Personlige Modsætninger spillede en fremtrædende Rolle i norsk Partipolitik langt ned i det 19. Aarhundrede. Det var Birchßeichenwalds Mænd og Stangs Mænd, som stod overfor hinanden under Statholderstriden i 1861 langt mere end programbundne Grupper. Men endnu mærkeligere er det, at Kampen om Standpunkter og Opfattelser stadig føres videre i norsk Historieskrivning om Spørgsmaalet. Jeg har omtalt Forholdet før (H. T. 11. R. I) i en Anmeldelse af Fr. Stangs Bog om Farfaderen af samme Navn; nu er der kommet et Indlæg mere i den standende Strid med Andreas Hjelms nye Bog: Christian Birch-Reichenwald — En studie i norsk konservatisme (1950).

Andreas Hjelm har tidligere i et Ungdomsarbejde fra 1927 skildret Birch-Reichenwald, hans Oldefader paa mødrene Side. Han har siden da beskæftiget sig indgaaende med filosofiske Studier, men er nu atter blevet kaldt ned paa den slægthistoriske Arena af Stangs Værk og maaske mere endnu ved Jens Arup Seips Anmeldelse af samme i Norsk H. T. og hans Bog fra 1945: Et Regime foran undergangen (anmeldt i H. T. 11. R. II). Nogen samlet Skildring af Statholdersagens Udvikling 1859_—61, Brændpunktet i Birch-Reichenwalds politiske Virksomhed, er det ikke; det Emne forbeholder Hjelm sig at komme tilbage til senere. Hvad han i denne Omgang tilsigter er at sætte Birch-Reichenwalds Personlighed og hele hans politiske Virksomhed i et rigtigere Lys. Bogen er ogsaa i sin almindelige Opstilling og Behandling af Stoffet stærkt polemisk og vil maaske med de mange Citater forekomme Læsere, der ikke har Konflikten og Begivenhedsforløbet i 1861 præsent, noget uoverskuelig. Men hvor Forfatteren selv fører Ordet, er den særdeles velskrevet, og han hæver sig Gang paa Gang til videre historisk-politisk Udsyn af betydelig Interesse.

Jeg har allerede i de ovenfor omtalte Anmeldelser her i Tidsskriftet udtalt den Opfattelse, at hverken Fr. Stang eller Jens Arup Seip gjorde fuld Ret og Skel overfor Birch-Reichenwald i deres Værker, og i mange Henseender mener jeg derfor, at Andreas Hjelm kommer Sandheden nærmere i sin Vurdering af Oldefaderen, der er meget vel afvej et, godt underbygget ogsaa med utrykt Stof, og paa ingen Maade nogen Panegyrik. Der er derimod mere Lidenskab, hvor Hjelm vender sig mod tidligere Behandlinger af Emnet; han mener i det hele ikke, »at historikeren skal holde sin egen personlighet utenfor sitt verk«, og efterhaanden former Bogen sig som et Opgør med Seip paa adskilligt bredere Baggrund. Hjelm mener, at han (Seip) alt for hastigt affærdiger Betydningen af Embedsstandens (»Regimets«) Indsats

i Norges offentlige Liv, og hævder paa sin Side, at »den som ikke ser kraften i de norske embctsmenns etiske og politiske monstre, ser ikke den sterkeste kraft i datidens norske samfunn. Ærligriet, rettskaffenhet, noysomhet, tjenervilje lyste i disse monstre«.

I Slutningskapitlet: »Historiesyn og livssyn« lores dette Opgor
endnu længere ud, og Hjelm udtaler sig ogsaa her med al mulig
Tydelighed; hans »livssyn er det kristne«.

Naar Drøftelserne paa denne JMaade fores ned til Tilværelsens Grundfjæld, vil Meningerne altid være delte, men nægtes kan det ikke, at Andreas Hjelms filosofiske Skoling øjensynligt sætter ham i Stand til dyb psykologisk Indtrængen i de handlende Personers Karakter og hjælper ham til at anlægge Synsmaader for almindelig historisk Udvikling, der, saa omtvistelige de være vil, alligevel er i høj Grad tankevækkende. .. \Tni]„_r