Eli F. Heckscher, Sveriges ekonomiska historia fran Gustav Vasa. Andra delen. Det moderna Sveriges grundlaggning. Stockholm 1950. (Halvbd. 1, 584 sider, halvbd. 2, side 585—894, + LXII + bilagor side 3*-58* register och innehållsförteckning side 1—461_—46 + kartor och diagram).

Anden del af professor Eli F. Heckscher's monumentale fremstillingaf Sveriges økonomiske historie fører med sine to halvbind udviklingen frem fra 1720 til 1815 d.v. s. gennem Frihedstiden og den Gustavianske tid. Sammen med den første del, der kom i to bøger i 1935 og 1936, foreligger nu en samlet skildring af den næsten 300-årige historie fra 1520, hvilket uden overdrivelse må betegnes som en enestående præstation. Intet under, at EkonomiskhistoriskaInstitutet

historiskaInstituteti Stockholm samtidig har benyttet lejligheden til at hylde forfatteren ved at udsende en bibliografi, som rummer en kronologisk fortegnelse over H.s hele produktion fra 1897 til 1949, ikke blot den videnskabelige, men også omfattende avisartiklerm.v. (£7* F.Heckschers bibliografi, 1897—1949, Stockholm 1950). Gennemlæsningen af denne bibliografi efterlader et indtryk af en overordentlig produktivet og sjælden spændvidde i interesser.Bibliografien og anden del af Sveriges økonomiske historie er imidlertid ikke ensbetydende med, at professor Heckscher nu har tænkt sig at lægge op. Tværtimod anfører han i sit forord, at det er den historiske forsknings hovedopgave at forbinde det forgangne med det nutidige, og i overensstemmelse hermed er det hans hensigt at føre skildringen af Sveriges økonomiske historie frem til nutiden. Det må imidlertid på grund af stoffets voldsomme omfang forventes, at hvad der således står tilbage vil få en væsentliganden karakter end det hidtil fremlagte, hvilket atter vil sige, at den foreliggende del i flere henseender udgør sidste sten på den store bygning rejst ved et slidsomt arbejde med overvejende utrykt arkivmateriale.

Det vil være omsonst at forsøge en vurdering af H.s sidste arbejde uden et kendskab til hans metode og teori. Netop ved sin stringente udformning af en kvantitativ metodik og ved sin såkaldte aspektteori har H. været nyskabende, hvilket i forbindelse med en sikker afgrænsning af den økonomiske histories område har forlenet hans bøger med en egen fasthed og klarhed, som heller ikke fcrnccgtcr sig ved det nu uukumne værk. I indledningen til første bog i 1935 har H. redegjort for sine synspunkter, og et resumé af hovedpunkterne skal ikke forsøges her, da det turde være overflødigt i betragtning af Aksel E. Christensen's meget grundige behandling af 1. og 2. bog i dette tidsskrifts 10. række V bind (side 149_—181), hvor ikke mindst H.s metode er udførlig omtalt. Derimod indleder H. sit nye arbejde med nogle interessante betragtninger over den økonomisk-historiske totalfremstilling, som kræver lidt nærmere omtale, da fremstillingsformen tydeligvis har været noget af et problem, hvilket ikke kan undre, når man betænker materialets omfattende karakter, hvortil kommer, at det ved en vurdering af værket som en helhed vil være naturligt at gå ud fra forfatterens intentioner.

Normen for den ideelle helhedsfremstilling af den økonomiske historie har H. fundet hos den kendte svenske historiker og statsmand Hans Jårta, der i 1822 i en beretning fra Stora Kopparbergslen gav udtryk for, at et sådant værk skal søge at skildre

