|
Historisk Tidsskrift, Bind 11. række, 4 (1953 - 1956) 1Martsministeriets Fredsbasisforhandlinger.AF ERLING LADEWIG PETERSEN T Ted Regeringsdannelsen i Marts 1848 var det lykkedes at for- V ene nationaliiberale og konservative om Ejderprograminet5 skønt Ministeriet i andre Henseender repræsenterede vidt forskellige Anskuelser. Med fuld Berettigelse har saavel Samtiden som Eftertiden fæstet sig ved, at de Uoverensstemmelser, der førte til dets Fald i November, ikke skyldtes afvigende Fortolkninger af Programmet; Meningsforskellene opstod først, da Regeringen indsaa, at det ikke lod sig gennemføre under de givne Omstændigheder, og at den maatte træffe Afgørelse om andre Retningslinier for Fredsforhandlingerne. De nationalliberale Politikere drog Konsekvensen heraf ved at tilslutte sig Tanken om Sønderjyllands Deling, medens Kabinettets konservative Fløj i Overensstemmelse med det gamle Regimes Traditioner foretrak en Helstat med Hertugdømmet som selvstændigt Led, sidestillet Kongeriget, Holsten og Lauenburg. Det endelige Brud indtraf vel først, da Valgene til den grundlovgivende Rigsforsamling viste, i hvor høj Grad Vælgerne vendte sig mod Delingsprincippet, og da disse Stemninger lod sig udnytte i Reaktionens Tjeneste. Brydningerne i Ministeriet havde dog dybere Rødder, og den Proces, der ledte frem til dets Opløsning, har næppe endnu været klart erkendt. Kabinettets Drøftelser har hidtil været tilgængelige i grove
Side 588
tokollenisine Dagboger. Offentliggørelsen af selve Protokollatet omstøder da heller ikke Hovedtrækkene i, hvad vi allerede ved; men det tillader paa mange Punkter en langt mere nuanceret Forstaaelse, end vi for har haft, af Ministeriets Forhandlinger haade i Statsraadet og med Udlandet om Slesvigs fremtidige Ordning1. I.Den liberale Kritik af den enevældige Regering havde omkring1840 været rettet mod Helstatspolitikens Sammenblandingaf danske og tyske Anliggender; skulde denne Linie overholdes,vilde den hurtigt kunne bringe hele Monarkiet i politisk og forfatningsmæssig Afhængighed af det tyske Forbund eller inddrage det i de tyske Enhedsbestræbelser. Set i denne Sammenhænger det forklarligt, at Oppositionens ledende Mænd formuleredeKravet 1 Jeg skylder Hr. mag. art. V. Gay min bedste Tak for den Imodckommenhed, hvormed han i 1952 gav mig Adgang til sine Afskriftcr af Statsraadsprotokollen. — Teksten er siden blevet publiceret (Statsradets forhandlinger 1849—1863, I. Udg. af Rigsarkivet ved Harald Jorgensen. Kbh. 1954), og ved Citering af Protokollen henvises i det folgende i Parentes til l7dgaven. Datidens Statsraad svarer ikke ganske til, hvad vi nu lajgger i dcttc I'dtryk, men normalt kun til Ministerraadet; Kongen havde ikke fast Ssede og indfandt sig kun efter Indbydelse af dets President (Statsraadsprotokol 1848, 23/3 (116); Lehmann: Efterladte Skrifter II (1873), 95). Protokollatet, der paa dette Tidspunkt er overordentlig fyldigt, giver sikkert en i det store Hele paalidelig Gengivelse af Droftelserne. Naturligvis udelukker det ikke, at det som Kilde rummer flere Svagheder. Ethvert Protokollat forelagdes et senere Mode til Godkendelse, uden at dette dog skete regelmsssigt, og uden at redaktionelle Tcksta-ndringer nu kan konstateres (jfr. Statsraadsprot. 1848, 14/6 (se Udg., 322). Det kunde ske, at man megtede et Modereferat Protokollat, og Referaterne brerer flere Steder Spor af, at Forhandlingerne har vaeret adskilligt skarpere, end Teksten umiddelbart giver Indtryk af; Bardenfleth beknefter da ogsaa senere denne Formodning (Livserindringer (1890), 112 f.; jfr. ogsaa A. F. Tscherning: Efterladte Papircr 11, 303). Endelig bor man sikkert vare opmscrksom paa, at den Formulering, den enkelte .Minister gav sine Betragtninger eller sine Vota, ikke nodvendigvis dsekker hans egentlige Overbevisning; han udtaler kun, hvad han i det foreliggende Tilftelde anser for formaalstjenligt.
Side 589
muleredeKravetom en aldeles klar Afgrænsning af dansk og t}rsk og snart fandt det faste Holdepunkt, den havde søgt, i det nationalliberale Ejderprogram (1842). Men Konsekvensen blev omvendt ganske logisk, at den maatte lade Hensynet til BefolkningensSelvbestemmelsesret og det danske Sprog, som Lehmann endnu 1836 havde hævdet fremfor en rent historisk Begrundelse af Sønderjyllands Tilhørsforhold, falde; tyske Særinteresseri Hertugdømmerne maatte vige for Statshelheden, og den nationalliberale Argumentation førtes — muligt ogsaa paavirketaf Slesvigholstenismen — ind i historisk-juridiske Baner1. I slesvigholstenske Kredse, specielt de nyholstenske, synes man derimod allerede tidligt at have vseret inde paa at tilstaa de danske Senderjyder deres nationale Selvbestemmelsesret — omend oftest kun i begrsensede Omraader af Nordslesvig —, saafremt Hoist en og den resterende Part af Slesvig i Faellesskab fik deres Forfatningskrav tilfredsstillet, og disse Ideer dreftedes ganske aabent. »I den almindelige Interesse [vilde jeg] ikke regne det for en Ulykke, men for det rigtige, saafremt Danmark i det Hele forbliver en sserskilt Stat og faar en friere Forfatning«, skrev eksempelvis Olshausen til Hiort-Lorenzen 1839. Ogsaa i hejere tyske Embedsmandskredse i Kebenhavn synes man at have opereret med Delingen som en nserliggende Udvej, Danmark ogsaa maatte kunne acceptere2. I hvor stor Udstrækning de nationalliberale havde Kendskabtil disse Stemninger maa foreløbig staa hen, og endnu kender vi heller ikke i alle Enkeltheder de danske MyndighedersDrøftelser med den slesvigholstenske Deputation i Marts 1848. Saa meget staar dog fast, at Olshausen og Claussen den 22. Marts tilbød Lehmann sognevis Afstemning i Sønderjyllan 1 Troels Fink: Omkring ejderpolitikens udformning (Jydske Saml. Ny R., I (1950—52), 93—106). — Se ogsaa: Chr. Degn: Orla Lehmann und der nationale Gedanke (Quellen u. Forschungen z. Gesch. Schlesw.- Hoist. XVIII (1936)); J. Danstrup: Den politiske Skandinavisme i Perioden 1830 —50 (Scandia XVI (1944), 207—55). 2 E. Elberling: Den slesvigske Delingstankes Historie (Hdb. i det nordslesvigske Spørgsmaals Historie, red. af Fr. v. Jessen (1901), 185 ff.); K. Fabricius i Sønderjyllands Historie (1937), 189, 277, 280, 345. .
Side 590
land1. Det er overvejende sandsynligt, at Lehmann, skont han siden bestred det, har indset del formaalstjenlige i en Deling. Hans Kendskab til de to Lederes ny holstenske Synspunkter kan have givet ham Haab om, at Indrømmelser til Slesvigholstenerne i denne Retning kunde retfærdiggøre Holstens og Sydslesvigs Udskillelse med egen fri Forfatning. Deputationen havde ligeledesmeddelt Monrad sit Delingstilbud, men hverken han eller Lehmann, der ifølge Slesvigholstenernes Beretning havde paa- Laget sig at formidle Forslaget, foretog sig noget afgørende. Det er næppe tænkeligt, at de overfor Folkestemningen i Byen havde vovet at acceptere Hertugdømmets Deling paa dette Tidspunkt, saalidt som de overfor Ministeriets konservative Gruppe havde kunnet drøfte denne Udvej uforbeholdent. I Statsraadet fraraadede Monrad bestemt Afstemning, der i hans Ojne vilde føre til Urimeligheder, saa meget mere som Slesvigernei Kraft af deres Særfølelser formentlig selv vilde modarbejdeen Deling. Spørgsmaalet kunde efter hans Mening alene blive, hvor omfattende provinsiel Selvstændighed man burde indrømme Slesvig, en Udvej, Deputationen ganske vist havde afvist2. Fra alle Sider i Statsraadet var man ved Statsraadsmoderne den 22.—23. Marts3 enige om Holstens Udskillelse med sin egen fri Forfatning, men i Union med Kongeriget-Slesvig. Baade Konseilpræsidenten, Monrad og Lehmann afviste derimod naturligt nok Tschernings og Baron Plessens Forslag om en foederativ Forbindelse mellem Kongeriget og Sønderjylland. Medens Holsten kunde faa statsretlig Uafhængighed, var alle paa den anden Side beredt paa — med Lehmanns Ord — at »lade Slesvigs provindsielle Berettigelse skee den fuldkomneste Fyldest«, forudsat at den administrative og juridiktionelle Selvstændighedblev 1 Landesarchiv Schlesw.-Holst., 399. Samwer-Archiv, Nr. 46, S. 4) Droysen u. Samwer: Die Herzogthumer Schleswig-Holstein und das K6ni»reich Danemark (Hamb. 1850), 317 f.: jfr. Lehmann i »Fædrelandet« ISol, no. 239, " 10. 2 Statsraadsprotokol 1848, "3"3 (se L'dg. 130 f.). 3 Ibid. 1848, «-«', (se L'dg. 110—141).
Side 591
stændighedblevganske nuje defineret. Paa Statsraadsmødet om Formiddagen den 23. Marls udkastede Monrad da nogle meget summariske Retningslinier, hvorefter Sønderjylland lik sin egen Landdag med Beføjelse til at disponere over en Kvotadel af Skatterne til Landsdelens Behov, og som gav dansk og tysk Sprog Ligeberettigelse. Rigsdagen — med lovgivende og beskattendeMyndighed —, Ministerium og Militær skulde Kongerigetog Slesvig derimod have fælles. — A. W. Moltke og Lehmannrejste ganske vist Indvendinger mod Monrads Udkast om Skatternes ligelige Anvendelse, men som Helhed blev Ministeriet staaende ved Slesvigs provinsielle Selvstændighed som sit Fredsgrundlag1. Det undlod derimod at tage Standpunkt til den nærmere Udformning; Enkelthederne maatte være Forhandlingsmargin,og man vedtog at sende Deputeret i GeneraltoldkammerelC. Ph. Francke til Hertugdømmerne som Forhandler. Der kan næppe være Tvivl om, at Ministeriet har næret Haab om at løse Konflikten ved Forhandlinger i denne Retning. Specielt Monrad og Lehmann, der havde forhandlet privat med den slesvigholstenske Deputations Ledere, var det magtpaaliggende »at legitimere Revolutionen« for Holstens Vedkommende; omvendt afviste de ikke overfor Deputationen kategorisk Delingstanken, der jo ikke var uforenelig med Selvstændighedhedsprincippet. Lehmann valgte — utvivlsomt oprigtigt — at meddele Slesvigholstenerne, at han efter Samtale med sine Kolleger stadig ansaa Underhandling for mulig, og de fandt dette bestyrket derved, at Francke var udset til Forhandler2. Xogen egentlig Klarhed om Fredsmulighederne havde Regeringenikkenaaet ved sin Beslutning. Den internationale Situation var ligeledes endnu ganske uafklaret, og i København forudsaa man en almindelig Krig, specielt et preussisk-russisk Opgør om Polen3. Den nærmestliggende Mulighed i den foreliggendeSituationvar at optage Kontakt med de venligtsindede 1 Jfr. Kongens Proklamation til Slesvigerne 1848, 27/3 (Schous Forordn.). 2 Droysen u. Sarawer: op. cit., 320. 3 Statsraadsprotokol 1848. 27 3 (se Våg.. 149).
Side 592
Stormagter. Grev Moltke havde i Statsraadet den 23. Marts bemærket,atde fremmede Diplomater anerkendte Slesvig som en Bestanddel af Kongeriget1, og Indenrigsminister Grev Knuth foretog straks Henvendelse til England, siden ogsaa til Husland, da den russiske Gesandt mente, at det vilde samarbejde med England, om Intervention i Henhold til Garantitraktaten 1720 og de dansk-russiske Overenskomster 1767/73. Men det er velbekendt,atman i Kobenhavn ganske konsekvent fastholdt de derved afstukne Raner helL frem til Midten af Juni og i Krigens første Maaneder alene baserede sin Politik paa Haabet om væbnet Hjælp fra Stormagterne, skønt Udenrigsministerens Anstrengelser hurtigt viste sig forgæves2. Lord Palmerston svarede undvigende, men tilbød den 16. April Englands bona officia3, og St. Petersborg lod forstaa, at man af Hensyn til Polen og Forholdet til de europæiske Magter ikke kunde indladesigpaa Intervention4. Endelig indtraf ved Udgangen af April Slaget ved Slesvig og Hærens Tilbagetog. Martsregeringen i København vægrede sig imidlertid trods alle Skuffelserne ved at engagere sig bindende til Palmerstons begyndende Mæglingspolitik,saalængeden endnu haabede at formaa Stormagterne til at indfri Garantiforpligtelserne; »ved at vinde Tid havde [vi] Udsigt til, at vor Stilling til de fremmede Magter blev fordeelagtigere,atvor retfærdige Sag vandt Anerkjendelse« (Knuth)5. Usikkerheden gav maaske Ministeriets og Udenrigsministerens Dispositioner et noget ustabilt Præg, men om denne politiske Linie har haft nogen afgørende Indflydelse paa Danmarks Position under de senere Forhandlingsstadier kan vel være tvivlsomt, forsaavidt som de tyske Magters Argumention foreløbigbevægedesig indenfor de samme historisk-statsretlige 1 Statsraatlsprotokol 1818, 23/3 (se Udg., 134). 2 Alb. Olsen: Danmark og den engelske mægling 1848 (Hist. Tidsskr. 11 R. Il (1947 -49), 223 f., 226 ff., 233 ff.). 3 Ibid., 233 ff., 230. 4 RA. U. Min. Rusland 11. Gesandtskabsarkiv. Depecher 1848—49, no. 22, 1818, uu' 4 (cit. i det flg.: Plessen, Dep., med Nummer og Dato). 5 Statsraadsprotokol 1848, 14/4 (se I'dg., 219).
