Af det store materiale, Svend Aakjær har fremdraget til belysning af guldvurderingens historie, fremgår det, at en mkg. j. så godt som altid svarede til om ved 12 tdr. Id. dyrket jord i 1682 og 1683. Foruden de gængse mkg. j. går Svend Aakjær og alle, der efter ham har beskæftiget sig med guldvurderingens problemer, imidlertid ud fra, at der fandtes mkg. j., som var 8/₃ gange så store og altså svarede til om ved 32 tdr. Id. 1682 og 1683. I det følgende vil det blive undersøgt, om det er nødvendigt at opretholde teorien om de to guldvurderinger, og om de store mkg. i bekræftende fald er ældre eller yngre end de små.

Guldvurderingen er i alt fald ældre end 1168. Ifølge Øm klosters krønike, hvis ældste del er skrevet i begyndelsen af det 13. århundrede, var hele Venge i Hjelmslev herred nemlig vurderettil 30 mkg. i 1168 (»Weng tota . . . inter possidentes preciabaturXXX marcis auri«, S.M., 11, 169). I 1683 havde Venge by og Vengegård et dyrket areal på henholdsvis 391,5 og 113,4

---

1 Forkortelser: mk. = mark, mkg. = mark guld, mkg. j. = mark gulds jord, mks. = mark sølv, mks. j. = mark solvs jord, K. V. J. = Svend Aakjærs udgave af Kong Valdemars jordebog, indl. = indledningen, kom. — kommentaren.

tdr. Id., således at hver mkg. svarede til højst 16,8 tdr. Id.
Venges mkg. i 1168 var altså de små.

Næste gang mkg. omtales, er i kong Knuds gavebrev på gods, han i 1183 overlod St. Knuds kloster i Odense (Dipl. A.M., I, s. 269 ff., og Repertoriet nr. 40). Dette gods, som var vurderet til 20 mkg. (»viginti scilicet marcharum auri secundum pecuniariam pretii earum pensationem et pensionem«), bestod af nogle enge samt af 2 bol og jord, hvori der kunne sås 1/₂ mk. korn. Da 1/₂ mk. korns sædeland svarede til ca. 25 tdr. Id. 1682\ og et bol gennemsnitlig svarede til ca. 100 tdr. Id. (se K.V. J., indl., s. 80), svarede hver mkg. antagelig til om ved 11 tdr. Id. Der kan således næppe være tvivl om, at også de mkg., der omtales i gavebrevet, er de små.

Tre år efter udstedelsen af kong Knuds gavebrev døde Skjalm Hvides sønnesøn, Sune Ebbesøn, som havde lovet Sorø kloster sin halve hovedlod. Af denne gave modtog klosteret kort tid efter hans død 34 5/₈ mkg. j. (Sorø gavebog, S.R.D., IV, 468), som ville svare til 416 tdr. Id. 1682, hvis de var små mkg. På Sjælland svarede 13 tdr. Id. 1682 gennemsnitlig til 1 øre skyldjord(se K.V. J., indl., s. 92, og kom., s. 454, 466 og 469), således at de 34 5/₈ mkg. iså fald kan omregnes til 32 øre skyldjord eller 4 bol². Da Poul Nørlund i Festskrift til Kristian Erslev (1927), s. 166 f., har påvist, at den del af Sune Ebbesøns halve hovedlod, som hver af hans syv sønner skulle afstå til klosteret, netop udgjorde4 bol, er det overordentlig sandsynligt, at de 34 5/₈ mkg. j.

---

1 På Sjælland, Lolland og Falster svarer 1 ørtug = 1/24 mk sædeland i det 13. århundrede gennemsnitlig til 2,3 tdr. Id. 1682 (K.V.J., indl., 92). Medens 1 ørtug byg på Sjælland og Lolland-Falster i det 13. århundrede antagelig var 10 sjællandsskæpper å Ye td. byg, var 1 ørtug byg i bomålets der bl. a. omfattede hele Fyn, antagelig 12 åboskæpper å V 8V₈ td. byg (Kjell Runquist: Rymdmått, vikter och kronovårderingsvården i kung Valdemars jordebok (1950), 30 ff., og Hist. tidsskr., 11. r. 111, 514 f., se også Jyske samlinger, 5. r. V, 114 ff.). 1 ørtug sædeland på Fyn skulle altså svare til 2.07 tdr. Id. 1682, og 1I₂ mk. = 12 ørtug sædeland skulle svare til 24,84 tdr. Id.