næringsgrenene »såsom utgorande tillsamman en enda organisation,uti vilken alia delarne, under en ståndig våxelverkan, omsesidigt frambringa, underhålla och fortdriva varandra«. Et sådant program vil alle utvivlsomt tilslutte sig rent principielt; at realisere det er derimod en anden sag. Forfatteren har disponeretstoffet således, at det falder i tre hovedafdelinger. Den første hedder slet og ret Svenska folket og skildrer selve grundlaget for Sveriges husholdning nemlig befolkningen, der i tre kapitler beskrives demografisk, geografisk og socialt. Den anden afdeling er kaldt Svenska folkets nåringskållor og omfatter med sine 8 kapitler langt den største del af hele fremstillingen. Her gennemgåsde enkelte næringsgrene på klassisk maner: landbrug, skovbrug,bjergværk, håndværk, hjemmesløjd, handel og søfart samt pengevæsen. Endelig rundes værket af med en tredie afdeling, der rummer en redegørelse for Svenska folkets ekonomiska tånkesått, hvor merkantilisternes, fysiokraternes og de første liberalisters ideer er behandlet. H. indrømmer gerne, at hovedparten af hans kapitler således handler om hver sin side af det økonomiske liv, men beder læseren om til stadighed at tænke sig helheden bag de enkelte emner. Et middel hertil skulle være at læse bogen i dens fulde udstrækning og ikke stykke de enkelte kapitler ud. Alligevel synes dette råd ikke ganske at fjerne ulemperne ved den blandede funktions- og erhvervsinddeling, som H. iøvrigt bedre har undgået i sine tidligere bøger. Mån må derfor beklage, at forfatteren ikke i en afsluttende afdeling har givet os sin fortolkning af helheden, thi ingen kan vel være nærmere dertil. Netop i betragtning af, at H. opfatter den økonomiske historie »såsom inriktad på samma slags foreteelser som behandlas når man undersoker det ekonomiskatillståndet i nuvarande tid« (Indledningen til første bog, 1935) havde det været interessant at se helheden anskueliggjort ved en sammenfatning på tværs af det gængse skema. Naturligvis lader den moderne tids økonomiske systematik sig ikke uden videre overføre på 1700-tallets svenske samfund bl. a. fordi hovedparten af vore dages økonomiske helhedsudtryk (nationalindkomst, nationalformue, pristal osv.) er så nøje knyttet sammen med det statistiske apparatur. Landbrugets alt dominerende plads i datidens samfundshusholdning mervirker også til at skabe andre forudsætninger.Disse afgørende modifikationer til trods må det alligevel være muligt og videnskabelig frugtbart at søge de enkelte tråde samlet i en tværgående behandling af f.eks. arbejdskraften og arbejdslønnen, prisudviklingen og lignende aspekter.

Foruden samspillet mellem de enkelte næringsgrene anfører
H. yderligere to momenter, som han har tilstræbt at få frem i sin

skildring, da de begge er afgorende for forståelsen af den store sammenhæng. Det er kontinuiteten i udviklingen, der gør enhver opdeling i »perioder« kunstig, og det internationale perspektiv. Begge disse bestræbelser er afgjort kronet med held, idet der ved alle vigtige fænomener er trukket linier bagud til de foregående bind, ligesom den internationale baggrund er skildret meget sikkert,især hvor talen gælder Sveriges eksportvarer: jern, kobber og træ. Ikke mindst i diagrammerne har forfatteren med støtte i de udenlandske prishistoriske publikationer belyst afsætningsforholdeneog således givet et værdifuldt supplement til forståelsen af den nationale udvikling.

Med hensyn til periodens afgrænsning gælder det, at udgangspunktet — året 1720 — så at sige giver sig selv. H. citerer Carl Gustav Cederhielm, der i sit epigram har omskrevet Karl Xll's død og Frederik Fs tronbestigelse til, at det svenske ur dermed gik frem fra 12 til 1. Det store svenske imperium med dets glans og byrder afløstes af det svensk-finske rige, og denne omvæltning bevirkede, at hele det økonomiske livs mål ændredes. Det moderne Sverige blev grundlagt. Tiden nærmest efter 1720 medførte i første omgang en frigørelse fra krigens tunge bånd, og H. ser i diagrammerne over den mandtalskrevne befolkning, med en voldsom stigning af alle kurver umiddelbart efter fredsslutningen, et bevis for, at en velstandsøgning fandt sted. Noget andet er, at denne stigning ikke fortsætter i resten af århundredet, hvilket hænger sammen med, at de mindskede byrder og øgede ressourcer først og fremmest stimulerede en stærk vækst i befolkningen, snarere end en almindelig øgning at levestandarden. Mere skeptisk er forfatteren med hensyn til periodens slutpunkt, 1815. Han gør opmærksom på, at året 1809 på mange områder satte tydeligere skel end 1815, ikke blot på det forfatningsmæssige felt, men også i den økonomiske diskussion. Det industrielle gennembrud kommer derimod først i 1850'erne og 1860'erne og hermed gennemgribende indvirkninger også på landbruget. Den temporære vækst i befolkningen i 1820'erne var dog også et vigtigt incitament for den agrare udvikling, hvilket taler til gunst for det valgte afslutningsår. Det afgørende synspunkt har imidlertid været internationalt; H. har valgt at slutte sin fremstilling med Napoleonskrigenes ophør, hvor nye tilstande træder frem i hele den vestlige kulturkreds.

