Blandt de mange betydelige Arbejder over Oldtidens Historie, som er blevet skrevet i Tyskland under Krigen, men først fremkommet efter Sammenbruddet af det 3. Rige, bringer to en universalhistorisk Skildring af det Aartusind, som adskiller Alexandertoget fra Araberstormen: Ernst Kornemann's efterladte Værk Weltgeschichte des Mittelmeer-Raumes von Philip II von Makedonien bis Muhammed I—III_—II (Miinchen 1947_—48) og Franz Altheim's Weltgeschichte Asiens im griechischen Zeitalter I—II (Halle a. S. 1947—48); vidt forskellige i Anlæg og Udførelse udfylder disse to Værker gensidigt hinanden paa en bemærkelsesværdig Maade og giver tilsammen et fyldig og afrundet Skildring af dette i Oldtidens Historie saa betydningsfulde Tidehverv.

Kornemann har som Motto for sit Værk sat Versene fra

Aischylos' »Perserne«, der taler om Hellas og Iran som »de tvende Søstre af samme Blod« (Pers. V, 181_—87). Kornemann sætter sig som Opgave at klarlægge, hvad den hellenske og den persiske (iranske) Kultur har betydet som virkende Faktorer i Oldtidens Historie, og bryder herved med Historieforskningens fast forankredeDogme om den hellenske Kulturs Prioritet. De senere Aartiers Undersøgelser over det gamle Irans Historie, saavel i Akhemenidetidens som i Partnernes og Sassanidernes Tidehverv, har ført til en helt ny Vurdering af Iran som Kulturcentrum, og fremfor alt klarlagt den Betydning, som den iranske Kultur har haft for den græske og den romerske Verden, og navnlig i Senantikenspaa engang opløsende og nyskabende Tid. Med Udgangspunkti disse Forskninger opstiller Kornemann »Hellenismen«, »Romanismen« og »Iranismen« som polære Modsætninger gennem de tusind Aars Verdenshistorie omkring Middelhavet fra Alexandertogettil Muhammed. Som Historiker har Kornemann gennem et langt Forskerliv beskæftiget sig med Antikens Historie, fortrinsvis med romersk Historie; det er derfor forstaaeligt, at han betragter sit Emne ud fra et fast Stade i den antike Historie og bygger Skildringen op med Udgangspunkt i de Verdensriger, der i den senere Oldtid opstod i Middelhavs-Rummets Nordlande. Efter det Grundsyn, som Kornemann har anlagt, at betragte de behandledeTidsrums Historie som et Spil af tre Faktorer stadigt skiftende i parvis Opgør, leddeles Værket naturligt i tre Bøger, svarende til de tre i Tidsfølge hinanden afløsende Modsætningsforhold:Hellenisme-Iranisme (Makedonernes Verdensherredømme og Hellenismens store Indgreb paa Asiens Jord ved Alexandertogetog Oprettelsen af hellenistiske Riger og Lydlande i Asien), Hellenisme-Romantisme (det romerske Verdensvælde og RomerrigetsHegemoni i Vesten til 305 e. Kr., da den diokletianske Statsformbrød sammen) og Romanisme-Iranisme (Mødet mellem Ny-Rom og Ny-Persien i Oldtidens sidste Aarhundreder). Med et overlegent og aldrig svigtende Herredømme over det omfattende Stof, hvorpaa Værket bygger, fortæller Kornemann fængslende uden nogensinde at fortabe sig i Enkeltheder, eller maaske rigtigeresagt, han véd at fremstille Enkelthederne saaledes, at de faar den rette Plads i det brogede Billede af en idelig skiftende Handling, der oprulles for Læseren.

Altheim har ikke lagt saa vid en Ramme om sit Værk, som Kornemann har gjort det; han begrænser sig til at behandle Asiens Historie i Tiden c. 300 f. Kr. til c. 600 e. Kr., men Værket gaar dybere end Kornemann's og bliver derfor ogsaa tungere i Læsningen. I Modsætningen til Kornemann's brede sammenfattendeFremstilling

fattendeFremstillinggiver Altheim en Række Undersøgelser, som han dog med megen Snille véd mosaikagtigt at sammenstille til en sluttet Helhed. Altheim opbygger sin Fremstilling om de to store udløsende Begivenheder i Aartusindets Historie: (1) Makedonerstormen,som rev det gamle persiske Rige over Ende og paa dets Ruiner opbyggede en Række hellenistiske Riger som Forposterfor græsk Kultur helt frem til Økumenens Grænser mod Asiens kontinentale Ocean, og (2) Nomadestormen, der fra Midt- Asiens Vidder hvirvlede mod Vest og gjorde Parthernes Høvdingertil Storkongernes Arvtagere i et genrejst Perserrige, der nogle Aarhundreder senere endog formaaede at byde det romerske Verdensrige Trods. Skolet i den »romerske Histories« strenge Tugt, som en Arv fra Mommsen's Dage, har Altheim med skrap Sporsansomhyggeligt samlet, og med en ligesaa dybtgaaende som omfattendeLærdom sigtet og ordnet det jiæsten uoverskuelige Kildestof,der spænder fra græske Historieskrivere til kinesiske Aarbøger;og ikke mindst har Forfatteren evnet at forme, hvad disse Kilder har at berette om Vest-Asiens Historie i det Aartusind, som skiller Alexander den store fra Muhammed, i en Skildring, som staar med faste og klare Linjer. Allerede i sine tidligere Arbejder— »Epochen der romischen Geschichte«, »Romische Religionsgeschichte«— har Altheim vist en stærk Trang til at vandre sine egne Veje og tage nyt Land under Dyrkning; det er den samme Trang til at være Nybygger, som bærer denne Bog, et dristigt og djærvt Fremstød, der kaster nyt Lys, ikke blot over den Tidsalder,som den skildrer, men ogsaa ind over den antike Verdens Historie i Oldtidens sene Aarhundreder, i den europæiske Middelalderog i Midt-Asiens historiske Ethnografl.