1 1902 stiftedes de tre største-provinssammenslutninger inden for husmandsbevægelsen. De samvirkende danske husmandsforeningerhar i anledning af 50-året herfor ønsket at udgive en større samlet skildring af den udvikling, husmandsbruget har gennemgåetfra landsbyfællesskabets tid til nutiden, som et vidnesbyrd om den indsats, der er gået forud for de resultater, husmandsbevægelsener nået frem til i dag. Nu foreligger første del: Fridlev

Skrubbeltrang: Den danske husmand. Husmænd og husmandsbevægelsegennem tiderne. I. (1952, 323 sider). Tidspunktet for udgivelsenaf et sådant værk kunne i hvert fald i én henseende ikke være bedre; man havde i dr. Skrubbeltrang en historiker, der var selvskrevettil opgaven. Deter da også et værdifuldt værk, hvis første bind nu foreligger, en velunderbygget og velskrevet fremstilling,der nok henvender sig til et bredere publikum, men ikke logrer for det.

Husmænd og Husmandsbevægelse gennem tiderne siger undertitlen noget dristigt; der er vel et par sider almindelig indledning om bonde og landarbejder fra Valdemarernes tid af; men først fra o. 1700 tager den virkelige skildring fat, og den er anlagt således, at den ældre tid får relativt lidt plads, mens derimod skildringen bliver mere fyldig, jo nærmere vi kommer nutiden. Det foreliggende første bind går da også helt frem til 1910; udviklingen derefter får sit eget bind.

Ikke alle det nu udkomne binds kapitler er lige let læste; det forekommer anmelderen, at visse afsnit i dets første halvdel er lykkedes bedst, således kapitlerne om de store landboreformer og husmændene og om årene fra englænderkrigen til stænderforsamlingernestid; de mange citerede udtalelser af interesserede landøkonomer— fortrinsvis godsejere og præster — gør her fremstillingenlevende, omend måske nu og da lidt flimrende. Langt vanskeligere falder opgaven naturligvis i århundredets sidste kvart og i det første medtagne tiår af dette århundrede; nu kommerder så mange nye sider af emnet til: husmandsbevægelsen, først uorganiseret, senere samlet i foreninger, kreditforeninger og hypotekforening for husmænd, husmandsbrandkasse, husmandsrejser,husmandsblade, husmandsskoler, ja, husmandsdigtning,statshusmandslovene, begyndende i 1899, med de senere revisioner, udstykningsforeninger o. m. a. At afveje alle disse sider af samme sag og tilmåle dem deres del af den plads, der utvivlsomt af forfatteren har været følt meget knap, har ikke været let. Nogle læsere vil vel skønne anderledes end forfatteren her, en og anden vel mene, at husmandsbevægelsen og diskussionen deromkring har fået tilmålt sin rigelige del af pladsen og måske i for høj grad dominerer over fremstillingen af det rent faktiske grundlag for husmandsstanden: brugene, deres afgifter og forskelligebesiddelsesformer m. m.; skildringen af husmandspionerernei slutningen af århundredet står også langt svagere end billedetaf Peder Hansen og Rasmus Sørensen i bogens første halvdel; måske har det sine gode grunde i de forskellige størrelser af formaterne;men det forekommer dog sandsynligt, at bogen — dens

publikum i videre forstand taget i betragtning — her ville have vundet ved en mere levende persontegning. Det ville dog være uretfærdigt at lægge megen vægt herpå; forfatteren må have lov at lægge sit stof til rette, som han vil, når ingen side af emnet forbigås, og det er ikke sket.

Den videnskabelige benytter har i dr. Skrubbeltrangs bog fået en god historisk oversigt over en vigtig og talrig befolkningsklasses historie, også forhåbentlig en bog, der vil vække til fornyet studium; én ting vil denne benytter imidlertid savne, og det er enhver form for kildehenvisning, hvilket er så meget mere beklageligt, som forfatteren ikke er kommet til sine resultater uden et dybtgående kendskab ikke alene til trykt litteratur, men også til et stort arkivalsk materiale; ofte vil man standse og spørge, hvor forfatteren nu har det fra. Der findes vel bag i bindet to sider »kilder«, og en god halv side heraf går på arkivalier; men selv denne er beregnet på det brede publikum og holdt i almindeligheder; på det væsentligste punkt har der tilmed indsneget sig en fejl: de sager vedr. husmandsbrug efter statshusmandsloven af 1899, forfatteren har benyttet, stammer ikke som angivet fra landbrugsministeriets arkivalier, men er finansministeriets 2. statsaktivkontors husmandslånesager; det er også for intetsigende ,når det hedder »først i 1896 fik vi et landbrugsministerium, af hvis papirer dog kun en del er afleveret til Rigsarkivet«, et endnu eksisterende ministerium kan naturligvis ikke afgive alle sine papirer. Hvad angår husmandsforeningernes egne arkivalier giver forfatteren visse mere interessante, omend meget kortfattede oplysninger, idet han finder det mest naturligt at give en samlet oversigt over denne del af kildematerialet, der får endnu større betydning for fremstillingen i den følgende tid, i bind 11.