Rijks Geschiedkundige Publicatien. Nederlandsk statsligt udgiverarbejde gennem et halvt århundrede.

Nederlandske historikere har i generationer været kendt som flittige og dygtige udgivere. Bedst kendt her i landet er vel de lange rækker af kildepublikationer, som igennem mere end et rhundredeer udsendt af det historiske selskab i Utrecht (Historisch Genootschap te Utrecht: Kronijk 1846_—75, Berigten 1846—63, Codex Diplomaticus 1848_—63, Bijdragen en Mededelingen 1878 fT samt Werken, Nieuwe serie 1863_—99 og Werken,Derde serie 1894 fT, jfr. fortegnelserne over de forskellige rækkerog deres indhold og de udførlige indholdsfortegnelser og medarbejderregistretil bd. I—LXI_—LX af Bijdragen en Mededelingen trykt som tillæg til disses bd. LXI (1940)). Af disse udgaver har nemlig flere direkte interesse for Dansk historie. Det gælder f. ex. udgaven af Gaspar van Vosbergens indberetning om sin ambassade til de Nordiske konger og den Nedersaxiske kreds i 1625 (Werken, Nieuwe serie 9; 1867), R. Fruin, G. W. Kernkamp & N. Japikse's udgave af Johan de Witts korrespondance (Werken, 3. ser. 18, 25, 31, 33, 42, 44; 1906_—22) og den Danske arkivar G. L. Groves udgave af admiralerne Van Wassenaer-Obdam og De Ruyter's journaler fra

deres flådeexpeditioner til Danske farvande 1658 --60 (Werken, 3. ser. 2.'i; 1907). Også enkelte aktstykker fra Danske arkiver findes trykt her, således Theodorns Rodenburgs forslag om overforelse af forskellige industrier fra Nederlandene til Danmark 1621, udgivetaf G. W. Kernkamp i Bijdragen en Medcdelingen XXIII (1902).

Trods Utrecht-selskabets omfattende virksomhed mente man dog omkring århundredskiftet, at indsatsen for udgivelse af kilder til Nederlandenes historie ikke var tilstrækkelig. 1 1902 besluttedes det derfor, at staten skulde træde aktivt ind i udgivelsesarbejdet. Til at lede det på statens vegne nedsattes en kommission — Commissie van Advies voor 's Rijks Geschiedkundige Publicatién — hvori flere af Hollands dengang kendteste historikere fik sæde bl.a. P. J. Blok, G. W. Kernkamp og S. Muller.

Denne kommission gik grundigt til værks og kastede sig strax ud i arbejdet med at opstille en fuldstændig plan for den kommende virksomhed. Den gjorde det på den måde, at den gennemgik hele den Nederlandske historie fra de ældste tider og på en lang række områder inden for hver tidsalder påpegede de mangler i den historiske viden, der burde afhjælpes ved kildepublikationer. Dette udførlige arbejdsprogram tryktes i 1904 under titlen: Overzicht van de door bronnenpublicatie aan te vullen leemten der Nederlandsche Geschiedkennis. Det omfattede 62 forskellige områder, inden for hvilke der foresloges een eller flere udgaver, enten hele serier eller snævrere afgrænsede publikationer. Hovedparten af de foreslåede opgaver lå inden for den Nederlandske republiks tidsperiode, altså fra slutningen af det 16. århundrede til 1795. Det gjaldt ikke mindre end 42 af dem, mens kun een lå efter 1795, og resten dækkede de ældste tider, middelalderen og det 16. århundrede. Emneudvalget var, når man tager den daværende historieforsknings overvejende interesse for den politiske historie i betragtning, bemærkelsesværdig alsidigt. Materiale til den politiske historie i videre forstand var ganske vist rigt repræsenteret blandt forslagene, men ved siden af dette finder man en hel række forslag om udgaver til belysning af det Nederlandske næringslivs udvikling, navnlig handelen, der har spillet en så fremtrædende rolle i landenes historie. Også kirke- og lærdomshistorien var repræsenteret, og der var endog nogle forslag, der nærmest må falde ind under kulturhistorien i snævrere betydning.