Side 593
Rammer som den danske. Det springende Punkt har snarere været, at navnlig Preussen under Reaktionen gav Køb ved at forsøge at knytte den slesvigske Delingstanke, saaledes som den slesvigholstenske Deputation havde udkastet den under MartsdagenesDrøftelseri København, som Fredsgrundlag til den engelske Udenrigsministers Mæglingsbestræbelser. Den provisoriske Regering synes at have fastholdt Haabet om Forstaaelse i hvert Fald indtil Begyndelsen af April, maaske fordi de danske Udtalelser ikke lod alt Haab ude. Saa lidt som i København har man i Kiel været i Stand til at overse Situationen, og endnu savnede man bestemte Tilsagn om Forbundets Bistand. I sin Henvendelse til Frankfurt den 26. Marts havde Regeringen erkendt, at den havde sat sig ud over den bestaaende Retstilstand1, eftersom Slesvig ikke tilhørte Forbundet, og trods de Meningsforskelle, der gjorde sig gældende, har Muligheden for en Overenskomst ved Hertugdømmets Deling utvivlsomt vejet tungt. Disse Omstændigheder forklarer sikkert, at Regeringen i Kiel i Proklamationen til de danske Slesvigere den 28. Marts pointerede, at den ikke ønskede at krænke deres naturlige Rettigheder, og at den i sin »Henvendelse til den danske Nation« tre Dage senere tilbød Afstemning i Nordslesvig. Dette Tilbud gentog den paa den forenede Stænderforsamling i Rendsborg2. Hensigten tør saaledes næppe drages i Tvivl; mest afgørende var det dog, at den provisoriske Regering ogsaa overfor den preussiske Major L. v. Wildenbruch, der af sin Regering var sendt til Rendsborg for at optage Kontakt, nok principielt fastholdt Hertugdømmernes udelelige Forbindelse, men paa den anden Side erklærede sig rede til at afstaa de Omraader, som 1 H. Hagenah: Revolution und Legitimitåt in der Geschichte der Erhebung Schleswig-Holsteins (Quellen und Forschungen z. Gesch. Schlesw.- Holst. IV (1916), 138 fl\); jfr. H. v. Sybel: Die Begrundung d. deutschen Reichs I (2. Aufl. 1889), 223. 2 A. Thorsøe: Kong Frederik den Syvendes Regjering I (1884), 144 f.: Aktenstiicke zur neuesten Schleswig-Holsteinischen Geschichte II—111 (1850) (cit. i det flg.: Aktenst.), 68; Bericht iiber die Yerhandlungen der vereinigten Ståndeversammlung (Rendsb. 1848), 26.
Side 594
niaatte udtale Onske om at knyttes til Kongeriget. Kunde den opnaa Anerkendelse for sine Krav for Holstens og Sydslesvigs Vedkommende, vilde den være beredt til at acceptere NordslesvigsUdsondring, og Udenrigsminister, Grev Revenllow-Preetz antydede en Linie omtrent fra Flensborg til Tønder1. Den provisoriske Regerings Tilsagn maa være naaet Berlin i de første Dage af April, samtidig med Orla Lehmanns Forhandlinger med den preussiske Udenrigsminister, H. A. v. Arnim. Lehmann havde faaet til Opgave at afværge Katastrofen i sidste Øjeblik, og han udfoldede i Berlin en uhyre Energi for at hindre Preussens Intervention og om muligt at naa til Forstaaelse med de tyske Magter2. Arnim hentyder senere i en Samtale med den østrigske Gesandt til, at Lehmann havde tilbudt ham Slesvigs Deling som »die åusserste Konzession«, et Vidnesbyrd, som næppe lader sig drage i Tvivl3. Selv beklagede Lehmann de danske Troppers Indmarch i Sønderjylland, men tilbød desuagtet Forhandlinger. I sine Indberetninger tilraadede han — da Indmarchen dog var en Kendsgerning — »indtil videre [at] nøies med at besætte Alt, hvad der sensu latissimo kan kaldes dansk (altsaa navnligen incl. Flensborg) ... og strax begynde paa at organisere, som om Seiren var vunden. Det er nemlig ikke usandsynligt, at hvis det kommer til Mediation, status quo vil komme til at veie nok saa tungt som quæstio juris«4. Retsstandpunktet lod sig ikke opretholde, og han tænker her ganske sikkert paa en politisk Deling af Hertugdømmet uden at udtale det direkte. 1 Aktenst. 11-111, 67 f. 2 Se: Trautmannsdorff t. Fiquelmont 1848, 1jA (J. A. Rantzau: Europåische Quellen zur schleswig-holsteinischen Gesch. im 19. Jahrh. (Veroff. d. Schlesw.-Holst. Universitåtsgesellsch. 42 (1931), 63 f.)); Meyendorfl t. Xesselrode 1848, 28/3, "U (Xy Stil). (P. v. Meyendorff: Ein russischer Diplomat an den Hofen von Berlin und Wien. Politischer und privater Briefwechsel 1826- 1863, hrsg. v. O. Iloetzsch, Bd. II (1923), 58 f., 72. (cit. i det flg.: Meyendorffs Breve II). 3 Trautmannsdorff t. Fiquelmont 1848, 2"4 (Rantzau: Op. cit., S. 76 f.). 4 RA. Lehmanns Privatarkiv, C. 14. Lehmanns Dep. no: 2, 1848, 2/4 (Kopi).
Side 595
UdenrigsministerieL i Berlin maa da have været berettiget til at antage, at Slesvigs Deling kunde hindre Bruddet; men Arnims Holdning var tvetydig. Han lod vel Lehmann faa det Indtryk, at Forhandlingsvejen endnu stod aaben; omvendt gjorde han gældende overfor Kongen, at Preussen i Henhold til Forbundsdagens Beslutning maatte forudsætte de danske Troppers Fjernelse fra Slesvig, frivilligt eller med Magtanvendelse, førend man overhovedet kunde tænke paa Underhandlinge r1. Den preussiske Udenrigsministers Forhandlingsvilje har næppe været oprigtig, og endnu ved Maanedens Slutning udviste han personligt samme Uforsonlighed. Den 26. April afslog Armin en østrigsk Henstilling om at optage Fredsforhandlinger paa Basis af Slesvigs Deling2. Allerede Dagen forinden havde den tidligere omtalte Major Wildenbruch i en Avisartikel i »Ailgemeine Preussische Staatszeitung« imidlertid gjort sig til Talsmand for denne Løsning, vistnok saaledes, at Delingen skulde ske under Hensyntagen til Befolkningens Sindelag3, en Udformning, der ikke ligger den provisoriske Regerings Standpunkt fjernt, saaledes som den havde fremstillet det knapt en Maaned forud. Yi ved endnu kun meget lidt om Preussens Politik paa dette Tidspunkt og om Enkelthederne i Reaktionen mod Martsregimet.Vi kan dog hæfte os ved, at Wildenbruch stod Frederik Wilhelm IV meget nær, og det vil være nærliggende at tolke hans Avisartikel som en officiøs Tilkendegivelse af Kongens Synspunkter, da de første Spirer til Reaktionen brød frem, og da Virkningerne af Ruslands diplomatiske Pres begyndte at gøre sig gældende. I hvert Fald bemærkede man fra alle Sider den fredeligere Linie i Berlin. Den derværende russiske Gesandt, 1 Arnim t. Frederik Wilhelm IV 1848, 2/4, 7/4 (Revolutionsbriefe 1848. l'ngedrucktes aus dem Nachlass Konig Fredrich Wilhelm IV. von Preussen, hrsg. v. Karl Haenehen (1930), 63, 66 f.). 2 TrautmannsdorfT t. Fiquelmont 1848, 27/4 (Rantzau: op. cit., 76 f.j. 3 Vrints t. Grev Knuth 1848, 29/4 (Ibid. 77 L). — »Allg. Preuss. Staatszeitung« findes ikke paa danske Biblioteker, men Indholdet af Wildenbruch s Artikel fremgaar af den ostrigske Gesandts Mæglingsforslag 29-30/^ (jfr. ndfr. s. 596, n. 2), der netop tog sit Udgangspunkt i denne.
Side 596
Baron MeyendorfT underretlede straks sin Regering1, og der kan næppe være Tvivl om, at Foreign Office ogsaa hurtigt blev informeret. Delingstanken blev dermed ad disse Kanaler bragt ind i de internationale Forhandlinger, og baade i London og St. Petersborg blev den velvilligl modtaget2. Rusland havde nødvendigvis maattet udvise Tilbageholdenhed i den dansk-Lyske Konflikt i de tidlige Foraarsmaaneder, omend baade ("zaren og Kansleren, Grev Nesselrode aabent misbilligede Preussens Adfærd. I et Brev til MeyendorfT den 27. April forsøgte Nesselrode at afveje de Hensyn, Rusland efter hans Opfattelse burde tage. Det strider mod vore Interesser, skriver han, at lade Danmark ødelægges eller opsluges i Tyskland; men griber vi ind, vil hele Tyskland straks vende sig mod os, og Sympatierne for Polen vil atter blusse op. Det rhueligste maa være at afvente Englands Beslutning og foreløbig blot advare Berlin alvorligt3. Delingstanken forekom ham imidlertid — efter et senere Brev — at være den mest hensigtsmæssige Udvej, blot Palmerston ogsaa vilde bifalde den. Den vilde ganske vist ogsaa forudsætte en Indrømmelse fra russisk Side, »mais nous nous y préterions volontiers pour sortir de cette crise; . . . alors je verrais jour å sortir convenablement de cette malencontreuse complication«4. Delingstanken maa ligeledes være kommet til Foreign 1 MeyendorfT t. Nesselrode 1848, "/4 (Meyendorffs Breve 11, 78 f.). 2 Baron Vrints, Ostrigs Gesandt i København tilbød skyndsomst — skont han savnede Jbemyndigelse dertil — den danske Regering Mægling paa Grundlag af Wildenbrucks Delingsforslag og udarbejdede ogsaa Udkast hertil; men man veg tilbage i København. (Vrints t. Knuth 1848, 29/4, 30/4; t. Fiquelmont 30/4, 3/5 (Rantzau: Op. cit., 77—80). Grev Knuth forelagde Statsraadet det østrigske Mæglingsudkast med en Bemærkning om, at han aldeles ikke »agtede ... at entrere paa denne Basis; hvori Statsraadet erklærede sig enigt« (Statsraadsprotokol 1848, 30/4. (se Udg. 267)). 3 Nesselrode t. MeyendorfT 1848, 27/4 (Lettres et papiers du chancelier comte de Nesselrode, ed. A. de Nesselrode, T. IX (1911), 86 ff. — Cit. i det flg.: Nesselrodes Breve IX). 4 Nesselrode t. MeyendorfT 1848, »5»5 (Nesselrodes Breve IX, 92 f.).
Side 597
afslaaet de danske Anmodninger om Indfrielse af Garantiforpligtelserne,og endnu den samme Dag kunde den tyske Forbundsudsendingi London, Syndikus Banks indberette, at Udenrigsministerennu var i Stand til at fremsætte et Forslag til en Overenskomst, hvorefter Slesvig skulde deles; man havde drøftet Delingsprincippet i London, og Planen svarede i alt væsentligt til den provisoriske Regerings Synspunkter; blot maatte det foreløbig staa hen »die Grenze durch Befragen der Einwohner selbst, oder wie es sonst geschehen mag, ausfindig zu machen«1. En Uge senere tiltraadte Forbundsdagen i Princippet dette Forslag. Der foreligger derimod ikke i den danske Gesandts, Grev Reventlows Depecher fra første Halvdel af Maj noget Vidnesbyrd om, at han har været medinddraget i Forhaandsdrøftelser om Slesvigs Deling; endnu den 12. Maj forsikrer lian, at han »aldrig [har] tilladt [sig] nogen Yttring, men afviist enhver Discussion derom«2 — ganske i Overensstemmelse med sine Instrukser. Først i en Samtale den 17. Maj lod Lord Palmerston ham forstaa, at han kun kunde se fire Udveje: At genoprette status quo ante bellum, at inkorporere Slesvig enten i Kongeriget eller i det tyske Forbund eller at dele det i et dansk og tysk Hertugdømme. Her afbrød han Samtalen, men den følgende Dag nægtede Gesandten — stadig formelt korrekt — at indlade sig paa nogen bindende Diskussion, og Palmerston opnaaede ikke den Orientering om de danske Synspunkter, som han antagelig havde ønsket3. Endnu den 18. Maj fremsatte den preussiske Gesandt, Bunsen 1 Aktenst. 11—111, 227 f. 2 RA. U. Min. England 11. Gesandtskabsarkiv 1848—49, no: 35. 1848, 12/5. (Cit. i det fig.: Reventlow, Dep. med Nummer og Dato). 3 Reventlow, Dep. no: 39. 1848 19/5. -- len Note den 9/3 havde Palmsrston udtalt Onske om, at Danmark fremsatte et motiveret Forslag til Fredsbasis (RA. U. Min. Aim. Korrespondance Sager. Krigen 1848—50. Fredsunderhandl. April—Sept. 1848). Jfr. ndfr. s. tin;-} og 605 f.
Side 598
anerkende Hertugdømmernes Enhed, at Slesvigs Forbindelse med Kongeriget alene beroede ])aa Suverænens Person, og al den kun gjaldt Mandslinien. Som Kompensation herfor kunde Preussen indromme Danmark Nordslesvig efter Afstemning og mod nationale Garantier for del tyske Mindretal1. Palmerston udtalte i sit Svar, at han vilde tilraade den danske Regering al overveje Sønderjyllands Deling med Mindretalsrettigheder lil begge Sider; personligt foretrak han, at en Delingsgrænse blev trukket paa statistisk Grundlag fremfor en Afstemning, der vilde være praktisk umulig2. Palmerston undlod naturligvis overhovedet at komme ind paa de rigoristiske Betingelser, Bunsen havde forudsat; men vigtigt var det, at Diskussionen af Fredsgrundlaget ikke, som den preussiske Regering og Forbundsdagenhavde tilsigtet, kom til at indgaa i det Vaabenstilstandsforslag,han afgav den 19. Maj. Den engelske Udenrigsministernøjedes med i sin Instruks til Sir Henry Wynn, Gesandten i København, samme Dag at gentage de fire Muligheder,han allerede havde stillet Reventlow overfor3. Instruksen er dog af Vigtighed for Forstaaelsen af hans Synspunkter. Skulde Oldenborgernes Mandslinie uddø, skrev han, vil begge Hertugdømmerefter alt at dømme blive adskilt fra Danmark, og kun ved Deling vil det blive muligt at redde en Part af Slesvig. Han berører slet ikke Muligheden af en Afstemning, men paalægger Wynn at meddele den danske Regering, »that the precise line might either be determined by negotiation or might be ascertainedby commissioners on the spot«. Danmarks og Slesvigs statsretlige Forbindelse vilde saaledes efter den engelske Udenrigsministers Skøn ophøre med MandsstammensUddøen, og kun Hertugdømmets Deling kunde sikre Kongeriget den Part, som med Rimelighed kunde tilkomme det efter de daværende nationale Skillelinier. Det lader sig imidlertid 1 Brevskaber om de slesvigske Forhold (1848. - Cit. i det fig.: Brevsk.), 17 f.; Aktenst. 11—111. 23(i f. 2 Brevsk.. Y3 i.; Aktenst. II- 111, 237. 3 RA. V. .Min. Aim. Korrespondance Sager. Krigen 1848- .50. Fredsundcrhandlinger April Sept. 1848 no: 36 (Afskrift).
