I begyndelsen af året 1951 døde godt 70 år gammel den betydelige østrigske historiker Heinrich Ritter von Srbik, af hvis værker de to 1925 udkomne bind om »Metternich. Der Staatsmann und der Mensch« i sin tid omtaltes her i tidsskriftet (9. r. V, 125 ff). Året før sin død udgav han 1. bd. af et stort historiografisk værk

Geist und Geschichte vom Deutschen Humanismus bis zur Gegenwart, hvis 2. og afsluttende bd. først er udkommet efter hans død, sidst på året 1951 (I, 437 s., 11, 422 s., Verlag F. Bruckmann, Miinchen og Otto Muller, Salzburg).

I et indledningskapitel giver Srbik en redegørelse for sit værks plan og en kort omtale af tidligere historiografiske fremstillinger som f. eks. Ed. Fueters Geschichte der neueren Historiographie fra 1911. I redegørelsen nævnes, at værket ikke er en række historikerbiografier, men skal skildre de betydeligere historiske værkers forbindelse med tidsånden og de politiske tilstande; der gives den politiske og filosofiske baggrund for de pågældende værker, derfra vel dobbelttitlen: Geist und Geschichte. Skildringen omfatter al »tysk« historieskrivning, således også den tysk-østrigske og den tysk-schweiziske (her først og fremmest Jacob Burckhardt), og den lader ikke påvirkningerne fra franske og engelske historikere uomtalte. S. fremhæver endvidere om sin bog, at den både vil tjene som en videnskabelig syntese for faghistorikere og som »introduktion« for en større kreds. Af den grund gives der udførlige analyser af de historieteoretiske og filosofiske systemer og karakteristikker af førende historikere. Herved forklares også, at i værket »forskningen« kvantitativt træder tilbage for »fremstillingen«, og delvis også den vægt, der er lagt på den klassiske og nye idealisme. Her har dog også, som S. skriver, hans personlige interesse for denne været afgørende. Men han mener — og det vil læseren sikkert bekræfte — at emner som den tyske historieskrivning med politiske formål, materialismen, positivismen og kulturmorfologien heller ikke er kommet til kort i hans behandling. Således behandles »Der kleindeutsche nationalstaatliche Realismus« med dens fremtrædende repræsentanter: Droysen, Sybel og Treitschke udførligt i kap. 12, den økonomiske (materialistiske) historieopfattelse, økonomisk og forfatningshistorie i kap. 18, naturalisme og positivisme i kap. 19 og »Historische Kulturmorphologie des Abendlandes und der Menschheit« med Oswald Spengler som hovedperson i kap. 21. Foruden indledning og slutning indeholder de 2 bd. i alt 22 kapitler.

S.s værk rummer en rigdom af oplysninger og betragtninger, og til grund for det ligger megen kærlighed til den historiske videnskab og en lærds erfaring og tænkning gennem et langt liv (I, 23). Her skal kun gøres et par spredte bemærkninger om det. Den »større kreds«, for hvilken det også er skrevet, vil nok have lidt svært ved at komme gennem den sine steder stærkt koncentreredefremstilling med et utal af historikernavne, hvorom der tit siges meget lidt. Men hvilken nydelse vil »den dannede

læser« på den anden side ikke have af den udførlige skildring af Leopold von Ranke, som et eget (8.) kapitel er viet, og oni hvem det hedder: »Når vi læser Ranke, gribes vi af følelsen, som stod vi på et højt bjerg og skuede vidt ud over høje og dale, under en strålende himmel, og med rolig betragtning af det nære og af det umålelige fjerne«. Eller læs karakteristikkerne af historikere som Theodor Mommsen, Jacob Burckhardt, Friedrich Meinecke (som værket er tilegnet »in alter Verehrung«) eller Oswald Spengler!— Fængslende er ligeledes de kortfattede, men meget oplysendeskildringer af den kulturelle og politiske tilstand, der er baggrunden for historikernes eller »retningernes« optræden. Jeg henviser f. eks. til de få sider herom i kap. »Der neue Idealismus. Geistesgeschichte und Hohe des Historismus«.

