Med Prisonen, danske og norske krigsfanger i England 1807_— 1814 (Kbh. 1953, 233 s.) har professor Carl Roos givet den så vidt vides første udførligere behandling af et ikke uvigtigt historisk emne. I løbet af krigen 1807^—14 sad adskillige tusind danske og norske søfolk fra marinen, koffardiflåden og kaperne, nogle landmilitære og enkelte civilister i engelsk fangenskab. Officerer af sø- og landetaten og fra handelsskibene samt civile blev normalt anbragt på æresord i »åben landprison«, hvor de nød en vis frihed; de ikke-privilegerede fanger og de der skulde straffes var indespærret i »lukket landprison« under militær bevogtning eller på fangeskibe, forankret langs Englands sydkyst. Det er forholdene på skibene, der omtales hyppigst i kilderne, og som bogen især beskæftiger sig med. Blandt fangerne der var en af forf.s slægtninge Jens Krog, understyrmand på en dansk brig, som blev opbragt af englænderne umiddelbart før krigen 1807 brød ud. Hans dagbog fra syv års fangenskab har givet forf. den første tilskyndelse til hans arbejde.

Forf. bygger hovedsagelig på ikke-engelske kilder: fangernes
dagbøger og erindringer, breve og aktstykker i danske arkiver og

biblioteker. Det havde været ønskeligt, om engelsk materiale i større omfang var inddraget i undersøgelsen. F. e. skulde forf. nok have søgt at kontrollere den oplysning om en engelsk regeringsordretil hængning af to fanger for hver undvegen, som s. 63 f. uden forbehold refereres efter en meget sen beretning af en fransk fange. For at vurdere fangernes kår ret burde man også tage i betragtning, hvordan f. e. orlogsgasterne levede dengang på engelske skibe. Forf. er dog i almindelighed klar over sit materiales ensidige karakter og fremsætter navnlig i kapitel 10 kloge bemærkningerom de skæve domme, national ophidselse kan forårsage. Han meddeler også interessante træk om det indtryk, den frie offentlige diskussion i England gjorde på de ufrivillige gæster fra det enevældige danske monarki.

Livet på fangeskibene havde naturligvis et århundrede før Haagkonventionen 1899 mange lidet lystelige sider foruden selve frihedsberøvelsen: overfyldte fængselsrum, slette sanitære forhold, smitsomme sygdomme, dårlig eller utilstrækkelig kost, vilkårlig optræden af brutale vogtere eller fængselskommandanter. Forsonende træk savnes dog ikke. Vi hører om hjælpsomhed ikke blot fra landsmænd — forf. tegner et smukt portræt af fangernes utrættelige ven og velgører, den danske præst i London Ulrik Fredrik Rosing — men også fra englændere. William Wilberforce's navn nævnes i den forbindelse. Den civile befolknings holdning mod fangerne karakteriseres som ofte venlig, der er eksempler på god og samvittighedsfuld sygeforsorg, på retsindige og humane fængselschefer og på soldater, der vægrer sig ved at udføre altfor strenge ordrer mod fangerne. Forf. finder med rette, det vidner om »overlegenhed hos en selvsikker nation«, at engelske officerer efter indbydelse overværer og applauderer en af fangernes amatørforestillinger, der har en klar antibritisk tendens (s. 140). I øvrigt tyder et og andet på, at danske fanger er blevet bedre behandlet end f. e. franske, og at englænderne i det hele taget optrådte mere humant end f. e. spanierne.

Det mest personlige i bogen er vist humanisten Carl Roos' »glæde over, hvad den menige mand er i stand til at præstere, når hans rådgivere har kvalitet« (s. 214). Forf.s levende og detaillerede skildring er intet skønmaleri, han lægger ikke skjul på, at der var skrøbelige karakterer blandt fangerne, og at alle de moralske svagheder kom for dagen, som normalt følger med en tilværelse under sådanne former. Men de solide var stærke nok til med hjælp og opmuntring især fra pastor Rosing at skabe en vis orden af kaos. De holdt justits blandt deres egne og sørgede ikke blot for undervisning, men for underholdning. De havde overskud til at

digte, tegne og male, til at spille, synge og danse. Indtrykket af
denne »tapre livsglæde bag de sorte skibes jerngitter« bevarer
læseren længe.

Bogen er fortrinligt illustreret med samtidige billeder også af engelsk oprindelse. Fig. 31 viser, at det tegn, en dansk matros kalder »the braadt arm«, ikke som forf. s. 34 formoder skal være »coat of arms«. Det er »the broad arrow«, officielt engelsk mærke på beslaglagt gods og på fangedragter.