2 I Århusbogen står der, at »per totam Sielendiam census octo oraruni facit unum bol« (S.R.D., VI, 424).

var en sådan part af den halve hovedlod, hvilket altså forudsætter,at
de ligeledes var små mkg.

Kong Valdemars jordebog 1231, Århus kannikebords jordebog ca. 1315 og flere yngre kilder opgiver, hvor mange mkg. j. der lå til en del byer og gårde, hvis tilliggenders størrelse kendes fra landmålingerne i 1682 og 1683. Disse byers og gårdes mkg. er ligesom de mkg., man kender fra det 12. århundrede, praktisk talt altid små mkg., som svarer til om ved 12 tdr. Id. 1683 (se K.V. J., indl., s. 111, kom., s. 481—84, 498, 503 og 505, og Jyske samlinger, 5. r. VIII, 60). Kun i Vantore på Lolland, i Grundfør i Jylland og i Vissenbjerg på Fyn svarede 1 mkg. j. til mere end 25 tdr. Id. 1682 og 1683, nemlig til henholdsvis 35,07, 27,3 og 33,92 tdr. Id. (se K.V. J., kom., s. 320 f. og 483, og Jyske samlinger, 5. r. VIII, 60). Hertil kommer, at 39,4 mkg. j. i Langelandslisten i Kong Valdemars jordebog muligvis er talt sammen til 100 mkg. j. Svend Aakjær antager derfor, at Langelandslistens mkg. er store mkg., medens slutsummens er små (K.V.J., kom., s. 113). Sikkert er det imidlertid ikke, at de 100 mkg., der nævnes sidst i Langelandslisten, er summen af listens andre mkg.,¹ og udelukket er det ikke, at det dyrkede areal i Vantore, Grundfør og Vissenbjerg er vokset ualmindelig meget i tiden mellem guld vurderingen og landmålingerne 1682 og 1683, således at disse byers mkg. oprindelig ikke har været større end andre byers. Vantore er sammensat med ordet ore, der betyder stenet jordbund, udmark, skovjord, og i alt fald for denne bys vedkommende er det således givet, at der har fundet en betydelig opdyrkning sted på et forholdsvis sent tidspunkt.

Vidnesbyrdene om de store mkg. er altså få og usikre. Når man ikke desto mindre i almindelighed regner med mere end een guld vurdering, skyldes det, at de store mkg. j. omkring år 1300 ville være 1 mkg. værd, og at ledingssatserne i Jyske lov

---

1 De fleste af de jorder, Langelandslisten omtaler, er usædvanlig små — og det, hvad enten man regner med, at listens mkg. er store eller små mkg. Man kunne derfor tænke sig, at jordebogens forfatter, da han havde redegjort for de forste 3iJ mkg. j., var blevet træt af denne opremsning af små jordstykker og nojede.s mcd at anfore en omtrentlig slutsum.

og i forordningen for Sjælland 1284 stemmer overens med hinanden,hvis man går ud fra, at Jyske lovs mkg. er de store. Hertil kommer, at nogle lovhåndskrifters bemærkninger om en styreshavnesog en mkg. j.'s størrelse bliver forståelige, såfremt man antager, at de mks., de opererer med, er store mks.

De jyske og de sjællandske ledingsbestemmelser, prisen på en mkg. j. ca. 1300 og lovhåndskrifternes bemærkninger om styreshavnens og en mkg's. størrelse kan udtrykkes i nedenstående

a) Jyske lov 1241, 111, 12: Regler for, hvor stor en part af en
havnes ledingsskat en selvejerbonde skulle udrede, når han
ejede 1 mkg. j., 4 mks. j., 2 mks. j. eller under 2 mks. j. :
1) 1 mkg. j. eller mere = 1/3 havne,
2) 4 mks. j. = 1/6 havne,
3) 2 mks. j. = 1/12 havne,
4) under 2 mks. j. = 0 havne.

b) Jyske lov 1241, 111, 13: Regler for, hvor stor en part af en
havnes ledingsskat en fæstebonde skulle udrede, når han
betalte 8 eller 4 ørtug sølv i landgilde:
1) 8 ørtug sølv i landgilde = 1/3 havne,
2) 4 ørtug sølv i landgilde = 1/6 havne.

c) Forordningen for Sjælland 1284, paragraf 11:
1) 1—11/2 mk. skyldjord = 1 havne.

d) Prisen på en lille mkg. j. 1284—1315 (se Jyske samlinger
5. r. V, 133 f.):
1) 1 mkg. j. = ca. 12 tdr. Id. 1683 = ca. 3 mks.

e) Lovhandskrifternes bemserkninger om styreshavnens og en
mkg. j's. storrelse (se Svend Aakjeer, Nordisk Kultur, XXX,
234 f.):
1) 1 styreshavne = 8 mkg. j.,
2) 1 styreshavne = 24 mks. j.,
3) 1 mkg. gor (d.v. s. udger, er) 3 mks. over al Danmark,
altsa 1 mkg. j. = 3 mks. j.