Side 599
ikke udlede heraf, at hans Synspunkler mere eller mindre har afspejlet den preussiske Gesandts Meninger eller HofTets tyske Orientering1. Det er tværtimod sandsynligt, at han ofte har handlet ret egenraadigt, muligvis uden at raadføre sig i tilstrækkeligtOmfang med de øvrige Kabinetsmedlemmer eller Dronningen, der efter engelsk Forfatningssædvane har den endelige Beslutning i udenrigske Anliggender2. Det er aldeles berettiget, at Professor Alb. Olsen fremhæver, at Palmerston i sin Mæglingspolitik først og fremmest lod sig lede af de Hensyn, Englands industrielle og kommercielle Trivsel paalagde ham, en Linie, der iøvrigt havde langt videre Sigte end blot paa den foreliggende Situation3. Medens man fra Toryside — vel nærmest af partipolitiske Aarsager — af ganske de samme Præmisser sluttede, at der burde føres en fastere Politik overfor de tyske Magter for at bringe dem til Eftergivenhed4, formidlede Lord Palmerston Delingstanken, der var fremsat fra tysk Side som en konkret 1 N. Neergaard: Under Junigrundloven I (1892), 249 f.; A. Thorsoe: F. M. Knuth (1911), 44 f. 2 Spencer Walpole: The Life of Lord John Russell II (1889), 43, 47. — Jfr. ogsaa: The Cambridge History of British Foreign Policy II (1923), 326 f. — Der kan va^re Grund til at gore opmserksom paa, at Palmerston selv nogle Aar forinden havde bidraget vacsentligt til Luxembourgs Deling (ibid. 11, 155 ff.), og en tilsvarende Losning maatte veere ham nserliggende ogsaa i dette Tilfgelde. 3 Alb. Olsen, op. cit. 232 f., 254 ff. — Den 20/5 skrev den engelske Berlingesandt, Lord Westmoreland til sin Kollega i Kobenhavn: »Whatever can be done for our shipping, I am sure you will do, and it is quite true, that our merchants and capital are perhaps as much if not more concerned in the shipments now making at Stettin and coming in that port, than the germans« (RA. U. Min. England, Tillæg 1848—51 (52). Akter vedr. de dansk-tyske Forhold hørende til Earl of Westmorelands Embedsarkiv, Vol. I, 292 (Kopi). — Cit. i det flg.: Westmorelands Breve). Set i Sammenhæng med Martsministeriets Politik i Foraarsmaanederne, er det ganske interessant, at Lehmann — efter sine Erfaringer fra Besøget i London — og Monrad under Statsraadets Drøftelser gjorde gældende, at man ved at blokere de tyske Kyster effektivt kunde presse England til at gribe ind til vor Fordel (Statsraadsprotokol 1848, 19'4, ".'j (se Udg., 235, 255)). 4 Sef. Eks. The Times 1848, 1/B, 55.
Side 600
Mulighed, der burde overvejes. Men den fremtraadte i hans Instruks til Wynn i stærkt modificeret Skikkelse og uden at indgaa direkte i Vaabenstilstandsprojektet, som Bunsen havde onsket. Der forelaa paa dette Tidspunkt endnu intet dansk Fredsforslageller nogen bestemt Kommentar af Delingsprincippet. I den Form, DelingsLanken naaede London, blev den imidlertid snarest en Indrømmelse fra preussisk Side, formuleret over den provisoriske Regerings Udkast, som det omkring den 1. April var kommet til Berlins Kendskab. At det forholder sig saaledes bestyrkessikkert derved, at Arnim allerede den 22. Maj tillige indrømmede, at det vilde lette saavel Vaabenstilstandsforhandlingerne,som Fredsforhandlingerne, hvis Delingen gennemførtesaf en Kommission; han bøjede sig altsaa straks for PalmerstonsIndvendiger, skønt han havde lovet den provisoriske Regering, at insistere paa Afstemningsprincippet1. Paa den anden Side affærdigede han fuldstændigt Kiels Protester mod Delingstanken. Slesvigholstenerne havde selv ønsket denne Løsning,skrev han; iøvrigt var det næppe muligt at opnaa mere nu, og Preussen selv maatte kunne koncentrere sig om andre Opgaver, naar de politiske Forhold nødvendiggjorde det2. Det er næppe for dristigt at antage, at Berlin paa dette Tidspunkt 1 Westmoreland t. Wynn 1848, 29/5 (Westmorelands Breve I, 346. Kopi): Hans Precht: Englands Stellung zur deutschen Einheit 1848--50 (Beiheft 3 der hist. Zeitschr. (1925)), 47. — Aktenst. 11—111. 265. 2 Aktenst., II—111, 258 IL, 263 ff. — I en Række udførlige Skrivelser til Arnim i sidste Halvdel af Maj argumenterede den provisoriske Regering energisk mod Delingstanken. Den 18/5 indrømmede den, at den vel i Marts havde stillet Nordslesvigerne frit, men efter de Ofre, Kampen havde kostet, vilde Løsrivelse af en Del af Sønderjylland nu være en Absurditet og vilde medføre Opofrelse af tysk Liv og tyske Interesser til dansk Tvangsstyre. Det vilde endvidere være urimeligt at udelukke tysk Handel fra »de overvejende tyske Byer« Flensborg og Aabenraa, og endelig fandt den det inkonsekvent (mod Programmet) at tillade engelsk Indblanding i Hertugdommernes interne Anliggender (ibid. II—111, 260 f., 266 ff.; jfr. Kieler Correspondenzblatt no: 68, 1818, 23,5). Hensigten er her ganske aabenbart at binde Preussen til de Forpligtelser, det havde paataget
Side 601
har ønsket at afvikle sit slesvigholstenske Eventyr. Reaktionen i Forbindelse med den russiske Pression og den danske Blokade havde gjort sin Virkning, og den 28. Maj paabegyndte man Tilbagetrækningen fra Jylland. I København modtog Sir Henry Wynn den engelske Udenrigsministers Instruks om at forebringe Delingstanken omkring den 24. Maj, og samtidig maatte han af sin Privatkorrespondance med Westmoreland i Berlin nærmest have faaet det — ikke helt ukorrekte — Indtryk, at Forhandlingernes Udfald alene afhang af Danmarks Svar1. — Stemningen i København var paa dette Tidspunkt übetinget god. Skønt Slaget ved Slesvig havde godtgjort, at Danmark var Preussen militært underlegen, fremkaldte til Gengæld Ruslands Advarsel til Berlin og Militærkonventionen med Sverige übetinget Lettelse og Begejstring. Maj og Størstedelen af Juni præges af højstemt Nationalisme, og de toneangivende skandinaviske Kredse - med Ploug og H. N. Clausen i Spidsen — gik ud fra som givet, at Sverige, eventuelt i Samarbejde med Rusland, vilde støtte Ejderpolitiken aktivt2. Heller ikke Ministeriet blev upaavirket af disse Stemninger eller maatte i det mindste tage skyldigt Hensyn til dem. Statsraadet drøftede gentagne Gange i Maj Vaabenstilstandenog Fredsmulighederne. Grev Knuth fremhævede her, med sit Kendskab til de fremmede Magters Holdning, at Danmarkefter hans Overbevisning ikke uden almindelig Krig vilde kunne naa mere end Slesvigs Deling, og at selv denne hurtigt kunne blive uopnaaelig. Medens Udenrigsministeren saaledes i Begyndelsen af Maj synes at have været sig Situationens Alvor bevidst, holdt det øvrige Ministerium endnu fast ved Haabet om Hjælp ude fra; man gjorde gældende, at det vilde være utilraadeligt at gaa ind paa en Vaabenstilstand, saa længe der ikke forelaa Vished for effektiv militær Bistand fra Sverige og Rusland. En Vaabenhvile og Ophævelse af Blokaden vilde i saa 1 Westmoreland t. Wynn 1848, 25/6, 29/5 (Westmorelands Breve I, 319 f., 345 f. Kopier). 2 Fædrelandet 1848 no: 135, 21/5; Danstrup, op. cit., 265 ff.
Side 602
Fald forringe Udsigterne til at o[)naa more hos Stormagterne end Deling, og finansielt vilde Landet ikke kunne bære Byrderneaf et Krigsberedskab under Vaabenhvile. 1 hvert Fald burde man afvente kategorisk Svar om fremmed Troppehjælp, og specielt saa man fra alle Sider hen til en svensk Indsats; indtil da maatte det blive Udenrigsministerens Sag at holde de fremmede Magter hen, og forsi naar alle andre Losninger var udelukket, kunde Ministeriet forsvare, hvad det skulde være overfor Kongen og Folket1. Endnu paa Statsraadsmodet den '24. Maj søgte Grev Knuth at trænge gennem Ministeriets henholdendePolitik; han gjorde det klart, at de Betingelser, der havde været Udgangspunktet, »kunde man have fremsat efter en afgjørende Succes, men under de nærværende Omstændighederikke«, og han udbad sig Bemyndigelse til at indlede Forhandlingerom Fredsgrundlaget og om nødvendigt til at afstaa »en liden Deel af det tydske Slesvig«. Kun Lehmann delte UdenrigsministerensAnskuelser, hvorimod alle de øvrige Ministre, Monrad ikke undtaget, klamrede sig til Haabet om at redde Ejderprograinmet med fremmed Bistand, og Kongen vilde under ingen Omstændigheder fravige sit engang trufne Standpunk t2. Principielt havde disse Statsraadsforhandlinger i Maj ingen større Betydning. Bortset fra Knuth og Lehmann — de to Ministre, der stærkest havde Føling med Udlandets Holdning — stod Ministeriet endnu fast samlet om Ejderprograinmet. Som i April knyttede det alle Forhaabninger til, at Stormagternesog Sveriges Bistand trods alt ikke vilde være aldeles udelukket; mest afgørende er det, at det i Maj nægter at binde sig til Vaabenstilslands- eventuelt tillige Fredsforhandlinger, fordi det vil forringe Mulighederne for at erhverve den attraaede Troppehjælp. Skulde man endelig gaa med til Vaabenhvile, burde det ske under Tvang fra Stormagterne, og foreløbig maatte Udenrigsministeren »trainere« Forhandlingerne. Mest prægnant formuleredes disse Synspunkter ganske vist fra konservativtHold, 1 Statsraadsprotokol IX4B, 5/-, «/5, 12 5 (se l'clg., 27f> 82, 293 9fy. 2 Ibid. 1848, (se Itlg., 308 f.).
Side 603
servativtHold,Bardenfleth, Bluhme og A. W. Moltke, medens Monrad endnu i Begyndelsen af Maj —- inden den svenske Regerings Erklæring forelaa — tog Forbehold; men siden gav ogsaa han Kravet om Afklaring af den diplomatiske Situation sin fulde Tilslutning. Selv synes Udenrigsministeren — endnu inden Palmerstons Delingsudkast indløb — at have været paa det rene med, at der ikke kunde ventes Hjælp fra Stormagterne,og at Sveriges Deklaration kun med lidt god Vilje lod sig udlægge som en Advarsel, saafremt Kongeriget blev angrebe t1. Han formaaede dog ikke at bryde den kompakte Modstand,og selv blev han bragt i en særdeles übehagelig Stilling overfor Udlandets Gesandter; den 13. Maj maatte han instruere Grev Reventlow om under ingen Omstændigheder at indlade sig »paa nogen egentlig Negociation eller noget fremtidigt Arrangement, Deling af Slesvig eller Sligt«, uanset han ikke turde afvise denne Udvej »ved haard Nødvendighed«2. Det var da næppe heller med større Forventninger, Wynn præsenterede ham Palmerstons Delingsudkast, og skønt Gesandteni første Øjeblik blev overrasket »to find him on the whole more disposed than I had expected«3, mødte han snart stigende Modstand. I Samarbejde med Baron Ungern-Sternberg, Ruslands Repræsentant i København, søgte Wynn fra Slutningenaf Maj at trænge Knuth ind i Forhandlinger; begge indskærpedede Nødvendigheden af Indrømmelser, og Palmerston advarede indtrængende mod at fæste Lid til Ruslands og Sveriges Løfter om Hjælp, der kun vilde gælde, for saavidt Monarkiets Existens blev truet4. Baade overfor Wynn og Ungern-Sternberg indrømmede Grev Knuth, at han personligt kunde antage 1 Knuth t. Lehmann 1848, 12/5 (Al Orla Lehmanns Papirer, udg. af Jul. Clausen (1903), 110). 2 RA. U. Min. Engl. 11. Gesandtskabsarkiv Ordrer 1848 no: 36, 13/3 (i det flg. cit.: Knuth, Ordre t. Reventlow med Nr. og Dato). — Jfr. Udenrigsministeren Grev Knuths Fremstilling af Danmarks Underhandlinger 1848 indtil Vaabenstilstanden i Malme (Medd. af C. Paludan-Miiller. Hist. Tidsskr. 4. r. V (1875—77), 484 f.). 3 Wynn, Dep. no: 71. 1848, 24/6. (Westmorelands Breve I. 311. Kopi) 4 Reventlow, Dep. no: 45. 1848, 9'0.
