågrip (d. v. s. udtog — nemlig af de norske kongesagaer). Undersøgelsen foretages under jævnførelse med især Snorres prolog til den selvstændige Olavssaga og hvad der er bekendt om Sæmunds og Åres skrifter fra 12. årh.s første halvdel.

B.s værk karakteriseres ved en yderst detailleret undersøgelse, hvorunder der på talrige enkeltpunkter fremsættes nye og værdifulde iagttagelser og tolkninger. Da kilderne endvidere analyseres såvel kritisk-filologisk som stilistisk, og der gøres meget ud af fortolkningen, er værkets omfang blevet meget stort i forhold til den tidligere forsknings behandling af samme emne.

Mens forgængerne har været enige om at forklare de tre norske værkers indbyrdes slægtskab ved skriftlig afhængighed, tager B. radikalt afstand fra en sådan opfattelse. Den fremstilling af de norske kongers historie, som fremtræder i de tre oversigtsværker, må if. B. have eksisteret forud i mundtlig form og i omtrent samme udstrækning. Kun herved mener B. at kunne forklare den vekslen mellem identitet, synonymi og afvigelser, som han finder eksisterer de tre skrifter imellem. Der gøres dog et enkelt forbehold for visse partier i to af værkerne. Her åbnes der mulighed for skriftlig forbindelse. Men bortset fra dette må B. anse disse skrifter for mundtlige varianter, hvis overensstemmelser forklares ved beslægtede mundtlige traditioner.

Den fremstillingsform, som oversigtsværkerne repræsenterer,

er dog i hovedsagen et senere udviklingstrin. Forud for dette, og altså også mundtligt, ligger en urform (»Urstufe«), hvor angivelser af regeringstidens længde, samt omstændighederne ved magtovertagelseog død har været afgørende, mens de mellemliggende begivenheder har været affærdiget med knappe bemærkninger. Denne gamle kerne skimter B. endnu i oversigtværkerne og iagttagerden tydeligt i Noregs konunga tal og (mindre tydeligt) i hvad der ellers er bevaret af Sæmunds og Åres skrifter.

Der har således efter B.s opfattelse eksisteret to arter af mundtlig overlevering: 1) en mere udflydende (folkelig?) tradition, som vel kendte begivenhedernes enkeltheder, men ikke så den store sammenhæng og 2) en kunstnerisk bunden form (sagaen), som sammenfattede de spredte fortællinger og skabte en helhed udaf dem — først i knappeste form (»Urstufe«), siden mere fyldigt. Oversigtsværkernes forfattere har i forhold hertil i hovedsagen kun spillet optegnernes rolle. De beretninger, de bringer, har i forvejen eksisteret mundtligt (»Vorstufe«) og i omtrent samme form, hvorunder de nu fremtræder.

B.s hypotese er i og for sig overordentlig smuk og enkel. Skade kun, at den næppe kan være rigtig. Den havde haft større chancer i evolutionsteoriens gyldne dage. B.s metode lider af skæbnesvangre mangler. Stilistiske kriterier anvendes i bevisførelsen på samme linie som verbale og syntaktiske overensstemmelser. Flere gange afvises al tale om sammensmeltning af to eller flere traditioner hos Ågrip på grund af fremstillingens sluttethed. B. synes at overse det grundprincip, at fremstillingens enhed ikke kan udelukke, at en forf. sammensmelter flere traditioner. Han kan være en dygtig stilist (hvad B. ganske vist a priori anser for urimeligt!). Hertil kommer, at overensstemmelser og afvigelser mellem teksterne har samme vægt for B. (jvf. til ex. s. 180 og 231). Atter her overses en grundregel: mens ligheder er afgørende for en bedømmelse af slægtskabsforholdet som eventuelle beviser for afhængighed, er konstatering af uligheder ikke tilstrækkeligt til at afkræfte overensstemmelsernes betydning. Herved kan billedet kun nuanceres: der peges på kendskab til andre kilder, eller det bliver nødvendigt at forklare det udfra overensstemmelserne beviste slægtskab ved afhængighed af fælles forlag fremfor ved direkte benyttelse. Uafhængighed mellem to værker kan aldrig bevises, men blot antages at være til stede, hvor beviser for afhængighed ikke kan føres.

Disse metodiske brist får grundvolden til at smuldre under
den stolte bygning, B. har opført.