Til Friedrich Meineckes 90-årsdag — 30. oktober 1952 — udsendteHistorische
Zeitschrift et større hæfte med afhandlinger

(bd. 174, hæfte 2, s. 225—514) som festskrift, tilegnet M. af »venner og elever«. Det indledes med en smuk hilsen fra den vesttyskerepubliks sympatiske præsident Theodor Heuss og indeholderbåde en levnedsskildring af M. (ved Walter Goetz) og en bibliografi over hans arbejder. Hovedindholdet er dog en række afhandlinger væsentlig af idéhistorisk karakter, der alle i større eller mindre grad knytter sig til M.s egen forskning. M.s navn og værker forekommer i disse afhandlinger så hyppigt, at allerede dette udgør en sjælden hyldest til festskriftets modtager. Når Srbik i sit ovennævnte værk (11, 292) siger om M., at han var ikke kaldet til at blive fører for de mange, er dette dog rigtigt nok. Sandt er det også, hvad schweizeren Walther Hofer i sit bidrag: Geschichte und Politik (s. 297) til festskriftet konstaterer, at M.s bestræbelser for at skabe et nyt syn på tysk og europæisk historie ikke fandt større genklang i Tyskland. Karakteristisk for tidsforholdene er, at af bidragyderne til hæftet er de tre tyskere, der er professorer i Amerika, medens en 4., Hans Rothfels, fra Amerika er vendt tilbage til Vesttyskland.

Den længste afhandling skyldes S. A. Kaehler: Realpolitik zur Zeit des Krimkrieges — eine Sakularbetrachtung. Dens enkelte stykker synes lidt løst sammenføjede. Men fængslende er det at læse om den østrigske udenrigsminister grev Buols »diplomatiske revolution« af 2. dec. 1854, d. v. s. Østrigs traktat med vestmagterne,og om Cavours udholdende kamp for at blive vestmagternesallierede. Sammen med disse »realpolitikere« skildres realpolitikkens teoretiske forfægtere: A. L. v. Rochau og Treitschke. Af megen almindelig interesse er afhandlinger som Eduard Sprangers: Aufgaben des Geschichtschreibers med udgangspunkti Wilhelm v. Humboldts tale »Über die Aufgabe des Geschichtsschreibers«, Gerhard Masurs klare, både anerkendende og kritiske undersøgelse over Arnold Toynbees Philosophie der Geschichte, Hofers ovennævnte bidrag og Hans Rothfels' Grundsåtzlicheszum Problem der Nationalitåt med redegørelsen for den forskellige vægt, som man i vest og øst har lagt på henholdsvis det subjektive og objektive i nationalitetsbegrebet. Uden i nogen måde at ville forklejne de unævnte bidrag (af D. Gerhard, H. Holbornog W. Mommsen) vil jeg dog fremhæve hæftets sidste, Ludwig Dehios stilistisk så smukke afhandling: Gedanken iiber die deutsche Sendung 1900^—1918 med dens åbne fremhævelse af de pågældende tyske kredses storpolitiske offensive mål. Dehio, den ene af HistorischeZeitschrifts udgivere, har i øvrigt foruden ved sin virksomhedfor dette festskrift bidraget til at hylde M. ved en, nu trykt festtale på 90-årsdagen: Friedrich Meinecke, der Historiker in der

Krise (Colloquium-Verlag. Berlin-Dahlem. 1953). Her gives i sammentrængtform et smukt billede af M.s personlighed og forskergerning.Storheden i denne ses af, at Dehios sammenstilling af M. med Ranke og Jacob Burckhardt føles naturlig.