Side 604
Linien Gelting—Nybol—Husum som en rimelig Grænse. Paa den anden Side turde Ministeriet ikke paa daværende Tidspunkl tage Ansvaret for en Deling; Knuth maatte — med Ungern- Sternbergs Ord — vise »de l'extréme repugnance« og stærkest muligt advare mod Vanskelighederne ved at naa frem til en klar Demarkationslinie og mod den Omvæltning, Delingen vilde hidførei Hertugdømmet1. Naar det ikke lykkedes de to Gesandter at gennembryde Modstanden mod Slesvigs Deling, skyldes det først og fremmest den øjeblikkelige nationale Begejstring i København, men tillige at den militære Situation bedredes ved Nørrejyllands Rømning og de heldige Flankeangreb mod det preussiske Tilbagetog. Ungern-Sternberg Jtalte med megen tFortrydelse om, at den ophidsede Stemning fratog Ministeriet ethvert Initiativ, og først og sidst frygtede han Konsekvenserne af den politiske Skandinavisme. Han, der i Marts havde modtaget de nationalliberale Ministre, hvis eneste Tilskyndelse efter hans Fremstilling var Magtstræb og Ambitioner, med Foragt2, advarede nu skarpt mod det skandinaviske Samarbejde og forudsaa en dansk Republik under nationalliberale Auspicier3. Det er tidligere berørt, at Grev Knuth for sit eget Vedkommendesynes at have indset, at Slesvigs Deling kunde blive nødvendig; hans Indrømmelse maa dog — som det ogsaa fremgaaraf baade Ungern-Sternbergs og Wynns Indberetninger — sikkert tilskrives Stormagternes Pres. Paa den anden Side kunde han ikke fravige — og forsøgte det ikke heller paa noget Tidspunkt — den af Ministeriets Flertal fastlagte udenrigspolitiskeLinie, omend den maaske forekom ham haabløs. Det er vel muligt, at han, som det almindeligt hævdes, ikke magtede sin Opgave, men samtidig maa det med Rimelighed indrømmes, at den vel kunne synes uløselig. Som bekendt var Knuth fraværendeunder 1 Alb. Olsen, op. cit., 245 ff.; RA. Rapporter til det russiske Udenrigsmin. fra Gesandtskabet i Kbh.; Ungern-Sternberg, Dep. no: 94. 1848, 28'5; no: 96. 1848, 31/5. 2 Ungern-Sternberg, Dep. no: 36. 1848, 23/3; no: 37. 1848, M/s- 3 Ibid. Dep. no: 107. 1848, 8/„; no: 113. 1848, 14/,.
Side 605
værendeunderMinisteriets Dannelse og blev antagelig anbragt paa sin Post paa A. W. Moltkes Initiativ, da Lehmann afslog at overtage Udenrigsministeriet; det var dog baade paa dette Tidspunkt og i April Meningen, at Knuth kun ganske midlertidigtskulde bestride dette Hverv, og at han skulde erstattes af Gesandten i Paris, Grev Ludvig Moltke1. Først i Maj blev det klart, at han ikke vilde blive afløst, og han udtrykte da selv Onsket om at forblive2, skønt han under stadigt Pres fra de fremmede Gesandter ikke formaaede at bryde Ministeriets Tilbageholdenhed.Det havde næppe heller været ham muligt at fratræde, omendhan havde ønsket det; dels havde Frederik VII sandsynligvis nægtet det, dels vilde han, der paa én Gang kunde tilfredsstille nationalliberale og konservative, have været umulig at remplacere. Helt frem til Midten af Juni niaatte han i Overensstemmelse med Statsraadets Afgørelse argumentere mod Slesvigs Deling — og samtidig undgaa at bryde alle Broer. I den sidste Uge af Maj indskærpede han Reventlow, at han kun maatte diskutere Delingstanken, ikke forhandle; Delingen — han nævnte Linien Gelting—Nybøl—Husum — kunde blive paakrævet, men Danmar burde under ingen Omstændigheder selv fremsætte dette Forslag for ikke at give Modparten Anledning til at afpresse os endnu større Omraader, og blev Delingen uomgængelig nødvendig, maatte vi forudsætte engelsk Garanti for Nordslesvigs fuldstændige Inkorporation i Kongeriget. Sproggrænsen kunde ikke være afgørende, Danmark maatte for sin Handels Skyld kræve saavel Flensborg som Husum, og militære Hensyn forudsatte en endnu sydligere Grænse3. Argumentationen mod Delingsprincippet uddybede Grev 1 F. de Fontenay: Ludvig Moltke i Da. biogr. Leks. XVI (1939), 78. 2 Denne Oplysning skylder jeg Magister Gay. 3 Knuth, Ordre t. Reventlow no: 40, udat.; Ordren maa efter Nummereringen anbringes mellem 24. og 27. Maj. — Jfr. Grev Knuths Fremstilling,
Side 606
han, vil til enhver Tid afhænge af Befolkningens Luner, og den vil overskære Hertugdømmets statsretlige Forbindelse med Kongerige t1. Disse Synspunkter supplerede Kammerherre H. Reedtz, der var sendt til London for at bistaa Grev Reventlow, i et vidtløftigt Memorandum til Foreign Office i Juni2: F,n Delingsgrænsemaa efter den danske Regerings Opfattelse altid blive vilkaarlig og savne enhver historisk Begrundelse; en klar Demarkationslinie gennem de blandede Omraader i Sønderjyllandvil være udelukket, og en national Grænse prisgive Danmarks militære og kommercielle Interesser. Befolkningens store Flertal vil foretrække Indlemmelse enten i Kongeriget eller i Forbundet fremfor Deling, og en Delingsgrænse vil endelig blive Kampplads ikke blot for de stridende Parter, men mellem Skandinavisme og Germanisme; den vil fra begge Sider blive opfattet som et Kompromis, der krænker velbegrundede Rettigheder,og fra begge Sider vil man kun tilstræbe at genoprette det tabte, aldrig søge virkelig Udsoning. Det er bemærkelsesværdigt, hvor stærk Vægt man fra dansk Hold tillægger det Brud, Hertugdømmets Deling vilde indebære, politisk saavel som økonomisk og militært. Hvad man stilede mod var en absolut fast og velmotiveret Grænse. Lægges rent nationale Kriterier til Grund, vil den alene afhænge af de to Nationaliteters fremtidige Udfoldelse, og Vanskelighederne ved at drage en klar Nationalitetsgrænse gennem de blandede Distrikter udelukker eo ipso en Grænse, der samtidig opfylder de praktiske Krav, den danske Regering maa stille. Medens Selvbestemmelsesretten formelt laa til Grund for den provisoriske Regerings Delingstilbud, spillede Nationalitetsprincippet ingensomhelst Rolle i det danske Kabinets Overvejelser. Alene Hensynet til Landets politiske og økonomiske Trivsel og dets Sikring mod »Germanismen« — den Betingelse, Ejderpolitikerne havde opstillet ved Programmets Udformning — afgjorde dets Stilling til Delingstanken. — 1 Knuth, Ordre t. Keventlow no: 43. IX4«, 4 „. Bilag. 2 HA. L". .Min. Aim. Korrespondance-Sager. Litra K. Krigen IS4X sd. Korrespondance vedr. Slesvigs og Holstens Styrelse IS4S ni. m. - Udforligt Referat hos Thorsoe, op. cit. I, 328 IT.
Side 607
Overfor den danske Regerings Tilbageholdenhed fonnaaede som nævnt hverken de fremmede Diplomaters eller Knuths Argumenter det ringeste. I de forste Uger af Juni tilspidsedes Situationen imidlertid atter afgørende. Det blev efter Kongemødet i Malm o aabenbart, at man ikke kunde vente svensk Medvirken til Ejderpolitikens Gennemførelse. Den svenske Konge forfulgte ikke samme Maal som de danske nationalliberale. Ganske som Czaren og Nesselrode saa han Faren deri, at Preussens Angreb forstyrrede Magtbalancen i Nordeuropa, og omvendt sogte han i sin skandinaviske Politik i Forsommeren 1848 et Middel til at kontrollere den svenske liberale Opposition1. Kong Oscar sluttede sig nu übetinget til Englands Synspunkter, og omtrent samtidig modtog Udenrigsministeriet i København en alvorlig Henstilling fra St. Petersborg om at antage den engelske Mægiingspoiitik2. Knulh indstillede sig da paa at maatte gaa ind paa Palmerstons Dclingsudkast, og instruerede den 11. Juni Reventlow i denne Retning3. Samtidig berørte han baade overfor England og Sverige Tanken om at give Slesvig provinsiel Selvstændighed, og den svenske Regering udbad sig straks en Definition af Begrebet. Kabinettet havde allerede den 6. Juni været inde paa SønderjyllandsStilling til Kongeriget, da Jyllands Rømning gjorde en administrativ Reorganisation aktuel. Der havde — stadig i Overensstemmelse med dets Programerklæring — været Enighedom at indrømme Hertugdømmet udstrakt kommunalt Selvstyreog at undgaa alle Yderligheder, dets fuldstændige Inkorporationunder Kongerigets Forfatning paa den ene Side og en foederativ Forbindelse, som Tscherning atter bragte paa Bane, paa den anden. »Ministeriet havde sit bestemte Program, hvortil 1 Om Sveriges Politik, se: H. Haralds: Sveriges utrikespolitik 1848 (1912), passim; E. O. Lofgren: Sverige Norge och danska frågan 1848—49 (1921), 20—27, 36 ff.; samme i Svensk hist. tidsskr. 1938, 295—306; Danstrup, op. cit., 261—66. 2 RA. U. Min. Aim. Korrespondance-Sager. Krigen 1848—50. Fredsforhandl., April—Sept. 1848, no: 42. 1848, 8/6; Plessen, Dep. no: 37. 1848, 7;6; Grev Knuths Fremstilling, 492 f. 3 Knuth, Ordre t. Reventlow no: 47, 1848, n/6; Alb. Olsen, op. cit., 248 ff.
Side 608
det i Alt havde at holde sig«, erklærede Monrad. »Ministeriet Da Udenrigsministeren derimod den 11. Juni redegjorde for den udenrigspolitiske Situation og fremhævede, at baade England, Rusland og Sverige stærkt ønskede »at erholde Motiverne til en europæisk Krig fjernede«, gav det Anledning til en lang og skarp Debat af principiel Rækkevidde2. Han vilde anse det for heldigst at forhandle paa Grundlag af en alternativ Basis, og han maatte have Klarhed over, dels hvor stor Selvstændighed, Regeringen kunde tilstaa Hertugdømmet, dels hvilke Fordringer den maatte stille til en eventuel Deling. Situationens Alvor synes i nogen Grad at have virket overraskende; men da Bardenfleth ikke destomindre bestred Betimeligheden af overhovedet at drøfte Fredsbetingelserne, før der forelaa konkret Grundlag, tabte Knuth Taalmodigheden. Sagen havde nu været opsat siden den 28. Marts, fordi »man ei antog, at den forelaae [og saaledes] havde nødet ham til... med største Besvær at undgaae at give bestemte Forklaringer om, hvad man egen[t]lig forlangte«. Spørgsmaalet var ikke, om man kunde opnaa Fred paa det ene eller det andet Alternativ, men at formulere Ministeriets Standpunkt til dem hver for sig. »Det var ham en Umulighed at underhandle, naar han ei havde Vished om, hvor vidt han i hver af de omtalte Alternativer kunde gaae«. Kabinettet spaltede sig da op i to klart afgrænsede Grupper, 1 Statsraadsprotokol 1848, 6/8 (se Udg., 309 -17). 2 Ibid. 1848, 14/„ (se Udg., 318—22). 3 Lehmann var fraværende fra begge de afgorende Statsraadsmoder 14/s °g 21/e- Hans Standpunkt lader sig dog fastslaa indirekte. Ogsaa han afviste aldeles en foederativ Forbindelse; derimod kunde han, hvis man b[ev tvunget til at give efter, »bringe det i Samklang med sin Samvittighed« at stemme for Deling. (Statsraadsprotokol 1848, •/« (se Udg., 314 f.)). — I et vidtløftigt Memorandum fra samme Tid beskæftiger han sig i Detailler med Danmarks fremtidige politiske og administrative Ordning; men det bærer tillige umiskendelige Spor af den aktuelle Situation (RA. Orla Leli- maims Privatarkiv, C. 9. Cirkulserskrivelse til Statsraadet 1848, 9/6; Chr. Degn, op. cit., 175 ff.). Lehmann tilraader heri en Nyopdeling af hele Landet i ensartede Kredse med udstrakt jurisdiktionel og administrativ Autonomi, men han advarer indtrsengende mod at strsekke den saa vidt, at den modvirker Statsenheden, der übetinget gaar forud for alle Sserinteresser. »Det gjselder at give Provindsen, hvad der tilkommer den, og Staten, hvad Statens er.« For Slesvigs Vedkommende ber Grundprincippet vsere det sarame, saa meget mere som den existerende Administration og Sprogforholdene tilskyndede dertil. »Forsogsviis« skitserer Lehmann en Tredeling af Hertugdommet i en rent dansk Part (indtil Bov-Mogeltonder), en rent tysk (Syd for Slien-Danevirke-Husum) og en blandet. Den sproglige Ligeberettigelse kan derved indskrsenkes til det sidste Distrikt, som iovrigt ved forsigtig, men maalbevidst Statskunst vil kunne genvindes aandeligt for Kongeriget, medens man for bestandig har sikret sig den rent danske Del og hindret den tyske Parts Opsugning i Holsten. Til Slut fremhaever han, at »selvom man er eller bliver tvunget til en slesvigsk Enhed, udelukker dette ikke at lade den blive et historisk Minde«. — Lehmanns Memorandum blev — efter Ministrenes Paategninger at domme — ikke modtaget med sterre Opmaerksomhed, men der kan nseppe vrere Tvivl om, at det afspejler Debatten om den slesvigske Administrations Reorganisation (Jfr. ovfr. S. 607 f.) og indirekte den nationalliberale Opfattelse af Fredsbasissporgsmaalet. Det forener paa en Maade Delingstanken og Planerne om en provinsiel Selvstiendighed, saaledes dog, at Kongeriget og Slesvig forenes fuldstsendigt i Statsenheden.