Et bevis på programmets alsidighed og grundighed kan man finde i det forhold, at langt hovedparten af de hidtil fremkomne RGP-publikationer falder inden for de opgaver, som oversigten af 1904 skitserede.

Der var med denne oversigt lagt en solid grund for det fremtidige arbejde, men på den anden side var arbejdsprogrammet gjort så stort, at det fra begyndelsen måtte være tvivlsomt, om det nogensinde vilde blive gennemført i sin helhed; i hvert fald var der arbejde til flere menneskealdre.

Udviklingen har da også formet sig således, at den arbejdskraft og de pengemidler, der har stået til rådighed, kun har været tilstrækkelige til at bringe en mindre del af de påtænkte opgaver til udførelse. Kriseårene i 1930'erne nedsatte tempoet, og i 1936 ændredes hele grundlaget for virksomheden ved, at kommissionen simpelthen ophævedes. Arbejdet ophørte ikke dermed, idet dens kontor vedblev at bestå og overtog ledelsen af det; men mangelen af en alsidig videnskabelig ledelse måtte naturligvis medføre en stærkere afhængighed af de eengang fastlagte retningslinier og vanskeliggøre deres revision i overensstemmelse med de indhøstede erfaringer og historieforskningens ændrede synsmåder.

Da man efter den næsten fuldstændige indstilling af arbejdet, som den anden verdenskrigs sidste år havde medført, stod over for atter at skulle intensivere det, blev den første opgave derfor at få kommissionen genoprettet. Det skete i 1948. Den skulde nu som før være rådgivende for ministeren for undervisning, kunst og videnskab ved udgivelsesarbejdet, men dens opgaver blev dog udvidet noget i forhold til tidligere, idet den tillige skulde være rådgivende organ ved bestræbelserne for at fremme og koordinere den Nederlandske nationale historieforskning og historieskrivning. I overensstemmelse med denne bredere arbejdsopgave ændredes navnet til Rijkscommissie voor Yaderlandse Geschiedenis. Til medlemmer udpegedes en række af landets kendteste historikere bl. a. rigsarkivaren Graswinckel og professorerne Geyl, Posthumus, Sneller (død 1950) og Van Winter.

Den genskabte kommissions første opgave blev at foretage en revision og udbygning af programmet af 1904 ud fra de vundne erfaringer og ændrede synsmåder. Denne opgave løstes gennem vedtagelsen af ikke mindre end tre arbejdsprogrammer. Først udarbejdedesefter ønske af ministeriet en plan på grundlag af 1904oversigten,idet man her søgte at koncentrere sig om de opgaver, som var praktisk gennemførlige inden for en overskuelig tid. Planen,der forelå i 1949, blev dermed mere begrænset af omfang end den gamle, men opstillede dog en række nye opgaver, navnlig for det 19. og 20. århundrede, som i den gamle oversigt var næsten helt forbigået. Da denne reviderede plan efter en nutidig synsmåde stadig kunde synes at lægge for stærk vægt på den politiske historie, besluttede man at udarbejde endnu to programmer, nemlig et for

den økonomiske og sociale historie og et for kulturhistorien. De forelå i 1950 og 1951. Disse tre planer har kommissionen nu forelagtfor offentligheden i publikationen Brie rapporten, over de uitgavevan bronnen voor de Nederlandse Geschiedenis ('s-Gravenhage, 1952, 57 sider). Foruden planerne aftrykkes her instruxen for kommissionen og de almindelige regler, som den har fastsat for udarbejdelsen af kildeudgaver.

Mens denne publikation vender sig mod det fremtidige arbejde, sammenfatter en anden det arbejde, der er gjort i årene 1938_—51. Man har nemlig genoptaget den i 1930'erne afbrudte trykning af årsberetninger og i Jaarverslagen van het Bureau voor 's Rijks Geschiedkundige Publicatién en van de Rijkscommissie voor Vaderlandse Geschiedenis over 1938^—1951 ('s-Gravenhage, 1952, 47 sider) givet en samlet skildring af virksomheden i perioden siden den ældre kommissions ophævelse. Denne beretning omfatter også en fuldstændig liste over de indtil 1951 besørgede udgaver, i alt 92 numre i den såkaldt »store« serie og 32 i den »lille«.

