I de senere års hastigt svulmende litteratur om N.F.S.Grundtvig er der eet værk, som faghistorikere kan læse med særligt udbytte: Erik Møllers Grundtvig som Samtidshistoriker (1950). Bogen er direkte inspireret af Grundtvigrenæssancen under besættelsen. Forf. har ved at betragte Grundtvig fra ea enkelt side, i hans fremstillinger af samtidshistorien, søgt at belyse hans personlighed, udvikling og tankeverden for derigennem at bidrage til at gøre det klart, hvori hans betydning for vor tid består. Som søn af præsten i Gylling er forf. fra sin ungdom fortrolig med og sympatisk indstillet overfor grundtvigsk åndsliv, men han er ikke personligt engageret i den kirkelige og folkelige grundtvigianisme. Han har altså særdeles gode forudsætninger for at behandle emnet både med forståelse og kritik.

Bogen holder mere end titlen lover. Den er nemlig ikke blot

en analyse af Grundtvigs egentlige historiske skrifter om 18. og 19. årh., især verdenskrønikerne og Mands Minde, med redegørelsefor hans arbejdsmåde, hans svagheder og fortrin som samtidshistoriker,men giver tillige på grundlag af disse arbejder og talrige spredte udtalelser i Grundtvigs trykte skrifter og taler en — meget koncentreret — fremstilling af Grundtvigs syn på nogle af datidens vigtigste problemer: enevælde og folkestyre, demokrati og liberalisme, det sociale spørgsmål, skandinavismen, udenrigspolitikken,begrebet danskhed, Sønderjylland¹. Også Grundtvigs forhold til rationalisme og romantik², hans pædagogiske ideer og hans religiøse opfattelse og dens sammenhæng med hans oplevelse af folkefællesskabet berøres. Forf.s betragtninger munder jævnligt ud i klogt karakteriserende ord om Grundtvigs væsen. Også det mere skitseagtige slutningsafsnit om Grundtvigs betydning for eftertiden indeholder træffende iagttagelser. Skønt bogen ikke er uden aktuelt sigte, er den som helhed en lødig historisk undersøgelse,skrevet af en nøgtern og roligt dømmende forsker.

Forf.s hovedkonklusion, der vel — hvad han selv nsevner — ikke er ganske ny, men skarpere udformet og grundigere underbyggetend Lidligere, er at Grundtvigs synsmader pa alle punkter var i stadig, ofte langsom udvikling under indtryk af hans iagttagelserog erfaringer. »Hver Gang han naede frem til en ny Erkendelse,var han til det sidste klar over Nodvendigheden af at tage Standpunkt i Overensstemmelse hermed . . . her ligger hans menneskelige Storhed« (s. 149 f.). Grundtvig var ikke »en vidunderliglydhor Hejmdal«, saledes som bl. a. Fr. Ronning og Hal Koch har set ham, ikke »i virkelig Forstand . . . Synernes, men Kendsgerningernes Mand« (s. 161). Som af forf. s. 157 forudset, har bl. a. kirkehistorikere — efter anm.s mening ikke uden grund — indvendt, at denne betragtningsmade er ensidig, at Grundtvigs folkelige og religiose indsats ikke kan forstas uden hans »syner«, hans ganske irrationelle fremtidshab til den nordiske menighed og det danske folk, og at det for denne forstaelse er mindre vaesentligt,at Grundtvigs profetier meget ofte har vist sig ikke at sla til. Indenfor de omrader af Grundtvigs tankeverden, bogen fortrinsvis beskaeftiger sig med, hans politiske og sociale indstillingi videste forstand, har forf.s opfattelse imidlertid udstrakt

---

1 For det sidste punkts vedkommende må forf.s fremstilling jævnføres med Troels Finks afhandling Grundtvig og Sønderjylland, i Jyske Samlinger 1950.

2 Her kan forf. bl. a. bygge på C. I. Scharlings fine og sobre undersøgelse Grundtvig og Romantikken (1947), som der kan være grund til at henlede åndshistorisk interesserede læseres opmærksomhed på.

gyldighed. Han er naturligvis heller ikke blind for, at Grundtvig fortolkede kendsgerningerne på sin egen, undertiden hojst subjektivemåde, hvilket også belyses i forf.s lærerige afhandling om Grundtvig 1848—50 (Grundtvig-Studier 1950). I denne forbindelseer det ikke uden interesse at eftergå Grundtvigs ejendommeligeforhold til den engelske empirisme, behandlet i Henning Høirups disputats om Grundtvigs Syn på Tro og Erkendelse (1949), som forf. formodentlig ikke har kunnet nå at benytte.