Da den svenske rigsarkivar Bertil Boéthius den 31. janr. 1950 fyldte 65 og hermed faldt for aldersgrænsen, hyldedes han af fagfæller bl. a. med løftet om et festskrift. Løftet indfriedes sidst på året 50 ved udgivelsen af det over 500 sider store værk: Donum Boéthianum. Arkivvetenskapliga bidrag tillågnade Bertil Boéthius. Betænker man B.s alsidige historiske virksomhed og

hans levende, rige personlighed, virker denne hyldest til ham som arkivmand måske lidt snæver. Men det er jo rigtigt nok, som det siges i skriftets »henvendelse*, at det svenske arkivvæsen har stået B.s hjærte nær. Allerede 1912 ansattes han i rigsarkivet, hvorfra han i 1930 gik over som chef for Stockholms stadsarkiv, for hvis nybygning i »Kungsklippan« han har en væsentlig del af æren. 1944 vendte han tilbage til rigsarkivet som dets chef og udarbejdede her forslag til en hårdt tiltrængt nybygning. En gennemførelse af disse forslag er dog endnu ikke sket.

Festskriftet, redigeret af arkivarerne Olof Jiigerskiold og Åke Kromnow, rummer henved 30 bidrag, ordnet alfabetisk efter forfatterne. Næppe alle bidrag kan dog vel siges at være »arkivvidenskabelige«. Det kan man f. eks. ikke kalde Leif Ljungbergs lille, interessante gennemgang af, hvad man i »Lyder van Vredens kåmnårsrakenskaper 1517^—1520« i Malmø stadsarkiv finder af oplysninger om Christiern 11.s krigsforberedelser mod Sverige m. m. Heller ikke Stefan Soderlinds undersøgelse: »Till dateringen av kaniken Nils Sigvastssons rapport« hører derhen. Ernst Nygrens gode afhandling om »Kalvskinnskatten« vil jeg også mene falder udenfor det arkivvidenskabelige, selv om nogle af kalveskindene er brugt til pergamenter!

Men stort set omhandler bidragene arkivalske spørgsmål — af mere almindelig eller speciel interesse. Til den 1. gruppe, til hvilken jeg væsentlig holder mig, hører Daniel Almqvists: »Arkiven, tryekfrihetsforordningen och sekretesslagen« med dens interessante redegørelse for, at jo større krav der stilles til akternes offentlige tilgængelighed, jo mindre vigtigt indhold vil administrationen være tilbøjelig til at efterlade i disse. Almindelig arkivalsk interesse har endvidere afhandlinger som »Om grånsdragning mellan arkiv, museer och bibliotek« (Birger Stekzén), »Landsarkivens uppgifter. Några synpunkter« (Robert Swedlund) og »Om forbudet for statlig myndighet att avhånda sig arkivalier« (Ingel Wadén). I denne sidste kommer forf. også ind på den altid intrikate »gallringsfrågan«, kassationsspørgsmålet. Almindelig interesse må desværre også afhandlingen »Arkiv under krig« (Nils Hj. Holmberg) siges at have. Betydningsfuld er Gustaf Fleetwoods forklaring på den af ham anvendte afstøbningsmetode: »En metod att avgjuta medeltida vaxsigill«, og om vigtigheden af arkivmandens kendskab til håndskrifter vidner Lars Sjbdins »Några skriftstudier i kammararkivets landskapshandlingar«.

Både arkivalsk og almindelig historisk interesse har flere af
afhandlingerne. Således Tor Bergs: »Ludvig Manderstroms efterlåmnadepapper«,
hvilke i den senere tid også er udnyttede af

danske forskere (Aage Friis, Erik Møller). Endvidere Nils F. Holms »Konungens enskilda byrå och dess arkiv«, der omhandler en væsentlig bestanddel af det Bernadotteske familiearkiv. Heri indgår den historisk set ikke altfor betydningsfulde bunke henvendelserfra de såkaldte »hommageurer«, dette »sattyg«, som en af bureauets embedsmænd noget temperamentsfuldt kaldte disse personer, der opvartede kongen med gaver: bøger, musikstykker, opfindelser etc., og som honoreredes med »ordnar, medaljer och gracieusa rader«.

Med megen fornøjelse læser man også Herman Brulins redegørelse: >>Ett registraturband på avvågar«, der omhandler den i Konigsbergarkivet havnede kopibog fra 1626^—27 over skrivelser, opsatte i det svenske kancelli. Emnet giver ham anledning til et par små digressioner, først om det latinske citat habent sua fata libelli, sidst om Konigsbergarkivet, der under krigen flyttedes til Goslar, og om dets fremtidige opbevaringssted. Brulin stiller her krav om, at det på grund af dets betydning for den internationale forskning bør placeres et sted, hvor dets tilgængelighed er sikret. Sat sapienti, kan man vel føje til. — I forbindelse hermed skal jeg nævne, at man fra svensk side i sept. 50 lod mikrofotografere dokumenter i Konigsbergarkivet af interesse for Nordens, specielt Sveriges historie. Denne fotografering, som Lars Sjodin sendtes til Goslar for at besørge, har selvfølgelig betydning også for Danmark trods vor i rigsarkivet beroende samling af Konigsbergske afskrifter. Det kan være rimeligt her at anføre det fra tysk side, ved afdøde arkivråd Erich Joachim og professor i Gottingen W. Hubatsch, i 1948_—50 udgivne regestværk Regesta Historico Diplomatica Ordinis S. Mariae Theutonicorum. 1198^— 1525.

Skønt Donum Boéthianum som anført indeholder flere afhandlinger af almen arkivteoretisk karakter, træffer man ingen sammenligninger med nordiske eller fremmede landes forhold. En dansk arkivmand vil naturligt under læsningen føle sig fristet til at sammenligne danske og svenske forhold. Her skal jeg kun gøre den bemærkning, at i forhold til den fra det svenske rigsarkiv udfoldede litterære virksomhed står det danske, hvis »meddelelser« standsede 1920, noget svagt. Til vort rigsarkivs kreditkonto hører dog de »Vejledende arkivregistraturer«, der i indledningerne indeholder adskilligt administrationshistorisk stof. Vi kan også henvise til de talrige arkivhistoriske oplysninger i 9. bd. af William Christensens repertorium, til P. A. Heibergs i rigsarkivet beroende utrykte fremstilling af Danske kancellis historie eller til oberst O. Kyhls smst. værende, endnu ufuldendte skildring af land-

etatens administration. Her må også erindres, at hverken arkiveller administrationshistorie hører til den mest eftertragtede læsning. At Donum Bocthianum er trykt i henved 1000 eksemplarer, er ikke et bevis på det modsatte, men et bevis på sympati for det svenske rigsarkivs afgåede chef som arkivmand, historiker og menneske. rr , Tj;„iu„n