Den 13. Oktober 1948 døde Eiler Nvstrøm. Hans Vej mod Videnskaben havde været stenet og ret usædvanlig. Født i København 1874 som Søn af en Skomager fra Skaane, som var flyttet hertil, kom han i Folkeskolen og maatte i ung Alder tjene sit Rrød ved Kontorarbejde. Men hans Hu stod til Bogen, trods Vanskeligheder og Modstand læste han i sine Fritimer til Student, og det lykkedes ham 1897 at tage Artium. Aaret efter knyttedes han til Rigsarkivet, men de Fortrædeligheder, han eftcrhaanden her mødte, bevirkede, at han 1907 atter forlod det. 1919 søgte han under forandrede Forhold dog igen ind, og i de følgende 20 Aar udførte han et stort og meget paaskønnet Arbejde i Arkivets Tjeneste. 1939 tog han sin Afsked. Fra 1913 til sin Død fungerede han desuden uafbrudt som Kommissionær for det norske Rigsarkiv, og — som den norske Rigsarkivar stærkt betonede i sin Mindetale ved hans Baare — en bedre Mand paa denne Post kunde Norge overhovedet ikke have haft.

Nystrøm begyndte sit videnskabelige Forfatterskab 1907 med
Personalhistorie, et Felt han vedblev at omfatte med varm Interesse,og

esse,ogden Sporsans og Nøjagtighed i Detaillen, hvortil ikke mindst denne Disciplin stiller strenge Krav, udvikledes yderligereunder hans mangeaarige Virksomhed i Arkivet. Men Nystrømvilde andet og mere, og 1910 kunde han udsende 1. Bind af »Offentlige Forlystelser i Frederik den Sjettes Tid«, om Casorti og Forstadsteatrene, som 1913 efterfulgtes af 2. Bind, Kildeforlystelseri Dyrehaven m. m. Disse fortræffelige kulturhistoriske Skildringer dannede Indgang til en Bække Studier over ForlystelseslivetsHistorie, som satte Frugt i »Den danske Komedies OnrindplaPu. pn mprl stnr I.flprrlnm ncf vnncfpn K"ritib- flpnTipmfort Undersøgelse, hvormed han 1918 erhvervede sig Doktorgraden. Den dybe Kærlighed til Holberg og hans Scene, som fandt Udtryki dette grundlæggende Værk, kølnedes aldrig. 1920^—24 udgavhan saaledes »Skuespiltekster fra Komediehuset« I—V,I_—V, 1928 »Holbergs egenhændige Vota som Universitetsprofessor«, og i en Aarrække var han Formand for Holberg-Samfundet. Imidlertid var Nystrøm allerede tidligt slaaet ind ogsaa paa en anden Linje i sine Studier, Københavns Nabokommuners historiske Topografi. 1911 udkom saaledes »Søllerød Sogn i Fortid og Nutid«, 1916 Bogen om Gentofte Sogn og 1934 den om Lyngby. Disse stofmættede, stærkt efterspurgte Skrifter udsendtes 1938 i en ny, revideret Udgave under Titelen: »Fra Nordsjællands Øresundskyst«. I disse Arbejder genfinder man Ny strøms Forkærlighed for at tage udyrket Jord under Plov, og særlig de Sider af Emnet, som fængslede ham mest, — Omegnens Bolle som Bekreationssted for Hovedstadens Indbyggere, —- er behandlede med en Grundighedog Fylde af Kundskaber, som gør disse Bøger til et solidt Fundament for Fremtidens Forskning. I Fortsættelse af disse topografiske Værker fulgte efterhaanden andre af samme Støbning,afsluttede med Skildringen af Frederiksbergs Historie, hvoraf de 2 første Bind udkom, medens Døden afbrød hans Arbejde med det næsten fuldførte 3. Bind. Nystrøms Interesser spændte ret vidt, ogsaa Industrihistorie har han af og til behandlet i mindre Skrifter, men selvom hans Forfatterskab er spredt over flere Omraader,slutter det ikke des mindre sammen i harmonisk Helhed. Denne er ikke blot betinget af de Tidsrammer, det 18. og første Halvdel af 19. Aarhundrede, indenfor hvilke han helst færdedes, men hans levende, stadig voksende Kærlighed til dansk Kulturhistorie.Det er Kernen i hans Produktion, og dybest set er det den, som binder hans Livsværk sammen. Alle Dage stod han da ogsaa kampberedt for at forsvare Kulturhistoriens Ligeberettigelsemed Stats- og politisk Historie, hvis nogen forsøgte at bestride den.