Side 609
fra at give Slesvig statsretlig Selvstændighed; det havde man jo forkastet i Marts, fordi man fandt det uforeneligt med Programmet,og den provinsielle Uafhængighed, man dengang havde bebudet, kunde han ikke strække længere, end at Slesvigs Repræsentanter paa den fælles Rigsdag fik Vetoret mod de almindelige Loves Gyldighed i Hertugdømmet. Sveriges Mening kunde være os ligegyldig, da den svenske Regering handlede aabenlyst i Strid med det svenske Folks Sympatier. Derimod støttede baade Stormagterne og det tyske Forbund Delingstanken,og »Nationalitetsspørgsmaalet« maatte da være Hovedsagen. Medens de nationalliberale Ministre — Lehmann ikke undtaget—
Side 610
hedsordning,derkunde bringe de statsretlige Baand i Fare, hældede Konseilpræsidenten, Bardcnfleth, Bluhme og Zahrtniannsamt Tscherning, der ønskede Fred for enhver Pris, netop mod dette Alternativ. A. \Y. Moltke gjorde gældende, at Delingenvilde blotte Grænsen militært, og han foretrak at give Slesvig samme Uafhængighed som Lauenburg. Bluhme mente det ligeledes rigtigere at tilstaa Hertugdømmet storst mulig Selvstændighed — ogsaa paa de Omraader, der hidtil havde været fælles — med egen lovgivende og »direkte skattefordelende« Myndighed, blot Hær, Told og Finanser forblev Fællesanliggender,og omvendt enhver Forbindelse med Holsten blev afbrudt. Der opnaaedes ingen Enighed, og man maatte nedsætte en Komité, hvori Knuth, Monrad og Bluhme fik Sæde, for at afgrænse de yderste Indrømmelser i begge Alternativer. Udvalgsdrøftelsernes Forløb og Indstilling kendes ikke1; men Resultatet, der forelagdes Statsraadet den 21. Juni blev, at Sønderjyllands Selvstændighed i Realunion med Kongeriget opstilledes som Hovedbetingelse, Delingsalternativet med Danevirke som Grænselinie som subsidiær Udvej. Disse Punkter vedtog Ministeriet efter en Diskussion, saaledes at Monrad — med A. W. Moltkes og Hvidts Bifald — præciserede sit Forhold til Delingsalternativet derhen, at han personligt kunde godkende Danevirke som Grænse, men at han kunde støtte et Ministerium, der sluttede Fred paa Basis af Linien Flensborg—Husum2. Det fremgaar af Meddelelserne til Udlandet om Fredsbetingelserne,at man havde tiltænkt Hertugdømmet særskilt Landdag(med Ret til at raade over Slesvigs Indtægter, naar de fælles Udgifter til bl. a. Statsgæld og Militær var udredet) og særskilt Administration. Endelig skulde dets Repræsentanter paa den fælles Rigsdag have Vetoret mod Lovgivningen for Slesvigs Vedkommende3. Disse Punkter afviger ikke meget fra de Hovedtræk,Monrad 1 Indstillingen findes ikke blandt Premierministerens Journalsager, men Indholdet fremgaar af den danske Note til Sverige 18', (Thorsoe, op. cit. I, .{3B—43). 2 Statsraadsprotokol 1848, 21'6 (se Udg.. 327 ff.). 3 Thorsøe, op. cit. I, 340 f.
Side 611
træk,Monradhavde ridset op i Statsraadsmodet den 23. Marts, og som Ministeriet dengang ikke havde rejst principielle Indvendingermo d1. Det er ganske interessant, at de ligeledes — efter Monrads Votum den 14. Juni — optager de sønderjydske Repræsentanters Ret til Veto mod den fælles Lovgivnings Anvendelsepaa Hertugdømmet, medens de ikke — som Bluhme havde ønsket — vilde give den slesvigske Landdag egen lovgivendeeller beskattende Beføjelse. Som Helhed berørte disse Retningslinier slet ikke de statsretlige Baand, og de lod sig maaske nok forlige med Programerklæringen. Naar de nationalliberaleRegeringsmedlemmer dog paa dette Tidspunkt viste sig forbeholdne overfor Selvstændighedstanken, hænger det sikkert sammen med, at de i den daværende udenrigspolitiske Situation ikke vovede at opstille dette Arrangement betingelsesløst,fordi enhver yderligere Indrømmelse i denne Retning vilde overskride den rent provinsielle (administrative og jurisdiktionelle)Uafhængighed eller føre til en Helstatsordning med Slesvig som selvstændigt Led. Man havde indset, at Stormagterneikke vilde indfri deres Garantiforpligtelser, men tværtimod pressede paa for at skaffe Fred snarest muligt, og Sverige ikke havde i Sinde at gaa i Brechen for Ejderpolitiken. Overfor Udsigtentil, at Selvstændighedstanken i sine Konsekvenser kunde overskære Slesvigs og Kongerigets forfatningsmæssige Samhørighed,gennemførte de nationalliberale mod Ministeriets konservativeFløj, Delingsalternativet som subsidiær Udvej, hvis den provinsielle Selvstændighed skulde slaa fejl. Skillelinierne indenforMinisteriet blev saaledes allerede paa dette Tidspunkt trukketganske prægnant op; om det Kompromis, man havde fundet,vilde bestaa den Prøve, de kommende Forhandlinger med Udlandet satte det paa, kunde endda være tvivlsomt. Overfor Offentligheden kom de nationalliberale Ledere saaledespaa en Maade i en mislig Stilling. Den 23. Juni antydede den unge Viggo Rothe — maaske med Ledernes Billigelse — for første Gang Situationens Alvor i »Fædrelandet«. Han indrommede,at Haabet om at gennemføre Ejderprogrammet med 1 Jfr. ovfr. S. 591.
Side 612
svensk Bistand var bristet; da Slesvig endvidere allerede var halvt tysk, og man niaatte forudse, at det for eller senere helt kunde gaa tabt, vilde dets Deling være den eneste naturlige Losning — hellere end at genoplive Christian VIII's Helstat1. II.Gennem de følgende Maaneder blev det Udenrigsministerens Hovedopgave i Overensstemmelse med Statsraadets Beslutning den 21. Juni at optage Underhandlinger med Sønderjyllands provinsielle Selvstændighed som Udgangspunkt. Foreløbig fortsattes tillige Forhandlingerne i London. Grev Heventlow indledte straks efter at have modtaget UdenrigsministerensInstruks fra 11. Juni Underhandlinger om et Forslag»af acceptabel Natur«, eventuelt med Slesvigs Deling som Basis2, og i Tilslutning til sit nye Vaabenstilstandsudkast udarbejdedePalmerston et Fredsforslag, som han overrakte allerede den 23. Juni. Han skitserede her en alternativ Løsning af det slesvigske Spørgsmaal, enten Hertugdømmets Deling efter nationale Skillelinier, saaledes at Nordslesvig tilsluttedes Kongeriget og fulgte Kongelovens Arvefølge, medens Sydslesviginkorporeredes i Holsten og under holstensk Succession, eller en administrativ Forening af de to Hertugdømmer med fælles Provinsialstænder, men uden Slesvigs Optagelse i det tyske Forbund3. Af de to Alternativer er det meget lidt sandsynligt,at Lord Palmerston har kunnet vente, at det sidste kunde faa større praktisk Værdi, skønt Preussen havde berørt denne Mulighed i Maj4. Delingsalternativet var utvivlsomt det mest relevante, forsaavidt som begge Parter — trods principielle Indvendinger — ikke kunde lade denne Udvej helt ude af Betragtning.I Modsætning til tidligere, undlod Palmerston helt at 1 »Fædrelandet« 1848. no: lfi'2, 23/„; Danstrup, op. cit., 270 f 2 Reventlow, Dep.no: 48. 1848, 20/8. 3 Brevsk., 61 f.; Aktenst. 11—111, 308 f. 4 Vicomte de Guichen: Les grands questions européennes et la diplomatie des puissances sous la seconde république franchise I (1925), 110 f.
Side 613
anvise nogen nærmere Delingsmetode, og medens han i Maj blot havde antydet Løsningen af Arvefølgespørgsmaalet som et Argument, der kunde gøre Delingstanken lettere at antage, udtaltehan det nu som en umiddelbar og nødvendig Konsekvens af Delingen. Delingsgrundlaget blev straks det centrale Punkt i Drøftelserne i London. Bunsen gjorde atter opmærksom paa i en Note den 24. Juni, at det tyske Forbund ikke kunde fravige sit principielle Standpunkt, med mindre Nordslesvigs Befolkning selv fik Lejlighed til at udtale sig for Delingen1. Medens man altsaa fra tysk Side nu synes at ville insistere paa den nationale Selvbestemmelsesret, indstillede Grev Reventlow sig foreløbig paa at presse den engelske Udenrigsminister til at antage Slien— Danevirke—Husumlinien, som Knuth havde antydet, og forberede ham paa, at Regeringen ikke kunde indlade sig paa hans sidste Alternativ, med mindre det omformedes til Slesvigs provinsielle Uafhængighed2. De stridende Parter staar altsaa endnu hinanden lige fjernt, hvad Delingskriterierne angaar, men tilsyneladende kom Forhandlingerne — som Lord Palmerston kunde ønske sig — ind i et fastere Leje. Grev Reventlow afventede blot det danske Kabinets endelige Beslutning for at kunne forberede de definitive Forhandlinger. Svaret udeblev, og i Virkeligheden optog Statsraadet ikke paa noget Tidspunkt Palmerstons Forslag til Drøftelse3. Forklaringen ligger dels — som vi senere skal se — i den Vending, de internationaleUnderhandlinger tog efter Statsraadets Beslutning om Fredsbetingelserne den 21. Juni, dels i, at der netop da var indledt direkte Vaabenhvileforhandlinger med Preussen, udenom England. Forhandlingerne fandt Sted i Malmø under svensk Medvirken,og allerede den 2. Juli resulterede de i den første Malmøkonvention,der bød Danmark betydelige Fordele. Vigtigst er 1 Aktenst. II—111, 309 f.; Guichen, op. cit. I, 129 f. 2 Reventlow, Dep. no: 54, 1848, 3/7. 3 Den 28/6 forelagde Knuth sine Kolleger Palmerstons Mæglingsforslag, men Fredsbetingelserne underkastedes ingensomhelst Diskussion (Statsraadsprotokol 1848, 28/6 (se Udg., 342)).
Side 614
det i denne Sammenhæng, at den — i Modsætning til Presussens Udfaldet af Yaabenhvileforhandlingerne beroede blandt andet paa Reaktionen i Berlin og en vis Krigstræthed i de nordtyske Hver. Paa den anden Side incdforte den direkte danskpreussiske Yaabenhvileoverenskomsl og Opsættelsen af Fredsforhandlingerne, at England gled helt i Baggrunden og i Virkeligheden ikke formaaede at genvinde Initiativet under de forberedende Fredsunderhandlinger i Efteraarsmaanederne 1848. Det var ikke überettiget, at »the Times« i Juli kunde stemple Lord Palmerstons Mægling som forfejlet, skønt »the continuance of this war in the Baltic is as inconsistent with our mercantile interests, as it is with our political engagements«1. Selv gav den britiske Udenrigsminister snarest Udtryk for en resigneret Holdning i et Privatbrev til Wynn i September; mente den danske Regering at kunne løse Knuden selv, maatte den for hans Skyld gerne forsøge2. Grev Knuth havde i Begyndelsen af Juli ment, at Gennemførelsenaf Yaabenhvilebetingelserne i Frankfurt nu maatte blive Preussens Sag3. Foreløbig blev da ogsaa den danske RegeringsKontakt med Rusland og Sverige et Hovedmoment under Forberedelsen af Fredsforhandlingerne. Begge disse Magter havde endnu i Maj og Juni søgt at formaa Danmark Lil Forsonlighed, men deres Politik fik først fast Retning, da man i København i en Note den 18. Juni — altsaa endnu medens de afgørende Statsraadsdrøftelser fandt Sted — erklærede sig villig til Fred paa Grundlag af Slesvigs provinsielle Selvstændighe d4. Allerede tre Dage senere meddelte det svenske Kabinet, at det fandt dette Forslag fuldt tilfredsstillende. Det lovede at underrette London og St. Petersborg, men forudsaa Indvendinger 1 »The Times« 1848, 8/„ 24/7. 2 Alb. Olsen, op. cit., 264 f. (dateret 19,,). Brevet refereres af Knuth i Statsraadet 2/10 (Statsraadsprotokol, I.e. (se Udg , 474 f.)). 3 Vrints t. Wessenberg 1848. 15 7 (Hantzau, op. cit., S. 87). 4 Thorsoe, op. cit. I, 338—43: jfr. ovfr. S. HK).
Side 615
fra tysk Hold, og vilde Preussen og Forbundet ikke antage Tilbudet,saa det ingen anden Udvej end Deling1. Den svenske Regerings Meddelelser, der ledsagedes af en udførlig Motivering for Delingstankens Umulighed, blev velvilligt modtaget i St. Petersborg, utvivlsomt begunstiget af de øjeblikkelige Omstændigheder,paa den ene Side overdreven Frygt for de radikale Tendenser i den danske Nationalliberalisme og for den politiske Skandinavisme, paa den anden Side Uvisheden om de tyske Magters Hensigter. Baron Ungern-Sternberg erklærede i Juni, at han artsaa Danmarks Opsugelse i Sverige eller en dansk Republik for nærliggende Muligheder2. Samtidig synes den russiske Marineminister Menschikoff, der i Juni vendte tilbage fra et Besøg i København og Stockholm, og som var dybt rystet over Skandinavismens Styrke, at have søgt at overtale Czaren og Kansleren til at gøre Indrømmelser til Danmark for at paavirke dets Adfærd3. Fra Berlin advarede MeyendorfT parallelt hermed i drastiske Vendinger mod den fremtidige Udviklingi Tyskland. Hvorfor søger Forsamlingen i Frankfurt at paatvinge Preussen Lederskabet i en tysk Enhedsstat?, skrev han. »N'est-ce pas évidemment un leurre pour gagner l'état le plus puissant de l'Allemagne et en faire l'instrument aveugle des volontés de cette hydre å cent tetes qui se montre sous un aspect si rassurantå l'églisede Saint-Paul?«, og vil man ikke blot benytte den Styrke, der kan vindes ad den Vej, mod Danmark?4 Disse Aspekter voldte stigende Bekymring i St. Petersborg. Medens Nesselrode sidst i Juni endnu ingen anden Udvej saa end Slesvigs Deling og mente, at den danske Regering fremfor en haabløs Krig vilde samtykke og vilde kunne finde Midler til at retfærdiggøre sig overfor Folkestemningen5, erklærede han sig straks efter at være underrettet overbevist om Rigtigheden 1 Lofgren, op. cit., 268—72; 65 ff.; Thorsoe, op. cit. I, 343 f 2 Ungern-Sternberg, Dep.no: 113. 1848, 1()/6. 3 Guichen, op. cit. I, 128. 4 MeyendorfT t. Xesselrode 1848, 28'7 (MeyendorfTs Hreve 11, 113 f.) 5 Xesselrode t. MeyendorfT 1848, 22 8 (Xesselrodes Hreve IX, 118 f.).
