Den niende internationale historikerkongres - Det nordiske historikermøde i Gøteborg - Universitetsmødet paa Lysebu.

Den niende internationale Historikerkongres, der afholdtes i Paris i dagene 28. august^—3. september 1950 fik sit præg af den internationale historikerkomités og den franske organisationskomités bestræbelser for at komme bort fra det kaotiske og tilfældige, der har været et kendemærke for tidligere kongresser med hensyn til æmnedækning og foredragsholdere. Overensstemmende med ønsker fremsat paa kongressen i Ziirich i 1939 traf komitéen beslutning om, at en række vigtige omraader af historien skulde gøres til genstand for drøftelse paa kongressen paa grundlag af paa forhaand udarbejdede, trykte og til kongresdeltagerne rundsendte rapporter. Disse rapporter, der saa vidt gørligt skulde forfattes af fremtrædende specialister indenfor de forskellige mnekredse, først og fremmest give oversigter over forskningens stade paa de forskellige felter i haab om, at de kunde danne udgangspunkt for en diskussion om problemstillinger og fremtidens forskningsopgaver.

Da kongresdeltagerne i juli 1950 fik tilsendt et digert bind indeholdende disse rapporter, saas det, at vel havde det været muligt at fastholde rammerne for det lagte program, hvorefter nedennævnte syv sektioner skulde indbefattes i de af rapporter dækkede omraader: Disse var: I. Antropologi og Demografi, 2. Idéhistorie, 3. Økonomisk Historie, 4. Social Historie, 5. Kulturhistorie, 6. Institutionshistorie og 7. Politisk Historie. Derimod manglede adskillige perioder indenfor næsten alle sektioner. Kun for sektionen Antropologi og Demografi var det lykkedes at dække alle perioder (oldtid, middelalder, den nyere og nyeste tids historie) med rapporter og dertil at føje en indledende betragtning med drøftelse af principielle og generelle spørgsmaal.

Der vil sikkert fra alle sider være enighed om, at de grene af den historiske forsknings omraade, som man havde udvalgt til at lade behandle i rapporter, af næsten alle moderne historikere betragtes som særligt betydningsfulde, men det kan ogsaa indvendes,at

vendes,atgrænserne mellem netop flere af disse er flydende. Dette gælder saaledes den saare vanskelige afgrænsning af social historie fra økonomisk historie og ogsaa fra kulturhistorien (histoire de la civilisation), der i hvert fald efter nogle historikeres opfattelse grænser op til social historie. Heller ikke demograflen kan naturligvisganske holdes ude fra økonomisk og social historie. Ogsaa visse sider af idéhistorien kæder sig naturligt sammen med disse discipliner. En uundgaaelig konsekvens af dette maatte blive, at samme æmne faktisk kom til behandling i flere sektioner. En anden svaghed var, at det havde vist sig umuligt at faa særlige kapaciteter til at skrive alle rapporterne. Det skyldtes vel i nogle tilfælde, at saadanne ikke fandtes eller ikke havde mulighed for at deltage i kongressen. Politiske forhold hindrede bl. a., at flere lande repræsenteredes paa kongressen. Det kan dog med glæde konstateres, at den polske historiker, professor Malowist, havde været i stand til at skrive en af rapporterne (Histoire Sociale, époque contenporaine)¹, selv om han var forhindret iat komme til stede og deltage i den deraf foranledigede diskussion.

Af de rapporter, der gav anledning til den livligste og mest interessante diskussion kan nævnes Cipollas, d'Hondts, Postans og Wolffs fællesrapport vedrørende middelalderens demografi, professor Postans over middelalderlig økonomisk historie og professorSaporis om socialhistorie indenfor samme tidsperiode. Endelig ogsaa professor Pierre Renouvins rapport vedrørende Histoire des Faits Politiques, époque contemporaine. Om alle disse tre fremtrædende historikere gælder, at de enten i første række behandlede sider af deres æmne, som de i deres forskning selv fortrinsvis havde beskæftiget sig med eller saadanne sider, som de fandt det mest i tidens aand særligt at trække i forgrunden. Interessant er saaledes, at professor Renouvin i sin rapport, bortsetfra en indledning med principiel drøftelse forfattet med ægte fransk klarhed, egentlig kun behandler tre spørgsmaal: La sociologieélectorale, le personnel politique et administratif og le role des hommes d'état. Pierre Renouvins rapport om problemer i studiet af indrepolitisk historie i moderne tid slutter sig ejendommelignært til de i de øvrige sektioner diskuterede problemer og virker som en værdig afslutning paa sektionsrapporterne. Men enheden i mangfoldigheden hindrer dog ikke, at man kan mene, at rapportsystemet var overdimensioneret og at færre æmner sat