For at man skal kunne sammenholde disse ligninger med hinanden, må de suppleres med fire andre, der angiver forholdet mellem mkg. og mks., forholdet mellem mark, øre og ørtug samt en mark skyldjords størrelse:

f) 1 mkg. jord eller metal = 8 mks.

g) 1 mk. skyldjord, guld eller solv = 8 ore = 24 ortug.

h) 1 mk. skyldjord = jord, hvoraf der pa skyldvurderingens tid blev svaret 1 mks. i arlig landgilde (se Kr. Erslev: Valdemarcrnes Storhedstid, 23 f., og Kjell Runquist, Hist. tidsskr., 11. r. 111, 415 fT.).

i) 1 ore skyldjord pa Sjaelland = ca. 12,9 tdr. Id. 1682 (se K. V. J., indl., s. 92, kom., s. 454, 466 og 469, Svend Aakjrcrs afhandling, Plov og Havne, i Med Lov skal Land bygges (1941), 261). I det felgende regnes der dog med den afrundede ideale storrelse 12 tdr. Id. (jvnf. Kjell Runquist, Hist, tidsskr., 11. r. 111, 424).

Gar man ud fra, at vaegtenheden 1 mkg., landgilden, jordprisen og inddelingen i havne holdt sig uforandret og var de samme i Jylland som pa Sjselland1, og regner man med, at der kun har vaeret een guldvurdering, saledes at alle mkg. var sma mkg., der svarede til ca. 12 tdr. Id. 1683,

j) 1 mkg. j. = ca. 12 tdr. Id. 1683,

kan man af de ovenfor anforte ligninger udlede:

Tilsvarende ligninger kan udledes for 1/6 og x/2 havnes vedkommende.

---

1 Disse forudsætninger holder ikke alle stik. Deter således lidet sandsynligt, at den jyske mark 1241 er den samme som den, der blev benyttet på Sjælland på skyldvurderingens tid (se Kjell Runquist, Rymdmått, vikter och kronovårderingsvården i kung Valdemars jordebok, 15 ff.). Forskellene på størrelsen af de mark, der kan komme i betragtning, er dog så små, at de ikke spiller nogen rolle for ræsonnementets rigtighed. Vedrørende jordprisen se nedenfor s. 363 f.

Da en havnes ledingsskat overalt var det samme beløb, skulle nogle jyske selvejere herefter betale lige så meget i ledingsskat som jyske fæstere og bønder på Sjælland, hvis gårde var næsten tre gange så store.

Antager man, at alle mkg. j. var små mkg., får man desuden
de selvmodsigende ligninger:

Går man derimod ud fra, at Jyske lovs mkg. er store mkg.,
der svarer til ca. 8/3 gange så mange tdr. Id. 1683 som de små,
bliver ligningen A til:

Endvidere kan man af D udlede ligningen:

Endelig kan ligningen E omskrives til

Både Svend Aakjær, C. A. Christensen og Kjell Runquist har derfor antaget, at Jyske lovs mkg. er store mkg. (se K.V.J., kom., s. 96, C. A. Christensen i hans afhandling om Jyske lovs ledingssatser, Med Lov skal Land bygges (1941), 297 ff., og Kjell Runquist, Hist. tidsskr., 11. r. 111, 424 ff.).

Praktisk talt alle mkg. j., hvis størrelse man kan beregne, er, hvad enten de omtales i kilder, der er ældre, eller i kilder, som er yngre end 1241, små mkg. (se ovenfor s. 353 f.), og Jyske lov antyderikke med et ord, at dens mkg. har en anden størrelse end den gængse. Selv om teorien om de store mkg. løser problemerne

og gor det pa en elegant måde, er den altså ikke så selvindlysenderigtig, at man på forhånd må opgive alle forsog på at finde en forklaring på modsigelserne, der forudsætter, at lovens mkg. er de almindelige små mkg.¹

