Den 6. februar d. å. kaldtes den berømte tyske historiker Friedrich Meinecke i den høje alder af godt 91 år bort til den »attråede evige hvile«. Hans fremragende historiske forfatterskab er gentagne gange omtalt her i tidsskriftet (således 10. r. IV, 69-85 og sidst 11. r. IV, 154 ff), og der skal kun kort mindes om nogle data i hans lange tilværelse og nogle hovedværker af hans forfatterskab. Født 30. okt. 1862 blev han i 25-års alderen ansat i preussisk arkivtjeneste, 1901 kaldet til professor i nyere historie i Strassbourg, hvorfra han 1906 gik til Freiburg im Breisgau for 1914 at opnå den ansete professur ved Berlins universitet. Her virkede han til sin afsked i 1928 og optog i øvrigt efter den 2. verdenskrig — over 80 år gammel — en lærervirksomhed ved »Berlins frie universitet«. Han var ved sin død æresrektor for dette. Historische Zeitschrift redigerede han fra 1892 indtil 1935, da nazismen tvang ham bort fra redaktionen. Et indblik i hans liv og virksomhed får man gennem de to små, kulturhistorisk fængslende erindringsbøger Erlebtes 1862-1901 (1941) og Strassbourg, Freiburg, Berlin 1901-1919 (1950). En slags fortsættelse heraf er det lille, efter 2. verdenskrig udkomne Die deutsche Katastrophe. Betrachtungen und Erinnerungen (1946.)

M.s hovedinteresser gjaldt det 19. århundredes tyske historie og idéhistorien. Jeg erindrer om hans tre velkendte hovedværker: det i mange oplag udkomne Weltbiirgertum und Nationalstaat fra 1908, Die Idee der Staatsråson (1924) og Die Entstehung des Historismus (1936). Hans historiefilosofiske betragtninger fra senere år lærer man at kende i de små essaysamlinger Vom geschichtlichen Sinn und vom Sinn der Geschichte (1939) og Aphorismen und Skizzen zur Geschichte (1942).

M.s mange udenlandske æresbevisninger skal ikke omtales her,
kun skal nævnes, at han i 1921 blev medlem af Det danske VidenskabernesSelskab.

skabernesSelskab.Ved sin dod var han dets ældste udenlandske medlem. I efteråret 1924 holdt han ved Kobenhavns universitet en række stærkt besogte forelæsninger over samme emne som Die Idee der Staatsrason. Af danske historikere stod Aage Friis ham personligt nær og ydede ham og hans familie en meget påskønnet hjælp under den 2. verdenskrigs »hungerblokade«.

Læseren af M.s værker og den, der har haft den lykke at komme i personlig berøring med ham, vil i dyb takncmmelighed bevare et uudsletteligt indtryk af en rigt begavet, ædel forskerpersonlighed, hos hvem man næsten kunde finde svar på hvilket som helst historisk spørgsmål: En personlighed, der var sig den livet igennem fortsatte kamp med egne ufuldkommenheder bevidst, men også — jeg citerer en udtalelse af M. ved hans 70-årsdag — indstillet på at tvinge det levende øjebliks Proteus til at yde sit højeste.