---

1 Professor Malowists rapport er i virkeligheden en højst interessant oversigt over ændringerne i Polens sociale og okonomiske struktur i løbet af 15. og 16. aarh. (IX^C Congrés Internationnal des Sciences Historiques I Rapports, 305—322).

under debat og færre rapporter sikkert vil være at foretrække
paa den næste kongres, der skal finde sted i Rom i 1955.

Eftermiddagstimerne holdtes aabne for frit tilmeldte foredrag. Det vil føre for vidt her at gaa i enkeltheder. Det kan dog nævnes, at Danmark var repræsenteret med fire foredrag, der holdtes af afdøde direktør, dr. Poul Nørlund, professor Adam Afzelius, lektor, dr. Knud Hannestad og af professor Astrid Friis¹.

Af ganske anden karakter var det nordiske historikermøde, som afholdtes i Goteborg i dagene 8.^—11. august 1951= Den faste plan, som savnedes paa kongressen i Paris — hvor en foredragsholder ofte maatte erfare, at der ingen var til at præsidere i den sektion, hvor han skulde holde sit foredrag — var her til stede i fuldt maal, selv om usynlig for de fleste mødedeltagere. Mødets præsident, professor Curt Weibull, og hans stab af medhjælpere tilkommer æren derfor og bør have en oprigtig tak. Foredragenes antal var paa forhaand begrænset til 25. Heraf holdtes fem paa plenarmøder, hvorved vanskelige valg mellem foredrag undgikkes for mødedeltagerne. Foredragsmosaiken havde et klart mønster. Efter professor Curt Weibulls aandfulde indledningstale om historieforskningens opgaver og væsen og nordiske historikeres særlige forpligtelser holdt professor Jacob Worm-Miiller mødets første foredrag om Karl Staff, W. C. Brogger og stortingets adresse 19. juni 1905. Det var en kompliment til historikeren Jacob Worm- Miiller, til Norge som hjemsted for det sidste historikermøde og til Norge i sig selv. Vi andre maa komplimentere for valget af dette foredrag, som det hvormed kongressen aabnedes. Næppe noget æmne turde det derefter anses for umuligt at drøfte mellem nordiske historikere. De andre foredrag, holdt paa plenarmøder, var professor Sture Bolins om Skattepenning och Plogpenning i Medeltidens Danmark, i virkeligheden en helt international undersøgelse, som danske historikere i øvrigt allerede sidste foraar havde faaet forelagt i bredere form. En prøve paa hvorledes historisk metode ogsaa kan anvendes paa helt moderne stof, var professor Erik Lonnroths foredrag om Sverige og rådskrisen i Nationernes forbund mars 1926. Æmnet for undertegnedes foredrag var Danmark og Europa i sekstende aarhundrede.

Til at holde kongressens afsluttende foredrag var valgt professorEric
Anthoni, som en kompliment til Finland, fra hvis side,

---

1 IX^e Congrés International des Sciences Historiques I Rapports 1950, 1—646; II Actes 1951.

der under mødet var fremsat en indbydelse til at holde næste nordiske historikermøde i Aabo (i 1954). Æmnet: Det finlandske medeltidsfrålses upphov och sammensåtning var fortræffeligt valgt, og man kunde ønske sig en internordisk diskussion om netop et saadant ærane for at konstatere eventuelle ligheder eller forskellighederi udviklingen paa disse omraader i de forskellige nordiske lande.