Endelig et par ord om opsætningen. Teksten står uden direkte noteapparat, hvilket turde være en fordel ved et værk af denne karakter. Noterne er i stedet samlet i et afsnit anmærkninger om kilder og litteratur, og her finder man dels de nødvendige henvisningertil

ningertiltekstens enkelte steder, dels en række oversigter, som er værdifulde derved, at de bl.a. rummer sammenfattende bibliografiskediskussioner. Det omfattende statistiske materiale præsenteres ligeledes på en forbilledlig måde. I en pro memoria om tabel- og diagramteknik (side 53*_—58*) har forfatteren nedskreveten række regler for opstilling af sådant materiale ved økonomisk-historiske undersøgelser, og denne vejledning letter ikke blot tilegnelsen af det foreliggende stof, men opfylder også et praktisk behov ved på adskillige punkter at være en almen gyldig rettesnor, som historikerne må være professor Heckscher taknemmelig for. Af de mange gode råd, der her gives til bedste, skal blot nævnes reglen om, at en tabel så vidt mulig skal forklare sig selv, samt at en tabel aldrig bør indeholde mere end det, den skal illustrere. Sammendrag af de vigtigste tabeller er iøvrigt placeret i teksten, medens de større og mere detaillerede opstillingerer anbragt i et særligt bilagsafsnit, der sammen med kort og diagrammer udgør rygraden i hele værket. Også registret fortjenerat nævnes, idet det ikke blot fremtræder som et kombineretnavne - og sagregister, men tillige indeholder den benyttede litteratur — placeret under forfatternavnene — således at man på denne måde direkte får oplyst i hvilken forbindelse de forskelligeautores optræder. Endelig må man komplimentere forfatterenfor den opfindsomhed og det humør med hvilken han har valgt bogens illustrationer. Det er f. eks. et pletskud at placere en herlig tegning af C. A. Ehrensvård forestillende den 57årigebaron Rutger Mack lean's rynkede og krogede profil i afsnittet om fødsels- og dødelighedstal, hvor den lave gennemsnitsalderog den tidlige alderdom omtales.

Det er tidligere af Aksel E. Christensen blevet fremhævet, at H. som økonomisk teoretiker ikke på forhånd føler sig bundet af kildernes rigdom eller fattigdom, men stiller sine spørgsmål uafhængigtaf kildestoffet. Når spørgsmålene er formuleret vender teoretikeren sig mod det forhåndenværende materiale og vælger helst serier, hvor han formår at følge udviklingen indenfor landet i sin helhed over lange perioder, helst i kvantitative mål. Også ved den foreliggende anden del har H. fulgt dette princip, og en række af de tidligere benyttede serier er blevet ført frem til 1815. Dette gælder f. eks. utspisningstalerne eller udspisningslængderne fra krongårdene, der danner grundlaget for kostberegningerne, og mandtalslisterne, som især er blevet anvendt i afsnittet om befolkningenssociale struktur. Også de øvrige — få — regnskaberfra krongårdene er blevet bearbejdet, således regnskaberne

