Dr. Torsten Gårdlunds værk: Svensk industrifinansiering under genombrottsskedet 1830^—1913 (1947) kan uden overdrivelse betegnes som et pionerarbejde indenfor den økonomisk-historiske forskning. På grundlag af et kildemateriale, som utvivlsomt savner paralleler i de fleste andre lande, har han givet en detailleret redegørelse for den svenske industris finansieringsproblemer og finansieringsforhold i tiden mellem 1830 og 1913, altså for den tid, hvor det industrielle gennembrud fandt sted.

Det materiale, som har dannet grundlaget for fremstillingen, er regnskaberne for 6 jernbrug, 5 maskinfabriker, 4 klædefabriker, 6 savværker, 6 bomuldsfabriker samt 6 handelshuse. For disse udvalgte virksomheder findes sammenhængende regnskabsserier, som tager deres udgangspunkt fra årene mellem 1830 og ca. 1870. De bearbejdede regnskaber indgår som et 270 sider sLort bilag i værket. Desuden er for fremstillingen anvendt bestyrelses- og revisionsberetninger, direktionsprotokoller og aktieprotokoller, manufakturdiskontoens arkiv til belysning af den statslige kreditgivning, bankernes trykte regnskaber samt bankinspektionens rapporter efter 1869.

Bortset fra handelshusene må det udvalgte materiale anses for at være repræsentativt for tiden efter 1860. Mellem 1860 og 1900 udgjorde f. eks. de undersogte jernbrugs produktion mellem 16 og 24 °,0,₀ af branchens samlede produktion, klædefabrikernes mellem 20 og 49 °/₀. Mindst repræsentativt er materialet for savværker,hvor procenten ligger mellem 10 og 15. En svaghed er, at de virksomheder, der gik til grunde, ikke behandles. Det ville have været yderst interessant, hvis det forhåndenværende materialevar blevet suppleret med oplysninger fra nogle konkursboer,men alligevel må det siges, at historikerne gennem dette værk har fået deres viden og indsigt vedrørende et overordentlig centralt problem udvidet på det kraftigste. For første gang står

vi overfor en kvantitativt begrundet redegørelse for en af de vigtigste sider i 1800-tallets økonomiske historie. For dispositionenhar — som naturligt er — en rent bogholderimæssig betragtningværet afgørende: først behandles industriens selvfinansiering og derefter problemerne om den fremmede kapital, den langfristedesom den kortfristede. Under dette hovedafsnit redegøres i særlige kapitler for statens industrikredit og den bankmæssige finansiering.

Karakteristisk for udviklingen er — som pa forhand ventet — anlsegskapitalens stserke vsekst for samtlige industrigrene. Som et eksempel herpa kan fremdrages Malmo Yllefabriks A/B. I 1867 var ankegskapitalen 234.000 kr., ti ar senere 601.000, i 1887 godt en mill, og i 1897 over 2,4 mill. kr. For samtlige virksomheder under eet voksede anlsegskapitalen fra 1860 til 1909 fra 53 til 63 % af samtlige aktiver. Disse anlaeg blev indtil omkr. 1890 udelukkende flnansieret ved hjeelp af egenkapitalen, men i de to sidste artier for 1913, som var karakteriseret ved en livlig investering,la egenkapitalen under anlsegenes vserdi. For de under- Sogte virksomheder blev egenkapitalen efterhanden i overvejende grad mobiliseret i form af aktieindskud, idet samtlige virksomhedermed undtagelse af een fer 1913 var gaet over til aktieselskabsformen.For jernbrug og maskinvaerkstedcr blev selskabsformenalmindelig fra omkr. 1870. Men deter karakteristisk for disse seldre virksomheder, at aktieselskabsformen ikke var ensbetydendemed nogen anlsegsekspansion, at overgangen med andre ord ikke var motiveret med onsket om at udvide kapitalen, men forst og fremmest fandt sted for at opna en begreensning i ansvaret. Man kan maske nsere sine tvivl om, hvorvidt materialet er fuldt reprsesentativt pa dette punkt. Hvis dette imidlertid er tilfseldet, var baggrunden for seldre virksomheders overgang til selskabsformen en anden i Danmark end i Sverige. I Danmark var den afgorende begrundelse for at ssette virksomheder som Burmeiser & Wain, Kastrup Glasvserk m. fl. pa aktier i 1870ernes forste ar sa afgjort bestemt af ensket om at erhverve de fornodne midler til en udvidelse af anlseg og drift. For de virksomheder, som efter 1800-tallets midte grundlagdes indenfor tekstil- og trseindustrienmatte aktieselskabsformen blive en almindelig foreteelse,idet den tekniske udvikling nu stillede sa store kapitalkrav,at en enkelt person som oftest var ude af stand til at lofte opgaven. Men ogsa i disse selskaber gjorde en pafaldende eksklusivitetsig gseldende. Stifteren var ofte en kobmand og hans forretningsforbindelser, og aktierne forblev som regel under hele 1800-tallet placeret pa fa hsender. I 16 af de 21 omtalte aktieselskaberhavde

selskaberhavdeendnu i 1895 de ti storste indskydere over halvdelenaf
kapitalen. Kun i eet tilfælde disponerede de over mindre
end 30°,0.