Allerede en flygtig gennemgang af disse udgaver vil vise væsentligeforskelle i selve grundprincipperne i Hollandsk og Dansk udgivelsesarbejde. Medens vi herhjemme — det gælder både Rigsarkivetog de forskellige udgiverselskaber — som regel har foretrukketat udgive bestemte kilderækker i deres arkivalske helhed og enhed, f. ex. sluttede områder som Kancelliets Brevbøger, InkvisitionskommissionensPapirer eller Danmark-Norges Traktater, har Hollænderne som oftest i højere grad lagt deres udgaver an på at belyse saglige enkeltforhold og til det formål hentet kildestof fra alle sider og bragt det sammen i RGP-rækkernes bind. Som exemplerpå denne metode kan nævnes udgaverne af kilder om den Nederlandske Middelhavshandel, textilindustrien i Leiden eller den kendte statsmand Johan van Oldenbarnevelt. Forskellen er naturligvisikke ganske skarp, idet vi jo også kan pege på udgaver af sammenbragte kilder samlet om bestemte emner, mens RGPrækkernepå den anden side viser exempler på udgaver af arkivhelhederuden emnemæssig enhed — man kan navnlig nævne den lange række af bind med Generalstaternes resolutioner, selv om emneinteressenogså her kommer frem ved en saglig gruppering af stoffeti stedet for originalernes kronologiske — men alt i alt er det dog en af de mest iøjnefaldende forskelle mellem Dansk syn på udgivelsesarbejdets grundlag og det, der kommer frem i RGP-udgaverne,at mens vi har været mest tilbøjelige til at lægge vægten på stoffets enhed, har Hollænderne nok så meget lagt den på emnets.Det skal ikke forsøges at dømme de to metoder imellem. De kan hver for sig have deres fordele, og mangelen på »rene linier« i

begge lande viser vel, at deres anvendelse naturligt må skifte med de enkelte opgaver. Måske har det gennemgående langt fyldigere bevarede Nederlandske materiale fristet til i højere grad at benytteden selektive metode, måske har det heller ikke været uden indflydelse, at mens udgivelsesarbejdet herhjemme i stor udstrækninger foretaget af arkivernes historikere, er RGP-udgaverne mere præget af universiteternes.

I øvrigt er udgavernes kvalitet gennemgående fortrinlig. I det ydre fremtræder de i statelig form og trykt på holdbart papir. Benyttelsen af de udgivne texter lettes ved tilstrækkelige indledninger, noter og registre.

Til slut skal exempelvis nævnes nogle af de vigtigste enkeltudgaver. Det mest udprægede exempel på den selektive metode giver den først påbegyndte og hidtil største udgave, H. T. Colenbranders samling af aktstykker til belysning af Nederlandenes almindelige historie 1795_—1840 (Gedenkstukken der Algemeene Geschiedenis van Nederland 1795_—1840), der er kommet i ikke mindre end 22 store bind i årene 1905_—22. Omfanget af dette arbejde er imponerende, men det må dog forekomme at være af tvivlsom værdi at aftrykke udvalgte aktstykker inden for et så stort sagog tidsområde, idet udvalget uundgåeligt må få præg af utilstrækkelighed og vilkårlighed under påvirkning af udgiverens personlige synspunkter og interesser. Når den genskabte kommission — under forudsætning af at en virkelig egnet udgiver kan findes — alligevel går ind for en fortsættelse ud over 1840, er begrundelsen, at bortset fra enkelte begrænsede områder er udvælgelsen af vigtigere aktstykker den eneste udgivelsesform, der er mulig over for de moderne arkivers uhyre stofmængder. Samtidig lægger den vægt på en fortsat udgivelse af de uddrag af den diplomatiske korrespondance fra Haag, som Colenbrander i vidt omfang har medtaget i sine bind.