Ifolge Jyske lov, 111, 18, skulle en havnebonde, der kobte jord, kun betale mere i ledingsskat, hvis han forøgede sine jorder så meget, at de ikke kunne plejes med een plov. Ordet havnebondebetyder utvivlsomt en ledingspligtig bonde (se Kjell Hunquist,Hist. tidsskr., 11. r. 111, 408, Danmarks gamle Love, kommentaren,s. 170 f., og den der citerede litteratur). Var det meningenmed Jyske lov, 111, 18, at havnebønder, der ejede mindre end en plovs jord, ikke skulle betale ledingsskat af den jord, de havde købt, kunne alle selvejerbønder, hvis gårdes tilliggender ikke overskred denne grænse, altså sikre sig skattefrihed ved skinkøb af hinandens jorder. Det må derfor formodes, at fritagelsenfor ledingsskat kun gjaldt den jord, en mand kom i besiddelse af ud over 1 mkg. j., det mindste stykke jord, af hvilket der skulle svares x/₃ havnes ledingsskat (jvnf. Kjell Runquist,Hist. tidsskr., 11. r. 111,409, fodnoten). Da arvejord og gavejordpro forma kunne gøres til købejord, må man til gengæld antage, at al jord, en mand ejede ud over 1 mkg. j., men under 1 plovs jord, uanset erhvervelsesmåden var skattefri (jvnf. Sture Bolin, Ledung och frålse, 113 f., og Kjell Runquist, Hist. tidsskr., 11. r. 111, 408 f.). Jyske lov, 111, 18, sætter med andre ord en øvre grænse for tredingshavnen, men gør det i kasuistisk form. En plovs jord svarede til om ved 48 tdr. Id. 1683 eller 4 små mkg. j. (se Svend Aakjærs afhandling, Plov og Havne, i Med Lov skal Land bygges, 277 fT., og K.V. J., indl., s. 115 og 120, og kom., s. 452 fT.). Forudsat at Jyske lov regner med små mkg. j., skulle 1/₃ havnes ledingsskat altså svares af alle

---

1 I afhandlingen, Plov og Havne, Med Lov skal Land bygges, 251 ff, og i K.Y.J., indl., s. 111 og 119, identificerer Svend Aakjær ikke længere Jyske lovs mkg. med de store mkg., men antager, at de er små mkg. Som Kjell Runquist har påpeget i Hist. tidsskr., 11. r. 111, 431 f., har Svend Aakjær imidlertid ikke fremsat nogen hypotese, der forklarer, hvorfor de jyske tredingshavne er langt mindre end 1/₃ af de sjællandske havne.

jordegne bønder, der ejede mellem 1 og 4 mkg. j., hvad der
svarede til mellem 12 og 48 tdr. Id. 1683.

Med de diskontinuerte ligningsskalaer i Jyske lov, 111, 12 og 13, og forordningen for Sjælland 1284, paragraf 11, in mente forekommer det sandsynligt, at selvejerbønder, hvis jorder svarede til mellem 32 og 48 tdr. Id. 1683, også før Jyske lovs ledingsbestemmelser trådte i kraft, plejede at betale 1/₃ havnes ledingsskat. Derimod kan der ikke være nogen tvivl om, at lovens ledingsbestemmelser, såfremt dens mkg. j. var små mkg., påligner de gårde, hvis tilliggender svarede til mellem 3 og 32 tdr. Id. 1683, en ledingsskat, der var højere end den, der blev betalt af lige så store sjællandske gårde og jyske fæstegårde, og den, der oprindelig blev betalt af de pågældende gårde (se ovenfor s. 356). Antager man, at selvejernes ledingsskat før udstedelsen af Jyske lovs ledingsbestemmelser har været lige så stor som den skat, fæsterne måtte betale i henhold til Jyske lov, 111, 13, blev der betalt 1/₃ havnes skat af selvejergårde, hvis tilliggender svarede til mere end 32 tdr. Id., og 1/₆ havnes skat af gårde, hvis tilliggender svarede til mellem 16 og 32 tdr. Id. Da der efter Jyske lov skulle betales 1/₃ havnes skat af de sidstnævnte gårde, var deres skat altså blevet sat op til det dobbelte. Hvor stor skatteforhøjelsen var for de mindre gårdes vedkommende, kan man ikke sige, da Jyske lov, 111, 13, ikke omtaler mindre brøkdele af en havne end sjettingshavnen.

