Når Østeuropas historie længe har indtaget en forholdsvis beskeden plads i danske fremstillinger af verdenshistorien, skyldesdet utvivlsomt, at disse områder gennem tiderne har været af langt mindre betydning for forløbet af dansk politisk, økonomisk,social

misk,socialog kulturel historie end Central- og Vesteuropa, men også, at den mellem- og vesteuropæiske kulturkres, hvis historiesynhar været så afgørende for vor egen opfattelse, i forholdet til Osteuropa i det store hele har været givende og ikke, som når talen er om Italien, i mange henseender modtagende. Der er dog sikkert herved sket en undervurdering af Osteuropas betydning, og navnlig hvis man forlader et nationalt syn på historien, er dette hævet over diskussion. Sprogvanskelighederne er imidlertid en hindring for studiet af østeuropæisk historie, og det må derfor i højeste grad påskønnes, at der i de senere år er udkommet adskilligeudmærkede værker om disse emner, skrevet af indfødte videnskabsmænd på vesteuropæiske sprog; navnlig for Polens vedkommende har dette været tilfældet.

Den nord- og vesteuropæiske historiker, som ikke beherskede polsk, var på dette område tvunget til at gribe til fremstillinger af ikke-østeuropæiske historikere, navnlig tyske, af hvilke E. Hanisch's »Die Geschichte Polens« (1923) fortjener at fremhæves blandt enkeltfremstillingerne, mens man måtte søge tilbage til forrige århundredes midte for at finde en mere fyldig redegørelse i R. Roepels »Geschichte Polens« (1840). Et spagfærdigt forsøg på at gøre den vesteuropæiske læsekres delagtig i polske historikeres synspunkter overfor navnlig de ty skes blev ganske vist gjort med G. Slocombes »A History of Poland« (1939), men dette var på ingen måde tilfredsstillende, og det iøvrigt udmærkede Baltic Pocket Library fra 1930'erne ligesom visse specialafhandlinger navnlig i franske tidsskrifter gav kun underretning om enkelte væsentlige punkter. Dette savn er nu på udmærket måde afhjulpet med The Cambridge History of Poland, redigeret af W. F. Reddaway, J. H. Penson, O. Halecki og R. Dyboski. Værket planlagdes i 1936, og 1941 kunne bind 2., omhandlende tiden fra August II til Pilsudski udkomme (ny udgave 1951), men første bind, som behandler tiden indtil 1696, måtte, grundet på krigens vanskelige kår med medarbejdere spredt i U.S.A., England, Pole^i og tyske koncentrationslejre, vente til 1950 med publikation. På dette tidspunkt var 8 af bindets 23 bidragydere døde, deraf adskillige som ofre for krigen.

Den stærke udspecialisering, som kendetegner alle Cambridgepressenspublikationer af denne art, har både heldige og mindre heldige sider, gentagelser er uundgåelige — omend man sporer redaktionens bestræbelser herimod — og en helhedsopfattelse savnes.På den anden side har denne vidtdrevne opdeling bevirket, at standarden for de fleste afsnit ligger særdeles højt; mærkes kan P. Davids skildring af den polske kirke til 1250, M. Z. Jedlickis

af den tyske kolonisation i Polen og den tyske orden, J. Siemienskisaf forfatningsforholdene i 15. og 16. årh., J. Rutkowskis af sociale og økonomiske forhold i samme tid, O. Forst de Battagliasaf Jan Sobieski m. fl. En nordisk historiker vil notere, at kapitlet om Polen og Østersøområdet skyldes P. O. von Torne; også adskillige engelske og amerikanske forskere har leveret bidrag.Eksempler på noget svagere afsnit er O. Haleckis skildring af 14. årh. og renaissancekulturen i Polen.