Side 616
af den dansk-svenske Argumentation for Selvstændighedsplanen;»cette Den anden Malmøkonvention bød vel Danmark langt færre Fordele end den første, men Situationen var paa ingen Maade ugunstig. Heller ikke denne Overenskomst foregreb det endelige Arrangement; Wrangels Adfærd og den tyske NationalforsamlingsGenstridighed havde diskrediteret Centralmagten saaveli 1 Nesselrode t. Mcyendorff 1848, V?, 15/7 (Nesselrodes Ure ve IX, 128 f.); Hloomfield, Dep. no: 1(11 1818, 30/6 (Westmorelaiiris Breve I, 455. Resumé); Lofgren, op. cit., 67 f. 2 Nesselrode t. Meyendorfl 1848, 24/7, liU, 2/» (Nesselrodes Breve IX, 131 IT., 143 ff., 159 fj: Guichen, op. cit. I, 126 f., 131., 246.
Side 617
veliBerlin som i St. Petersborg og til en vis Grad ogsaa i Londo n3, samtidig med at Kløften mellem Berlin og Frankfurt traadte aabent frem. Endelig syntes Sommerens Forhandlinger at kunne berettige det danske Kabinet til Forhaabninger om, at i det mindste Rusland og Sverige samt Frankrig, der med Tilfredshed havde noteret, at Delingstanken blev skrinlagt2, kunde gaa med til Slesvigs provinsielle Uafhængighed. Dette er Forudsætningen for, at Regeringen — vistnok efter svensk Tilskyndelse og efter Sondering hos de fremmede Diplomater i København — sidst i August kunde henvende sig til England, Frankrig, Rusland og Sverige for at indhente en kollektiv Anerkendelse af Kongerigets og Slesvigs uopløselige Forbindelse3. Det er utvivlsomt med rette, at Erik O. Lofgren fremhæver, at de danske Garantikrav tilsigtede at afskære al fortsat Diskussion af Fredsgrundlaget. Der indløb straks imødekommende Svar fra Rusland, Frankrig og delvis ogsaa Sverige, der karakteristisk nok havde gjort sin Beslutning afhængig af St. Petersborgs, hvorimod Lord Palmerston gav en utvetydig Afvisning; en Garanti af den nævnte Art vilde være en Udfordring til Tysklandog var tillige uforenelig med Englands Rolle som Mægler4. Foreløbig var Aktionen altsaa strandet paa Palmerstons negative Svar. Fra dansk Side bedømte man dog fortsat Mulighedernefor Gennemførelsen af Slesvigs Selvstændighed gunstigt. »Der er Udsigt til, at den Engelske Mediation snart maa være endt«, skrev Grev Knuth sidst i September til Reventlow; endnu bør man derfor ikke »opgive Haabet om at opnaae den ønskede Erklæring fra samtlige 4 Magter«5. Ved et Statsraadsmødeden 22. September afviste han at slutte Fred for enhver 1 Jfr. Palmerstons Ordret. Westmoreland 1848, 25/7, t. Cowley 1848, 12/9 (RA. U. Min. Aim. Korrespondance Sager. Krigen 1848—50. Fredsunderhandl., April—Sept. 1848, no: 52, 72 b. Kopier); Guichen, op. cit. I, 132 ff , 245 f. 2 Alb. Olsen, op. cit., 260, n. 4. 3 Thorsøe, op. cit. I, 383 ff.; Lofgren, op. cit.. 43, 69—78. 4 Knuth, Ordre t. Reventlow no: 82. 1848, 25/9. Bilag: Palmerston t. Wynn, 12/9 (Kopi). 5 Knuth, Ordre t. Reventlow no: 82. 1848, 25'9.
Side 618
Pris, »naar man endnu liavde 7 Maaneder til at afvente BegivenhedernesGang. Han vilde for sin Person aldrig deeltage i Nogen Fred, hvorved Slesvig blev deelt«, og hans Kolleger tilsluttede sig disse Betragtninger1. En af de sidste Dage i Seplembermeddelte Regeringen konfidentielt de fire Magter, at Slesvigs »indépendance particuliére sur la plus large échelle possible« vilde være den eneste Losning, der kunde tilfredsstille Danmark2. Medens Forhandlingerne med Udlandet paa dette Tidspunkt koncentreredes om Slesvigs provinsielle Selvstændighed, som den danske Regering" havde opstillet som sit første Alternativ, lykkedes det ikke Udenrigsministeren at overholde denne Linie med samme Konsekvens indenfor Kabinettet. Frankfurterparlamentets Ratifikation af Vaabenstilstanden og dets Opfordring til Optagelse af direkte Forhandlinger med Danmark var kun sket med knebent Flertal og havde givet Anledning til Barrikadekampe og politiske Mord. Opstanden var ganske vist hurtigt blevet kuet, men det uhyggelige Indtryk, den efterlod, var næppe mindre i København end i St. Petersborg og London. Samtidig kunde Beslutningen om Optagelse af direkte Fredsforhandlinger København—Frankfurt den 16. September tolkes som en Underkendelse af Preussens Politik i Vaabenstilstandssagen, og i hvert Fald bidrog den kun til at skabe Uvished om de tyske Magters Fredsvilje. Man indsaa hurtigt i København, at. selv om man fra slesvigholstensk Hold accepterede Vaabenhvilen, vilde dens praktiske Gennemførelse og Etableringen af Fællesstyret paa Gottorp skabe farlige Komplikationer. Hos Grev Knuth spores fra September stigende Nervøsitet. Han forudsaa et Brud og Krigens Genoptagelse, og at SommerensAnstrengelser for at tilvejebringe et Fredsgrundlag vilde være spildte. Han maatte nu atter forsøge at opnaa en Klaring af Ministeriets Stilling til Fredsbetingelserne snarest muligt. Da Udenrigsministeren den 27. September efter Wynns Tilskyndelseforeslog Statsraadet at anerkende Centralmagten, der 1 StatsraadsprotoUol 184S, 22'8 (se Udg., 403 f.). 2 Lofgren, op. fit., 79.
Side 619
nu repræsenterede de Forpligtelser, som paahvilede Tyskland, og som tilsyneladende havde taget Underhandlingerne i sin Haand, fik han kun med Nød og Næppe dets Billigelse dertil1. Derimod naaede man ikke paa dette Tidspunkt nogen definitiv Beslutning om Fredsvilkaarene, der toges op til Overvejelse paa Statsraadsmøder den 27. September og den 2. og 4. Oktober2. Grev Knuth havde samtidig med Beslutningen om at optage direkte Kontakt med Frankfurt forlangt uindskrænket Bemyndigelsetil at bringe en Fred i Stand, hvad enten det skete ved Hertugdømmets Deling eller ved at stille Slesvig som selvstændig Stat i foederativ Forbindelse med Kongeriget; Situationen nødvendiggjordeen saadan Fuldmagt. Han gjorde opmærksom paa, at Max v. Gagerns Parti i Frankfurt vilde foretrække Delingsalternativet,men mente imidlertid, at vi ved tilstrækkelige Indrømmelserkunde opnaa engelsk, fransk, russisk og svensk Bistand til Uafhængighedsplanen. Allerede faa Dage senere (2. Oktober) betvivlede han dog selv disse Muligheder, fordi Vaabenstilstandsunderhandlingerne komplicerede Situationen ganske afgørende. Vi styrede direkte mod Krig, og »Fred paa Basis af Slesvigs Selvstændighed opnaaede vi ikke; saa prøvede man da paa Delingen, og den fik man ikke Syd for Flensborg«. Forholdene var altsaa væsentlig ændrede, siden Ministeriet havde gennemdrøftet Fredsbetingelserne i Juni, omend Knuth maaske overdrev sin Pessimisme. Som han fremstillede Selvstændighedsalternativet,var det langt videregaaende end hidtil. De nationalliberale Ministre havde jo netop afvist den blotte foederative Forbindelse i Juni, og de tog nu paany — Monrad mest kategorisk — Afstand fra denne Plan, fordi et selvstændigtSlesvig uvægerligt vilde glide bort fra Danmark. De foretrakstadig Delingsprincippet, saafremt der kunde opnaas en 1 Statsraadsprotokol 1848,27/9(seUdg., 460—62). — Centralmagten havde sendt Banks hertil for at overbringe Notifikationen af Rigsforstanderens Tiltrædelse og havde tillige bemyndiget ham til at forhandle. Statsraadet tiltraadte Knuths Forslag om at udnævne Baron F. Pechlin til holstensk Minister og i Egenskab heraf lade ham optage Kontakt med Banks. 2 Statsraadsprotokol 1848, 27/9,2/i0, 4/io (se Udg., 462 ff., 472—76, 491 ff.).
Side 620
Gramse Syd for Flensborg, og Monrad »ansaae os meget vel slupne derved«. Fra konservativt Hold vægrede man sig omvendtbestemt ved Delingsallernativet, selvom man ikke absolut vilde fraraade del, naar alle andre Veje var spærret. For Bluhnie stod det som en Absurditet; Zahrtmann fremhævede lil Stotte for sin Argumentation, hvor afgørende det var, at Slesvigerne selv vilde modsætte sig Delingen, og gennemførtes den endelig, vilde den nordlige Del alligevel om faa Aar tilslutte sig den sydlige. Meningsforskellen trækkes saaledes atter op med stor Prægnans, men Skillelinierne er nu saa dybe, at de næppe længere lod sig overvinde. Medens de konservative Regeringsmedlemmerikke nærede Betænkeligheder ved at fortsætte, uanset hvorledes Freden afsluttedes, kunde Lehmann kun forblivei Ministeriet, hvis den sluttedes paa Basis af Deling, og Monrad betvivlede, at den nationalliberale Fløj af Ministeriet overhovedet længere var skikket til at deltage i Forhandlingerne.At Ministeriet ikke indgav sin Afskedsbegæring i Begyndelsenaf Oktober skyldtes, at baade Kongen og dets Medlemmerenedes om, at man burde afvente den grundlovgivende Rigsforsamlings Holdning til Fredsvilkaarene, og om indtil da --- med Bardenfleths Ord — »lavere« Underhandlingerne. Det er sandsynligt, at Martsdagenes Begejstring i højere Grad havde været nationalt end liberalt betonet; og det var ikke ganske überettiget, at den nationalliberale Presse allerede i Juni kunde advare mod Reaktionen, der sneg sig som en europæisk Modstrømning ind over Landet3, efterhaanden som Modgangen i den slesvigske Konflikt meldte sig. Da Viggo Rothe som tidligere berørt i sin Artikel i »Fædrelandet« sidst i Juni for første Gang havde gjort opmærksom paa Situationens Alvor og tilraadet Delingstanken, havde det chokeret alle og først og fremmest den jævne nationalliberale Borger2. Man følte, at de nationalliberale Ledere havde svigtet, og Misstemningen fandt snart rigelig Grobund ved Afslutningen af Vaabenstilstandenog Indsættelsen af den tyskprægede Fællcsregering i 1 Fædrelandet 184«, 8/6- 2 Jfr. ovfr. S. 611 f.; Danstrup, op. cit., 208 ff.
Side 621
Hertugdømmerne i Oktober. Den offentlige Debat beskæftigede sig i Sommer- og Efteraarsmaanederne navnlig indgaaende med den slesvigske Delingstanke, fordi man ofte antog, at Ministeriet som Helhed stod bag ved denne Idé1. I Almindelighed stempledes den som Helligbrøde, idet den opgav Danmarks historiske Ret til Hertugdømmet. Under disse Omstændigheder betød det en uhyre Opmuntring for Folkestemningen, at Frederik VII ved den bekendte Tropperevue paa Lerbæk Mark den 18. September i et Øjebliks Begejstring lod sig forlede til offentligt at fordømmeDelingsprincippet. Et talmæssigt Udtryk for Stemningsomslaget i den danske Befolkning fik man ved Valgene til den grundlovgivende Rigsforsamling i Begyndelsen af Oktober. Resultatet kunde meget vel komme til at øve afgørende Indflydelse paa Tilrettelæggelsen af Udenrigspolitiken, forsaavidt som Ministeriet allerede forinden havde besluttet at afvente Forsamlingens Meningstilkendegivelse. Det kan ikke afvises, at Valgets Udfald kan have skabt et fordelagtigt Indtryk eller gunstigere Vilkaar i Udlandet, specielt i St. Petersborg; men det er sikkert ikke helt dækkende, naar Ungern-Sternberg indberetter, at den danske Befolkning blot har besindet sig paa Martsdagenes Ophidselse2. Der har næppe været Tale om, at Helstatsidéen fandt Næring i sig selv; Valgresultatet udtrykker snarest Vælgernes Mistillid til Regeringens Evner til at løse Konflikten og Uviljen mod Delingsprincippet. Men indirekte gav det fastere Rygstød for en helstatsbetonet Politik. Kongen havde ved Statsraadsmødet den 4. Oktober aldeles bestemt nægtet at opgive Slesvig eller nogen Del deraf, hvorimodhan kunde bøje sig for Rigsforsamlingens Vilje. Han var villig til at overveje Regeringens Kritik af hans Indvendinger mod Grundlovsudkastet nøje, men den maatte übetinget forblive,indtil Forsamlingen kunde tage Stilling til Fredsvilkaarene, 1 Thorsøe, op. cit. I, 448 f.; Xeergaard, op. cit. I, 320 ff.; Elberling, op. cit. 190 f. 2 Ungern-Sternberg, Dep. no: 196, 1848, 6/10; no: 202, 16/10; no: 205, 21/i0-
Side 622
et Standpunkt han ogsaa fastholdt efter Valgene1. Kabinettets Medlemmer erklærede sig indforstaaet hermed; »Ministeriets Kredit var udtømt«, udtalte Lehmann; naar »Rigsforsamlingen træder sammen [, er derj intet andet Hold end den, og det er igjcnnem den, at der maa sættes igjennem«-. Ministeriel havde udtømt sine Muligheder; men det var formodentlig berettiget, naar Udenrigsministeren den 14. Oktober tilføjede, at det uniyndiggjordesig selv ved at give Rigsforsamlingen en detailleret Redegørelse for Forhandlingerne og ved at overlade den Spørgsmaaletom Krig og Fred3. Grev Knuth havde ved Statsraadsmøderne ved Overgangen t'ra September til Oktober været yderst betænkelig ved at skulle »trainere« Underhandlingerne, specielt i den Tilstand Vaabenhvilespørgsmaaletbefandt sig. Ministeriet havde som Helhed belavet sig paa at maatte acceptere Englands fortsatte Mægling og gøre de Opofrelser, der blev nødvendige for at opnaa taaleligeFredsvilkaar. Foreløbig fastholdt Udenrigsministeren dog i Hovedsagen den hidtidige Linie. I en Række konfidentielle Depecher til Gesandterne i St. Petersborg, Paris og Stockholm henholdsvis 5/10, 23/10 og 29/10 præciserede Grev Knuth den danske Regerings Standpunkt til Fredsgrundlaget derhen, at den kunde gaa med til en alternativ Løsning: Slesvig kunde faa administrativog forfatningsmæssig Selvstændighed, men det maatte følge Kongelovens Arvefølge og sikres mod fremtidig Nationalitetspropaganda;subsidiært kunde man, om det blev paakrævet, antage Hertugdømmets Deling, men det betonedes skarpt, at denne Ordning var en flagrant Uretfærdighed overfor Danmark som den svageste Part, og at den krænkede vore historiske Rettighede r4. Endnu mere kategorisk udtrykte Udenrigsministeren sig til Wynn: Danmark var parat til at acceptere Slesvigs Uafhængighed,men ethvert Ændringsforslag fra Centralmagtens Side vilde blive betragtet som Afslag herpaa. I dette Tilfælde 1 Statsraadsprotokol 1848, 4/10, 12/10 (se Udg., 477, 50H). 2 Ibid. 1848, 14'10 (se Udg., 513). 3 Ibid. 4 Thorsoe op. cit. I 445 f.