Efter hvad normanniske kilder oplyser, var det i Norden skik og brug, at en mands gård gik udelt i arv til en af hans sønner, medens de andre henvistes til at skaffe sig land og formue bl. a. ved vikingefærder til fremmede lande. At der ligger realiteter bag de normanniske kilders beretning, fremgår af træk af den danske sagnhistorie og af de regler, hvorefter normannerne, de danske vikingers efterkommere, fordelte arven mellem deres sønner. Desuden må man formode, at landskabslovene så stærkt fremhæver, at alle sønner var lige berettigede til at arve, netop fordi de ikke altid havde været det (se Johs. Steenstrup; NormannerneI,24 5^—55, og Poul Johs. Jørgensen: Dansk Retshistorie,194).Med Knud den Stores død hørte vikingetogene

og udvandringen til England op, og i løbet af det trettende rhundredetoganlæggelsen nye landsbyer på hidtil uopdyrket jord stærkt af for helt at høre op omkring år 1300. Begge dele skyldes utvivlsomt især, at kurven for befolkningsoverskuddet var dalende (se Aksel E. Christensen i Nordisk Kultur 11, 30 ff.); men en medvirkende faktor har det sandsynligvis været, at man havde opgivet princippet om gårdenes udelelighed og nu lod alle arvinger få part i deres forældres jord (Landskabslovenesarveregler).Vikingetidens gårde var gennemgående store gårde, hvis tilliggender som regel udgjorde hele bol, og de ældste gårddelinger har utvivlsomt været ledsaget af en forøgelse af de dyrkede dele af bymarkerne. Når alle en mands børn skulle arve hvert sin del af hans gård, kunne det desuagtet ikke undgås,atnogle gårde efterhånden blev delt i mange små parceller, hvis drift var urentabel, og hvis anparter af de skatter, der havde været lignet på de oprindelige gårde, kunne være vanskeligeatfastslå. Forordningen for Nørrejylland 1466, paragraf 5, og Fyns vedtægt 1492, paragraf 18, viser da også, at man i det 15. århundrede på ny fulgte vikingetidens praksis, idet man benbartloden arving overtage gården, men ganske vist pålagdehamat udkøbe sine medarvinger eller betale dem bondeskyldafde parter af ejendommen, der tilkom dem (se Svend Aakjær, Hist. tidsskr., 9. r. 11, 74, og Poul Johs. Jørgensen: Dansk Retshistorie, 467). Forholder det sig således, at man både i vikingetiden og i det 15. århundrede fandt det hensigtsmæssigt, at selvejergårdene ikke blev delt mellem flere arvinger, kan det ikke undre, hvis kongen og stormændene i valdemarstiden ønskedeathindre gårdenes deling ud over en vis grænse og at fremme nedlæggelsen af gårde, der var for små. Begge dele kunne de opnå ved at forhøje den ledingsskat, der skulle betales af gårde, hvis tilliggendersvaredetil mellem 3 og 32 tdr. Id. 1683, således som ovenståendefortolkningaf Jyske lovs ledingsbestemmelser forudsætter¹.

---

1 I sin afhandling om Jyske lovs ledingssatser, Med Lov skal Land bygges, 305 f., har C. A. Christensen fortolket Jyske lov, 111, 19, således, at hensigten med denne paragraf ligeledes bliver den at gøre delingen af selvejergårde

Under Frederik I blev der nedlagt forbud mod, at selvejergårde blev formindsket ved frasalg eller arvedeling (se Poul Johs. Jørgensen:DanskRetshistorie, 467). Sammenlignet med denne rigoristiske bestemmelse er Jyske lovs forhøjelse af ledingsskatten langt mere hensigtsmæssig. Den tillod nemlig deling af de store gårde, og den gjorde det fordelagtigt at nedlægge de små gårde, der allerede var opstået.

Var det vanskeligt at drive en lille selvejergård således, at den kunne give en familie sit underhold og kongen de skatter, der tilkom ham, var det naturligvis endnu vanskeligere at gøre driften af en lille skatskyldig fæstegård rentabel. Når Jyske lov desuagtet ikke forhøjer fæstegårdenes ledingsskat, skyldes det, dels at herremændenes bryder og de fleste af kirkens fæstere ikke skulle betale skat af deres gårde, dels at delinger af fæstegårde var sjældne. Største parten af fæstegårdene tilhørte nemlig kirkelige institutioner, hvis ejendomme aldrig skulle deles mellem flere arvinger, kronen og de store godsbesiddere, som ejede mange bøndergårde. Var det endelig nødvendigt at dele en fæstegård, behøvede man heller ikke at opløse den i flere selvstændige brug, men kunne nøjes med at dele landgilden. Hensynet til ejernes interesser skulle derfor nok bevirke, at fæstegårdene ikke blev så små, at det var til skade for bønderne selv og for kronen.