fra Skarhult, Rydboholm og Lofstad, endskønt de kun dækker kortere perioder. Hovedformålet har her været en realkritisk undersøgelse af samtidens mange oplysninger om foldudbyttet (korntalen), der indgår i det meget indholdsrige afsnit om forandringerne i Sveriges landbrug. Forøvrigt gælder det, at Sverige til sin landbrugshistorieikke besidder et kildemateriale af samme omfang og karakter som de danske godsregnskaber, af hvilken grund oplysninger om prisudviklingen ganske mangler. Af samme årsag er det store antal beretninger — landshovdingberåttelser og ortsbeskrivninger— blevet gennemarbejdet og danner et væsentligtgrundlag for fremstillingen. Rigsdagsrelationerne fra Bergskollegietsarkiv er en lignende ikke-numerisk kilde, som er gjort til genstand for en systematisk bearbejdelse. Regnskaberne fra Gimo, Fagersta, Storfors og Hellefors bruksarkiver giver derimod et større ciffermæssigt materiale, som forfatteren har anvendt til en beregningaf reallønnen for-jernværkernes arbejdere. Som et sidste eksempel på større kildekomplekser, der i bearbejdet form indgår i fremstillingen, skal nævnes den økonomiske litteratur, fra 1700tallet,hvis omfattende karakter illustreres ved en lille statistik, H. har opstillet på side 819 over udkomne brochurer og bøger i Sverige 1761—1772.

Til disse »arkivalske« forudsætninger føjer sig de trykte kilder og behandlinger. Naturligvis repræsenterer H.s arbejde ikke lutter førstehåndsundersøgelser, men står på adskillige punkter i gæld til en række monografier og analyser. Man kan i flæng nævne Gustav Sundbårg's bearbejdelse af den svenske befolkningsstatistik, Nils Wohlin's og C. G. Wei bull's landbrugshistoriske undersøgelser, K. Åmark's bog om kornhandelen, Bertil Boéthius' og Wilh. Carlgren's skovbrugsstudier, Boethius' og Åke Kromnov's monografi om jernkontoret, Ernst Soderlund's værk om Stockholms håndværkerstand, J. F. Nystrom's ældre bidrag til handelens historie og A. Montgomery's afsnit i Riksbankens historie. At flere af disse undersøgelser atter står i gæld til professor Heckscher ved at være inspireret af hans gerning som forsker og lærer nævnes blot for en fuldstændigheds skyld.

Resultatet af dette overvældende arbejde foreligger da i en sober, klar fremstilling, trods de mange tal ikke uden levende situationsbilleder, således at forfatteren opfylder det krav om at skrive »mit etwas Geist«, som Werner Sombart engang formulerede. Det vil her føre alt for vidt, om man skulle forsøge at give et referat af H.s vigtigste resultater. I stedet for skal knyttes et par bemærkninger om den kritiske analyse til professor Heckscher's anvendelse af den kvantitative metode.

Professor Heckscher har engang i en inspireret lille afhandling oiii statistikens anvendelse indenfor ekonomisk-historisk forskning erklseret, at »hvis man har et tilstrsekkelig stort Materiale af hvad Slags som heist, kan der altid laves Statistik af det« (Nationalekonomisk Tidsskrift, 1937, side 162). Pastanden er uangribelig. Man kan — om sa skal vaere — lave statistik pa grundlag af primtallene, og det ma retfaerdigvis noteres, at den citerede passus ifolge hele sin sammenhaeng er at opfatte som en fanfare bestemt til at vsekke slumrende fagfseller og abne deres ejne for uopdyrkede arbejdsfelter. Ingen har vel med storreret kunnet anbefale historikerne at give sig i lag med de ordnede masseiagttagelser end H., der gang pa gang med sine egne undersogelser har vist, hvor langt frem man pa den made karma i erkendelsen af virkeligheden. Det ma imidlertid ikke glemmes, at store dele af det materiale, som en historiker har til sin radighed, ifolge sin karakter metodisk ma henregnes under det, statistiken kalder for partielle tsellinger, og her gselder det, at et materiale, der ikke er repraesentativt, ikke blive vsesentlig bedre til det givne formal ved at blive storre. Og omvendt — selv om man skaffer sig et tilsyneladende fuldstaendig repraesentativt materiale, kan resultaterne godt blive alt for usikre, hvis materialet er for lille, saledes at tilfseldige arsager slar for kraftigt igennem. Den moderne statistiker soger derfor at finde frem til en fornuftig kombination af et tilstraekkelig stort materiale udvalgt under hensyn til de sporgsmal, han onsker belyst. Historikeren kan derimod ikke lave om pa det »udsnit« overleveringen har spillet ham i hsende. Hans forste skridt ma derfor vsere at undersege kvaliteten d. v. s. graden af reprsesentation forend han gar i gang med kvantiteten. Giver kvalitetsproven — den kritiske analyse — et negativt resultat, ma han resignere og lade tallene ligge, hvilket af og til kan vaere meget svsert. Hvor vanskelig resignationens kunst er, giver H.s nye arbejde et par eksempler pa.