Af særlig interesse er de afsnit, som behandler Polens ældste historie. Det gælder i almindelighed, at studiet af folkets oprindelse og statens grundlæggelse eller historiske tilsynekomst øver stærk tiltrækning, men navnlig gælder dette for unge statsdannelser, der søger en historisk begrundelse for deres eksistens. Udfra dette synspunkt må den rige historiske litteratur, som fremkom i det ved Versaillesfreden genskabte Polen, betragtes. Den var tillige et svar på tyske historikeres påstande om tysk overhøjhed over Polen i 10. årh. og germansk bosættelse nord for Warthe forud for Polakkernes fremtrængen i disse egne, om Pommeranernes slægtskabsforhold, om rnissionspolitikken og de første polske hertugers afstamning (vikingeteorien) m. m. Der kom her fra begge siderandre end videnskabelige synspunkter til orde. Denne polemik var et led i det ideologiske forspil til 2. verdenskrig. I 1940 (Festschrift Ernst Heymann) kunne den centrale skikkelse på tysk side i denne kulturkamp, Albert Brackmann, uden at risikere gensvar gøre status op for den polske historieforskning på dette område og notere, at de arbejder, som var fremkommet »wåhrend der kurzen Dauer des in Versailles geschaffenen Polenstaates« var uden større videnskabelig værdi og nærmest beregnet på at udlede slutninger til brug for nutidens forhold. Brackmann havde på det sidste punkt ikke ganske uret, blot bør det tilføjes, at tysk forskning arbejdede på samme linie. Den aktuelle baggrund var spørgsmålene om den polske korridor, Danzig, ja, man tør sige besiddelsen af hele det gamle Pommern.

Efter krigen har polske eller polskvenlige historikere indtaget Brackmanns og hans kollegers privilegerede stilling. I The CambridgeHistory of Poland er de afsnit, som i denne forbindelse har interesse, forfattet af A. P. Goudy, S. Ketrzyriski og Pierre David. De første er gyldige og gode oversigter over polsk forsknings stade på disse felter, men i hvert fald Ketrzyriskis uden megen originalitet.Davids beskrivelse af den ældste polske kirkehistorie er derimod et selvstændigt og fuldmodent arbejde. Denne franske professor er vel at betragte som nutidens fornemste kender af dette emne. Han har tidligere i enkeltundersøgelser og i en oversigtover

sigtoverkilderne til Polens historie i middelalderen vist sin viden på disse områder, men også David følger dog på afgørende punkter de egentlige polske forskeres synspunkter, således m. h. t. spørgsmåletom Magdeburgs stilling overfor bispedømmet Poznan (Posen) og forholdet mellem kejserens og pavens synspunkter for missionspolitikken(hvor man fra polsk side — sikkert med rette - mener at se en modsætning) og overhovedet angående forbindelsen mellemKurien og Polen. David understreger dog prisværdig klart de usikre punkter.

Hvad her er sagt om Davids undersøgelse, gælder også for den tjekkiske emigrant, professor ved Charles IV University Francis D vornik's værk The Making of Central and Eastern Europe (1949). Dette kan ses som en fortsættelse af forfatterens bog »Les Slaves, Ryzance et Rome au IXe siécle« (1926), og dets hovedtanke er at give en sammenfattende studie af disse områder i de to følgende århundreder. Med rette bemærker Dvornik, at man tidligere i alt for høj grad har koncentreret opmærksomheden om sit eget land på bekostning af helheden. Endnu tydeligere end David understregerDvornik forskellen mellem tysk og polsk opfattelse. 1 hovedsagen følger han den sidste. En overvældende kundskabsfyldeer samlet i denne beskrivelse af 10. og 11. årh.s kontinentalogøsteuropæiske historie. Af enkeltundersøgelser, der viser forf.s indleven i stoffet kan nævnes skildringen af Quedlinburg-rigsdagen 973, af bisp Adalbert af Prags rolle for missionen, af Kroatiens og Serbiens ældste historie og dens overlevering, af den polske hertugsoverdragelse af sit land til paven o. y9O m. m. Også de helhedssynspunkter,han anlægger her, påkalder megen interesse. Det gælder vurderingen af Karl den Stores og Otto Fs imperietanker,af Otto IFs Italienpolitik som tilintetgørende for forgængerenslivsværk i øst — et gammelt tysk synspunkt i ny og forbedretform — og af de polske hertugers forsøg på skabelse af en storslavisk stat, som dog strander på Bohmens modstand, af samspillet mellem vesteuropæisk og byzantinsk civilisation i Bohmen og Otto Ill's inleressante forsøg på med Gerberts (SylvesterIFs) og Adalberts støtte at virkeliggøre Augustinus ideal om nært samarbejde mellem verdslig og gejstlig magt. Når Dvornik karakteriserer denne plan som på en gang idealistisk og realistisk, følger han den omvurdering af Otto 111, som blev givet af P. Schramm (Kaiser, Rom und Renovatio, 1929), og som formodentligvil vise sig holdbar. Ved skabelsen af et sådant kristent imperium, hvorunder de nye stater i Europa skulle have frihed til at ordne deres egne anliggender, havde Otto fundet en løsning, som var akceptabel for alle parter, men efter hans og pavens død