Ogsaa sektionsforedragene bød paa meget af interesse. Blandt disse skal særlig nævnes professor Juttikulas om Tegskiftets tilkomst, professor Ernst Soderlunds om Tråvaruexportens gennombrott i Sverige, professor Halvdan Kohts om ærkebiskop Olav Engelbriktson, dr. Jerker Rosens om Sturemorden, og dr. Sven A. Nilssons om Lånen och godsen i kampen mellan Sigismund och hertug Karl og cand. philol. Magne Skodvins om Dei tyske og fransk-britiske planarne om militære operasjoner i Skandinavia, etter den finsk-russiske freden (13. mars^—9. april 1940). De danske foredragsholdere var professorerne Aksel E. Christensen og Troels Fink, der talte henholdsvis om Erik af Pommerns danske Kongemagt og De svensknorsk-danske alliance-forhandlingers sammenbrud i efteraaret 1863, overarkivar, dr. Holger Hjelholt, der talte om Grundtvig i den danske Rigsdag, og dr. Georg Nørregaard, der talte om Kielerfreden 1814. Til slut skal nævnes, som den eneste af vore unge historikere, som det havde været muligt at placere, magister Svend Ellehøjs foredrag om Trekongerslaget i Øresund aar 1000.

Goteborgkomitéen havde lagt en smuk ramme om mødet med festlig modtagelse 8. august om aftenen, festmiddag efter inaDyaeise al (joteborg stad pa Borsen 10. august og 11. august som afslutning udflugt til Kungalv, hvor professor Curt Weibull holdt et i form og indhold straalende foredrag om Gb'ta ålvs munning. Stader og fåstninger. Goteborgmødet vil staa som et lyst minde i alle deltageres erindring.

For en lille udvalgt skare af universitetslærere og studenter — af disse en fra hvert af de nordiske universiteter — var mødedagene ikke forbi med Goteborgmødet. 12. august rejste man videre til Lysebu, hvor der i dagene 13. og 14. august afholdtes det første fællesmøde af universitetslærere i Historie ved de nordiske universiteter.Initiativet til at lade dette møde afholde var udgaaet fra de fire historieprofessorer ved Oslo universitet, professorerne Jacob Worm-Miiller, Sverre Steen, Johan Schreiner og Arne Ording, der havde foranlediget, at Nordisk Kulturkommission indbød til et saadant møde. I de dage, mødet varede, blev Lysebu

ved vore nordiske kollegers enestaaende værtskab et nordisk Shangri-la, hvor vi hævedes over dagliglivets ofte betydningsløse irritationer. Stemningen fra Goteborgmødet fortættedes her, bl. a. fordi universitetslærere trods alt er en kaste, der folder sig friest ud, naar man blot er blandt sine egne. Studenterne fik set bag kulisserne.

Forhandlingerne aabnedes 13. august om morgenen med velkomstordaf formanden for den norske sektion af nordisk kulturkommissionprofessor Didrik Arup Seip. Denne fremhævede, at kulturkommissionen ansaa det for en af sine vigtigste opgaver at fremme samarbejdet mellem universiteter og akademiske højskoleri Norden som et led i det nordiske kulturelle samarbejde, og at man fra norsk side havde anset det for vigtigt at gøre netop Historie, der bød nordiske videnskabsmænd og studenter saa mange fælles opgaver, til konferenceæmne. Efter den forud lagte plan gaves derefter — under professor Worm-Miillers dirigentskab — i følgende rækkefølge korte orienteringer om det danske, finske, svenske og norske eksamenssystem af professorerne Astrid Friis, Penti Renvall, Curt Weibull og Sverre Steen. Man maatte konstatere,at de ydre former for eksamenssystemet er saa stærkt afvigende fra land til land, at en tilnærmelse maatte anses for udelukket. F. eks. er kun titlen fælles for den norske og danske cand. mag. eksamen. For at opnaa denne grad ved Oslo universitetskal prøve aflægges i 3 fag, hvoraf Historie kunde indgaa som det ene. Fordringerne i det enkelte fag svarer i alt væsentlig til fordringerne i bifag til dansk skoleembedseksamen, medens den højere grad cand. philol. (lektoreksamen), hvortil der stilles større fordringer i et af fagene, i virkeligheden svarer til den danske cand. mag eksamen (der dog for tiden kun aflægges med et bifag). Saaledes som norsk og dansk eksamenssystem kan siges at være baade ligt og uligt hinanden, kan det samme siges om det svenske og finske. Titlerne er fælles, men medens der i Sverige findes baade den mindre kandidateksamen og den større embedseksamen, haves i Finland kun embedseksamen — fordringerne skal jeg ikke forsøgeat veje mod hinanden. Endelig findes licentiatgraden (fil. lie.) baade i Sverige og Finland, hvor man direkte har taget den svenskegrad til mønster. Selv om det forudsættes, at en af de lavere grader er bestaaet, indbefatter den fornyet kundskabsprøvelse. Det afgørende for opnaaelse af graden er dog tilfredsstillende udarbejdelse af en større afhandling af videnskabelig karakter. Den trykkes som regel ikke. Licentiatgradens betydning ligger ikke mindst deri, at den giver adgang til at disputere for doktorgraden.Æmnet for doktorafhandlingen vil dog i reglen være et