På grundlag af andres og egne undersøgelser skildres i første afsnit befolkningen demografisk, såvel den svenske, som den øvrige nordiske. Kildegrundlaget er ret varierende fra land til land, og det er vanskeligt at vurdere dette store materiale i sin helhed. Holder man sig imidlertid blot til de fremlagte cifre, viser det sig, at de svenske tal afslører et meget stort fødselsoverskud — 11,2 °/00/₀₀ årlig — fra 1720 til 1735. H. tilskriver fredstilstanden æren for denne stigning i befolkningens mængde, en stigning som misvækstårene 1725_—27 ikke afbryder, og forklarer den således: »krigen och umbårandena dessforinnan hade inneburit en sådan utrensning av svagare individer, att kvaliteten hos den overlevandebefolkningen

levandebefolkningenkommit att hojas«. Tankegangen er nærmest darwinistisk — the survival of the fittest — og man føler sig ikke overbevist om, at de stigende tal netop skal tolkes på den måde. Afgørende i denne sammenhæng er imidlertid om materialet før fremkomsten af det såkaldte Tabelværk i 1749 virkelig er så pålideligt,at man kan anvende det til en statistisk undersøgelse. Det skriver sig fra en ordre af 1736 fra kammerkollegiet, hvorefter præsteskabet fik besked på at indsende sammendrag med oplysningerom antallet af fodte og døde siden 1721, idet man efter 1736 krævede årlige sammendrag indsendt. Professor David Hannerberg har i en recension af H.s værk på basis af egne undersøgelser indenfor et begrænset område hævdet, at disse præsternes kontraktstabeller udviser så store brist, at det afgørendeindvirker på resultatet af H.s beregninger af folkemængden før 1749. Det er således muligt, at forfatteren har presset kildematerialetfor mere, end det kan give.

Et andet eksempel på, at forfatteren til tider er lidt for afhængigaf sin trang til at give kvantitative udtryk, findes i landbrugsafsnittetshøstberegninger, der er det centrale punkt, hvorom hele spørgsmålet om produktion og konsumtion drejer sig. Udgangspunktettages i konsumtionen. På grundlag af utspisningssiaterne,der ligger som bilag til krongårdsregnskaberne — som selv for store parters vedkommende er gået tabt, hvorfor en overensstemmelsei detaljer mellem utspisningsstaternes og regnskabernescifre ikke har kunnet kontrolleres — regnes den gennemsnitligekonsumtion ud. Den viser sig for karlenes vedkommende at være ca. 4 tdr. korn årlig, snarere lidt mere end lidt mindre. Under hensyn til befolkningens sammensætning og geografiske placering reduceres utspisningsstaternes gennemsnitstal således, at der sluttelig fremkommer et gennemsnitligt kornforbrug pr. indbygger på knap 3 tdr. årlig. På dette grundlag udregnes totalforbruget,det vokser fra knap 5 1/_i mill. tdr. i 1750, over godt 6V3 mill. tdr. i 1781/90 til 7,1 mill. tdr. i 1810, hvilket næppe kan overraske, da tallene til syvende og sidst blot afspejler stigningeni befolkningstallet. Heroverfor opstilles de fra handelsstatistikenkendte tal for kornimporten, der viser sig ved de valgte tidspunkter kun at dække 7,3, 11,9 og 4,4 °/0/₀ af konsumtionen. Et lignende resultat fremkommer, om man på samme måde søger at udregne totalproduktionen af korn. Også her viser der sig en stigning, der skønnes at være mindst 70 °/₀, og det vigtige spørgsmålrejses, om importen af korn har kunnet kompensere de til tider store svingninger i høstudbyttet, som fremgår af diagram V, hvor dødelighed og høstudbytter er sat sammen. Konklusionen

bliver, at importen ikke kunne opveje en dårlig høst, og dette resultat ses som en bekræftelse af Malthus' påstand om, at de svenske bønder var alt for fattige til at kunne importere korn i tilfælde af dårlig høst, hvorfor de ikke havde anden udvej end at lade de svageste — de yngste og ældste — dø.