Endnu i det 16. århundrede betalte selvejerbønderne ledingsskat,hvis størrelse kendes fra de ældste lensj ordebøger. I Aarhus Stifts Aarbøger 1950, s. 18_—23, er det påvist, for det første at størrelsen af denne ledingsskat i alt fald i Hasle og Vester Lisbjergherreder ikke står i noget bestemt forhold til gårdenes mark guldtal, for det andet at der blev betalt lige så meget i ledingsskat af isolerede tofter som af hele gårde. Da vi ved, at ledingsskatten i Skåne og på Sjælland har hvilet på hustofterne (Skånske lov, D. g. L., tekst I, kap. 75, og Valdemars sjællandske lov, D. g. L., tekst I, kap. 202 f.), ligger det nær at antage, at det samme har været tilfældet i Jylland før udstedelsen af Jyske lovs ledingsbestemmelser. I så fald må man imidlertid formode, at Jyske lovs ledingsbestemmelser aldrig er blevet ført ud i livet,

men at ledingen for som efter deres vedtagelse var lignet på toftern
e1.

I Hist. tidsskr., 11. r. 111, s. 400 fT., har Kjell Runquist pågrundlag af iagttagelser, Sture Bolin har gjort, og som han selv har suppleret, fremsat en hypotese om en fast regel, som bestemte størrelsen af de skatter, der skulle betales af selvejer- såvel som af fæstegårde. Ifolge denne regel, som han kalder trcmarksregelen, skulle selvejernes samlede skat til staten altid være proportional med deres gårdes mark solvtal, således at en relativ lille ledingsskat ville blive opvejet af store gæsteriafgifter (anførte sted, s. 403 f.). Skulle forhøjelsen af ledingsskatten tjene til at hindre deling af selvejergårde og fremme sammenlægningen af gårde, der var for små, siger det sig selv, at tremarksregelen ikke kan have været i kraft i 1241. Jyske lov, 111, 13, tyder på, at dette virkelig var tilfældet. I henhold til dette kapitel skulle alle fæstebønder, der betalte mindre end 4 ørtug sølv i årlig landgilde, nemlig svare 8 ørtug sølv i statsskat, og 8 ørtug sølv var den skat, der efter tremarksregelen skulle betales af fæstere, der svarede 4 ørtug sølv i landgilde, medens skatten skulle have været mindre for de fæstere, hvis landgilde ikke var så stor. Selv om man ikke rettede sig efter tremarksregelen i 1241, er der naturligvis intet til hinder for, at den gjaldt på den tid, da skatter som studen og den ældre ledingsskat blev pålignet.

Også en anden af de antagelser, hvorpå Kjell Runquist bygger sine teorier, stemmer mindre godt overens med den fortolkning af Jyske lovs ledingsbestemmelser, der er givet ovenfor. I Kong Valdemarsjordebog 1231 og i Århus kannikebords jordebog ca. 1315 angives størrelsen af jordegods henholdsvis på Fyn og i to østjyskebyer i mkg. »secundum antiquam æstimationem«. Da de pågældendejyske byers mkg. er små mkg., antager Kjell Runquist at antiqua æstimatio betyder den gamle vurdering til forskel fra en yngre vurdering, som han identificerer med den, hvorved de store mkg. skulle være fremkommet (se Hist. tidsskr., 11. r. 111, 427 fT.). Går man ud fra, at Jyske lovs mkg. er små mkg., er der imidlertid ingen grund til at regne med en omvurdering fra små til store mkg. Antiqua æstimatio betyder i så fald snarest en gammelvurdering

---

1 Dette udelukker ikke, at ledingsskatten har været det, Arup kalder personlig, selv om han og Sture Bolin har påvist, at den personlige ledingsskat aldrig blev indfort i Skåne, hvor ledingsskatten netop vedblev med at være lignet på tofterne (Hist. tidsskr., 8. r. V, 224 fT., og Bolin: Ledung och frålse, 20 fr.).

melvurderingog skal blot angive, at vedkommende jorder ikke var så mange mark guld værd i 1231 og 1315. I Fynslisten og i kannikebordets jordebog omtales mkg. som mkg. secundum antiquamæstimationem, henholdsvis første og tredie gang de nævnes, og i beskrivelserne af de to sogne, der behandles først af dem, hvis jorder var guldvurderet. Tilføjelserne, secundum antiquam stimationem,står repræsentativt, og der er intet påfaldende i, at de ikke gentages oftere.