Når anlægsekspansionen til omkr. 1890 ikke fandt sted ved hjælp af fremmed kapital og kun undtagelsesvis ved udvidelse af aktiekapitalen er det ensbetydende med, at nedpløjning af selskabernes overskud var en væsentlig finansieringskilde. Dividenden i procent af overskuddet var i 1855 for samtlige aktieselskaber 30, men ved periodens slutning mellem GO og 70°, 0. I og for sig forekommer denne udvikling meget sandsynlig. Efterhånden som aktionærernes kreds udvidedes udover en snævrere stifterklike, blev det vanskeligere at gennemføre en restriktiv dividendepolitik. Det er dog muligt, at de her gengivne dividendeprocenter ved periodens slutning ligger i overkanten, idet de måske — som af forfatteren antydet — er blevet modvirket ved dannelsen af skjulte reserver. I denne forbindelse er det af betydning, at afskrivninger først blev almindeligerc omkr. 1850; fra 1870erne er afskrivning indført som princip i flertallet af de undersøgte virksomheder.

Den fremmede kapitals sammensætning blev navnlig for tekstilfabriker og maskinværksteder indtil omkr. 1860 i betydeligt omfang præget af den statslige kreditgivning, som fortsatte betydeligt længere end tilfældet var i Danmark. Først i 1877 ophævedes manufakturdiskontoen, som på favorable betingelser havde stillet såvel korte som langfristede lån til industriens disposition. For tekstil- og maskinbranchen beløb manufakturdisknntnpn<j nHiån cicf 1 »fin.t-iiiotc ™idtc til mellem 16 os S3 n/„ af den fremmede kapital og til mellem 5 og 19 °/0/₀ af den totale kapital for de her undersøgte virksomheder.

Foruden den statslige kredits ganske anselige omfang langt op i tiden er det frie kapitalmarkeds ganske effektive og stabile kreditorganisation før bankernes tid særlig iøjnefaldende. Den langfristede kredit — d. v. s. kredit med en løbetid på over 3 måneder — efterspurgte industrivirksomhederne først og fremmesttil finansiering af deres lagerbeholdninger. Dette kapitalbehovudgjorde i 1860erne og 70erne ca. 30 °/0/₀ af den samlede kapital, ved periodens slutning ca. 20 %. Omkr. 1850 bestod mere end halvdelen af den langfristede kredit af reverslån, d. v. s. lån med forskellige grader af sikkerhed og en løbetid på 6 måneder eller på 3 måneders opsigelse. Men skønt lånene formelt var kortvarige,anvendtes de i virkeligheden som stadigvarende placeringer af private, handelshuse og forskellige kasser. De store industrivirksomhederstod som oftest i direkte kontakt med disse långivendeinstanser,

givendeinstanser,men det var på den anden side ikke usædvanligt,at
de støttede sig på mellemmænd, pengemæglerne.

Det kortfristede kapitalbehov stod først og fremmest i forbindelse med virksomhedernes afsætning. På dette felt havde handelshusene en ganske betydelig opgave. Det fremgår af de undersøgte handelshuses regnskaber, at pengeforretningerne allerede fra 1800-tallets midte var af stor betydning, og efter 1860 udgør långivningen bl. a. til industrien omkr. 50 °/0/₀ af de undersøgte handelsvirksomheders aktivposter. Samtidig går handelshusene over til en stærkt øget indlåning. Firmaerne udviklede sig med andre ord til merchant bankers. Deres udlån til industrien fandt sted dels i form af reverslån, dels i form af de s.k. forlagslån, d. v. s. lån i kontokurant.

Denne organisation af kreditmarkedet undergik først større forandringer fra 1870erne med bankernes fremkomst og konsolidering. Vekselkreditten begyndte at få betydning fra omkr. 1870, obligationslånene — som efterhånden i vidt omfang blev formidlet af bankerne — noget senere. En egentlig grundervirksomhed synes bankerne, i modsætning til hvad tilfældet var i Danmark, ikke at have indladt sig på. De blev formentlig hindret heri ved regeringens kontrolforanstaltninger, som for denne tid savner paralleler her i landet.

Det er påfaldende, at den udenlandske kredit spillede en ganske underordnet rolle for industriens finansiering. Den hidtidige opfattelse, således som den bl. a. blev fremsat af S. Brisman i »Sveriges affå'rsbanker«, gik ud på, at det udenlandske kapitalmarked havde været af ganske afgørende betydning for det industrielle gennembrud. Denne opfattelse må herefter modificeres derhen, at den svenske stats betydelige låntagning i udlandet til finansiering af jernbaner og senere den private oplåning til finansieling af boligbyggeri var en forudsætning for, at den svenske industris kapitaldannelse kunne finde sted med indenlandsk opsparing som grundlag. Først omkr. 1900 synes industrien at være blevet noget mere afhængig af udlandet.

Der kunne måske til slut være grund til at gøre opmærksom på, at dette i virkeligheden banebrydende værk er blevet finansieret af svenske erhvervsforetagender, fremfor alt Svenska Bankforeningen, Sveriges Industriforbund, Sveriges Allmanna Exportforening og Sveriges Grossistforbund. Desuden har enkelte virksomheder givet bidrag til bearbejdningen af deres arkivmateriale.