andet, end det der er behandlet i licentiatafhandlingen. I dette tvungne mellemled mellem embedseksamen og doktorgrad ligger en klar forskel mellem svensk (finsk) opbygning af gradssystemet og det norske og danske, hvor enhver, der har bestaaet embedseksamenmed første karakter har adgang til at disputere for doktorgraden.Man kan vel forstaa, at man i Sverige og ogsaa i Finlandholder licentiatgraden i hævd, da den er et af de faa lævn ved de nordiske universiteter af det gamle gradssystem ved middelalderenseuropæiske universiteter. Magistergraden, som nu kun er bevaret i Danmark, er af samme gamle oprindelse som licentiatgraden.Disse to graders indbyrdes placering har været noget forskelliggennem tiderne i fakulteterne og i de forskellige lande. Generelt kan man dog nok jævnstille dem, og som man i Sverige føler sig forbundet med gammel europæisk universitetstradition gennem licentiatgraden, ønsker man i Danmark af samme grund at holde magistergraden i hævd. Den adskiller sig fra licentiatgradenderved, at den ikke bygger paa nogen tidligere prøve. Gennem hele studietiden tages der kun sigte paa en ren videnskabeliguddannelse. Ingen censorer udefra medvirker ved prøvernesaflæggelse. En tillæmpet tentamenordning giver visse lighedspunktermed svensk eksamensordning.

At de store forskelle i eksamensordningernes ydre form, ikke behøver at være en hæmsko for et endog nært samarbejde mellem de nordiske universiteters historiske sektioner, fremgik, da man gik over til at drøfte lærebogsspørgsmaalet. Man enedes her meget hurtigt om at søge at faa udarbejdet fælles haandbøger. Man skød indtil videre spørgsmaalet om fælles haandbøger i almindelig historie til side og fæstede opmærksomheden paa at faa udarbejdet planer for en fælles lærebog i Nordens Historie. Efter indgaaende drøftelser nedsattes et udvalg, hvori alle de nordiske landes universiteter repræsenteredes. De danske repræsentanter i dette udvalg blev professorerne Aksel E. Christensen og Troels Fink. Professor Sverre Steen, der havde ledet forhandlingerne om lærebogsspørgsmaalet paa fortræffelig vis, blev udvalgets formand. Da Reykjavik universitet, skønt indbudt, ikke havde været i stand til at lade sig repræsentere paa mødet, besluttedes det at rette henvendelse til historiesektionen her om at lade sig repræsentere i dette vigtige udvalg. Paa denne henvendelse er fremkommet bekræftende svar.

Fornyet drøftelse af lærebogsspørgsmaalet og af udvalgets
indstilling, naar denne foreligger, vil dog naturligvis være nødvendigpaa
et lignende møde, som det her omtalte, og det maa

haabes, at tanken om at lade et saadant afholde i Danmark i sommeren 1953 vil finde fornøden støtte. Paa et saadant møde vil ogsaa et videre meningsudbytte om interskandinavisk studenterudvekslingbedst kunde finde sted. Det er for øvrigt klart, at netop en løsning af spørgsmaalet om fælles lærebøger i høj grad vil lette en studenterudveksling. At en specialeopgave kan udarbejdesunder ophold ved et af de andre nordiske universiteter og faa anerkendelse, naar studenten vender tilbage til sit eget universitet, har for længst vundet hævd.

Alt i alt maa man sige, at mødet paa Lysebu blev en lykkelig
begyndelse til et nærmere samarbejde mellem de historiske sektioner
ved de nordiske universiteter. .. .. ••