I forordet til sin i 1941 udkomne, lille erindringsbog; Rrlc.blcs 1862^—1901 udtaler Friedrich Meinccke, at det er hans agt at fortsætte skildringen til slutningen af 1. verdenskrig: »Dog skal dette arbejde, om det endnu lykkes for mig, først udgives efter min død«. Denne bemærkning sigter formodentlig til, at arbejdet næppe kunde udkomme under nazistisk styre. Nu (1949) foreligger det imidlertid trykt under titlen Strassburg, Freiburg, Berlin

De 3 bynavne er de byer, ved hvis universiteter M. i nævnte tidsurm virkede som professor: i Strassburg 1901_—06, i Freiburg 1906 14 og i Berlin ved »første garderegiment videnskab«, som universitetet skæmtsomt kaldtes, i årene efter. Når Berlin-tiden fylder omtrent bogens halvdel, skyldes det verdenskrigens begivenhederog M.s udførlige redegørelse for sin stilling til Tysklandspolitik og anneksionskrav. Han deltog i denne periode

aktivt i politik og havde berøring med mange af den tids fremståendemænd, bl. a. med rigskansleren Bethmann-Hollweg. M.s lagen afstand fra »umådeholdne« anneksionskrav bragte ham i modsætning til hans ældre fagfælle Erich Marcks. Redegørelsen er af megen interesse til forståelse af stemninger i Tyskland i nævnte tidsrum.

Fra et littersert synspunkt ma man give de ovrige particr af bogen fortrinnet, og de laeses med stor nydelse. Man beundrer hans stils koncentrerede form, lever med i hans glicde over naturen, kunsl og digtning, fortrylles af skildringen af professorernes muntre, andeligt rige selskabelige samvser og varmes af hans smukke hyldest til hans livsledsagerske. En nekke af dot dav;crende Tysklands kulturpersonligheder finder man omtalte i bogen flygtigere eller mere indgaende - - og der gives ftungslende skildringer af de forskellige universiteter.

Et væsentligt bidrag yder bogen selvsagt til belysning af M.s egen virksomhed som lærer og forsker. Kun det 1. af hans 3 store åndshistoriske arbejder udkom ganske vist i dette tidsrum: Weltbiirgertum und Nationalstaat (1907), men, som han selv siger, spiren også til de to følgende ligger i de ideer, den tankeverden, der optog ham i disse hans første professorår. »Ved Øvrerhinen«, udtalte han, da han blev fejret på sin 70-årsdag, steg fordum egentlig alle de historiske spørgsmål op for mig, som mit livsarbejde siden har været viet til«. Adskillige bemærkninger i bogen omhandler i øvrigt det problem, han behandlede i sit andet store åndshistoriske arbejde: Die Idee der Staatsrason (1924). — Karakteristisk for M. som idéhistoriker er hans udtalelse om, at der ved en arkivar som forsker let klæber sig noget »jordbundet«: »Det er hans kalds stolthed, men også dets begrænsning, at han stadig føler en fast grund af »akter« under sig. Han er kun den til en flod bundne skipper, medens den akademiske lærer kan vove at begynde på kystskibsfart og efterhånden måske at sejle ud på det åbne hav«.

Der er i bogen mange spredte bemærkninger, fyldt af humor og menneskelighed, som man kunde fristes til at citere. Jeg nøjes med at nævne hans fortælling om det forslag, han fik i Freiburg, hvor han hver formiddag plejede at gå op på det øvre slotsbjerg for en times tid at læse og meditere og nyde den pragtfulde udsigt: han skulde lade pladsen indhegne og lade sig se for penge! Ja, og så den af M. refererede udtalelse om de til 1943 fortsatte Dahlem-vandringer med M. og ligesindede som deltagere: De samme gamle herrer træffes på samme sted, går samme vej i skoven (Grunewald), går ind i samme konditori, bestiller de

samme drikke, forer de samme samtaler og går samme vej
hjem!

Det hænger jo sammen med alderdommen, at man gerne dvæler ved oplevelser i sin barndom. M. afslutter også sin erindringsbog med en barndomsoplevelse, og det kan man jo_-så sige, er et udslag af alderdom, jeg vilde sige også af visdom. Blandt hans fromme faders boger, der slammede fra bedstefaderen og Goethetiden, fandtes originaludgaven af Lessings Nathan der YVeise og på forslc blad ordene fra Aulus Gellius: Introite, nam et heic Dii sunt. Disse ord har, siger M., været hans ledestjerne gennem livet: vel kan han være trådt ind gennem en dør, der ikke førte til det guddommelige, men længslen efter stadig nye døre, der kunde føre ind til dette, har han aldrig mistet.