Det faste eller sikre i hele denne analyse er formodentlig befolkningstallene og kornimporten. Især det ovenfor nævnte diagram viser — under forudsætning af skordeomdomens pålidelighed,hvilket vil sige de ikke-numeriske »høst-skøn's« omsætning til numeriske størrelser — at der hvilede et befolkningspres på Sveriges resourcer; samtidig viser stigningen i befolkningen, at det faktisk lod sig gøre over en længere årrække at føde flere munde på grundlag af de eksisterende produktionsmuligheder. Importen af levnedsmidler kan tænkes at have spillet en afgørende rolle som supplement til de eksisterende produktionsmuligheder, men havde dette supplement været effektivt ville diagram V's tal være uforståelige i henseende til den fortolkning, som ovenfor er givet af dem. Ejheller rimer de dalende importtal med en voksende befolkning, såfremt importen skulle have spillet den nævnte — hypotetiske — rolle. H. har imidlertid ikke villet lade sig nøje med et ræsonnement af den skitserede karakter. Muligvis fordi han har haft importens størrelse i form af konkrete tal, har han søgt efter udveje til at beregne totalkonsumtion og produktion.Han her standset op ved utspisningstaterne, som kildemæssigt opfylder det krav om lange rækker, forfatteren anser for ideelt, og som også er blevet benyttet ved bedømmelsen af forrige århundreders forhold. Erfaringsgrundlaget fremlægges i tabelbilagets tabel 5, dels i form af en tabellarisk gengivelse af hele staben i 1736 på Rydboholms gård i Uppland — ialt 13 personermed inspektøren i spidsen og »Gamla Hons-Maja« som rosineni pølseenden — dels i form af bearbejdede utspisningsstater, hovedsagelig omfattende karle og piger, der er den fyldigste kategori, hvor ingen tvivl foreligger om, at hvad her er opført dækker den faktiske fortæring. De bearbejdede utspisningsstater omfatter den årlige udspisning pr. persona i originalmål, moderne mål (kg) og den daglige konsumtion pr. persona i kalorieværdi. lalt 28 krongårde eller herregårde er draget ind i undersøgelsen, og det samlede antal personer er ifølge tabellen knap 250 fordelt over et helt århundrede. Langt den fyldigste repræsentation har Rydboholm med oplysninger fra 1728, 1731, 1733—35, 1732, 1736, 1738_—41, 1742_—43, 1747—50, 1753—54, 1755—60, 1761—62 for hvert år eller periode tællende en 5 å 8 personer. Sveriges befolkninganslås i 1735 til 1.700.000 og voksede med ca. 70 °/0/₀ i løbet

