Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve. En Replik.

Den kyndige udgiver af det saare værdifulde supplementsbind til udgaven af »Kong Christian den Fjerdes egenhændige Breve«, arkivar Johanne Skovgaard har oven for fremsat nogle indvendinger mod min anmeldelse af nævnte bind.

Et par af disse indvendinger er berettigede. Jeg beklager at have overset, at Henrik Lange til Oldager (min anm. s. 311) ikke i den af mig anførte kilde fungerer som kancelliembedsmand i juli 1617. Det afgørende er jo imidlertid, at han nævnte tidspunkt atter var i virksomhed i Danmark, saa kærnen i min argumentation staar urokket, hvad da frk. S. ogsaa synes tilbøjelig til at erkende. At datoen 18/₈ —i stedet for 18/₇ —¦ »intet steds har hjemme«, erkender jeg med ruelse. Med sætternissen er der intet at stille op!

Min skepsis over for muligheden af, at de i brevet 6/u 1615
(nr. 30) nscvnte 125 rosenobler kan vsere sendt til at hverve sol-
fn » «« rtf4.^« 4?— O - _ -IiJF- 11 1 •_- 1 1 lit
v.vi.1,1. iuij \^x v^xt^i jlj.. v.a vitiuuuiuc uui V ailing en v.ci lun&ci.
Sikkert ved vi dog intet om sagen.

At jeg kunde have sagt mig selv, at mine »bange anelser« om, at mere end overskriften »Bd. VII« var faldet ud paa udgavens s. 441, var übegrundede, indser jeg stadig ikke. Men jeg glæder mig paa egne og andre benytteres vegne over, at de var grundløse.

Med min note om den langebekske afskrift »ex copia« sigtede jeg naturligvis til Jacob Langebek —¦ ære være hans minde — som den »forurettede«; Bricka og Fridericia kunde der jo i denne sammenhæng umuligt være noget at bebrejde.

Hvad angaar »Neuhaus-brevene«s overleveringshistorie, har frk. S. desværre ret i, at »en sikker Løsning af Problemet kan næppe naas paa Grundlag af de foreliggende Optysninger«. Jeg maa dog fastholde min undren over, at de 11 af disse breve — hvoraf 9 eller 10 af ganske særlig intim karakter —- ikke kendes fra danske afskrifter fra 18. aarh., hvis de har tilhørt Klevenfeldtssamling,

feldtssamling,eller fra Bengt Bergius' afskrifter, hvis de har
været blandt de af Antivari købte breve. Deres indhold var
visselig egnet til at lokke det 18. aarh.s erudite historiesnagere.

»Flertallet af Neuhaus-Brevene synes«, siger deres lærde udgiver, »at have dannet en Gruppe for sig«. Ja, da de havnede i Neuhaus, dannede unægteligt hele samlingen en gruppe for sig. Men før? Jeg ser ingen grund til at ændre mine betragtninger (anm. s. 308 f.).

Frk. S. er saa venlig at takke mig for nogle supplerende oplysninger til udgaven, som hun derpaa nævner. Andre forbigaar hun. Skyldes dette, at hun paa disse punkter er uenig med mig, burde hun i den historiske forsknings interesse have anført det.

Det gaar mere og mere op for mig, paa hvor mange punkter Christian IV.s og hans tids historie trænger til paa ny at gennemforskes. Frk. S. har ved sin udgave stillet et uvurderligt hjælpemiddel hertil til vor raadighed. Derfor fortjener hun tak.