Den næststørste udgave er Generalstaternes resolutioner 1576 fi, som N. Japikse begyndte at publicere i 1915. Inden sin død nåede han at udgive 11 bind, der dækker perioden til 1601; et tolvte udgivetaf H. H. P. Rijperman bringer nu udgaven frem til 1603. Som forhen nævnt danner dette arbejde en modsætning til det forrige derved, at det i hovedsagen udgiver en enkelt sluttet arkivrække.Dog har man inddraget enkelte andre arkivalier, der tjener til belysning af Generalstaternes arbejde og supplerer resolutionernesoplysninger, f. ex. private optegnelser fra enkelte af de deputerede. Desuden har man som nævnt opgivet originalerneskronologiske opstilling til fordel for en saglig inddeling af stoffet inden for de enkelte år. Kommissionen er dog i sin revi(leredeplan

(leredeplankommet til det resultat, at den saglige omgruppering er vanskelig at gennemføre konsekvent og volder benytteren niere ulejlighed end nytte, hvorfor den snarest muligt bor afløses af den kronologiske orden, der naturligvis er fuldt tilfredsstillende, når udgaven ledsages af udførlige navne- og sagregistre. Kommissionen er klar over denne udgaves centrale betydning og onsker arbejdet fortsat også ud over den grænse ved 1609, som hidtil har været det foreløbige mål, men fremhæver på den anden side de vanskeligheder,som opgavens meget store omfang medfører. Den er derfor inde på tanken om meget radikale forkortelser af stoffet, måske endog en udgivelse i regestform med blot en kort antydning af indholdet af de enkelte dages beslutninger. Selv om også en sådan udgave vil have sin værdi, må det dog beklages, hvis nedskæringerneskulde blive nødvendige; ikke mindst for udenlandske forskereer nemlig Generalstaternes resolutioner en såre betydningsfuldkilde, idet de afspejler Nederlandenes forhold til omverdenen både politisk og økonomisk. Af alle de i gang værende udgaver er denne derfor nok den, man udefra mest kunde ønske fremmet hurtigtog på fuldt tilfredsstillende vis.

Af de ovrige udgaver behandler en lang raekke Nederlandenes
okonomiske liv pa forskellige omrader. Professor N. W. Posthumus
har i 6 bind (G. S. 8, 14, 18, 22, 39, 49; 1910—22) meddelt kilder
om den internationalt betydningsfulde textilindustri i Leiden
1333—1795. Forskellige udgaver koncentrerer sig om Nederlandenes
vigtigste handelsomrader, saledes osterso-handelen 1122—
1499 (G. S. 35,36; 1917), Levant-handelen 1590—1765 (G. S. 9,
10, 34, 95; 1910—52), handelen med England, Skotland og Irland
1150 1585 (G. S. 65, 66, 86, 91; 1928—50) og med Frankrig 753
(G. S. 70 m. suppl.; 1930—42). Her ma ogsa nsevnes udgaven
af Pieter van Dams store beskrivelse af det Ostindiske Kompagni,
forfattet ved udgangen af det 17. arh., hvoraf hidtil de 3
ferste boger er udsendt, omfattende 6 bind (G. S. 63, 68, 74, 76,
83,87; 1927—43). Endvidere ber omtales J. G. van Dillens udgave
af kilder vedrorende Amsterdams erhvervsliv og organisationer,
ned to store bind har daekket tiden 1512-1632 (G. S.
69, 78; 1929—33), men er forblevet uafsluttet, og sammes vigtige
udgave af kilder om vexclbankerne i Amsterdam, Middelburg,
Delft og Rotterdam (G. S. 59, 60; 1925).