af arhundredet. Tager man blot det laveste befolkningstal og det samlede antal iagttagelser fra utspisningsstaterne dsekker disse mellem 1/₁₀ og 1/₅ °/00/₀₀ af totaliteten, eller med andre ord et sa mikroskopisk tal at alt ma siges at sta og falde med »udsnittets« reprsesentative vserdi. Man kan hsevde, at utspisningsstaterne reprsesenterer herregardenes mandskab, og at dette taget som en helhed vejer noget mere til i det samlede billede, og ligeledes kan det siges, at H. ved at reducere herregardsforbruget soger at bode pa det givne, snsevre udvalg. Disse modiflkationer sendrer dog ikke ved den kendsgerning, at de faktiske tal, pa hvilke hele denne udregning — der i mangt og meget minder om samtidens forsog pa at udregne et lands kornproduktion f. eks. Pontoppidan i Danmark — hviler, er meget spinkle, og at der ikke er gjort forsogpa at udregne, hvor meget herregardskategorien fylder i forhold til den ovrige landbefolkning. Reduktionen med henblik pa de ovrige befolkningslag er — som H. selv nsevner — skonsmaessigog bunder vel til syvende og sidst netop i den kendsgerning,at det igennem arhundredet lykkedes at fode en voksende befolkning, der ma have faet et vist minimum af ernseringsmidler. Lad det endelig vsere tilfojet, at utspisningsstaternes anvendelighedtil beregninger af levestandard er blevet draget i tvivl af Hannerberg, som desuden — sammen med Sam Owen Jansson — har korrigeret malopgivelserne, hvorved forbrugstallene igennemde tre sekler er blevet noget udjsevnet, omend den »trend«, den store forskel mellem 1500-tallets og de senere arhundreders tal, som H. har pavist, star fast. Bertil Boethius er i en anmeldelsc gaet ind for listerne i den henseende, at de efter hans mening enten registrerer et virkeligt forbrug eller i hvert fald har vseret vejledende. Derimod tvivler Boethius pa, at de er reprsesentative for hele det svenske folk og konkluderer, at man i sa fald ma afsta fra at beregne den totale konsumtion og produktion og nojes med en ikke-talmaessig vurdering af disse storrelser (Svensk Historisk Tidskrift, 1950, side 451).

De nævnte indvendinger mod professor Heckschers anvendelse af den kvantitative metode må ikke opfattes som en underkendelse af selve metoden, der som anført indebærer store fordele først og fremmest ved at klargøre proportionerne i virkelighedens verden. Ofte fører den til en statisk beskrivelse af fænomenerne, men behøverikke at udelukke en dynamisk betragtning, hvilket klart fremgår af H.s nye arbejde. Det er naturligt, at skildringen af landbrugets forhold må optage hovedparten af pladsen, når det oplyses, at den egentlige landbefolkning i 1760 udgjorde 72,2 °/0/₀

af totalbefolkningen. Alligevel har forfatteren samvittighedsfuldt beskrevet de sider af samfundsmaskineriet, som ikke fylder meget i helheden, til trods for at datidens statsmagt gjorde alt for at fremme deres vækst og derved skabte et røre omkring »sagen«, som for en senere betragtning står i grel modsætning til det, der blev udrettet. Dette gælder f. eks. manufaktur- og til en vis grad handels- og søfartspolitiken. I behandlingen af disse emner viser H. et sikkert blik for det dynamiske element ved at koncentrere undersøgelserne om de linier, der fører frem mod nutiden. Således anser han arbejdsforholdene for det mest »upplysande« i manufakturernesudvikling derved, at der på dette område forekom en brydning mellem den gamle organisationsform og former, som i flere henseender søgte at tilpasse sig den nye, kapitalistiske produktion.At der ikke kom store resultater ud af denne kamp forklares ved samfundets sociale struktur og lovgivningsmagtens bestræbelser for at opretholde en i det store og hele arbejderfjendtligregulering af produktionen. Ligeledes ofrer forfatteren organisationsforholdene indenfor handelen større omtale. Det hedder således om handelskompagnierne, at de i dobbelt forstand har forskningens interesse, dels p. gr. a. den handel, de repræsenterer,dels — og nok så afgørende — p. gr. a. deres organisation. De udgjorde nemlig forløberne for nutidens mest dominerende virksomhedstype, aktieselskabet, og bør studeres med hensyn til ligheder og uligheder i forhold til det moderne aktieselskab.

Af og til synes forfatteren dog at blive lidt for »dynamisk« i sin betragtningsmåde. Det gælder de tilfælde, hvor han henfalder til de i historiske afhandlinger ikke helt ualmindelige gisninger om, hvorledes udviklingen ville have formet sig, hvis det var gået anderledes, end det nu gik. Eksempelvis hedder det i forbindelse med det iøvrigt udmærkede afsnit om forandringerne i landbruget (nyopdyrkning, teknik m. v.): »Allmånt uttryckt flck Sverige dårfor betala formånen av ett fritt bondestand med stor efterblivenheti jordbruksteknik och till foljd dårav såmre livsmedelsfdrsdrjningfor folket an som eljest blivit mojlig« (side 201). Erfaringen viser, at almene formuleringer af denne karakter ofte udskilles fra sin sammenhæng og selvstændigt nedfælder sig i læserens bevidsthed, hvorved problemstillingen med samt dens konklusion let bliver til en een gang vedtagen kendsgerning. Det turde derfor være på sin plads at påpege, at rent logisk kræver den ovennævnte dom kendskab til, hvorledes jordbrugsteknikkenog forsyningen med levnedsmidler ville have artet sig med en ufri bondestand, alt andet lige, og et sådant kendskab er a priori uopnåeligt. En henvisning til de samtidige svenske krongårdesog