Side 623
vilde Danmark ikke modsætte, sig Hertugdømmets Deling med Linien Flensborg—Vesterhavet som Grænse; Flensborg maatte dog nødvendigvis være dansk, naar man afstod baade Kiel og Eckernførde1. Det lykkedes ikke England at genvinde Initiativet i de internationaleForhandlinger efter den fejlslagne Mæglingspolitik i Juni—Juli. I en Samtale med Reventlow den 22. September vendte Lord Palmerston paany tilbage til Delingstanken, der vilde overflødiggøre ethvert Behov for Garanti, og mindede om, at den danske Regering endnu ikke havde besvaret hans Mæglingstilbudfra Juni2. Den følgende Dag paalagde han tillige den engelske Resident i Hamburg, Oberst Lloyd Hodges at undersøge Folkestemningen og Nationalitetsforholdene i Slesvig, men den Rapport, Obersten afgav den 10. Oktober, maatte berøve den engelske Udenrigsminister enhver Illusion om DelingstankensGennemførlighe d3. Lloyd Hodges mente, at Erfaringenhavde godtgjort, at Flertallet af de tyske Politikere kun gjorde sig til Talsmænd for Delingsplanen »to save her [Tysklands] honour, by aggrandizing Holstein with the addition to it of a portion of so fine a Province«. Han gjorde det straks klart, at »the Schleswigers attached to their mixed nationality and the administration to which they are accustomed, would consider every division of their country as the greatest disaster which could befall them, as a death-blow to their rights«. Hodges gav en talmæssig Oversigt over Nationalitetsforholdene, men slog fast, at det vilde være umuligt at adskille dansk og tysk klart; Nationaliteterne »mingle almost imperceptibly«. Indbyggerneforetrak Palmerston's andet Alternativ, der sikrede Uafhængighedaf Kongeriget og omvendt garanterede mod Inkorporationi det tyske Forbund, som var alle imod4; Slesvigs 1 Guichen op. cit. I, 247 (Wynn. Dep. t. Palmerston 1848, 2/in). 2 Reventlow, Dep. no: 80. 1848, 22/9. 3 RA. Stockholm. Danica. Depecher från E. Lagerheim och X.V. af Vetterstedt. no: 179. 1848, 12'n. Bilag: Lloyd Hodges t. Palmerston 1848, 10 10; Lofgren, op. cit., 79 f. 4 Jfr. ovfr. S. 612.
Side 624
provinsielle Uafhængighed trader her frem som Befolkningens Wynn havde i sin Indberetning den 2. Oktober ment efter Knuths sidste Udtalelser at være naaet til Vejs Ende1, og Oberst Hodges' Redegørelse maatte bestyrke Indtrykket i London,skønt Palmerston maaske ikke har været i Stand til at sondre mellem de seneste danske Planer og sit eget Forslag fra Juni om Hertugdømmernes administrative Forbindelse uden Sønderjyllands Optagelse i Forbundet. Den 16. Oktober forespurgtehan da i en Ordre, om det var berettiget at mene, at den danske Regering vilde foretrække denne Løsning, eller om den, saafremt dette kunde antages, vilde samtykke i Slesvigs Deling efter »a line beginning South of Flensburg and running nearly East, and West to the German sea«. »If I correctly understandCount Knuth, I would propose the first of these arrangementsto the Central Power«2. Set i sin rette Sammenhæng var det, den britiske Udenrigsminister udbad sig, en officiel Bekræftelse af Knuths Ord til Wynn ved Maanedsskiftet, beregnetpaa at danne Udgangspunktet for fornyet engelsk Mægling.Den 26. Oktober overbragte Wynn Forespørgslen til Udenrigsministerie t3, men Knuth indlod sig i sit Svar tre Dage senere ikke paa at tage Stilling til de Palmerston'ske Alternativer.Han betonede atter, at Danmark foretrak HertugdømmetsUafhængighed, at Slesvig »resterait indivis et independent 1 Guichen, op. cit. I, 247. 2 Publ. K.O. I-'.O. 211/44. Palmerston, Ordre t. Wynn 1848, 16/10. 3 RA. C. Min. Aim. Korr.-Sager. Litra K. Krigen 1848—GO. Vaabcnstilst. i Malmø, etc.; Knuth, Ordre t. Keventlow no: 89. 1848, 29/10. Bilag (Kopier). Det af Thorsoe (op. cit. I, 146 f. og efter ham i alle senere Fremstillinger) omtalte engelske Mæglingsforslag fra 22/10, hvorefter Slesvig skulde deles efter Linien Flensborg Okholm, savner kildemæssig Hjemmel. Det har været umuligt at opspore det paagældende Aktsykke i Udenrigsministeriets Arkiv, og en Forespørgsel i the Public Record Office i London gav heller intet Resultat. - I sig selv var et Mæglingstilbud af denne Art næppe sandsynligt efter Palmerstons Forespørgsel 1S'1O- Thorsøes Fremstilling beror da sikkert ogsaa paa en Misforstaaelse af denne; den anførte Delingsgrænse, der intetsteds omtales, maa derimod formodentlig tilskrives hans egen Supplering af Kilden, ligesom Dateringen er urigtig.
Side 625
de l'Allemagne et du Danemark, mais en union indissoluble avec le dernier pays, et sur la méme ligne de succession«, og bebudede samtidig et dansk Forslag i denne Retning1. Udenrigsministerenspærrede Vejen for et engelsk Initiativ; hvad han ønskede var sikkert alene at overbevise Palmerston om de danske Synspunkters Berettigelse — som han i Sensommeren havde formaaet overfor Sverige, Rusland og Frankrig. Den kritiske internationale Situation i Efteraaret 1848 gjorde det ønskeligt i London saavidt muligt at hindre, at Vaabenstilstanden udløb, uden at Konflikten var bilagt. Den østrigske Regering, der paa dette Tidspunkt helt beherskede Situationen i Bbhmen, Kroatien og Ungarn, viste sig alt andet end tilbøjelig til at antage Palmerstons Mæglingsforslag for Italien, og det britiske Kabinet forudsaa utvivlsomt et fransk-østrigsk Opgør i Italien2. Det var ligeledes endnu i November uvist, hvortil England—Frankrigs Mægling mellem Sicilien og Neapel vilde føre. Samtidig fulgte Foreign Office opmærksomt Udviklingen i Tyskland, og skønt det næppe ventede sig stort af Nationalforsamlingens Drøftelser af en tysk Statsdannelse, lagde det ikke Skjul paa, at England ikke kunde bifalde noget System, der samlede Tyskland ien protektionistisk Enhed3. Det er dog mere end tvivlsomt, om Lord Palmerston — saaledes som Grev Reventlow senere vilde hævde — i sidste Halvdel af Oktober kategorisk gik ind for de danske Selvstændighedsplaner i den Form, Wynn havde overbragt dem i sin Depeche den 2. Oktober, og som Nesselrode konfidentielt havde anbefalet i London4. Hans Holdning synes at have været vaklende endnu i Oktober. Vi ved kun med Bestemthed, at han midt i Maaneden lod Lord Cowley, sin Repræsentant i Frankfurt undersøge Mulighederne for Fred paa dette Grundlag, og først i December omtalte han udtrykkeligt Delingstanken som passé5. 1 Knuth, Ordre t. Reventlow no: 89. 1848, 29/10. Bilag (Kopi). 2 The Cambr. Hist, of Brit. For. Pol. 11, 313. 3 Hans Precht, op. cit., 75 ff. 4 Guichen, op. cit. I, 24fi. 5 Ibid. I, 249.
Side 626
Det er heller ikke ganske klart, hvor nøje Kendskab danske Regeringskredse havde til Stormagternes og Centralmagtens Standpunkter i sidste Halvdel af Oktober. Fra London hævdede Reventlow vel, at Palmerston gik »ind paa mine i min Regerings Navn udtalte Anskuelser«1, men den russiske Kansler udtalte sig ret forbeholdent til Gesandten og vilde afvente Palmerston's Holdning, inden han udtalte sig til Fordel for de danske »ouvrages préparatoires«2. Man besluttede at kalde Grev Reventlow hjem for at bistaa Udenrigsministeriet under Tilrettelæggelsen af Retningslinierne for de kommende Fredsforhandlinger, der med begge Parters Billigelse berammedes til London. Den 28. Oktober ankom Gesandten, og man paabegyndte straks Udarbejdelsen af en Instruks. Paa et Statsraadsmøde den 2. November meddelte Knuth, at Kongen bestemt udtalte sig mod Delingstanken, og efter en Diskussion gav samtlige Ministre — bortset fra Monrad, der forbeholdt sig sin Mening, indtil Planerne laa klart formuleret — deres Tilslutning til Hertugdømmets Selvstændighed, men det vedtoges tillige bestemt at fastholde Delingen som andet Alternativ3. Den følgende Dag forelagde Udenrigsministeren da Udkastet til Instruks for Grev Reventlow. Slesvigs Selvstændighed med egen Administration og Forfatning, men med Kongelovens Arvefølge, fremhævedes heri som den heldigste Løsning af Konflikten;kun hvis den ikke kunde opnaas, kunde Regeringen gaa med til Slesvigs Deling. Paa dette Møde kom de konservativeMinistres Betænkeligheder ved den alternative Udvej stærkere til Orde end hidtil; »Delingen af Slesvig var aldeles utilraadelig og uforsvarlig«, erklærede Zahrtmann; »Danmark var bedre tjent med et Slesvig Holsten end med et deelt Slesvig, hvis danske Deel aldrig vilde lade sig incorporere i Kongeriget og meget snart vilde slutte sig til Tydskland«. Bardenfleth foretrak— støttet af A. W. Moltke — ligeledes enhver Betingelse, hvorved vi beholdt hele Hertugdømmet; han kunde vel ikke 1 Reventlow, Dep.no: 85. 1848, 13/10. 2 Plessen, Dep. no: 73. 1848, 25/10. 3 Statsraadsprotokol 1848, 2/n (se Udg., 533 f.)-
Side 627
fraraade dets Deling, naar alle andre Veje var spærret, men vilde i saa Fald indgive sin Afskedsbegæring. Som Helhed vilde Statsraadet endnu ikke afstikke altfor faste Rammer om Fredsgrundlaget.Det vilde søge en Fredsbasis, »men ei som noget marqueret Moment, hvorimod Fredsunderhandlingerne uno tenore vare at fortsætte«, og det besluttede foreløbigt at raadforesig med Grev Reventlow1. Udenrigsministeren forelagde derefter Kongen Hovedtrækkene af Instruksudkastet. Frederik VII vilde imidlertid aldeles ikke bifalde det; han forlangte Sønderjyllands Selvstændighed opstillet kategorisk og, saafremt det ikke blev vedtaget, Krig2. Ministeriet lod sig dog ikke affærdige med et mundtligt Afslag, og efter Statsraadsmødet den 8. November begav Konseilspræsidenten og Knuth sig til Frederiksborg, men uden større Held. Efter den kongelige Resolution skulde Kongens Beslutning indhentes, inden der kunde optages Underhandlinger med Udlandet om Slesvigs Deling3, altsaa en yderst beskeden Indrømmelse. Statsraadet forsøgte uanset Kongens Afslag endnu en Diskussionaf Instruksen den 9. November4. Grev Reventlow, der var tilkaldt, gjorde her Rede for, hvad han vidste om Englands Holdning og for sit eget Skøn over Fredsmulighederne. Han havde, sagde han, allerede tidligt i Oktober ladet Lord Palmerstonforstaa, at Danmark ansaa Englands Mægling for afsluttet,en Meddelelse, han modtog »med al mulig Moderation«. Palmerston havde pointeret, at det først og fremmest var hans Maal at indlede Forhandlinger, men han havde indrømmet, at Danmark af Hensyn til sin Export ikke kunde antage en Deling, der berøvede det dets eneste Vestkysthavn. »Han er i dette Øieblik aldeles stemt for Uafhængigheden af Slesvig, det er den, han vil virke for«, og han afventede kun et konkret Udkasti 1 Statsraadsprotokol 1848, 3/n (se Udg., 534 ff.). 2 Ibid. 1848, 8/n (se Udg., 543 ff.,). 3 RA. U. Mm. Aim. Korrespondance Sager. Krigen 1848—SU. Vaabenstilstanden i Malmø, etc., no: 3. 1848, 10/n. 4 Statsraadsprotokol 1848. 9,'n (se l'dg.. 545—53).
