Den righoldige Bismarck-litteratur har i 1955 fået en værdifuld forøgelse ved A. J. P. Taylors bog: Bismarck. The Man and the Statesman (Hamish Hamilton. London. 1955. 286 s.). Taylor, professor i moderne historie i Oxford, har tidligere skrevet en række bøger om tysk historie i 19. og begyndelsen af 20. rhundrede vist sig at være velbevandret i denne. Også Bismarckbogen vidner herom. Det er en kyndig og fængslende fremstilling. Der er flugt og fart over den; sætningerne er korte og udtryksfulde. Læsningen distraheres yderst sjælden af noter, hvoraf bogen kun rummer nogle få. Sidst i bogen findes en kortfattet Bismarckbibliografi og et Tysklandskort, der viser udviklingen i tiden 1864^—71. Yderligere indeholder bogen 6 Bismarck-billeder — det første fra 1855, det sidste fra 1895, tre år før hans død.

Taylor har givet sit værk undertitlen »Mennesket og statsmanden«, og jeg vil mene, at han — den knappe plads taget i betragtning — i sin fremstilling gør ret og skel over for begge. Af »mennesket« får vi således allerede i 1. kap. »The boy and the man« en levende, psykologisk interessant skildring. Til denne

slutter sig naturligt beskrivelser som den af hans tilværelse i
"Wilhelmstrasse (s. 112) eller på Friedrichsruh og Varzin (s. 236 f.).

Af Bismarcks statsmandsgerning fremhæver Taylor navnlig gennemførelsen af de sociale love i 1880'erne og siger herom (s. 202), at de alene vilde være tilstrækkelige til at sikre B.s ry som en konstruktiv statsmand. Hvad udenrigspolitikken og krigene angår, betoner Taylor (s. 211) stærkt - - ligesom i øvrigt adskillige andre har gjort B.s »mådehold« og anser det for hans største og mest beundringsværdige egenskab, at han kunde slå sig til tåls med »begrænsede« resultater. Dette gælder navnlig i krigen med Østrig, delvis dog også hans holdning over for Frankrig, ligesom hans personlige standpunkt i det nordslesvigske spørgsmål heller ikke var uden en vis imødekommenhed. Taylors fremstilling af det dansk-tyske forhold er ret kortfattet, bygger beklageligvis helt på tyske, tendentieuse skildringer og indeholder ligefremme urigtigheder. Taylors udtalelse (s. 75) om Palmerstons og Russells »firm stand« i 1848 finder jeg også meget problematisk.

Som bekendt lod B. sig i udenrigspolitik ikke lede af »moralske principper«. Taylor betoner imidlertid stærkt — hvad man ikke vilde have ventet af en englænder — at B. her ikke adskilte sig meget fra andre politikere. På nogen principiel drøftelse af forholdet mellem statsmoral og privatmoral indlader Taylor sig i øvrigt ikke. Men han fremhæver, i hvilken grad B.s »Realpolitik« har dannet skole. Bogens sidste sider indeholder interessante, dog ret summariske betragtninger over Bismarcks eftermæle i tysk historieskrivning fra hans død og op til vore dage.