Når man antager, at formålet med Jyske lovs ledingsbestenimelser bl. a. var at begrænse selvejergårdenes udstykning og fremme nedlæggelsen af gårde, der var for små, har man forklaret de modsigelser, der fremgår af ligningen A, sammenholdt med B og C (se ovenfor s. 356), men ikke dem, der er udtrykt i ligningerne D og E. Oplysningerne om styreshavnens størrelse og bemærkningen om, at 1 mkg. gør 3 mks., findes i lovhåndskrifter fra del 15. og 16. århundrede. På den tid havde man naturligvis glemt hensigten med Jyske lovs ledingsparagraffer, der aldrig blev ført ud i livet, og kunne kun konstatere, at en havne, der efter loven skulle være på 3 mkg. j., i virkeligheden var på om ved 8. Man drog heraf den samme slutning, som vore dages historikere har draget af denne kendsgerning, og regnede med, at Jyske lovs mkg. var en særlig form for mkg., af hvilke 3 svarede til 8 af de gængse. Bemærkningen, 1 mkg. gør 3 mks., skulle herefter betyde, 1 af de sædvanlige mkg. udgør 3 af Jyske lovs mks., og styreshavnen ansættes i nogle lovhåndskrifter til 8 mkg., i andre til 24 mks. = 3 mkg., fordi nogle af forfatterne til disse noter til lovteksterne har regnet med de gængse mkg., medens andre har regnet med de mkg., man antog, var Jyske lovs.

Hvad prisen 3 mks. for 1 mkg. j. 1284^—1315 angår (se ligningD, s. 357), kan den forklares, hvis man antager, at landsbyernesmarker blev guldvurderet engang før år 1200, og at anparteraf bymarkerne, som svarede til ca. 12 tdr. Id. dyrket jord 1683, på den tid kostede 8 mks. = 1 mkg. Denne vurderingfastholdt man i kraft af hævd og sædvane, uagtet prisen på jorden faldt, således at den 1284_—1315 kun var 3/₈ af prisen før år 1200. Der er i alt fald noget, der taler for, at det prisfald,

der er en forudsætning for, at denne forklaring kan være rigtig, virkelig har fundet sted. I sin afhandling om nedgangen i landgildenanfører C. A. Christensen således 5 priser på 1 ore skyldjordi tiden 1259^—61 og 8 priser på 1 ore skyldjord i tiden 1275^—99. Gennemsnitsprisen på 1 ore skyldjord 1259^—61 var 6,8 mark sølv, medens gennemsnitsprisen på 1 ore skyldjord 1275—99 var 1,8 mark solv (Hist. tidsskr., 10. r. I, 448). Sture Bolin og Kjell Runquist regner ligeledes med et stort fald i kornpriseni tiden 1231^—1315. De antager nemlig, at 1 mark byg sjællandsmål kostede 5 mark solv valdemarsvægt i 1231. 1 mark byg åbomål, som i 1315 kostede 2,25 mark sølv jyllandsvægt, kostede altså i 1231 3,75 mark sølv jyllandsvægt (se Kjell Runquist:Rymdmått, vikter och kronovårderingsvården i kung Valdemarsjordebok, s. 30 ff. og tabellerne s. 99, samt Hist. tidsskr., 11, r. 111, 744, og den der citerede litteratur). Nævnes må det endelig, at de 3 mks., 1 mkg. j. kostede ca. 1300, er mks. jyllandsvægt,som efter Kjell Runquists beregninger er den største af alle de danske mark (se Rymdmått, vikter och kronovårderingsvårdens. 99). Var den mark, man benyttede ved guldvurderingen,en af de mindre, hvilket ikke er udelukket, bliver det prisfald, man må regne med, væsentligt mindre.

Tør man ikke forudsætte et stærkt fald i jordpriserne i løbet af det 13. århundrede¹, og fastholder man, at 1 mkg. j. oprindelig har været 1 mkg. værd, må man nødvendigvis regne med, at der har fundet en omvurdering sted fra store til små mkg. j. engang i det 12. århundrede. En sådan omvurdering kan man forklare, hvis man antager, at den ældste guldvurdering foregik på den måde, at man dividerede det antal øre korn, der kunne sås i de dyrkede dele af bymarkerne, med det antal øre korn, der normalt kunne sås i den dyrkede del af en mark, som var 1 mkg. værd. Dengang den ældste guldvurdering fandt sted, dyrkedes

---

1 I Kongemagt og aristokrati, s. 110 ff., gor Aksel E. Christensen således gældende, at den politiske opløsning, montforringelsen og den voksende statsgæld i tiden efter Valdemar Sejrs dod ikke stod i forbindelse med en almindelig okonomisk depression.