kom med Henrik II atter rent tyske interesser til orde. Dette hovedsynspunkt er sikkert rigtigt og frugtbart, men hvor det gælder den nærmere analyse af kejserens og den polske hertugs rolle ved den ændring af forholdet mellem Tyskland og Polen, som var resultatet af mødet i Gniezno (Gnesen) år 1000, er der åben mark for divergerende opfattelser. I sin afsluttende behandlingaf Kijefriget og dets betydning for forbindelsen mellem Byzantsog vesten har Dvornik måttet savne den skandinaviske litteratur om disse emner. Behandlingen af forholdet mellem Skandinavien og kontinentet er i det hele et svagt punkt i hans fremstilling, men dette tør vel næppe bebrejdes en slavisk forfatter,så længe nordisk litteratur i hovedsagen kun er tilgængelig for dem, der er kyndige i nordiske sprog.

Ligesom Dvorniks værk lå færdigt i 1944, og i hvert fald en stor del af manuskripterne til de enkelte afsnit af The Cambridge History of Poland var fuldendte før krigen, er Poznan-professoren Zygmunt Woj ciechowskis L'État polonais au moyen age (1949 — Histoire des Institutions) en bog, som er skrevet år tilbage (polsk udgave 1945). Wojciechowski var en af hovedskikkelserne i den tysk-polske polemik før krigen. Allerede dengang forelå et af hans værker på engelsk i The Baltic Pocket Library (Mieszko I and the Rise of the Polish State, 1936); efter krigen har han i en artikel i Revue Historique CCI (1949) skåret tyske historikere fra Thietmar af Merseburg til Albert Brackmann over een kam — et hvast svar til den sidste. I denne skarpe polemikers fremstilling spores da heller ikke megen tvivl. De ting, der for David og Dvornik var overvejende sandsynligheder, bliver her visheder, som de modsatte opfattelser blev visheder for tyske historikere før krigen. Navnlig mærkes dette i indledningskapitlet om den polske stats dannelse, dette afsnits mange udmærkede synspunkter angående den skiftende polske alliancepolitiks baggrund og statens konsolidering og opdeling ufortalt.

For Wojciechowski falder Polens middelalderhistorie i to hovedperioder. Den første når op til tiden o. 1200 og kendetegnes ved opretholdelsen af det gamle Piastermonarki, der vel optager fremmed påvirkning i sig fra Karolingerriget, Tyskland og Bøhmen,men dog opretholder sine oprindelige traditioner og den gamle polske fyrstemagt, til hvilken kirken, der opfattes som staten underordnet (Karolingerriget), giver ny autoritet, samtidig med at den tjener som forbindelsesled mellem de enkelte landsdele. Gennem franske Cistersiensere trænger i slutningen af 12. årh. nye ideer om forholdet mellem kirke og stat ind i Polen, og fra nu af glider landet over til at blive en korporativ stat. Indflydelse