Side 628
kastidenne Retning. Grev Revontlow mente, at det derfor var absolut overflodigl, at Instruksen optog Slesvigs Deling som yderste Udvej, blot han bemyndigedes til under ingen Omstændighederat afbryde Forhandlingerne; »den engelske Regjering. . . forlanger ikke Erklæringer for Eventualiteter«. Vi kan nu se, at Gesandtens Beretning efter alt at dømme har formuleret den britiske Udenrigsministers Holdning for skarpt; Palmerston havde — som tidligere berørt — næppe truffet nogen definitiv Afgørelse, men havde kun sonderct i Frankfurt. Det vil umiddelbart fremgaa af Grev Reventlows Redegørelse, at den laa fuldt paa Linie med Kongens Standpunkt, og det er ikke usandsynligt, at han — som Knuth bemærkede — har »lade[tj sig influere af de Anskuelser, han her bestandig var stødt paa i sin Kreds«. Af Ministrene synes Bardenfleth og Bluhine at have været tilbøjelige til at gaa ind paa Reventlows Tankegang, medens Marineministeren mente, at Instruksen burde være komplet, altsaa ogsaa indeholde den subsidiære Basis. Fra nationalliberal Side gjorde Monrad fuldstændig med Rette opmærksom paa, at der fra tysk Hold ikke forelaa den fjerneste Antydning af, at man kunde acceptere Selvstændighedsprincippet, naar alle Baand mellem Hertugdømmerne blev afbrudt, og optog Instruksen ikke Delingsaiternativet, »vilde det Hele komme til at roulere paa et Slesvig- Holsten«. Baade Knuth og Lehmann fastholdt ligeledes, at Instruksen maatte medtage Slesvigs Deling som subsidiær Fredsbetingelse. Ministeriet havde klart og koncist udtrykt sin Hensigt i Udkastet, og stod Kongen fast ved sit Standpunkt, »Slesvigs Selvstændighed eller Krig«, maatte det fratræde. Statsraadet vedtog at gøre Instruksudkastets uændrede Godkendelse til Kabinetssag. Kongens »restringerende Approbation«, der forelaa den følgende Dag1, rokkede ikke dets Beslutning; den 11. November vedtog det at indgive sin Afskedsbegæring, og den 10. November bevilgede Kongen dets Demissio n2. 1 Jfr. ovfr. S. (i27. 2 Statsprotokol IX4S, " n, 1S u (se I'd«., .353—.)7).
Side 629
Rigsforsamlingsvalgene og de fremmede Magters Holdning havde i Fællesskab givet liere af de konservative Regeringsmedlemmer og — efter konservativ Tilskyndelse1 — Frederik VII Grundlag for at affærdige Delingsalternativet, i det mindste indtil videre. Det er tidligere berørt, hvor tungt Grev Reventlows Vurdering vejede i denne Henseende. I de kritiske Dage indløb endelig tillige Underretning om, at den russiske Regering übetinget kunde støtte Selvstændighedsprincippet2, og at den havde interveneret i Frankfurt til Fordel for dette Arrangemen t3. Denne Situation skabte Betingelserne for en Regeringsdannelse af mere konservativ Støbning, og det var utvivlsomt berettiget, at Reventlow, da han nogle Dage senere takkede Ungern-Sternberg for Efterretningerne fra St. Petersborg, kunde hævde, at disse havde lettet Ministerskiftet. Gesandtens Instruks, der udfærdigedes den 1. December, forbigik Delingsalternativet og kunde alene indrømme Slesvig vidtgaaende provinsiel Selvstændighed uden dog at fravige Kravet om dets forfatningsmæssige Forbindelse med Kongeriget4. 1 V. Gay: F. M. Knuth i Da. biogr. Leks. XIII (1938), 15 f. 2 Plessen, Dep.no: 74. 1848, 3/u; modtaget 10/n. 3 Ungern-Sternberg, Dep. no: 221. 1848, 16/n; no: 224, 19/n. — Den første Depeche omtaler kun indirekte Meddelelsen, men af de Udtalelser. Knuth, A. W. Moltke og Reventlow fremsatte, da de siden takkede Ungern- Sternberg, fremgaar det, at der kun kan være Tale om Nesselrodes Ordre til Gesandten i Frankfurt den 28. Oktober om at støtte Selvstændighedsprincippet og at minde Centralregeringen om, at Ruslands Garantiforpligtelser 1767/68 ikke tillod, at man paatvang Danmark vanærende Betingelser (Lofgren, op. cit. p. 83; Guichen, op. cit. I, 246 f.). — Deter ukorrekt, naar H. N. Clausen (Optegnelser om mit Levneds og min Tids Historie (1877), 342) antyder russisk Pres for Ministeriets Omformning i konservativ Retning. 4 Thorsøe, op. cit. I, 450 IT.; A.Linvald: Novemberministeriets Fredsmaal (Festskrift til Kr. Krslev (1927), 484 f.).
Side 630
III.Vi har i det foregaaende set, al Frederik Wilhelm IV:s Antydning af Muligheden for Slesvigs Deling sidst i April 1848 antagelig maa skyldes hans Onske om at drage sig ud af den slesvigholstenske Konflikt; saavel den provisoriske Regering som Orla Lehmann havde anvist denne Udvej i Begyndelsen af Maaneden for al afværge Bruddet, og det vilde være nærliggende at vende tilbage hertil. Det lykkedes vel ikke hverken Berlin eller Frankfurt at knytte Fredsbasisforhandlingerne umiddelbart til Vaabenhviledrøftelserne, men Preussens forsonlige Tendens ledte de internationale Underhandlinger ind i de Spor, der kom til at præge de følgende Maaneder. Tidligt i Juni maatte man i København erkende, at Danmark hverken kunde paaregne Garantimagternes Intervention eller svensk Vaabenhjælp til Ejderprogrammets Gennemførelse, og at det blev nødvendigt at træffe Afgørelse om andre Fredsbetingelser. Da det — med Marineminister Zahrtmanns Ord senere1 — blev paakrævet at gøre Indrømmelser, havde Regeringen Valget mellem at opgive »Noget med Hensyn til Slesvig . . . enten i Henseende til Grændsen eller i Henseende til Forbindelsen«. Den konservative Fløj foretrak da den sidste Mulighed, at give Hertugdømmet vidtrækkende provinsiel Seivstændighed, den nationalliberale Fløj derimod den første Løsning. De nationalliberale Ministre kunde kun gaa med til at opstille Selvstændighedsalternativet som primært Fredsvilkaar — forsaavidt som man i Marts havde stillet provinsiel Uafhængighed i Udsigt —; men de gjorde det kun mod, at Slesvigs Deling samtidig blev inddraget som alternativ Basis, idet Selvstændighedsplanen med de Modifikationer, der kunde opstaa under Forhandlingerne med Udlandet, let kunde genskabe Enevældens Helstat. Det lykkedes vel Regeringen i Juni at finde frem til et Kompromis i denne Retning. Men Fredsbasisovervej eiserne spaltede Kabinettet op i to klart afgrænsede Grupper, og dets Levedygtighed maatte formentlig allerede da betragtes som tvivlsom. 1 Statsraadsprotokol 1848, »'u (se Udg , 552).
Side 631
At de konservative Regeringsmedlemmer prisgav Ejderprogrammet lader sig forklare uden Vanskelighed. Hertugdømmets Deling saa de i bedste Fald som en Udvej, vi i yderste Nødsfald altid vilde kunne opnaa hos de venligtsindede Stormagter og de tyske Magter. De fremhævede stadig Regeringens Pligt til at bevare Slesvig udelt, og lejlighedsvis kom de i Statsraadet ogsaa ind paa Faren ved at lade Delingsforslaget indgaa i de danske Fredsbetingelser, fordi Berlin og Frankfurt foretrak dette og altsaa straks vilde gribe til. Nok saa afgørende er det at begrunde de nationalliberales Svingning fra Ejderpolitiken mod Slesvigs Deling. Lehmann fremhæver langt senere rigtigt, at Martsministeriet blev dannet paa Basis af Ejderprogrammet, og at Uoverensstemmelserne først opstod, da dette viste sig uigennemførligt; det er derimod ukorrekt, naar han videre vii hævde, at Nationaliteternes Rel afgjorde hans personlige Stilling1. Selvbestemmelsesretten ant>aa de nationalliberale Ministre for en Absurditet — en »morsom Idée« kalder Lehmann den endnu 1851. Fra denne Side vedkendte man sig Delingsprincippet, i hvert Fald indtil Fredspræliminærerne i Juli 1849 banede andre Veje, men kun som det mindst übehagelige af de »tunge Alternativer«, de mæglende Magter bød Danmark2. Da Grev Knuth i Juni 1848 indskærpede, at Ejderpolitiken maatte opgives, drog Lehmann og Hvidt, saavelsom Monrad Konsekvensen heraf ved at gaa ind for Delingstanken for at undgaa en Løsning, der kunde bringe Kongerigets og Slesvigs statsretlige Samhørighed i Fare. Men de stillede paa den anden Side ganske det samme System af politiske og militære Sikkerhedskrav til en Delingsgrænse som de ved Ejderpolitikens Udformning i Begyndelsen af 1840'erne havde stillet til Ejdergrænsen. 1 O. Lehmann : Om Aarsagerne til Danmarks Ulykke (8. Oplag 1865,), 24 ff.; Danstrup, op. cit., 270, 273 f., 283. 2 Fædrelandet 1851, 2"3 5.
Side 632
Summary.The format ion of Martsministeriet (the March Cabinet) in March 1848 led to agreement between the Conservative party and the National Liberal party with regard to Ejderprogrammel. In the proclamation issued on 27. March on one hand the constitutional union of the duchy of Schleswig with Denmark was declared, on tlie other hand it was stated that the duchy should be accorded an independent status in regard to civil administration and also the maintenance of separate courts of law\ Moreover Danish and German were co-ordinated as official languages. With regard to the interpretation of the different points of the programme of Ejderpolitiken there was no difference of opinion between the Conservative and National Liberal wings of the Cabinet (Marlsministeriet). But when the programme of Ejderpolitiken proved impracticable as a basis for peace negotiations and another programme must necessarily be set up a divergency between the views of the Conservative and the National Liberal wings of the Cabinet became apparent. Statsraadsprotokollen (the Acts of the State Council), which until a few years ago were not generally accessible, has now been published and makes it possible to trace the differences of opinion in this question in their gradual development and to a far greater extent than before. In the course of the negotiations in Copenhagen in March the leaders of the Schleswig-Holstein delegation, Olshausen and Claussen, made proposals to the two National Liberal cabinet ministers, Lehmann and Monrad, for the division of Schleswig by a plebiscite according to nationality. The Cabinet, however, stuck to its programme hoping to be able to settle the dispute by negotiations that guaranteed the duchy an independent status in the civil administration. Lehmann and Monrad, however, did not openly reject the proposal for a division to Olshausen and Claussen, probably in the hope of preventing a rupture. The revolutionary government in Kiel actually hoped for a solution of this nature until the beginnings of April, and furthermore informed the Prussian government of this. At the first the proposition set forth for a division of Schleswig had no practical importance. Prussia was averse to the idea, until it was revived by the »Allgcmeine Preussische Staatszeitung«of 25. April. This was regarded by the official representativesof foreign powers in Berlin as an official statement of Frederick Wilhelm IY's views at the time. The proposal for a division was at once included in the international negotiations
Side (533
and mel with approval both in London and St. Petersburg!!. Denmarkhad accepted an offer from England to act as mediator in the middle of April, Prussia had done the same a little later. At this point of the development unsuccesful attempts were made by Prussia to induce Lord Palmerston to make a division of Schleswig by plebiscite one of the points of his proposal for armistice,thus linking up the peace terms with the truce negotiations.Personally Lord Palmerston preferred to make a division by mutual agreement and he confined himself to promising to counsel the Danish government to consent to this (19. May). It became apparent that Prussia now wanted a settlement of the Schleswig question. The initiative in these negotiations was taken by Berlin which immediately acceded to the proposition for a division set forth by Palmerston. Pleading the guarantee treaty for Schleswig by England and Russia Denmark had since the end of March made repeated attempts to induce these powers to intervene. As long as the Danish government, still entertained hopes of Lhe fulfilment of these promises it felt disinclined to enter into negotiations for a division as advised by Lord Palmerston. Only Lehmann and the foreign secretary, Count Knuth, seem to have perceived that a division of the duchy might become necessary. By the middle of June the Cabinet, however, realized that hopes of military assistance for the effectuation of the programme of Ejderpolitiken had to be abandoned and other peace terms had to be found. On this issue the Cabinet divided into two distinct groups, the National Liberals and the Conservatives. The National Liberal members of the Cabinet advocated the division of Schleswig by Slien—Danevirke, the Conservatives, on the other hand, preferred to grant Schleswig an independent status in the civil administration. The reason why the National Liberals could not unconditionally agree to the Conservatives' proposal was probably that they feared that such an arrangement might pave the way for a return to Helstatsordningen which was in force under the absolute monarchy. In the course of the discussions in a committee—in which Knuth, Monrad and the conservative Bluhme participated—a compromise was reached. The main substance of this was that a project for an independent status for Schleswig in a somewhat modified form should be made the basis of future negotiations, the alternative proposed was a division of Schleswig by Danevirke. In this way a rupture was prevented, but already at this point of time the Cabinet's chances of survival were dubious.
Side 634
The wording of the bill for granting Schleswig an independent status was not at variance with the promises in the programme of Ejderpolitiken, and Count Knuth, the foreign secretary, succeeded in convincing first Sweden, later Russia, of this fact. At the same time an armistice was concluded directly with Prussia, favourable by the fact that it did not anticipate the ultimate peace terms. Prussia entirely desisted from associating the armistice with future peace negotiations. The Cabinet, however, was not able to adhere consistently to the new programme, partly because the effectuation of the armistice took a long time, partly because the fact that the German element predominated in the coalition government—which was set up in the duchies in October— caused anxiety in Copenhagen, and finally because internal disturbances in Germany protracted the possibilities of peace. When the Cabinet in the days from 27. September to 4. October once more debated the peace terms, Count Knuth demanded to be given a free hand to conclude peace, whether it be done by division of the duchy or by granting Schleswig an independent status with in a federal union with the kingdom. It will be seen that the proposal for an independent status was given a far wider scope than had been intended in June. Lehmann and Monrad opposed this proposal vigorously, while reversely both the King, Frederick VII, and several Conservative ministers regarded the idea of a division as absurd. These differences of opinion among the members of the Cabinet nearly led to a dissolution, only the fact that the Constituent Assembly was to meet on 24. October prevented this. By the elections to the Constituent Assembly in the beginning of October, however, it became manifest that the electors doubted the government's ability to solve the conflict and disapproved of the principle og division. Strictly speaking Helstatsideen (the principle of an undivided state) did not find support, but the electors' feelings were exploited by reactionary circles. At the same time the attitude of England acquired a fresh importance. The Danish ambassador in London, Count Reventlow, who had been summoned home to assist the government in the drawing up of the peace terms, asserted far more emphatically than strictly warrantable that Lord Palmerston now unconditionally supported the proposal for an independent status for Schleswig. Backed by the result of the election and Count Reventlow's statement, which seemed to be influenced by the views held by Conservative circles in Copenhagen, the King and several of the Conservative members of the Cabinet were now in a position to
Side 635
reject the idea of a division even though the majority of the Cabinetministers wanted to retain it as an alternative basis of peace. On 11. November the Cabinet handed in its resignation which was granted by the King on the 16. November. Thus the development which was initiated with the compromise in June was accomplished. The decree which was issued, when the terms of peace were drawn up on 1. December, granted Schleswig an extensively independent provincial status, but within a constitutionalconnection with the kingdom. |