gårdesogherregårdes bedre teknik og større produktion kan næppe dække dette forhold tilstrækkelig, ejheller om man — hvad H. afstår fra — søger grundlaget for vurderingen udvidet ved en sammenligning med danske landbrugsforhold i 18. rhundrede,hvor sjællandske bondestands tilbagestående tekniknetop tilskrives dens ufrihed, idet man dog fra dansk side har lagt nok så megen vægt på at sætte spørgsmålet om produktionen i relation til de almindelige konjunkturer og financieringen.

En lignende uheldig formulering findes i det store afsnit om jernet. I forbindelse med en dybtgående skildring af »smidesregleringen« drøftes denne monopolpolitiks virkninger for Sverige og for den industrielle udvikling i hele Europa, først og fremmest dog England. Det påpeges, at monopolpolitiken gennemførtes i et tidsrum, da den europæiske industris ekspansion var begyndt at tage fart, men hvor den endnu hæmmedes af den tekniske omstændighed, at det ikke var lykkedes at fremstille smedejern ved hjælp af fossilt brændsel. Samtidig var træbrændselet, det eneste dér kunne anvendes, blevet meget knapt p. gr. a. skovenes udhugning. Det er derfor klart, at en politik, som med held holdt jernproduktionen nede i et af de meget få lande i Europa, hvor der var tilstrækkelige mængder af træ, måtte blive »viktigare an den skulle ha varit i något annat skede inom jårnhanteringens långa historia« (side 399). H. går imidlertid videre i sine ræsonnementer og hævder, at netop snæverheden i Europas jernforsyning var en af de vigtigste, muligvis den vigtigste blandt de faktorer, som holdt industriens ekspansion tilbage, og han tilføjer, at »det st.nra inrhi.striella gcr*cir*brGttet såluuua eller aitx att doma skulle ha intråffat tidigare under forutsåttning av båttre tillgång på jårn. Den svenska brukspolitiken kan darfor ej ha undgått att fordroja industrialismens grundlåggning over lag. Samtiden kunde visserligen ej våntas ha sett sammenhanget på detta sått« (side 400). Unægtelig et stort internationalt perspektiv. Skade kun at det unddrager sig en eksakt efterprøvning.

Afdøde slotspræst Oscar Geismar yndede, når talen faldt på anmeldelser, at berette om en avisnotits, han engang havde givet af et lærd kirkehistorisk værk fra en biskoppelig hånd. Anmeldelsen kunne vistnok ikke sige sig fri for en af hastværk præget kritik, og nogen tid efter dens fremkomst ville skæbnen at forfatter og recensent tilfældig mødtes i et tog. Biskoppen benyttede her lejligheden til at spørge, om Geismar nu også virkelighavde læst værket i dets helhed. Svaret — formodentlig frit gengivet, blandt venner — lød således: »Er De gal, mand! Tror

De, at en smørsmager æder hele dritlen«. Nærværende anmelder må bekende, at han med hensyn til professor Heckscher's værk ikke har kunnet modstå den fristelse at fortære hele dritlens indhold.Måtte da denne bekendelse — de foran stående kritiske bemærkninger in mente — tjene som et udtryk for såvel respekt som beundring for et enestående omfangsrigt og sjælden righoldigt arbejde. Der er al grund til at lykønske professor Heckscher med hans store bog, der — som Bertil Boéthius har udtrykt det — utvivlsom vil blive et inspirerende arbejdsprogram for generationeraf svenske videnskabsmænd. „ . , , „ „