Man får ved gennemlæsningen et overvældende indtryk af, hvorledes historieforskning og historieskrivning i de århundreder, som værket omfatter, stadig har udvidet sit område — i tid (præhistorien) og i rum (universalhistorie) og hvad selve indholdet angår: forfatnings- og forvaltningshistorie, økonomisk historie og sociologi, religion og moral, kunst og videnskab. S. fremhæver dog her med rette, at der er store områder, som historikeren ofte i hvert fald ikke vil kunne behandle på grundlag af egen forskning: teologi, filosofi, kunst og naturvidenskaber. Historikeren må her nøjes med at følge de tilforladeligste resultater, som disse discipliner er nået til.

Med særlig interesse vil faghistorikere læse om de stridende historiske retninger: som den stor- og lilletyske historieskrivning og dens problemer, den marxistiske (materialistiske) retning eller den kulturhistoriske. Fængslende er således skildringen af den mest kendte »positivistiske« tyske historiker Karl Lamprecht, om hvilken S. siger, at han med en profets troskraft hævdede, at hans lære alene var sand, men: »Profeter kan ikke udelukkende bedømmes forstandsmæssigt«. S.s egen bedømmelse af de forskellige retninger forekommer velbegrundet og velafvejet, og han savner ikke blik for, at også de historikere og retninger (Ranke, nyidealismen), der står hans hjerte nær, ikke i et og alt formår at omfatte den historiske virkelighed.

I mængden af navne, bogtitler og årstal har der indsneget sig
en og anden ukorrekthed. Sådant er petitesser i relation til den
viden og lærdom, som værket rummer.

Derimod er der for en dansk historiker grund til at beklage, at S. ukritisk har overtaget den omkring midten af forrige rhundredei propaganda rådende opfattelse af det slesvig-holstenske spørgsmål. Stort set var denne propaganda

hyklersk og forløjet. S. burde med hensyn til denne have anlagt samme betragtning som m. h. t. propagandaen mod Frankrig, at tysk nationalisme næredes af had mod den anden nation. Hvordan tingene stilles på hovedet, ses f. eks. af udtalelserne om historikerenLorenz von Stein, fodt i Ekernforde, dod i Wien (11, 180), om hvem det hedder, at han var dybt engageret i de »nordelbiske« hertugdømmers kamp for deres forfatningsretlige særstilling og »um die Muttersprachc«! Det sidste må vel i den forbindelse betyde, at han bekæmpede de dansktalende nordslesvigeres ønske om dansk rets- og forvaltningssprog, hvor det var kirke- og skolesprog.

På en dansk virker S.s gentagne udtalelser om »den tragiske udgang af den første verdenskrig« selvfølgelig fremmed. S.s betragtning her bestemmes også af, at han er tysk-østriger og ser på Østrigs opløsning, »en uoprettelig skade for menneskeheden«, som fremkaldt af kortsynethed og nationalistisk forblindethed (11, 91, sml. 338). Mon han vilde anlægge samme synspunkt på det danske monarkis opløsning?

S.s omtale af nationalsocialismen og dens historiefilosofi er ret kort. Han overlader eftertiden at analysere de historieanskuelser, der som ideologisk overbygning voksede sammen med nationalsocialismens praktisk-politiske bevægelse (11, 361). I øvrigt forekommer hans bedømmelse undskyldende, og Versailles-freden må også her holde for som delvis forklaring. Når han siger (11, 362), at nationalsocialismen til sidst satte Europa og verden i flammer og styrtede »mange millioner af tyske og ikke-tyske mennesker i navnløs ulykke og kaos«, vil de fleste ikke-tyskere jo nok finde denne rækkefølge af nazismens ofre underlig.

Imidlertid må det fremhæves, at S. stærkt tager afstand fra magtdyrkelse og fra den opfattelse, at staten er übundet af moralske love. I det smukke slutningskapitel betoner han, at staten atter må betragtes som retfærdighedens, rettens og moralens tjener, ikke som mål i sig selv eller herre over retten. Han fastholder, skønt tilhænger af en begrænset »historisme«, værdiernes absolutte gyldighed og hævder, at der for historikeren ved siden af den »eigennationale Wertwelt« også gives en »overnational værdiorden«, hvis kilder klarest udspringer fra den kristelige universalisme og den idealistiske humanisme.