markerne efter alsædsbrugets principper, således at den mængde korn, der kunne sås i det stykke af bymarken, som var taget under plov, var identisk med den mængde korn, der hvert år blev sået i den pågældende bymark. I alt fald i store dele af landetafløstesalsædsbruget efterhånden af et tovangsbrug, d.v. s. et brug, efter hvilket kun halvdelen af det dyrkede areal var besået,medensresten hvilede, (se Jyske samlinger, 5. r. VIII, 65 f., og den der citerede litteratur). Da den årlige udsædsmængde ikke var blevet mindre, men antagelig var vokset de fleste steder, var dette ensbetydende med, at den dyrkede del af bymarken blev udvidet til noget mere end det dobbelte af det areal, der var under plov, dengang jorden blev guldvurderet. Foretog man nu — i nogle egne af landet allerede før 1168 (se ovenfor s. 352) — en omvurdering af bymarkerne, idet man benyttede den gamle fremgangsmåde og dividerede det antal øre korn, der kunne sås i den dyrkede del af markerne, med det antal øre korn, der på den ældste vurderings tid normalt kunne sås i jord, som dengangvaren mkg. værd, ville bymarkernes mark guldtal blive betydeligt større, og 1 mkg. ville komme til at svare til langt færre tdr. land 1683 end ved den ældste vurdering. Sagt med andreord:Kunne der på den ældste guldvurderings tid normalt sås a øre korn i den dyrkede del af bymarkerne, som var 1 mkg. værd, og kunne der i den dyrkede del af en bestemt bymark sås b x a øre korn, blev vedkommende bymark vurderet til b x a:a = b mkg. Udgjorde bymarkens agerland 32 x b tdr. Id. i 1683, svarede 1 mkg. altså til 32 tdr. Id. 1683. Ved overgangen fra alsædsbrug til tovangsbrug måtte det dyrkede areal, såfremt den årlige udsæd ikke skulle blive mindre, fordobles, således at der i den del af bymarken, der var under plov, kunne sås 2 x b x a øre korn. Tænker man sig, at det årlige udsædsareal desuden var vokset med en trediedel, må der til de 2xb xa øre korn, der kunne sås i den dyrkede del af bymarken, lægges 1/₃ x2xbxa øre korn, således at den samlede udsæd blev 8/₃ xbxa øre korn. Blev bymarken derefter omvurderet efter det gamle princip, ville den blive takseret til 8/₃xbxa:a = 8/₃xb mkg., og hver mkg.

ville svare til (32 x b):(8'3 xb)=l2 tdr. Id. 1683. (Se også Jyske
samlinger, 5. r. VIII, 66 fT.).

I det foregående er det påvist, at man kan lose de problemer, der knytter sig til guldvurderingen, selv om man forudsætter, at Jyske lovs mkg. er de sædvanlige små mkg. Det må understreges, at der derimod ikke er ført noget bevis for, at det er forkert at antage, at lovens mkg. er store mkg., som er 8/₃ gange så store som de små. Om den her fremsatte teori eller en af de andre, der lader Jyske lovs mkg. være store mkg., er den rigtige, må det blive den fremtidige forsknings sag at afgøre. I betragtning af kildematerialets beskaffenhed er det dog et spørgsmål, om det nogensinde vil lykkes at fore sådanne argumenter i marken, at en sikker afgørelse kan træffes.

Summary.

The medieval unit of land valuation one mark gold's (mark gulds) land (presumably in its origin a gold mark's worth of land) was as a rule equal to 12 tdr. of arable land, pursuant to the surveyingof 1683. Assuming mark gold's land to be land of this extent, the freeholders the acreage of whose farms was between 3 and 32 tdr. of land in 1683 had, by section 111 paragraph 12 of Jyske lov, war taxes (ledingsskatter), levied on them which were in some instances more than twice as big as the taxes that the tenants and freeholders in Zealand had to pay on farms of the same size. Most historians who have taken up this problem for examination assume that the mark gold's land mentioned in Jyske lov is worth more than the mark gold's land usually mentionedin medieval letters and rent-rolls. It is, however, possible that the war regulations (ledingsbestemmelserne) of Jyske lov did intentionally impose disproportionately heavy taxes on the small freehold properties. By this means the tendency to subdivide freehold properties into unprofitable small holdings was discouraged.This tendency made itself felt before and after the enacting of Jyske lov and actually led to a ban being placed on the divisionof freehold property. The price of 3 8 mark gold for one mark gold's land about the year 1300 and also the big mark

gold's (mark gulds) land that are mentioned in some notes in legal manuscripts from the 15th and 16th centuries are also easy to explain, even though we may assume that since the end of the 12th century the existing mark gold's (mark gulds) land was generally equal to about 12 tdr. land in 1683.