Blandt bindene i den »lille« serie, der har en mere blandet karakter,kan der være grund til at fremhæve en række oversigter over arkivalier i udlandet af betydning for Nederlandsk historie. Navnlig har arkiverne og bibliotekerne i Rom været grundigt undersøgt,og resultaterne er fremlagt i en række bind (K. S. 2, 6, 9,

10,12,14,17,; 1908—17) Større interesse fra et Nordisk synspunkthar dog G. W. Kernkamj. s Baltische Archivalia (K. S. 4; 1909), der giver en oversigt over kildestof af interesse for Nederlandskhistorie i København og i Østersø-byerne fra Kiel til K6nigsberg,for Københavns vedkommende i fortsættelse af samme udgivers Verslag van een onderzoek in Zweden, Noorwegen en Denemarkennaar archivalia belangrijk voor de geschiedenis van Nederland(»Skandinavische Archivalia«) (1903). Disse Kernkamp'ske oversigter, der er ledsaget af en del udtog af de vigtigere akter, er trods deres nødvendigvis noget tilfældige og ufuldstændige karakterutvivlsomt et værdifuldt hjælpemiddel for Nederlandske historikere og for den sags skyld også for Nordiske, idet man hyppigther kan finde ønskede oplysninger om arkivalier og håndskriftsamlingeri de Nordiske og Nordtyske arkiver og biblioteker, således at de på visse områder afbøder savnet af trykte inventarer og kataloger. På lignende måde er H. T. Colenbranders udgave af aktstykker fra fremmede arkiver om de store Nederlandske søkrige1652—76 (K. S. 18, 19; 1919) af interesse også for Nordiske historikere.

Endnu skal kun nævnes et enkelt område, der åbenbart har voldt kommissionen hovedbrud og delvis ledt dens overvejelser ind på nye baner. Det drejer sig om udgivelsen af indberetninger fra fremmede magters diplomatiske repræsentanter i Haag. På den ene side anerkender kommissionen dette materiales store betydningfor landets historie, som også allerede er kommet til udtryk ved dets medtagelse i Colenbranders Gedenkstukken og ved et par isolerede udgaver af indberetninger (Relazioni Veneziane. VenetiaanscheBerichten over de Vereenigde Nederlanden van 1600_—1795, G. S. 7; 1909; The Dispatches of Thomas Plott (1681—82) and Thomas Chudleigh (1682^—85), English Envoys at the Hague, K. S. 22; 1926). På den anden side må den tage hensyn til dets kolossaleomfang og vanskelighederne ved at afgøre, hvilke dele af det der bør udgives og hvilke ikke. Over for 1904-oversigtens plan om kun at udgive indberetninger fra tiden for opstanden mod Spaniernehævder den således med rette, at denne periode er vilkårligtvalgt, idet det diplomatiske materiale er af lige så stor betydningfor flere senere perioder. Særlige vanskeligheder opstår derved,at en væsentlig del af forarbejdet til sådanne udgaver måtte foretages i udlandet. Som en mulig vej ud ad dette dilemma peger kommissionen på anvendelsen af en ny publikationsteknik og bnerherved der ikke bør lades upåagtede. Den antydernemlig muligheden af, at man i stedet for at begynde kostbaretrykte udgaver, der alligevel inden for en overskuelig fremtid

kun vil kunne dække en forsvindende lille del af dette område, bør søge at skabe samlinger af fotokopier af originalmaterialet i udenlandskearkiver. På denne måde vilde man kunne gore dette over hele Eupora spredte og vanskeligt overskuelige materiale meget lettere tilgængeligt for kvalificerede Nederlandske forskere. Tankenom delvis at opnå de formål, der har ligget til grund for det egentlige udgivelsesarbejde, ved hjælp af fotoreproduktioner er ganske vist ikke ny, men det er interessant at se den Nederlandske kommission i dens indgående overvejelser af det fremtidige arbejdegå ind for den om end tøvende. Også herhjemme er det sikkert overvejelse værd, om man ikke på en række områder, hvor mangel på kvalificeret arbejdskraft eller tilstrækkelige pengemidler stiller sig hindrende i vejen for udgaver i traditionel forstand, med fordel kunde gøre en mere udstrakt brug af moderne fotoreproduktionsmetoder.Nogen direkte erstatning for egentlige udgaver får man måske ikke ad denne vej, men man vil utvivlsomt i mange tilfælde kunne tilvejebringe en værdifuld hjælp for den historiske forskning.