fra det feudale regime viser sig samtidig, uden at Polen dog nogensinde får en egentlig feudal periode, idet klanrettens vedvarendebetydning hindrer den egentlige feudale opfattelse af ejendomsforholdet til jorden i at trænge igennem. Heller ikke immunitetsopfattelsen bliver i Polen den samme som under egentligfeudalt regime, men får dog betydning blandt andet for grundlæggelsenaf byer under tysk ret og for kirken. Wojciechowski tilskriver kirken et stort ansvar for det gamle Piasterherredommes afsvækkelse, men idet den vinder i selvstændighed overfor fyrsten, giver den adelen et eksempel til efterfølgelse. Redegørelsen for szlachtaens organisation og formindskelsen af de øvrige samfundsklassersrettigheder til fordel for denne hører til bogens intcressantesteafsnit; i szlachtaens status levede klanelementer videre, og den gamle samfundsstruktur brydes derfor ikke ganske. Baggrundenfor de senere polske rigsdage tegnes klart under omtalen af »landenes« (de gamle territoriers) højst ulige antal forsamlinger (sejmer). Flertalsafgørelser kunne vanskeligt indføres, når der på rigsdagen var måske 5 gange så mange deputerede for et enkelt parti i Mazowien som for hele Storpolen (!). I den afsluttende sammenfatning gives en interessant redegørelse for adelens statsopfattelsei 16. årh. med kongen som kun administrator, mens det samlede adelssamfund står over ham. Parallellen til tanken om, at konciliet står over paven, er her slående.

Wojciechowskis værk afsluttes som Dvorniks med en omfattende bibliografi, men i modsætning til denne har den polske historiker ladet de fleste af sine tyske modstanderes værker uomtait, således Brackmanns (men dog ikke G. Sappoks hovedværk om bispedømmet Posen), endskønt Brackmanns navn flere gange er nævnt i fremstillingen. Det må håbes, at den bibliografi, der skal udgøre 3. bind af The Cambridge History of Poland, og som kan ventes i nærmeste fremtid, må omfatte al foreliggende litteratur af betydning. Thi ganske vist er der mange punkter i den tysk-polske polemik, hvor en upartisk bedømmelse må følge Polakkerne, men på andre er forholdet vitterligt usikkert; kildematerialet tillader i virkeligheden her ikke nogen sikker slutning. Tysk forskning vil næppe heller længe opretholde sin nuværende tavshed.

Under alle omstændigheder er det dog yderst værdifuldt, at også den i slaviske sprog ukyndige historiker får adgang til at benytte østeuropæisk litteratur, og det må ønskes, at mange flere publikationer som de ovenfor omtalte kan fremkomme. En vigtig rolle her vil mulig The Polish Research Centre i London under professor Zoftowski's ledelse kunne spille; denne institution har publiceret Dvorniks værk, der ganske vist skæmmes af talrige

trykfejl. Det spørgsmål melder sig dog, om man ikke burde gå et skridt videre og skabe et lignende institut for oversættelse af slaviske videnskabelige værker som det Publikationsstelle, der 1932 organiseredes af Brackmann ved Staatsarchiv Berlin-Dahlem til brug for tyske forskere. En komplet samling af de her fremkomne oversættelser er ved at skabes ved Bibliothéque Nationale i Paris, men for at en sådan opgave skal kunne løses på tilfredsstillende måde, må dog både af økonomiske og saglige grunde et samarbejde mellem de europæiske hovedbiblioteker være den bedste fremgangsmåde; det må håbes, at den vil blive taget op. Udsigterne er imidlertid ikke de bedste, thi fra polske forskeres side er interessen for at delagtiggøre den vestlige verden i deres resultater tydeligt mindsket. De udførlige resuméer på engelsk eller fransk, som i de første efterkrigsår udmærkede mange polske tidsskrifter, er i den sidste tid for adskilliges vedkommende forsvundne. Det politiske jerntæppe truer forbindelsen også for åndsvidenskaberne i øst og vest. <, . muhai