Den store Udgave af Uddrag af Luxdorphs Dagbøger, I—III_—II 8., 1915_—30, et møjsommeligt Arbejde, som gennem mange Aar beskæftigede ham og stillede store Krav til hans Viden og sunde Vurdering, uddybede yderligere hans Kendskab til det 18. Aarhundredes Personal- og Kulturhistorie og banede samtidig Vej for de andre Opgaver, han havde under Hænder. Sammenhængen i hans Forfatterskab rækker imidlertid videre; thi alt, hvad han udgav, paatrykte han sin Personligheds Præg, i alt, hvad han paatog sig, blev han sig selv lig. Streng i sine Krav gik han til sine Opgaver, lange og grundige var hans Forstudier, og med Smag og moden Kritik forstod han at beherske den Stofmasse, han samlede sammen. Hans Form var god, den sluttede rundt ug fasL uin liiuhuiuel ug ligesum gennemlys Le vel med Rcnhcucii i hans Forskeraand. Den haarde Ungdom og brydsomme Kamp — ogsaa siden hen i Livet led han Skuffelser, —- havde bidraget sit til at skærpe hans Vilje og fæstne hans Personlighed. Hvad han naaede, skyldte han først og fremmest sin egen ukuelige Energi, sit trods alt lige levende Lyssyn, sit pligttro, redelige Arbejde. Livets Skole havde opelsk et i ham en rank Selvfølelse, som til Tider — varm og temperamentsfuld som han var, —¦ kunde fremtræde med skarpere Kanter. Ogsaa som Forsker kommer hans Selvstændighed frem overalt; han foretrak at opsøge udyrkede Omraader og gøre dem til sine; han følte en vanskelig dulgt Uvilje mod i større Omfang end højst nødvendigt at inddrage almindelig kendt historisk Stof i sine Skildringer, medmindre han blev i Stand til ved selvstændige Bidrag eller nv Belysning selv at fan. Del deri. Sotd Forfatter havde han p.t sikkert. Herredømme baade over Stoffet og over sig selv; alle hans Skrifter fremtræder i saa fast og rolig en Form, at det kunde vække Undren, saa vist som han selv var et ualmindelig levende Menneske, ivrig, heftig og flammende for alt, hvad der for ham stod som det Rette. De, som kom ham nærmere, fandt dog i ham bag alt dette en sjælden rig Personlighed, pligtopfyldende som faa, vennesæl og næsten barnlig mild af Sind trods den afvisende og barske Maske, han til Tider bar til Skue. Han elskede Mennesker, færdedes meget gerne i Fagfællers Kreds, og hans Forstaaelse af historiske Personer træder smukt frem Gang paa Gang i hans Skrifter. Hans Billede af Luxdorph og de Portrætter, han paa en levende Baggrund af Tiden tegnede i Bogen »Den Hielmstjerneßosencroneske Stiftelse« (1925), vidner derom. Og hvor harmonerede hans Ydre dog smukt med hans Forfatterskab 1 Det markante Ansigt med den skarpt krogede Næse, det bølgende hvide Haar og Fuldskæg og de kildeklare, sælsomt lysende Øjne af-

spejlede jo den Myndighed blandet med Mildhed, den Renhed
og Klarhed, som formede hans Livsværk og paatrykte det sit
Adelsmærke. TT * >#¦„«». .•